Marie Hundebøll Plum: Er jeg en taber, hvis mine børn er min karriere?

af | aug 22, 2019

MODERSKAB

Marie Hundebøll Plum: Er jeg en taber, hvis mine børn er min karriere?

Marie Hundebøll Plum mor

22. august 2019 | Af Marie Hundebøll Plum | Foto: Privat

Journalist og model Marie Hundebøll Plum brænder mest af alt for at være mor. Men hvorfor egentlig skamme sig over det, spørger hun i sit indlæg.

Marie Hundebøll Plum er mor til Carl Egon og Ejner Bob og gift med Mattias Hundebøll. Hendes indlæg blev første gang bragt på bloggen slow down TIGER.

Bordet er dækket af musselmalet porcelæn med diverse sunde snacks på, og snakken går lystigt blandt flokken af halvgamle mødre, der med reformer-lår og nylakerede negle danner cirkel om kaffekopperne. Jeg sidder i mit stille sind og venter på spørgsmålet. Spørgsmålet, der ved enhver social lejlighed må og skal komme. ”Hvornår skal du i gang igen?”

Med det menes, hvornår er den der hæmsko, som er dit barn, stort nok til, at du kan tillade dig at parkere det i en institution, så du selv kan komme videre med dit liv. Din karriere. Dine ambitioner. Dit virke. Og hver gang svarer jeg på cirka samme undskyldende facon, hvor ordene nærmest gemmer sig bag hinanden på vej ud. ”Altså, jeg ved ikke helt, hvad jeg skal endnu, øh … Jeg har ikke rigtig lyst til at arbejde så meget.”

Dead silence. Indtil de mest socialt intelligente i flokken skynder sig at tage ordet og dreje det hen på et mere ufarligt emne. Som trodsalderen eller Simple Feast. Men imens kan jeg mærke, at noget indeni mig bobler og koger. For hvorfor er det sådan, at mange opfatter deres børn som et lille bump på deres karrierevej? Et bump, der selvfølgelig bringer kærlighed med sig, men som bringer mindst lige så meget stress og dårlig samvittighed. For åh, alt det man ikke når. Alt det man kan udrette.

 

“For hvorfor er det sådan, at mange opfatter deres børn som et lille bump på deres karrierevej? Et bump, der selvfølgelig bringer kærlighed med sig, men som bringer mindst lige så meget stress og dårlig samvittighed. For åh, alt det man ikke når. Alt det man kan udrette.”

 
Marie Hundebøll Plum

Samtidig fatter jeg ikke, hvorfor jeg også selv går og skammer mig lidt over, at jeg egentlig mest bare brænder for at være mor. Så for min egen skyld vil jeg forsøge at vende det hele lidt på hovedet og spørge: Hvad nu hvis det at være mor ER mit primære virke? Hvad nu hvis børnene er min drivkraft, min karriere, min passion? Er jeg så lidt en taber for ikke at have større ambitioner for mig selv? For at bruge min tankevirksomhed på mine børn og ikke på pipelines og personalemøder? Det er i hvert fald den kulturelle opfattelse. Mange mødre, jeg kender, har dårlig samvittighed, hvis de ikke allerede under deres barsel er lidt i gang med arbejdet igen, og de omtaler årene med småbørn som et gigantisk karrieremæssigt setback. Det samme gælder mænd, som uden at prøve at skjule det, ser ned på kvinder, der går op i deres børn. Get a life …

Men hallo. Vi lever vel for at skabe mening med vores eksistens. For at gøre noget betydningsfyldt, der er værd at stå op om morgenen og kæmpe for. Noget, som gør os lykkelige og fylder os med stolthed og kærlighed. Hvis nogen opnår dette foran computeren i et åbent kontorlandskab, så er det da bare helt okay. Men det tror jeg bare ikke på. Så hvad med vi i stedet anerkender og dyrker det, der faktisk giver vores liv mening?

“Hvad nu hvis det at være mor ER mit primære virke? Hvad nu hvis børnene er min drivkraft, min karriere, min passion? Er jeg så lidt en taber for ikke at have større ambitioner for mig selv? For at bruge min tankevirksomhed på mine børn og ikke på pipelines og personalemøder?”

 
Marie Hundebøll Plum

Jeg er udmærket klar over, at unger ikke ligefrem giver mad på bordet, og at vores forældede arbejdsmarked ikke giver en fuck for børnene og deres stressede forældre. Og jeg har endnu ikke oparbejdet modet til at trække stikket og flytte ud i en svensk skov og blive selvforsynende. Derfor bliver jeg da også nødt til arbejde, så regningerne bliver betalt. Men her stopper det så også. For når de er betalt, vil jeg tilbage til det, mit liv handler om. Det, som jeg vil bruge al resterende tid på at dyrke og skabe, drømme om og opleve med. Mine børn.

Det er måske lidt far fetched. Men jeg ser sgu lidt mig selv som en kunstner. Jeg har skabt mennesker, som skal formes og iagttages. De er mine livsværker og er uden tvivl en vigtigere bedrift end noget arbejde og sætter også et langt mere værdifuldt aftryk på min eftertid end en eller anden kunstinstallation. Alligevel er det tabu at sige, at de er min passion. Min hobby.

Det jeg virkelig finder interessant. For hvor er det dog lavpraktisk og banalt. Men at bruge sin energi på noget, der giver mening og har værdi, er skam slet ikke så banalt. Det er der faktisk rigtig mange, der ikke kan finde ud af. Måske fordi vi har det med at devaluere det meningsfulde og sætte pris på det forkerte. Men hvis vi nu alle sammen blev bedre til at klappe de mødre, der henter tidligt, på skuldrene og lod være med blindt at tilbede dem, der gør karriere i erhvervslivet, bare fordi vores maskuline kultur kun priser vækst og høj indkomst. For der er faktisk mange alternative måder at gøre karriere på. Her er mor en af dem.

Dette indlæg er udtryk for Marie Hundebøll Plums holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

MODERSKAB

Marie Hundebøll Plum: Er jeg en taber, hvis mine børn er min karriere?

Marie Hundebøll Plum mor

22. august 2019 | Af Marie Hundebøll Plum | Foto: Privat

 

Journalist og model Marie Hundebøll Plum brænder mest af alt for at være mor. Men hvorfor egentlig skamme sig over det, spørger hun i sit indlæg.

Marie Hundebøll Plum er mor til Carl Egon og Ejner Bob og gift med Mattias Hundebøll. Hendes indlæg blev første gang bragt på bloggen slow down TIGER.

Bordet er dækket af musselmalet porcelæn med diverse sunde snacks på, og snakken går lystigt blandt flokken af halvgamle mødre, der med reformer-lår og nylakerede negle danner cirkel om kaffekopperne. Jeg sidder i mit stille sind og venter på spørgsmålet. Spørgsmålet, der ved enhver social lejlighed må og skal komme. ”Hvornår skal du i gang igen?”

