Mie valgte institutionslivet fra: Jeg har brugt meget tid i forsøget på ikke at støde nogen

LIVET MED BØRN

Mie valgte institutionslivet fra: Jeg har brugt meget tid i forsøget på ikke at støde nogen

Mie Leonhardt Husum Rinken går hjemme med børnene Elisabeth og Regnar.

8. januar 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

I starten, når jeg fortalte om vores valg, skyndte jeg mig ofte at sige, at “der findes jo også så mange gode institutioner derude”, for at spørgeren ikke skulle blive såret over mit valg, fortæller Mie Leonhardt Husum Rinken, der har valgt at være hjemme med sine børn.

Mie Leonhardt Husum Rinken går hjemme med børnene Elisabeth og Regnar. Sammen med manden, Carsten, bor hun i Nørreballe på Lolland. Her flyttede de til i maj 2016 efter at have boet i Valby ved København. Du kan følge hende på Instagram og på bloggen frabypigetilbonderøv.

Hvordan vil du beskrive det liv, I havde i København, inden I tog jeres datter ud af vuggestuen og flyttede til Lolland?​
Inden vi tog springet, talte vi meget om det. Og vi var meget bevidste om, at vores datter ikke skulle være mange timer i vuggestue. Ikke fordi de ikke var søde, eller at vi ikke havde samme overbevisninger om institutionslivet, som vi har i dag. Men fordi vi gerne ville tilbringe så meget tid som muligt sammen med hende. Carsten bad om at møde tidligere, så han kunne hente hende, når hun vågnede fra lur, og jeg var i starten i gang med uddannelse og blev senere selvstændig efter kortvarig ledighed. Så vi havde tidsmæssigt mulighed for at aflevere sent og hente tidligt. Derudover boede min mor i nærheden, og havde hende gerne en dag om ugen. Så vi har aldrig, udover nogle få gange, oplevet at være hængt op på tid.

Hvad var det, der gjorde, I besluttede jer for, at jeres børn skulle være hjemme, og hvorfor endte I på Lolland?​
Det var, og er stadig, på grund af et dybtfølt ønske om at være dem, som former børnene. En overbevisning om, at det, som sker i barndommen, spreder sig som ringe i vandet op gennem livet. Så vores holdning var, at hvis vi ønskede at have en markant indflydelse på vores børn, skulle vi sætte tid af til det. Det kom sig af en blanding af, at min mand havde lyttet til nogle filosoffer på YouTube om familieliv. Mine terapeutuddannelser og min tid som sosu-hjælper med terminale patienter spillede også en rolle. Det der med at forsøge at lave et tilbageblik og mærke efter – hvilket slags liv ønskede vi at se tilbage på? Og vi var ikke i tvivl om, at det for os skulle være et liv med nærvær, hvor familien betød mest. At det endte med at blive på Lolland, vi bosatte os, var et mere gennemregnet valg. Vi søgte efter meget lav kvadratmeterpris. Da vi ville skulle leve af Carstens ufaglærte løn, var økonomi en ret vigtig faktor. Vi ledte efter et sted med plads til at dyrke grøntsager og have lidt dyr. Vi tjekkede ejendomsskatter, kriminalitetsstatistik, overvejede distancer og så videre. Da vi besluttede, at Lolland-Falster ville kunne imødekomme de fleste af vores behov, fandt vi hurtigt vores drømmebolig. En af grundene til, vi valgte Lolland, var også, at vi ikke havde noget netværk der. Vi ville gerne lande i vores nye livsstil og begå fejl uden at føle, at vi var under for meget beskydning eller risikere at blive overrumplet af andres følelser og trække i land. Det ved jeg i dag, var og er det helt rigtige for os.

