Det går ud over vores børn, når vi negligerer vigtigheden af tryg tilknytning

af | mar 23, 2023

ANMELDELSE

Det går ud over vores børn, når vi negligerer vigtigheden af tryg tilknytning

Anmeldelse af Dit barn har brug for dig af Gabor Mate og Gordon Neufeld

23. marts 2023 | Af Marta Wriedt | Foto: Skjødt Forlag

I bogen Dit barn har brug for dig, tydeliggør Gordon Neufeld og Gabor Maté, hvor vigtig tryg tilknytning er, og hvordan vi i den måde, vi i dag har indrettet os på, alligevel modarbejder netop dette i ganske høj grad.

ANMELDELSE AF DIT BARN HAR BRUG FOR DIG Vi er i dag blevet så ufatteligt fokuserede på, at vores børn skal være selvstændige, selvkørende og uafhængige, at vi helt har glemt, hvad barndommen egentlig handler om. Vi har glemt, at vores børn faktisk stadig er afhængige, og at vores nærhed er ekstremt vigtig.

Nogenlunde sådan formulerer Gordon Neufeld og Gabor Maté det i deres bog Hold on to Your Kids: Why Parents Need to Matter More Than Peers, som i den danske version har fået titlen Dit barn har brug for dig – forældre er vigtigere end jævnaldrende.

Bogen udkom i den danske oversættelse sidste år, og har – i hvert fald for mit vedkommende – været længe ventet.

Jeg vil ikke gøre mig klog på selve oversættelsen. Men jeg vil uden tvivl anbefale bogen, hvad end det er den originale eller oversættelsen, til alle, der har med børn at gøre eller interesserer sig det mindste for relationer, tilknytning og barnet i dem selv.

Dit barn har brug for dig er i mine øjne et af de vigtigste værker, når det kommer til forståelsen af tilknytning og jævnalderorientering, som er den betegnelse, de to forfattere bruger om tendensen, hvor børn og unge vender dig mod – og bruger – jævnaldrende frem for forældre.

Og netop den stigende jævnalderorientering er et kæmpe problem, mener Gordon Neufeld og Gabor Maté. Bogen igennem peger de på, hvordan tendensen er med til at undergrave sammenholdet i familien, og hvordan den på både individ- og samfundsplan skaber blandt andet øget aggression, kriminalitet, mobning, mistrivsel og seksualisering. Jævnalderorientering er med andre ord en hindring for tryg relationsdannelse og sund udvikling.

”Fra en tidlig alder kaster vi vores børn ud i mange situationer og sammenhænge, som opfordrer til jævnalderorientering. Ubevidst fremmer vi netop det fænomen, der på lang sigt underminerer det eneste solide grundlag for sund udvikling: Børns tilknytning til de voksne, der har ansvaret for at yde omsorg. At placere vores børn i en situation, hvor deres tilknytnings- og orienteringsinstinkter bliver rettet mod jævnaldrende, er en vildfarelse,” skriver de blandt andet og konstaterer, at børn i dag vokser op ”rige på jævnaldrende og fattige på voksne.”

I Dit barn har brug for dig redegøres der ligeledes meget fint for, hvordan økonomi er en væsentlig årsag til, at vi de sidste mange årtier har set en øget jævnalderorientering. Og det på trods af, at vi ifølge forfatterne handler ganske kortsigtet, hvis man opgør ”det reelle økonomiske tab for samfundet grundet jævnalderorientering, når det gælder retssystem, uddannelse og sundhed.”

“Ubevidst fremmer vi netop det fænomen, der på lang sigt underminerer det eneste solide grundlag for sund udvikling: Børns tilknytning til de voksne, der har ansvaret for at yde omsorg.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

Bogen er i min optik mere aktuel end nogensinde, og Gordon Neufeld og Gabor Maté har fat i noget vigtigt, når de tydeliggør, hvordan jævnalderorientering er blevet en norm, vi – mere eller mindre bevidst – accepterer og ligefrem hylder ved i mange aspekter at værdsætte barnets villighed til adskillelse frem for nærhed. De skriver blandt andet:

”Jævnalderorientering er blevet så allestedsnærværende i dag, at det nu er normen. Mange psykologer og undervisere såvel som menig mand ser det nu som naturligt – eller måske opdager de slet ikke fænomenet. Opfattelsen er simpelthen, at sådan er det bare. Men det, der er ”normalt” i den betydning, at det er normen, er ikke nødvendigvis ensbetydende med ”naturligt” eller ”sundt”. Der er intet hverken sundt eller naturligt ved jævnalderorientering.”

