Vi tramper på den tillid, vores børn fødes med

DEBAT

Vi tramper på den tillid, vores børn fødes med

Vores børn bliver født med en tillid til, at der er nogen, der passer på dem, opfylder deres behov og giver dem kærlighed og omsorg. Men den tillid anerkender vi slet ikke værdien af, skriver Vicki Gylling i dette indlæg.

30. oktober 2020 | Af Vicki Gylling | Foto: Privat

 

Vores børn bliver født med en tillid til, at der er nogen, der passer på dem, opfylder deres behov og giver dem kærlighed og omsorg. Men den tillid anerkender vi slet ikke værdien af, skriver Vicki Gylling i dette indlæg.

Vicki Gylling er mor til tre drenge, uddannet pædagog, men arbejder selvstændig som spirituel coach. Du kan følge hende på instagramkontoen @kroppens_budskab og læse mere på hjemmesiden www.vickigylling.dk

Tillid.

Noget, mine tanker kredser om i øjeblikket.

Noget så banalt og fundamentalt som at have tillid til sig selv, til andre og til livet.

For den måde, vi møder vores børn på, de vilkår, de vokser op under, og det møde med verden, de tidligt udsættes for, er ikke ligefrem noget, der fordrer tillid.

Når vores børn kommer hertil, er det i 100 procent tillid.

Tillid til, at der er nogen, der passer på dem, opfylder deres behov og giver dem kærlighed og omsorg. Der er intet andet.
Tillid.

Når de bliver større og rejser sig op eller kaster sig ud fra en stol, er det i dyb tillid til, at vi griber dem.

Når de nysgerrigt spørger os om noget eller undres, er det i tillid til, at vi kan hjælpe dem med at forstå.

Når de reagerer og viser deres følelser, er det i tillid til, vi kan rumme dem og hjælpe dem med at rumme dem selv.

Når noget er svært, har de tillid til, vi hjælper dem.

Når nogen gør dem utrygge, har de tillid til, vi er der for dem.

Alt ved børn er indbegrebet af tillid.

Men hvordan håndterer vi den tillid? Værner vi om den? Imødekommer vi den? Ærer vi den?

Det, jeg oplever, er, at vi misbruger den. Vi tramper på den. Vi anerkender ikke værdien i den. Ikke som samfund i hvert fald, og det samfund, vi er opvokset i, er mange af os også et produkt af.

Så stemmer, der siger: ”De skal jo lære det selv”, ”du kan jo ikke hjælpe dem hele livet”, ”det tager de ikke skade af”, ”de kan lige så godt lære det før eller siden”, ”de skal jo ikke tro, de er verdens navle”, ”de bliver nødt til at forstå fællesskabets regler” får os til at glemme den tillid. Ære den tillid og møde vores børn lige der, hvor de er. I tilliden til os. I troen på, at vi er på deres hold. At vi vil dem det bedste. At vi kan rumme dem, præcis som de er. Alt det, der er med til at opbygge tilliden til dem selv. Give dem følelsen af, at de er noget værd. At de kan det, de sætter sig for. At de er gode nok.

Hvis du ser rundt i samfundet, hvordan står det så til med de overbevisninger? At vi er gode nok. At vi er noget værd.

Hvordan står det til med den tillid?

Dette indlæg er udtryk for Vicki Gylling holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Vi tramper på den tillid, vores børn fødes med

Vores børn bliver født med en tillid til, at der er nogen, der passer på dem, opfylder deres behov og giver dem kærlighed og omsorg. Men den tillid anerkender vi slet ikke værdien af, skriver Vicki Gylling i dette indlæg.

30. oktober 2020 | Af Vicki Gylling | Foto: Privat

 

Vores børn bliver født med en tillid til, at der er nogen, der passer på dem, opfylder deres behov og giver dem kærlighed og omsorg. Men den tillid anerkender vi slet ikke værdien af, skriver Vicki Gylling i dette indlæg.

Vicki Gylling er mor til tre drenge, uddannet pædagog, men arbejder selvstændig som spirituel coach. Du kan følge hende på instagramkontoen @kroppens_budskab og læse mere på hjemmesiden www.vickigylling.dk

 

Tillid.

Noget, mine tanker kredser om i øjeblikket.

Noget så banalt og fundamentalt som at have tillid til sig selv, til andre og til livet.

For den måde, vi møder vores børn på, de vilkår, de vokser op under, og det møde med verden, de tidligt udsættes for, er ikke ligefrem noget, der fordrer tillid.

Når vores børn kommer hertil, er det i 100 procent tillid.

Tillid til, at der er nogen, der passer på dem, opfylder deres behov og giver dem kærlighed og omsorg. Der er intet andet.
Tillid.

Når de bliver større og rejser sig op eller kaster sig ud fra en stol, er det i dyb tillid til, at vi griber dem.

Når de nysgerrigt spørger os om noget eller undres, er det i tillid til, at vi kan hjælpe dem med at forstå.

Når de reagerer og viser deres følelser, er det i tillid til, vi kan rumme dem og hjælpe dem med at rumme dem selv.

Når noget er svært, har de tillid til, vi hjælper dem.

Når nogen gør dem utrygge, har de tillid til, vi er der for dem.

Alt ved børn er indbegrebet af tillid.

Men hvordan håndterer vi den tillid? Værner vi om den? Imødekommer vi den? Ærer vi den?

Det, jeg oplever, er, at vi misbruger den. Vi tramper på den. Vi anerkender ikke værdien i den. Ikke som samfund i hvert fald, og det samfund, vi er opvokset i, er mange af os også et produkt af.

Så stemmer, der siger: ”De skal jo lære det selv”, ”du kan jo ikke hjælpe dem hele livet”, ”det tager de ikke skade af”, ”de kan lige så godt lære det før eller siden”, ”de skal jo ikke tro, de er verdens navle”, ”de bliver nødt til at forstå fællesskabets regler” får os til at glemme den tillid. Ære den tillid og møde vores børn lige der, hvor de er. I tilliden til os. I troen på, at vi er på deres hold. At vi vil dem det bedste. At vi kan rumme dem, præcis som de er. Alt det, der er med til at opbygge tilliden til dem selv. Give dem følelsen af, at de er noget værd. At de kan det, de sætter sig for. At de er gode nok.

Hvis du ser rundt i samfundet, hvordan står det så til med de overbevisninger? At vi er gode nok. At vi er noget værd.

Hvordan står det til med den tillid?

Dette indlæg er udtryk for Vicki Gylling holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