”Så længe vi ikke kan afvise, at det skader at anvende dagtilbud, bør vi være skeptiske”

ANMELDELSE

”Så længe vi ikke kan afvise, at det skader at anvende dagtilbud, bør vi være skeptiske”

Der mangler ordentlig forskning, som viser, hvilken betydning den massive institutionalisering af danske børn har, lyder et af kritikpunkterne i Ole Henrik Hansens bog Børnelivet i velfærdsstatens hænder. En vigtig bog i den accelererende omsorgsrevolution.

26. august 2024 | Af Marta Wriedt | Foto: Dafolo

 

Der mangler ordentlig forskning, som viser, hvilken betydning den massive institutionalisering af danske børn har, lyder et af kritikpunkterne i Ole Henrik Hansens bog Børnelivet i velfærdsstatens hænder. En vigtig bog i den accelererende omsorgsrevolution.

 

ANMELDELSE AF BØRNELIVET I VELFÆRDSSTATENS HÆNDER Ole Henrik Hansens bog Børnelivet i velfærdsstatens hænder er et kritisk blik på de opvækstvilkår, vi i dagens Danmark byder vores børn og en klar appel til politikerne om i langt højere grad at se på børnenes tarv.

I bogen sætter Ole Henrik Hansen, der er uddannet pædagog, cand.pæd og har en ph.d i småbørnspædagogik, spørgsmålstegn ved nogle af de konklusioner, der er blevet draget i forhold til institutionaliserings positive betydning for danske børn, og ved den måde, velfærdsstaten drifter og bruger dagtilbud på.

Udover at tegne et fint billede af, hvordan institutionaliseringen i dag ser ud i tal, forsøger Ole Henrik Hansen ligeledes at illustrere, hvem det er, der i dag vælger at hjemmepasse deres børn i stedet for at vælge statens pasningstilbud til. Et billede, han tegner ud fra en spørgeskemaundersøgelse foretaget blandt 601 hjemmepassere i 2022. I øvrigt en undersøgelse, jeg ikke tror, der er blevet lavet tidligere.

Bogen er på ingen måde en fordømmelse af hverken forældres valg af institution eller dagtilbud som institution. Den er i højere grad en samfundskritik og en opfordring til handling. Og selvom Ole Henrik Hansen allerede fra start gør det klart, at han med familiens eget valg om at hjemmepasse er biased i en vis grad, er det hovedsageligt i bogens sidste del, at hans holdninger skinner klarest igennem.

Her lægger han således ikke skjul på, at han mener, det er på høje tid at gentænke børneområdet. At det er på tide, ”at beslutningstagere og centralforvaltning slutter med denne årtier lange epoke af lappeløsninger og slutter med at tillade interessenter på området at lægge retningslinjerne,” som han selv formulerer det.

“Så længe man ikke på baggrund af højkvalitetsforskning fri for bias og interessekonflikter kan sige, at det ikke skader børn at anvende de danske dagtilbud for de yngste børn, som disse dagtilbud ser ud, bør man være skeptisk over for den nuværende praksis.”

 
Ole Henrik Hansen

Samtidig opfordrer han kraftigt til, at vi som ”ansvarligt velfærdssamfund” begynder at undersøge, hvilken betydning den massive institutionalisering reelt har for de danske børn. At vi begynder at undersøge, hvilken effekt det har, at små børn helt ned til 6-månedersalderen bliver adskilt fra deres forældre for i stedet at tilbringe 6-8 timer om dagen i en vuggestue, hvis kvalitet der i hvert fald lige nu ikke er den bedste.

For, som han meget rigtigt skriver: ”Så længe man ikke på baggrund af højkvalitetsforskning fri for bias og interessekonflikter kan sige, at det ikke skader børn at anvende de danske dagtilbud for de yngste børn, som disse dagtilbud ser ud, bør man være skeptisk over for den nuværende praksis.”

Netop det udsagn kan jeg personligt kun være enig i. Og Ole Henrik Hansen påpeger det jo tydeligt her:

”Børnene lærer at binde deres sko, sortere affaldet, at tælle til 10, at genkende bogstaver, at kunne vente på tur, at kunne bøje sig ind i et utrygt fællesskab. De tilpasser sig alt, hvad vi som velfærdsstat byder dem og forventer af dem.”

Med andre ord: Børn er sociale individer, der på bedste vis forsøger at tilpasse sig de vilkår, de bliver budt. Men fordi ikke alle ser ud til at reagere på vilkårene omkring sig, betyder det ikke, at det ikke sætter spor.

“Børnene lærer at binde deres sko, sortere affaldet, at tælle til 10, at genkende bogstaver, at kunne vente på tur, at kunne bøje sig ind i et utrygt fællesskab. De tilpasser sig alt, hvad vi som velfærdsstat byder dem og forventer af dem.”

 
Ole Henrik Hansen

Barndommen og børnelivet har kolossal betydning – og barnekroppen husker, som Ole Henrik Hansen selv så rigtigt fremhæver:

”Barnet tilpasser sig, og vi tænker, det går nok. Men det gør det ikke altid, og det gør det slet ikke af sig selv. Der synes også i dette perspektiv at være langt fra den danske velfærdsstats formulerede børnesyn til den måde, barndommen og statsopdragelsen udspiller sig på.”

Ole Henrik Hansen er med sine erfaringer og faglige viden en vigtig stemme i den accelererende omsorgsrevolution. Det samme er hans bog. Og jeg kunne drømme om, at både politikere, fagfolk og lægmænd læste den med åbent sind.

