Vi kan ikke hele uden tryghed
HEALING
Vi kan ikke hele uden tryghed
1. februar 2023 | Af Evaloa Benedikte Rannva Schou | Foto: Privat
En af de væsentligste pointer, polyvagal-teorien har bragt ind i terapi og omsorgsfag, er, at vi ikke kan hele eller komme os over svære ting uden tryghed.
Den måde, hvorpå vi hidtil har opfattet vores autonome nervesystem, har de seneste 10-15 år fået tilført vigtige nuancer. Nuancer som vidner om, at vi mennesker reagerer langt mere forskelligt på opfattede trusler, end vi hidtil har troet. De af os, som er mest utrygge, er sjældent dem, der råber højest. Faktisk kan det være svært at afkode på vores sociale adfærd, hvor aktivt vores forsvar er i øjeblikket. Der findes dermed heller ikke et universelt “safe space” eller nogen “one size fits all”-løsning, når det kommer til, hvordan vi skal tage os af mennesker i terapeutiske rum eller omsorgsfag.
Dette tydeliggjorde Stephen Porges, da han efter årtiers forskning i 2011 udgav “polyvagal-teorien”. Med den er en revolution af opfattelsen af mental og fysisk sundhed nu undervejs. Ikke kun inden for neurofysiologien, men især inden for terapi og behandling. Ønsket om at forstå teorien, og hvad den betyder for, hvordan vi opfatter os selv og vores helbred, har bredt sig støt. Med god grund!
Polyvagal-teorien bringer os nemlig definitivt fra hovedet og ned i kroppen ved at vise, at vores bevidste evaluering af trusler i omgivelser falmer i forhold til vores kropslige reaktioner på mennesker og miljø.
Vi er med andre ord ikke i stand til kun at berolige os selv ved at tænke rationelt. Vores “neuroception” vurderer – på baggrund af erfaring – om noget er trygt eller truende. Vurderer vores krop, at en person er utryg, reagerer det autonome nervesystem ved at aktivere forsvar som kamp, flugt, frys, medgørlig, nedluk eller dissociation. Hvilken, der aktiveres, er individuelt og ofte bestemt af vores historie.
“Polyvagal-teorien bringer os nemlig definitivt fra hovedet og ned i kroppen ved at vise, at vores bevidste evaluering af trusler i omgivelser falmer i forhold til vores kropslige reaktioner på mennesker og miljø.“
Evaloa Schou
Ved kamp og flugt (den mobiliserende del af det autonome nervesystem som kaldes sympaticus) er der flere ressourcer og større tryghed til stede end ved de resterende tilstande, som aktiverer den dorsale gren af vagusnerven. Den er i spil ved overhængende fare og i yderste konsekvens reagerer, som stod vi over for vores død. Her går systemet på vågeblus, bevidstheden vandrer, og der udsendes opioider i kroppen, som kan føles beroligende. Vi bliver måske døsige og “spacer ud”, og oplevelsen er ikke nødvendigvis forbundet med stor frygt (men kan være det). Det er netop, når den dorsale del af vagusnerven aktiveres i klienter, at vi som terapeuter eller omsorgspersoner kan komme til at gøre skade uden overhovedet at lægge mærke til, at noget er galt.
En af de væsentligste pointer, polyvagal-teorien har bragt ind i terapi og omsorgsfag, er nemlig, at vi ikke kan hele eller komme os over svære ting uden tryghed. Det er derfor også bevidst, at jeg kalder min egen tilgang til kropsterapien “traumeinformeret” og ikke “traumeterapi”. Polyvagal-teorien er en vigtig del af min egen tilgang til klienter og undervisning af kropsterapeuter.
Hensigten er ikke at opsøge traumerne, men at rumme de spor, de har sat i nuet. At tillade kroppen selv at bearbejde det, den har ressourcer til – og på den måde undgå at sætte nye, dybere spor.
