“Men børn SKAL jo lære at …”

af | sep 10, 2019

DEBAT

“Men børn SKAL jo lære at …”

Rikke Høyer, der står bag instagramprofilen Børnetanker, reflekterer over sætningen, "men børn skal jo lære at ..." Foto: Privat

10. september 2019 (opdateret 6. februar 2020) | Af Rikke Høyer | Foto: Piron Guillaume, Unsplash

 

Næste gange, du hører nogen italesætte, at “det er noget, små børn skal lære”, så forsøg at tage dig tid til at reflektere over, for hvis skyld og med hvilket formål, skriver Rikke Høyer.

Rikke Høyer er pædagog, kandidatstuderende på DPU og i øjeblikket hjemme med sine to børn. Hendes indlæg blev første gang bragt på instragramprofilen @boernetanker.

 

“Små børn skal lære…. “.

Sådan starter mange velmenende råd i vores samfund.

Fra eksperter.
Google-fund.
Bedsteforældre.
Forældre.
Veninder.
Og fra mødregruppen.

Listen er lang og fyldt med råd, der italesætter, at det lille barn skal lære, at …

Idag faldt jeg over en gammel artikel, hvor en sundhedsplejerske italesætter, at “små børn har brug for alene-tid, så de gradvist kan lære, at dét at sove, det er noget, man gør, når man ligger i sine egne hyggelige omgivelser”.

Jeg får sådan lyst til at spørge selv samme sundhedsplejerske, om hun fører samme ramme over for sin partner derhjemme.

Og jeg får sådan lyst til at lave en kollektiv håndsoprækning på de, der helst sover alene i et mørkt rum – fremfor sammen med de(t) menneske, de elsker og føler sig tryg med.

Næste gange, du læser eller hører nogle italesætte, at “det er noget, små børn skal lære”, så forsøg at tage tiden til at reflektere videre over følgende:

For hvis skyld?
Med hvilket formål?

Der kommer ofte ret interessante tanker frem, når vi tør reflektere over ting, vi bare gør eller tilskriver normaliteten.

Dette indlæg er udtryk for Rikke Høyers holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

“Men børn SKAL jo lære at …”

Rikke Høyer, der står bag instagramprofilen Børnetanker, reflekterer over sætningen, "men børn skal jo lære at ..." Foto: Privat

10. september 2019 (opdateret 6. februar 2020) | Af Rikke Høyer | Foto: Piron Guillaume, Unsplash

 

Næste gange, du hører nogen italesætte, at “det er noget, små børn skal lære”, så forsøg at tage dig tid til at reflektere over, for hvis skyld og med hvilket formål, skriver Rikke Høyer.

Rikke Høyer er pædagog, kandidatstuderende på DPU og i øjeblikket hjemme med sine to børn. Hendes indlæg blev første gang bragt på instragramprofilen @boernetanker.

 

“Små børn skal lære…. “.

Sådan starter mange velmenende råd i vores samfund.

Fra eksperter.
Google-fund.
Bedsteforældre.
Forældre.
Veninder.
Og fra mødregruppen.

Listen er lang og fyldt med råd, der italesætter, at det lille barn skal lære, at …

Idag faldt jeg over en gammel artikel, hvor en sundhedsplejerske italesætter, at “små børn har brug for alene-tid, så de gradvist kan lære, at dét at sove, det er noget, man gør, når man ligger i sine egne hyggelige omgivelser”.

Jeg får sådan lyst til at spørge selv samme sundhedsplejerske, om hun fører samme ramme over for sin partner derhjemme.

Og jeg får sådan lyst til at lave en kollektiv håndsoprækning på de, der helst sover alene i et mørkt rum – fremfor sammen med de(t) menneske, de elsker og føler sig tryg med.

Næste gange, du læser eller hører nogle italesætte, at “det er noget, små børn skal lære”, så forsøg at tage tiden til at reflektere videre over følgende:

For hvis skyld?
Med hvilket formål?

Der kommer ofte ret interessante tanker frem, når vi tør reflektere over ting, vi bare gør eller tilskriver normaliteten.

Dette indlæg er udtryk for Rikke Høyers holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

Marie Hundebøll Plum: Er jeg en taber, hvis mine børn er min karriere?

af | aug 22, 2019

DEBAT

Marie Hundebøll Plum: Er jeg en taber, hvis mine børn er min karriere?