ANMELDELSE

”Så længe vi ikke kan afvise, at det skader at anvende dagtilbud, bør vi være skeptiske”

Der mangler ordentlig forskning, som viser, hvilken betydning den massive institutionalisering af danske børn har, lyder et af kritikpunkterne i Ole Henrik Hansens bog Børnelivet i velfærdsstatens hænder. En vigtig bog i den accelererende omsorgsrevolution.

26. august 2024 | Af Marta Wriedt | Foto: Dafolo

 

Der mangler ordentlig forskning, som viser, hvilken betydning den massive institutionalisering af danske børn har, lyder et af kritikpunkterne i Ole Henrik Hansens bog Børnelivet i velfærdsstatens hænder. En vigtig bog i den accelererende omsorgsrevolution.

 

ANMELDELSE AF BØRNELIVET I VELFÆRDSSTATENS HÆNDER Ole Henrik Hansens bog Børnelivet i velfærdsstatens hænder er et kritisk blik på de opvækstvilkår, vi i dagens Danmark byder vores børn og en klar appel til politikerne om i langt højere grad at se på børnenes tarv.

I bogen sætter Ole Henrik Hansen, der er uddannet pædagog, cand.pæd og har en ph.d i småbørnspædagogik, spørgsmålstegn ved nogle af de konklusioner, der er blevet draget i forhold til institutionaliserings positive betydning for danske børn, og ved den måde, velfærdsstaten drifter og bruger dagtilbud på.

Udover at tegne et fint billede af, hvordan institutionaliseringen i dag ser ud i tal, forsøger Ole Henrik Hansen ligeledes at illustrere, hvem det er, der i dag vælger at hjemmepasse deres børn i stedet for at vælge statens pasningstilbud til. Et billede, han tegner ud fra en spørgeskemaundersøgelse foretaget blandt 601 hjemmepassere i 2022. I øvrigt en undersøgelse, jeg ikke tror, der er blevet lavet tidligere.

Bogen er på ingen måde en fordømmelse af hverken forældres valg af institution eller dagtilbud som institution. Den er i højere grad en samfundskritik og en opfordring til handling. Og selvom Ole Henrik Hansen allerede fra start gør det klart, at han med familiens eget valg om at hjemmepasse er biased i en vis grad, er det hovedsageligt i bogens sidste del, at hans holdninger skinner klarest igennem.

Her lægger han således ikke skjul på, at han mener, det er på høje tid at gentænke børneområdet. At det er på tide, ”at beslutningstagere og centralforvaltning slutter med denne årtier lange epoke af lappeløsninger og slutter med at tillade interessenter på området at lægge retningslinjerne,” som han selv formulerer det.

“Så længe man ikke på baggrund af højkvalitetsforskning fri for bias og interessekonflikter kan sige, at det ikke skader børn at anvende de danske dagtilbud for de yngste børn, som disse dagtilbud ser ud, bør man være skeptisk over for den nuværende praksis.”

 
Ole Henrik Hansen

Samtidig opfordrer han kraftigt til, at vi som ”ansvarligt velfærdssamfund” begynder at undersøge, hvilken betydning den massive institutionalisering reelt har for de danske børn. At vi begynder at undersøge, hvilken effekt det har, at små børn helt ned til 6-månedersalderen bliver adskilt fra deres forældre for i stedet at tilbringe 6-8 timer om dagen i en vuggestue, hvis kvalitet der i hvert fald lige nu ikke er den bedste.

For, som han meget rigtigt skriver: ”Så længe man ikke på baggrund af højkvalitetsforskning fri for bias og interessekonflikter kan sige, at det ikke skader børn at anvende de danske dagtilbud for de yngste børn, som disse dagtilbud ser ud, bør man være skeptisk over for den nuværende praksis.”

Netop det udsagn kan jeg personligt kun være enig i. Og Ole Henrik Hansen påpeger det jo tydeligt her:

”Børnene lærer at binde deres sko, sortere affaldet, at tælle til 10, at genkende bogstaver, at kunne vente på tur, at kunne bøje sig ind i et utrygt fællesskab. De tilpasser sig alt, hvad vi som velfærdsstat byder dem og forventer af dem.”

Med andre ord: Børn er sociale individer, der på bedste vis forsøger at tilpasse sig de vilkår, de bliver budt. Men fordi ikke alle ser ud til at reagere på vilkårene omkring sig, betyder det ikke, at det ikke sætter spor.

“Børnene lærer at binde deres sko, sortere affaldet, at tælle til 10, at genkende bogstaver, at kunne vente på tur, at kunne bøje sig ind i et utrygt fællesskab. De tilpasser sig alt, hvad vi som velfærdsstat byder dem og forventer af dem.”

 
Ole Henrik Hansen

Barndommen og børnelivet har kolossal betydning – og barnekroppen husker, som Ole Henrik Hansen selv så rigtigt fremhæver:

”Barnet tilpasser sig, og vi tænker, det går nok. Men det gør det ikke altid, og det gør det slet ikke af sig selv. Der synes også i dette perspektiv at være langt fra den danske velfærdsstats formulerede børnesyn til den måde, barndommen og statsopdragelsen udspiller sig på.”

Ole Henrik Hansen er med sine erfaringer og faglige viden en vigtig stemme i den accelererende omsorgsrevolution. Det samme er hans bog. Og jeg kunne drømme om, at både politikere, fagfolk og lægmænd læste den med åbent sind.

