Du kan ikke se lyset brænde stærkt, før mørket falder på

HEALING

Vi lever i dag i en kultur, hvor alt skal fixes og dulmes, og hvor intet må gøre ondt og være ubehageligt. I flugten fra mørket glemmer vi blot, at det er en forudsætning for lyset og en del af helheden, skriver Abi Frost.

13. september 2023 | Af Abi Frost | Foto: Pixabay

Vi lever i dag i en kultur, hvor alt skal fixes og dulmes, og hvor intet må gøre ondt og være ubehageligt. I flugten fra mørket glemmer vi blot, at det er en forudsætning for lyset og en del af helheden.

Abigaele Frost er uddannet healer og indehaver af innerwísdom.dk. Abi ser både mennesket og sjælen og arbejder med begge dele i sine healinger, cirkler og forløb.Du kan følge hende på instagram her.

Sommeren er gået på hæld, og vi går mod mørkere tider. Det er naturens såvel som livets gang: For at der kan være lys, må der også være mørke.

Det er en naturlig cyklus, som er gældende i mange henseender. Lys og mørk, dag og nat, rart og u-rart, indre og ydre, synligt og usynligt.

Problemet er blot, at vi i dag lever på en måde, hvor vi har mere fokus på lyset og lyst end på mørket – i hvert fald hvis vi kigger på det åndelige plan.

Mørket er blevet en udskældt del af helheden. Mørket er blevet noget, vi frygter. Noget, vi løber fra, og noget, vi tror, vi for alt i verden skal forsøge at undgå.

Mørket er i vores tid ikke velkomment. For det er ikke kønt. Det sælger ikke og skal helst gemmes væk.

I den fixer-kultur, vi lever i, skal det dulmes, når noget gør ondt. Når noget ikke er rart, skal det fjernes. Og når der er mørk, tænder vi lyset. Vi fixer og dulmer for at slippe for at mærke det ubehagelige. For at slippe for at mødes med vores egne indre ”dæmoner”.

Hele generationer har måttet ”klemme ballerne sammen” og tørre tårerne bort. De har ikke lært at forholde sig til mørket, for mørke, vrede, sorg og ”negative” følelser har ikke været velkomne.

Vi higer i stedet efter lyset, der er blevet en slags synonym med frelse og forløsning.

I den jagt glemmer vi blot, at vi ikke kan finde lyset eller blive oplyste, hvis vi ikke først tør gå gennem mørket og blive venner med det. Vi kan ikke kun dyrke lyset. Vi kan ikke kun have dag, og vi kan ikke kun have succes. Der skal være plads til mørket, nætterne og læring. Vi har brug for begge dele.

“I den fixer-kultur, vi lever i, skal det dulmes, når noget gør ondt. Når noget ikke er rart, skal det fjernes. Og når der er mørk, tænder vi lyset. Vi fixer og dulmer for at slippe for at mærke det ubehagelige. For at slippe for at mødes med vores egne indre ”dæmoner”.”

Abi Frost

Der er ingen vej udenom, for mørket findes i os alle. I vores sorger, vores traumer og vores frygt. Både det tillærte, det, vi har erfaret igennem et levet liv, og via den bagage, vores sjæl har med sig.

Hvis vi løber fra det, løber vi fra dele af os selv, og dermed føler vi os aldrig som de hele væsner, vi er. Vi bliver splittede og får svært ved at mærke os selv. Vores nervesystem vil blive overbelastet, fordi vi prøver at overdøve ”larmen” fra mørket. Vi forholder os ganske enkelt ikke til helheden indeni.

Mørket vil altid komme snigende på den ene eller anden måde og gøre opmærksom på sin eksistens. Mørket – eller sorgen, smerten, ensomheden og vreden – manifesterer sig lige meget, hvor meget du undertrykker det. Det vil være der og kræve sin tid og plads. Og jo længere tid, du venter på at møde det, jo mere insisterende vil det være.

Stress, depression, udbrændthed og angst er alle tydelige tegn på, at mørket har taget over. Det, nogle vil kalde folkesygdomme, er for mig tydelige tegn på, at vi gør noget forkert eller jagter noget uopnåeligt. At vi løber efter lyset. Og jo længere tid, vi gør det – og fornægter mørket – desto mere vil netop mørket fylde og kræve af os.

Men hvad mon der ville ske, hvis vi turde sætte os med ubehaget i mørket og blot tillade, at det var der? Hvilke sandheder om os selv ville vi erfare? Hvilke følelser ville vi komme i kontakt med? Hvad ville vores ”dæmoner” fortælle os, hvis de fik lov?