Et andet sted advarer de:

“Hvis vi ikke holder vores børn nær, vil de i værste fald miste evnen til at holde fast i deres eget sande jeg.”

Gordon Neufeld og Gabor Maté understreger dog samtidig, at det ikke er det, at forældrene arbejder ude, der er så ødelæggende. Problemet er, pointerer de, at vi ikke tager hensyn til tilknytningen i den måde, vi indretter os på.

”Hvis vi skal dele opgaven med at opdrage vores børn med andre, har vi brug for at skabe den rette sammenhæng og etablere det, jeg kalder et tilknytningsfællesskab – et hold omsorgsgivende voksenrelationer, som skal erstatte det, vi har mistet,” som de formulerer det.

“Hvis vi ikke holder vores børn nær, vil de i værste fald miste evnen til at holde fast i deres eget sande jeg.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

For Gordon Neufeld og Gabor Maté er det derfor afgørende, at vi som forældre forstår dels betydningen af sund og tryg tilknytning, dels at forældreskab først og fremmest er ”en relation, ikke en færdighed, som kan tillæres.” 

”Når et barn søger kontakt og nærhed med os, får vi kraft til og mulighed for at være den, der nærer, trøster, guider, underviser eller vejleder. For barnet, som har en god tilknytning til os, er vi den hjemmebase, hvorfra hun kan gå ud i verden, det sted, hun kan trække sig tilbage til, hendes kilde til inspiration. Alverdens opdragelsesfærdigheder kan ikke kompensere for den manglende tilknytningsrelation. Al kærlighed i hele verden kan ikke trænge igennem uden den psykologiske navlestreng, som barnets tilknytning skaber. Barnets tilknytningsrelation til en forælder må vare mindst lige så længe, som barnet har brug for opdragelse,” som de skriver.

Gordon Neufeld og Gabor Maté har delt bogen op i seks dele, hvilket gør den let at overskue. Første del forklarer, hvad jævnalderorientering er, mens anden og tredje del beskriver jævnalderorienteringens negative betydning for både vores evne til at opdrage og vores børns udvikling. I fjerde del kommer de to forfattere med et bud på en metode til, hvordan vi opbygger et stærkt og varigt bånd til vores børn, og femte del handler om, hvordan man undgår, at ens barn bliver opslugt af jævnalderkulturen. Den sidste del blev tilføjet bogens nye udgave fra 2014. I denne del beskrives de udfordringer, der er kommet – og er blevet forstærket af – den digitale tidsalder.

“Al kærlighed i hele verden kan ikke trænge igennem uden den psykologiske navlestreng, som barnets tilknytning skaber.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

Dit barn har brug for dig svarer skarpt og sagligt på mange af de argumenter, der måtte være for jævnalderorientering og adskillelse, og rummer samtidig megen vigtig viden og gode påmindelser. For eksempel understreger de to forfattere, at selvom det er tydeligt, at kulturen modarbejder forældreskabet og ikke sætter pris på værdien af tilknytning, er det vigtigt at huske, at vi er kulturen og derfor har et ansvar.

Det er med andre ord os som forældre, der har nøglen til at ændre tingene. Og det er for mig en ekstremt betydningsfuld pointe. 

Dit barn har brug for dig er en bog, jeg håber, vil nå bredt ud og åbne øjne.

Imens kan vi som forældre give vores børn det, jævnalderkulturen ikke kan. Nemlig rammer, de kan vokse i, og plads til reelt at være sig selv, som Gordon Neufeld og Gabor Maté så fint formulerer det.