LÆS OGSÅ

Anbefalinger: Disse bøger udgjorde min landsby i mit tidlige moderskab

MODERSKAB

Anbefalinger: Disse bøger udgjorde min landsby i mit tidlige moderskab

Mine anbefalinger til bøger om børn.

11. juni 2024 | Af Marta Wriedt | Foto: Unsplash

Litteratur har langt fra altid svaret. Men noget har for mig været en støtte i mit tidlige moderskab, fordi jeg i ordene følte mig set. En god stak af disse bøger har jeg samlet i denne guide.

Da jeg blev moder, blev der vendt op og ned på mit verdensbillede. Alt, jeg havde tænkt og fået at vide om ligestilling og mænd og kvinders kunnen – ikke mindst i forældreskabet – harmonerede ikke med det, jeg selv erfarede. Samtidig oplevede jeg en voksende knude i maven over at aflevere mit helt lille barn til fremmede. Det føltes slet ikke rigtigt.

Der gik dog mange år, før jeg mødte andre, som italesatte det, jeg følte, og endnu længere før jeg havde overskud til at læse og føle mig set i andres erfaringer og ord.

Nogle af de bøger, jeg endte med at finde stor forståelse i, anbefaler jeg gerne, når nogen spørger. Og nu har jeg også valgt at samle 10 af dem i denne lille “guide”.

Det er bøger, som på forskellig vis rummer aspekter af moderskabet og livet med børn, men det er også bøger, som i høj grad gør op med skal og bør og hylder det at mærke efter og handle på det.

Læs, brug, anbefal videre eller spring let og elegant over. Valget er heldigvis dit.

MODERSKAB

Anbefalinger: Disse bøger udgjorde min landsby i mit tidlige moderskab

Mine anbefalinger til bøger om børn.

11. juni 2024 | Af Marta Wriedt | Foto: Unsplash

 

Litteratur har langt fra altid svaret. Men noget har for mig været en støtte i mit tidlige moderskab, fordi jeg i ordene følte mig set. En god stak af disse bøger har jeg samlet i denne guide.

 

Da jeg blev moder, blev der vendt op og ned på mit verdensbillede. Alt, jeg havde tænkt og fået at vide om ligestilling og mænd og kvinders kunnen – ikke mindst i forældreskabet – harmonerede ikke med det, jeg selv erfarede. Samtidig oplevede jeg en voksende knude i maven over at aflevere mit helt lille barn til fremmede. Det føltes slet ikke rigtigt.

Der gik dog mange år, før jeg mødte andre, som italesatte det, jeg følte, og endnu længere før jeg havde overskud til at læse og føle mig set i andres erfaringer og ord.

Nogle af de bøger, jeg endte med at finde stor forståelse i, anbefaler jeg gerne, når nogen spørger. Og nu har jeg også valgt at samle 10 af dem i denne lille “guide”.

Det er bøger, som på forskellig vis rummer aspekter af moderskabet og livet med børn, men det er også bøger, som i høj grad gør op med skal og bør og hylder det at mærke efter og handle på det.

Læs, brug, anbefal videre eller spring let og elegant over. Valget er heldigvis dit.

Fostrets og fødslens psykologi

Henrik Dybvad Larsen illustrerer, hvordan viden tyder på, at meget af det, der gør os til de mennesker, vi er, har rødder i de påvirkninger, vi har været udsat for i fostertilværelsen og under fødslen.

Henrik Dybvad Larsens bog Fostrets og fødslens psykologi rørte mig dybt, da jeg læste den. For første gang oplevede jeg at blive mødt og bakket op i det, jeg så instinktivt havde mærket og forsøgt at italesætte i min første graviditet, men dengang ikke blev mødt i. Fx oplevede jeg ingen forståelse for de kvaler, jeg havde ved at få lavet en moderkagebiopsi. For hvad ville det betyde for mit barn, og hvordan ville han mærke det, tænkte jeg.

I Fostrets og fødslens psykologi blev jeg klogere på den præ- og perinatale psykologi, på hvordan fostrets sanser, og hvordan mor og barn er forbundet.

Bogen er en fantastisk indføring i, hvordan fosterperioden sætter et erindringsspor i os, og at det derfor ikke er ligegyldigt, hvordan vi behandler ufødte børn og børn under fødslen. Den samler meget af den viden, der er på området, og eksemplificerer med flere cases. Samtidig understreges det også – hvilket måske er vigtigt for dem, der har haft en ubehagelig episode – at hændelser i fosterperioden ikke nødvendigvis “tvinger et menneske ned af en bestemt vej.”

Henrik Dybvad Larsens bog er uden tvivl en, jeg vil anbefale alle.

 

Dit barn har brug for dig

Gordon Neufeld og Gabor Matés bog bog Dit barn har brug for dig – forældre er vigtigere end jævnaldrende, er i mine øjne et af de vigtigste værker, når det kommer til forståelsen af tilknytning og jævnalderorientering.

I bogen viser forfatterne, hvorfor det er så afgørende, at vi som forældre forstår betydningen af sund og tryg tilknytning. Samtidig tydeliggør de, hvorfor den stigende jævnalderorientering, som er den betegnelse, de bruger om tendensen, hvor børn og unge vender sig mod jævnaldrende frem for forældre, er et kæmpe problem og med til at skabe øget mistrivsel.

