Maries fødsel gav ikke kun fysiske ar: Jeg følte, jeg havde valget mellem liv og død
FØDSEL
Maries fødsel gav ikke kun fysiske ar: Jeg følte, jeg havde valget mellem liv og død
11. november 2019 | Af Marta Gramstrup Wriedt| Foto: Privat
Fødslen af Marie og Simons andet barn gik ikke, som de havde håbet, og resulterede for Marie i en mild efterfødselsreaktion.
I lang tid følte Marie Mundt Linulf, at jordemoderen på sygehuset kunne have givet hende et hvilket som helst barn og bildt hende ind, at det var hendes. Fødslen af sønnen Laurits endte i akut kejsersnit, og det gav hende en følelse af at have fejlet. At han ikke var kommet ud af hende.
Hun havde svært ved at knytte sig til ham og acceptere, at fødslen endte, som den gjorde. Især når nu fødslen af datteren Johanne to år tidligere havde været så meget anderledes.
– Jeg følte, jeg havde givet op. Hvorfor kunne det lykkedes første gang, og ikke anden gang? I dag kan jeg stadig ikke se på eller røre mit ar efter kejsersnittet, og det er meget følelsesladet at tale om, fortæller Marie Mundt Linulf til fødslen.dk.
Ifølge Anne-Clari Vetö, der er specialist i efterfødselsreaktioner ved GAIA-Instituttet, som har specialiseret sig i forebyggelse og behandling af fødselsdepression og efterfødselsreaktioner, får næsten hver tredje kvinde en efterfødselsreaktion. Tallene er ikke officielle, men det er Anne-Claris Vetös oplevelse, at tallet er så højt, når de milde reaktioner regnes med.
– Hvor mange der skyldes traumatiske fødsler, ved vi ikke, fortæller hun.
Liv eller død
I dag er det lidt over tre år siden, Marie Mundt Linulf blev sat i gang ved hjælp af piller og vedrop og fik det så dårligt, at hun endte med at besvime. Men selvom der er gået flere år, står oplevelsen omkring fødslen stadig skarpt i hendes erindring.
– Jeg kan tydeligt huske, at jeg fornemmede, hvordan de prøvede at vække mig, da jeg besvimede, men at min krop ikke ville reagere. Jeg kunne ikke åbne mine øjne eller svare dem. Jeg oplevede, at jeg stod overfor valget om at åbne øjnene og kæmpe videre eller lade dem forblive lukket og give op. Jeg følte, jeg reelt havde valget mellem liv og død, fortæller Marie Mundt Linulf.
Da hun vågnede, var alle tal fine. Både hos baby og hende selv. Men nogle timer senere, da hun fik pressetrang, begyndte babys hjerterytme at blive påvirket. Det blev derfor besluttet, at hun skulle have akut kejsersnit.
Det hele gik ifølge Marie Mundt Linulf meget stærkt. Hendes mave blev afskærmet, så hun ikke selv kunne se, hvad der foregik. Hun opfattede bare, at baby sad skævt, og at han under presseveerne havde kilet sig så godt fast, at de havde svært ved at få ham ud.
– Vi kunne høre, at der blev panik på stuen. De ringede flere læger ind, og en sygeplejerske blev sendt ud, fordi hun blev dårlig. På det tidspunkt var jeg virkelig bange, fortæller hun.
Ifølge Marie Mundt Linulf måtte de hive godt til i babyens ben. Og da det endelig lykkedes at få ham ud, måtte han have hjælp til at trække vejret.
Måtte kæmpe for samtale
For Marie Mundt Linulf resulterede oplevelsen i en mild efterfødselsreaktion, og det var først, da hun for et halvt år siden annoncerede sin tredje graviditet, at hun kunne fortælle andre om, hvordan hun havde følt under fødslen.
– Det har været som en skam, jeg har båret rundt på. Ikke at jeg havde noget valg i forhold til, at det endte i akut kejsersnit, men jeg føler stadig, at jeg har svigtet min søn. Og længe efter fødslen have jeg en fornemmelse af, at han ville kravle tilbage i maven på mig, hvis han kunne, fortæller Marie Mundt Linulf.
Hun synes også, det var svært at få hjælp lige efter fødslen.
– Vi måtte kæmpe en del for at få en samtale på sygehuset, og jeg føler slet ikke, vi blev anerkendt i vores oplevelse, fortæller hun.
Det scenarie kan Anne-Clari Vetö genkende. Og ifølge hende skyldes det ofte travlhed og for få hænder.