ANMELDELSE

Det går ud over vores børn, når vi negligerer vigtigheden af tryg tilknytning

Anmeldelse af Dit barn har brug for dig af Gabor Mate og Gordon Neufeld

23. marts 2023 | Af Marta Wriedt | Foto: Skjødt Forlag

 

I bogen Dit barn har brug for dig, tydeliggør Gordon Neufeld og Gabor Maté, hvor vigtig tryg tilknytning er, og hvordan vi i den måde, vi i dag har indrettet os på, alligevel modarbejder netop dette i ganske høj grad.

 

ANMELDELSE AF DIT BARN HAR BRUG FOR DIG Vi er i dag blevet så ufatteligt fokuserede på, at vores børn skal være selvstændige, selvkørende og uafhængige, at vi helt har glemt, hvad barndommen egentlig handler om. Vi har glemt, at vores børn faktisk stadig er afhængige, og at vores nærhed er ekstremt vigtig.

Nogenlunde sådan formulerer Gordon Neufeld og Gabor Maté det i deres bog Hold on to Your Kids: Why Parents Need to Matter More Than Peers, som i den danske version har fået titlen Dit barn har brug for dig – forældre er vigtigere end jævnaldrende.

Bogen udkom i den danske oversættelse sidste år, og har – i hvert fald for mit vedkommende – været længe ventet.

Jeg vil ikke gøre mig klog på selve oversættelsen. Men jeg vil uden tvivl anbefale bogen, hvad end det er den originale eller oversættelsen, til alle, der har med børn at gøre eller interesserer sig det mindste for relationer, tilknytning og barnet i dem selv.

Dit barn har brug for dig er i mine øjne et af de vigtigste værker, når det kommer til forståelsen af tilknytning og jævnalderorientering, som er den betegnelse, de to forfattere bruger om tendensen, hvor børn og unge vender dig mod – og bruger – jævnaldrende frem for forældre.

Og netop den stigende jævnalderorientering er et kæmpe problem, mener Gordon Neufeld og Gabor Maté. Bogen igennem peger de på, hvordan tendensen er med til at undergrave sammenholdet i familien, og hvordan den på både individ- og samfundsplan skaber blandt andet øget aggression, kriminalitet, mobning, mistrivsel og seksualisering. Jævnalderorientering er med andre ord en hindring for tryg relationsdannelse og sund udvikling.

”Fra en tidlig alder kaster vi vores børn ud i mange situationer og sammenhænge, som opfordrer til jævnalderorientering. Ubevidst fremmer vi netop det fænomen, der på lang sigt underminerer det eneste solide grundlag for sund udvikling: Børns tilknytning til de voksne, der har ansvaret for at yde omsorg. At placere vores børn i en situation, hvor deres tilknytnings- og orienteringsinstinkter bliver rettet mod jævnaldrende, er en vildfarelse,” skriver de blandt andet og konstaterer, at børn i dag vokser op ”rige på jævnaldrende og fattige på voksne.”

I Dit barn har brug for dig redegøres der ligeledes meget fint for, hvordan økonomi er en væsentlig årsag til, at vi de sidste mange årtier har set en øget jævnalderorientering. Og det på trods af, at vi ifølge forfatterne handler ganske kortsigtet, hvis man opgør ”det reelle økonomiske tab for samfundet grundet jævnalderorientering, når det gælder retssystem, uddannelse og sundhed.”

“Ubevidst fremmer vi netop det fænomen, der på lang sigt underminerer det eneste solide grundlag for sund udvikling: Børns tilknytning til de voksne, der har ansvaret for at yde omsorg.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

Bogen er i min optik mere aktuel end nogensinde, og Gordon Neufeld og Gabor Maté har fat i noget vigtigt, når de tydeliggør, hvordan jævnalderorientering er blevet en norm, vi – mere eller mindre bevidst – accepterer og ligefrem hylder ved i mange aspekter at værdsætte barnets villighed til adskillelse frem for nærhed. De skriver blandt andet:

”Jævnalderorientering er blevet så allestedsnærværende i dag, at det nu er normen. Mange psykologer og undervisere såvel som menig mand ser det nu som naturligt – eller måske opdager de slet ikke fænomenet. Opfattelsen er simpelthen, at sådan er det bare. Men det, der er ”normalt” i den betydning, at det er normen, er ikke nødvendigvis ensbetydende med ”naturligt” eller ”sundt”. Der er intet hverken sundt eller naturligt ved jævnalderorientering.”