Forfatterne svarer skarpt og sagligt på mange af de argumenter, der måtte være for jævnalderorientering og adskillelse, og bogen rummer samtidig vigtig viden og gode påmindelser. Fx understreges det, at selvom kulturen modarbejder forældreskabet og ikke sætter pris på værdien af tilknytning, er det vigtigt at huske, at vi er kulturen og derfor har et ansvar. Det er med andre ord os forældre, der har nøglen til at ændre tingene.

Bogen kan købes her

En mor bliver til

En mor bliver til er en meget passende titel til Daniel Sterns bog. Heri beskrives nemlig den mentale verden, hvor en ny identitet – så at sige – dannes, når en kvinde bliver moder. Selv kalder Daniel Stern og de to medforfattere det for moderskabsindstillingen.

I bogen beskriver de således, hvordan det at blive mor åbner for blandt andet ændrede reaktionsmønstre, relationer og en skarpere sensitivitet. Alt sammen mentale ændringer inden i moderen vi ifølge forfatterne interesserer os alt for lidt for på samfundsplan.

Forfatterne beskriver også, hvor vigtig fortællingen om ens barns fødsel er for ens moderskabsidentitet, og hvor betydningsfuldt det kan være for den nybagte moder at have andre kærlige mødre at støtte sig til og spejle sig i.

Generelt er det en bog, jeg oplever, favner mange af de bekymringer, der er helt naturlige for den nybagte moder, men som vi generelt taler alt for lidt om.

Bogen kan købes her

Tænd for forbindelsen

Tænd for forbindelsen, Mofibo

Tænd for forbindelsen var en af de første fagbøger, jeg læste, efter jeg var blevet mor, og som jeg følte, jeg kunne bruge til noget.

Bogen handler i høj grad om tilknytning og om, hvordan vi som forældre har afgørende betydning for vores børns tryghed – og dermed ansvar for at hjælpe dem dertil.

Mette Miriam Sloth (dengang Mette Carendi) behandler mange store emner som fx adskillelse, søvntræning, skærmforbrug, gråd, skældud og parforhold. Samtidig lægger hun stor vægt på betydningen af vores egen barndom og de traumer, vi som forældre selv kan have.

Generelt er hun samfundskritisk i sin tilgang, men formulerer sig med respekt for alle parter. Det kommer fx til udtryk i afsnittet ”Da vi udliciterede omsorgen”. Her kommer hun med råd til, hvordan vi sikrer, at børn føler sig trygge, når de er væk fra mor og far i institutionstiden, dog uden at lægge skjul på, at adskillelse er det, der har den mest negative effekt på tilknytning.

Bogen kan købes her

Kontinuum Koncept

Jeg kan ikke anbefale bøger i denne kategori, uden ikke også at nævne Jean Liedloffs Continuum Concept. Bogen, der bygger på hendes egne feltstudier blandt Yequana indianere i Venezuela, sammen med hvem hun har boet af flere omgange, var på mange måder en øjenåbner for mig, fordi den så tydeligt illustrerer, hvor langt fra vores natur, vi i dag er kommet.

Gennem sine observationer og sammenligninger med vesten beskriver hun den tydelige forskel, hun ser i vores måde at have – og være sammen med – børn på.

Det er Jean Liedloffs overbevisning, at vi i vesten har ødelagt vores medfødte instinkter, og at både vores børn og vi selv lider under dette. Det sker for eksempel, når vi i modsætning til Yequana indianere afleverer vores børn til andre i en tidlig alder, lader dem græde sig i søvn og ikke forstår værdien af nærhed og at “bevæge” sig naturligt sammen i livet. Ting, der ifølge Jean Liedloff nemlig er essentielle i skabelsen af et menneske, der mærker sit eget værd.

Bogen kan uden tvivl smerte at læse. Alligevel vil jeg anbefale at gøre det.

Bogen kan købes her

Dit barn – dine beslutninger

I bogen Dit barn – dine beslutninger søger forfatter Camilla Willumsen at støtte forældre i at træffe aktive valg, der passer til egne værdier og familiens egen konkrete situation.

Dit barn – dine beslutninger er skrevet af Camilla Willumsen og udkom i 2023. Dermed er den nyere, end de andre bøger, jeg har udvalgt. Bogen er dog med, fordi jeg virkelig mener, den manglede. Dit barn – dine beslutninger, der er både forholdsvis kort og let læst, peger på andre veje og måder at gøre tingene på end dem, vi ofte støder på i det etablerede sundhedssystem og samfundet generelt. Og de alternativer er der brug for, mener jeg. For som kommende eller nybagte forældre kan vi let komme til at handle ud fra andres forventninger, nedarvede mønstre eller samfundets normer frem for, hvad der føles rigtigt for lige netop os og vores børn.

Bogen indeholder dels kapitler som kredser om forfatterens egne erfaringer, dels kapitler skrevet af forskellige dygtige fagfolk. Dit barn – dine beslutninger rummer på den måde lige netop nok viden og input til at sætte nye tanker og følelser i gang – eller til at bakke op om nogen, som måske allerede er der, men ikke tidligere er blevet mødt. Bogen kan ses som den blide hånd i ryggen, der støtter dig i tage din autoritet tilbage og stole på egne forældreevner.

Bogen kan købes her 

Moderland

Moderland – når staten kupper børnene er skrevet af Anne Kirstine Sørensen og udgivet på Gads Forlag (link: https://gad.dk/moderland) i november 2020.

