Mennesket fødes ad to omgange – men anden fødsel har trange kår

DEBAT

Mennesket fødes ad to omgange – men anden fødsel har trange kår

Det lille menneskebarn fødes for anden gang eksistentielt ind i dette liv gennem tilknytningen til det andet menneske. Men den anden fødsel har trange kår, skriver Mie Storm, stifter af Kulturkritisk Forum.

18. juni 2020 | Af Mie Storm | Foto: Privat

 

Det lille menneskebarn fødes for anden gang eksistentielt ind i dette liv gennem tilknytningen til det andet menneske. Men den anden fødsel har trange kår, skriver Mie Storm, stifter af Kulturkritisk Forum.

Mie Storm er cand.mag. i Anvendt Filosofi og stifter af Kulturkritisk Forum. Du kan følge hende på instagramprofilen @kulturkritiskforum.

Mennesket fødes ad to omgange. Lyder det skørt?

Ved den første fødsel er vi ikke i tvivl. Der er skrig, opmuntrende ord og ind imellem mindre pæne gloser. Det gør ondt, det er vidunderligt, og selvom vi måske et øjeblik ønsker, at det hele slutter, så føles det med ét som om, selve livet starter på ny. En lillebitte fedtet krop svøber sig pludselig dér, tæt ind til morens bryst. Vi fødes som børn og også som forældre ved den første menneskelige fødsel.

Ingen betvivler således den smukke begivenhed, som er menneskets første fødsel.

Med den anden fødsel, menneskebarnet går igennem, forholder det sig imidlertid noget anderledes. Den anden fødsel er mere subtil. Vi kan ikke på samme måde objektivt konstatere den. Den udfolder sig ikke (altid) med målbare udsving i tid og rum. Alligevel er den ligeså betydningsfuld som den første fødsel.

For at forstå den anden fødsel, menneskebarnet går igennem, må vi forstå de helt særlige omstændigheder omkring mennesket i forhold til andre arter.

Menneskebarnets rejse efter første fødsel

De seneste års tværvidenskabelige studier af den menneskelige hjerne viser klart, hvad der er vigtigst for optimal udvikling af et lille menneskebarns hjerne: kærlighed (fx A. Schore, 2004 og S. Gerhardt, 2004).

Som psykolog Steve Biddulph beskriver, adskiller mennesket sig på den måde væsentligt fra andre levende arter. Placerer du eksempelvis en haletudse alene i en dam, vil den udvikle sig til en fuldt ud duelig frø, der vil mestre frølivet i samme udstrækning som en frø, der er tilblevet i dammen omringet af tusindvis af andre haletudser.

Det samme gør sig gældende for mange andre levende væsener.

Men ikke menneskebarnet. Vi mennesker er den art på jorden, der er allermest afhængig af vores forældre, mens vi er små. Og det er vi længe. Er det lille menneskebarn ikke konstant omgivet af en omsorgsfuld og kompetent omsorgs- og tilknytningsperson, lærer det end ikke de fysiske bevægelser, det har brug for, for at overleve. Det lærer heller ikke de følelsesmæssige kompetencer, det har brug for, for at leve som et helt menneske; at tale, tænke, føle, elske, sympatisere og mentalisere.

At leve som et helt menneske – snarere end en haletudse.

Mavenogmig - delte mavemuskler

Der er to årsager til, det lille menneskebarn fødes med en hjerne, der langt fra er færdigudviklet, og derfor har så meget brug for en, der elsker det, i de første år af dets liv.

Den første årsag kobler sig til den første fødsel, menneskebarnet gennemgår. Her er hjernen i det lille menneskebarns hoved kun vokset til en tredjedel af den størrelse, den ender med at have. Hvis menneskebarnet skulle fødes med en færdigudviklet hjerne, ville barnets hoved være så stort, at det ikke fysisk ville kunne passere i fødselsgangen gennem dets mors bækken. Der er simpelthen ikke plads. Kvinder, der har oplevet at presse et barn ud i livet, kan nok levende forestille sig, hvad det ville gøre ved deres krop, hvis barnets hoved var tre gange så stort ved fødslen.

At barnets hjerne er aldeles ’ufærdig’, når det fødes første gang, betyder, at det har brug for den helt rigtige omsorg og stimuli for at kunne udvikle de sidste totredjedele af dets hjerne.

Det betyder også, at størstedelen af den udvikling, menneskebarnets hjerne gennemgår, sker efter den første fødsel.

