”Så længe vi ikke kan afvise, at det skader at anvende dagtilbud, bør vi være skeptiske”

af | aug 26, 2024

ANMELDELSE

”Så længe vi ikke kan afvise, at det skader at anvende dagtilbud, bør vi være skeptiske”

Der mangler ordentlig forskning, som viser, hvilken betydning den massive institutionalisering af danske børn har, lyder et af kritikpunkterne i Ole Henrik Hansens bog Børnelivet i velfærdsstatens hænder. En vigtig bog i den accelererende omsorgsrevolution.

26. august 2024 | Af Marta Wriedt | Foto: Dafolo

 

Der mangler ordentlig forskning, som viser, hvilken betydning den massive institutionalisering af danske børn har, lyder et af kritikpunkterne i Ole Henrik Hansens bog Børnelivet i velfærdsstatens hænder. En vigtig bog i den accelererende omsorgsrevolution.

 

ANMELDELSE AF BØRNELIVET I VELFÆRDSSTATENS HÆNDER Ole Henrik Hansens bog Børnelivet i velfærdsstatens hænder er et kritisk blik på de opvækstvilkår, vi i dagens Danmark byder vores børn og en klar appel til politikerne om i langt højere grad at se på børnenes tarv.

I bogen sætter Ole Henrik Hansen, der er uddannet pædagog, cand.pæd og har en ph.d i småbørnspædagogik, spørgsmålstegn ved nogle af de konklusioner, der er blevet draget i forhold til institutionaliserings positive betydning for danske børn, og ved den måde, velfærdsstaten drifter og bruger dagtilbud på.

Udover at tegne et fint billede af, hvordan institutionaliseringen i dag ser ud i tal, forsøger Ole Henrik Hansen ligeledes at illustrere, hvem det er, der i dag vælger at hjemmepasse deres børn i stedet for at vælge statens pasningstilbud til. Et billede, han tegner ud fra en spørgeskemaundersøgelse foretaget blandt 601 hjemmepassere i 2022. I øvrigt en undersøgelse, jeg ikke tror, der er blevet lavet tidligere.

Bogen er på ingen måde en fordømmelse af hverken forældres valg af institution eller dagtilbud som institution. Den er i højere grad en samfundskritik og en opfordring til handling. Og selvom Ole Henrik Hansen allerede fra start gør det klart, at han med familiens eget valg om at hjemmepasse er biased i en vis grad, er det hovedsageligt i bogens sidste del, at hans holdninger skinner klarest igennem.

Her lægger han således ikke skjul på, at han mener, det er på høje tid at gentænke børneområdet. At det er på tide, ”at beslutningstagere og centralforvaltning slutter med denne årtier lange epoke af lappeløsninger og slutter med at tillade interessenter på området at lægge retningslinjerne,” som han selv formulerer det.

“Så længe man ikke på baggrund af højkvalitetsforskning fri for bias og interessekonflikter kan sige, at det ikke skader børn at anvende de danske dagtilbud for de yngste børn, som disse dagtilbud ser ud, bør man være skeptisk over for den nuværende praksis.”

 
Ole Henrik Hansen

Samtidig opfordrer han kraftigt til, at vi som ”ansvarligt velfærdssamfund” begynder at undersøge, hvilken betydning den massive institutionalisering reelt har for de danske børn. At vi begynder at undersøge, hvilken effekt det har, at små børn helt ned til 6-månedersalderen bliver adskilt fra deres forældre for i stedet at tilbringe 6-8 timer om dagen i en vuggestue, hvis kvalitet der i hvert fald lige nu ikke er den bedste.

For, som han meget rigtigt skriver: ”Så længe man ikke på baggrund af højkvalitetsforskning fri for bias og interessekonflikter kan sige, at det ikke skader børn at anvende de danske dagtilbud for de yngste børn, som disse dagtilbud ser ud, bør man være skeptisk over for den nuværende praksis.”