Marie Hundebøll Plum mor

22. august 2019 | Af Marie Hundebøll Plum | Foto: Privat

Journalist og model Marie Hundebøll Plum brænder mest af alt for at være mor. Men hvorfor egentlig skamme sig over det, spørger hun i sit indlæg.

Marie Hundebøll Plum er mor til Carl Egon og Ejner Bob og gift med Mattias Hundebøll. Hendes indlæg blev første gang bragt på bloggen slow down TIGER.

Bordet er dækket af musselmalet porcelæn med diverse sunde snacks på, og snakken går lystigt blandt flokken af halvgamle mødre, der med reformer-lår og nylakerede negle danner cirkel om kaffekopperne. Jeg sidder i mit stille sind og venter på spørgsmålet. Spørgsmålet, der ved enhver social lejlighed må og skal komme. ”Hvornår skal du i gang igen?”

Med det menes, hvornår er den der hæmsko, som er dit barn, stort nok til, at du kan tillade dig at parkere det i en institution, så du selv kan komme videre med dit liv. Din karriere. Dine ambitioner. Dit virke. Og hver gang svarer jeg på cirka samme undskyldende facon, hvor ordene nærmest gemmer sig bag hinanden på vej ud. ”Altså, jeg ved ikke helt, hvad jeg skal endnu, øh … Jeg har ikke rigtig lyst til at arbejde så meget.”

Dead silence. Indtil de mest socialt intelligente i flokken skynder sig at tage ordet og dreje det hen på et mere ufarligt emne. Som trodsalderen eller Simple Feast. Men imens kan jeg mærke, at noget indeni mig bobler og koger. For hvorfor er det sådan, at mange opfatter deres børn som et lille bump på deres karrierevej? Et bump, der selvfølgelig bringer kærlighed med sig, men som bringer mindst lige så meget stress og dårlig samvittighed. For åh, alt det man ikke når. Alt det man kan udrette.

 

“For hvorfor er det sådan, at mange opfatter deres børn som et lille bump på deres karrierevej? Et bump, der selvfølgelig bringer kærlighed med sig, men som bringer mindst lige så meget stress og dårlig samvittighed. For åh, alt det man ikke når. Alt det man kan udrette.”

 
Marie Hundebøll Plum

Samtidig fatter jeg ikke, hvorfor jeg også selv går og skammer mig lidt over, at jeg egentlig mest bare brænder for at være mor. Så for min egen skyld vil jeg forsøge at vende det hele lidt på hovedet og spørge: Hvad nu hvis det at være mor ER mit primære virke? Hvad nu hvis børnene er min drivkraft, min karriere, min passion? Er jeg så lidt en taber for ikke at have større ambitioner for mig selv? For at bruge min tankevirksomhed på mine børn og ikke på pipelines og personalemøder? Det er i hvert fald den kulturelle opfattelse. Mange mødre, jeg kender, har dårlig samvittighed, hvis de ikke allerede under deres barsel er lidt i gang med arbejdet igen, og de omtaler årene med småbørn som et gigantisk karrieremæssigt setback. Det samme gælder mænd, som uden at prøve at skjule det, ser ned på kvinder, der går op i deres børn. Get a life …

Men hallo. Vi lever vel for at skabe mening med vores eksistens. For at gøre noget betydningsfyldt, der er værd at stå op om morgenen og kæmpe for. Noget, som gør os lykkelige og fylder os med stolthed og kærlighed. Hvis nogen opnår dette foran computeren i et åbent kontorlandskab, så er det da bare helt okay. Men det tror jeg bare ikke på. Så hvad med vi i stedet anerkender og dyrker det, der faktisk giver vores liv mening?

“Hvad nu hvis det at være mor ER mit primære virke? Hvad nu hvis børnene er min drivkraft, min karriere, min passion? Er jeg så lidt en taber for ikke at have større ambitioner for mig selv? For at bruge min tankevirksomhed på mine børn og ikke på pipelines og personalemøder?”

