HEALING

Når traumer går i arv

29. juni 2021 | Af Mette Buhl | Foto: Jonathan Borba, Unsplash

Det er min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer, så dette liv bliver de arvelige traumers sidste vandring, skriver Mette Buhl.

Det er ikke kun fordi, din mormor også bar kimen til dig i sine æggestokke/ovarier – i form af det æg, der siden blev til dig – at jeg føler mig overbevist om, at traumer kan vandre i generationer. Det er også, og lige dele naturligt, tilfældet fra din fars side af familien.

Gennem de seneste år er der forsket rigtig meget i epigenetik og videregivelse af traumer. Epigentikken er en af årsagerne til, at jeg arbejder med METAsundhed og EFT/tankefeltterapi og er meget holistisk i min tilgang til krop og sind.

Epigenetik handler meget forenklet om, hvordan det miljø, vi er i, kan påvirke vores gener. Flere forskere som blandt andre Bruce Lipton, der er cellebiolog og ph.d., mener, at kun to procent af vores dna er uforanderligt, og at resten kan ”tændes” og ”slukkes” af vores indre og ydre miljø.

Dawson Church, der er ph.d., siger det således: ”Hukommelse, læring, stress og heling er alle berørt af, hvilke gener der er tændt eller slukket i tidsmæssige cyklusser, der spænder fra et sekund til mange timer. Miljøet, som aktiverer gener, omfatter både det indre miljø (det følelsesmæssige, biokemiske, mentale, energetiske og åndelige miljø) og det ydre (socialt netværk, bopæl, fødevarer, toksiner etc.).”

Blandt andet følelsesmæssige traumer ser altså ud til at være medvirkende årsag til aktivering og “slukning” af vores gener og deraf tilknyttede symptomer. Dette med risiko for genetisk traumeoverførelse.

Der er (desværre) lavet mange dyreforsøg på området, blandt af en gruppe forskere fra Emory University School of Medicine i USA.
Dyreforsøgene viser, at adfærd påvirkes af begivenheder hos tidligere generationer, som videregiver en form for genetisk hukommelse. Helt kort gengivet, så viste et forsøg med mus, der blev trænet i at både frygte og undgå duften af blomstrende kirsebær, at denne frygt for kirsebær blev nedarvet hos senere generationer af mus.

“Blandt andet følelsesmæssige traumer ser altså ud til at være medvirkende årsag til aktivering og “slukning” af vores gener og deraf tilknyttede symptomer. Dette med risiko for genetisk traumeoverførelse.”

 

Mette Buhl

Både musenes unger og næste generations afkom viste sig nemlig at være ekstremt følsomme overfor kirsebær og undgik duften, selv om disse aldrig før havde oplevet duften af dem.

Den del af DNA’et, der bestemmer følsomheden over for – i dette tilfælde – kirsebær, blev simpelthen gjort mere aktivt hos de deltagende mus og videregivet i generationer.

Forskernes konklusion er, at der finder en transgenerationel videreførsel af erindringer sted fra tidligere generationer til det nyfødte barn, fordi traumatiske begivenheder påvirker arvematerialet. Endvidere konkluderer de, at erfaringerne hos en moder, selv før undfangelsen, markant vil kunne påvirke både struktur og funktioner i nervesystemet hos de generationer, der følger efter (resumé fra en artikel skrevet af Thomas Andrew).

Genetisk traumeoverførsel er også målbar i mennesker, og blandt andre den israelsk-amerikanske professor i psykiatri og neurovidenskab Rachel Yehuda har forsket i dette.

I et forskningsstudie fra 2011 påviser hun, hvordan gravide kvinder fra New York, der udviklede posttraumatisk stress som en direkte følge af angrebene den 11. september 2001, fødte børn med unormalt lave kortisoltal (når du i for lang tid har haft et for højt niveau af stresshormonet kortisol i kroppen, kan dine binyrer blive ”trætte” og producere alt for lidt), og i de efterfølgende 10 år udviklede børnene sig til at være særligt sensitive over for stress.

