Velfærdsnettet slår revner – og flere af os falder igennem det med et brag

af | nov 19, 2024

MODERSKAB

Velfærdsnettet slår revner – og flere af os falder igennem det med et brag

Det net, vi er blevet fortalt, at velfærdssamfundet holder under os til gengæld for en høj skatteprocent, er ved at gå i stykker. Gravide, fødende og forældre til institutions- og skolebørn oplever, at både de selv og deres børn falder igennem det og rammer jorden hårdt. Det gjorde jeg også selv.

19. november 2024 | Af Camilla Willumsen | Foto: Unsplash

Det net, vi er blevet fortalt, at velfærdssamfundet holder under os til gengæld for en høj skatteprocent, er ved at gå i stykker. Gravide, fødende og forældre til institutions- og skolebørn oplever, at både de selv og deres børn falder igennem det og rammer jorden hårdt. Det gjorde jeg også selv.  

Camilla Willumsen er Cand.pæd., forældrerådgiver, forfatter til bogen Dit barn dine beslutninger og står bag www.moderskaber.dk. Du kan følge hende på instagramkontoen @camilla_willumsen.

De fleste af os har siden vi var små lært, at Danmark er et trygt og sikkert samfund for både forældre og børn. Vi har lært, at dygtige mennesker tager ansvar for, at velfærdssystemet understøtter så høj en levestandard for borgerne som muligt. Vi har lært, at vi til gengæld for en høj skatteprocent har et velfungerende system, vi kan læne os ind i. Et velfærdssystem, der hjælper os, når vi skal føde, når vi bliver syge, eller hvis vi er ude for en ulykke. Et system, der understøtter os i at få livet og dagligdagen til at fungere tilfredsstillende.

Vi har lært, at sammenhængskraften i samfundet er afhængig af vores tillid til systemet, og at vores engagement i opretholdelsen af selvsamme er grundelementet i vores demokrati.

Langt størstedelen af de danske forældre er afhængige af offentlige tilbud, når de er gravide, skal føde og har mindre børn. Nogle har brug for ofte at benytte sig af sundhedssystemet, andre har brug for pasningstilbud til deres børn, og andre igen har brug for noget tredje, fjerde eller femte.

Men nu er dette net under os for alvor ved at gå i stykker. Nettet, vi var blevet fortalt ville holde os og beskytte os. Gravide, fødende og forældre til institutions- og skolebørn oplever, at de og deres børn falder igennem det medtagede net og rammer jorden med et brag. Med blå mærker på arme og ben, tårer og hjertesmerte til følge. Det her er et svigt, der opleves af forældre på tværs af landsdele, politisk observans og klasseskel.

“Vi har lært, at sammenhængskraften i samfundet er afhængig af vores tillid til systemet, og at vores engagement i opretholdelsen af selvsamme er grundelementet i vores demokrati.”

 
Camilla Willumsen

Min egen første fødsel og indlæggelse på Rigshospitalet tretten år tilbage er et eksempel på et systemsvigt. Et fødselsforløb, der tog mig flere år, stærkt nedsat arbejdstid og en masse krops- og samtaleterapi at komme styrket videre fra.  Tre jordemoderskift under fødslen, ekstrem ferietravlhed på afdelingen og min mand, der ikke fik lov til at blive efterfølgende, selvom vi havde fået at vide, at der var 10 procents risiko for, at vores søn ikke ville overleve. Og listen fortsætter.

Min bog “Dit barn – dine beslutninger” er en del af det løfte, jeg gav vores søn Emil, da jeg bar ham ud af Rigshospitalet i juli måned 2011.

I årene efter min første fødsel talte jeg med andre kvinder, der kort forinden havde født på hospitalet. Kloge og bevidste kvinder, der med lettere flakkende øjne og sitrende hænder fortalte mig om deres svære fødselsoplevelser på fødeafdelinger rundt omkring i Danmark. Og her blev jeg bekræftet i, at det ikke var en mindre gruppe kvinder, der havde haft oplevelser som lignede min. Dér gik det for alvor op for mig, at min første fødselshistorie ikke var min historie.

Det var vores historie.

En historie om tidspres og for lidt personale under fødslerne. Om fødsler, der blev tilgået mekanisk. Med tests og risikovurderinger, igangsættelser, vedrop, epidura, syntocinonl. Ja alt, hvad den kan trække af medicinsk intervention.

Men trygheden manglede. Understøttelsen af veernes naturlige gang manglede. Nærværet og omsorgen for den fødende kvinde manglede.

Min første fødsel og efterfølgende indlæggelse blev en traumatisk oplevelse på trods af dygtige og hjertelige jordemødre, der ville omsorgen. Der ville mig og de andre fødende og barslende kvinder. Men som kun har to arme og et par øjne hver, uagtet hvor hårdt de arbejder. Det er vigtigt for mig, at vi ikke underkender, hvor meget sundhedspersonalet også lider under disse rammer og særligt på de dage, hvor der er stærk underbemanding, som der var den sommerferienat, hvor jeg fødte mit første barn.

En hel del af de mødre, jeg taler med for tiden, står lige der, hvor jeg stod for 13 år siden. De har slået sig, men ønsker at komme stærkt videre. De finder urkraften frem og insisterer på at vælge det vigtigste først. De finder modet til at sige fra over for samfundets normer og forventninger, men nok først og fremmest over for deres egne forestillinger om, hvordan de skal være i verden, og hvordan de skal være som mødre. Jeg læste for nyligt et sted, at hvile i 2024 er aktivisme i sin mest potente form, og det kan jeg kun være enig i. For hvis vi vil vise vores børn, at de gerne må være i verden uden at skulle bevise alverdens ting først, så må vi give os selv den samme tilladelse.