 
Marie Hundebøll Plum

Jeg er udmærket klar over, at unger ikke ligefrem giver mad på bordet, og at vores forældede arbejdsmarked ikke giver en fuck for børnene og deres stressede forældre. Og jeg har endnu ikke oparbejdet modet til at trække stikket og flytte ud i en svensk skov og blive selvforsynende. Derfor bliver jeg da også nødt til arbejde, så regningerne bliver betalt. Men her stopper det så også. For når de er betalt, vil jeg tilbage til det, mit liv handler om. Det, som jeg vil bruge al resterende tid på at dyrke og skabe, drømme om og opleve med. Mine børn.

Det er måske lidt far fetched. Men jeg ser sgu lidt mig selv som en kunstner. Jeg har skabt mennesker, som skal formes og iagttages. De er mine livsværker og er uden tvivl en vigtigere bedrift end noget arbejde og sætter også et langt mere værdifuldt aftryk på min eftertid end en eller anden kunstinstallation. Alligevel er det tabu at sige, at de er min passion. Min hobby.

Det jeg virkelig finder interessant. For hvor er det dog lavpraktisk og banalt. Men at bruge sin energi på noget, der giver mening og har værdi, er skam slet ikke så banalt. Det er der faktisk rigtig mange, der ikke kan finde ud af. Måske fordi vi har det med at devaluere det meningsfulde og sætte pris på det forkerte. Men hvis vi nu alle sammen blev bedre til at klappe de mødre, der henter tidligt, på skuldrene og lod være med blindt at tilbede dem, der gør karriere i erhvervslivet, bare fordi vores maskuline kultur kun priser vækst og høj indkomst. For der er faktisk mange alternative måder at gøre karriere på. Her er mor en af dem.

Dette indlæg er udtryk for Marie Hundebøll Plums holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Marie Hundebøll Plum: Er jeg en taber, hvis mine børn er min karriere?

Marie Hundebøll Plum mor

22. august 2019 | Af Marie Hundebøll Plum | Foto: Privat

 

Journalist og model Marie Hundebøll Plum brænder mest af alt for at være mor. Men hvorfor egentlig skamme sig over det, spørger hun i sit indlæg.

Marie Hundebøll Plum er mor til Carl Egon og Ejner Bob og gift med Mattias Hundebøll. Hendes indlæg blev første gang bragt på bloggen slow down TIGER.

Bordet er dækket af musselmalet porcelæn med diverse sunde snacks på, og snakken går lystigt blandt flokken af halvgamle mødre, der med reformer-lår og nylakerede negle danner cirkel om kaffekopperne. Jeg sidder i mit stille sind og venter på spørgsmålet. Spørgsmålet, der ved enhver social lejlighed må og skal komme. ”Hvornår skal du i gang igen?”

Med det menes, hvornår er den der hæmsko, som er dit barn, stort nok til, at du kan tillade dig at parkere det i en institution, så du selv kan komme videre med dit liv. Din karriere. Dine ambitioner. Dit virke. Og hver gang svarer jeg på cirka samme undskyldende facon, hvor ordene nærmest gemmer sig bag hinanden på vej ud. ”Altså, jeg ved ikke helt, hvad jeg skal endnu, øh … Jeg har ikke rigtig lyst til at arbejde så meget.”

Dead silence. Indtil de mest socialt intelligente i flokken skynder sig at tage ordet og dreje det hen på et mere ufarligt emne. Som trodsalderen eller Simple Feast. Men imens kan jeg mærke, at noget indeni mig bobler og koger. For hvorfor er det sådan, at mange opfatter deres børn som et lille bump på deres karrierevej? Et bump, der selvfølgelig bringer kærlighed med sig, men som bringer mindst lige så meget stress og dårlig samvittighed. For åh, alt det man ikke når. Alt det man kan udrette.

 

“For hvorfor er det sådan, at mange opfatter deres børn som et lille bump på deres karrierevej? Et bump, der selvfølgelig bringer kærlighed med sig, men som bringer mindst lige så meget stress og dårlig samvittighed. For åh, alt det man ikke når. Alt det man kan udrette.”

