Jeg stoppede søvntræning den dag, mit barn kastede op i sengen

LIVET MED BØRN

Jeg stoppede søvntræning den dag, mit barn kastede op i sengen

Med sit første barn forsøgte Mia Bernscherer Bjørnfort at følge de råd omkring putning og søvn, hun fik af sundhedsplejersken. Det skabte dog bare en situation, hvor hun igen og igen overhørte sit barns signaler, fortæller hun.

10. juni 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

 

Med sit første barn forsøgte Mia Bernscherer Bjørnfort at følge de råd omkring putning og søvn, hun fik af sundhedsplejersken. Det skabte dog en situation, hvor hun igen og igen overhørte sit barns signaler, fortæller hun.

 

I Mia Bernscherer Bjørnforts soveværelse står der to senge. I alt tre meter seng, som gør det ud for familiesengen, hvor hun sover med sin mand og deres mindste barn på 3 år.

I et børneværelse står der en køjeseng med en løs madras skubbet ind under, og i et andet står der en enkeltseng. På det sidste børneværelse er der en træk ud-seng, som dog mest af alt fungerer som kattenes yndlingssted. Der er nemlig ikke nogen, der sover der.

Hos familien Bernscherer Bjørnfort bestemmer man selv, hvor man vil sove og med hvem. Næsten da.

– Der har været juniorsenge, køjesenge, enkeltsenge og madrasser på gulvet. Vi tror nemlig på, at det er sengearrangementet, der bør tilpasses i takt med familiens behov og ikke omvendt, fortæller Mia Bernscherer Bjørnfort, der har bloggen Familie Uden Filter og er bestyrelsesnæstforperson i Foreningen Sovende Børn.

Mia Bernscherer Bjørnfort har dog ikke altid haft den tilgang til søvn, hun har i dag. Med første barn fulgte hun vejledningerne og normerne med hensyn til søvn.

– Det vil sige barnevognstræning med meget grædende barn, som jeg febrilsk trillede rundt i København, forklarer hun og uddyber:

– Han sov i liften om natten, og jeg havde en voldsom angst for at falde i søvn med ham, når jeg ammede. De gange, det skete, følte jeg mig som den dårligste mor, der havde udsat mit barn for fare, fordi jeg ikke kunne noget så simpelt som at holde mig vågen. Senere fulgte den klassiske “lægge i sengen døsig, men endnu ikke faldet i søvn”, hvilket ikke gav andet end et ulykkeligt barn og endnu mere skyld over, at jeg ikke formåede at putte mit barn.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Ifølge Mia Bernscherer Bjørnfort prøvede hun i løbet af de to første år alt for at få sit barn til at sove, som ”han skulle”. Og hvordan han ”skulle” sove, var nøje beskrevet i det materiale, sundhedsplejersken udlevede, og igennem den vejledning, hun fik.

– Opskriften lød så simpel: 1: Gør dit barn klar til nat ved at pusle, læse en bog og synge en sang. 2: Læg dit barn i sengen, put dynen omkring det og sig godnat. 3: Gå ud af rummet. 4: Kom ind, hvis barnet græder eller kalder vedvarende. Put barnet med dynen omkring sig, nus det lidt, sig godnat og gå. 5: Tag kun barnet op, hvis det er meget ulykkeligt, men læg det ned igen, så snart det igen er roligt. 6: Gentag, til barnet sover, fortæller hun om metoden og tilføjer:

– Jeg tror ikke, mit barn havde læst den opskrift – for det var bestemt ikke sådan, det forløb, og jeg måtte gentagne gange “give op”, tage ham i mine arme og græde med ham, når flere timer var gået med denne lille sove-leg, som han græd sig igennem hver gang. For hver gang, jeg “gav op” og på ny søgte vejledning hos sundhedsplejersken, blev opskriften ændret lidt – nu skulle jeg vente lidt, inden jeg gik ind, også selvom mit barn græd efter mig. Jeg gav op igen den dag, han kravlede op af tremmesengen og faldt ned på gulvet – og vejledningen kulminerede i, at jeg slet ikke skulle gå ind, uanset hvor meget han græd, fortæller Mia Bernscherer Bjørnfort.

Hun fortæller, hvordan hun fik følelsen af, at det var hende selv, der ikke havde formået at lære sit barn at sove. Og hun græd i sofaen, mens hendes eget barn græd i sengen. Men kun to aftenener.

– Første aften gav jeg op efter nogle timer og lagde mig hos ham. Endnu et nederlag. Endnu et bevis på min manglende evne til at gennemføre. Dagen efter forsøgte jeg at gøre mig selv hård. Mit barn endte med at kaste op i sengen – og jeg gav op igen. Dette var sidste forsøg på at søvntræne mit barn – og jeg har ikke forsøgt det med de andre tre, der er kommet efter.