I min optik bør vi ære mørket. Fordybelsen. Den indre rejse og alle de følelser, der ligger her. For de er vigtige. De er nøglen til alt det, vi søger og jager. Hvis ikke vi tør have dårlige dage, hvordan skal vi da kunne opleve de gode? Hvis ikke vi giver os selv lov at mærke vreden, hvordan ved vi da, hvad indre ild er og kan? Hvis ikke vi tør overgive os til sorgen, hvordan ved vi da, hvad forløsningen føles som?

“I min optik bør vi ære mørket. Fordybelsen. Den indre rejse og alle de følelser, der ligger her. For de er vigtige. De er nøglen til alt det, vi søger og jager. “

Abi Frost

Vi kan ikke bevæge os ind i en mere oplyst tilstand, hvis vi ikke tør vandre igennem mørket. Præcis som du ikke kan se, om lyset brænder stærkt, før mørket falder på.

Livet består af lys og mørke. Livet består af opture og nedture. Livet består af lykke og sorg. Det hele er der, og det hele skal have sin plads. Og når først vi tør favne mørket, vil lyset blive så meget smukkere.

Mit ønske er derfor, at vi her og nu og i fremtiden bliver bedre til at møde og gøre plads til begge dele. For:

Tænk, hvis det blev anset som normalt at have både gode og dårlige dage.

Tænk, hvis de dårlige ikke skulle fixes, men rummes og æres.

Tænk, hvis vi havde et samfund, hvor det var muligt at græde i offentligheden, uden at skyld og skam var en naturlig følgesvend.

Tænk, hvis det at være ”nede” ikke anses som en fiasko, men som en naturlig del af at gå igennem livet.

Tænk, hvis fejl blev anset som en del af vejen til succes.

Tænk, hvis mørket blev anset som lige så vigtigt som lyset.

“Tænk, hvis det at være ”nede” ikke anses som en fiasko, men som en naturlig del af at gå igennem livet. “

Abi Frost

Tænk, hvis vi ikke delte verden op i godt/rigtigt og dårligt/forkert.

Tænk, hvis vi var her for at opleve det hele.

Tænk, hvis mørket var her for at vise os lyset!

LÆS OGSÅ

Vejen til healing kan være ensom og smertefuld

Er du en af dem, der er begyndt en indre healingsrejse, vil du formentlig opleve, at der ikke er nogen lige vej, og at den vej, du går, fører en del smerte med sig, skriver Abi Frost fra Innerwisdom.dk.

2. januar 2023 | Af Abi Frost | Foto: Tiago Bandeira, Unsplash

Er du en af dem, der er begyndt en indre healingsrejse, vil du formentlig opleve, at der ikke er nogen lige vej, og at den vej, du går, fører en del smerte med sig.

Healing er mange ting, kan se ud på mange måder og rummer ofte en lang rodet rejse. En fællesnævner er dog, at det sjældent er kønt eller ”lyserødt” – for healing handler i al sin enkelthed om at se på de traumer og tillærte mønstre, der er blevet en del af vores væsen, og indse, at de ikke er en del af vores oprindelse og den, vi virkelig er. De er blot noget, vi har ”samlet op” eller er blevet lært.

Healing kan derfor også gøre ondt. At se på det, vi så møjsommeligt har gemt væk på bagerste hylde i en glemt og aflåst del af hjertet, kommer ikke uden en vis mærkbar smerte. En smerte, der handler om den uret, vi føler, vi har oplevet, hvad end den så måtte bunde i.

I denne proces er det vigtigt at huske, at smerten er en del af fortiden, og selv om vi genbesøger den – og smerten føles reel og ægte, så kan den ikke gøre os ondt igen. Det, vi oplever, er et aftryk af fortiden.

Genbesøget viser os også, at vi har en mulighed for at se på det oplevede med nye øjne i stedet for med det indre sårede barns. Og det muliggør, at vi finder en snert af forståelse eller måske endda accept af fortiden. På et tidspunkt kommer måske også tilgivelsen. En tilgivelse, der kan sætte os fri.

“At se på det, vi så møjsommeligt har gemt væk på bagerste hylde i en glemt og aflåst del af hjertet, kommer ikke uden en vis mærkbar smerte.”

Abi Frost

På healingsrejsen vil vores eget indre barn have brug for en voksen, der er tilstede og nærværende. En voksen, der lytter, holder om, støtter og give ubetinget kærlighed. Alt det, vi ikke fik og dermed mangler.