“Forskernes konklusion er, at der finder en transgenerationel videreførsel af erindringer sted fra tidligere generationer til det nyfødte barn, fordi traumatiske begivenheder påvirker arvematerialet.”

 

Mette Buhl

Vores celler er altså på en måde som små hjerner, der sanser og lagrer oplevelser allerede på et meget tidligt stadie af vores liv (den implicitte cellehukommelse hinsides sproget), og forskning viser, at denne cellehukommelse ser ud til at videregives i generationer.

Citat herunder fra det tidligere Center for Epigenetik i København siger det meget fint:

”Epigenetikken beskæftiger sig således med ændringer, som kan overføres fra en celle-generation til en anden og måske endda nedarves fra en generation til den næste, men uden at det direkte involverer forandringer i selve vores genetiske kode. Indenfor de sidste 10 år er det blevet tydeligt, at vores celler må indeholde anden arvelig information end den genetiske kode”.

I METAsundhed går vi skridtet videre. For METAsundheden tror på, at uforløste følelsesmæssige traumer ikke kun kan give psykiske symptomer og videregives i generationer, som ovenstående forskning bevidner, men også kan være medvirkende årsag til fysiske symptomer. Det er det, en METAsundhedsanalyse kan belyse.

Meget bevidner altså, at gener ikke ser ud at være lig med skæbne, og forskningen viser, at vi kan ”slukke og tænde” for de gode og dårlige gener med ændringer i vores indre og ydre miljø.

Det er ligeledes min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer med dyb kontakt til kroppens visdom.

Dermed kan dette liv være de arvelige traumers sidste vandring – det potentiale og den kraft tror jeg, vi hver især besidder.

“Det er ligeledes min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer med dyb kontakt til kroppens visdom.”

 

Mette Buhl

Det kan lyde overvældende, men det giver samtidigt masser af håb og handlemuligheder. Lige nu, i dette liv.

HEALING

Når traumer går i arv

29. juni 2021 | Af Mette Buhl | Foto: Jonathan Borba, Unsplash

Det er min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer, så dette liv bliver de arvelige traumers sidste vandring, skriver Mette Buhl.

Det er ikke kun fordi, din mormor også bar kimen til dig i sine æggestokke/ovarier – i form af det æg, der siden blev til dig – at jeg føler mig overbevist om, at traumer kan vandre i generationer. Det er også, og lige dele naturligt, tilfældet fra din fars side af familien.

Gennem de seneste år er der forsket rigtig meget i epigenetik og videregivelse af traumer. Epigentikken er en af årsagerne til, at jeg arbejder med METAsundhed og EFT/tankefeltterapi og er meget holistisk i min tilgang til krop og sind.

Epigenetik handler meget forenklet om, hvordan det miljø, vi er i, kan påvirke vores gener. Flere forskere som blandt andre Bruce Lipton, der er cellebiolog og ph.d., mener, at kun to procent af vores dna er uforanderligt, og at resten kan ”tændes” og ”slukkes” af vores indre og ydre miljø.

Dawson Church, der er ph.d., siger det således: ”Hukommelse, læring, stress og heling er alle berørt af, hvilke gener der er tændt eller slukket i tidsmæssige cyklusser, der spænder fra et sekund til mange timer. Miljøet, som aktiverer gener, omfatter både det indre miljø (det følelsesmæssige, biokemiske, mentale, energetiske og åndelige miljø) og det ydre (socialt netværk, bopæl, fødevarer, toksiner etc.).”

Blandt andet følelsesmæssige traumer ser altså ud til at være medvirkende årsag til aktivering og “slukning” af vores gener og deraf tilknyttede symptomer. Dette med risiko for genetisk traumeoverførelse.

