Vi skal tale om det offentlige omsorgssvigt af børn

KVINDERNES INTERNATIONALE KAMPDAG

Vi skal tale om det offentlige omsorgssvigt af børn

I stedet for at bryste sig af at have de bedste rammer for børns udvikling og trivsel er vi med pædagogernes ringe arbejdsvilkår med til at fremme mistrivsel blandt børn og voksne, skriver Nanna Høyrup Andersen, der er tidligere pædagog og medlem af Alternativet i Halnæs Kommune i sin 8. marts-tale.

8. marts 2022 | Af Nanna Høyrup Andersen | Foto: Hiva Sharifi, Unsplash

I stedet for at bryste sig af at have de bedste rammer for børns udvikling og trivsel er vi med pædagogernes ringe arbejdsvilkår med til at fremme mistrivsel blandt børn og voksne, skriver Nanna Høyrup Andersen, der er pædagog og medlem af Alternativet i Halsnæs Kommune i sin 8. marts-tale.

Jeg hedder Nanna, og jeg er pædagog. Gennem de sidste 10 år har jeg været aktiv på børne- og familieområdet. Jeg har været aktiv både i forhold til at hæve kvaliteten af vores vuggestuer og børnehaver og i forhold til at børnefamilier kan at få hverdagslivet til at hænge bedre sammen.

Men det har ikke været nemme 10 år. Omsorgstrætheden fik mig efter syv år som vuggestuepædagog.

Jeg har altid holdt meget af mit arbejde, kollegerne, forældrene og børnene. Og det er sikkert også derfor, jeg ignorerede signalerne om, at jeg til sidst kørte på pumperne. Og det var ikke uden grund, for i starten var vi fire voksne til 12 børn det meste af dagen, men seks år senere, i 2014, kunne jeg stå alene med 10 vuggestuebørn.

De vilkår gør det umuligt at møde både børnenes og egne behov for omsorg.

Jeg havde faktisk lavet en aftale med mig selv om, at jeg ikke ville blive, hvis vilkårene blev for ringe, men så var der jo lige det der med at føle ansvar for sine kollegaer, for forældrene og for vores børn.

Så jeg knækkede.

Den dag, det skete, stod jeg i køkkenet på mit arbejde og varmede min frokost. Jeg kiggede ud af vinduet på legepladsen og mærkede pludselig mit hjerte hamre afsted. Der kom også tårer, og jeg tænkte, ”hvad pokker sker der?” Kolleger kom hen til mig, trøstede og forsøgte at forstå.

“Jeg havde faktisk lavet en aftale med mig selv om, at jeg ikke ville blive, hvis vilkårene blev for ringe, men så var der jo lige det der med at føle ansvar for sine kollegaer, for forældrene og for vores børn.”

Nanna Høyrup Andersen

Jeg skammede mig. En time forinden puttede jeg en lille ny mand, opløst af gråd, træt og udmattet efter blot fire timer i vuggestuen. Jeg var også træt, men forsøgte at berolige mig selv ved at huske på, at jeg handlede efter bedste formåen.

Ordene kæmpede om pladsen i mit hoved i forsøget på at retfærdiggøre, hvorfor han var så ked af det, og om det var ok. ”Han skal jo nok falde til – det er ok, han græder.” ”Vi er her, ser ham.” “Han må bare græde, for vi har også 11 andre børn, vi skal tage os af, give nærhed, omsorg og kærlighed.”

Men det var ikke okay! Det er ikke okay.

Min suppe kogte, alt imens en sandhed gik op for mig: Som vuggestuepædagog bød jeg de små børn en verden, jeg i bund og grund ikke kunne stå inde for, og som jeg ved, på ingen måde tjener deres udvikling i en positiv retning.

Jeg bebrejdede på det her tidspunkt ikke kun mig selv, men også mine kollegaer. For vi var alle med til at fastholde fortællingen om, at det, vi gjorde, var det rigtige.

Vi lukkede her af for en følelsesmæssig dimension af vores arbejde, som er afgørende for kvaliteten af vores praksis. Det gjorde mig fortvivlet.