Traumeterapi, som bevidst aktiverer nervesystemet (via sympaticus i det autonome nervesystem), som det ofte gøres i klassisk dansk kropsterapi, kan nok hjælpe en snæver gruppe med ressourcer og nervesystem, som let genfinder forbindelse med andre. Men mennesker med et anderledes og mindre udadvendt forsvar, kan vi som terapeuter ende med at retraumatisere med de konfronterende behandlinger.
“Hensigten er ikke at opsøge traumerne, men at rumme de spor, de har sat i nuet. At tillade kroppen selv at bearbejde det, den har ressourcer til – og på den måde undgå at sætte nye, dybere spor.“
Evaloa Schou
Jeg har ofte mennesker på briksen, som er blevet (re)traumatiseret til kropsterapi. Det synes jeg, er et problem.
Jeg siger ikke, at de mere konfronterende teknikker ikke har en plads i kropsterapien. De kan være rigtige for mennesker med et relativt trygt tilknytningsmønster og ved fx choktraumer eller i tilfælde, hvor der er mange ressourcer til rådighed. Det kan også være hos mennesker, som oftest reagerer ved, at kroppen mobiliserer energi som i kamp eller flugt i nervesystemet. Men her kan selv en meget erfaren traumeterapeut have svært ved at vurdere, hvad der egentlig foregår i klienten. Hvis deres ubevidste forsvar i nervesystemet som frys eller fawn (medgørlig) aktiveres, er det nemlig ikke længere tilgængeligt for dem at sige fra. Kroppen lukker delvist ned, og deres mimik og kommunikation kan samtidig sende terapeuten tegn på, at alt er helt ok. Hvis man fra dette sted tvinger sin klient til at reagere (via sympaticus), og der kommer gråd eller vrede, kan der være en fornemmelse af forløsning i øjeblikket. Over tid vil nervesystemet dog forankre kroppens forsvar yderligere, og det, klienten kom med, er blevet værre – ikke bedre. Om det handler om “fysiske” spændinger eller “psykiske” temaer, er ligegyldigt. Forceres der adgang, er der stor risiko for retraume.
Den måde, hvorpå der bedrives kropsterapi i Danmark, vidner for mig om, hvordan kropsterapiskolerne er bygget på systemer, som aldrig har skelet til traumeforskning eller somatisk terapi, som det udøves i udlandet – på baggrund af forskning og erfaring. Man har opfundet “sin egen teori” ud fra en ret snæver målgruppe – oftest mænd – som benyttede sig af kropsterapien i Danmark i dens spæde år. I dag går mange forskellige mennesker til kropsterapi. For nogle er det livsforandrende, for andre er det starten på en rejse ned i kroppen, men for en voksende gruppe, som er ekstra sårbare (ofte kvinder), er det traumatiserende.
Det er nuancer, jeg synes mangler både i den danske kropsterapi, men også mange andre steder i vores samfund i øvrigt: Vi kan ikke hele uden tryghed, og alle skal ikke mødes på samme måde for at føle sig trygge. Tænk bare på, hvad den viden og tilgang kunne betyde for vores måde at skabe rum for fødende på hospitalerne!
Den mest effektive og sikre måde at arbejde med traumer i kroppen, især de komplekse, er via tryghed, tillid, forbindelse og tid. Det er essentielt. Og som terapeut stiller det krav om, at vi lærer at dosere vores behandling og inviterer klienter til at sige fra, så vi ikke overvælder dem eller kommer til at forstærke deres traumer.
“Vi kan ikke hele uden tryghed, og alle skal ikke mødes på samme måde for at føle sig trygge.“
Evaloa Schou
Som terapeuter og mennesker i omsorgsfag kan vi med fordel lære at kortlægge og arbejde med indstillingerne i det autonome nervesystem (kamp, flugt, frys, fawn, dissociation, nedluk osv.) i os selv, så vi kender egne reaktionsmønstre og kropshistorie og ved, hvilken tilstand en klient/patient, som dissocierer fra kroppen eller bliver pleasende, vækker i os. Vi må lære at mærke, afkode og imødekomme sansninger i andre – men først og fremmest i os selv. Først når vi hjælper os selv mod en dyb, forbundet fornemmelse af tryghed, kan heling eller varig forløsning finde sted. I klienter, patienter, af fysisk væv og traumer.