Med det menes, hvornår er den der hæmsko, som er dit barn, stort nok til, at du kan tillade dig at parkere det i en institution, så du selv kan komme videre med dit liv. Din karriere. Dine ambitioner. Dit virke. Og hver gang svarer jeg på cirka samme undskyldende facon, hvor ordene nærmest gemmer sig bag hinanden på vej ud. ”Altså, jeg ved ikke helt, hvad jeg skal endnu, øh … Jeg har ikke rigtig lyst til at arbejde så meget.”

Dead silence. Indtil de mest socialt intelligente i flokken skynder sig at tage ordet og dreje det hen på et mere ufarligt emne. Som trodsalderen eller Simple Feast. Men imens kan jeg mærke, at noget indeni mig bobler og koger. For hvorfor er det sådan, at mange opfatter deres børn som et lille bump på deres karrierevej? Et bump, der selvfølgelig bringer kærlighed med sig, men som bringer mindst lige så meget stress og dårlig samvittighed. For åh, alt det man ikke når. Alt det man kan udrette.

 

“For hvorfor er det sådan, at mange opfatter deres børn som et lille bump på deres karrierevej? Et bump, der selvfølgelig bringer kærlighed med sig, men som bringer mindst lige så meget stress og dårlig samvittighed. For åh, alt det man ikke når. Alt det man kan udrette.”

 
Marie Hundebøll Plum

Samtidig fatter jeg ikke, hvorfor jeg også selv går og skammer mig lidt over, at jeg egentlig mest bare brænder for at være mor. Så for min egen skyld vil jeg forsøge at vende det hele lidt på hovedet og spørge: Hvad nu hvis det at være mor ER mit primære virke? Hvad nu hvis børnene er min drivkraft, min karriere, min passion? Er jeg så lidt en taber for ikke at have større ambitioner for mig selv? For at bruge min tankevirksomhed på mine børn og ikke på pipelines og personalemøder? Det er i hvert fald den kulturelle opfattelse. Mange mødre, jeg kender, har dårlig samvittighed, hvis de ikke allerede under deres barsel er lidt i gang med arbejdet igen, og de omtaler årene med småbørn som et gigantisk karrieremæssigt setback. Det samme gælder mænd, som uden at prøve at skjule det, ser ned på kvinder, der går op i deres børn. Get a life …

Men hallo. Vi lever vel for at skabe mening med vores eksistens. For at gøre noget betydningsfyldt, der er værd at stå op om morgenen og kæmpe for. Noget, som gør os lykkelige og fylder os med stolthed og kærlighed. Hvis nogen opnår dette foran computeren i et åbent kontorlandskab, så er det da bare helt okay. Men det tror jeg bare ikke på. Så hvad med vi i stedet anerkender og dyrker det, der faktisk giver vores liv mening?

“Hvad nu hvis det at være mor ER mit primære virke? Hvad nu hvis børnene er min drivkraft, min karriere, min passion? Er jeg så lidt en taber for ikke at have større ambitioner for mig selv? For at bruge min tankevirksomhed på mine børn og ikke på pipelines og personalemøder?”

 
Marie Hundebøll Plum

Jeg er udmærket klar over, at unger ikke ligefrem giver mad på bordet, og at vores forældede arbejdsmarked ikke giver en fuck for børnene og deres stressede forældre. Og jeg har endnu ikke oparbejdet modet til at trække stikket og flytte ud i en svensk skov og blive selvforsynende. Derfor bliver jeg da også nødt til arbejde, så regningerne bliver betalt. Men her stopper det så også. For når de er betalt, vil jeg tilbage til det, mit liv handler om. Det, som jeg vil bruge al resterende tid på at dyrke og skabe, drømme om og opleve med. Mine børn.

Det er måske lidt far fetched. Men jeg ser sgu lidt mig selv som en kunstner. Jeg har skabt mennesker, som skal formes og iagttages. De er mine livsværker og er uden tvivl en vigtigere bedrift end noget arbejde og sætter også et langt mere værdifuldt aftryk på min eftertid end en eller anden kunstinstallation. Alligevel er det tabu at sige, at de er min passion. Min hobby.

Det jeg virkelig finder interessant. For hvor er det dog lavpraktisk og banalt. Men at bruge sin energi på noget, der giver mening og har værdi, er skam slet ikke så banalt. Det er der faktisk rigtig mange, der ikke kan finde ud af. Måske fordi vi har det med at devaluere det meningsfulde og sætte pris på det forkerte. Men hvis vi nu alle sammen blev bedre til at klappe de mødre, der henter tidligt, på skuldrene og lod være med blindt at tilbede dem, der gør karriere i erhvervslivet, bare fordi vores maskuline kultur kun priser vækst og høj indkomst. For der er faktisk mange alternative måder at gøre karriere på. Her er mor en af dem.

Dette indlæg er udtryk for Marie Hundebøll Plums holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

723 psykologer til Gyldendal: Træk omstridt søvnbog tilbage

af | aug 7, 2019

723 psykologer til Gyldendal: Træk omstridt søvnbog tilbage

7. august 2019
  
Tekst: Camilla Juhl Dorland, Heidi Kempel Hansen, Diana Kløvedal og Christine Posselt, alle er cand.psych.
Foto: Emrah Özaras, Pixabay

Dette er et uddrag af det åbne brev til Gyldendal, som 723 psykologer har skrevet under på. 

Denne henvendelse er et åbent brev. Afsender er en gruppe psykologer, som er bekymrede over, at I vil fortsætte salget af bogen ”Godnat og sov godt”. Bogen opfordrer til at bruge en form for søvntræning, hvor forældre skal ignorere deres babys eller lille barns gråd i bestemte tidsintervaller, når barnet skal sove. Det er ifølge bogen bandlyst at amme eller vugge den grædende baby eller nusse eller holde om sit ulykkelige barn om aftenen og om natten. Bogen opfordrer med andre ord til, at forældre skal undlade at trøste deres barn, når det græder.

Da I afviste at fjerne bogen fra jeres sortiment, henviste I til, at I har været i kontakt med forskere i både Danmark og udlandet, og ud fra deres udtalelser ikke finder grund til at trække bogen tilbage. Vi er nysgerrige på, hvilke forskere I har spurgt, og hvilke studier, I har lagt vægt på.

Vi vil gøre opmærksom på, at forskning på området generelt er af lav kvalitet, og at der kan være økonomiske interesser for nogle forskere i at anbefale søvntræningsbøger. Vi vil opfordre jer til at søge viden hos nogle af de forskere, som har påpeget, at der kan være risikofaktorer forbundet med søvntræning, for eksempel Pamela Douglas (læge og ph.d.), James McKenna (ph.d. i biologisk antropologi) og Sarah Blunden (ph.d. i psykologi). For en kritisk gennemgang af forskning på området henviser vi til Tracy Cassels (ph.d. i psykologi).