Netop det udsagn kan jeg personligt kun være enig i. Og Ole Henrik Hansen påpeger det jo tydeligt her:

”Børnene lærer at binde deres sko, sortere affaldet, at tælle til 10, at genkende bogstaver, at kunne vente på tur, at kunne bøje sig ind i et utrygt fællesskab. De tilpasser sig alt, hvad vi som velfærdsstat byder dem og forventer af dem.”

Med andre ord: Børn er sociale individer, der på bedste vis forsøger at tilpasse sig de vilkår, de bliver budt. Men fordi ikke alle ser ud til at reagere på vilkårene omkring sig, betyder det ikke, at det ikke sætter spor.

“Børnene lærer at binde deres sko, sortere affaldet, at tælle til 10, at genkende bogstaver, at kunne vente på tur, at kunne bøje sig ind i et utrygt fællesskab. De tilpasser sig alt, hvad vi som velfærdsstat byder dem og forventer af dem.”

 
Ole Henrik Hansen

Barndommen og børnelivet har kolossal betydning – og barnekroppen husker, som Ole Henrik Hansen selv så rigtigt fremhæver:

”Barnet tilpasser sig, og vi tænker, det går nok. Men det gør det ikke altid, og det gør det slet ikke af sig selv. Der synes også i dette perspektiv at være langt fra den danske velfærdsstats formulerede børnesyn til den måde, barndommen og statsopdragelsen udspiller sig på.”

Ole Henrik Hansen er med sine erfaringer og faglige viden en vigtig stemme i den accelererende omsorgsrevolution. Det samme er hans bog. Og jeg kunne drømme om, at både politikere, fagfolk og lægmænd læste den med åbent sind.

ANMELDELSE

”Så længe vi ikke kan afvise, at det skader at anvende dagtilbud, bør vi være skeptiske”

Der mangler ordentlig forskning, som viser, hvilken betydning den massive institutionalisering af danske børn har, lyder et af kritikpunkterne i Ole Henrik Hansens bog Børnelivet i velfærdsstatens hænder. En vigtig bog i den accelererende omsorgsrevolution.

26. august 2024 | Af Marta Wriedt | Foto: Dafolo

 

Der mangler ordentlig forskning, som viser, hvilken betydning den massive institutionalisering af danske børn har, lyder et af kritikpunkterne i Ole Henrik Hansens bog Børnelivet i velfærdsstatens hænder. En vigtig bog i den accelererende omsorgsrevolution.

 

ANMELDELSE AF BØRNELIVET I VELFÆRDSSTATENS HÆNDER Ole Henrik Hansens bog Børnelivet i velfærdsstatens hænder er et kritisk blik på de opvækstvilkår, vi i dagens Danmark byder vores børn og en klar appel til politikerne om i langt højere grad at se på børnenes tarv.

I bogen sætter Ole Henrik Hansen, der er uddannet pædagog, cand.pæd og har en ph.d i småbørnspædagogik, spørgsmålstegn ved nogle af de konklusioner, der er blevet draget i forhold til institutionaliserings positive betydning for danske børn, og ved den måde, velfærdsstaten drifter og bruger dagtilbud på.

Udover at tegne et fint billede af, hvordan institutionaliseringen i dag ser ud i tal, forsøger Ole Henrik Hansen ligeledes at illustrere, hvem det er, der i dag vælger at hjemmepasse deres børn i stedet for at vælge statens pasningstilbud til. Et billede, han tegner ud fra en spørgeskemaundersøgelse foretaget blandt 601 hjemmepassere i 2022. I øvrigt en undersøgelse, jeg ikke tror, der er blevet lavet tidligere.

Bogen er på ingen måde en fordømmelse af hverken forældres valg af institution eller dagtilbud som institution. Den er i højere grad en samfundskritik og en opfordring til handling. Og selvom Ole Henrik Hansen allerede fra start gør det klart, at han med familiens eget valg om at hjemmepasse er biased i en vis grad, er det hovedsageligt i bogens sidste del, at hans holdninger skinner klarest igennem.