“Som vuggestuepædagog bød jeg de små børn en verden, jeg i bund og grund ikke kunne stå inde for, og som jeg ved, på ingen måde tjener deres udvikling i en positiv retning.”

Nanna Høyrup Andersen

Vi voksne er rollemodeller for børnene, og vi kan gennem vores nærvær og autenticitet udgøre den trygge ramme, hvor børnenes personlige og følelsesmæssige udvikling har sit udspring, og hvorfra de trygt kan gå på opdagelse i verden. Men hvad lærer vi dem, hvis vi ikke er tro imod os selv og vores egne følelser?

Pædagogers arbejde er vigtigt. Vi er med til at præge barnets udvikling fra første dag, de sætter deres små fødder i vuggestuen. Og for 66% af alle danske børn under 2 år, er det deres virkelighed i 6 til 8 timer hver dag.

Det er et faktum, og med det følger et stort ansvar.

Man kan presse mennesker, der arbejder med mennesker, fordi de arbejder med mennesker.

Vi pædagoger investerer os selv i både kollegaer, forældre og børn. Det er en del af arbejdet at knytte stærke og tillidsfulde relationer. Og når vi mandskabsmæssigt er i knæ, graver vi dybere i os selv for at børnene ikke skal lide under det. Men til sidst er der ikke flere kræfter.

“Man kan presse mennesker, der arbejder med mennesker, fordi de arbejder med mennesker.”

Nanna Høyrup Andersen

I dag føler jeg vrede. Over udviklingen af institutioner som i stedet for at bryste sig af at have de dygtigste pædagoger og de bedste rammer for børns udvikling og trivsel, nu i stedet – på grund af vores arbejdsvilkår – er med til at fremme mistrivsel blandt børn og voksne.

Vores arbejdsmiljø er også børnenes omsorgsmiljø! Tænk lige over den.

Der stilles som aldrig før krav og forventninger til den pædagogiske praksis, samtidig med at mulighederne for at opfylde dem langsomt er blevet forringet.

Og her er det vigtigt, at dem, som det virkelig handler om; børnene, ikke drukner i en kamp, hvor der fra forskellige sider kæmpes om at erobre den pædagogiske dagsorden. Vi skal have flere, der er sammen med børnene, og færre, der mener noget om dem!

I dag mærker jeg også en enorm omsorg og medfølelse for alle mine kollegaer, som stadig er ude på gulvet sammen med børnene og deres forældre. Den omsorg mener jeg, er fraværende i de politiske beslutninger, når det gælder ALLE omsorgsfag.

For mig at se, er vi kommet alt for langt væk fra kerneopgaven, hvor især omsorg og tryg tilknytning spiller en helt afgørende rolle.

Vi SKAL være flere om de små. Vi SKAL have mere i løn og vi i SKAL have løftet pædagoguddannelsen, så den i langt højere grad favner det hele menneske, både pædagogen og barnet.

Værdien af omsorgsarbejde, både det lønnede og det ulønnede i familien, skal anerkendes alle steder, og især på det politiske niveau og blandt arbejdsmarkedets parter. Alle parter skal samarbejde, for at vi kan komme videre og et meget bedre sted hen.

“For mig at se, er vi kommet alt for langt væk fra kerneopgaven, hvor især omsorg og tryg tilknytning spiller en helt afgørende rolle.”

Nanna Høyrup Andersen

Vi er der nu, hvor der er tale om offentligt omsorgssvigt – af forældre, pædagoger og børn. Samfundskontrakten og lovgivningen overholdes ikke med de rammer, som findes i alt for mange børnehaver og vuggestuer. Og prisen for det her svigt er alt for høj. Det sætter spor for livet i både børn og voksne.

Tiden er inde til at sikre et trygt fundament for alle, og der skal investeres i at lade omsorgen komme først.

Herfra der står verden åben for vores børn.

Denne tale blev holdt på Rådhuspladsen i København den 8. marts 2022.