Babyer og småbørn er meget afhængige af trøst og omsorg fra deres forældre, og det kan få negative konsekvenser for deres udvikling, hvis de ikke bliver trøstet og beroliget, når de er kede af det. Børn, der ikke er blevet mødt med tilstrækkelig omsorg, når de var kede af det, kan blandt andet få sværere ved at håndtere deres følelser. Manglende trøst og omsorg kan derudover skade tilknytningen imellem barnet og forældrene. Tilknytning vil sige et følelsesmæssigt bånd imellem børn og deres forældre, og dette bånd kan være af god eller mindre god kvalitet. Hvis barnet bliver mødt med trøst og omsorg, når det har brug for det, og føler sig tryg i relationen til sine forældre, er der tale om en sikker tilknytning. Hvis barnet derimod oplever perioder, hvor der ikke tages hånd om dets følelser og behov, kan der dannes en tilknytning af lav kvalitet, hvilket kaldes en usikker tilknytning. Hvis forældre i en periode undlader at trøste deres grædende barn, er der dermed risiko for at der dannes en usikker tilknytning.

I bogen beskrives barnets gråd som en form for manipulation. Hvis barnet græder så voldsomt, at det kaster op, ses dette endda også som en måde at få forældrenes opmærksomhed på, og forældrene opfordres til blot at skifte sengetøj og derefter lade barnet græde videre.

Vi vil gerne understrege, at gråd ikke er en form for manipulation, og at babyer og småbørn slet ikke er i stand til at manipulere og heller ikke at kaste op med vilje. Gråd er det lille barns måde at kommunikere på. Barnet kan derved kommunikere et behov, hvilket kan være både fysisk og følelsesmæssigt.

Gråden betyder med andre ord, at barnet har brug for sine forældre, og forældrene vil instinktivt reagere på barnets gråd og opfylde dets behov.

Hvis barnets gråd ignoreres tilstrækkeligt længe, vil barnet med tiden stoppe med at græde. Dette bliver af nogle tolket som, at barnet har lært at berolige sig selv. Man ved dog fra forskningen, at babyer og småbørn slet ikke er i stand til at berolige sig selv. Barnet er blot blevet stille, fordi det har lært, at dets gråd ignoreres. Barnet kan med andre ord stadig være ked af det, bange og ensom, men det er stoppet med at give udtryk for sine følelser.

Du kan læse hele brevet med kildehenvisninger her og se facebooksiden her. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

7. august 2019
  
Tekst: Camilla Juhl Dorland, Heidi Kempel Hansen, Diana Kløvedal og Christine Posselt, alle er cand.psych.
Foto: Emrah Özaras, Pixabay
  

Dette er et uddrag af det åbne brev til Gyldendal, som 723 psykologer har skrevet under på. 

Denne henvendelse er et åbent brev. Afsender er en gruppe psykologer, som er bekymrede over, at I vil fortsætte salget af bogen ”Godnat og sov godt”. Bogen opfordrer til at bruge en form for søvntræning, hvor forældre skal ignorere deres babys eller lille barns gråd i bestemte tidsintervaller, når barnet skal sove. Det er ifølge bogen bandlyst at amme eller vugge den grædende baby eller nusse eller holde om sit ulykkelige barn om aftenen og om natten. Bogen opfordrer med andre ord til, at forældre skal undlade at trøste deres barn, når det græder.

Da I afviste at fjerne bogen fra jeres sortiment, henviste I til, at I har været i kontakt med forskere i både Danmark og udlandet, og ud fra deres udtalelser ikke finder grund til at trække bogen tilbage. Vi er nysgerrige på, hvilke forskere I har spurgt, og hvilke studier, I har lagt vægt på.

Vi vil gøre opmærksom på, at forskning på området generelt er af lav kvalitet, og at der kan være økonomiske interesser for nogle forskere i at anbefale søvntræningsbøger. Vi vil opfordre jer til at søge viden hos nogle af de forskere, som har påpeget, at der kan være risikofaktorer forbundet med søvntræning, for eksempel Pamela Douglas (læge og ph.d.), James McKenna (ph.d. i biologisk antropologi) og Sarah Blunden (ph.d. i psykologi). For en kritisk gennemgang af forskning på området henviser vi til Tracy Cassels (ph.d. i psykologi).

Babyer og småbørn er meget afhængige af trøst og omsorg fra deres forældre, og det kan få negative konsekvenser for deres udvikling, hvis de ikke bliver trøstet og beroliget, når de er kede af det. Børn, der ikke er blevet mødt med tilstrækkelig omsorg, når de var kede af det, kan blandt andet få sværere ved at håndtere deres følelser. Manglende trøst og omsorg kan derudover skade tilknytningen imellem barnet og forældrene. Tilknytning vil sige et følelsesmæssigt bånd imellem børn og deres forældre, og dette bånd kan være af god eller mindre god kvalitet. Hvis barnet bliver mødt med trøst og omsorg, når det har brug for det, og føler sig tryg i relationen til sine forældre, er der tale om en sikker tilknytning. Hvis barnet derimod oplever perioder, hvor der ikke tages hånd om dets følelser og behov, kan der dannes en tilknytning af lav kvalitet, hvilket kaldes en usikker tilknytning. Hvis forældre i en periode undlader at trøste deres grædende barn, er der dermed risiko for at der dannes en usikker tilknytning.

I bogen beskrives barnets gråd som en form for manipulation. Hvis barnet græder så voldsomt, at det kaster op, ses dette endda også som en måde at få forældrenes opmærksomhed på, og forældrene opfordres til blot at skifte sengetøj og derefter lade barnet græde videre.

Vi vil gerne understrege, at gråd ikke er en form for manipulation, og at babyer og småbørn slet ikke er i stand til at manipulere og heller ikke at kaste op med vilje. Gråd er det lille barns måde at kommunikere på. Barnet kan derved kommunikere et behov, hvilket kan være både fysisk og følelsesmæssigt.

Gråden betyder med andre ord, at barnet har brug for sine forældre, og forældrene vil instinktivt reagere på barnets gråd og opfylde dets behov.

Hvis barnets gråd ignoreres tilstrækkeligt længe, vil barnet med tiden stoppe med at græde. Dette bliver af nogle tolket som, at barnet har lært at berolige sig selv. Man ved dog fra forskningen, at babyer og småbørn slet ikke er i stand til at berolige sig selv. Barnet er blot blevet stille, fordi det har lært, at dets gråd ignoreres. Barnet kan med andre ord stadig være ked af det, bange og ensom, men det er stoppet med at give udtryk for sine følelser.

Du kan læse hele brevet med kildehenvisninger her og se facebooksiden her. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

Kære gravide kvinde: Slip kontrollen og lad din krop styre

af | aug 5, 2019

Kære gravide kvinde: Slip kontrollen og lad din krop styre

5. august 2019
 
Tekst: Julie G. Buchard er prof.bach i ernæring og sundhed, behandler i akupunktur, EFT samt cupping og står bag virksomheden  Den hele krop.
Foto: Privat
  

Stoler du på din krop? Når den bare gør det, den er skabt til. Uden at du har kontrollen.

I dag er kontrol en helt almindelig del af de flestes dagligdag. Helt uden, at vi tænker over det. Mulighederne for at have kontrol i alle situationer er enorme. Så enorme, at vi nogle gange glemmer at slippe kontrollen og bare være med. Være med det, der er. Og stole på naturens gang. I dette tilfælde naturens gang, når det kommer til graviditet og fødsel. For lige præcis en graviditet og fødsel har stor gavn af, at vi kvinder kontrolleret lukker ned for vores behov for konstant kontrol og i stedet glider ind i rollen som gravid og fødende med tillid til kroppens gøren.