HEALING
Vi kan ikke hele uden tryghed
1. februar 2023 | Af Evaloa Benedikte Rannva Schou | Foto: Privat
En af de væsentligste pointer, polyvagal-teorien har bragt ind i terapi og omsorgsfag, er, at vi ikke kan hele eller komme os over svære ting uden tryghed.
Den måde, hvorpå vi hidtil har opfattet vores autonome nervesystem, har de seneste 10-15 år fået tilført vigtige nuancer. Nuancer som vidner om, at vi mennesker reagerer langt mere forskelligt på opfattede trusler, end vi hidtil har troet. De af os, som er mest utrygge, er sjældent dem, der råber højest. Faktisk kan det være svært at afkode på vores sociale adfærd, hvor aktivt vores forsvar er i øjeblikket. Der findes dermed heller ikke et universelt “safe space” eller nogen “one size fits all”-løsning, når det kommer til, hvordan vi skal tage os af mennesker i terapeutiske rum eller omsorgsfag.
Dette tydeliggjorde Stephen Porges, da han efter årtiers forskning i 2011 udgav “polyvagal-teorien”. Med den er en revolution af opfattelsen af mental og fysisk sundhed nu undervejs. Ikke kun inden for neurofysiologien, men især inden for terapi og behandling. Ønsket om at forstå teorien, og hvad den betyder for, hvordan vi opfatter os selv og vores helbred, har bredt sig støt. Med god grund!
Polyvagal-teorien bringer os nemlig definitivt fra hovedet og ned i kroppen ved at vise, at vores bevidste evaluering af trusler i omgivelser falmer i forhold til vores kropslige reaktioner på mennesker og miljø.
Vi er med andre ord ikke i stand til kun at berolige os selv ved at tænke rationelt. Vores “neuroception” vurderer – på baggrund af erfaring – om noget er trygt eller truende. Vurderer vores krop, at en person er utryg, reagerer det autonome nervesystem ved at aktivere forsvar som kamp, flugt, frys, medgørlig, nedluk eller dissociation. Hvilken, der aktiveres, er individuelt og ofte bestemt af vores historie.
“Polyvagal-teorien bringer os nemlig definitivt fra hovedet og ned i kroppen ved at vise, at vores bevidste evaluering af trusler i omgivelser falmer i forhold til vores kropslige reaktioner på mennesker og miljø.“
Evaloa Schou
Ved kamp og flugt (den mobiliserende del af det autonome nervesystem som kaldes sympaticus) er der flere ressourcer og større tryghed til stede end ved de resterende tilstande, som aktiverer den dorsale gren af vagusnerven. Den er i spil ved overhængende fare og i yderste konsekvens reagerer, som stod vi over for vores død. Her går systemet på vågeblus, bevidstheden vandrer, og der udsendes opioider i kroppen, som kan føles beroligende. Vi bliver måske døsige og “spacer ud”, og oplevelsen er ikke nødvendigvis forbundet med stor frygt (men kan være det). Det er netop, når den dorsale del af vagusnerven aktiveres i klienter, at vi som terapeuter eller omsorgspersoner kan komme til at gøre skade uden overhovedet at lægge mærke til, at noget er galt.
En af de væsentligste pointer, polyvagal-teorien har bragt ind i terapi og omsorgsfag, er nemlig, at vi ikke kan hele eller komme os over svære ting uden tryghed. Det er derfor også bevidst, at jeg kalder min egen tilgang til kropsterapien “traumeinformeret” og ikke “traumeterapi”. Polyvagal-teorien er en vigtig del af min egen tilgang til klienter og undervisning af kropsterapeuter.
Hensigten er ikke at opsøge traumerne, men at rumme de spor, de har sat i nuet. At tillade kroppen selv at bearbejde det, den har ressourcer til – og på den måde undgå at sætte nye, dybere spor.
Traumeterapi, som bevidst aktiverer nervesystemet (via sympaticus i det autonome nervesystem), som det ofte gøres i klassisk dansk kropsterapi, kan nok hjælpe en snæver gruppe med ressourcer og nervesystem, som let genfinder forbindelse med andre. Men mennesker med et anderledes og mindre udadvendt forsvar, kan vi som terapeuter ende med at retraumatisere med de konfronterende behandlinger.