Det kan være en udfordring, for vi (nutidens mødre) får ofte at vide, at vi er hysteriske, for følsomme og overbeskyttende, når vi handler i allerstørst integritet. Til gengæld bliver vi rost, når vores børn er “nemme”, så vi kan fokusere på at opfylde alle mulige andres materielle og ikke-bæredygtige interesser. Men vi kan vælge at lytte til os selv og til vores børns behov. Vi kan vælge en anden vej.

“Hvis vi vil vise vores børn, at de gerne må være i verden uden at skulle bevise alverdens ting først, så må vi give os selv den samme tilladelse.”

 
Camilla Willumsen

I mine samtaler med forældre står det meget klart, at det er en svær kunst at navigere i et samfund, der falder fra hinanden, når det nye først langsomt er ved at blive bygget. Men vi kan alle vælge en anden vej. Ikke alle har dog umiddelbart adgang til de rareste ruter. Som barn af arbejderklassen ved jeg, at klassesamfundet er en realitet. Derfor må idealerne vige til fordel for at gøre det, vi kan gøre, med det, vi har at gøre med.

Første skridt mod at hele efter min fødsel var for mig at blive mest hjemme og leve livet i et langsomt tempo i mine første år som mor. I bogstaveligste forstand prioritere og acceptere, at jeg havde brug for at være mest i min egen stue og bevæge mig rundt i mit eget tempo. Også efter at min barsel var slut. Jeg var såkaldt ineffektiv og satte alle ydre ambitioner på hold. Når jeg ser tilbage, er det tydeligt, at dybe traumelag i mig blev helet i den periode, og at mange brikker faldt på plads i vores familie, men perioden i sig selv var langt fra en køn affære. Ofte var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde ville komme igennem det. Men inderst inde vidste jeg, at det var som at skyde en pil fremad. Hvis jeg ville være i stand til at betræde mit moderskab fra et mere fredfyldt og centreret sted og opbygge styrken til at gøre nogle af de ting, jeg drømte om, måtte jeg hive pilen helt tilbage først.

Det urealistiske syn jeg havde på, hvad jeg kunne klare og under hvilke omstændigheder jeg kunne klare det, inden jeg selv blev mor, ser jeg for fuld udblæsning i det kollektive felt. Vi forventer, at forældre og børn kan ignorere deres legitime biologiske behov for søvn, nærende mad, meningsfulde aktiviteter og tid med dem, de elsker. Og kan de ikke det, må det være fordi, de har en diagnose.

Andet skridt var for mig at acceptere, at jeg var langt mere sårbar, end jeg tidligere havde bildt mig ind. At acceptere, vi mennesker som art er sårbare, uanset hvem vi er, og hvilken personlighed vi har. Og at vi derfor har brug for hinanden.

“Vi forventer, at forældre og børn kan ignorere deres legitime biologiske behov for søvn, nærende mad, meningsfulde aktiviteter og tid med dem, de elsker. Og kan de ikke det, må det være fordi, de har en diagnose.”

 
Camilla Willumsen

Da jeg sad der med min søn på brystet i de mørke nætter, stod klart for mig, at vores fremtid ikke kun er afhængig af, at jeg tog mig min tid og passede på mig selv og på ham, så godt som jeg var i stand til. Jeg kunne se, at vores fremtid i høj grad er afhængig af, hvilke mennesker og hvilke miljøer jeg lænede mig ind i og ikke mindst selv var med til at skabe og udvikle. Jeg indså, at de positive forandringer ikke kommer oppefra, men at vi må tænke i civile netværk på tværs af landet og i lokalt forankrede tiltag med mennesker, der går med hjertet forrest.

Forældre er de nye folketingspolitikere.

“Jeg indså, at de positive forandringer ikke kommer oppefra, men at vi må tænke i civile netværk på tværs af landet og i lokalt forankrede tiltag med mennesker, der går med hjertet forrest.”

 
Camilla Willumsen

Tredje skridt for mig var at fortsætte den helbredsrejse, jeg var begyndt på 5 år tidligere, i forbindelse med at jeg blev pludseligt syg. At prioritere nærende mad, naturmedicin. Også selvom det betød, at vi økonomisk var enormt pressede og ikke havde mulighed for at gøre eller købe særlig meget andet. Og selvom jeg aldrig ville have prioriteret anderledes, så ville det være løgn at sige, at det ikke havde en bagside. Men når man ikke kan trives fysisk og psykisk med lange dage væk fra sit barn, ikke kan bære at stå op til et hårdt arbejdsmiljø hver dag og ikke kan nøjes med fastfood på farten, hvis man skal forblive rask, så føles valget ikke rigtigt længere som et valg, men som en nødvendighed.

De første svære år efter vores søns fødsel ændrede mig for altid. Faldet igennem nettet bragte mig i større kontakt med jorden under mig. Den jord, der kan være hård, kold og nådesløs, men som også er den jord, hvorfra alt levende kan spire og gro. Da jeg havde ømmet mig og grædt endnu en gang over, at de voksne ikke findes “deroppe” i magtens centrum (selvom jeg inderst inde hele tiden havde vidst det), kunne min mand og jeg binde vores barn fast på maven og begynde at bygge vores liv op fra bunden med jorden under os som det bærende element. Den jord, der er under os alle, uanset om vi bor i byen eller på landet. Jorden som ikke beder os om at leve en særlig livsstil eller om at kunne leve op til diverse idealer – men som beder os om at tage vores liv tilbage, fordi vi er en del af den, og den en del af os.