 
Hvordan tog venner og familie imod jeres beslutning?​
​I vores tidsalder lyder det nærmest nyreligiøst at ønske at tilbringe så meget tid sammen med sine børn. Og vi har haft mange og lange samtaler, diskussioner og grænsende til skænderier på grund af vores valg. “Du kan da ikke bare afskære dem fra al menneskelig kontakt”, er nok et af  de vildeste udbrud, jeg har måttet besvare. Jeg har brugt så urimelig meget tid og energi i forsøget på ikke at støde nogen med mit valg – også vores nærmeste. I starten, når jeg fortalte om vores valg, skyndte jeg mig ofte at sige, at “der findes jo også så mange gode institutioner derude”, for at spørgeren ikke skulle blive såret over mit valg. Det lyder jo egentlig skørt, at vi kan blive såret over, at andre har valgt en anden vej for deres familie. Det er min erfaring, at det for mange også føltes som et angreb. Et angreb på den måde, de har været forældre, eller den måde, de selv er opvokset på. Uanset hvad kan det virkelig være et minefelt. 
 
Hvordan er jeres hverdag i dag, og hvordan er “arbejdsfordelingen” din mand og dig imellem?​
Min mand arbejder 37 timer, men gudskelov i skiftehold. Så den ene uge er han hjemme i dagtimerne og den anden om eftermiddag/aften. Det vil sige, at vi flexer lidt, hvem der tager til legeaftaler og generelt tager sig af børnene. Jeg er dog på konstant. Med hensyn til det huslige arbejde tror jeg, vi er meget lig de fleste andre børnefamilier. Den, som først løber tør for tøj, sætter en maskinfuld over. Vi er også tit rørende uenige om, hvem der gør mest, men vi er et hold, og hvis den ene har det lidt stramt, så træder den anden til. Vi har ikke på nogen måde et ‘Bo Bedre’-hjem, selvom vores landsted klart har potentialet til det. Sandheden er bare, at børn, som er hjemme på fuld tid, også roder på fuld tid, og ingen af os lider af rengøringsvanvid. Så de voksnes ønske er faktisk på sigt at få økonomisk råderum til rengøringshjælp.
 
Hvilke reaktioner møder du fra omgivelserne?​
Der er som regel tre kategorier, når vi taler om reaktioner. ‘Entusiasten’ er enten en, som selv hjemmepasser eller drømmer om det. Det kan også være en fra den ældre generation, som enten har gjort noget lignende, eller ville ønske at have gjort det. Entusiasten spørger tit ind til værdier og i dybereliggende følelser. ‘Den høflige’ er den, som oftest ikke forstår valget og som for alt i verden ikke vil i konflikt eller rammes af sårbarhed, så de holder det overfladisk. Den høflige skøjter uden om kanterne og finder gerne tryghed i at tale i generaliseringer og så videre til vejret. ‘Skeptikeren’ har paraderne oppe fra det øjeblik, de hører, at man ikke “bidrager til samfundet”. De taler om kødgryder, privilegieblindhed, curling og bruger sætninger som “ingen har nogensinde taget skade af at komme ud af mors skørter”, og “hvad så hvis alle gjorde som dig, så ville samfundet kollapse”. Det lykkes sjældent at komme helt ind og tale om det, det rent faktisk handler om. Men når det gør, er det ren magi.
 
Du har valgt at blande dig i debatter om børn og institutionalisering. Hvorfor?​
Som nævnt forsøgte jeg tidligere at vise ekstremt meget hensyn, for at de, som valgte anderledes end jeg, ikke skulle blive stødt over mit valg. Men da jeg så dokumentaren ‘Hvem passer vores børn’ og efterfølgende forældre, som gik på gaden med børnene i favnen og råbte på en voksen, blev jeg ramt på vegne af børnene. Jeg blev ikke kun vred, som det nogle gange forstås. Jeg blev også ked af det og bekymret. Fordi jeg har været adskilt fra, hvad jeg mener, er en uhensigtsmæssigt børnekultur, så længe, at jeg ikke længere har noget i klemme, råber jeg højt og indimellem ikke så pænt. For det er så svært at trænge igennem den mur af indoktrinering om, at børn har bedst af at rette ind, være adskilt fra deres forældre, og at vi skal beskytte fællesskabet i højere grad end vores eget afkom. Ro, ordentlighed og renlighed gennemsyrer til stadighed systemets syn på børn på trods af, at man aldrig før har set så stor mistrivsel hos hverken børn eller voksne. Det er så sårbart, og jeg ser heller ikke mig selv fri for opdragelsesarvegodset og gammelt børnesyn. Jeg øver mig også. Jeg mener, at hvis vi ønsker hele mennesker ud på den anden side, så er vi nødt til at sadle om. Ikke kun for børnenes skyld, men også for vores egen. Jeg tror dog ikke, at det sker over en generation.
 