KVINDERNES INTERNATIONALE KAMPDAG

Vi skal tale om det offentlige omsorgssvigt af børn

I stedet for at bryste sig af at have de bedste rammer for børns udvikling og trivsel er vi med pædagogernes ringe arbejdsvilkår med til at fremme mistrivsel blandt børn og voksne, skriver Nanna Høyrup Andersen, der er tidligere pædagog og medlem af Alternativet i Halnæs Kommune i sin 8. marts-tale.

8. marts 2022 | Af Nanna Høyrup Andersen | Foto: Hiva Sharifi, Unsplash

 

I stedet for at bryste sig af at have de bedste rammer for børns udvikling og trivsel er vi med pædagogernes ringe arbejdsvilkår med til at fremme mistrivsel blandt børn og voksne, skriver Nanna Høyrup Andersen, der er pædagog og medlem af Alternativet i Halsnæs Kommune i sin 8. marts-tale.

 

Jeg hedder Nanna, og jeg er pædagog. Gennem de sidste 10 år har jeg været aktiv på børne- og familieområdet. Jeg har været aktiv både i forhold til at hæve kvaliteten af vores vuggestuer og børnehaver og i forhold til at børnefamilier kan at få hverdagslivet til at hænge bedre sammen.

Men det har ikke været nemme 10 år. Omsorgstrætheden fik mig efter syv år som vuggestuepædagog.

Jeg har altid holdt meget af mit arbejde, kollegerne, forældrene og børnene. Og det er sikkert også derfor, jeg ignorerede signalerne om, at jeg til sidst kørte på pumperne. Og det var ikke uden grund, for i starten var vi fire voksne til 12 børn det meste af dagen, men seks år senere, i 2014, kunne jeg stå alene med 10 vuggestuebørn.

De vilkår gør det umuligt at møde både børnenes og egne behov for omsorg.

Jeg havde faktisk lavet en aftale med mig selv om, at jeg ikke ville blive, hvis vilkårene blev for ringe, men så var der jo lige det der med at føle ansvar for sine kollegaer, for forældrene og for vores børn.

Så jeg knækkede.

Den dag, det skete, stod jeg i køkkenet på mit arbejde og varmede min frokost. Jeg kiggede ud af vinduet på legepladsen og mærkede pludselig mit hjerte hamre afsted. Der kom også tårer, og jeg tænkte, ”hvad pokker sker der?” Kolleger kom hen til mig, trøstede og forsøgte at forstå.

“Jeg havde faktisk lavet en aftale med mig selv om, at jeg ikke ville blive, hvis vilkårene blev for ringe, men så var der jo lige det der med at føle ansvar for sine kollegaer, for forældrene og for vores børn.”

 
Nanna Høyrup Andersen

Jeg skammede mig. En time forinden puttede jeg en lille ny mand, opløst af gråd, træt og udmattet efter blot fire timer i vuggestuen. Jeg var også træt, men forsøgte at berolige mig selv ved at huske på, at jeg handlede efter bedste formåen.

Ordene kæmpede om pladsen i mit hoved i forsøget på at retfærdiggøre, hvorfor han var så ked af det, og om det var ok. ”Han skal jo nok falde til – det er ok, han græder.” ”Vi er her, ser ham.” “Han må bare græde, for vi har også 11 andre børn, vi skal tage os af, give nærhed, omsorg og kærlighed.”

Men det var ikke okay! Det er ikke okay.

Min suppe kogte, alt imens en sandhed gik op for mig: Som vuggestuepædagog bød jeg de små børn en verden, jeg i bund og grund ikke kunne stå inde for, og som jeg ved, på ingen måde tjener deres udvikling i en positiv retning.

Jeg bebrejdede på det her tidspunkt ikke kun mig selv, men også mine kollegaer. For vi var alle med til at fastholde fortællingen om, at det, vi gjorde, var det rigtige.

Vi lukkede her af for en følelsesmæssig dimension af vores arbejde, som er afgørende for kvaliteten af vores praksis. Det gjorde mig fortvivlet.