Flere og flere oplever komplicerede graviditetsforløb, negative tankemønstre omkring det at være gravid og føde samt svære fødsler. Det giver ikke kun nogle lange måneder med en stor mave og et opslidende fødselsforløb. Det kan også give nogle negative efterreaktioner, hvor kvinden ikke har følt sig i kontrol undervejs, har skabt afstand til sin egne krop og tænker tilbage på tiden som noget, der skulle overstås. Men tænk, hvis de følelser og tanker kunne være anderledes.

Det kan de heldigvis. Kære kvinde, din krop er bygget til at skabe en baby og ikke mindst til at bringe dette lille nye liv til verdenen. For nogle vil det være et provokerende statement. For du har jo netop oplevet, hvordan din krop slet ikke samarbejdede med dig. Hverken under graviditeten eller fødslen. Men prøv så lige at tænke tilbage. Havde du tillid til, at det, du oplevede i din graviditet og under din fødsel, var helt, som det skulle være? Var du i ro og afspænding, når du havde ligamentsmerter, ikke kunne det, du plejede, måtte hvile dig lidt mere end normalt, eller hvad der ellers mødte dig under din graviditet? Var du i ro og afspænding omkring dine plukveer, dine veer i alle faserne og din evne til at føde? Havde du tiltro til, at alt var, ligesom det skulle være, og du blot skulle gå med det, der kom? De fleste, der har en negativ historie med sig, vil nok, helt ærligt, kunne sige nej til nogle af de overstående spørgsmål. For det er nemlig nærmest umuligt at være i ro og afspænding i så vild en oplevelse, hvis man samtidig ønsker fuld kontrol og forståelse for situationen. Hvis ens hovedenergi bestemmer vejen. Faktisk er dit hoved den største stopklods for det kropslige arbejde.

Vi lever i en verden, hvor det er vores hoved, der får os frem i livet. Det er vores hoved, der gør, at vi klarer os godt i skolen, får os en uddannelse og senere et godt job. Vi bliver anerkendt og rost for vores fremdrift og gøren. Vi bruger vores hoved til at tænke og træffe beslutninger. Derfor kan det også for de fleste kræve lidt øvelse at lade kroppen beslutte. At give kroppen den tillid, at den også har en masse power til at træffe de rigtige beslutninger. Men i en situation, hvor din krop skal skabe et lille menneske og bringe dette til verden, så må vi overlade arbejdet til vores krop. For vores hoved kan og skal ikke forstå. Det skal for en gangs skyld holde lidt fri og give plads til kroppen. Give plads til en kvindes power.

Men hvordan skaber man så en positiv tilgang til noget, vi dybest set synes, er noget, der bare skal overstås? Der er mange måder at skabe tillid til sin krop på. Undervejs i min egen graviditet og i mit arbejde med gravide kvinder arbejder jeg med at skabe tiltro til egne evner og ikke mindst kendskab til kroppens sprog og signaler. Det gør jeg blandt andet ved:

Yoga og åndedrætsøvelser. Her kommer den gravide helt lavpraktisk i kontakt med egen krop, mærker kroppens bevægelser og lærer, hvordan hun kan gå ind i sig selv ved hjælp af åndedrættet. På den måde kan omverdenen blive lukket ude, og hun kan være i og med sin krop.

Visualisering af den ønskede fødsel. En af grundende til, at kontrol kan være en stopklods under en fødsel, er, at en fødsel ikke kan kontrolleres. Og man kan derfor heller ikke på forhånd kende sit fødselsforløb. Men ligesom placebo kan have en positiv effekt på ens følelser eller fysiske velbefindende, kan dens modpart, nocebo, have en negativ effekt. Ved at have en negativ forventning eller tænke negativt omkring graviditeten og fødslen kan der skabes en reel fysisk smerte. Og denne fysiske smerte kan være endnu en stopklods for en positiv fødselsoplevelse. Det kan derfor være en kæmpe gave at gå ind i fødslen med et positivt mindset og med følelsen af, at alt er, lige som det skal være, og med et åbent sind til at det er helt ok, hvis det bliver anderledes end forestillet.

Kropsbehandlinger løbende gennem graviditeten. Med fokus på åndedræt, positiv kropskontakt og hjælp til eventuelle ubehageligheder i kroppen (bækken, blærebetændelse, ødemer og så videre). Moderen og barnet er fra første sekund forbundet, og er det helt frem til barnet er to år. Barnet mærker altså alt det, mor psykisk og fysisk mærker og føler. Det samme gælder under fødslen. De hormoner og signaler, positive som negative, moren mærker, påvirker barnet. Derfor kan det være en fordel at få hjælp til eventuelle ubehageligheder, hjælp til at være i kroppen på trods af ubehagelighederne og en forståelse af, at kroppen blot gør dens arbejde, så godt som den kan. Måske er det blot os selv og vores hoved, der modarbejder?

Dette skriv skal ikke forstås som en formaning om, at man er en dårlig gravid, fødende eller mor, fordi man lader hovedet bestemme frem for kroppen. Men blot en invitation til at tænke anderledes. En graviditet og et kommende morskab er en kæmpe ændring i livet. Måske en af de største. Fysisk og følelsesmæssigt. Og dermed er det også en mulighed for at tilegne sig ny læring og værdier. For graviditeten og fødslen er kun de første ud af mange udfordringer. En graviditet er en kæmpe invitation til at mærke din krop og lære din krops sprog at kende. Til at give slip på hovedenergien og lære din kropsenergi at kende.

Omformuler den formel, du kender: At du skal knokle, være på, give, udføre. Og tillad dig selv at læne dig tilbage, tage imod, hvile og give slip.

Din krop skal skabe et lille menneske og bringe dette lille nye, unikke væsen til verden. Det kræver sin kvinde. Og du er den kvinde. Med alt det, du har og er. Mere behøver du ikke.

Du kan følge Julie G. Buchards virksomhed Den hele krop på Facebook og Instagram.

Dette indlæg er udtryk for Julie G. Buchards holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

5. august 2019
 
Tekst: Julie G. Buchard er prof.bach i ernæring og sundhed, behandler i akupunktur, EFT samt cupping og står bag virksomheden  Den hele krop.
Foto: Privat
 

Stoler du på din krop? Når den bare gør det, den er skabt til. Uden at du har kontrollen.

I dag er kontrol en helt almindelig del af de flestes dagligdag. Helt uden, at vi tænker over det. Mulighederne for at have kontrol i alle situationer er enorme. Så enorme, at vi nogle gange glemmer at slippe kontrollen og bare være med. Være med det, der er. Og stole på naturens gang. I dette tilfælde naturens gang, når det kommer til graviditet og fødsel. For lige præcis en graviditet og fødsel har stor gavn af, at vi kvinder kontrolleret lukker ned for vores behov for konstant kontrol og i stedet glider ind i rollen som gravid og fødende med tillid til kroppens gøren.