Et andet sted advarer de:

“Hvis vi ikke holder vores børn nær, vil de i værste fald miste evnen til at holde fast i deres eget sande jeg.”

Gordon Neufeld og Gabor Maté understreger dog samtidig, at det ikke er det, at forældrene arbejder ude, der er så ødelæggende. Problemet er, pointerer de, at vi ikke tager hensyn til tilknytningen i den måde, vi indretter os på.

”Hvis vi skal dele opgaven med at opdrage vores børn med andre, har vi brug for at skabe den rette sammenhæng og etablere det, jeg kalder et tilknytningsfællesskab – et hold omsorgsgivende voksenrelationer, som skal erstatte det, vi har mistet,” som de formulerer det.

“Hvis vi ikke holder vores børn nær, vil de i værste fald miste evnen til at holde fast i deres eget sande jeg.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

For Gordon Neufeld og Gabor Maté er det derfor afgørende, at vi som forældre forstår dels betydningen af sund og tryg tilknytning, dels at forældreskab først og fremmest er ”en relation, ikke en færdighed, som kan tillæres.” 

”Når et barn søger kontakt og nærhed med os, får vi kraft til og mulighed for at være den, der nærer, trøster, guider, underviser eller vejleder. For barnet, som har en god tilknytning til os, er vi den hjemmebase, hvorfra hun kan gå ud i verden, det sted, hun kan trække sig tilbage til, hendes kilde til inspiration. Alverdens opdragelsesfærdigheder kan ikke kompensere for den manglende tilknytningsrelation. Al kærlighed i hele verden kan ikke trænge igennem uden den psykologiske navlestreng, som barnets tilknytning skaber. Barnets tilknytningsrelation til en forælder må vare mindst lige så længe, som barnet har brug for opdragelse,” som de skriver.

Gordon Neufeld og Gabor Maté har delt bogen op i seks dele, hvilket gør den let at overskue. Første del forklarer, hvad jævnalderorientering er, mens anden og tredje del beskriver jævnalderorienteringens negative betydning for både vores evne til at opdrage og vores børns udvikling. I fjerde del kommer de to forfattere med et bud på en metode til, hvordan vi opbygger et stærkt og varigt bånd til vores børn, og femte del handler om, hvordan man undgår, at ens barn bliver opslugt af jævnalderkulturen. Den sidste del blev tilføjet bogens nye udgave fra 2014. I denne del beskrives de udfordringer, der er kommet – og er blevet forstærket af – den digitale tidsalder.

“Al kærlighed i hele verden kan ikke trænge igennem uden den psykologiske navlestreng, som barnets tilknytning skaber.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

Dit barn har brug for dig svarer skarpt og sagligt på mange af de argumenter, der måtte være for jævnalderorientering og adskillelse, og rummer samtidig megen vigtig viden og gode påmindelser. For eksempel understreger de to forfattere, at selvom det er tydeligt, at kulturen modarbejder forældreskabet og ikke sætter pris på værdien af tilknytning, er det vigtigt at huske, at vi er kulturen og derfor har et ansvar.

Det er med andre ord os som forældre, der har nøglen til at ændre tingene. Og det er for mig en ekstremt betydningsfuld pointe. 

Dit barn har brug for dig er en bog, jeg håber, vil nå bredt ud og åbne øjne.

Imens kan vi som forældre give vores børn det, jævnalderkulturen ikke kan. Nemlig rammer, de kan vokse i, og plads til reelt at være sig selv, som Gordon Neufeld og Gabor Maté så fint formulerer det.

 

Dit barn har brug for dig – forældre er vigtigere end jævnaldrende er skrevet af Gordon Neufeld og Gabor Maté. Den danske oversættelse har Liv Camilla Skjødt og Grete Lyngdorf stået for. Du kan købe bogen HER (affiliate link)

Dit barn har brug for dig af Gabor Maté og Gordon Neufeld

 

LÆS OGSÅ

Ønsker vi en samtykkekultur, skal vi ændre vores børnesyn

af | sep 6, 2020

DEBAT

Ønsker vi en samtykkekultur, skal vi ændre vores børnesyn

Ønsker vi en samtykkekultur, skal vi ændre vores børnesyn, mener Kira Dechau.

