Vi svigter vores børn – og vi orker ikke at forholde os til det

af | sep 20, 2019

DEBAT

Vi svigter vores børn – og vi orker ikke at forholde os til det

Institutioner er ikke skabt for at sikre børns optimale udvikling, men er skabt, fordi begge forældre er på arbejdsmarkedet, skriver Mette Carendi. Foto: Privat

20. september 2019 | Af Mette Miriam Sloth | Foto: Privat

At udlicitere omsorg efter samme model, som man udliciterer produktionen i en privat virksomhed, er noget rod. Omsorg og tilknytning kan ikke udliciteres, hvilket skaber noget af et paradoks, fordi det reelt set er det, vi har gjort.


Mette Miriam Sloth er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Du kan læse mere om Mette her.

Jeg modtager mange spørgsmål om børn og institution, hvor graden af bekymring og frustration tydeligt viser, at vi lige nu svigter både pædagoger, forældre og børn.

Vi svigter pædagogerne, fordi vi ikke giver dem den viden, de redskaber og den tid, de er nødt til at have for at gøre små børn trygge i mors og fars fravær.

Vi svigter forældrene ved at ignorere og underspille institutionslivets skadelige bivirkninger, hvilket gør dem ude af stand til at spotte institutions- og adskillelsesstress i deres barns adfærd såvel som at hjælpe barnet med at regulere det.

Når vi sætter de to elementer sammen, peger det på et stort svigt af vores børn – et faktum, vi ikke rigtig orker at forholde os til. Men det skal vi, for de udfordringer, som børn i vores institutionssamfund bakser med, går ikke væk af sig selv.

LÆS OGSÅ: Hvorfor skal vi lyve om, hvordan børn har det i landets institutioner?

Omsorgsarbejde er ikke en prioritet i vores samfund, hvilket primært skyldes, at vi har kultur for at anskue omsorgsarbejde som en udgift. Det er det ikke – omsorgsarbejde er en investering. Når vi som samfund forstår det, og har fået foretaget de nødvendige justeringer, vil vi se langt større trivsel hos både børn og voksne.

Det kommer til at tage noget tid.

Institutioner er ikke skabt for at sikre børns optimale udvikling, men er skabt, fordi begge forældre er på arbejdsmarkedet, så der derfor ikke er nogen hjemme til at tage sig af dem. Betyder det så, at det er bedre, hvis kvinderne går hjemme, som de gjorde tidligere? Nej, ikke medmindre den enkelte kvinde (eller mand) har lyst til det, hvilket er noget helt andet end et stereotypt normkrav.

“Institutioner er ikke skabt for at sikre børns optimale udvikling, men er skabt, fordi begge forældre er på arbejdsmarkedet, så der derfor ikke er nogen hjemme til at tage sig af dem.”

 
Mette Miriam Sloth

Kvindeoprøret var i den grad nødvendigt, og vi skal ikke skrue tiden tilbage. Men vi er nødt til at erkende bivirkningerne ved oprøret, som er, at der ikke var nogen til at gribe omsorgen, hvorefter den blev udliciteret.

At udlicitere omsorg efter samme model, som når man udliciterer produktionen i en privat virksomhed, er noget rod, for at sige det mildt. Omsorg og tilknytning kan ikke udliciteres, hvilket skaber noget af et paradoks, fordi det reelt set er det, vi har gjort. Derfor er det ikke underligt, at der opstår en række udfordringer, som vi sammen skal løse – det er ikke kun kvindernes ansvar.

Det vigtigste spørgsmål, vi skal have besvaret omkring børn og institution, er altså enkelt: Hvordan gør vi børn trygge, når de er væk i mange timer fra dem, deres tryghed er dybt afhængig af?

Børn, og især små børn, kan ikke selv komme tilbage til en tilstand af tryghed, når de er overvældede. Derfor er det min klare anbefaling, at du passer dit barn hjemme så længe, som du overhovedet kan (hvilket sagtens kan være frem til skolealderen).