“Som vuggestuepædagog bød jeg de små børn en verden, jeg i bund og grund ikke kunne stå inde for, og som jeg ved, på ingen måde tjener deres udvikling i en positiv retning.”

 
Nanna Høyrup Andersen

Vi voksne er rollemodeller for børnene, og vi kan gennem vores nærvær og autenticitet udgøre den trygge ramme, hvor børnenes personlige og følelsesmæssige udvikling har sit udspring, og hvorfra de trygt kan gå på opdagelse i verden. Men hvad lærer vi dem, hvis vi ikke er tro imod os selv og vores egne følelser?

Pædagogers arbejde er vigtigt. Vi er med til at præge barnets udvikling fra første dag, de sætter deres små fødder i vuggestuen. Og for 66% af alle danske børn under 2 år, er det deres virkelighed i 6 til 8 timer hver dag.

Det er et faktum, og med det følger et stort ansvar.

Man kan presse mennesker, der arbejder med mennesker, fordi de arbejder med mennesker.

Vi pædagoger investerer os selv i både kollegaer, forældre og børn. Det er en del af arbejdet at knytte stærke og tillidsfulde relationer. Og når vi mandskabsmæssigt er i knæ, graver vi dybere i os selv for at børnene ikke skal lide under det. Men til sidst er der ikke flere kræfter.

“Man kan presse mennesker, der arbejder med mennesker, fordi de arbejder med mennesker.”

 
Nanna Høyrup Andersen

I dag føler jeg vrede. Over udviklingen af institutioner som i stedet for at bryste sig af at have de dygtigste pædagoger og de bedste rammer for børns udvikling og trivsel, nu i stedet – på grund af vores arbejdsvilkår – er med til at fremme mistrivsel blandt børn og voksne.

Vores arbejdsmiljø er også børnenes omsorgsmiljø! Tænk lige over den.

Der stilles som aldrig før krav og forventninger til den pædagogiske praksis, samtidig med at mulighederne for at opfylde dem langsomt er blevet forringet.

Og her er det vigtigt, at dem, som det virkelig handler om; børnene, ikke drukner i en kamp, hvor der fra forskellige sider kæmpes om at erobre den pædagogiske dagsorden. Vi skal have flere, der er sammen med børnene, og færre, der mener noget om dem!

I dag mærker jeg også en enorm omsorg og medfølelse for alle mine kollegaer, som stadig er ude på gulvet sammen med børnene og deres forældre. Den omsorg mener jeg, er fraværende i de politiske beslutninger, når det gælder ALLE omsorgsfag.

For mig at se, er vi kommet alt for langt væk fra kerneopgaven, hvor især omsorg og tryg tilknytning spiller en helt afgørende rolle.

Vi SKAL være flere om de små. Vi SKAL have mere i løn og vi i SKAL have løftet pædagoguddannelsen, så den i langt højere grad favner det hele menneske, både pædagogen og barnet.

Værdien af omsorgsarbejde, både det lønnede og det ulønnede i familien, skal anerkendes alle steder, og især på det politiske niveau og blandt arbejdsmarkedets parter. Alle parter skal samarbejde, for at vi kan komme videre og et meget bedre sted hen.

“For mig at se, er vi kommet alt for langt væk fra kerneopgaven, hvor især omsorg og tryg tilknytning spiller en helt afgørende rolle.”

 
Nanna Høyrup Andersen

Vi er der nu, hvor der er tale om offentligt omsorgssvigt – af forældre, pædagoger og børn. Samfundskontrakten og lovgivningen overholdes ikke med de rammer, som findes i alt for mange børnehaver og vuggestuer. Og prisen for det her svigt er alt for høj. Det sætter spor for livet i både børn og voksne.

Tiden er inde til at sikre et trygt fundament for alle, og der skal investeres i at lade omsorgen komme først.

Herfra der står verden åben for vores børn.

Denne tale blev holdt på Rådhuspladsen i København den 8. marts 2022.

LÆS OGSÅ