Flere og flere oplever komplicerede graviditetsforløb, negative tankemønstre omkring det at være gravid og føde samt svære fødsler. Det giver ikke kun nogle lange måneder med en stor mave og et opslidende fødselsforløb. Det kan også give nogle negative efterreaktioner, hvor kvinden ikke har følt sig i kontrol undervejs, har skabt afstand til sin egne krop og tænker tilbage på tiden som noget, der skulle overstås. Men tænk, hvis de følelser og tanker kunne være anderledes.

Det kan de heldigvis. Kære kvinde, din krop er bygget til at skabe en baby og ikke mindst til at bringe dette lille nye liv til verdenen. For nogle vil det være et provokerende statement. For du har jo netop oplevet, hvordan din krop slet ikke samarbejdede med dig. Hverken under graviditeten eller fødslen. Men prøv så lige at tænke tilbage. Havde du tillid til, at det, du oplevede i din graviditet og under din fødsel, var helt, som det skulle være? Var du i ro og afspænding, når du havde ligamentsmerter, ikke kunne det, du plejede, måtte hvile dig lidt mere end normalt, eller hvad der ellers mødte dig under din graviditet? Var du i ro og afspænding omkring dine plukveer, dine veer i alle faserne og din evne til at føde? Havde du tiltro til, at alt var, ligesom det skulle være, og du blot skulle gå med det, der kom? De fleste, der har en negativ historie med sig, vil nok, helt ærligt, kunne sige nej til nogle af de overstående spørgsmål. For det er nemlig nærmest umuligt at være i ro og afspænding i så vild en oplevelse, hvis man samtidig ønsker fuld kontrol og forståelse for situationen. Hvis ens hovedenergi bestemmer vejen. Faktisk er dit hoved den største stopklods for det kropslige arbejde.

Vi lever i en verden, hvor det er vores hoved, der får os frem i livet. Det er vores hoved, der gør, at vi klarer os godt i skolen, får os en uddannelse og senere et godt job. Vi bliver anerkendt og rost for vores fremdrift og gøren. Vi bruger vores hoved til at tænke og træffe beslutninger. Derfor kan det også for de fleste kræve lidt øvelse at lade kroppen beslutte. At give kroppen den tillid, at den også har en masse power til at træffe de rigtige beslutninger. Men i en situation, hvor din krop skal skabe et lille menneske og bringe dette til verden, så må vi overlade arbejdet til vores krop. For vores hoved kan og skal ikke forstå. Det skal for en gangs skyld holde lidt fri og give plads til kroppen. Give plads til en kvindes power.

Men hvordan skaber man så en positiv tilgang til noget, vi dybest set synes, er noget, der bare skal overstås? Der er mange måder at skabe tillid til sin krop på. Undervejs i min egen graviditet og i mit arbejde med gravide kvinder arbejder jeg med at skabe tiltro til egne evner og ikke mindst kendskab til kroppens sprog og signaler. Det gør jeg blandt andet ved:

Yoga og åndedrætsøvelser. Her kommer den gravide helt lavpraktisk i kontakt med egen krop, mærker kroppens bevægelser og lærer, hvordan hun kan gå ind i sig selv ved hjælp af åndedrættet. På den måde kan omverdenen blive lukket ude, og hun kan være i og med sin krop.

Visualisering af den ønskede fødsel. En af grundende til, at kontrol kan være en stopklods under en fødsel, er, at en fødsel ikke kan kontrolleres. Og man kan derfor heller ikke på forhånd kende sit fødselsforløb. Men ligesom placebo kan have en positiv effekt på ens følelser eller fysiske velbefindende, kan dens modpart, nocebo, have en negativ effekt. Ved at have en negativ forventning eller tænke negativt omkring graviditeten og fødslen kan der skabes en reel fysisk smerte. Og denne fysiske smerte kan være endnu en stopklods for en positiv fødselsoplevelse. Det kan derfor være en kæmpe gave at gå ind i fødslen med et positivt mindset og med følelsen af, at alt er, lige som det skal være, og med et åbent sind til at det er helt ok, hvis det bliver anderledes end forestillet.

Kropsbehandlinger løbende gennem graviditeten. Med fokus på åndedræt, positiv kropskontakt og hjælp til eventuelle ubehageligheder i kroppen (bækken, blærebetændelse, ødemer og så videre). Moderen og barnet er fra første sekund forbundet, og er det helt frem til barnet er to år. Barnet mærker altså alt det, mor psykisk og fysisk mærker og føler. Det samme gælder under fødslen. De hormoner og signaler, positive som negative, moren mærker, påvirker barnet. Derfor kan det være en fordel at få hjælp til eventuelle ubehageligheder, hjælp til at være i kroppen på trods af ubehagelighederne og en forståelse af, at kroppen blot gør dens arbejde, så godt som den kan. Måske er det blot os selv og vores hoved, der modarbejder?

Dette skriv skal ikke forstås som en formaning om, at man er en dårlig gravid, fødende eller mor, fordi man lader hovedet bestemme frem for kroppen. Men blot en invitation til at tænke anderledes. En graviditet og et kommende morskab er en kæmpe ændring i livet. Måske en af de største. Fysisk og følelsesmæssigt. Og dermed er det også en mulighed for at tilegne sig ny læring og værdier. For graviditeten og fødslen er kun de første ud af mange udfordringer. En graviditet er en kæmpe invitation til at mærke din krop og lære din krops sprog at kende. Til at give slip på hovedenergien og lære din kropsenergi at kende.

Omformuler den formel, du kender: At du skal knokle, være på, give, udføre. Og tillad dig selv at læne dig tilbage, tage imod, hvile og give slip.

Din krop skal skabe et lille menneske og bringe dette lille nye, unikke væsen til verden. Det kræver sin kvinde. Og du er den kvinde. Med alt det, du har og er. Mere behøver du ikke.

Du kan følge Julie G. Buchards virksomhed Den hele krop på Facebook og Instagram.

Dette indlæg er udtryk for Julie G. Buchards holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

Childism: Diskrimination af vores børn er dagligdag

af | jul 17, 2019

BØRNELIV

Childism: Diskrimination af vores børn er dagligdag

17. juli 2019 | Af Mie Wedsgaard Storm | Foto: Simon Rae via Unsplash
Mie Wedsgaard Storm, cand.mag. i Anvendt Filosofi, stifter af Kulturkritisk Forum og pt. hjemmegående med sine to børn.
 

For nylig bragte Dagbladet Information en serie billeder af børn, der græder. Ikke gråd, som opstår, som gråd nu engang opstår i livet, mens vi er børn. Men gråd, der bevidst blev fremprovokeret af barnets forældre, med det formål at fotografere gråden. Børnene blev oveni købet klædt af, inden billederne blev taget. For ligesom at tilføje et ekstra pift af underdanighed og ydmygelse – eller hvad ved jeg.

Billederne skulle angiveligt være kunst. Jeg synes nu, det bør være klart for enhver, at billedserien er fuldstændig uacceptabel diskriminerende adfærd overfor børn, der ikke er i en position til at sige fra. Det er jeg heldigvis ikke alene om at mene.

