Adskillelseskulturen er kun et symptom – vores børnesyn er samfundets egentlige problem
BØRNELIV
Adskillelseskulturen er kun et symptom – vores børnesyn er samfundets egentlige problem
18. april 2023 | Af Hye Marcussen | Foto: Privat
Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker langt ud over adskillelseskulturen. Og ønsker vi forandring, må vi gøre noget ved den måde, hvorpå vi ser og taler om børn.
Hye Marcussen er 37 år, uddannet på RUC med særlig interesse for kvinder og global ulighed. Pt. er hun mest optaget af børns livsvilkår og rettigheder. Du kan følge hende på Instagram her.
For et par år siden var jeg mere end noget andet optaget af kampen mod den såkaldte adskillelseskultur: den kulturelle, ja nærmest rituelle, praksis, der skiller små børn fra deres primære omsorgsgiver(e).
Jeg var af den overbevisning, at efter de første tre år, hvis tilknytningen var værnet om, så var man ”home free.” Børnene kunne fint gå i børnehave og skole, fordi de havde fået opbygget den nødvendige kerne af selvværd. Den grundidé tror jeg stadig på, men jeg har indset, at det ikke er så simpelt endda. Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker nemlig langt ud over vuggestuefænomenet. Den gennemsyrer strukturelt, diskursivt og kulturelt i et overvældende omfang vores samfund. Måden, hvorpå vi forstår og taler om børn, tror jeg, er et usynligt benspænd for den forandring, vi ønsker.
Ufærdige mennesker
Børn er gennem generationer blevet set som ufærdige mennesker, der skulle ”tæmmes,” så de kunne blive ”rigtige” mennesker, altså voksne. Børn var forældrenes (primært patriarkens) ejendom og blev grundlæggende set som modtagere. Af voksnes opdragelse, visdom, straf, vold, kærlighed og nåde.
Selvom meget har ændret sig, lever vi stadig i dag med stærke levn fra dét børnesyn.
“Måden, hvorpå vi forstår og taler om børn, tror jeg, er et usynligt benspænd for den forandring, vi ønsker.”
Hye Marcussen
Jeg selv var et stort barn, da revselsesretten med nød og næppe blev ophævet i Danmark i 1997. Der var næsten ligeså mange partier, der stemte imod som for ophævelsen. I dag, kun et par årtier senere, synes de fleste, at tanken om at slå børn er uhørt.
Jeg tror, at vi i fremtiden vil synes, måden vi ser og behandler børn på i dag, er uhørt.
For selvom der er konsensus om, at børn har rettigheder, griner de fleste, hvis man siger, de burde have stemmeret. Det er stadig langt fra vores tankegang, at børn skulle have medbestemmelse i forhold til samfundet og ikke mindst indretningen af deres eget liv. Dette vidner om, hvor dybt kulturelt indlejret synet på barnet, som værende ude af stand til at bidrage til samfundet med brugbare perspektiver og erfaringer, stadig er.
Barnets ret
Vi taler ofte om, at børnene er vores vigtigste aktiv. At de er fremtidige skatteydere, og at samfundet ikke kan være sin behandling af dem bekendt. Men frem for at tale om, at det er synd for børn, at de mistrives og behandles dårligt i systemet, vil jeg hellere flytte fokus over på rettigheder.
“Jeg tror, at vi i fremtiden vil synes, måden vi ser og behandler børn på i dag, er uhørt.”
Hye Marcussen
Vi taler ikke om, at sexisme er synd for kvinder. Eller at racisme er synd for BIPOC* (*black, indigenous & people of color). Vi bør tilsvarende med børn fokusere på, hvad de har ret til, og hvorfor de har en enestående dårlig position i forhold til at gøre krav på deres rettigheder.
Hvad hvis det var barnets ret, at samfundet på alle tænkelige måder værnede om dets tilknytning og værdighed lige fra undfangelse over fødsel til spædbarnstid, barndom og ungdom?
Hvad hvis det blev set som værende i modstrid med et barns ret at blive efterladt i omgivelser og blandt mennesker, det ikke selv havde valgt?
Hvad hvis det blev set som en krænkelse af et barns integritet at blive sendt i institution på Panodil, fordi forældrene ikke har ret til sygedage, indtil barnet er ordentligt raskt?
Hvad hvis børn havde ret til en hverdag, de selv havde indflydelse på?
Hvad hvis børn havde ret til altid at blive talt til og om med samme respekt som voksne?
Sådan kunne jeg fortsætte. Sikkert til manges undren. Og vi er nødt til at spørge os selv, hvorfor denne forståelse af børns rettigheder virker så overvældende, kontroversiel og nærmest grinagtig?
Her bliver begrebet childism relevant.
