FØDSEL

Hvorfor skal jeg kategoriseres ”sårbar” for at være sikret støtte under fødslen?

05. marts 2021 | Af Mie Ryborg-Larsen | Foto: Privat

Mie Ryborg-Larsen står bag et borgerforslag, der skal sikre alle fødende bedre rettigheder og fødsler. Det bør være en ret, mener hun.

Mie Ryborg-Larsen er socialrådgiver og hovedstiller på borgerforslaget ”Bedre Fødsler – forslag om indførelse af rettigheder til fødende”. Du kan følge med på Forældre og Fødsels instagramprofil @fogf.dk, som hun administrerer.

Alle kvinder bør have ret – og gratis adgang – til fødselsforberedelse af ordentlig kvalitet og til at føde i de rammer, de finder tryggest. Uanset om dette er hjemme, på klinik eller på hospital.

Alle bør have ret til at få personlig og tilstrækkelig hjælp til amningen, til at overnatte på fødestedet, hvis man ikke er klar til at tage hjem, til at få hjemmebesøg, hvis man gerne vil hjem, men stadig har brug for støtte, og alle skal have adgang til kendte jordemødre før, under og efter fødslen. Det bør ikke være forbeholdt “sårbare”, sådan som det er i dag. En fødsel er en stor, men også voldsom oplevelse for de fleste.

Gravide og fødende, som er særligt sårbare, skal selvfølgelig have specialiseret hjælp og støtte – og i et sammenhængende forløb.

Og jordemødrene skal have arbejdsvilkår, som giver dem mulighed for at bruge og udfolde deres faglighed. Ellers kan ovenstående ikke blive til virkelighed.

Med borgerforslaget ”Bedre Fødsler – forslag om indførelse af rettigheder til fødende”, som jeg har været med til at stille sammen med en gruppe kvinder, kræver vi grundlæggende ændringer i svangreomsorgens finansiering, organisering og kultur. Vi vil have værdigheden og omsorgen tilbage på fødselsområdet. Vi vil have lovsikrede rettigheder, der sikrer en ordentlig og lige behandling på tværs af geografi, økonomiske muligheder og fødselstidspunkt.

Vi vil ikke have lappeløsninger og hensigtserklæringer. Politikerne skal tage ansvar, og det knokler vi på at få dem til ved dette borgerforslag og via arbejdet i foreningen Forældre og Fødsel, hvor jeg også er aktiv.

Selv har jeg – på papiret – haft to ukomplicerede graviditeter og fødsler – den første i 2016, den anden i 2020. Men i realiteten er jeg begge gange på forskellig vis blevet rystet i min grundvold. Sådan bør det ikke være.

I 2016 valgte jeg at føde på sygehuset ud fra devisen om, at det nok ville være det sikreste, og fordi jeg der ville have adgang til diverse smertestillende og lægehjælp, såfremt der skulle blive behov for det. Jeg anede jo ikke, hvad jeg gik ind til, og jeg var både spændt og nervøs.

“Alle kvinder bør have ret – og gratis adgang – til fødselsforberedelse af ordentlig kvalitet og til at føde i de rammer, de finder tryggest.”

Mie Ryborg-Larsen

I graviditeten blev jeg tildelt to “faste” jordemødre, men nåede kun at møde den ene. Jeg var igennem fem forskellige til graviditetskonsultationerne, og med seks konsultationer i alt kan man nok godt regne ud, at der ikke var meget kontinuitet. Det gjorde mig ikke så meget dengang, for min graviditet forløb problemfrit. Men sådan er det ikke for alle.

Jeg meldte mig til sygehusets fødselsforberedelse. Det var en overfladisk omgang auditorieundervisning, som ikke gjorde mig synderligt klogere på, hvad jeg selv kunne gøre for at håndtere smerterne, men der var da – igen overfladisk – information om, hvilke medicinske smertelindringsmuligheder, der var. Derfor meldte jeg mig til et privat fødselsforberedelseskursus til ca. 2000 kroner, hvilket gav mig nogle konkrete redskaber til fx smertehåndtering, og som faciliterede nogle gode snakke mellem min kæreste og jeg om det at skulle være forældre.

Under selve fødslen, som varede 48 timer, hvoraf de 40 foregik på sygehuset, mødte jeg de sødeste jordemødre. Om natten var vi dog overladt til os selv, fordi der ikke var hænder nok, og de andre fødende var længere i fødsel end jeg. Jeg havde fuld forståelse for deres prioritering, men var også ca. 30 timer inde i en fødsel med regelmæssige veer (og vågen på 46. time), så jeg var begyndt at blive rigtig udmattet og modløs. Jordemoderen, der havde taget imod mig, da vi ankom dagen før, mødte ind i dagvagt igen, og tog sig af mig. Hun fik lagt en plan for, hvordan vi kunne få ”skub i tingene” og give mig ro til at samle kræfter til resten af fødslen. Det blev ved hjælp af hindesprængning og en epiduralblokade, som betød, at smerterne næsten helt forsvandt, og jeg fik sovet 1,5 time. Jeg mistede dog også følelsen i det ene ben og var derfor ikke mobil.

Heldigvis kom der skub i tingene, og hun fik lavet en grundig overlevering til jordemoderen i aftenvagt, som endte med at være hos mig, indtil jeg havde født ca. syv timer efter. Det var guld værd! Og alle skal have mulighed for at have en jordemoder hos sig under den aktive fase.