Konkurrencestaten og dens præmisser definerer os ikke og den kan ikke måle vores værd. For omsorgen, der flyder igennem os, når vi føder, ammer, vugger vores børn og tillader os selv at blive holdt af og holdt om, kan ikke indfanges på formel og kan ikke sælges. Den kan kun gives.

“Omsorgen, der flyder igennem os, når vi føder, ammer, vugger vores børn og tillader os selv at blive holdt af og holdt om, kan ikke indfanges på formel og kan ikke sælges. Den kan kun gives.”

 
Camilla Willumsen

Samtalerne med forældre har efterfølgende bekræftet, at det ikke var min skyld, at mit fødselsforløb gik, som det gik. Men samtidig har de tydeliggjort, at jeg selv blev nødt til at tage ansvar for, at det samme ikke gentog sig. Der var ikke andre end mig selv, der kunne tage ansvar for det. Jeg valgte derfor fire år efter at føde min datter derhjemme.

Når vi kvinder lytter til vores kropslige intuition, kan vi sætte os selv og vores (kommende) børn frie til at lege og til at leve. Dette har intet at gøre med at bruge fødslen til selvrealisering eller med at se børnene som projekter.

Det er kun magtmennesker med murer om hjertet, der tror, at egodrevede og økonomiske cost-benefit analyser gælder her hos os. Det gør de ikke. Det kan de slet ikke. For vores børns liv er ikke til salg.

MODERSKAB

Velfærdsnettet slår revner – og flere af os falder igennem det med et brag

Det net, vi er blevet fortalt, at velfærdssamfundet holder under os til gengæld for en høj skatteprocent, er ved at gå i stykker. Gravide, fødende og forældre til institutions- og skolebørn oplever, at både de selv og deres børn falder igennem det og rammer jorden hårdt. Det gjorde jeg også selv.

19. november 2024 | Af Camilla Willumsen | Foto: Unsplash

 

Det net, vi er blevet fortalt, at velfærdssamfundet holder under os til gengæld for en høj skatteprocent, er ved at gå i stykker. Gravide, fødende og forældre til institutions- og skolebørn oplever, at både de selv og deres børn falder igennem det og rammer jorden hårdt. Det gjorde jeg også selv.

Camilla Willumsen er Cand.pæd., forældrerådgiver, forfatter til bogen Dit barn dine beslutninger og står bag www.moderskaber.dk. Du kan følge hende på instagramkontoen @camilla_willumsen.

De fleste af os har siden vi var små lært, at Danmark er et trygt og sikkert samfund for både forældre og børn. Vi har lært, at dygtige mennesker tager ansvar for, at velfærdssystemet understøtter så høj en levestandard for borgerne som muligt. Vi har lært, at vi til gengæld for en høj skatteprocent har et velfungerende system, vi kan læne os ind i. Et velfærdssystem, der hjælper os, når vi skal føde, når vi bliver syge, eller hvis vi er ude for en ulykke. Et system, der understøtter os i at få livet og dagligdagen til at fungere tilfredsstillende.

Vi har lært, at sammenhængskraften i samfundet er afhængig af vores tillid til systemet, og at vores engagement i opretholdelsen af selvsamme er grundelementet i vores demokrati.

Langt størstedelen af de danske forældre er afhængige af offentlige tilbud, når de er gravide, skal føde og har mindre børn. Nogle har brug for ofte at benytte sig af sundhedssystemet, andre har brug for pasningstilbud til deres børn, og andre igen har brug for noget tredje, fjerde eller femte.

Men nu er dette net under os for alvor ved at gå i stykker. Nettet, vi var blevet fortalt ville holde os og beskytte os. Gravide, fødende og forældre til institutions- og skolebørn oplever, at de og deres børn falder igennem det medtagede net og rammer jorden med et brag. Med blå mærker på arme og ben, tårer og hjertesmerte til følge. Det her er et svigt, der opleves af forældre på tværs af landsdele, politisk observans og klasseskel.

“Vi har lært, at sammenhængskraften i samfundet er afhængig af vores tillid til systemet, og at vores engagement i opretholdelsen af selvsamme er grundelementet i vores demokrati.”

 
Camilla Willumsen

Min egen første fødsel og indlæggelse på Rigshospitalet tretten år tilbage er et eksempel på et systemsvigt. Et fødselsforløb, der tog mig flere år, stærkt nedsat arbejdstid og en masse krops- og samtaleterapi at komme styrket videre fra.  Tre jordemoderskift under fødslen, ekstrem ferietravlhed på afdelingen og min mand, der ikke fik lov til at blive efterfølgende, selvom vi havde fået at vide, at der var 10 procents risiko for, at vores søn ikke ville overleve. Og listen fortsætter.

Min bog “Dit barn – dine beslutninger” er en del af det løfte, jeg gav vores søn Emil, da jeg bar ham ud af Rigshospitalet i juli måned 2011.

I årene efter min første fødsel talte jeg med andre kvinder, der kort forinden havde født på hospitalet. Kloge og bevidste kvinder, der med lettere flakkende øjne og sitrende hænder fortalte mig om deres svære fødselsoplevelser på fødeafdelinger rundt omkring i Danmark. Og her blev jeg bekræftet i, at det ikke var en mindre gruppe kvinder, der havde haft oplevelser som lignede min. Dér gik det for alvor op for mig, at min første fødselshistorie ikke var min historie.

