Marie Hundebøll Plum: Er jeg en taber, hvis mine børn er min karriere?

MODERSKAB

Marie Hundebøll Plum: Er jeg en taber, hvis mine børn er min karriere?

Marie Hundebøll Plum mor

22. august 2019 | Af Marie Hundebøll Plum | Foto: Privat

Journalist og model Marie Hundebøll Plum brænder mest af alt for at være mor. Men hvorfor egentlig skamme sig over det, spørger hun i sit indlæg.

Marie Hundebøll Plum er mor til Carl Egon og Ejner Bob og gift med Mattias Hundebøll. Hendes indlæg blev første gang bragt på bloggen slow down TIGER.

Bordet er dækket af musselmalet porcelæn med diverse sunde snacks på, og snakken går lystigt blandt flokken af halvgamle mødre, der med reformer-lår og nylakerede negle danner cirkel om kaffekopperne. Jeg sidder i mit stille sind og venter på spørgsmålet. Spørgsmålet, der ved enhver social lejlighed må og skal komme. ”Hvornår skal du i gang igen?”

Med det menes, hvornår er den der hæmsko, som er dit barn, stort nok til, at du kan tillade dig at parkere det i en institution, så du selv kan komme videre med dit liv. Din karriere. Dine ambitioner. Dit virke. Og hver gang svarer jeg på cirka samme undskyldende facon, hvor ordene nærmest gemmer sig bag hinanden på vej ud. ”Altså, jeg ved ikke helt, hvad jeg skal endnu, øh … Jeg har ikke rigtig lyst til at arbejde så meget.”

Dead silence. Indtil de mest socialt intelligente i flokken skynder sig at tage ordet og dreje det hen på et mere ufarligt emne. Som trodsalderen eller Simple Feast. Men imens kan jeg mærke, at noget indeni mig bobler og koger. For hvorfor er det sådan, at mange opfatter deres børn som et lille bump på deres karrierevej? Et bump, der selvfølgelig bringer kærlighed med sig, men som bringer mindst lige så meget stress og dårlig samvittighed. For åh, alt det man ikke når. Alt det man kan udrette.

 

“For hvorfor er det sådan, at mange opfatter deres børn som et lille bump på deres karrierevej? Et bump, der selvfølgelig bringer kærlighed med sig, men som bringer mindst lige så meget stress og dårlig samvittighed. For åh, alt det man ikke når. Alt det man kan udrette.”

 
Marie Hundebøll Plum

Samtidig fatter jeg ikke, hvorfor jeg også selv går og skammer mig lidt over, at jeg egentlig mest bare brænder for at være mor. Så for min egen skyld vil jeg forsøge at vende det hele lidt på hovedet og spørge: Hvad nu hvis det at være mor ER mit primære virke? Hvad nu hvis børnene er min drivkraft, min karriere, min passion? Er jeg så lidt en taber for ikke at have større ambitioner for mig selv? For at bruge min tankevirksomhed på mine børn og ikke på pipelines og personalemøder? Det er i hvert fald den kulturelle opfattelse. Mange mødre, jeg kender, har dårlig samvittighed, hvis de ikke allerede under deres barsel er lidt i gang med arbejdet igen, og de omtaler årene med småbørn som et gigantisk karrieremæssigt setback. Det samme gælder mænd, som uden at prøve at skjule det, ser ned på kvinder, der går op i deres børn. Get a life …

Men hallo. Vi lever vel for at skabe mening med vores eksistens. For at gøre noget betydningsfyldt, der er værd at stå op om morgenen og kæmpe for. Noget, som gør os lykkelige og fylder os med stolthed og kærlighed. Hvis nogen opnår dette foran computeren i et åbent kontorlandskab, så er det da bare helt okay. Men det tror jeg bare ikke på. Så hvad med vi i stedet anerkender og dyrker det, der faktisk giver vores liv mening?