06. september 2020 | Af Kira Dechau | Foto: Privat

 

Hvis vi virkelig vil skabe en samtykkekultur, kræver det, at vi helt fra fødslen viser vores børn, at deres grænser, deres ønsker, deres behov, deres lyst, deres autonomi og deres samtykke har værdi.

Kira Dechau er bærekonsulent og ammevejleder. Hun udgør desuden den ene halvdel af podcasten Den Anden Mødregruppe. Du kan læse mere på www.kiradechau.dk og følge med på instagramprofilen @kiradechau. Indlægget her blev første gang bragt på hendes facebookside.

Vi får samtykkelov! Det er så vigtigt, og det er SÅ meget på tide. Men er det nok? Kan det gøre det?

Vi lever i en kultur, hvor vi – især nu – tydeligt konfronteres med det faktum, at samtykke er et uhyggeligt fremmed og uvant koncept for alt for mange mennesker. Mange forstår simpelthen ikke, hvordan det skal kunne lade sig gøre i praksis at respektere andre og selv blive respekteret. Og det er skræmmende.

Derfor starter nu den helt store opgave; at bevæge os fra en voldtægtskultur til en samtykkekultur.

Men hvordan gør vi det? Hvordan retter vi op på den krænkerkultur, som gennemsyrer vores samfund? Hvordan skal vi som befolkning lære at navigere i grænser, samtykke, lyst, ulyst og kropsautonomi? I dig og mig og rummet imellem os? I at mærke hinanden og reagere sensitivt og kærligt på hinanden? I at vide, hvordan samtykke lyder, ser ud og føles?

Alt for mange har det tydeligvis svært her!

Der tales om at sætte ind på arbejdspladserne og ungdomsuddannelserne, og også om at vi skal sætte ind allerede i folkeskolen. Samtykke skal på skemaet og helt ned i de små klasser.

Det er jeg ikke uenig i. Men hvorfor stoppe der? Hvorfor tager vi den sjældent spadestikket dybere? Hvorfor overser vi ofte den absolut vigtigste befolkningsgruppe? Og hvorfor overser vi hvilken ualmindelig stor rolle, vi spiller her? Som voksne? Som rollemodeller, forældre, undervisere, politikere og samfund?

For hvor er det i virkeligheden, vi bør og skal sætte ind, hvis vi vil skabe en fremtid bygget på ligeværdighed? Et samfund med samtykkekultur? En befolkning, som ikke skal lære, men som ved – med hele deres krop og alle deres sanser?

Det er så tidligt som muligt!

Det er fra fødslen af et barn.

Og det er ved at se godt og grundigt på os selv og vores egen begyndelse på livet.

For hvorfor giver vi ikke de første leveår mere opmærksomhed, når vi ved, at det er i disse år, at ikke blot den fysiske udvikling tager fart, men at også den følelsesmæssige og sociale udvikling bliver grundlagt her? At det fundament, som skabes her, er et, barnet skal kunne stå på resten af livet. I de tidligste år af livet er børn hypermodtagelige overfor indtryk. Hvad ønsker vi, at de skal internalisere? Og hvad gør vi for det?

Er vi opmærksomme nok? Er vi kritiske nok? Er vi informerede nok? Tilbyder vi de rette rammer som samfund til at udvikle en sund og tryg tilknytning? Og hvad med det der børneopdragelse? Hvad siger vores børnesyn om den fremtid, vi ønsker os? Behandler vi overhovedet små børn, som vi faktisk ønsker, at de skal behandle andre? Behandler vi dem ligeværdigt og med respekt?

Hvilken betydning har det for samfundet og kulturen, at 40% vurderes at få en utryg tilknytning i barndommen? Og hvorfor tager vi som samfund ikke denne sårbare og absolut mest afgørende fase i livet mere alvorligt?

For vi er nødt til at spørge os selv om dette, når nu vi står her og skal sætte alt ind for at skabe en fremtid bygget på samtykke, respekt, kropsautonomi og ligeværd.

Husker vi at tilbyde vores børn dette? Også de helt små? Giver vi det, som vi ønsker, de skal give videre i alle deres fremtidige relationer?