 
Marie Hundebøll Plum

Samtidig fatter jeg ikke, hvorfor jeg også selv går og skammer mig lidt over, at jeg egentlig mest bare brænder for at være mor. Så for min egen skyld vil jeg forsøge at vende det hele lidt på hovedet og spørge: Hvad nu hvis det at være mor ER mit primære virke? Hvad nu hvis børnene er min drivkraft, min karriere, min passion? Er jeg så lidt en taber for ikke at have større ambitioner for mig selv? For at bruge min tankevirksomhed på mine børn og ikke på pipelines og personalemøder? Det er i hvert fald den kulturelle opfattelse. Mange mødre, jeg kender, har dårlig samvittighed, hvis de ikke allerede under deres barsel er lidt i gang med arbejdet igen, og de omtaler årene med småbørn som et gigantisk karrieremæssigt setback. Det samme gælder mænd, som uden at prøve at skjule det, ser ned på kvinder, der går op i deres børn. Get a life …

Men hallo. Vi lever vel for at skabe mening med vores eksistens. For at gøre noget betydningsfyldt, der er værd at stå op om morgenen og kæmpe for. Noget, som gør os lykkelige og fylder os med stolthed og kærlighed. Hvis nogen opnår dette foran computeren i et åbent kontorlandskab, så er det da bare helt okay. Men det tror jeg bare ikke på. Så hvad med vi i stedet anerkender og dyrker det, der faktisk giver vores liv mening?

“Hvad nu hvis det at være mor ER mit primære virke? Hvad nu hvis børnene er min drivkraft, min karriere, min passion? Er jeg så lidt en taber for ikke at have større ambitioner for mig selv? For at bruge min tankevirksomhed på mine børn og ikke på pipelines og personalemøder?”

 
Marie Hundebøll Plum

Jeg er udmærket klar over, at unger ikke ligefrem giver mad på bordet, og at vores forældede arbejdsmarked ikke giver en fuck for børnene og deres stressede forældre. Og jeg har endnu ikke oparbejdet modet til at trække stikket og flytte ud i en svensk skov og blive selvforsynende. Derfor bliver jeg da også nødt til arbejde, så regningerne bliver betalt. Men her stopper det så også. For når de er betalt, vil jeg tilbage til det, mit liv handler om. Det, som jeg vil bruge al resterende tid på at dyrke og skabe, drømme om og opleve med. Mine børn.

Det er måske lidt far fetched. Men jeg ser sgu lidt mig selv som en kunstner. Jeg har skabt mennesker, som skal formes og iagttages. De er mine livsværker og er uden tvivl en vigtigere bedrift end noget arbejde og sætter også et langt mere værdifuldt aftryk på min eftertid end en eller anden kunstinstallation. Alligevel er det tabu at sige, at de er min passion. Min hobby.

Det jeg virkelig finder interessant. For hvor er det dog lavpraktisk og banalt. Men at bruge sin energi på noget, der giver mening og har værdi, er skam slet ikke så banalt. Det er der faktisk rigtig mange, der ikke kan finde ud af. Måske fordi vi har det med at devaluere det meningsfulde og sætte pris på det forkerte. Men hvis vi nu alle sammen blev bedre til at klappe de mødre, der henter tidligt, på skuldrene og lod være med blindt at tilbede dem, der gør karriere i erhvervslivet, bare fordi vores maskuline kultur kun priser vækst og høj indkomst. For der er faktisk mange alternative måder at gøre karriere på. Her er mor en af dem.

Dette indlæg er udtryk for Marie Hundebøll Plums holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Childism: Diskrimination af vores børn er dagligdag

af | jul 17, 2019

BØRNELIV

Childism: Diskrimination af vores børn er dagligdag

17. juli 2019 | Af Mie Wedsgaard Storm | Foto: Simon Rae via Unsplash
Mie Wedsgaard Storm, cand.mag. i Anvendt Filosofi, stifter af Kulturkritisk Forum og pt. hjemmegående med sine to børn.
 

For nylig bragte Dagbladet Information en serie billeder af børn, der græder. Ikke gråd, som opstår, som gråd nu engang opstår i livet, mens vi er børn. Men gråd, der bevidst blev fremprovokeret af barnets forældre, med det formål at fotografere gråden. Børnene blev oveni købet klædt af, inden billederne blev taget. For ligesom at tilføje et ekstra pift af underdanighed og ydmygelse – eller hvad ved jeg.

Billederne skulle angiveligt være kunst. Jeg synes nu, det bør være klart for enhver, at billedserien er fuldstændig uacceptabel diskriminerende adfærd overfor børn, der ikke er i en position til at sige fra. Det er jeg heldigvis ikke alene om at mene.