Igennem denne udvikling af størstedelen af menneskebarnets hjerne fødes det anden gang. Og det sker ikke af sig selv som med haletudsen. Menneskebarnets hjerne vokser ikke bare eksponentielt af sig selv; sådan et mesterværk skabes af erfaringer, der er meget mere komplekse end de, der overgår haletudsen, som Biddulph eksemplificerer.

Menneskebarnet fødes eksistentielt i kærligheden

I filosofiske termer kan man sige, at kærlighed mellem mennesker udvikler ånden. Reduceret til moderne videnskabelige termer kan det også hedde, at; tilknytning udvikler hjernen. På mange måder er tilknytningsteorien nemlig et forsøg på at konkretisere kærligheden i den menneskelige eksistens til et begreb, vi kan behandle videnskabeligt. Vi kan måle og veje tilknytning. Så er det mindre subtil – så er det formidlet i det sprog, vi taler i adskillelseskulturen.

Det lille menneskebarn fødes for anden gang eksistentielt ind i dette liv gennem tilknytningen til det andet menneske. Det menneske, der elsker det, og beskytter det gennem alle de farer – fysiske og følelsesmæssige – det udsættes for, mens dets hjerne udvikler sig de resterende totredjedele. De(t) menneske(r), det møder, så snart den første fødsel møder sin ende. Når det rammer den varme hud ovenpå det bankende hjerte, det er vant til at lytte til fra den anden side. Eller det menneske, der har ventet på det og længtes efter det, men ikke har kunnet bære det. De(t) menneske(r), der elsker menneskebarnet og vil dø for det.

Det er i tilknytningen til disse, at det lille menneskebarn gennemgår den anden fødsel ind i denne verden. Sådan udvikler menneskebarnet sig fra at eksistere i fysisk forstand til langsomt at begribe verden, sig selv og sine medmennesker gennem en tryg symbiotisk og senere hen individueret dyb forbindelse til mennesker, for hvem det er hele verden i sig selv.

At underminere betydningen af denne anden fødsel er at underminere selve grundlaget for et sundt følelsesliv, trygge relationer og en harmonisk tilværelse for det lille menneskebarn. Den anden fødsel, kærligheden eller tilknytningen – kald det hvad, du vil – er forudsætningen for, at menneskebarnet bliver et helstøbt menneske med dyb forankring i livet og som derfor er i stand til at være i verden med sig selv og andre på harmonisk vis.

Men den anden fødsel har trange kår i et instrumentaliseret samfund. Dannelsen af mesterværket, der er den menneskelige hjerne og eksistentielle tilblivelse, reduceres til en handelsvare. Kærlighed reduceres til tilknytning, som udliciteres til såkaldte professionelle omsorgspersoner. Til sidst spares disse væk. Hvor efterlader det menneskets anden fødsel?
Hos haletudsen. Vi kan ikke være det bekendt.

Begrebet ’tilknytning’ er videnskabens forsøg på at gøre kærligheden håndgribelig. At kategorisere det fællesmenneskelige og grundlæggende dybe behov, mennesket har for at være forbundet og i kontakt med sig selv og andre. Sådan fyldes eksistensen med meningsfuldhed, og sådan finder mennesket sin rolle i livet og en ontologisk sikkerhed i eksistensen.

Tilknytningen til det andet menneske må forstås som dér, kærligheden kan bo og blomstre. Vil vi et liv levet i kærlighed for vores menneskebørn, må vi lade dem føde for anden gang. Gør vi ikke det, må vi forberede os på at stå skoleret overfor de kommende generationer, der vil påvirkes af vores manglende nærvær.

Vil du vide mere om, hvad det gør ved mennesket at leve i en adskillelseskultur, hvor kærlighed er mekaniseret og menneskebarnet reduceret til haletudse?

Så kan du lytte til mit foredrag ’Vi har brug for en omsorgsrevolution’ online – når du har tid. Foredraget er en grundlæggende kritik af adskillelseskulturen, og jeg tager dig igennem en kritisk filosofisk analyse af samfundskontrakten, den angivelige ligestilling, institutionalisering af småbørn og dyrkelsen af det målbare.