Er det planen, at jeres børn skal hjemmeskoles – og hvorfor?​
Ja, det er det. Fordi vi ikke er enige i den måde, man uddanner på. Vi mener, man her ser børn som tomme beholdere, der skal fyldes op, og sådan oplever jeg slet ikke børn. De er videbegærlige, innovative og kildekritiske. Vi skal bare lade være med at pille det ud af dem.
Det betyder ikke, at vores børn ikke skal lære basale færdigheder i gængse fag. Vores vej bliver bare noget anderledes, da vi bruger selvledet læring. Vi lever i en tid, hvor skolerne ikke længere har patent på viden. Med få klik er langt det meste tilgængeligt. Så det vigtigste, mine børn skal lære, er, hvad det vil sige at være menneske. For det lader til at være en af de sværeste nødder at knække i vor tid. Mange forældre siger, at de ville ikke kunne undervise selv. Men hvis de 11 år, du har tilbragt på din grunduddannelse, ikke har givet dig værktøjer til at fralære blandt andet basal matematik, hvorfor I alverden vil du så sende dit kæreste eje ned af samme vej? Vi taler tit om, hvilken verden vi overlader til vores børn, men alt for lidt om, hvilke børn vi overlader til verdenen.

LIVET MED BØRN

Mie valgte institutionslivet fra: Jeg har brugt meget tid i forsøget på ikke at støde nogen

Mie Leonhardt Husum Rinken går hjemme med børnene Elisabeth og Regnar.

8. januar 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

I starten, når jeg fortalte om vores valg, skyndte jeg mig ofte at sige, at “der findes jo også så mange gode institutioner derude”, for at spørgeren ikke skulle blive såret over mit valg, fortæller Mie Leonhardt Husum Rinken, der har valgt at være hjemme med sine børn.

Mie Leonhardt Husum Rinken går hjemme med børnene Elisabeth og Regnar. Sammen med manden, Carsten, bor hun i Nørreballe på Lolland. Her flyttede de til i maj 2016 efter at have boet i Valby ved København. Du kan følge hende på Instagram og på bloggen frabypigetilbonderøv.

Hvordan vil du beskrive det liv, I havde i København, inden I tog jeres datter ud af vuggestuen og flyttede til Lolland?​
Inden vi tog springet, talte vi meget om det. Og vi var meget bevidste om, at vores datter ikke skulle være mange timer i vuggestue. Ikke fordi de ikke var søde, eller at vi ikke havde samme overbevisninger om institutionslivet, som vi har i dag. Men fordi vi gerne ville tilbringe så meget tid som muligt sammen med hende. Carsten bad om at møde tidligere, så han kunne hente hende, når hun vågnede fra lur, og jeg var i starten i gang med uddannelse og blev senere selvstændig efter kortvarig ledighed. Så vi havde tidsmæssigt mulighed for at aflevere sent og hente tidligt. Derudover boede min mor i nærheden, og havde hende gerne en dag om ugen. Så vi har aldrig, udover nogle få gange, oplevet at være hængt op på tid.