Jeg blev indlagt på barselsgangen efter fødslen, fordi jeg havde et kateter, der skulle tjekkes op på. Jeg syntes, amning var svært, og blev bedt om at kalde, når babyen skulle ammes, så de kunne hjælpe. Der gik dog flere timer fra, jeg hev i snoren, til de havde tid til at komme. Mit indtryk var, at de havde for travlt. Jeg fik i stedet udleveret et par ammebrikker og bedt om at prøve mig frem. Det gjorde jeg, men blev aldrig sikker på, om det, jeg gjorde, var rigtigt.

Da jeg skulle udskrives, måtte vi vente næsten seks timer på at få en udskrivningssamtale – de havde ikke engang tid til at sende os hjem. Jeg var således knap to døgn på barselsafsnittet, men uden at få den hjælp og støtte, jeg havde behov for.

Efter vi kom hjem, og mælken løb til, udviklede jeg hurtigt store smerter ved amning. Tårerne trillede, og min krop spændte op ved hver eneste amning. På trods af besøg fra sundhedsplejersken, som prøvede at guide mig, var det først, da jeg efter ni dage konsulterede en privat jordemoder, at der kom styr på det. Hun instruerede mig stille og roligt i korrekt ammeteknik og konstaterede samtidig, at jeg havde fået svamp. Havde jeg ikke betalt mig til denne hjælp, havde det næppe været muligt at amme min datter, til hun var et år. For mig giver det ikke mening, at man ikke har let og gratis adgang til jordemoderassistance, efter mælken er løbet til, og de første par uger efter fødslen, hvor amningen etableres.

Selv var jeg efter fødslen i chok over, at en fødsel kunne være så langvarig og mentalt udmattende. Heldigvis havde jeg mulighed for – og overskud til – at booke en efterfødselssamtale med den jordemoder, jeg fødte med. Det hjalp mig med at få bearbejdet oplevelsen. Jeg blev dog også opfordret til at sørge for at blive kategoriseret som “sårbar gravid”, næste gang jeg blev gravid, så jeg kunne blive henvist til kendt jordemoderordning. Måske fordi jeg blev berørt og græd lidt under samtalen.

I mine øjne er jeg en helt almindelig kvinde med en ufarlig og ukompliceret, men langvarig og fysisk og mentalt udmattende fødsel bag mig. Man bør ikke skulle kategoriseres som sårbar, for at få kontinuerlig jordemoderomsorg og -støtte. Alle fødende er i en sårbar position.

Jeg kunne da heller ikke, tre år senere, da jeg var gravid igen, få mig til at sige til lægen, at jeg var “sårbar gravid”. Jeg ville ikke “tage pladsen” fra dem, som virkelig havde behov for særlig støtte. Jeg havde dog en klar fornemmelse af, at min første fødsel ville komme til at spøge frem mod den næste, og at det ville være en god ting med kontinuerlig kontakt med en jordemoder, som kendte til min første oplevelse.

Til mit held bor jeg i Region Sjælland, der som den eneste region har fødetilbud i form af små jordemoderbemandede fødeklinikker, hvor man automatisk får den kendte og kontinuerlige jordemoderkontakt. Så jeg valgte at føde på fødeklinik anden gang og havde en meget bedre fødselsoplevelse.

Her fik jeg også fødselsforberedelse, som var klasser over de auditorieforberedelsesoplæg, jeg havde deltaget i på sygehuset ved min første graviditet. Og på niveau med det, jeg havde gået til privat i første graviditet.

Da fødslen gik i gang, var jeg så heldig, at den ene af mine to faste jordemødre var på vagt, og hun tog imod mig på klinikken, og var hos mig hele fødslen igennem. Jeg var bange for, om jeg kunne håndtere smerterne uden medicinsk smertelindring, og for at jeg igen skulle igennem et langvarigt forløb og miste modet. Men jeg var 100 procent tryg ved, at min jordemoder kunne hjælpe mig igennem det. Fordi hun havde tid til at sætte sig ind i mine styrker og svagheder og give mig den individuelle støtte, jeg havde brug for.

“I mine øjne er jeg en helt almindelig kvinde med en ufarlig og ukompliceret, men langvarig og fysisk og mentalt udmattende fødsel bag mig. Man bør ikke skulle kategoriseres som sårbar, for at få kontinuerlig jordemoderomsorg og -støtte. Alle fødende er i en sårbar position.”

Mie Ryborg-Larsen

Fødslen var intens og ekstremt grænseoverskridende til trods for, at den var “helt normal”. Men mine oplevelser blev aldrig bagatelliseret, tværtimod. Jeg er helt klart kommet styrket ud efter denne fødsel, og jeg er sikker på, at den tryghed, jeg fik ved at have “kendt jordemoder”, har reduceret min risiko markant for at udvikle en efterfødselsreaktion.

Mine fødselsoplevelser er hverken dramatiske eller traumatiske, men jeg har mærket hullerne i systemet på egen krop og heldigvis for mig været i stand til at kompensere. Det er langt fra alle, der har de muligheder. Da jeg havde prøvet en helt anden omsorg på fødeklinikken, læst Olga Ravns debatindlæg og alle de vidnesbyrd, der fulgte i kølvandet, blev jeg ramt. Ramt af følelsen af uretfærdighed og undren over de nuværende vilkår for fødende og dem, der skal hjælpe dem.

Derfor har jeg sammen med gode kræfter i Forældre og Fødsel stillet borgerforslaget ”Bedre Fødsler – forslag om indførelse af rettigheder til fødende”.

Hvis du ikke allerede har været inde og støtte borgerforslaget, kan det gøres lige her.

Du kan også støtte Forældre og Fødsels arbejde via medlemskab enten gratis (sympati) eller til 30 kr. om måneden (støtte) ved indmeldelse her.