“Hvad nu hvis det at være mor ER mit primære virke? Hvad nu hvis børnene er min drivkraft, min karriere, min passion? Er jeg så lidt en taber for ikke at have større ambitioner for mig selv? For at bruge min tankevirksomhed på mine børn og ikke på pipelines og personalemøder?”

 
Marie Hundebøll Plum

Jeg er udmærket klar over, at unger ikke ligefrem giver mad på bordet, og at vores forældede arbejdsmarked ikke giver en fuck for børnene og deres stressede forældre. Og jeg har endnu ikke oparbejdet modet til at trække stikket og flytte ud i en svensk skov og blive selvforsynende. Derfor bliver jeg da også nødt til arbejde, så regningerne bliver betalt. Men her stopper det så også. For når de er betalt, vil jeg tilbage til det, mit liv handler om. Det, som jeg vil bruge al resterende tid på at dyrke og skabe, drømme om og opleve med. Mine børn.

Det er måske lidt far fetched. Men jeg ser sgu lidt mig selv som en kunstner. Jeg har skabt mennesker, som skal formes og iagttages. De er mine livsværker og er uden tvivl en vigtigere bedrift end noget arbejde og sætter også et langt mere værdifuldt aftryk på min eftertid end en eller anden kunstinstallation. Alligevel er det tabu at sige, at de er min passion. Min hobby.

Det jeg virkelig finder interessant. For hvor er det dog lavpraktisk og banalt. Men at bruge sin energi på noget, der giver mening og har værdi, er skam slet ikke så banalt. Det er der faktisk rigtig mange, der ikke kan finde ud af. Måske fordi vi har det med at devaluere det meningsfulde og sætte pris på det forkerte. Men hvis vi nu alle sammen blev bedre til at klappe de mødre, der henter tidligt, på skuldrene og lod være med blindt at tilbede dem, der gør karriere i erhvervslivet, bare fordi vores maskuline kultur kun priser vækst og høj indkomst. For der er faktisk mange alternative måder at gøre karriere på. Her er mor en af dem.

Dette indlæg er udtryk for Marie Hundebøll Plums holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

MODERSKAB

Marie Hundebøll Plum: Er jeg en taber, hvis mine børn er min karriere?

Marie Hundebøll Plum mor

22. august 2019 | Af Marie Hundebøll Plum | Foto: Privat

 

Journalist og model Marie Hundebøll Plum brænder mest af alt for at være mor. Men hvorfor egentlig skamme sig over det, spørger hun i sit indlæg.

Marie Hundebøll Plum er mor til Carl Egon og Ejner Bob og gift med Mattias Hundebøll. Hendes indlæg blev første gang bragt på bloggen slow down TIGER.

Bordet er dækket af musselmalet porcelæn med diverse sunde snacks på, og snakken går lystigt blandt flokken af halvgamle mødre, der med reformer-lår og nylakerede negle danner cirkel om kaffekopperne. Jeg sidder i mit stille sind og venter på spørgsmålet. Spørgsmålet, der ved enhver social lejlighed må og skal komme. ”Hvornår skal du i gang igen?”

Med det menes, hvornår er den der hæmsko, som er dit barn, stort nok til, at du kan tillade dig at parkere det i en institution, så du selv kan komme videre med dit liv. Din karriere. Dine ambitioner. Dit virke. Og hver gang svarer jeg på cirka samme undskyldende facon, hvor ordene nærmest gemmer sig bag hinanden på vej ud. ”Altså, jeg ved ikke helt, hvad jeg skal endnu, øh … Jeg har ikke rigtig lyst til at arbejde så meget.”

Dead silence. Indtil de mest socialt intelligente i flokken skynder sig at tage ordet og dreje det hen på et mere ufarligt emne. Som trodsalderen eller Simple Feast. Men imens kan jeg mærke, at noget indeni mig bobler og koger. For hvorfor er det sådan, at mange opfatter deres børn som et lille bump på deres karrierevej? Et bump, der selvfølgelig bringer kærlighed med sig, men som bringer mindst lige så meget stress og dårlig samvittighed. For åh, alt det man ikke når. Alt det man kan udrette.