Anne Kirstine Sørensens bog Moderland landede i min postkasse, et års tid efter, vi havde taget vores børn ud af deres institutioner. For mig var det derfor interessant at læse hendes meget velargumenterede kritik af en samfundsmodel, der alt andet end prioriterer børnenes ve og vel.

Ved at bruge sit moderskab og egne erfaringer fra vuggestue og børnehave, en tid som pædagogmedhjælper i 1990’erne og eksempler fra egne børns institutionstid illustrerer hun, hvorfor en egentlig familiepolitik og større frihed til at fravælge institutionslivet er nødvendig. Det er hjerteskærende, men ganske genkendelige, beretninger om gråd, der bliver ignoreret. Beskrivelser af børn, der bliver kaldt øgenavne – af de voksne, der har ansvaret for dem, vel at mærke. Og fortællinger om børn, der savner og mærker, at andet er vigtigere end dem.

I bogen tydeliggør Anne Kirstine Sørensen også, hvorfor det at passe egne børn ikke er det modsatte af ligestilling, som det ellers ofte fremføres i debatten. I stedet anser hun det som vigtigt at ”sætte kvinderne fri til selv at vælge, hvordan de vil være mødre”.

Dit kompetente barn

Jesper Juul har skrevet Dit kompetente barn.

Jesper Juul har skrevet flere bøger, jeg gerne anbefaler. Dit kompetente barn var dog den første, jeg læste, og jeg husker, hvordan hans ord om, at børn er kompetente, blandt andet fordi de “er i stand til at give os de tilbagemeldinger, der kan gøre det muligt for os at genvinde vores egen tabte kompetence og hjælpe os med at blive vores ufrugtbare og ukærlige handlemønstre kvit”, dengang vækkede genklang hos mig. Måske fordi jeg i ordene læste en tydelig opfordring til at lytte til og tage vores børn alvorligt – og heri kunne jeg ikke være mere enig.

Dit kompetente barn rummer dog mange andre gode pointer og temaer. Blandt andet, hvordan børn altid samarbejder, om forskellen på at sætte grænser for andre og for sig selv, om vigtigheden af atmosfæren i familien, om forskellen på lighed og ligeværdighed, og om hvordan børn ikke har brug for voksne til at lære dem at tilpasse sig, men voksne, som kan lære dem, hvordan man tager vare på sig selv i samspil med andre.

På trods af at bogen efterhånden har en del år på bagen, er den fortsat aktuel.

Bogen kan købes her 

Intelligente celler

Bruce H. Liptons Intelligente celler.

Bruce H. Liptons Intelligente celler er interessant og vigtig læsning. Ikke kun i forhold til hvordan vi er forældre for vores børn, og hvordan vi lever sammen, men også i mange andre henseender. I bogen tydeliggør Bruce H. Lipton nemlig på en forholdsvis overskuelig måde, hvordan vores celler er opbygget og fungerer, samt hvordan gener påvirkes af miljø.

På den måde gør han op med den deterministiske tankegang, hvor vi ikke selv kan tage kontrol over vores liv, men blot lade os styre af de gener, vi er udstyret med.

I kapitlet om forældreskab understreger Bruce H. Lipton således også, hvordan barnets gener kun afspejler dets potentiale – ikke dets skæbne, og hvordan det er op til forældrene at skabe de omgivelser, der giver barnet mulighed for at udvikle dette potentiale. Derfor mener han, vi som forældre har et kæmpe ansvar for at forstå, hvilken rolle vi spiller – også allerede i fosterperioden – i forhold til vores børn og den “programmering”, de tager med sig videre. Både hvad gælder adfærd og helbred.

For, som han skriver, “det er bedre at erkende denne programmering og arbejde på at ændre den, hvis det er nødvendigt”.

Bogen kan købes her

Ærø manifestet

Anmeldelse af Ærø Manifestet af Maj My Humaidan.

Ærø Manifestet er fra sidste år, men må uden tvivl nævnes her. Maj My Humaidans bog er bestemt ikke en manual til forældrelivet, men en bog, der taler til det dybeste i mennesket, og som næppe kan undgå at vække følelser og sætte tanker i gang om, hvad det er for et liv, vi ønsker for os selv og vores børn. Og det, tror jeg, er vigtigt.

I bogen udfordrer hun de normer, vi som samfund godtager, når vi afleverer vores børn i institutioner, hvor aflastningen ikke foregår i kærlighed, men udelukkende er en økonomisk udveksling; ”pædagogernes tid for mine penge, og min tid til arbejdsmarkedet,” som hun selv formulerer det. Når vi – efter at være blevet forældre – halser videre, som om intet var hændt. Eller når vi måske nok mærker, at vi er ved at knække halsen, men alligevel fortsætter med lukkede øjne og de samme bedøvende fortællinger.

Omdrejningspunktet er familiens familiens rejse til et mere bevidst liv, og bogen er fuld af håb og for mig en kærlig påmindelse om, at vi gerne må skifte retning. Faktisk kan det være helt nødvendigt, når vi lever et bevidst liv.

Bogen kan købes her

Guiden indeholder affiliate links. Det betyder blot, at får du lyst til at købe en af de nævnte bøger og gør det ved at trykke på et af mine links, så modtager jeg en lille procentdel som tak.

Mine børn er hjemme – men jeg er hverken uambitiøs eller særligt privilegeret

BØRNELIV

Mine børn er hjemme – men jeg er hverken uambitiøs eller særligt privilegeret

Den samfundsmodel, vi har skabt, er ikke bæredygtig. Der skal noget andet til, mener Lene Friis-Pilgaard, der derfor har taget nogle aktive valg omkring den måde, familien lever på.