Men billedserien er desværre symptom på det meget forråede og diskriminerende børnesyn, der hersker i Danmark – ikke kun i fortænkt pseudo-kunst, men også i vores dagligdag. Jeg tror, vi alle er skyldige i at praktisere det i én eller anden grad – inklusiv mig selv, desværre.

For vi kan spørge os selv, om billedserien ville være i orden, hvis den var sket for en anden minoritetsgruppe i samfundet. Og det bør vi også: Ville vi bryde os om at se billeder af afklædte og grædende ældre, demente, handicappede, flygtninge, homoseksuelle, udviklingshæmmede eller lignende? Ville vi ikke stjerne helt af over at se en afklædt gammel dame græde på et fotografi, hvis vi vidste, at hendes omsorgspersoner bevidst havde fået hende til at græde, så de kunne dokumentere det med et billede og sende det ud til hele verden uden hendes samtykke?

Selvfølgelig ville vi det!

Hvorfor er det så i orden at gøre det mod børn? I’ll tell you why: fordi der hersker en holdning om, at børn ikke er ligeså meget værd som alle os andre. Voksne, forstås.

Diskrimination mod vores børn er dagligdag for de fleste af os. Og ja – også hos mig. Men jeg øver mig hver dag på at løsrive mig fra mine indøvede holdninger og blive bedre til at behandle mine børn som ligeværdige individer. Vi ér nemlig ligeværdige – selvom vi ikke er ligestillede.

“Der hersker en holdning om, at børn ikke er ligeså meget værd som alle os andre. Voksne, forstås.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Lad os prøve at overføre den tænkning på andre områder, der involverer børn. Områder fra vores hverdag. For én ting er et karikeret, opsat og enkeltstående tilfælde fra medierne. Men prøv at tænk din dagligdag igennem, og indsæt i stedet et voksent menneske i situationen, i stedet for dit barn.

Ville du for eksempel på daglig basis forlade din gamle mor et sted, hun ikke havde lyst til at være, hvis hun græd, rakte ud efter dig og bad om at komme med dig? Eller ville du tage hendes signaler alvorligt, værne om jeres relation og hendes tillid til dig og tage hende med dig igen?

Ville du sige til din mand, at han skal tage en trøje på, selvom han siger, han ikke fryser, fordi du selv vurderer, at der er koldt? Eller ville du vise ham tillid og stole på, at han selv kan mærke sin krop?

Ville du tvinge din søster til at spise op af dét, der er på hendes tallerken? Eller ville du blande dig uden om og stole på, at hun selv kan mærke, hvornår hun er mæt?

Ville du bede din kollega om at sige dét, du mener, er passende i en given situation, som fx “undskyld”, “ja tak” eller “tak for mad”, eller ville du lade hende være hendes egen person og stole på, at hun er i stand til at tilpasse sig sociale situationer, som det giver mening for hende?

Ville du tale om din veninde hen over hovedet på hende, og måske endda lave en joke på hendes bekostning, mens hun hører alt, hvad der bliver sagt om hende – og ikke til hende? Eller ville du værne om hendes selvværd og integritet og tale respektfuldt og kærligt om hende, så hun var sikker på, at du respekterer hende?

Ville du tvinge din bror til at sove på et bestemt tidspunkt og på en bestemt måde, selvom han gav tydeligt udtryk for, at han ikke havde lyst? Ville du efterlade ham alene, selvom han græd og gerne ville være sammen med dig, i stedet for at ligge alene i en seng?

Ville du nægte din kone at spise, når hun siger, at hun er sulten, fordi du mener, at hun bør spise, når du har planlagt, at hun skal?

Ville du råbe af din veninde, hvis hun ikke gjorde, “som du sagde”?

Ville du invitere til fest, men undlade en bestemt minoritetsgruppe, fordi du synes, de er for besværlige – eksempelvis en svoger i rullestol, en gravid kvinde eller en forvirret ældre kvinde?

Sidder du og tænker, at det da er forældres opgave at opdrage deres børn? Jeg mener, det er forældres opgave at guide deres børn. Fx når de slår, bøvser ved bordet, råber af andre, ikke vil have sele på i bilen etc.