Det var vores historie.

En historie om tidspres og for lidt personale under fødslerne. Om fødsler, der blev tilgået mekanisk. Med tests og risikovurderinger, igangsættelser, vedrop, epidura, syntocinonl. Ja alt, hvad den kan trække af medicinsk intervention.

Men trygheden manglede. Understøttelsen af veernes naturlige gang manglede. Nærværet og omsorgen for den fødende kvinde manglede.

Min første fødsel og efterfølgende indlæggelse blev en traumatisk oplevelse på trods af dygtige og hjertelige jordemødre, der ville omsorgen. Der ville mig og de andre fødende og barslende kvinder. Men som kun har to arme og et par øjne hver, uagtet hvor hårdt de arbejder. Det er vigtigt for mig, at vi ikke underkender, hvor meget sundhedspersonalet også lider under disse rammer og særligt på de dage, hvor der er stærk underbemanding, som der var den sommerferienat, hvor jeg fødte mit første barn.

En hel del af de mødre, jeg taler med for tiden, står lige der, hvor jeg stod for 13 år siden. De har slået sig, men ønsker at komme stærkt videre. De finder urkraften frem og insisterer på at vælge det vigtigste først. De finder modet til at sige fra over for samfundets normer og forventninger, men nok først og fremmest over for deres egne forestillinger om, hvordan de skal være i verden, og hvordan de skal være som mødre. Jeg læste for nyligt et sted, at hvile i 2024 er aktivisme i sin mest potente form, og det kan jeg kun være enig i. For hvis vi vil vise vores børn, at de gerne må være i verden uden at skulle bevise alverdens ting først, så må vi give os selv den samme tilladelse.

Det kan være en udfordring, for vi (nutidens mødre) får ofte at vide, at vi er hysteriske, for følsomme og overbeskyttende, når vi handler i allerstørst integritet. Til gengæld bliver vi rost, når vores børn er “nemme”, så vi kan fokusere på at opfylde alle mulige andres materielle og ikke-bæredygtige interesser. Men vi kan vælge at lytte til os selv og til vores børns behov. Vi kan vælge en anden vej.

“Hvis vi vil vise vores børn, at de gerne må være i verden uden at skulle bevise alverdens ting først, så må vi give os selv den samme tilladelse.”

 
Camilla Willumsen

I mine samtaler med forældre står det meget klart, at det er en svær kunst at navigere i et samfund, der falder fra hinanden, når det nye først langsomt er ved at blive bygget. Men vi kan alle vælge en anden vej. Ikke alle har dog umiddelbart adgang til de rareste ruter. Som barn af arbejderklassen ved jeg, at klassesamfundet er en realitet. Derfor må idealerne vige til fordel for at gøre det, vi kan gøre, med det, vi har at gøre med.

Første skridt mod at hele efter min fødsel var for mig at blive mest hjemme og leve livet i et langsomt tempo i mine første år som mor. I bogstaveligste forstand prioritere og acceptere, at jeg havde brug for at være mest i min egen stue og bevæge mig rundt i mit eget tempo. Også efter at min barsel var slut. Jeg var såkaldt ineffektiv og satte alle ydre ambitioner på hold. Når jeg ser tilbage, er det tydeligt, at dybe traumelag i mig blev helet i den periode, og at mange brikker faldt på plads i vores familie, men perioden i sig selv var langt fra en køn affære. Ofte var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde ville komme igennem det. Men inderst inde vidste jeg, at det var som at skyde en pil fremad. Hvis jeg ville være i stand til at betræde mit moderskab fra et mere fredfyldt og centreret sted og opbygge styrken til at gøre nogle af de ting, jeg drømte om, måtte jeg hive pilen helt tilbage først.

Det urealistiske syn jeg havde på, hvad jeg kunne klare og under hvilke omstændigheder jeg kunne klare det, inden jeg selv blev mor, ser jeg for fuld udblæsning i det kollektive felt. Vi forventer, at forældre og børn kan ignorere deres legitime biologiske behov for søvn, nærende mad, meningsfulde aktiviteter og tid med dem, de elsker. Og kan de ikke det, må det være fordi, de har en diagnose.

Andet skridt var for mig at acceptere, at jeg var langt mere sårbar, end jeg tidligere havde bildt mig ind. At acceptere, vi mennesker som art er sårbare, uanset hvem vi er, og hvilken personlighed vi har. Og at vi derfor har brug for hinanden.

“Vi forventer, at forældre og børn kan ignorere deres legitime biologiske behov for søvn, nærende mad, meningsfulde aktiviteter og tid med dem, de elsker. Og kan de ikke det, må det være fordi, de har en diagnose.”

 
Camilla Willumsen

Da jeg sad der med min søn på brystet i de mørke nætter, stod klart for mig, at vores fremtid ikke kun er afhængig af, at jeg tog mig min tid og passede på mig selv og på ham, så godt som jeg var i stand til. Jeg kunne se, at vores fremtid i høj grad er afhængig af, hvilke mennesker og hvilke miljøer jeg lænede mig ind i og ikke mindst selv var med til at skabe og udvikle. Jeg indså, at de positive forandringer ikke kommer oppefra, men at vi må tænke i civile netværk på tværs af landet og i lokalt forankrede tiltag med mennesker, der går med hjertet forrest.