Få adgang til foredraget ved at overføre 100 kr. til tlf. 2115 9159 via MobilePay. Herefter modtager du et link. Du kan læse mere om foredraget og kommende foredrag på www.kulturkritiskforum.dk

Dette indlæg er udtryk for Mie Storms holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Mennesket fødes ad to omgange – men anden fødsel har trange kår

Det lille menneskebarn fødes for anden gang eksistentielt ind i dette liv gennem tilknytningen til det andet menneske. Men den anden fødsel har trange kår, skriver Mie Storm, stifter af Kulturkritisk Forum.

18. juni 2020 | Af Mie Storm | Foto: Privat

 

Det lille menneskebarn fødes for anden gang eksistentielt ind i dette liv gennem tilknytningen til det andet menneske. Men den anden fødsel har trange kår, skriver Mie Storm, stifter af Kulturkritisk Forum.

Mie Storm er cand.mag. i Anvendt Filosofi og stifter af Kulturkritisk Forum. Du kan følge hende på instagramprofilen @kulturkritiskforum.

 

Mennesket fødes ad to omgange. Lyder det skørt?

Ved den første fødsel er vi ikke i tvivl. Der er skrig, opmuntrende ord og ind imellem mindre pæne gloser. Det gør ondt, det er vidunderligt, og selvom vi måske et øjeblik ønsker, at det hele slutter, så føles det med ét som om, selve livet starter på ny. En lillebitte fedtet krop svøber sig pludselig dér, tæt ind til morens bryst. Vi fødes som børn og også som forældre ved den første menneskelige fødsel.

Ingen betvivler således den smukke begivenhed, som er menneskets første fødsel.

Med den anden fødsel, menneskebarnet går igennem, forholder det sig imidlertid noget anderledes. Den anden fødsel er mere subtil. Vi kan ikke på samme måde objektivt konstatere den. Den udfolder sig ikke (altid) med målbare udsving i tid og rum. Alligevel er den ligeså betydningsfuld som den første fødsel.

For at forstå den anden fødsel, menneskebarnet går igennem, må vi forstå de helt særlige omstændigheder omkring mennesket i forhold til andre arter.

Menneskebarnets rejse efter første fødsel

De seneste års tværvidenskabelige studier af den menneskelige hjerne viser klart, hvad der er vigtigst for optimal udvikling af et lille menneskebarns hjerne: kærlighed (fx A. Schore, 2004 og S. Gerhardt, 2004).

Som psykolog Steve Biddulph beskriver, adskiller mennesket sig på den måde væsentligt fra andre levende arter. Placerer du eksempelvis en haletudse alene i en dam, vil den udvikle sig til en fuldt ud duelig frø, der vil mestre frølivet i samme udstrækning som en frø, der er tilblevet i dammen omringet af tusindvis af andre haletudser.

Det samme gør sig gældende for mange andre levende væsener.

Men ikke menneskebarnet. Vi mennesker er den art på jorden, der er allermest afhængig af vores forældre, mens vi er små. Og det er vi længe. Er det lille menneskebarn ikke konstant omgivet af en omsorgsfuld og kompetent omsorgs- og tilknytningsperson, lærer det end ikke de fysiske bevægelser, det har brug for, for at overleve. Det lærer heller ikke de følelsesmæssige kompetencer, det har brug for, for at leve som et helt menneske; at tale, tænke, føle, elske, sympatisere og mentalisere.

At leve som et helt menneske – snarere end en haletudse.

Der er to årsager til, det lille menneskebarn fødes med en hjerne, der langt fra er færdigudviklet, og derfor har så meget brug for en, der elsker det, i de første år af dets liv.

Den første årsag kobler sig til den første fødsel, menneskebarnet gennemgår. Her er hjernen i det lille menneskebarns hoved kun vokset til en tredjedel af den størrelse, den ender med at have. Hvis menneskebarnet skulle fødes med en færdigudviklet hjerne, ville barnets hoved være så stort, at det ikke fysisk ville kunne passere i fødselsgangen gennem dets mors bækken. Der er simpelthen ikke plads. Kvinder, der har oplevet at presse et barn ud i livet, kan nok levende forestille sig, hvad det ville gøre ved deres krop, hvis barnets hoved var tre gange så stort ved fødslen.

At barnets hjerne er aldeles ’ufærdig’, når det fødes første gang, betyder, at det har brug for den helt rigtige omsorg og stimuli for at kunne udvikle de sidste totredjedele af dets hjerne.

Det betyder også, at størstedelen af den udvikling, menneskebarnets hjerne gennemgår, sker efter den første fødsel.