“Hensigten er ikke at opsøge traumerne, men at rumme de spor, de har sat i nuet. At tillade kroppen selv at bearbejde det, den har ressourcer til – og på den måde undgå at sætte nye, dybere spor.“
Evaloa Schou
Jeg har ofte mennesker på briksen, som er blevet (re)traumatiseret til kropsterapi. Det synes jeg, er et problem.
Jeg siger ikke, at de mere konfronterende teknikker ikke har en plads i kropsterapien. De kan være rigtige for mennesker med et relativt trygt tilknytningsmønster og ved fx choktraumer eller i tilfælde, hvor der er mange ressourcer til rådighed. Det kan også være hos mennesker, som oftest reagerer ved, at kroppen mobiliserer energi som i kamp eller flugt i nervesystemet. Men her kan selv en meget erfaren traumeterapeut have svært ved at vurdere, hvad der egentlig foregår i klienten. Hvis deres ubevidste forsvar i nervesystemet som frys eller fawn (medgørlig) aktiveres, er det nemlig ikke længere tilgængeligt for dem at sige fra. Kroppen lukker delvist ned, og deres mimik og kommunikation kan samtidig sende terapeuten tegn på, at alt er helt ok. Hvis man fra dette sted tvinger sin klient til at reagere (via sympaticus), og der kommer gråd eller vrede, kan der være en fornemmelse af forløsning i øjeblikket. Over tid vil nervesystemet dog forankre kroppens forsvar yderligere, og det, klienten kom med, er blevet værre – ikke bedre. Om det handler om “fysiske” spændinger eller “psykiske” temaer, er ligegyldigt. Forceres der adgang, er der stor risiko for retraume.
Den måde, hvorpå der bedrives kropsterapi i Danmark, vidner for mig om, hvordan kropsterapiskolerne er bygget på systemer, som aldrig har skelet til traumeforskning eller somatisk terapi, som det udøves i udlandet – på baggrund af forskning og erfaring. Man har opfundet “sin egen teori” ud fra en ret snæver målgruppe – oftest mænd – som benyttede sig af kropsterapien i Danmark i dens spæde år. I dag går mange forskellige mennesker til kropsterapi. For nogle er det livsforandrende, for andre er det starten på en rejse ned i kroppen, men for en voksende gruppe, som er ekstra sårbare (ofte kvinder), er det traumatiserende.
Det er nuancer, jeg synes mangler både i den danske kropsterapi, men også mange andre steder i vores samfund i øvrigt: Vi kan ikke hele uden tryghed, og alle skal ikke mødes på samme måde for at føle sig trygge. Tænk bare på, hvad den viden og tilgang kunne betyde for vores måde at skabe rum for fødende på hospitalerne!
Den mest effektive og sikre måde at arbejde med traumer i kroppen, især de komplekse, er via tryghed, tillid, forbindelse og tid. Det er essentielt. Og som terapeut stiller det krav om, at vi lærer at dosere vores behandling og inviterer klienter til at sige fra, så vi ikke overvælder dem eller kommer til at forstærke deres traumer.
“Vi kan ikke hele uden tryghed, og alle skal ikke mødes på samme måde for at føle sig trygge.“
Evaloa Schou
Som terapeuter og mennesker i omsorgsfag kan vi med fordel lære at kortlægge og arbejde med indstillingerne i det autonome nervesystem (kamp, flugt, frys, fawn, dissociation, nedluk osv.) i os selv, så vi kender egne reaktionsmønstre og kropshistorie og ved, hvilken tilstand en klient/patient, som dissocierer fra kroppen eller bliver pleasende, vækker i os. Vi må lære at mærke, afkode og imødekomme sansninger i andre – men først og fremmest i os selv. Først når vi hjælper os selv mod en dyb, forbundet fornemmelse af tryghed, kan heling eller varig forløsning finde sted. I klienter, patienter, af fysisk væv og traumer.