Forældre er de nye folketingspolitikere.

“Jeg indså, at de positive forandringer ikke kommer oppefra, men at vi må tænke i civile netværk på tværs af landet og i lokalt forankrede tiltag med mennesker, der går med hjertet forrest.”

 
Camilla Willumsen

Tredje skridt for mig var at fortsætte den helbredsrejse, jeg var begyndt på 5 år tidligere, i forbindelse med at jeg blev pludseligt syg. At prioritere nærende mad, naturmedicin. Også selvom det betød, at vi økonomisk var enormt pressede og ikke havde mulighed for at gøre eller købe særlig meget andet. Og selvom jeg aldrig ville have prioriteret anderledes, så ville det være løgn at sige, at det ikke havde en bagside. Men når man ikke kan trives fysisk og psykisk med lange dage væk fra sit barn, ikke kan bære at stå op til et hårdt arbejdsmiljø hver dag og ikke kan nøjes med fastfood på farten, hvis man skal forblive rask, så føles valget ikke rigtigt længere som et valg, men som en nødvendighed.

De første svære år efter vores søns fødsel ændrede mig for altid. Faldet igennem nettet bragte mig i større kontakt med jorden under mig. Den jord, der kan være hård, kold og nådesløs, men som også er den jord, hvorfra alt levende kan spire og gro. Da jeg havde ømmet mig og grædt endnu en gang over, at de voksne ikke findes “deroppe” i magtens centrum (selvom jeg inderst inde hele tiden havde vidst det), kunne min mand og jeg binde vores barn fast på maven og begynde at bygge vores liv op fra bunden med jorden under os som det bærende element. Den jord, der er under os alle, uanset om vi bor i byen eller på landet. Jorden som ikke beder os om at leve en særlig livsstil eller om at kunne leve op til diverse idealer – men som beder os om at tage vores liv tilbage, fordi vi er en del af den, og den en del af os.

Konkurrencestaten og dens præmisser definerer os ikke og den kan ikke måle vores værd. For omsorgen, der flyder igennem os, når vi føder, ammer, vugger vores børn og tillader os selv at blive holdt af og holdt om, kan ikke indfanges på formel og kan ikke sælges. Den kan kun gives.

“Omsorgen, der flyder igennem os, når vi føder, ammer, vugger vores børn og tillader os selv at blive holdt af og holdt om, kan ikke indfanges på formel og kan ikke sælges. Den kan kun gives.”

 
Camilla Willumsen

Samtalerne med forældre har efterfølgende bekræftet, at det ikke var min skyld, at mit fødselsforløb gik, som det gik. Men samtidig har de tydeliggjort, at jeg selv blev nødt til at tage ansvar for, at det samme ikke gentog sig. Der var ikke andre end mig selv, der kunne tage ansvar for det. Jeg valgte derfor fire år efter at føde min datter derhjemme.

Når vi kvinder lytter til vores kropslige intuition, kan vi sætte os selv og vores (kommende) børn frie til at lege og til at leve. Dette har intet at gøre med at bruge fødslen til selvrealisering eller med at se børnene som projekter.

Det er kun magtmennesker med murer om hjertet, der tror, at egodrevede og økonomiske cost-benefit analyser gælder her hos os. Det gør de ikke. Det kan de slet ikke. For vores børns liv er ikke til salg.

LÆS OGSÅ

Ole Henrik Hansen: Er det til gavn for børnene?

af | okt 1, 2021

BEDRE BARSELSFORHOLD

Ole Henrik Hansen: Er det til gavn for børnene?

Det handler måske om ligestilling, jeg ved det ikke. Men jeg har svært ved at se fordelen for børnene, sagde Ole Henrik Hansen blandt andet i sin tale ved demonstrationen for bedre barselsforhold.

1. oktober 2021 | Transskriberet af: Marta Wriedt | Foto: Ole Henrik Hansen

Det handler måske om ligestilling, jeg ved det ikke. Men jeg har svært ved at se fordelen for børnene, sagde Ole Henrik Hansen blandt andet i sin tale ved demonstrationen for bedre barselsforhold.

Ole Henrik Hansen er børneforsker og professor i børns velfærd og småbørnspædagogik. Herunder kan du læse hele den tale, han holdt ved demonstrationen for bedre barselsforhold den 29. september 2021.

Tak fordi jeg blev inviteret. Jeg har tænkt meget over, hvad jeg skulle sige, og jeg er ikke rigtig kommet frem til noget, så det kan blive en vældig kort tale. Men det, jeg har tænkt over, er, at det er værd at tænke på, hvad det er for en barndom, vi gerne vil give vores børn. Hvad er det for en barndom, forældre og børn skal have?

Jeg har været i det her i mange år og været gennem rigtig mange situationer, hvor politikerne på Christiansborg har tænkt, at nu skal der gøres noget. Og så har de sagt, at nu skal der puttes nogle penge i det her område, og det har de så gjort. Og det er så – for at citere Greta Thunberg, som jeg så i tv for nylig være tilstrækkelig træt af gode festtaler – blevet til blah blah. Og så gik der nogle år, og så blev det til blah blah blah. Og endnu nogle år og så blev det til blah blah blah.

“Hvad det er for en barndom, vi gerne vil give vores børn. Hvad er det for en barndom, forældre og børn skal have?”