Men billedserien er desværre symptom på det meget forråede og diskriminerende børnesyn, der hersker i Danmark – ikke kun i fortænkt pseudo-kunst, men også i vores dagligdag. Jeg tror, vi alle er skyldige i at praktisere det i én eller anden grad – inklusiv mig selv, desværre.

For vi kan spørge os selv, om billedserien ville være i orden, hvis den var sket for en anden minoritetsgruppe i samfundet. Og det bør vi også: Ville vi bryde os om at se billeder af afklædte og grædende ældre, demente, handicappede, flygtninge, homoseksuelle, udviklingshæmmede eller lignende? Ville vi ikke stjerne helt af over at se en afklædt gammel dame græde på et fotografi, hvis vi vidste, at hendes omsorgspersoner bevidst havde fået hende til at græde, så de kunne dokumentere det med et billede og sende det ud til hele verden uden hendes samtykke?

Selvfølgelig ville vi det!

Hvorfor er det så i orden at gøre det mod børn? I’ll tell you why: fordi der hersker en holdning om, at børn ikke er ligeså meget værd som alle os andre. Voksne, forstås.

Diskrimination mod vores børn er dagligdag for de fleste af os. Og ja – også hos mig. Men jeg øver mig hver dag på at løsrive mig fra mine indøvede holdninger og blive bedre til at behandle mine børn som ligeværdige individer. Vi ér nemlig ligeværdige – selvom vi ikke er ligestillede.

“Der hersker en holdning om, at børn ikke er ligeså meget værd som alle os andre. Voksne, forstås.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Lad os prøve at overføre den tænkning på andre områder, der involverer børn. Områder fra vores hverdag. For én ting er et karikeret, opsat og enkeltstående tilfælde fra medierne. Men prøv at tænk din dagligdag igennem, og indsæt i stedet et voksent menneske i situationen, i stedet for dit barn.

Ville du for eksempel på daglig basis forlade din gamle mor et sted, hun ikke havde lyst til at være, hvis hun græd, rakte ud efter dig og bad om at komme med dig? Eller ville du tage hendes signaler alvorligt, værne om jeres relation og hendes tillid til dig og tage hende med dig igen?

Ville du sige til din mand, at han skal tage en trøje på, selvom han siger, han ikke fryser, fordi du selv vurderer, at der er koldt? Eller ville du vise ham tillid og stole på, at han selv kan mærke sin krop?

Ville du tvinge din søster til at spise op af dét, der er på hendes tallerken? Eller ville du blande dig uden om og stole på, at hun selv kan mærke, hvornår hun er mæt?

Ville du bede din kollega om at sige dét, du mener, er passende i en given situation, som fx “undskyld”, “ja tak” eller “tak for mad”, eller ville du lade hende være hendes egen person og stole på, at hun er i stand til at tilpasse sig sociale situationer, som det giver mening for hende?

Ville du tale om din veninde hen over hovedet på hende, og måske endda lave en joke på hendes bekostning, mens hun hører alt, hvad der bliver sagt om hende – og ikke til hende? Eller ville du værne om hendes selvværd og integritet og tale respektfuldt og kærligt om hende, så hun var sikker på, at du respekterer hende?

Ville du tvinge din bror til at sove på et bestemt tidspunkt og på en bestemt måde, selvom han gav tydeligt udtryk for, at han ikke havde lyst? Ville du efterlade ham alene, selvom han græd og gerne ville være sammen med dig, i stedet for at ligge alene i en seng?

Ville du nægte din kone at spise, når hun siger, at hun er sulten, fordi du mener, at hun bør spise, når du har planlagt, at hun skal?

Ville du råbe af din veninde, hvis hun ikke gjorde, “som du sagde”?

Ville du invitere til fest, men undlade en bestemt minoritetsgruppe, fordi du synes, de er for besværlige – eksempelvis en svoger i rullestol, en gravid kvinde eller en forvirret ældre kvinde?

Sidder du og tænker, at det da er forældres opgave at opdrage deres børn? Jeg mener, det er forældres opgave at guide deres børn. Fx når de slår, bøvser ved bordet, råber af andre, ikke vil have sele på i bilen etc.

Det kan være vanskeligt at rumme barnets egen vilje og perspektiv, fordi vi samtidigt skal rumme vores egne følelser og de normer omkring adfærd, der er nedarvet til os gennem egen ‘opdragelse’.

Hver dag erkender jeg flere og flere områder, hvorpå jeg diskriminerer mine børn. I nogle tilfælde værre end andre. Men under alle omstændigheder gennemtrumfer jeg min vilje på bekostning af mine børn i situationer, hvor det ikke er i orden – og i øvrigt heller ikke er vigtigt.

“Det kan være vanskeligt at rumme barnets egen vilje og perspektiv, fordi vi samtidigt skal rumme vores egne følelser og de normer omkring adfærd, der er nedarvet til os gennem egen ‘opdragelse’.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Et dagligdagseksempel: Min søn sover i en t-shirt om natten. En morgen ville han gerne beholde nattens t-shirt på, fordi han syntes, den var sej. Jeg insisterede på, at han skulle have en ny t-shirt på, selvom den ikke var beskidt, og jeg lige havde skiftet den aftenen forinden. Men sådan gør man, så det skulle han. Jeg mærkede irritationen stige indeni mig, indtil jeg hørte ham sige: “Det er min t-shirt, du skal ikke bestemme, hvad jeg skal have på!”.

Næ – det havde han jo ret i. Og hvad er egentlig vigtigst i sådan en situation: Min idé om nattøj vs. dagtøj eller min søns integritet og tillid til mig?

Dette indlæg blev første gang bragt af Mie Wedsgaard Storm på Kulturkritisk Forums hjemmeside. Husk, du både kan følge Kulturkritisk Forum på Facebook og Instagram. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

BØRNELIV

Childism: Diskrimination af vores børn er dagligdag

17. juli 2019 | Af Mie Wedsgaard Storm | Foto: Simon Rae via Unsplash
Mie Wedsgaard Storm, cand.mag. i Anvendt Filosofi, stifter af Kulturkritisk Forum og pt. hjemmegående med sine to børn.
 

For nylig bragte Dagbladet Information en serie billeder af børn, der græder. Ikke gråd, som opstår, som gråd nu engang opstår i livet, mens vi er børn. Men gråd, der bevidst blev fremprovokeret af barnets forældre, med det formål at fotografere gråden. Børnene blev oveni købet klædt af, inden billederne blev taget. For ligesom at tilføje et ekstra pift af underdanighed og ydmygelse – eller hvad ved jeg.

Billederne skulle angiveligt være kunst. Jeg synes nu, det bør være klart for enhver, at billedserien er fuldstændig uacceptabel diskriminerende adfærd overfor børn, der ikke er i en position til at sige fra. Det er jeg heldigvis ikke alene om at mene.

Men billedserien er desværre symptom på det meget forråede og diskriminerende børnesyn, der hersker i Danmark – ikke kun i fortænkt pseudo-kunst, men også i vores dagligdag. Jeg tror, vi alle er skyldige i at praktisere det i én eller anden grad – inklusiv mig selv, desværre.