Jesper Juul sagde: ”Børn, som behandles med respekt, svarer med respekt. Børn, som behandles med omsorg, opfører sig omsorgsfuldt. Børn, som ikke krænkes på deres integritet, krænker ikke andre.”

Og jeg tror på, at det er sandt, og at det er uhyre vigtigt. Så vigtigt og dog så overset.

For jo, lad os endelig få samtykke på skoleskemaet! Lad os endelig have foredrag, kurser og workshops på arbejdspladserne og ungdomsuddannelserne. Det er nødvendigt, der hvor vi befinder os nu.

Men lad os også lige stoppe en halv og spørge os selv, hvorfor det er nødvendigt, og hvorfor det blev det? Hvorfor krænkerkulturen opstod?

Vi lærte at krænke engang. Vi lærte at overskride grænser engang. Vi lærte at lade vores grænser overskride engang. Vi lærte at fryse og at please, og vi lærte, at magt var noget, man kunne bruge mod andre eller få brugt mod sig selv … engang. Dengang vi selv var magtesløse.

Vi har meget, vi som voksne og som samfund skal aflære! Og hvis vi virkelig vil skabe samtykkekultur, reelt og på sigt, så kræver det, at vi helt fra fødslen af respekterer grænser. Viser vores børn, at de, deres grænser, deres ønsker, deres behov, deres lyst, deres autonomi og deres SAMTYKKE har værdi.

At deres nej, betyder nej. Og at deres ja, betyder ja.

Og vi skal snakke meget mere om, hvordan man gør dette i praksis! For som vi ser nu, ved alt for mange ikke, hvad samtykke er.

De første relationer i barnets liv sætter fundamentet for de kommende.

Det starter lige her med os alle sammen. Vi er nødt til at skabe forbindelsen, og vi er nødt til også at behandle roden af problemet. Alt andet er vigtigt, men vil fungere som lappeløsninger alene.

Voldtægtskultur og krænkerkultur skal skiftes ud med samtykkekultur nu.

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Ønsker vi en samtykkekultur, skal vi ændre vores børnesyn

Ønsker vi en samtykkekultur, skal vi ændre vores børnesyn, mener Kira Dechau.

06. september 2020 | Af Kira Dechau | Foto: Privat

 

Hvis vi virkelig vil skabe en samtykkekultur, kræver det, at vi helt fra fødslen viser vores børn, at deres grænser, deres ønsker, deres behov, deres lyst, deres autonomi og deres samtykke har værdi.

Kira Dechau er bærekonsulent og ammevejleder. Hun udgør desuden den ene halvdel af podcasten Den Anden Mødregruppe. Du kan læse mere på www.kiradechau.dk og følge med på instagramprofilen @kiradechau. Indlægget her blev første gang bragt på hendes facebookside.

Vi får samtykkelov! Det er så vigtigt, og det er SÅ meget på tide. Men er det nok? Kan det gøre det?

Vi lever i en kultur, hvor vi – især nu – tydeligt konfronteres med det faktum, at samtykke er et uhyggeligt fremmed og uvant koncept for alt for mange mennesker. Mange forstår simpelthen ikke, hvordan det skal kunne lade sig gøre i praksis at respektere andre og selv blive respekteret. Og det er skræmmende.

Derfor starter nu den helt store opgave; at bevæge os fra en voldtægtskultur til en samtykkekultur.

Men hvordan gør vi det? Hvordan retter vi op på den krænkerkultur, som gennemsyrer vores samfund? Hvordan skal vi som befolkning lære at navigere i grænser, samtykke, lyst, ulyst og kropsautonomi? I dig og mig og rummet imellem os? I at mærke hinanden og reagere sensitivt og kærligt på hinanden? I at vide, hvordan samtykke lyder, ser ud og føles?

Alt for mange har det tydeligvis svært her!

Der tales om at sætte ind på arbejdspladserne og ungdomsuddannelserne, og også om at vi skal sætte ind allerede i folkeskolen. Samtykke skal på skemaet og helt ned i de små klasser.