“At udlicitere omsorg efter samme model, som når man udliciterer produktionen i en privat virksomhed, er noget rod, for at sige det mildt. Omsorg og tilknytning kan ikke udliciteres, hvilket skaber noget af et paradoks, fordi det reelt set er det, vi har gjort.”

 
Mette Miriam Sloth

For mange er det ikke en mulighed, og det var det heller ikke for mig selv, hvilket gjorde, at jeg startede min søn op i institution, da han var 1,5 år gammel. Det var ikke hans behov, men mit (og vores pressede økonomi), og jeg kender mange, der står i samme situation. For det nytter ikke noget, at du går hjemme og passer dit barn, hvis du er bundulykkelig og superstresset over en økonomi, der slet ikke hænger sammen.

Her kan det give mening, at du benytter institutionstilbuddet i så moderate doser, som dit liv giver mulighed for. Forstået som at du giver dit barn korte dage og mange fridage i det omfang, det kan lade sig gøre.

Du kan også med fordel lade en bedsteforælder (eller anden moden omsorgsperson, der er interesseret i at knytte sig til dit barn) passe en dag eller to om ugen. Det nedbringer det antal timer, dit barn skal være afsted i institution og sikrer samtidig langt mere én-til-én-kontakt mellem barn og voksen, end vuggestue og børnehave vil være i stand til at give, fordi normeringen ikke gør det muligt.

Der, hvor især små børn i vores samfund er mest pressede, er på én-til-én-kontakt med voksne, de er knyttede til. Derfor handler det om at skabe så meget af den kontakt, som overhovedet muligt.

Dette indlæg er udtryk for Mette Carendis holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Vi svigter vores børn – og vi orker ikke at forholde os til det

Institutioner er ikke skabt for at sikre børns optimale udvikling, men er skabt, fordi begge forældre er på arbejdsmarkedet, skriver Mette Carendi. Foto: Privat

20. september 2019 | Af Mette Miriam Sloth | Foto: Privat

At udlicitere omsorg efter samme model, som man udliciterer produktionen i en privat virksomhed, er noget rod. Omsorg og tilknytning kan ikke udliciteres, hvilket skaber noget af et paradoks, fordi det reelt set er det, vi har gjort.


Mette Miriam Sloth er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Du kan læse mere om Mette her.

Jeg modtager mange spørgsmål om børn og institution, hvor graden af bekymring og frustration tydeligt viser, at vi lige nu svigter både pædagoger, forældre og børn.

Vi svigter pædagogerne, fordi vi ikke giver dem den viden, de redskaber og den tid, de er nødt til at have for at gøre små børn trygge i mors og fars fravær.

Vi svigter forældrene ved at ignorere og underspille institutionslivets skadelige bivirkninger, hvilket gør dem ude af stand til at spotte institutions- og adskillelsesstress i deres barns adfærd såvel som at hjælpe barnet med at regulere det.

Når vi sætter de to elementer sammen, peger det på et stort svigt af vores børn – et faktum, vi ikke rigtig orker at forholde os til. Men det skal vi, for de udfordringer, som børn i vores institutionssamfund bakser med, går ikke væk af sig selv.

LÆS OGSÅ: Hvorfor skal vi lyve om, hvordan børn har det i landets institutioner?

Omsorgsarbejde er ikke en prioritet i vores samfund, hvilket primært skyldes, at vi har kultur for at anskue omsorgsarbejde som en udgift. Det er det ikke – omsorgsarbejde er en investering. Når vi som samfund forstår det, og har fået foretaget de nødvendige justeringer, vil vi se langt større trivsel hos både børn og voksne.

Det kommer til at tage noget tid.