For vi kan spørge os selv, om billedserien ville være i orden, hvis den var sket for en anden minoritetsgruppe i samfundet. Og det bør vi også: Ville vi bryde os om at se billeder af afklædte og grædende ældre, demente, handicappede, flygtninge, homoseksuelle, udviklingshæmmede eller lignende? Ville vi ikke stjerne helt af over at se en afklædt gammel dame græde på et fotografi, hvis vi vidste, at hendes omsorgspersoner bevidst havde fået hende til at græde, så de kunne dokumentere det med et billede og sende det ud til hele verden uden hendes samtykke?

Selvfølgelig ville vi det!

Hvorfor er det så i orden at gøre det mod børn? I’ll tell you why: fordi der hersker en holdning om, at børn ikke er ligeså meget værd som alle os andre. Voksne, forstås.

Diskrimination mod vores børn er dagligdag for de fleste af os. Og ja – også hos mig. Men jeg øver mig hver dag på at løsrive mig fra mine indøvede holdninger og blive bedre til at behandle mine børn som ligeværdige individer. Vi ér nemlig ligeværdige – selvom vi ikke er ligestillede.

“Der hersker en holdning om, at børn ikke er ligeså meget værd som alle os andre. Voksne, forstås.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Lad os prøve at overføre den tænkning på andre områder, der involverer børn. Områder fra vores hverdag. For én ting er et karikeret, opsat og enkeltstående tilfælde fra medierne. Men prøv at tænk din dagligdag igennem, og indsæt i stedet et voksent menneske i situationen, i stedet for dit barn.

Ville du for eksempel på daglig basis forlade din gamle mor et sted, hun ikke havde lyst til at være, hvis hun græd, rakte ud efter dig og bad om at komme med dig? Eller ville du tage hendes signaler alvorligt, værne om jeres relation og hendes tillid til dig og tage hende med dig igen?

Ville du sige til din mand, at han skal tage en trøje på, selvom han siger, han ikke fryser, fordi du selv vurderer, at der er koldt? Eller ville du vise ham tillid og stole på, at han selv kan mærke sin krop?

Ville du tvinge din søster til at spise op af dét, der er på hendes tallerken? Eller ville du blande dig uden om og stole på, at hun selv kan mærke, hvornår hun er mæt?

Ville du bede din kollega om at sige dét, du mener, er passende i en given situation, som fx “undskyld”, “ja tak” eller “tak for mad”, eller ville du lade hende være hendes egen person og stole på, at hun er i stand til at tilpasse sig sociale situationer, som det giver mening for hende?

Ville du tale om din veninde hen over hovedet på hende, og måske endda lave en joke på hendes bekostning, mens hun hører alt, hvad der bliver sagt om hende – og ikke til hende? Eller ville du værne om hendes selvværd og integritet og tale respektfuldt og kærligt om hende, så hun var sikker på, at du respekterer hende?

Ville du tvinge din bror til at sove på et bestemt tidspunkt og på en bestemt måde, selvom han gav tydeligt udtryk for, at han ikke havde lyst? Ville du efterlade ham alene, selvom han græd og gerne ville være sammen med dig, i stedet for at ligge alene i en seng?

Ville du nægte din kone at spise, når hun siger, at hun er sulten, fordi du mener, at hun bør spise, når du har planlagt, at hun skal?

Ville du råbe af din veninde, hvis hun ikke gjorde, “som du sagde”?

Ville du invitere til fest, men undlade en bestemt minoritetsgruppe, fordi du synes, de er for besværlige – eksempelvis en svoger i rullestol, en gravid kvinde eller en forvirret ældre kvinde?

Sidder du og tænker, at det da er forældres opgave at opdrage deres børn? Jeg mener, det er forældres opgave at guide deres børn. Fx når de slår, bøvser ved bordet, råber af andre, ikke vil have sele på i bilen etc.

Det kan være vanskeligt at rumme barnets egen vilje og perspektiv, fordi vi samtidigt skal rumme vores egne følelser og de normer omkring adfærd, der er nedarvet til os gennem egen ‘opdragelse’.

Hver dag erkender jeg flere og flere områder, hvorpå jeg diskriminerer mine børn. I nogle tilfælde værre end andre. Men under alle omstændigheder gennemtrumfer jeg min vilje på bekostning af mine børn i situationer, hvor det ikke er i orden – og i øvrigt heller ikke er vigtigt.

“Det kan være vanskeligt at rumme barnets egen vilje og perspektiv, fordi vi samtidigt skal rumme vores egne følelser og de normer omkring adfærd, der er nedarvet til os gennem egen ‘opdragelse’.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Et dagligdagseksempel: Min søn sover i en t-shirt om natten. En morgen ville han gerne beholde nattens t-shirt på, fordi han syntes, den var sej. Jeg insisterede på, at han skulle have en ny t-shirt på, selvom den ikke var beskidt, og jeg lige havde skiftet den aftenen forinden. Men sådan gør man, så det skulle han. Jeg mærkede irritationen stige indeni mig, indtil jeg hørte ham sige: “Det er min t-shirt, du skal ikke bestemme, hvad jeg skal have på!”.

Næ – det havde han jo ret i. Og hvad er egentlig vigtigst i sådan en situation: Min idé om nattøj vs. dagtøj eller min søns integritet og tillid til mig?

Dette indlæg blev første gang bragt af Mie Wedsgaard Storm på Kulturkritisk Forums hjemmeside. Husk, du både kan følge Kulturkritisk Forum på Facebook og Instagram. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Mor til tre børn med særlige behov: Det er en kamp at få hjælp

af | jun 1, 2019

DEBAT

Mor til tre børn med særlige behov: Det er en kamp at få hjælp

Ifølge Monica Lylloff er det en kamp af få hjælp, når man har børn med særlige behov.

1. juni 2019 | Af Monica Lylloff | Foto: Privat

Den kamp, man skal igennem som forældre til børn med særlige behov, er ikke rimelig. For det handler ikke om enkelte sager, enkelte diagnoser og enkelte kommuner, skriver Monica Lylloff.

Monica Lylloff er mor til tre børn med særlige behov og initiativtager til facebook-gruppen Bak op om de pårørende til handicap og psykisk sårbarhed.

Du skal være ualmindelig stærk og bo det rigtige sted, hvis du som forældre til et barn med særlige behov skal have mulighed for at få hjælp. Det er nemlig et system styret af vilkårlighed.

Jeg ved det, for jeg har mærket det på egen krop.

I 2007 blev min mands og mit liv vendt på hovedet. Vores tvillingepiger blev født 11 uger for tidligt, og fra den ene dag til den anden gik vi fra at være en ”almindelig” selvkørende familie med en lille dreng til at blive forældre og pårørende, der måtte sætte sig ind i medicinske udtryk, hjælpemidler og serviceloven.

Begge vores piger fik følger af den alt for tidlige fødsel. Vores datter Emma fik en stor hjerneblødning med flere diagnoser til følge, blandt andet hydrocephalus, cerebral parese (CP) og autisme. Vores datter Sarah har ADHD og søvnforstyrrelser, og nogle år senere fik vores søn angst og skolevægring og en udredning viste, at han har en form for autisme.