“Hvad hvis det var barnets ret, at samfundet på alle tænkelige måder værnede om dets tilknytning og værdighed lige fra undfangelse over fødsel til spædbarnstid, barndom og ungdom?”
Hye Marcussen
Childism er en aktivistisk bevægelse samt et nyere forskningsfelt med den banebrydende anskuelse, at børn – som vi forstår dem i dag – er en social konstruktion, der ses som voksnes grundlæggende underordnede.
Vi bør i stedet begynde at se børn som ligeværdige subjekter, hvis grundlæggende rettigheder ikke afviger fra voksnes. Vi bør begynde at behandle børn som fuldgyldige bidragsydere til samfundet og til livet.
Sprogets magt
Den udbredte framing af børn som en samfundsmæssig underskudsforretning samt en stopklods for løntrin og karriere er pragteksempler på den omtalte konstruktion af børn. Vores sprogbrug og forståelse – og dermed behandling – af børn hænger uløseligt sammen.
Undertrykkelse bærer generelt præg af, at majoritetens umyndiggørende adfærd over for en minoritet over tid er blevet en kulturel selvfølgelighed, ingen stiller spørgsmålstegn ved. Dette hæmmer udviklingen af et sprog for de krænkelser, der faktisk foregår. Og når vi ikke har et sprog for dem, er det sværere at begribe – og bevise – at de findes.
“Vi bør i stedet begynde at se børn som ligeværdige subjekter, hvis grundlæggende rettigheder ikke afviger fra voksnes. Vi bør begynde at behandle børn som fuldgyldige bidragsydere til samfundet og til livet.”
Hye Marcussen
Undertrykkelsen af børn har stort set intet sprog og foregår med den største selvfølgelighed, blandt andet fordi den undertrykte hverken har mulighed for at sige fra på en måde, vi lytter til, eller har nogen former for sanktionsmuligheder.
Børns rettigheder krænkes
En essentiel del af feminismen handler for mig om at respektere ethvert menneskes ret til sin krop, sind, tanker og oplevelser. Den ukrænkelige ret til ikke at blive defineret udefra af normer og af dem, der har magt. At ethvert menneskes egne oplevelser er lige så meget værd og har lige så meget berettigelse som majoritetens og magthavernes. At enhver har ret til medbestemmelse i sit liv.
Disse rettigheder kæmper enhver minoritet for. Undtagen børn, der ikke har mulighed for at kæmpe.
Lige fra hverdagsplan til det institutionelle og strukturelle plan krænkes disse rettigheder, når det kommer til børn. På hverdagsplanet er det almindeligt, at voksne fastholder barnets krop, negligerer og lukker ned for barnets følelser, laver sjov på barnets bekostning, definerer det, skælder det ud, truer og bestikker det. Alt sammen på et socialt accepteret ”hygge”-niveau som vi kalder ”opdragelse”. Vi har ydermere skabt en konsensus om, at børn – som en af de eneste grupper af borgere i samfundet – ikke bestemmer, hvad de laver, og hvem de er sammen med, til hverdag.
“Undertrykkelsen af børn har stort set intet sprog og foregår med den største selvfølgelighed, blandt andet fordi den undertrykte hverken har mulighed for at sige fra på en måde, vi lytter til, eller har nogen former for sanktionsmuligheder.”
Hye Marcussen
På institutionelt og strukturelt plan er listen af krænkelser uoverskuelig, men den tidligere omtalte samfundsdiskurs om børn taler sit eget tydelige sprog sammen med det faktum, at alt, hvad der vedrører små menneskers fødsel, spædbarns- og senere børneliv, er et område, der politisk og økonomisk er underprioriteret og underbetalt som intet andet i dette samfund.
Adskillelseskultur og normeringer er symptomer
Jeg mener i tråd med childism-anskuelser, at vores manglende vedtagelse af FN’s Børnekonvention, syltning af minimumsnormeringer, adskillelseskultur samt de mange mikroaggressioner i form af ovennævnte hverdagskrænkelser er et symptom på noget dybereliggende.
Derfor er mit fokus blevet mindre på enkeltsagerne og mere på det strukturelle. Og derfor har jeg en ambivalens i forhold til enkeltsagerne. Jeg kan slet ikke være uenig i kravet om minimumsnormeringer, og samtidig er jeg bange for, at netop enkeltsagerne hindrer en mere grundlæggende samtale om vores framing af børn.
For hvis vi først vedkendte os som samfund, at børn er ligeværdige rettighedshavere i bogstavelig, praktisk og principiel forstand, så ville det blive umuligt at opretholde det nuværende system (både hvad angår institution, skole og dagligdags praksis).
Derfor vil jeg slå et slag for den radikale ide, at samfundets børnesyn og grundlæggende usynliggjorte undertrykkelse af børn er roden til problemet. Og at adskillelseskultur, institutionalisering, skolesystem, fødeområdet og alle de områder, hvor børn krænkes på daglig basis, blot er symptomer.