– Vi hører, at flere og flere kvinder – og deres partnere – føler sig magtesløse og efterladte i forbindelse med fødslen på grund af personalets travlhed, eller fordi de bliver sendt hjem alt for hurtigt, siger hun.
Ifølge Anne-Clari Vetö er det ellers afgørende, at der er tid nok til, at den fødende føler sig set og hørt også bagefter. Ellers er der nemlig risiko for, at oplevelsen ”lagres” uhensigtsmæssigt og bryder ud som en efterfødselsreaktion eller ved eventuelle fremtidige fødsler.
– Det er så vigtigt, at man stille og roligt får bearbejdet det efterfølgende. Får helet det traumatiske i krop og psyke, så man kan ende med at tale om, hvordan det skulle have været. På den måde bliver det det gode, man kan bringe med sig videre, efter kroppen har sluppet traumet. Og det betyder også alt for tilknytningen til barnet og muligheden for at genvinde kontrollen over sin egen krop, siger Anne-Clari Vetö.
Og det er psykolog Katrine Spiegelhauer, der har speciale i graviditet og fødsel enig i.
– En fødsel er en fysisk og sansemættet oplevelse, som kroppen husker. Uanset om det er en god eller dårlig oplevelse, vil lugte, lyde og fornemmelser kunne vække minder, siger hun og tilføjer:
– Vores krop og vores sind samarbejder om at undgå fare, så hvis der er noget, vi husker som farligt, vil vi være ekstra påpasselige, når det nærmer sig, og nogle gange betyder det, at vi benytter os af uhensigtsmæssige strategier for at undgå en forestående fare. Kamp, flugt og frys er nogle af de mest primitive responser på fare, og de er sjældent hjælpsomme under en fødsel. Derfor kan en følelse af uformåenhed eller magtesløshed hurtigt indfinde sig, hvis man kender den fra tidligere.
Ifølge Katrine Spiegelhauer er der også risiko for, at svære fødselsoplevelser sætter sig som skam og følelser af forkerthed, hvis de ikke anerkendes.
En klar plan
For Marie Mundt Linulf har den traumatiske oplevelse omkring fødslen af Laurits betydet, at hun let får hovedpine, hurtigt bliver overvældet og presset og får tankemylder.
– Jeg kæmper meget med min dårlige samvittighed. Nogle dage har jeg det bare skidt, og så kan det være svært at få det til at hænge sammen, når der er to andre børn, der skal have min opmærksomhed. I de situationer er jeg meget taknemmelig for min mand. Han passer godt på mig og er god til at se, hvornår jeg har brug for en pause, fortæller Marie Mundt Linulf.
Oplevelsen betyder, at hun er bange for, hvordan næste fødsel kommer til at forløbe. Hun har termin til december og har været sygemeldt lige fra starten af graviditeten.
– Lige så snart jeg blev gravid, reagerede min krop kraftigt på det traume, den fik ved fødslen af Laurits, og jeg fik en masse stresssymptomer. Jeg er bange for, at min krop skal reagere som ved sidste fødsel. Man kan sige, at jeg har angst for at få angst igen.
Ifølge Marie Mundt Linulf har hun derfor brug for, at der er en klar plan for, hvordan tingene skal forløbe ved den kommende fødsel. Og at der en plan A, B og C. Hun har også overvejet muligheden for planlagt kejsersnit for at få en vis kontrol. Men hendes drøm er stadig at føde almindeligt, som hun gjorde allerførste gang.
Heldigvis har hun mødt mere forståelse og hjælp i den nye graviditet end lige efter fødslen.
– Min læge har fra starten været meget støttende og forstående. Hun har sendt mig til ekstra jordemodersamtaler og sørget for, at min tidligere fødsel er beskrevet i min journal, fortæller Marie Mundt Linulf, der også har fået samtaler med en specialjordemoder og en fødselslæge. Derudover har hun gennem sin egen private sundhedsforsikring valgt at gå til psykolog.
For Marie Mundt Linulf er det især afgørende i forhold til den forestående fødsel, at hendes tidligere oplevelse er detaljeret beskrevet i hendes journal, så hun ikke skal til at forklare det midt i fødslen.
– Her har vi brug for, at fagfolkene kender vores baggrund, siger hun.
Anerkend dine følelser. Byd dem velkomne med empati. De vil fortælle dig noget. Få bearbejdet det, der fylder, via ord og krop. Så bliver der bagefter plads til at fokusere på, hvordan det kunne have været, og turde tro, at det kan blive godt en anden gang. Det kan være en god ide at bruge jordemoder, læge og terapeut til at lave en ønskeseddel og få en med til fødslen som støtte. Det er vigtigt, I på forhånd har aftalt, hvordan hjælpen kunne være undervejs.