Her lægger han således ikke skjul på, at han mener, det er på høje tid at gentænke børneområdet. At det er på tide, ”at beslutningstagere og centralforvaltning slutter med denne årtier lange epoke af lappeløsninger og slutter med at tillade interessenter på området at lægge retningslinjerne,” som han selv formulerer det.

“Så længe man ikke på baggrund af højkvalitetsforskning fri for bias og interessekonflikter kan sige, at det ikke skader børn at anvende de danske dagtilbud for de yngste børn, som disse dagtilbud ser ud, bør man være skeptisk over for den nuværende praksis.”

 
Ole Henrik Hansen

Samtidig opfordrer han kraftigt til, at vi som ”ansvarligt velfærdssamfund” begynder at undersøge, hvilken betydning den massive institutionalisering reelt har for de danske børn. At vi begynder at undersøge, hvilken effekt det har, at små børn helt ned til 6-månedersalderen bliver adskilt fra deres forældre for i stedet at tilbringe 6-8 timer om dagen i en vuggestue, hvis kvalitet der i hvert fald lige nu ikke er den bedste.

For, som han meget rigtigt skriver: ”Så længe man ikke på baggrund af højkvalitetsforskning fri for bias og interessekonflikter kan sige, at det ikke skader børn at anvende de danske dagtilbud for de yngste børn, som disse dagtilbud ser ud, bør man være skeptisk over for den nuværende praksis.”

Netop det udsagn kan jeg personligt kun være enig i. Og Ole Henrik Hansen påpeger det jo tydeligt her:

”Børnene lærer at binde deres sko, sortere affaldet, at tælle til 10, at genkende bogstaver, at kunne vente på tur, at kunne bøje sig ind i et utrygt fællesskab. De tilpasser sig alt, hvad vi som velfærdsstat byder dem og forventer af dem.”

Med andre ord: Børn er sociale individer, der på bedste vis forsøger at tilpasse sig de vilkår, de bliver budt. Men fordi ikke alle ser ud til at reagere på vilkårene omkring sig, betyder det ikke, at det ikke sætter spor.

“Børnene lærer at binde deres sko, sortere affaldet, at tælle til 10, at genkende bogstaver, at kunne vente på tur, at kunne bøje sig ind i et utrygt fællesskab. De tilpasser sig alt, hvad vi som velfærdsstat byder dem og forventer af dem.”

 
Ole Henrik Hansen

Barndommen og børnelivet har kolossal betydning – og barnekroppen husker, som Ole Henrik Hansen selv så rigtigt fremhæver:

”Barnet tilpasser sig, og vi tænker, det går nok. Men det gør det ikke altid, og det gør det slet ikke af sig selv. Der synes også i dette perspektiv at være langt fra den danske velfærdsstats formulerede børnesyn til den måde, barndommen og statsopdragelsen udspiller sig på.”

Ole Henrik Hansen er med sine erfaringer og faglige viden en vigtig stemme i den accelererende omsorgsrevolution. Det samme er hans bog. Og jeg kunne drømme om, at både politikere, fagfolk og lægmænd læste den med åbent sind.

 

Børnelivet i velfærdsstatens hænder er skrevet af Ole Henrik Hansen og udgivet på forlaget Dafolo i 2024.
Du kan købe bogen her (affiliate link).

Der mangler ordentlig forskning, som viser, hvilken betydning den massive institutionalisering af danske børn har, lyder et af kritikpunkterne i Ole Henrik Hansens bog Børnelivet i velfærdsstatens hænder. En vigtig bog i den accelererende omsorgsrevolution.

 

LÆS OGSÅ

Det går ud over vores børn, når vi negligerer vigtigheden af tryg tilknytning

af | mar 23, 2023

ANMELDELSE

Det går ud over vores børn, når vi negligerer vigtigheden af tryg tilknytning

Anmeldelse af Dit barn har brug for dig af Gabor Mate og Gordon Neufeld

23. marts 2023 | Af Marta Wriedt | Foto: Skjødt Forlag

I bogen Dit barn har brug for dig, tydeliggør Gordon Neufeld og Gabor Maté, hvor vigtig tryg tilknytning er, og hvordan vi i den måde, vi i dag har indrettet os på, alligevel modarbejder netop dette i ganske høj grad.