 
Ole Henrik Hansen

Nu vil man så lave noget nyt blah blah blah. Så tænker jeg; er det til gavn for børnene? Hvorfor gør vi det her? Det er selvfølgelig et direktiv, så vi skal gøre det. Men for mig virker det ikke som om, det handler om børnene. Det handler måske om ligestilling, jeg ved det ikke. Men jeg har svært ved at se fordelen for børnene. Og jeg kan ikke se, hvordan man kan adskille det her fra kvalitet i dagtilbud.

Vi bruger vældig mange ressourcer på dagtilbud, og alligevel har vi her i landet ikke det, man kan kalde højkvalitetsdagtilbud. Cirka en femtedel af vores dagtilbud kan blive vurderet til at være god kvalitet, 75 procent kan blive vurderet til at have en rimelig kvalitet, og 6 procent er så dårlige, at det er virkelig skidt. De er af utilstrækkelig kvalitet. Vi har ikke nogen af høj kvalitet. Og når nu vi kigger på barselsorloven, synes jeg, vi skal se det i den sammenhæng.

Derfor tænker jeg; hvilke konsekvenser kan det at aflevere sine børn i daginstitution have?

Og når jeg står her og kigger, er det dejligt at se, hvordan mange af jer står med jeres børn på maven i vikler. Det er noget af det, børn har rigtig meget brug for. De har brug for fysisk nærvær. De har brug for at mærke en tæt på. De har brug for at blive rørt på deres hud. Det betyder meget for deres stressniveau. Det betyder også meget for, hvordan de på lidt længere sigt har det med at være sammen med andre mennesker. Vi ved, at børn i dagtilbud bliver mere stressede end andre børn. Vi ved, at de bliver mere stressede, end når de er herhjemme. Så en af de ting, der er ved at putte børn i dagtilbud, er stress.

Det handler måske om ligestilling, jeg ved det ikke. Men jeg har svært ved at se fordelen for børnene, sagde Ole Henrik Hansen blandt andet i sin tale ved demonstrationen for bedre barselsforhold.

Professor Ole Henrik Hansen talte ved demonstrationen for Bedre Barsel. Foto: Omsorgspolitisk Netværk

Der er også mange myter omkring det her med dagtilbud: Hvis vi ikke putter børn i dagtilbud, får de så et sprog? Får de sociale kompetencer? Bliver de skoleparate? Det er der vældig mange myter omkring. Men der er ikke noget, der tyder på, at det er dagtilbud, der lærer børnene sprog. Der er ikke noget, der tyder på, at det er dagtilbuddene, der lærer børnene sociale kompetencer. Der er ikke noget, der tyder på, at det er dagtilbuddene, der lærer børn at gå i skole. Sociale kompetencer er ikke at tilpasse sig livet i en daginstitution. Sociale kompetencer er at forholde sig til det fællesskab, man skal være en del af. Sociale kompetencer er at være i stand til at kommunikere med andre mennesker – at interagere med dem og blive en del af et fællesskab.

Det vil ikke være forkert at sige, at det, børn lærer i dagtilbud, i højere grad er at tilpasse sig det her fællesskab – at bøje sig ind i de totaliteter, som der nu skal være. Og man kan sige, at mange af de her børn ender som sådan nogle overtilpassede voksne, som også går rundt og er lidt bange. Som har en lidt lav selvfølelse, men en virkelig høj selvtillid. De bliver vildt gode til at binde deres sko, og de vil skrive deres navn tidligt. Men de vil gå rundt med sådan en lidt gnavende følelse af at være forladt. Det er ikke okay. Og det er i virkeligheden ikke det, vi ønsker.

“Sociale kompetencer er ikke at tilpasse sig livet i en daginstitution. Sociale kompetencer er at forholde sig til det fællesskab, man skal være en del af.”

 
Ole Henrik Hansen

Så kan man spørge sig selv, hvad så? Kan vi passe vores egne børn selv? Kan vi lære dem det, der skal læres? Kan vi give dem det, de har brug for?

Når vi hører de her tvivlsspørgsmål om forældre, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor fremmedgjorte, vi er blevet i den verden, vi lever i. At der kan blive stillet spørgsmålstegn ved, om forældre rent faktisk kan passe deres egne børn – om de kan give dem en tryg opvækst – det er sygt. Det er sygt. Og det eneste, jeg har at sige til det, er blah blah blah. Jeg kan ikke finde på andet at sige. Og mit råd til forældre vil være; lyt til jeres mave. Lyt til jeres fornemmelse af, hvad det er, der sker omkring jeres barn, når I tager afsted fra det her dagtilbud om morgenen. Hvor ofte har I lyst til at lave en u-vending og køre tilbage og hente jeres barn? Eller er det okay? Vi kan godt passe vores egne børn.

I forhold til det med barselsorloven så vil der helt sikkert dukke en masse forskning op, som siger både det ene og det andet. Og det, jeg synes, der er at sige til det, er, at ingen forskning er bedre end dårlig forskning. Det er vældig svært at finde ud af, hvad vi faktisk kan sige om fædres kompetencer i forhold til at tage del i den her barselsorlov. Men det, der for familien givetvis er det bedste, er, hvis familien selv får lov til at planlægge de her ting. Og hvis man laver en barselsorlov, der har den længde, der skal til.

Jeg arbejder en del i Sverige og Norge. Og i Sverige er det sådan, at man har mulighed for halvandet års barsel med mulighed for forlængelse. I Norge har man et års barsel med mulighed for et års forlængelse (se faktaboks). De uger og måneder er vældig godt givet ud i forhold til det, barnet har brug for på længere sigt.