Institutioner er ikke skabt for at sikre børns optimale udvikling, men er skabt, fordi begge forældre er på arbejdsmarkedet, så der derfor ikke er nogen hjemme til at tage sig af dem. Betyder det så, at det er bedre, hvis kvinderne går hjemme, som de gjorde tidligere? Nej, ikke medmindre den enkelte kvinde (eller mand) har lyst til det, hvilket er noget helt andet end et stereotypt normkrav.

“Institutioner er ikke skabt for at sikre børns optimale udvikling, men er skabt, fordi begge forældre er på arbejdsmarkedet, så der derfor ikke er nogen hjemme til at tage sig af dem.”

 
Mette Miriam Sloth

Kvindeoprøret var i den grad nødvendigt, og vi skal ikke skrue tiden tilbage. Men vi er nødt til at erkende bivirkningerne ved oprøret, som er, at der ikke var nogen til at gribe omsorgen, hvorefter den blev udliciteret.

At udlicitere omsorg efter samme model, som når man udliciterer produktionen i en privat virksomhed, er noget rod, for at sige det mildt. Omsorg og tilknytning kan ikke udliciteres, hvilket skaber noget af et paradoks, fordi det reelt set er det, vi har gjort. Derfor er det ikke underligt, at der opstår en række udfordringer, som vi sammen skal løse – det er ikke kun kvindernes ansvar.

Det vigtigste spørgsmål, vi skal have besvaret omkring børn og institution, er altså enkelt: Hvordan gør vi børn trygge, når de er væk i mange timer fra dem, deres tryghed er dybt afhængig af?

Børn, og især små børn, kan ikke selv komme tilbage til en tilstand af tryghed, når de er overvældede. Derfor er det min klare anbefaling, at du passer dit barn hjemme så længe, som du overhovedet kan (hvilket sagtens kan være frem til skolealderen).

“At udlicitere omsorg efter samme model, som når man udliciterer produktionen i en privat virksomhed, er noget rod, for at sige det mildt. Omsorg og tilknytning kan ikke udliciteres, hvilket skaber noget af et paradoks, fordi det reelt set er det, vi har gjort.”

 
Mette Miriam Sloth

For mange er det ikke en mulighed, og det var det heller ikke for mig selv, hvilket gjorde, at jeg startede min søn op i institution, da han var 1,5 år gammel. Det var ikke hans behov, men mit (og vores pressede økonomi), og jeg kender mange, der står i samme situation. For det nytter ikke noget, at du går hjemme og passer dit barn, hvis du er bundulykkelig og superstresset over en økonomi, der slet ikke hænger sammen.

Her kan det give mening, at du benytter institutionstilbuddet i så moderate doser, som dit liv giver mulighed for. Forstået som at du giver dit barn korte dage og mange fridage i det omfang, det kan lade sig gøre.

Du kan også med fordel lade en bedsteforælder (eller anden moden omsorgsperson, der er interesseret i at knytte sig til dit barn) passe en dag eller to om ugen. Det nedbringer det antal timer, dit barn skal være afsted i institution og sikrer samtidig langt mere én-til-én-kontakt mellem barn og voksen, end vuggestue og børnehave vil være i stand til at give, fordi normeringen ikke gør det muligt.

Der, hvor især små børn i vores samfund er mest pressede, er på én-til-én-kontakt med voksne, de er knyttede til. Derfor handler det om at skabe så meget af den kontakt, som overhovedet muligt.

Dette indlæg er udtryk for Mette Carendis holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Hvorfor skal vi lyve om, hvordan børn har det i landets institutioner?

af | aug 28, 2019

DEBAT

Hvorfor skal vi lyve om, hvordan børn har det i landets institutioner?

Kira Dechau normeringer

28. august 2019 | Af Kira Dechau | Foto: Privat

Jeg oplever, mange forældre, der har haft deres hverdag i en dansk vuggestue, ikke vil sende deres egne børn afsted. Jeg føler, vi ved noget. Noget, vi helst ikke må tale om, skriver Kira Dechau. 