ANMELDELSE AF DIT BARN HAR BRUG FOR DIG Vi er i dag blevet så ufatteligt fokuserede på, at vores børn skal være selvstændige, selvkørende og uafhængige, at vi helt har glemt, hvad barndommen egentlig handler om. Vi har glemt, at vores børn faktisk stadig er afhængige, og at vores nærhed er ekstremt vigtig.

Nogenlunde sådan formulerer Gordon Neufeld og Gabor Maté det i deres bog Hold on to Your Kids: Why Parents Need to Matter More Than Peers, som i den danske version har fået titlen Dit barn har brug for dig – forældre er vigtigere end jævnaldrende.

Bogen udkom i den danske oversættelse sidste år, og har – i hvert fald for mit vedkommende – været længe ventet.

Jeg vil ikke gøre mig klog på selve oversættelsen. Men jeg vil uden tvivl anbefale bogen, hvad end det er den originale eller oversættelsen, til alle, der har med børn at gøre eller interesserer sig det mindste for relationer, tilknytning og barnet i dem selv.

Dit barn har brug for dig er i mine øjne et af de vigtigste værker, når det kommer til forståelsen af tilknytning og jævnalderorientering, som er den betegnelse, de to forfattere bruger om tendensen, hvor børn og unge vender dig mod – og bruger – jævnaldrende frem for forældre.

Og netop den stigende jævnalderorientering er et kæmpe problem, mener Gordon Neufeld og Gabor Maté. Bogen igennem peger de på, hvordan tendensen er med til at undergrave sammenholdet i familien, og hvordan den på både individ- og samfundsplan skaber blandt andet øget aggression, kriminalitet, mobning, mistrivsel og seksualisering. Jævnalderorientering er med andre ord en hindring for tryg relationsdannelse og sund udvikling.

”Fra en tidlig alder kaster vi vores børn ud i mange situationer og sammenhænge, som opfordrer til jævnalderorientering. Ubevidst fremmer vi netop det fænomen, der på lang sigt underminerer det eneste solide grundlag for sund udvikling: Børns tilknytning til de voksne, der har ansvaret for at yde omsorg. At placere vores børn i en situation, hvor deres tilknytnings- og orienteringsinstinkter bliver rettet mod jævnaldrende, er en vildfarelse,” skriver de blandt andet og konstaterer, at børn i dag vokser op ”rige på jævnaldrende og fattige på voksne.”

I Dit barn har brug for dig redegøres der ligeledes meget fint for, hvordan økonomi er en væsentlig årsag til, at vi de sidste mange årtier har set en øget jævnalderorientering. Og det på trods af, at vi ifølge forfatterne handler ganske kortsigtet, hvis man opgør ”det reelle økonomiske tab for samfundet grundet jævnalderorientering, når det gælder retssystem, uddannelse og sundhed.”

“Ubevidst fremmer vi netop det fænomen, der på lang sigt underminerer det eneste solide grundlag for sund udvikling: Børns tilknytning til de voksne, der har ansvaret for at yde omsorg.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

Bogen er i min optik mere aktuel end nogensinde, og Gordon Neufeld og Gabor Maté har fat i noget vigtigt, når de tydeliggør, hvordan jævnalderorientering er blevet en norm, vi – mere eller mindre bevidst – accepterer og ligefrem hylder ved i mange aspekter at værdsætte barnets villighed til adskillelse frem for nærhed. De skriver blandt andet:

”Jævnalderorientering er blevet så allestedsnærværende i dag, at det nu er normen. Mange psykologer og undervisere såvel som menig mand ser det nu som naturligt – eller måske opdager de slet ikke fænomenet. Opfattelsen er simpelthen, at sådan er det bare. Men det, der er ”normalt” i den betydning, at det er normen, er ikke nødvendigvis ensbetydende med ”naturligt” eller ”sundt”. Der er intet hverken sundt eller naturligt ved jævnalderorientering.”