Igennem denne udvikling af størstedelen af menneskebarnets hjerne fødes det anden gang. Og det sker ikke af sig selv som med haletudsen. Menneskebarnets hjerne vokser ikke bare eksponentielt af sig selv; sådan et mesterværk skabes af erfaringer, der er meget mere komplekse end de, der overgår haletudsen, som Biddulph eksemplificerer.

Menneskebarnet fødes eksistentielt i kærligheden

I filosofiske termer kan man sige, at kærlighed mellem mennesker udvikler ånden. Reduceret til moderne videnskabelige termer kan det også hedde, at; tilknytning udvikler hjernen. På mange måder er tilknytningsteorien nemlig et forsøg på at konkretisere kærligheden i den menneskelige eksistens til et begreb, vi kan behandle videnskabeligt. Vi kan måle og veje tilknytning. Så er det mindre subtil – så er det formidlet i det sprog, vi taler i adskillelseskulturen.

Det lille menneskebarn fødes for anden gang eksistentielt ind i dette liv gennem tilknytningen til det andet menneske. Det menneske, der elsker det, og beskytter det gennem alle de farer – fysiske og følelsesmæssige – det udsættes for, mens dets hjerne udvikler sig de resterende totredjedele. De(t) menneske(r), det møder, så snart den første fødsel møder sin ende. Når det rammer den varme hud ovenpå det bankende hjerte, det er vant til at lytte til fra den anden side. Eller det menneske, der har ventet på det og længtes efter det, men ikke har kunnet bære det. De(t) menneske(r), der elsker menneskebarnet og vil dø for det.

Det er i tilknytningen til disse, at det lille menneskebarn gennemgår den anden fødsel ind i denne verden. Sådan udvikler menneskebarnet sig fra at eksistere i fysisk forstand til langsomt at begribe verden, sig selv og sine medmennesker gennem en tryg symbiotisk og senere hen individueret dyb forbindelse til mennesker, for hvem det er hele verden i sig selv.

At underminere betydningen af denne anden fødsel er at underminere selve grundlaget for et sundt følelsesliv, trygge relationer og en harmonisk tilværelse for det lille menneskebarn. Den anden fødsel, kærligheden eller tilknytningen – kald det hvad, du vil – er forudsætningen for, at menneskebarnet bliver et helstøbt menneske med dyb forankring i livet og som derfor er i stand til at være i verden med sig selv og andre på harmonisk vis.

Men den anden fødsel har trange kår i et instrumentaliseret samfund. Dannelsen af mesterværket, der er den menneskelige hjerne og eksistentielle tilblivelse, reduceres til en handelsvare. Kærlighed reduceres til tilknytning, som udliciteres til såkaldte professionelle omsorgspersoner. Til sidst spares disse væk. Hvor efterlader det menneskets anden fødsel?
Hos haletudsen. Vi kan ikke være det bekendt.

Begrebet ’tilknytning’ er videnskabens forsøg på at gøre kærligheden håndgribelig. At kategorisere det fællesmenneskelige og grundlæggende dybe behov, mennesket har for at være forbundet og i kontakt med sig selv og andre. Sådan fyldes eksistensen med meningsfuldhed, og sådan finder mennesket sin rolle i livet og en ontologisk sikkerhed i eksistensen.

Tilknytningen til det andet menneske må forstås som dér, kærligheden kan bo og blomstre. Vil vi et liv levet i kærlighed for vores menneskebørn, må vi lade dem føde for anden gang. Gør vi ikke det, må vi forberede os på at stå skoleret overfor de kommende generationer, der vil påvirkes af vores manglende nærvær.

Vil du vide mere om, hvad det gør ved mennesket at leve i en adskillelseskultur, hvor kærlighed er mekaniseret og menneskebarnet reduceret til haletudse?

Så kan du lytte til mit foredrag ’Vi har brug for en omsorgsrevolution’ online – når du har tid. Foredraget er en grundlæggende kritik af adskillelseskulturen, og jeg tager dig igennem en kritisk filosofisk analyse af samfundskontrakten, den angivelige ligestilling, institutionalisering af småbørn og dyrkelsen af det målbare.

Få adgang til foredraget ved at overføre 100 kr. til tlf. 2115 9159 via MobilePay. Herefter modtager du et link. Du kan læse mere om foredraget og kommende foredrag på www.kulturkritiskforum.dk

Dette indlæg er udtryk for Mie Storms holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