Kira Dechau er pædagogstuderende og har været medhjælper i både vuggestue og børnehave de seneste 10 år. Hun har i øjeblikket orlov og passer sin datter hjemme. Hendes indlæg blev første gang bragt på hendes instagramprofil Kiradechau.

Thora skal ikke i vuggestue. Mange vil tænke; ”hvorfor dog ikke det? Det gør man jo”, og mange andre vil tænke; ”nej, selvfølgelig skal hun ikke det”.

Jeg kender mange, der hjemmepasser og som derfor er helt på bølgelængde med mine tanker og følelser omkring vuggestuer. Rigtig mange af dem er, interessant nok, uddannet inden for det pædagogiske område eller har arbejdet i daginstitution.

Jeg oplever, at rigtig mange forældre, som har haft deres hverdag i en dansk vuggestue, enten slet ikke vil sende deres egne børn afsted eller i hvert fald vil minimere tiden brugt der så meget som overhovedet muligt. Jeg kan ikke lade være med at føle, at vi ved noget. Noget, de andre ikke ved. Noget, vi helst ikke må tale om. Noget hemmeligt og forbudt.

Men hvorfor er det så hemmeligt? Hvorfor skal vi ligefrem lyve? For ja, jeg er blevet bedt, helt direkte, om at lyve. Jeg har derudover følt mig truet og intimideret til dagligt at pynte på sandheden og give forældrene indtryk af, at stedet, de afleverer deres børn, er noget, det ikke er: Nemlig godt. Eller bare godt nok.

Og det er ikke godt nok, langt fra.

Men hvad er godt nok? Hvad har små børn reelt brug for? Og kan vi overhovedet skabe vuggestuer, som kan imødekomme så små børns store behov? Og må vi tale om det?

Jeg arbejder ikke i daginstitution mere. Jeg behøver ikke lyve eller holde på den store hemmelighed længere. Alligevel tager jeg mig selv i at hoppe tilbage i tavshedskulturen igen og igen. Det er ikke længere min leder eller kommunen, jeg arbejder i, jeg skal være bange for. Jeg skal ikke være bange for at blive fyret eller få voksen-skældud på kontoret. Men vi lever stadig i en kultur, der er så enormt afhængig af daginstitutionerne og hele konceptet omkring at få passet sine børn ude, at det for mange forældre er helt uhørt, og en umulig tanke, at de skulle kunne tage deres børn hjem. Og vi må ikke såre dem og gøre dem kede af det. Vi må ikke ”momshame”, og vi må ikke give forældrene dårlig samvittighed.

Og nej, selvfølgelig ikke. Det er aldrig intentionen, det er det sidste, jeg vil. Jeg tror på, at forældre vil deres børn det absolut bedste, og gør det bedste, de kan. Men hvordan skal de vide, at det ikke er godt nok, hvis vi bliver ved med at lyve, snakke uden om og pynte på sandheden? Hvis vi bliver ved med at sige; ”han har haft en god dag”, selvom vi reelt ikke ved det og dårligt har udvekslet ord eller kropskontakt med barnet – for han har jo ikke grædt og er ikke kommet til skade. Og det er ”godt nok”, har vi besluttet i dette institutionaliserede samfund, trods vores faglighed og pædagogiske viden fortæller os noget andet.

Vi må ud af den her tavshedskultur, selvom det betyder sårede og vrede forældre. For de SKAL være vrede, deres børn bliver ikke behandlet godt nok. Bare husk, at det ikke er den enkelte pædagog, vreden skal rettes mod. Det er hele vores kultur.

Og hvis du er vred, så husk det, når du skal sætte din stemme, og når der er demonstrationer for minimumsnormeringer og bedre forhold i vores daginstitutioner.

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Hvorfor skal vi lyve om, hvordan børn har det i landets institutioner?

Kira Dechau normeringer

28. august 2019 | Af Kira Dechau | Foto: Privat

Jeg oplever, mange forældre, der har haft deres hverdag i en dansk vuggestue, ikke vil sende deres egne børn afsted. Jeg føler, vi ved noget. Noget, vi helst ikke må tale om, skriver Kira Dechau. 