FØDSEL
Maries fødsel gav ikke kun fysiske ar: Jeg følte, jeg havde valget mellem liv og død
11. november 2019 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat
Fødslen af Marie og Simons andet barn gik ikke, som de havde håbet, og resulterede for Marie i en mild efterfødselsreaktion.
I lang tid følte Marie Mundt Linulf, at jordemoderen på sygehuset kunne have givet hende et hvilket som helst barn og bildt hende ind, at det var hendes. Fødslen af sønnen Laurits endte i akut kejsersnit, og det gav hende en følelse af at have fejlet. At han ikke var kommet ud af hende.
Hun havde svært ved at knytte sig til ham og acceptere, at fødslen endte, som den gjorde. Især når nu fødslen af datteren Johanne to år tidligere havde været så meget anderledes.
– Jeg følte, jeg havde givet op. Hvorfor kunne det lykkedes første gang, og ikke anden gang? I dag kan jeg stadig ikke se på eller røre mit ar efter kejsersnittet, og det er meget følelsesladet at tale om, fortæller Marie Mundt Linulf til fødslen.dk.
Ifølge Anne-Clari Vetö, der er specialist i efterfødselsreaktioner ved GAIA-Instituttet, som har specialiseret sig i forebyggelse og behandling af fødselsdepression og efterfødselsreaktioner, får næsten hver tredje kvinde en efterfødselsreaktion. Tallene er ikke officielle, men det er Anne-Claris Vetös oplevelse, at tallet er så højt, når de milde reaktioner regnes med.
– Hvor mange der skyldes traumatiske fødsler, ved vi ikke, fortæller hun.
Liv eller død
I dag er det lidt over tre år siden, Marie Mundt Linulf blev sat i gang ved hjælp af piller og vedrop og fik det så dårligt, at hun endte med at besvime. Men selvom der er gået flere år, står oplevelsen omkring fødslen stadig skarpt i hendes erindring.
– Jeg kan tydeligt huske, at jeg fornemmede, hvordan de prøvede at vække mig, da jeg besvimede, men at min krop ikke ville reagere. Jeg kunne ikke åbne mine øjne eller svare dem. Jeg oplevede, at jeg stod overfor valget om at åbne øjnene og kæmpe videre eller lade dem forblive lukket og give op. Jeg følte, jeg reelt havde valget mellem liv og død, fortæller Marie Mundt Linulf.
Da hun vågnede, var alle tal fine. Både hos baby og hende selv. Men nogle timer senere, da hun fik pressetrang, begyndte babys hjerterytme at blive påvirket. Det blev derfor besluttet, at hun skulle have akut kejsersnit.
Det hele gik ifølge Marie Mundt Linulf meget stærkt. Hendes mave blev afskærmet, så hun ikke selv kunne se, hvad der foregik. Hun opfattede bare, at baby sad skævt, og at han under presseveerne havde kilet sig så godt fast, at de havde svært ved at få ham ud.
– Vi kunne høre, at der blev panik på stuen. De ringede flere læger ind, og en sygeplejerske blev sendt ud, fordi hun blev dårlig. På det tidspunkt var jeg virkelig bange, fortæller hun.
Ifølge Marie Mundt Linulf måtte de hive godt til i babyens ben. Og da det endelig lykkedes at få ham ud, måtte han have hjælp til at trække vejret.
Måtte kæmpe for samtale
For Marie Mundt Linulf resulterede oplevelsen i en mild efterfødselsreaktion, og det var først, da hun for et halvt år siden annoncerede sin tredje graviditet, at hun kunne fortælle andre om, hvordan hun havde følt under fødslen.
– Det har været som en skam, jeg har båret rundt på. Ikke at jeg havde noget valg i forhold til, at det endte i akut kejsersnit, men jeg føler stadig, at jeg har svigtet min søn. Og længe efter fødslen have jeg en fornemmelse af, at han ville kravle tilbage i maven på mig, hvis han kunne, fortæller Marie Mundt Linulf.
Hun synes også, det var svært at få hjælp lige efter fødslen.
– Vi måtte kæmpe en del for at få en samtale på sygehuset, og jeg føler slet ikke, vi blev anerkendt i vores oplevelse, fortæller hun.
Det scenarie kan Anne-Clari Vetö genkende. Og ifølge hende skyldes det ofte travlhed og for få hænder.
– Vi hører, at flere og flere kvinder – og deres partnere – føler sig magtesløse og efterladte i forbindelse med fødslen på grund af personalets travlhed, eller fordi de bliver sendt hjem alt for hurtigt, siger hun.