– Jeg ved nu, at jeg ikke “gav op”. Det er nemlig ikke at give op, når man midt i noget stopper op og vurderer, at det, man er i gang med, ikke er noget, man har lyst til. Jeg havde ikke lyst. Jeg havde aldrig haft lyst, siger Mia Bernscherer Bjørnfort og tilføjer:

– Kombinationen af min fødselsreaktion, der hviskede mig i øret, at jeg var en dårlig mor, og en sundhedsplejerske, der – ganske velmenende – forsøgte at levere en sikker løsning på søvn, skabte en situation, hvor jeg igen og igen overhørte mit barns signaler – og mine egne instinkter.

Ifølge Mia Bernscherer Bjørnfort hjalp samfundets opfattelse af “god søvn” og “dårlige vaner” bestemt ikke på situationen.

– Det stod nemlig meget hurtigt klart, at “den gode forælder” er en forælder, som giver sit barn gaven ”god søvn” ved at lære det at falde i søvn i sin seng, på sit værelse, uden anden hjælp end en godnathistorie og et krammedyr. Dårlige vaner var alt det, mit barn signalerede, at han havde brug for: At blive vugget i mine arme, at jeg holdt ham, til han sov tungt, at sove lige ved siden af mig og at vide sig sikker på, at jeg ville komme med det samme, hvis han kaldte, siger hun og slår fast:

– Jeg ved nu, tre børn og en håndfuld god opdateret viden senere, at der absolut INTET grundlag er for hverken myten om “søvn som gave” eller hele snakken om “dårlige vaner”. Jeg ved også, at jeg ikke er den eneste, som har følt sig enormt ensom i moderskabet. Som har følt sig som én stor fiasko – ene og alene fordi forventningerne til mit barns søvn simpelthen ikke var realistiske.

Psykolog Anne Rom

I løbet af de seneste fem år har Mia Bernscherer Bjørnfort skrevet en hel del om baby- og børnesøvn, og hun har læst rigtig meget forskning på området. Den feedback, hun oplever at få, taler – ifølge hende – for sig selv: De forventninger til børnesøvn, forældre præsenteres for, stresser dem og får dem til at føle, at de fejler, når deres børn ikke sover “som de skal”.

– Og forskningen siger det samme: Der er intet galt med hverken forældre eller børn – det er forventningerne, der skal opdateres, så de afspejler den biologisk normale baby- og børnesøvn, pointerer hun.

Det er da også det, hun sammen med en håndfuld dygtige mennesker i dag forsøger med foreningen Sovende Børn. Her har de siden 2018 sat fokus på, hvad der er normal børnesøvn, og skabt et univers, hvor fagpersoner og forældre kan finde information om børns søvn, både normal babysøvn og søvnproblemer.

LIVET MED BØRN

Jeg stoppede søvntræning den dag, mit barn kastede op i sengen

Med sit første barn forsøgte Mia Bernscherer Bjørnfort at følge de råd omkring putning og søvn, hun fik af sundhedsplejersken. Det skabte dog bare en situation, hvor hun igen og igen overhørte sit barns signaler, fortæller hun.

10. juni 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

 

Med sit første barn forsøgte Mia Bernscherer Bjørnfort at følge de råd omkring putning og søvn, hun fik af sundhedsplejersken. Det skabte dog en situation, hvor hun igen og igen overhørte sit barns signaler, fortæller hun.

 

I Mia Bernscherer Bjørnforts soveværelse står der to senge. I alt tre meter seng, som gør det ud for familiesengen, hvor hun sover med sin mand og deres mindste barn på 3 år.

I et børneværelse står der en køjeseng med en løs madras skubbet ind under, og i et andet står der en enkeltseng. På det sidste børneværelse er der en træk ud-seng, som dog mest af alt fungerer som kattenes yndlingssted. Der er nemlig ikke nogen, der sover der.

Hos familien Bernscherer Bjørnfort bestemmer man selv, hvor man vil sove og med hvem. Næsten da.

– Der har været juniorsenge, køjesenge, enkeltsenge og madrasser på gulvet. Vi tror nemlig på, at det er sengearrangementet, der bør tilpasses i takt med familiens behov og ikke omvendt, fortæller Mia Bernscherer Bjørnfort, der har bloggen Familie Uden Filter og er bestyrelsesnæstforperson i Foreningen Sovende Børn.

Mia Bernscherer Bjørnfort har dog ikke altid haft den tilgang til søvn, hun har i dag. Med første barn fulgte hun vejledningerne og normerne med hensyn til søvn.

– Det vil sige barnevognstræning med meget grædende barn, som jeg febrilsk trillede rundt i København, forklarer hun og uddyber:

– Han sov i liften om natten, og jeg havde en voldsom angst for at falde i søvn med ham, når jeg ammede. De gange, det skete, følte jeg mig som den dårligste mor, der havde udsat mit barn for fare, fordi jeg ikke kunne noget så simpelt som at holde mig vågen. Senere fulgte den klassiske “lægge i sengen døsig, men endnu ikke faldet i søvn”, hvilket ikke gav andet end et ulykkeligt barn og endnu mere skyld over, at jeg ikke formåede at putte mit barn.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Ifølge Mia Bernscherer Bjørnfort prøvede hun i løbet af de to første år alt for at få sit barn til at sove, som ”han skulle”. Og hvordan han ”skulle” sove, var nøje beskrevet i det materiale, sundhedsplejersken udlevede, og igennem den vejledning, hun fik.