Kira Dechau er pædagogstuderende og har været medhjælper i både vuggestue og børnehave de seneste 10 år. Hun har i øjeblikket orlov og passer sin datter hjemme. Hendes indlæg blev første gang bragt på hendes instagramprofil Kiradechau.

Thora skal ikke i vuggestue. Mange vil tænke; ”hvorfor dog ikke det? Det gør man jo”, og mange andre vil tænke; ”nej, selvfølgelig skal hun ikke det”.

Jeg kender mange, der hjemmepasser og som derfor er helt på bølgelængde med mine tanker og følelser omkring vuggestuer. Rigtig mange af dem er, interessant nok, uddannet inden for det pædagogiske område eller har arbejdet i daginstitution.

Jeg oplever, at rigtig mange forældre, som har haft deres hverdag i en dansk vuggestue, enten slet ikke vil sende deres egne børn afsted eller i hvert fald vil minimere tiden brugt der så meget som overhovedet muligt. Jeg kan ikke lade være med at føle, at vi ved noget. Noget, de andre ikke ved. Noget, vi helst ikke må tale om. Noget hemmeligt og forbudt.

Men hvorfor er det så hemmeligt? Hvorfor skal vi ligefrem lyve? For ja, jeg er blevet bedt, helt direkte, om at lyve. Jeg har derudover følt mig truet og intimideret til dagligt at pynte på sandheden og give forældrene indtryk af, at stedet, de afleverer deres børn, er noget, det ikke er: Nemlig godt. Eller bare godt nok.

Og det er ikke godt nok, langt fra.

Men hvad er godt nok? Hvad har små børn reelt brug for? Og kan vi overhovedet skabe vuggestuer, som kan imødekomme så små børns store behov? Og må vi tale om det?

Jeg arbejder ikke i daginstitution mere. Jeg behøver ikke lyve eller holde på den store hemmelighed længere. Alligevel tager jeg mig selv i at hoppe tilbage i tavshedskulturen igen og igen. Det er ikke længere min leder eller kommunen, jeg arbejder i, jeg skal være bange for. Jeg skal ikke være bange for at blive fyret eller få voksen-skældud på kontoret. Men vi lever stadig i en kultur, der er så enormt afhængig af daginstitutionerne og hele konceptet omkring at få passet sine børn ude, at det for mange forældre er helt uhørt, og en umulig tanke, at de skulle kunne tage deres børn hjem. Og vi må ikke såre dem og gøre dem kede af det. Vi må ikke ”momshame”, og vi må ikke give forældrene dårlig samvittighed.

Champs of Denmark

Og nej, selvfølgelig ikke. Det er aldrig intentionen, det er det sidste, jeg vil. Jeg tror på, at forældre vil deres børn det absolut bedste, og gør det bedste, de kan. Men hvordan skal de vide, at det ikke er godt nok, hvis vi bliver ved med at lyve, snakke uden om og pynte på sandheden? Hvis vi bliver ved med at sige; ”han har haft en god dag”, selvom vi reelt ikke ved det og dårligt har udvekslet ord eller kropskontakt med barnet – for han har jo ikke grædt og er ikke kommet til skade. Og det er ”godt nok”, har vi besluttet i dette institutionaliserede samfund, trods vores faglighed og pædagogiske viden fortæller os noget andet.

Vi må ud af den her tavshedskultur, selvom det betyder sårede og vrede forældre. For de SKAL være vrede, deres børn bliver ikke behandlet godt nok. Bare husk, at det ikke er den enkelte pædagog, vreden skal rettes mod. Det er hele vores kultur.

Og hvis du er vred, så husk det, når du skal sætte din stemme, og når der er demonstrationer for minimumsnormeringer og bedre forhold i vores daginstitutioner.

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