 
4. januar 2024 | Af Lene Friis-Pilgaard | Foto: Privat

Den samfundsmodel, vi har skabt, er ikke bæredygtig. Der skal noget andet til, mener Lene Friis-Pilgaard, der derfor har taget nogle aktive valg omkring den måde, familien lever på.

Lene Friis-Pilgaard er uddannet økonom og mor til to. Hun arbejder som familiebehandler, skribent og hjemmeskoler og kæmper for, at børn og voksne får de samme rettigheder. Du kan følge hende på lenefriispilgaard_columnist.

For 8 år siden, da min ældste søn var 1,5 år, var planen, at han skulle starte i vuggestue.

Jeg havde ham i mine arme, vi gik ind i vuggestuen, min mave slog knuder, og mit hjerte bankede løs. Jeg kiggede på det store glas med de mange kogte sutter, der stod klar.

Den søde pædagog, som selv var nybagt mor, stod med min søn i armene, da jeg gik.

Hjemme i vores lejlighed brød jeg sammen. Lå i fosterstilling på sofaen og græd.

Pædagogen ringede efter en time; “han står ved døren og græder og græder.” Jeg løb, så hurtigt jeg kunne, i strømpesokker ud af døren og over vejen. Jeg rev hoveddøren til vuggestuen op, tog ham op i min favn, krammede og kyssede ham, mens jeg hviskede “undskyld, undskyld.”

Det blev hans første og sidste dag i vuggestue.

I det sekund gik det op for mig, at den samfundsmodel, vi har skabt, ikke er for børn – eller voksne.

Stort set al vores omsorg, tryghed og tid er udliciteret til ‘fremmede’ mennesker – fra vugge til grav – og i så stor stil, at hverken børn eller voksne kan eller skal kunne holde til det. Det unaturlige er gået hen og blevet så naturligt, at vi ikke altid tør og tror, at vi kan og må handle på det mest naturlige og instinktive.

“I det sekund gik det op for mig, at den samfundsmodel, vi har skabt, ikke er for børn – eller voksne.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Det blev så åbenlyst for mig, at vores samfundsmodel er baseret på, at vi alle kører i et meget højt gear og bidrager ved at bruge de fleste af vores vågne timer på det ordinære arbejdsmarked – og altså ikke sammen med de mennesker, vi elsker højest, som er dybt afhængige af os, som vi er tættest forbundne med, og hvor vi virkelig kan gøre en forskel.

Vores samfundsmodel er i min optik en uddateret og simplificeret model, der ikke længere er tidssvarende.

Fokus er på individet og dets bidrag til staten i ordinær, mekanisk og målbar forstand. Alle de elementer, som er afgørende for, hvordan vi alle – hver og en – udvikler os som mennesker, er taget ud af ligningen.

Tilknytning, omsorg, relationer, kærlighed, empati, hjælpsomhed, forbundethed og bæredygtighed – det som er med til at støtte og udvikle vores selvværd, vores indre lykke, trivsel og livsduelighed – tillægges ikke værdi.

I stedet oplever jeg, at der i folkemunde er blevet skabt en fortælling om, at det er for de særligt privilegerede, som har “fået muligheden,” eller de dovne og uambitiøse at tilvælge at investere i tid og nærvær og i perioder af livet indrette sig med færre timer på det ordinære arbejdsmarked.

I vores lille familie, hvor vi har valgt at gå vores egne veje, er jeg selv blevet mødt med udsagn som “ej, vi havde også gjort som jer, hvis vi havde haft muligheden” eller “hvad beskæftiger din mand sig med, siden I kan indrette jer uden to fuldtidsjob”.

Manglende forståelse for vores valg har også mødt mig fx i form af: “Tror du ikke, at du snart skal til at arbejde noget mere?” og: “Man skal yde for at kunne nyde”.

“I vores lille familie, hvor vi har valgt at gå vores egne veje, er jeg selv blevet mødt med udsagn som “ej, vi havde også gjort som jer, hvis vi havde haft muligheden” eller “hvad beskæftiger din mand sig med, siden I kan indrette jer uden to fuldtidsjob”.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Jeg opfatter dog ikke mig selv som værende et dovent og uambitiøst menneske. Måske snarere tværtimod.

Jeg anskuer nu heller ikke de mennesker, som har valgt at investere de fleste af deres vågne timer på det ordinære arbejdsmarked, som værende uambitiøse eller dovne.

Vi er forskellige som mennesker, anskuer livet med hvert vores sæt briller, og så er vi forskellige steder i vores livscyklus. Vi skal favne forskellighed og de livsfaser, vi hver især går igennem.

Jeg vil heller ikke kalde mig økonomisk privilegeret, og at jeg har “fået en mulighed’ for at indrette mig på en anden måde end flertallet. Jeg har taget muligheden. Og tro mig; det har kostet – rent økonomisk.

Hvis jeg skulle være privilegeret, så ligger mit privilegium i at være vokset op hos en mor, som viste mig, at vi ikke partout skal gå med strømmen, hvis ikke det giver mening. Vi må gerne gå vores egne veje og definere vores eget liv. I mit barndomshjem var indstillingen; at alle mennesker er lige meget værd og har præcis samme eksistensberettigelse. Samtidig blev jeg hjemmefra inspireret til at være samfundskritisk og stille spørgsmål til de ting, som undrer mig.