BØRNELIV
Adskillelseskulturen er kun et symptom – vores børnesyn er samfundets egentlige problem
18. april 2023 | Af Hye Marcussen | Foto: Privat
Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker langt ud over adskillelseskulturen. Og ønsker vi forandring, må vi gøre noget ved den måde, hvorpå vi ser og taler om børn.
For et par år siden var jeg mere end noget andet optaget af kampen mod den såkaldte adskillelseskultur: den kulturelle, ja nærmest rituelle, praksis, der skiller små børn fra deres primære omsorgsgiver(e).
Jeg var af den overbevisning, at efter de første tre år, hvis tilknytningen var værnet om, så var man ”home free.” Børnene kunne fint gå i børnehave og skole, fordi de havde fået opbygget den nødvendige kerne af selvværd. Den grundidé tror jeg stadig på, men jeg har indset, at det ikke er så simpelt endda. Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker nemlig langt ud over vuggestuefænomenet. Den gennemsyrer strukturelt, diskursivt og kulturelt i et overvældende omfang vores samfund. Måden, hvorpå vi forstår og taler om børn, tror jeg, er et usynligt benspænd for den forandring, vi ønsker.
Ufærdige mennesker
Børn er gennem generationer blevet set som ufærdige mennesker, der skulle ”tæmmes,” så de kunne blive ”rigtige” mennesker, altså voksne. Børn var forældrenes (primært patriarkens) ejendom og blev grundlæggende set som modtagere. Af voksnes opdragelse, visdom, straf, vold, kærlighed og nåde.
Selvom meget har ændret sig, lever vi stadig i dag med stærke levn fra dét børnesyn.
“Måden, hvorpå vi forstår og taler om børn, tror jeg, er et usynligt benspænd for den forandring, vi ønsker.”
Hye Marcussen
Jeg selv var et stort barn, da revselsesretten med nød og næppe blev ophævet i Danmark i 1997. Der var næsten ligeså mange partier, der stemte imod som for ophævelsen. I dag, kun et par årtier senere, synes de fleste, at tanken om at slå børn er uhørt.
Jeg tror, at vi i fremtiden vil synes, måden vi ser og behandler børn på i dag, er uhørt.
For selvom der er konsensus om, at børn har rettigheder, griner de fleste, hvis man siger, de burde have stemmeret. Det er stadig langt fra vores tankegang, at børn skulle have medbestemmelse i forhold til samfundet og ikke mindst indretningen af deres eget liv. Dette vidner om, hvor dybt kulturelt indlejret synet på barnet, som værende ude af stand til at bidrage til samfundet med brugbare perspektiver og erfaringer, stadig er.
Barnets ret
Vi taler ofte om, at børnene er vores vigtigste aktiv. At de er fremtidige skatteydere, og at samfundet ikke kan være sin behandling af dem bekendt. Men frem for at tale om, at det er synd for børn, at de mistrives og behandles dårligt i systemet, vil jeg hellere flytte fokus over på rettigheder.
“Jeg tror, at vi i fremtiden vil synes, måden vi ser og behandler børn på i dag, er uhørt.”
Hye Marcussen
Vi taler ikke om, at sexisme er synd for kvinder. Eller at racisme er synd for BIPOC* (*black, indigenous & people of color). Vi bør tilsvarende med børn fokusere på, hvad de har ret til, og hvorfor de har en enestående dårlig position i forhold til at gøre krav på deres rettigheder.
Hvad hvis det var barnets ret, at samfundet på alle tænkelige måder værnede om dets tilknytning og værdighed lige fra undfangelse over fødsel til spædbarnstid, barndom og ungdom?
Hvad hvis det blev set som værende i modstrid med et barns ret at blive efterladt i omgivelser og blandt mennesker, det ikke selv havde valgt?
Hvad hvis det blev set som en krænkelse af et barns integritet at blive sendt i institution på Panodil, fordi forældrene ikke har ret til sygedage, indtil barnet er ordentligt raskt?
Hvad hvis børn havde ret til en hverdag, de selv havde indflydelse på?
Hvad hvis børn havde ret til altid at blive talt til og om med samme respekt som voksne?
Sådan kunne jeg fortsætte. Sikkert til manges undren. Og vi er nødt til at spørge os selv, hvorfor denne forståelse af børns rettigheder virker så overvældende, kontroversiel og nærmest grinagtig?
Her bliver begrebet childism relevant.
“Hvad hvis det var barnets ret, at samfundet på alle tænkelige måder værnede om dets tilknytning og værdighed lige fra undfangelse over fødsel til spædbarnstid, barndom og ungdom?”