Hvad var det, der gjorde, I besluttede jer for, at jeres børn skulle være hjemme, og hvorfor endte I på Lolland?​
Det var, og er stadig, på grund af et dybtfølt ønske om at være dem, som former børnene. En overbevisning om, at det, som sker i barndommen, spreder sig som ringe i vandet op gennem livet. Så vores holdning var, at hvis vi ønskede at have en markant indflydelse på vores børn, skulle vi sætte tid af til det. Det kom sig af en blanding af, at min mand havde lyttet til nogle filosoffer på YouTube om familieliv. Mine terapeutuddannelser og min tid som sosu-hjælper med terminale patienter spillede også en rolle. Det der med at forsøge at lave et tilbageblik og mærke efter – hvilket slags liv ønskede vi at se tilbage på? Og vi var ikke i tvivl om, at det for os skulle være et liv med nærvær, hvor familien betød mest. At det endte med at blive på Lolland, vi bosatte os, var et mere gennemregnet valg. Vi søgte efter meget lav kvadratmeterpris. Da vi ville skulle leve af Carstens ufaglærte løn, var økonomi en ret vigtig faktor. Vi ledte efter et sted med plads til at dyrke grøntsager og have lidt dyr. Vi tjekkede ejendomsskatter, kriminalitetsstatistik, overvejede distancer og så videre. Da vi besluttede, at Lolland-Falster ville kunne imødekomme de fleste af vores behov, fandt vi hurtigt vores drømmebolig. En af grundene til, vi valgte Lolland, var også, at vi ikke havde noget netværk der. Vi ville gerne lande i vores nye livsstil og begå fejl uden at føle, at vi var under for meget beskydning eller risikere at blive overrumplet af andres følelser og trække i land. Det ved jeg i dag, var og er det helt rigtige for os.

 
Hvordan tog venner og familie imod jeres beslutning?​
​I vores tidsalder lyder det nærmest nyreligiøst at ønske at tilbringe så meget tid sammen med sine børn. Og vi har haft mange og lange samtaler, diskussioner og grænsende til skænderier på grund af vores valg. “Du kan da ikke bare afskære dem fra al menneskelig kontakt”, er nok et af  de vildeste udbrud, jeg har måttet besvare. Jeg har brugt så urimelig meget tid og energi i forsøget på ikke at støde nogen med mit valg – også vores nærmeste. I starten, når jeg fortalte om vores valg, skyndte jeg mig ofte at sige, at “der findes jo også så mange gode institutioner derude”, for at spørgeren ikke skulle blive såret over mit valg. Det lyder jo egentlig skørt, at vi kan blive såret over, at andre har valgt en anden vej for deres familie. Det er min erfaring, at det for mange også føltes som et angreb. Et angreb på den måde, de har været forældre, eller den måde, de selv er opvokset på. Uanset hvad kan det virkelig være et minefelt. 
 
Hvordan er jeres hverdag i dag, og hvordan er “arbejdsfordelingen” din mand og dig imellem?​
Min mand arbejder 37 timer, men gudskelov i skiftehold. Så den ene uge er han hjemme i dagtimerne og den anden om eftermiddag/aften. Det vil sige, at vi flexer lidt, hvem der tager til legeaftaler og generelt tager sig af børnene. Jeg er dog på konstant. Med hensyn til det huslige arbejde tror jeg, vi er meget lig de fleste andre børnefamilier. Den, som først løber tør for tøj, sætter en maskinfuld over. Vi er også tit rørende uenige om, hvem der gør mest, men vi er et hold, og hvis den ene har det lidt stramt, så træder den anden til. Vi har ikke på nogen måde et ‘Bo Bedre’-hjem, selvom vores landsted klart har potentialet til det. Sandheden er bare, at børn, som er hjemme på fuld tid, også roder på fuld tid, og ingen af os lider af rengøringsvanvid. Så de voksnes ønske er faktisk på sigt at få økonomisk råderum til rengøringshjælp.
 