Og jeg undrer mig tit over, hvorfor vi i et land som Danmark ikke investerer i omsorg, trivsel og bæredygtighed og får udarbejdet regnemodeller, som indtænker disse bærende elementer.

Selv har vi planer om at hjemmeskole, så længe det giver mening for os, og alle trives i det.

Inden, vi tog den beslutning, var vi tilknyttet folkeskolen i to år. Og det, vi oplevede, var en folkeskole, som bløder. En mastodont, som ikke har formået at følge med samfundsudviklingen. Den megen viden, vi i dag har om børn, deres udvikling, trivsel og læring er ikke implementeret i folkeskolen. Dagene, fagene og frikvartererne ligner til forveksling skoledagene fra min egen skoletid for 30 år siden. Ja, små børn bliver sågar stadig sendt uden for døren, hvis de larmer!

“Og jeg undrer mig tit over, hvorfor vi i et land som Danmark ikke investerer i omsorg, trivsel og bæredygtighed og får udarbejdet regnemodeller, som indtænker disse bærende elementer.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Jeg oplevede, at børnene skulle passe og presses ned i en “kasse” – hakke en hæl og klippe en tå. Rammen er snæver, og ressourcerne er få, hvilket afstedkommer at der ikke er tid, plads eller overskud til at tænke ud af boksen i folkeskolen, og børnene skal derfor helst lære det samme, på samme tid og på samme måde. Leg, væren, kreativitet, kritisk tænkning, nysgerrighed, fantasi og hjælpsomhed bliver erstattet af stillesiddende læring, kunnen, ensrettethed, lydighed, tests og handleplaner.

I dag er det en anden hverdag, vi har. Og jeg ser det som en stor styrke, at mine børn oplever, at der er flere veje at gå her i livet, mange forskellige slags fællesskaber, og at vi ikke behøver gøre det, som de fleste andre gør. Vi behøver ikke at have en livsplan mejslet i granit, hvor intet kan og må afvige fra planen. Vores livsbane må gerne være fuld af krumspring – det er en naturlig del af livet.

Jeg siger ikke, at vores vej er den rigtige for alle. Men jeg mener, det er indiskutabelt, at det er en nødvendighed, at vi som samfund får vendt vores synkende trivsels-skude.

Jeg er fuldt ud bevidst om, at Ting Tager Tid (som Piet Hein skrev i sit lille gruk), men vi er nødt til som samfund at begynde at se værdi i menneskelig og social bæredygtighed og prioritere nærværet, omsorgen og vores livsvigtige relationer. Og ikke mindst huske, at vi selv har et ansvar for at skabe det liv, vi ønsker os.

BØRNELIV

Mine børn er hjemme – men jeg er hverken uambitiøs eller særligt privilegeret

Den samfundsmodel, vi har skabt, er ikke bæredygtig. Der skal noget andet til, mener Lene Friis-Pilgaard, der derfor har taget nogle aktive valg omkring den måde, familien lever på.

 
4. januar 2024 | Af Lene Friis-Pilgaard | Foto: Privat

 

Den samfundsmodel, vi har skabt, er ikke bæredygtig. Der skal noget andet til, mener Lene Friis-Pilgaard, der derfor har taget nogle aktive valg omkring den måde, familien lever på.

Lene Friis-Pilgaard er uddannet økonom og mor til to. Hun arbejder som familiebehandler, skribent og hjemmeskoler og kæmper for, at børn og voksne får de samme rettigheder. Du kan følge hende på lenefriispilgaard_columnist.

For 8 år siden, da min ældste søn var 1,5 år, var planen, at han skulle starte i vuggestue.

Jeg havde ham i mine arme, vi gik ind i vuggestuen, min mave slog knuder, og mit hjerte bankede løs. Jeg kiggede på det store glas med de mange kogte sutter, der stod klar.

Den søde pædagog, som selv var nybagt mor, stod med min søn i armene, da jeg gik.

Hjemme i vores lejlighed brød jeg sammen. Lå i fosterstilling på sofaen og græd.

Pædagogen ringede efter en time; “han står ved døren og græder og græder.” Jeg løb, så hurtigt jeg kunne, i strømpesokker ud af døren og over vejen. Jeg rev hoveddøren til vuggestuen op, tog ham op i min favn, krammede og kyssede ham, mens jeg hviskede “undskyld, undskyld.”

Det blev hans første og sidste dag i vuggestue.

I det sekund gik det op for mig, at den samfundsmodel, vi har skabt, ikke er for børn – eller voksne.

Stort set al vores omsorg, tryghed og tid er udliciteret til ‘fremmede’ mennesker – fra vugge til grav – og i så stor stil, at hverken børn eller voksne kan eller skal kunne holde til det. Det unaturlige er gået hen og blevet så naturligt, at vi ikke altid tør og tror, at vi kan og må handle på det mest naturlige og instinktive.

“I det sekund gik det op for mig, at den samfundsmodel, vi har skabt, ikke er for børn – eller voksne.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Det blev så åbenlyst for mig, at vores samfundsmodel er baseret på, at vi alle kører i et meget højt gear og bidrager ved at bruge de fleste af vores vågne timer på det ordinære arbejdsmarked – og altså ikke sammen med de mennesker, vi elsker højest, som er dybt afhængige af os, som vi er tættest forbundne med, og hvor vi virkelig kan gøre en forskel.

Vores samfundsmodel er i min optik en uddateret og simplificeret model, der ikke længere er tidssvarende.