Det kan være vanskeligt at rumme barnets egen vilje og perspektiv, fordi vi samtidigt skal rumme vores egne følelser og de normer omkring adfærd, der er nedarvet til os gennem egen ‘opdragelse’.

Hver dag erkender jeg flere og flere områder, hvorpå jeg diskriminerer mine børn. I nogle tilfælde værre end andre. Men under alle omstændigheder gennemtrumfer jeg min vilje på bekostning af mine børn i situationer, hvor det ikke er i orden – og i øvrigt heller ikke er vigtigt.

“Det kan være vanskeligt at rumme barnets egen vilje og perspektiv, fordi vi samtidigt skal rumme vores egne følelser og de normer omkring adfærd, der er nedarvet til os gennem egen ‘opdragelse’.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Et dagligdagseksempel: Min søn sover i en t-shirt om natten. En morgen ville han gerne beholde nattens t-shirt på, fordi han syntes, den var sej. Jeg insisterede på, at han skulle have en ny t-shirt på, selvom den ikke var beskidt, og jeg lige havde skiftet den aftenen forinden. Men sådan gør man, så det skulle han. Jeg mærkede irritationen stige indeni mig, indtil jeg hørte ham sige: “Det er min t-shirt, du skal ikke bestemme, hvad jeg skal have på!”.

Næ – det havde han jo ret i. Og hvad er egentlig vigtigst i sådan en situation: Min idé om nattøj vs. dagtøj eller min søns integritet og tillid til mig?

Dette indlæg blev første gang bragt af Mie Wedsgaard Storm på Kulturkritisk Forums hjemmeside. Husk, du både kan følge Kulturkritisk Forum på Facebook og Instagram. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

BØRNELIV

Childism: Diskrimination af vores børn er dagligdag

17. juli 2019 | Af Mie Wedsgaard Storm | Foto: Simon Rae via Unsplash
Mie Wedsgaard Storm, cand.mag. i Anvendt Filosofi, stifter af Kulturkritisk Forum og pt. hjemmegående med sine to børn.
 

For nylig bragte Dagbladet Information en serie billeder af børn, der græder. Ikke gråd, som opstår, som gråd nu engang opstår i livet, mens vi er børn. Men gråd, der bevidst blev fremprovokeret af barnets forældre, med det formål at fotografere gråden. Børnene blev oveni købet klædt af, inden billederne blev taget. For ligesom at tilføje et ekstra pift af underdanighed og ydmygelse – eller hvad ved jeg.

Billederne skulle angiveligt være kunst. Jeg synes nu, det bør være klart for enhver, at billedserien er fuldstændig uacceptabel diskriminerende adfærd overfor børn, der ikke er i en position til at sige fra. Det er jeg heldigvis ikke alene om at mene.

Men billedserien er desværre symptom på det meget forråede og diskriminerende børnesyn, der hersker i Danmark – ikke kun i fortænkt pseudo-kunst, men også i vores dagligdag. Jeg tror, vi alle er skyldige i at praktisere det i én eller anden grad – inklusiv mig selv, desværre.

For vi kan spørge os selv, om billedserien ville være i orden, hvis den var sket for en anden minoritetsgruppe i samfundet. Og det bør vi også: Ville vi bryde os om at se billeder af afklædte og grædende ældre, demente, handicappede, flygtninge, homoseksuelle, udviklingshæmmede eller lignende? Ville vi ikke stjerne helt af over at se en afklædt gammel dame græde på et fotografi, hvis vi vidste, at hendes omsorgspersoner bevidst havde fået hende til at græde, så de kunne dokumentere det med et billede og sende det ud til hele verden uden hendes samtykke?

Selvfølgelig ville vi det!

Hvorfor er det så i orden at gøre det mod børn? I’ll tell you why: fordi der hersker en holdning om, at børn ikke er ligeså meget værd som alle os andre. Voksne, forstås.

Diskrimination mod vores børn er dagligdag for de fleste af os. Og ja – også hos mig. Men jeg øver mig hver dag på at løsrive mig fra mine indøvede holdninger og blive bedre til at behandle mine børn som ligeværdige individer. Vi ér nemlig ligeværdige – selvom vi ikke er ligestillede.