“Men det, der for familien givetvis er det bedste, er, hvis familien selv får lov til at planlægge de her ting. Og hvis man laver en barselsorlov, der har den længde, der skal til.”

 
Ole Henrik Hansen

I forhold til, om det skal være mor eller far, så kan jeg ikke som professor sige noget om det. Men personligt ville jeg have det vældig svært med at skulle bøje mig ind i et krav om, hvem der skal være hjemme. Dels handler det om, hvad barnet har det bedst med. Men også om, hvordan familien faktisk kan overleve økonomisk.

Så; det er rigtig dejligt, I gør noget for de her unger. Det er dejligt, I gør noget for de her familier. Jeg håber, de tykke mure på Christiansborg ikke er så tykke. Og at hovederne på de personer, der er derinde, ikke er så tykke, at de ikke kan lytte til jeres ord.

Tak skal I have.

BEDRE BARSELSFORHOLD

Ole Henrik Hansen: Er det til gavn for børnene?

Det handler måske om ligestilling, jeg ved det ikke. Men jeg har svært ved at se fordelen for børnene, sagde Ole Henrik Hansen blandt andet i sin tale ved demonstrationen for bedre barselsforhold.

1. oktober 2021 | Transskriberet af: Marta Wriedt | Foto: Ole Henrik Hansen

 

Det handler måske om ligestilling, jeg ved det ikke. Men jeg har svært ved at se fordelen for børnene, sagde Ole Henrik Hansen blandt andet i sin tale ved demonstrationen for bedre barselsforhold.

Ole Henrik Hansen er børneforsker og professor i børns velfærd og småbørnspædagogik. Herunder kan du læse hele den tale, han holdt ved demonstrationen for bedre barselsforhold den 29. september 2021.

Tak fordi jeg blev inviteret. Jeg har tænkt meget over, hvad jeg skulle sige, og jeg er ikke rigtig kommet frem til noget, så det kan blive en vældig kort tale. Men det, jeg har tænkt over, er, at det er værd at tænke på, hvad det er for en barndom, vi gerne vil give vores børn. Hvad er det for en barndom, forældre og børn skal have?

Jeg har været i det her i mange år og været gennem rigtig mange situationer, hvor politikerne på Christiansborg har tænkt, at nu skal der gøres noget. Og så har de sagt, at nu skal der puttes nogle penge i det her område, og det har de så gjort. Og det er så – for at citere Greta Thunberg, som jeg så i tv for nylig være tilstrækkelig træt af gode festtaler – blevet til blah blah. Og så gik der nogle år, og så blev det til blah blah blah. Og endnu nogle år og så blev det til blah blah blah.

“Hvad det er for en barndom, vi gerne vil give vores børn. Hvad er det for en barndom, forældre og børn skal have?”

 
Ole Henrik Hansen

Nu vil man så lave noget nyt blah blah blah. Så tænker jeg; er det til gavn for børnene? Hvorfor gør vi det her? Det er selvfølgelig et direktiv, så vi skal gøre det. Men for mig virker det ikke som om, det handler om børnene. Det handler måske om ligestilling, jeg ved det ikke. Men jeg har svært ved at se fordelen for børnene. Og jeg kan ikke se, hvordan man kan adskille det her fra kvalitet i dagtilbud.

Vi bruger vældig mange ressourcer på dagtilbud, og alligevel har vi her i landet ikke det, man kan kalde højkvalitetsdagtilbud. Cirka en femtedel af vores dagtilbud kan blive vurderet til at være god kvalitet, 75 procent kan blive vurderet til at have en rimelig kvalitet, og 6 procent er så dårlige, at det er virkelig skidt. De er af utilstrækkelig kvalitet. Vi har ikke nogen af høj kvalitet. Og når nu vi kigger på barselsorloven, synes jeg, vi skal se det i den sammenhæng.

Derfor tænker jeg; hvilke konsekvenser kan det at aflevere sine børn i daginstitution have?

Og når jeg står her og kigger, er det dejligt at se, hvordan mange af jer står med jeres børn på maven i vikler. Det er noget af det, børn har rigtig meget brug for. De har brug for fysisk nærvær. De har brug for at mærke en tæt på. De har brug for at blive rørt på deres hud. Det betyder meget for deres stressniveau. Det betyder også meget for, hvordan de på lidt længere sigt har det med at være sammen med andre mennesker. Vi ved, at børn i dagtilbud bliver mere stressede end andre børn. Vi ved, at de bliver mere stressede, end når de er herhjemme. Så en af de ting, der er ved at putte børn i dagtilbud, er stress.

Det handler måske om ligestilling, jeg ved det ikke. Men jeg har svært ved at se fordelen for børnene, sagde Ole Henrik Hansen blandt andet i sin tale ved demonstrationen for bedre barselsforhold.

Professor Ole Henrik Hansen talte ved demonstrationen for Bedre Barsel. Foto: Omsorgspolitisk Netværk

Der er også mange myter omkring det her med dagtilbud: Hvis vi ikke putter børn i dagtilbud, får de så et sprog? Får de sociale kompetencer? Bliver de skoleparate? Det er der vældig mange myter omkring. Men der er ikke noget, der tyder på, at det er dagtilbud, der lærer børnene sprog. Der er ikke noget, der tyder på, at det er dagtilbuddene, der lærer børnene sociale kompetencer. Der er ikke noget, der tyder på, at det er dagtilbuddene, der lærer børn at gå i skole. Sociale kompetencer er ikke at tilpasse sig livet i en daginstitution. Sociale kompetencer er at forholde sig til det fællesskab, man skal være en del af. Sociale kompetencer er at være i stand til at kommunikere med andre mennesker – at interagere med dem og blive en del af et fællesskab.