Det er jeg ikke uenig i. Men hvorfor stoppe der? Hvorfor tager vi den sjældent spadestikket dybere? Hvorfor overser vi ofte den absolut vigtigste befolkningsgruppe? Og hvorfor overser vi hvilken ualmindelig stor rolle, vi spiller her? Som voksne? Som rollemodeller, forældre, undervisere, politikere og samfund?

For hvor er det i virkeligheden, vi bør og skal sætte ind, hvis vi vil skabe en fremtid bygget på ligeværdighed? Et samfund med samtykkekultur? En befolkning, som ikke skal lære, men som ved – med hele deres krop og alle deres sanser?

Det er så tidligt som muligt!

Det er fra fødslen af et barn.

Og det er ved at se godt og grundigt på os selv og vores egen begyndelse på livet.

For hvorfor giver vi ikke de første leveår mere opmærksomhed, når vi ved, at det er i disse år, at ikke blot den fysiske udvikling tager fart, men at også den følelsesmæssige og sociale udvikling bliver grundlagt her? At det fundament, som skabes her, er et, barnet skal kunne stå på resten af livet. I de tidligste år af livet er børn hypermodtagelige overfor indtryk. Hvad ønsker vi, at de skal internalisere? Og hvad gør vi for det?

Er vi opmærksomme nok? Er vi kritiske nok? Er vi informerede nok? Tilbyder vi de rette rammer som samfund til at udvikle en sund og tryg tilknytning? Og hvad med det der børneopdragelse? Hvad siger vores børnesyn om den fremtid, vi ønsker os? Behandler vi overhovedet små børn, som vi faktisk ønsker, at de skal behandle andre? Behandler vi dem ligeværdigt og med respekt?

Hvilken betydning har det for samfundet og kulturen, at 40% vurderes at få en utryg tilknytning i barndommen? Og hvorfor tager vi som samfund ikke denne sårbare og absolut mest afgørende fase i livet mere alvorligt?

For vi er nødt til at spørge os selv om dette, når nu vi står her og skal sætte alt ind for at skabe en fremtid bygget på samtykke, respekt, kropsautonomi og ligeværd.

Husker vi at tilbyde vores børn dette? Også de helt små? Giver vi det, som vi ønsker, de skal give videre i alle deres fremtidige relationer?

Jesper Juul sagde: ”Børn, som behandles med respekt, svarer med respekt. Børn, som behandles med omsorg, opfører sig omsorgsfuldt. Børn, som ikke krænkes på deres integritet, krænker ikke andre.”

Og jeg tror på, at det er sandt, og at det er uhyre vigtigt. Så vigtigt og dog så overset.

For jo, lad os endelig få samtykke på skoleskemaet! Lad os endelig have foredrag, kurser og workshops på arbejdspladserne og ungdomsuddannelserne. Det er nødvendigt, der hvor vi befinder os nu.

Men lad os også lige stoppe en halv og spørge os selv, hvorfor det er nødvendigt, og hvorfor det blev det? Hvorfor krænkerkulturen opstod?

Vi lærte at krænke engang. Vi lærte at overskride grænser engang. Vi lærte at lade vores grænser overskride engang. Vi lærte at fryse og at please, og vi lærte, at magt var noget, man kunne bruge mod andre eller få brugt mod sig selv … engang. Dengang vi selv var magtesløse.

Vi har meget, vi som voksne og som samfund skal aflære! Og hvis vi virkelig vil skabe samtykkekultur, reelt og på sigt, så kræver det, at vi helt fra fødslen af respekterer grænser. Viser vores børn, at de, deres grænser, deres ønsker, deres behov, deres lyst, deres autonomi og deres SAMTYKKE har værdi.

At deres nej, betyder nej. Og at deres ja, betyder ja.

Og vi skal snakke meget mere om, hvordan man gør dette i praksis! For som vi ser nu, ved alt for mange ikke, hvad samtykke er.

De første relationer i barnets liv sætter fundamentet for de kommende.

Det starter lige her med os alle sammen. Vi er nødt til at skabe forbindelsen, og vi er nødt til også at behandle roden af problemet. Alt andet er vigtigt, men vil fungere som lappeløsninger alene.

Voldtægtskultur og krænkerkultur skal skiftes ud med samtykkekultur nu.

Psykolog Anne Rom

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