Der er (desværre) lavet mange dyreforsøg på området, blandt af en gruppe forskere fra Emory University School of Medicine i USA.
Dyreforsøgene viser, at adfærd påvirkes af begivenheder hos tidligere generationer, som videregiver en form for genetisk hukommelse. Helt kort gengivet, så viste et forsøg med mus, der blev trænet i at både frygte og undgå duften af blomstrende kirsebær, at denne frygt for kirsebær blev nedarvet hos senere generationer af mus.

“Blandt andet følelsesmæssige traumer ser altså ud til at være medvirkende årsag til aktivering og “slukning” af vores gener og deraf tilknyttede symptomer. Dette med risiko for genetisk traumeoverførelse.”

 

Mette Buhl

Både musenes unger og næste generations afkom viste sig nemlig at være ekstremt følsomme overfor kirsebær og undgik duften, selv om disse aldrig før havde oplevet duften af dem.

Den del af DNA’et, der bestemmer følsomheden over for – i dette tilfælde – kirsebær, blev simpelthen gjort mere aktivt hos de deltagende mus og videregivet i generationer.

Forskernes konklusion er, at der finder en transgenerationel videreførsel af erindringer sted fra tidligere generationer til det nyfødte barn, fordi traumatiske begivenheder påvirker arvematerialet. Endvidere konkluderer de, at erfaringerne hos en moder, selv før undfangelsen, markant vil kunne påvirke både struktur og funktioner i nervesystemet hos de generationer, der følger efter (resumé fra en artikel skrevet af Thomas Andrew).

Genetisk traumeoverførsel er også målbar i mennesker, og blandt andre den israelsk-amerikanske professor i psykiatri og neurovidenskab Rachel Yehuda har forsket i dette.

I et forskningsstudie fra 2011 påviser hun, hvordan gravide kvinder fra New York, der udviklede posttraumatisk stress som en direkte følge af angrebene den 11. september 2001, fødte børn med unormalt lave kortisoltal (når du i for lang tid har haft et for højt niveau af stresshormonet kortisol i kroppen, kan dine binyrer blive ”trætte” og producere alt for lidt), og i de efterfølgende 10 år udviklede børnene sig til at være særligt sensitive over for stress.

“Forskernes konklusion er, at der finder en transgenerationel videreførsel af erindringer sted fra tidligere generationer til det nyfødte barn, fordi traumatiske begivenheder påvirker arvematerialet.”

 

Mette Buhl

Vores celler er altså på en måde som små hjerner, der sanser og lagrer oplevelser allerede på et meget tidligt stadie af vores liv (den implicitte cellehukommelse hinsides sproget), og forskning viser, at denne cellehukommelse ser ud til at videregives i generationer.

Citat herunder fra det tidligere Center for Epigenetik i København siger det meget fint:

”Epigenetikken beskæftiger sig således med ændringer, som kan overføres fra en celle-generation til en anden og måske endda nedarves fra en generation til den næste, men uden at det direkte involverer forandringer i selve vores genetiske kode. Indenfor de sidste 10 år er det blevet tydeligt, at vores celler må indeholde anden arvelig information end den genetiske kode”.

I METAsundhed går vi skridtet videre. For METAsundheden tror på, at uforløste følelsesmæssige traumer ikke kun kan give psykiske symptomer og videregives i generationer, som ovenstående forskning bevidner, men også kan være medvirkende årsag til fysiske symptomer. Det er det, en METAsundhedsanalyse kan belyse.

Meget bevidner altså, at gener ikke ser ud at være lig med skæbne, og forskningen viser, at vi kan ”slukke og tænde” for de gode og dårlige gener med ændringer i vores indre og ydre miljø.

Det er ligeledes min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer med dyb kontakt til kroppens visdom.

Dermed kan dette liv være de arvelige traumers sidste vandring – det potentiale og den kraft tror jeg, vi hver især besidder.

“Det er ligeledes min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer med dyb kontakt til kroppens visdom.”

 

Mette Buhl

Det kan lyde overvældende, men det giver samtidigt masser af håb og handlemuligheder. Lige nu, i dette liv.

LÆS OGSÅ