Et andet sted advarer de:

“Hvis vi ikke holder vores børn nær, vil de i værste fald miste evnen til at holde fast i deres eget sande jeg.”

Gordon Neufeld og Gabor Maté understreger dog samtidig, at det ikke er det, at forældrene arbejder ude, der er så ødelæggende. Problemet er, pointerer de, at vi ikke tager hensyn til tilknytningen i den måde, vi indretter os på.

”Hvis vi skal dele opgaven med at opdrage vores børn med andre, har vi brug for at skabe den rette sammenhæng og etablere det, jeg kalder et tilknytningsfællesskab – et hold omsorgsgivende voksenrelationer, som skal erstatte det, vi har mistet,” som de formulerer det.

“Hvis vi ikke holder vores børn nær, vil de i værste fald miste evnen til at holde fast i deres eget sande jeg.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

For Gordon Neufeld og Gabor Maté er det derfor afgørende, at vi som forældre forstår dels betydningen af sund og tryg tilknytning, dels at forældreskab først og fremmest er ”en relation, ikke en færdighed, som kan tillæres.” 

”Når et barn søger kontakt og nærhed med os, får vi kraft til og mulighed for at være den, der nærer, trøster, guider, underviser eller vejleder. For barnet, som har en god tilknytning til os, er vi den hjemmebase, hvorfra hun kan gå ud i verden, det sted, hun kan trække sig tilbage til, hendes kilde til inspiration. Alverdens opdragelsesfærdigheder kan ikke kompensere for den manglende tilknytningsrelation. Al kærlighed i hele verden kan ikke trænge igennem uden den psykologiske navlestreng, som barnets tilknytning skaber. Barnets tilknytningsrelation til en forælder må vare mindst lige så længe, som barnet har brug for opdragelse,” som de skriver.

Gordon Neufeld og Gabor Maté har delt bogen op i seks dele, hvilket gør den let at overskue. Første del forklarer, hvad jævnalderorientering er, mens anden og tredje del beskriver jævnalderorienteringens negative betydning for både vores evne til at opdrage og vores børns udvikling. I fjerde del kommer de to forfattere med et bud på en metode til, hvordan vi opbygger et stærkt og varigt bånd til vores børn, og femte del handler om, hvordan man undgår, at ens barn bliver opslugt af jævnalderkulturen. Den sidste del blev tilføjet bogens nye udgave fra 2014. I denne del beskrives de udfordringer, der er kommet – og er blevet forstærket af – den digitale tidsalder.

“Al kærlighed i hele verden kan ikke trænge igennem uden den psykologiske navlestreng, som barnets tilknytning skaber.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

Dit barn har brug for dig svarer skarpt og sagligt på mange af de argumenter, der måtte være for jævnalderorientering og adskillelse, og rummer samtidig megen vigtig viden og gode påmindelser. For eksempel understreger de to forfattere, at selvom det er tydeligt, at kulturen modarbejder forældreskabet og ikke sætter pris på værdien af tilknytning, er det vigtigt at huske, at vi er kulturen og derfor har et ansvar.

Det er med andre ord os som forældre, der har nøglen til at ændre tingene. Og det er for mig en ekstremt betydningsfuld pointe. 

Dit barn har brug for dig er en bog, jeg håber, vil nå bredt ud og åbne øjne.

Imens kan vi som forældre give vores børn det, jævnalderkulturen ikke kan. Nemlig rammer, de kan vokse i, og plads til reelt at være sig selv, som Gordon Neufeld og Gabor Maté så fint formulerer det.

ANMELDELSE

Det går ud over vores børn, når vi negligerer vigtigheden af tryg tilknytning

Anmeldelse af Dit barn har brug for dig af Gabor Mate og Gordon Neufeld

23. marts 2023 | Af Marta Wriedt | Foto: Skjødt Forlag

 

I bogen Dit barn har brug for dig, tydeliggør Gordon Neufeld og Gabor Maté, hvor vigtig tryg tilknytning er, og hvordan vi i den måde, vi i dag har indrettet os på, alligevel modarbejder netop dette i ganske høj grad.