Ifølge Anne-Clari Vetö er det ellers afgørende, at der er tid nok til, at den fødende føler sig set og hørt også bagefter. Ellers er der nemlig risiko for, at oplevelsen ”lagres” uhensigtsmæssigt og bryder ud som en efterfødselsreaktion eller ved eventuelle fremtidige fødsler.
– Det er så vigtigt, at man stille og roligt får bearbejdet det efterfølgende. Får helet det traumatiske i krop og psyke, så man kan ende med at tale om, hvordan det skulle have været. På den måde bliver det det gode, man kan bringe med sig videre, efter kroppen har sluppet traumet. Og det betyder også alt for tilknytningen til barnet og muligheden for at genvinde kontrollen over sin egen krop, siger Anne-Clari Vetö.
Og det er psykolog Katrine Spiegelhauer, der har speciale i graviditet og fødsel enig i.
– En fødsel er en fysisk og sansemættet oplevelse, som kroppen husker. Uanset om det er en god eller dårlig oplevelse, vil lugte, lyde og fornemmelser kunne vække minder, siger hun og tilføjer:
– Vores krop og vores sind samarbejder om at undgå fare, så hvis der er noget, vi husker som farligt, vil vi være ekstra påpasselige, når det nærmer sig, og nogle gange betyder det, at vi benytter os af uhensigtsmæssige strategier for at undgå en forestående fare. Kamp, flugt og frys er nogle af de mest primitive responser på fare, og de er sjældent hjælpsomme under en fødsel. Derfor kan en følelse af uformåenhed eller magtesløshed hurtigt indfinde sig, hvis man kender den fra tidligere.
Ifølge Katrine Spiegelhauer er der også risiko for, at svære fødselsoplevelser sætter sig som skam og følelser af forkerthed, hvis de ikke anerkendes.
En klar plan
For Marie Mundt Linulf har den traumatiske oplevelse omkring fødslen af Laurits betydet, at hun let får hovedpine, hurtigt bliver overvældet og presset og får tankemylder.
– Jeg kæmper meget med min dårlige samvittighed. Nogle dage har jeg det bare skidt, og så kan det være svært at få det til at hænge sammen, når der er to andre børn, der skal have min opmærksomhed. I de situationer er jeg meget taknemmelig for min mand. Han passer godt på mig og er god til at se, hvornår jeg har brug for en pause, fortæller Marie Mundt Linulf.
Oplevelsen betyder, at hun er bange for, hvordan næste fødsel kommer til at forløbe. Hun har termin til december og har været sygemeldt lige fra starten af graviditeten.
– Lige så snart jeg blev gravid, reagerede min krop kraftigt på det traume, den fik ved fødslen af Laurits, og jeg fik en masse stresssymptomer. Jeg er bange for, at min krop skal reagere som ved sidste fødsel. Man kan sige, at jeg har angst for at få angst igen.
Ifølge Marie Mundt Linulf har hun derfor brug for, at der er en klar plan for, hvordan tingene skal forløbe ved den kommende fødsel. Og at der en plan A, B og C. Hun har også overvejet muligheden for planlagt kejsersnit for at få en vis kontrol. Men hendes drøm er stadig at føde almindeligt, som hun gjorde allerførste gang.
Heldigvis har hun mødt mere forståelse og hjælp i den nye graviditet end lige efter fødslen.
– Min læge har fra starten været meget støttende og forstående. Hun har sendt mig til ekstra jordemodersamtaler og sørget for, at min tidligere fødsel er beskrevet i min journal, fortæller Marie Mundt Linulf, der også har fået samtaler med en specialjordemoder og en fødselslæge. Derudover har hun gennem sin egen private sundhedsforsikring valgt at gå til psykolog.
For Marie Mundt Linulf er det især afgørende i forhold til den forestående fødsel, at hendes tidligere oplevelse er detaljeret beskrevet i hendes journal, så hun ikke skal til at forklare det midt i fødslen.
– Her har vi brug for, at fagfolkene kender vores baggrund, siger hun.
Anerkend dine følelser. Byd dem velkomne med empati. De vil fortælle dig noget. Få bearbejdet det, der fylder, via ord og krop. Så bliver der bagefter plads til at fokusere på, hvordan det kunne have været, og turde tro, at det kan blive godt en anden gang. Det kan være en god ide at bruge jordemoder, læge og terapeut til at lave en ønskeseddel og få en med til fødslen som støtte. Det er vigtigt, I på forhånd har aftalt, hvordan hjælpen kunne være undervejs.