Det vil ikke være forkert at sige, at det, børn lærer i dagtilbud, i højere grad er at tilpasse sig det her fællesskab – at bøje sig ind i de totaliteter, som der nu skal være. Og man kan sige, at mange af de her børn ender som sådan nogle overtilpassede voksne, som også går rundt og er lidt bange. Som har en lidt lav selvfølelse, men en virkelig høj selvtillid. De bliver vildt gode til at binde deres sko, og de vil skrive deres navn tidligt. Men de vil gå rundt med sådan en lidt gnavende følelse af at være forladt. Det er ikke okay. Og det er i virkeligheden ikke det, vi ønsker.

“Sociale kompetencer er ikke at tilpasse sig livet i en daginstitution. Sociale kompetencer er at forholde sig til det fællesskab, man skal være en del af.”

 
Ole Henrik Hansen

Så kan man spørge sig selv, hvad så? Kan vi passe vores egne børn selv? Kan vi lære dem det, der skal læres? Kan vi give dem det, de har brug for?

Når vi hører de her tvivlsspørgsmål om forældre, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor fremmedgjorte, vi er blevet i den verden, vi lever i. At der kan blive stillet spørgsmålstegn ved, om forældre rent faktisk kan passe deres egne børn – om de kan give dem en tryg opvækst – det er sygt. Det er sygt. Og det eneste, jeg har at sige til det, er blah blah blah. Jeg kan ikke finde på andet at sige. Og mit råd til forældre vil være; lyt til jeres mave. Lyt til jeres fornemmelse af, hvad det er, der sker omkring jeres barn, når I tager afsted fra det her dagtilbud om morgenen. Hvor ofte har I lyst til at lave en u-vending og køre tilbage og hente jeres barn? Eller er det okay? Vi kan godt passe vores egne børn.

I forhold til det med barselsorloven så vil der helt sikkert dukke en masse forskning op, som siger både det ene og det andet. Og det, jeg synes, der er at sige til det, er, at ingen forskning er bedre end dårlig forskning. Det er vældig svært at finde ud af, hvad vi faktisk kan sige om fædres kompetencer i forhold til at tage del i den her barselsorlov. Men det, der for familien givetvis er det bedste, er, hvis familien selv får lov til at planlægge de her ting. Og hvis man laver en barselsorlov, der har den længde, der skal til.

Jeg arbejder en del i Sverige og Norge. Og i Sverige er det sådan, at man har mulighed for halvandet års barsel med mulighed for forlængelse. I Norge har man et års barsel med mulighed for et års forlængelse (se faktaboks). De uger og måneder er vældig godt givet ud i forhold til det, barnet har brug for på længere sigt.

“Men det, der for familien givetvis er det bedste, er, hvis familien selv får lov til at planlægge de her ting. Og hvis man laver en barselsorlov, der har den længde, der skal til.”

 
Ole Henrik Hansen

I forhold til, om det skal være mor eller far, så kan jeg ikke som professor sige noget om det. Men personligt ville jeg have det vældig svært med at skulle bøje mig ind i et krav om, hvem der skal være hjemme. Dels handler det om, hvad barnet har det bedst med. Men også om, hvordan familien faktisk kan overleve økonomisk.

Så; det er rigtig dejligt, I gør noget for de her unger. Det er dejligt, I gør noget for de her familier. Jeg håber, de tykke mure på Christiansborg ikke er så tykke. Og at hovederne på de personer, der er derinde, ikke er så tykke, at de ikke kan lytte til jeres ord.

Tak skal I have.

 

FAKTABOKS

Hvordan lang er den norske barselsorlov? 
Foreldre har rett til permisjon i til sammen 12 måneder. Mer konkret vil det si 59 uker ved 80 prosent uttak, og 49 uker ved 100 prosent uttak, og uansett så lenge det ytes foreldrepenger fra folketrygden. Permisjonstiden inkluderer tiden for kvinnens svangerskapspermisjon (arbeidsmiljøloven § 12-2) og fødselspermisjon (arbeidsmiljøloven § 12-4).

 

Er der regler for hvor meget mor skal tage og hvor meget far skal tage – af barselsorloven?
Foreldrene kan dele på permisjonen, men både mødrekvoten og fedrekvoten er på minimum 15 uker ved 100 prosent uttak eller 19 uker ved 80 prosent uttak.
  • De første 6 ukene etter fødsel er forbeholdt mor og tas av mødrekvoten.
  • Fellesperioden er de ukene som blir igjen når de 3 ukene før termin og 15/ 19 uker fedrekvote og 15/19 uker mødrekvote er trukket fra.
  • Fellesperioden blir dermed på 16 eller 18 uker, avhengig av om man velger 100 prosent eller 80 prosent dekningsgrad.
 
Er der mulighed for at få forlænget barselsorlov i Norge?
Hver av foreldrene har i tillegg rett til ytterligere permisjon i inntil 12 måneder for hver fødsel. Dette vil være uten lovbestemt lønn eller ytelse fra folketrygden. Permisjonen må tas ut i umiddelbar fortsettelse av den lovfestede foreldrepermisjonen og foreldrene kan velge å ta ut denne permisjonen samtidig, se arbeidsmiljøloven § 12-5 (2).
Kilde: Ole Henrik Hansen
 

LÆS OGSÅ