“Der hersker en holdning om, at børn ikke er ligeså meget værd som alle os andre. Voksne, forstås.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Lad os prøve at overføre den tænkning på andre områder, der involverer børn. Områder fra vores hverdag. For én ting er et karikeret, opsat og enkeltstående tilfælde fra medierne. Men prøv at tænk din dagligdag igennem, og indsæt i stedet et voksent menneske i situationen, i stedet for dit barn.

Ville du for eksempel på daglig basis forlade din gamle mor et sted, hun ikke havde lyst til at være, hvis hun græd, rakte ud efter dig og bad om at komme med dig? Eller ville du tage hendes signaler alvorligt, værne om jeres relation og hendes tillid til dig og tage hende med dig igen?

Ville du sige til din mand, at han skal tage en trøje på, selvom han siger, han ikke fryser, fordi du selv vurderer, at der er koldt? Eller ville du vise ham tillid og stole på, at han selv kan mærke sin krop?

Ville du tvinge din søster til at spise op af dét, der er på hendes tallerken? Eller ville du blande dig uden om og stole på, at hun selv kan mærke, hvornår hun er mæt?

Ville du bede din kollega om at sige dét, du mener, er passende i en given situation, som fx “undskyld”, “ja tak” eller “tak for mad”, eller ville du lade hende være hendes egen person og stole på, at hun er i stand til at tilpasse sig sociale situationer, som det giver mening for hende?

Ville du tale om din veninde hen over hovedet på hende, og måske endda lave en joke på hendes bekostning, mens hun hører alt, hvad der bliver sagt om hende – og ikke til hende? Eller ville du værne om hendes selvværd og integritet og tale respektfuldt og kærligt om hende, så hun var sikker på, at du respekterer hende?

Ville du tvinge din bror til at sove på et bestemt tidspunkt og på en bestemt måde, selvom han gav tydeligt udtryk for, at han ikke havde lyst? Ville du efterlade ham alene, selvom han græd og gerne ville være sammen med dig, i stedet for at ligge alene i en seng?

Ville du nægte din kone at spise, når hun siger, at hun er sulten, fordi du mener, at hun bør spise, når du har planlagt, at hun skal?

Ville du råbe af din veninde, hvis hun ikke gjorde, “som du sagde”?

Ville du invitere til fest, men undlade en bestemt minoritetsgruppe, fordi du synes, de er for besværlige – eksempelvis en svoger i rullestol, en gravid kvinde eller en forvirret ældre kvinde?

Sidder du og tænker, at det da er forældres opgave at opdrage deres børn? Jeg mener, det er forældres opgave at guide deres børn. Fx når de slår, bøvser ved bordet, råber af andre, ikke vil have sele på i bilen etc.

Det kan være vanskeligt at rumme barnets egen vilje og perspektiv, fordi vi samtidigt skal rumme vores egne følelser og de normer omkring adfærd, der er nedarvet til os gennem egen ‘opdragelse’.

Hver dag erkender jeg flere og flere områder, hvorpå jeg diskriminerer mine børn. I nogle tilfælde værre end andre. Men under alle omstændigheder gennemtrumfer jeg min vilje på bekostning af mine børn i situationer, hvor det ikke er i orden – og i øvrigt heller ikke er vigtigt.

“Det kan være vanskeligt at rumme barnets egen vilje og perspektiv, fordi vi samtidigt skal rumme vores egne følelser og de normer omkring adfærd, der er nedarvet til os gennem egen ‘opdragelse’.”

 
Mie Wedsgaard Storm

Et dagligdagseksempel: Min søn sover i en t-shirt om natten. En morgen ville han gerne beholde nattens t-shirt på, fordi han syntes, den var sej. Jeg insisterede på, at han skulle have en ny t-shirt på, selvom den ikke var beskidt, og jeg lige havde skiftet den aftenen forinden. Men sådan gør man, så det skulle han. Jeg mærkede irritationen stige indeni mig, indtil jeg hørte ham sige: “Det er min t-shirt, du skal ikke bestemme, hvad jeg skal have på!”.

Næ – det havde han jo ret i. Og hvad er egentlig vigtigst i sådan en situation: Min idé om nattøj vs. dagtøj eller min søns integritet og tillid til mig?

Dette indlæg blev første gang bragt af Mie Wedsgaard Storm på Kulturkritisk Forums hjemmeside. Husk, du både kan følge Kulturkritisk Forum på Facebook og Instagram. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