 

ANMELDELSE AF DIT BARN HAR BRUG FOR DIG Vi er i dag blevet så ufatteligt fokuserede på, at vores børn skal være selvstændige, selvkørende og uafhængige, at vi helt har glemt, hvad barndommen egentlig handler om. Vi har glemt, at vores børn faktisk stadig er afhængige, og at vores nærhed er ekstremt vigtig.

Nogenlunde sådan formulerer Gordon Neufeld og Gabor Maté det i deres bog Hold on to Your Kids: Why Parents Need to Matter More Than Peers, som i den danske version har fået titlen Dit barn har brug for dig – forældre er vigtigere end jævnaldrende.

Bogen udkom i den danske oversættelse sidste år, og har – i hvert fald for mit vedkommende – været længe ventet.

Jeg vil ikke gøre mig klog på selve oversættelsen. Men jeg vil uden tvivl anbefale bogen, hvad end det er den originale eller oversættelsen, til alle, der har med børn at gøre eller interesserer sig det mindste for relationer, tilknytning og barnet i dem selv.

Dit barn har brug for dig er i mine øjne et af de vigtigste værker, når det kommer til forståelsen af tilknytning og jævnalderorientering, som er den betegnelse, de to forfattere bruger om tendensen, hvor børn og unge vender dig mod – og bruger – jævnaldrende frem for forældre.

Og netop den stigende jævnalderorientering er et kæmpe problem, mener Gordon Neufeld og Gabor Maté. Bogen igennem peger de på, hvordan tendensen er med til at undergrave sammenholdet i familien, og hvordan den på både individ- og samfundsplan skaber blandt andet øget aggression, kriminalitet, mobning, mistrivsel og seksualisering. Jævnalderorientering er med andre ord en hindring for tryg relationsdannelse og sund udvikling.

”Fra en tidlig alder kaster vi vores børn ud i mange situationer og sammenhænge, som opfordrer til jævnalderorientering. Ubevidst fremmer vi netop det fænomen, der på lang sigt underminerer det eneste solide grundlag for sund udvikling: Børns tilknytning til de voksne, der har ansvaret for at yde omsorg. At placere vores børn i en situation, hvor deres tilknytnings- og orienteringsinstinkter bliver rettet mod jævnaldrende, er en vildfarelse,” skriver de blandt andet og konstaterer, at børn i dag vokser op ”rige på jævnaldrende og fattige på voksne.”

I Dit barn har brug for dig redegøres der ligeledes meget fint for, hvordan økonomi er en væsentlig årsag til, at vi de sidste mange årtier har set en øget jævnalderorientering. Og det på trods af, at vi ifølge forfatterne handler ganske kortsigtet, hvis man opgør ”det reelle økonomiske tab for samfundet grundet jævnalderorientering, når det gælder retssystem, uddannelse og sundhed.”

“Ubevidst fremmer vi netop det fænomen, der på lang sigt underminerer det eneste solide grundlag for sund udvikling: Børns tilknytning til de voksne, der har ansvaret for at yde omsorg.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

Bogen er i min optik mere aktuel end nogensinde, og Gordon Neufeld og Gabor Maté har fat i noget vigtigt, når de tydeliggør, hvordan jævnalderorientering er blevet en norm, vi – mere eller mindre bevidst – accepterer og ligefrem hylder ved i mange aspekter at værdsætte barnets villighed til adskillelse frem for nærhed. De skriver blandt andet:

”Jævnalderorientering er blevet så allestedsnærværende i dag, at det nu er normen. Mange psykologer og undervisere såvel som menig mand ser det nu som naturligt – eller måske opdager de slet ikke fænomenet. Opfattelsen er simpelthen, at sådan er det bare. Men det, der er ”normalt” i den betydning, at det er normen, er ikke nødvendigvis ensbetydende med ”naturligt” eller ”sundt”. Der er intet hverken sundt eller naturligt ved jævnalderorientering.”