Det har været nogle enormt barske år på mange måder. 11 år med mange sorger, stress og depression. I dag kan jeg se vores situation som givende. Det, vi har været igennem som ægtepar, forældre og mennesker, har lært mig at værdsætte det, vi har. Jeg har lært at sætte pris på nuet, for vi ved ikke, hvad der sker i morgen.

Det tog tid at komme hertil. Men da jeg gjorde, besluttede jeg, at jeg ville forsøge at hjælpe andre med at se de svære livsvilkår med de øjne. Derfor besluttede jeg at skrive bogen ”Seje mor” – en fortælling om livet med tre børn med særlige behov”. For man bliver sej af at blive forældre til børn med særlige behov.

Bogen er dog ikke kun en hyldest til forældre i samme situation. Det er også en løftet pegefinger til myndighederne. Man skal nemlig være ualmindelig sej, når man skal søge om livsnødvendig hjælp hos kommunen. Selv kom det som et chok for mig, da vi skulle søge om hjælp til hjælpemidler og tabt arbejdsfortjeneste. Jeg troede naivt, at når man stod og havde brug for hjælp i vores velfærdssamfund, så fik man det. Jeg blev klogere.

Men den kamp, man skal igennem som forældre i den situation, og den vilkårlighed, der hersker, er ikke rimelig. For det handler ikke om enkelte sager, enkelte diagnoser og enkelte kommuner. Det er i hele landet, mennesker kæmper for at få den nødvendige hjælp. Handicapområdet sejler, og mennesker bliver slidt op. Det forsøger vi nu at få politikernes øjne op for.

Sammen med Mia Kristina Hansen, der er formand for Foreningen for børn med angst, dannede jeg i slutningen af februar facebook-gruppen Bak op om de pårørende til handicap og psykisk sårbarhed. En græsrodsbevægelse, som samler pårørende på tværs af diagnoser, og hvor vi lader ansigterne og historierne komme frem og tegne det reelle billede af situationen: At det er en kamp at få hjælp.

Gruppen har lige nu mere end 10.000 medlemmer. Vores kampagne #enmillionstemmer, som er startet i samarbejde med Dansk Handicap Forbund og Muskelsvindfonden, er også blevet delt mange gange og er nået vidt omkring på de sociale medier og på landsdækkende tv.

Opmærksomheden og samarbejdet med de øvrige handicaporganisationer og foreninger er vigtig. For hvis der skal ændres noget på dette område, gælder det om at stå sammen. Jeg har en drøm om, at kommunerne og Christiansborg begynder at lytte til os – til eksperterne: Os, det handler om. Det må være slut med ansvarsfralæggelserne, for det løser ingenting.

Dette indlæg er udtryk for Monica Lylloffs holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Mor til tre børn med særlige behov: Det er en kamp at få hjælp

Ifølge Monica Lylloff er det en kamp af få hjælp, når man har børn med særlige behov.

1. juni 2019 | Af Monica Lylloff | Foto: Privat

Den kamp, man skal igennem som forældre til børn med særlige behov, er ikke rimelig. For det handler ikke om enkelte sager, enkelte diagnoser og enkelte kommuner, skriver Monica Lylloff.

Monica Lylloff er mor til tre børn med særlige behov og initiativtager til facebook-gruppen Bak op om de pårørende til handicap og psykisk sårbarhed.

Du skal være ualmindelig stærk og bo det rigtige sted, hvis du som forældre til et barn med særlige behov skal have mulighed for at få hjælp. Det er nemlig et system styret af vilkårlighed.

Jeg ved det, for jeg har mærket det på egen krop.

I 2007 blev min mands og mit liv vendt på hovedet. Vores tvillingepiger blev født 11 uger for tidligt, og fra den ene dag til den anden gik vi fra at være en ”almindelig” selvkørende familie med en lille dreng til at blive forældre og pårørende, der måtte sætte sig ind i medicinske udtryk, hjælpemidler og serviceloven.

Begge vores piger fik følger af den alt for tidlige fødsel. Vores datter Emma fik en stor hjerneblødning med flere diagnoser til følge, blandt andet hydrocephalus, cerebral parese (CP) og autisme. Vores datter Sarah har ADHD og søvnforstyrrelser, og nogle år senere fik vores søn angst og skolevægring og en udredning viste, at han har en form for autisme.

Det har været nogle enormt barske år på mange måder. 11 år med mange sorger, stress og depression. I dag kan jeg se vores situation som givende. Det, vi har været igennem som ægtepar, forældre og mennesker, har lært mig at værdsætte det, vi har. Jeg har lært at sætte pris på nuet, for vi ved ikke, hvad der sker i morgen.

Det tog tid at komme hertil. Men da jeg gjorde, besluttede jeg, at jeg ville forsøge at hjælpe andre med at se de svære livsvilkår med de øjne. Derfor besluttede jeg at skrive bogen ”Seje mor” – en fortælling om livet med tre børn med særlige behov”. For man bliver sej af at blive forældre til børn med særlige behov.

Bogen er dog ikke kun en hyldest til forældre i samme situation. Det er også en løftet pegefinger til myndighederne. Man skal nemlig være ualmindelig sej, når man skal søge om livsnødvendig hjælp hos kommunen. Selv kom det som et chok for mig, da vi skulle søge om hjælp til hjælpemidler og tabt arbejdsfortjeneste. Jeg troede naivt, at når man stod og havde brug for hjælp i vores velfærdssamfund, så fik man det. Jeg blev klogere.

Men den kamp, man skal igennem som forældre i den situation, og den vilkårlighed, der hersker, er ikke rimelig. For det handler ikke om enkelte sager, enkelte diagnoser og enkelte kommuner. Det er i hele landet, mennesker kæmper for at få den nødvendige hjælp. Handicapområdet sejler, og mennesker bliver slidt op. Det forsøger vi nu at få politikernes øjne op for.

Sammen med Mia Kristina Hansen, der er formand for Foreningen for børn med angst, dannede jeg i slutningen af februar facebook-gruppen Bak op om de pårørende til handicap og psykisk sårbarhed. En græsrodsbevægelse, som samler pårørende på tværs af diagnoser, og hvor vi lader ansigterne og historierne komme frem og tegne det reelle billede af situationen: At det er en kamp at få hjælp.

Gruppen har lige nu mere end 10.000 medlemmer. Vores kampagne #enmillionstemmer, som er startet i samarbejde med Dansk Handicap Forbund og Muskelsvindfonden, er også blevet delt mange gange og er nået vidt omkring på de sociale medier og på landsdækkende tv.

Opmærksomheden og samarbejdet med de øvrige handicaporganisationer og foreninger er vigtig. For hvis der skal ændres noget på dette område, gælder det om at stå sammen. Jeg har en drøm om, at kommunerne og Christiansborg begynder at lytte til os – til eksperterne: Os, det handler om. Det må være slut med ansvarsfralæggelserne, for det løser ingenting.

Dette indlæg er udtryk for Monica Lylloffs holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