Fokus er på individet og dets bidrag til staten i ordinær, mekanisk og målbar forstand. Alle de elementer, som er afgørende for, hvordan vi alle – hver og en – udvikler os som mennesker, er taget ud af ligningen.

Tilknytning, omsorg, relationer, kærlighed, empati, hjælpsomhed, forbundethed og bæredygtighed – det som er med til at støtte og udvikle vores selvværd, vores indre lykke, trivsel og livsduelighed – tillægges ikke værdi.

I stedet oplever jeg, at der i folkemunde er blevet skabt en fortælling om, at det er for de særligt privilegerede, som har “fået muligheden,” eller de dovne og uambitiøse at tilvælge at investere i tid og nærvær og i perioder af livet indrette sig med færre timer på det ordinære arbejdsmarked.

I vores lille familie, hvor vi har valgt at gå vores egne veje, er jeg selv blevet mødt med udsagn som “ej, vi havde også gjort som jer, hvis vi havde haft muligheden” eller “hvad beskæftiger din mand sig med, siden I kan indrette jer uden to fuldtidsjob”.

Manglende forståelse for vores valg har også mødt mig fx i form af: “Tror du ikke, at du snart skal til at arbejde noget mere?” og: “Man skal yde for at kunne nyde”.

“I vores lille familie, hvor vi har valgt at gå vores egne veje, er jeg selv blevet mødt med udsagn som “ej, vi havde også gjort som jer, hvis vi havde haft muligheden” eller “hvad beskæftiger din mand sig med, siden I kan indrette jer uden to fuldtidsjob”.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Jeg opfatter dog ikke mig selv som værende et dovent og uambitiøst menneske. Måske snarere tværtimod.

Jeg anskuer nu heller ikke de mennesker, som har valgt at investere de fleste af deres vågne timer på det ordinære arbejdsmarked, som værende uambitiøse eller dovne.

Vi er forskellige som mennesker, anskuer livet med hvert vores sæt briller, og så er vi forskellige steder i vores livscyklus. Vi skal favne forskellighed og de livsfaser, vi hver især går igennem.

Jeg vil heller ikke kalde mig økonomisk privilegeret, og at jeg har “fået en mulighed’ for at indrette mig på en anden måde end flertallet. Jeg har taget muligheden. Og tro mig; det har kostet – rent økonomisk.

Hvis jeg skulle være privilegeret, så ligger mit privilegium i at være vokset op hos en mor, som viste mig, at vi ikke partout skal gå med strømmen, hvis ikke det giver mening. Vi må gerne gå vores egne veje og definere vores eget liv. I mit barndomshjem var indstillingen; at alle mennesker er lige meget værd og har præcis samme eksistensberettigelse. Samtidig blev jeg hjemmefra inspireret til at være samfundskritisk og stille spørgsmål til de ting, som undrer mig.

Og jeg undrer mig tit over, hvorfor vi i et land som Danmark ikke investerer i omsorg, trivsel og bæredygtighed og får udarbejdet regnemodeller, som indtænker disse bærende elementer.

Selv har vi planer om at hjemmeskole, så længe det giver mening for os, og alle trives i det.

Inden, vi tog den beslutning, var vi tilknyttet folkeskolen i to år. Og det, vi oplevede, var en folkeskole, som bløder. En mastodont, som ikke har formået at følge med samfundsudviklingen. Den megen viden, vi i dag har om børn, deres udvikling, trivsel og læring er ikke implementeret i folkeskolen. Dagene, fagene og frikvartererne ligner til forveksling skoledagene fra min egen skoletid for 30 år siden. Ja, små børn bliver sågar stadig sendt uden for døren, hvis de larmer!

“Og jeg undrer mig tit over, hvorfor vi i et land som Danmark ikke investerer i omsorg, trivsel og bæredygtighed og får udarbejdet regnemodeller, som indtænker disse bærende elementer.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Jeg oplevede, at børnene skulle passe og presses ned i en “kasse” – hakke en hæl og klippe en tå. Rammen er snæver, og ressourcerne er få, hvilket afstedkommer at der ikke er tid, plads eller overskud til at tænke ud af boksen i folkeskolen, og børnene skal derfor helst lære det samme, på samme tid og på samme måde. Leg, væren, kreativitet, kritisk tænkning, nysgerrighed, fantasi og hjælpsomhed bliver erstattet af stillesiddende læring, kunnen, ensrettethed, lydighed, tests og handleplaner.

I dag er det en anden hverdag, vi har. Og jeg ser det som en stor styrke, at mine børn oplever, at der er flere veje at gå her i livet, mange forskellige slags fællesskaber, og at vi ikke behøver gøre det, som de fleste andre gør. Vi behøver ikke at have en livsplan mejslet i granit, hvor intet kan og må afvige fra planen. Vores livsbane må gerne være fuld af krumspring – det er en naturlig del af livet.

Jeg siger ikke, at vores vej er den rigtige for alle. Men jeg mener, det er indiskutabelt, at det er en nødvendighed, at vi som samfund får vendt vores synkende trivsels-skude.

Jeg er fuldt ud bevidst om, at Ting Tager Tid (som Piet Hein skrev i sit lille gruk), men vi er nødt til som samfund at begynde at se værdi i menneskelig og social bæredygtighed og prioritere nærværet, omsorgen og vores livsvigtige relationer. Og ikke mindst huske, at vi selv har et ansvar for at skabe det liv, vi ønsker os.

LÆS OGSÅ