Et andet sted advarer de:

“Hvis vi ikke holder vores børn nær, vil de i værste fald miste evnen til at holde fast i deres eget sande jeg.”

Gordon Neufeld og Gabor Maté understreger dog samtidig, at det ikke er det, at forældrene arbejder ude, der er så ødelæggende. Problemet er, pointerer de, at vi ikke tager hensyn til tilknytningen i den måde, vi indretter os på.

”Hvis vi skal dele opgaven med at opdrage vores børn med andre, har vi brug for at skabe den rette sammenhæng og etablere det, jeg kalder et tilknytningsfællesskab – et hold omsorgsgivende voksenrelationer, som skal erstatte det, vi har mistet,” som de formulerer det.

“Hvis vi ikke holder vores børn nær, vil de i værste fald miste evnen til at holde fast i deres eget sande jeg.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

For Gordon Neufeld og Gabor Maté er det derfor afgørende, at vi som forældre forstår dels betydningen af sund og tryg tilknytning, dels at forældreskab først og fremmest er ”en relation, ikke en færdighed, som kan tillæres.” 

”Når et barn søger kontakt og nærhed med os, får vi kraft til og mulighed for at være den, der nærer, trøster, guider, underviser eller vejleder. For barnet, som har en god tilknytning til os, er vi den hjemmebase, hvorfra hun kan gå ud i verden, det sted, hun kan trække sig tilbage til, hendes kilde til inspiration. Alverdens opdragelsesfærdigheder kan ikke kompensere for den manglende tilknytningsrelation. Al kærlighed i hele verden kan ikke trænge igennem uden den psykologiske navlestreng, som barnets tilknytning skaber. Barnets tilknytningsrelation til en forælder må vare mindst lige så længe, som barnet har brug for opdragelse,” som de skriver.

Gordon Neufeld og Gabor Maté har delt bogen op i seks dele, hvilket gør den let at overskue. Første del forklarer, hvad jævnalderorientering er, mens anden og tredje del beskriver jævnalderorienteringens negative betydning for både vores evne til at opdrage og vores børns udvikling. I fjerde del kommer de to forfattere med et bud på en metode til, hvordan vi opbygger et stærkt og varigt bånd til vores børn, og femte del handler om, hvordan man undgår, at ens barn bliver opslugt af jævnalderkulturen. Den sidste del blev tilføjet bogens nye udgave fra 2014. I denne del beskrives de udfordringer, der er kommet – og er blevet forstærket af – den digitale tidsalder.

“Al kærlighed i hele verden kan ikke trænge igennem uden den psykologiske navlestreng, som barnets tilknytning skaber.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

Dit barn har brug for dig svarer skarpt og sagligt på mange af de argumenter, der måtte være for jævnalderorientering og adskillelse, og rummer samtidig megen vigtig viden og gode påmindelser. For eksempel understreger de to forfattere, at selvom det er tydeligt, at kulturen modarbejder forældreskabet og ikke sætter pris på værdien af tilknytning, er det vigtigt at huske, at vi er kulturen og derfor har et ansvar.

Det er med andre ord os som forældre, der har nøglen til at ændre tingene. Og det er for mig en ekstremt betydningsfuld pointe. 

Dit barn har brug for dig er en bog, jeg håber, vil nå bredt ud og åbne øjne.

Imens kan vi som forældre give vores børn det, jævnalderkulturen ikke kan. Nemlig rammer, de kan vokse i, og plads til reelt at være sig selv, som Gordon Neufeld og Gabor Maté så fint formulerer det.

 

Dit barn har brug for dig – forældre er vigtigere end jævnaldrende er skrevet af Gordon Neufeld og Gabor Maté. Den danske oversættelse har Liv Camilla Skjødt og Grete Lyngdorf stået for. Du kan købe bogen HER (affiliate link)

Dit barn har brug for dig af Gabor Maté og Gordon Neufeld

 

LÆS OGSÅ