Hye Marcussen
Childism er en aktivistisk bevægelse samt et nyere forskningsfelt med den banebrydende anskuelse, at børn – som vi forstår dem i dag – er en social konstruktion, der ses som voksnes grundlæggende underordnede.
Vi bør i stedet begynde at se børn som ligeværdige subjekter, hvis grundlæggende rettigheder ikke afviger fra voksnes. Vi bør begynde at behandle børn som fuldgyldige bidragsydere til samfundet og til livet.
Sprogets magt
Den udbredte framing af børn som en samfundsmæssig underskudsforretning samt en stopklods for løntrin og karriere er pragteksempler på den omtalte konstruktion af børn. Vores sprogbrug og forståelse – og dermed behandling – af børn hænger uløseligt sammen.
Undertrykkelse bærer generelt præg af, at majoritetens umyndiggørende adfærd over for en minoritet over tid er blevet en kulturel selvfølgelighed, ingen stiller spørgsmålstegn ved. Dette hæmmer udviklingen af et sprog for de krænkelser, der faktisk foregår. Og når vi ikke har et sprog for dem, er det sværere at begribe – og bevise – at de findes.
“Vi bør i stedet begynde at se børn som ligeværdige subjekter, hvis grundlæggende rettigheder ikke afviger fra voksnes. Vi bør begynde at behandle børn som fuldgyldige bidragsydere til samfundet og til livet.”
Hye Marcussen
Undertrykkelsen af børn har stort set intet sprog og foregår med den største selvfølgelighed, blandt andet fordi den undertrykte hverken har mulighed for at sige fra på en måde, vi lytter til, eller har nogen former for sanktionsmuligheder.
Børns rettigheder krænkes
En essentiel del af feminismen handler for mig om at respektere ethvert menneskes ret til sin krop, sind, tanker og oplevelser. Den ukrænkelige ret til ikke at blive defineret udefra af normer og af dem, der har magt. At ethvert menneskes egne oplevelser er lige så meget værd og har lige så meget berettigelse som majoritetens og magthavernes. At enhver har ret til medbestemmelse i sit liv.
Disse rettigheder kæmper enhver minoritet for. Undtagen børn, der ikke har mulighed for at kæmpe.
Lige fra hverdagsplan til det institutionelle og strukturelle plan krænkes disse rettigheder, når det kommer til børn. På hverdagsplanet er det almindeligt, at voksne fastholder barnets krop, negligerer og lukker ned for barnets følelser, laver sjov på barnets bekostning, definerer det, skælder det ud, truer og bestikker det. Alt sammen på et socialt accepteret ”hygge”-niveau som vi kalder ”opdragelse”. Vi har ydermere skabt en konsensus om, at børn – som en af de eneste grupper af borgere i samfundet – ikke bestemmer, hvad de laver, og hvem de er sammen med, til hverdag.
“Undertrykkelsen af børn har stort set intet sprog og foregår med den største selvfølgelighed, blandt andet fordi den undertrykte hverken har mulighed for at sige fra på en måde, vi lytter til, eller har nogen former for sanktionsmuligheder.”
Hye Marcussen
På institutionelt og strukturelt plan er listen af krænkelser uoverskuelig, men den tidligere omtalte samfundsdiskurs om børn taler sit eget tydelige sprog sammen med det faktum, at alt, hvad der vedrører små menneskers fødsel, spædbarns- og senere børneliv, er et område, der politisk og økonomisk er underprioriteret og underbetalt som intet andet i dette samfund.
Adskillelseskultur og normeringer er symptomer
Jeg mener i tråd med childism-anskuelser, at vores manglende vedtagelse af FN’s Børnekonvention, syltning af minimumsnormeringer, adskillelseskultur samt de mange mikroaggressioner i form af ovennævnte hverdagskrænkelser er et symptom på noget dybereliggende.
Derfor er mit fokus blevet mindre på enkeltsagerne og mere på det strukturelle. Og derfor har jeg en ambivalens i forhold til enkeltsagerne. Jeg kan slet ikke være uenig i kravet om minimumsnormeringer, og samtidig er jeg bange for, at netop enkeltsagerne hindrer en mere grundlæggende samtale om vores framing af børn.
For hvis vi først vedkendte os som samfund, at børn er ligeværdige rettighedshavere i bogstavelig, praktisk og principiel forstand, så ville det blive umuligt at opretholde det nuværende system (både hvad angår institution, skole og dagligdags praksis).
Derfor vil jeg slå et slag for den radikale ide, at samfundets børnesyn og grundlæggende usynliggjorte undertrykkelse af børn er roden til problemet. Og at adskillelseskultur, institutionalisering, skolesystem, fødeområdet og alle de områder, hvor børn krænkes på daglig basis, blot er symptomer.