– Opskriften lød så simpel: 1: Gør dit barn klar til nat ved at pusle, læse en bog og synge en sang. 2: Læg dit barn i sengen, put dynen omkring det og sig godnat. 3: Gå ud af rummet. 4: Kom ind, hvis barnet græder eller kalder vedvarende. Put barnet med dynen omkring sig, nus det lidt, sig godnat og gå. 5: Tag kun barnet op, hvis det er meget ulykkeligt, men læg det ned igen, så snart det igen er roligt. 6: Gentag, til barnet sover, fortæller hun om metoden og tilføjer:

– Jeg tror ikke, mit barn havde læst den opskrift – for det var bestemt ikke sådan, det forløb, og jeg måtte gentagne gange “give op”, tage ham i mine arme og græde med ham, når flere timer var gået med denne lille sove-leg, som han græd sig igennem hver gang. For hver gang, jeg “gav op” og på ny søgte vejledning hos sundhedsplejersken, blev opskriften ændret lidt – nu skulle jeg vente lidt, inden jeg gik ind, også selvom mit barn græd efter mig. Jeg gav op igen den dag, han kravlede op af tremmesengen og faldt ned på gulvet – og vejledningen kulminerede i, at jeg slet ikke skulle gå ind, uanset hvor meget han græd, fortæller Mia Bernscherer Bjørnfort.

Hun fortæller, hvordan hun fik følelsen af, at det var hende selv, der ikke havde formået at lære sit barn at sove. Og hun græd i sofaen, mens hendes eget barn græd i sengen. Men kun to aftenener.

– Første aften gav jeg op efter nogle timer og lagde mig hos ham. Endnu et nederlag. Endnu et bevis på min manglende evne til at gennemføre. Dagen efter forsøgte jeg at gøre mig selv hård. Mit barn endte med at kaste op i sengen – og jeg gav op igen. Dette var sidste forsøg på at søvntræne mit barn – og jeg har ikke forsøgt det med de andre tre, der er kommet efter.

– Jeg ved nu, at jeg ikke “gav op”. Det er nemlig ikke at give op, når man midt i noget stopper op og vurderer, at det, man er i gang med, ikke er noget, man har lyst til. Jeg havde ikke lyst. Jeg havde aldrig haft lyst, siger Mia Bernscherer Bjørnfort og tilføjer:

– Kombinationen af min fødselsreaktion, der hviskede mig i øret, at jeg var en dårlig mor, og en sundhedsplejerske, der – ganske velmenende – forsøgte at levere en sikker løsning på søvn, skabte en situation, hvor jeg igen og igen overhørte mit barns signaler – og mine egne instinkter.

Ifølge Mia Bernscherer Bjørnfort hjalp samfundets opfattelse af “god søvn” og “dårlige vaner” bestemt ikke på situationen.

– Det stod nemlig meget hurtigt klart, at “den gode forælder” er en forælder, som giver sit barn gaven ”god søvn” ved at lære det at falde i søvn i sin seng, på sit værelse, uden anden hjælp end en godnathistorie og et krammedyr. Dårlige vaner var alt det, mit barn signalerede, at han havde brug for: At blive vugget i mine arme, at jeg holdt ham, til han sov tungt, at sove lige ved siden af mig og at vide sig sikker på, at jeg ville komme med det samme, hvis han kaldte, siger hun og slår fast:

– Jeg ved nu, tre børn og en håndfuld god opdateret viden senere, at der absolut INTET grundlag er for hverken myten om “søvn som gave” eller hele snakken om “dårlige vaner”. Jeg ved også, at jeg ikke er den eneste, som har følt sig enormt ensom i moderskabet. Som har følt sig som én stor fiasko – ene og alene fordi forventningerne til mit barns søvn simpelthen ikke var realistiske.

I løbet af de seneste fem år har Mia Bernscherer Bjørnfort skrevet en hel del om baby- og børnesøvn, og hun har læst rigtig meget forskning på området. Den feedback, hun oplever at få, taler – ifølge hende – for sig selv: De forventninger til børnesøvn, forældre præsenteres for, stresser dem og får dem til at føle, at de fejler, når deres børn ikke sover “som de skal”.

– Og forskningen siger det samme: Der er intet galt med hverken forældre eller børn – det er forventningerne, der skal opdateres, så de afspejler den biologisk normale baby- og børnesøvn, pointerer hun.

Det er da også det, hun sammen med en håndfuld dygtige mennesker i dag forsøger med foreningen Sovende Børn. Her har de siden 2018 sat fokus på, hvad der er normal børnesøvn, og skabt et univers, hvor fagpersoner og forældre kan finde information om børns søvn, både normal babysøvn og søvnproblemer.

Psykolog Anne Rom

LÆS OGSÅ