 

“For hvorfor er det sådan, at mange opfatter deres børn som et lille bump på deres karrierevej? Et bump, der selvfølgelig bringer kærlighed med sig, men som bringer mindst lige så meget stress og dårlig samvittighed. For åh, alt det man ikke når. Alt det man kan udrette.”

 
Marie Hundebøll Plum

Samtidig fatter jeg ikke, hvorfor jeg også selv går og skammer mig lidt over, at jeg egentlig mest bare brænder for at være mor. Så for min egen skyld vil jeg forsøge at vende det hele lidt på hovedet og spørge: Hvad nu hvis det at være mor ER mit primære virke? Hvad nu hvis børnene er min drivkraft, min karriere, min passion? Er jeg så lidt en taber for ikke at have større ambitioner for mig selv? For at bruge min tankevirksomhed på mine børn og ikke på pipelines og personalemøder? Det er i hvert fald den kulturelle opfattelse. Mange mødre, jeg kender, har dårlig samvittighed, hvis de ikke allerede under deres barsel er lidt i gang med arbejdet igen, og de omtaler årene med småbørn som et gigantisk karrieremæssigt setback. Det samme gælder mænd, som uden at prøve at skjule det, ser ned på kvinder, der går op i deres børn. Get a life …

Men hallo. Vi lever vel for at skabe mening med vores eksistens. For at gøre noget betydningsfyldt, der er værd at stå op om morgenen og kæmpe for. Noget, som gør os lykkelige og fylder os med stolthed og kærlighed. Hvis nogen opnår dette foran computeren i et åbent kontorlandskab, så er det da bare helt okay. Men det tror jeg bare ikke på. Så hvad med vi i stedet anerkender og dyrker det, der faktisk giver vores liv mening?

“Hvad nu hvis det at være mor ER mit primære virke? Hvad nu hvis børnene er min drivkraft, min karriere, min passion? Er jeg så lidt en taber for ikke at have større ambitioner for mig selv? For at bruge min tankevirksomhed på mine børn og ikke på pipelines og personalemøder?”

 
Marie Hundebøll Plum

Jeg er udmærket klar over, at unger ikke ligefrem giver mad på bordet, og at vores forældede arbejdsmarked ikke giver en fuck for børnene og deres stressede forældre. Og jeg har endnu ikke oparbejdet modet til at trække stikket og flytte ud i en svensk skov og blive selvforsynende. Derfor bliver jeg da også nødt til arbejde, så regningerne bliver betalt. Men her stopper det så også. For når de er betalt, vil jeg tilbage til det, mit liv handler om. Det, som jeg vil bruge al resterende tid på at dyrke og skabe, drømme om og opleve med. Mine børn.

Det er måske lidt far fetched. Men jeg ser sgu lidt mig selv som en kunstner. Jeg har skabt mennesker, som skal formes og iagttages. De er mine livsværker og er uden tvivl en vigtigere bedrift end noget arbejde og sætter også et langt mere værdifuldt aftryk på min eftertid end en eller anden kunstinstallation. Alligevel er det tabu at sige, at de er min passion. Min hobby.

Det jeg virkelig finder interessant. For hvor er det dog lavpraktisk og banalt. Men at bruge sin energi på noget, der giver mening og har værdi, er skam slet ikke så banalt. Det er der faktisk rigtig mange, der ikke kan finde ud af. Måske fordi vi har det med at devaluere det meningsfulde og sætte pris på det forkerte. Men hvis vi nu alle sammen blev bedre til at klappe de mødre, der henter tidligt, på skuldrene og lod være med blindt at tilbede dem, der gør karriere i erhvervslivet, bare fordi vores maskuline kultur kun priser vækst og høj indkomst. For der er faktisk mange alternative måder at gøre karriere på. Her er mor en af dem.

Dette indlæg er udtryk for Marie Hundebøll Plums holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