Når vi begynder at opfylde disse egne dybe behov, begynder vi for alvor at heale og hele. Her begynder vi at indse, at det aldrig var os, der var forkerte, for lidt, for meget, ikke gode nok, ikke dygtige nok, ikke smukke nok. Vi var hele tiden perfekte og værdige til et liv i overflod.

Når den del af rejsen tager fart, kommer der ofte reaktioner fra vores omgangskreds. Vi flytter os nemlig ud af de snævre kasser og rammer, der er blevet bygget omkring os. Vi vokser ud af det billede, vi selv og vores omgivelser har sat op som værende os. Dermed synes de måske også, vi forandrer os, bliver noget andet – og måske får de svært ved at genkende os.

Når vi ikke længere lever op til andres opfattelse af, hvem vi er, når vi strækker os og rejser os i egen fulde højde og skinner vores lys, viser vi dem også deres egne skygger – alt det, de ikke selv vil være ved. Mange mister i den forbindelse venner og familie, og den ensomme vandring tager sin start. Det er smertefuldt, men en nødvendig del af rejsen.

Det samme er sorgen.

For i takt med at vi healer og slipper alt det, der engang var, slipper vi også dele af os selv – dele af vores identitet. Selvom det er dele, vi ikke længere kan forliges med, så er det stadig som at sige farvel til en gammel ven. Og hvem er vi, når vi slipper det gamle? Hvad kommer på den anden side? Og hvor er vi på vej hen?

“Når vi ikke længere lever op til andres opfattelse af, hvem vi er, når vi strækker os og rejser os i egen fulde højde og skinner vores lys, viser vi dem også deres egne skygger – alt det, de ikke selv vil være ved.”

Abi Frost

Der kan komme mange spørgsmål i denne proces, og det er vigtigt at give sorgen plads. Den er en helt naturlig og smuk del af rejsen – præcis som vreden og forvirringen er det. Giv dig selv lov at sørge over det, der var, og det, der ikke længere er eller skal være.

Healing er derfor også ensomt, hvad end du har kærlige og forstående relationer omkring dig eller ej. Rejsen sker nemlig på indersiden.

Vi mærker ekstra meget, tænker ekstra meget og ser spejlinger af os selv i alt og alle. Vi bliver bevidste om reaktionsmønstre og eget syn på verden. Vi afinstallerer alt det tillærte, og lige meget hvor meget vi prøver at dele den oplevelse med andre, vil det i sidste ende altid være en oplevelse, vi står med alene.

For hvordan forklarer man, at ens indre barn er gået fra ”nedlukket” til vred. Og at det er en god ting, når man ikke engang helt selv forstår, hvad det er, der sker, men blot ved, at det føles rigtigt. Hvordan forklarer man, at man er sårbar og hudløs, når der ikke er en umiddelbar forklaring eller situation, der har udløst netop de følelser? Hvordan forklarer man, at det, man før fandt sjovt og interessant, ikke længere føles godt, men kedeligt og ligegyldigt? Hvordan forklarer man, at man egentlig helst bare vil være lidt alene (igen), fordi sorgen, som man ikke kan sætte ord på, fylder en til randen.

Healing er en ensom vandring, men du går ikke kun vejen for dig selv. Du går den også for alle de generationer, der kommer efter dig, og alle dem, der gik før dig. Healing er usynlig, men spreder sig som ringe i vandet. Husk det.

Hvordan din healingsrejse tager sig ud, og hvilken rækkefølge tingene kommer i, er ikke til at vide på forhånd, for vi healer i det tempo, vi er klar til, og kigger på de ting, vi kan overkomme. Vi genbesøger derfor ofte temaer af flere omgange og i en ikke kronologisk rækkefølge. Healing kan ikke forklares, planlægges eller times. Healing sker, når vi er klar og villige til at træde ind på vejen og gå den skridt for skridt.

“Healing er en ensom vandring, men du går ikke kun vejen for dig selv. Du går den også for alle de generationer, der kommer efter dig, og alle dem, der gik før dig. Healing er usynlig, men spreder sig som ringe i vandet.”

Abi Frost

Det kan føles overvældende, sårbart, rodet og uskønt – men i sidste ende er det rejsen værd. For du viser dig selv og dit indre barn, at du er det hele værd, og at du har dig.

Du var aldrig gået i stykker. Du var altid hel. Og du var den, du ventede på, til at vise dig det!