Hvilke reaktioner møder du fra omgivelserne?​
Der er som regel tre kategorier, når vi taler om reaktioner. ‘Entusiasten’ er enten en, som selv hjemmepasser eller drømmer om det. Det kan også være en fra den ældre generation, som enten har gjort noget lignende, eller ville ønske at have gjort det. Entusiasten spørger tit ind til værdier og i dybereliggende følelser. ‘Den høflige’ er den, som oftest ikke forstår valget og som for alt i verden ikke vil i konflikt eller rammes af sårbarhed, så de holder det overfladisk. Den høflige skøjter uden om kanterne og finder gerne tryghed i at tale i generaliseringer og så videre til vejret. ‘Skeptikeren’ har paraderne oppe fra det øjeblik, de hører, at man ikke “bidrager til samfundet”. De taler om kødgryder, privilegieblindhed, curling og bruger sætninger som “ingen har nogensinde taget skade af at komme ud af mors skørter”, og “hvad så hvis alle gjorde som dig, så ville samfundet kollapse”. Det lykkes sjældent at komme helt ind og tale om det, det rent faktisk handler om. Men når det gør, er det ren magi.
 
Champs of Denmark
 
Du har valgt at blande dig i debatter om børn og institutionalisering. Hvorfor?​
Som nævnt forsøgte jeg tidligere at vise ekstremt meget hensyn, for at de, som valgte anderledes end jeg, ikke skulle blive stødt over mit valg. Men da jeg så dokumentaren ‘Hvem passer vores børn’ og efterfølgende forældre, som gik på gaden med børnene i favnen og råbte på en voksen, blev jeg ramt på vegne af børnene. Jeg blev ikke kun vred, som det nogle gange forstås. Jeg blev også ked af det og bekymret. Fordi jeg har været adskilt fra, hvad jeg mener, er en uhensigtsmæssigt børnekultur, så længe, at jeg ikke længere har noget i klemme, råber jeg højt og indimellem ikke så pænt. For det er så svært at trænge igennem den mur af indoktrinering om, at børn har bedst af at rette ind, være adskilt fra deres forældre, og at vi skal beskytte fællesskabet i højere grad end vores eget afkom. Ro, ordentlighed og renlighed gennemsyrer til stadighed systemets syn på børn på trods af, at man aldrig før har set så stor mistrivsel hos hverken børn eller voksne. Det er så sårbart, og jeg ser heller ikke mig selv fri for opdragelsesarvegodset og gammelt børnesyn. Jeg øver mig også. Jeg mener, at hvis vi ønsker hele mennesker ud på den anden side, så er vi nødt til at sadle om. Ikke kun for børnenes skyld, men også for vores egen. Jeg tror dog ikke, at det sker over en generation.
 
Er det planen, at jeres børn skal hjemmeskoles – og hvorfor?​
Ja, det er det. Fordi vi ikke er enige i den måde, man uddanner på. Vi mener, man her ser børn som tomme beholdere, der skal fyldes op, og sådan oplever jeg slet ikke børn. De er videbegærlige, innovative og kildekritiske. Vi skal bare lade være med at pille det ud af dem.
Det betyder ikke, at vores børn ikke skal lære basale færdigheder i gængse fag. Vores vej bliver bare noget anderledes, da vi bruger selvledet læring. Vi lever i en tid, hvor skolerne ikke længere har patent på viden. Med få klik er langt det meste tilgængeligt. Så det vigtigste, mine børn skal lære, er, hvad det vil sige at være menneske. For det lader til at være en af de sværeste nødder at knække i vor tid. Mange forældre siger, at de ville ikke kunne undervise selv. Men hvis de 11 år, du har tilbragt på din grunduddannelse, ikke har givet dig værktøjer til at fralære blandt andet basal matematik, hvorfor I alverden vil du så sende dit kæreste eje ned af samme vej? Vi taler tit om, hvilken verden vi overlader til vores børn, men alt for lidt om, hvilke børn vi overlader til verdenen.

LÆS OGSÅ