Vi byder børn forhold, vi voksne ikke selv ville arbejde under

BØRNELIV

Vi byder børn forhold, vi voksne ikke selv ville arbejde under

3. november 2023 | Af Lene Friis-Pilgaard | Foto: Unsplash

Vores samfund – herunder rammerne, strukturen, tonen, tilgangen, tiden, traditionerne og børnesynet – bærer præg af noget fra en svunden tid. Men tiden er inde til et paradigmeskifte.  

Lene Friis-Pilgaard er uddannet økonom og mor til to. Hun arbejder som selvstændig familiebehandler, skribent og hjemmeskoler og kæmper for, at børn og voksne får de samme rettigheder. Du kan følge hende på lenefriispilgaard_columnist.

Vi vil så gerne hylde diversiteten. Alligevel bliver vi allerede som helt små, modelleret til at passe ind i et samfund, hvor de vigtigste værdier er vækst, økonomi og optimering. Der er en forventning om, at vi lever et liv uden de store variationer, agerer synkront og følger samfundsnormen. For en del mennesker bliver det da også hverdagen og måske med god grund; for vi kender jo oftest ikke til anden samfundsmodel end den, vi selv er flasket op på.  

I den tempofyldte hverdag glemmer vi måske at stille spørgsmål, stoppe op og overveje, om der kunne være en anden mere menneskelig, meningsfuld og simpel vej at gå – for både os selv og vores børn.  

“I den tempofyldte hverdag glemmer vi måske at stille spørgsmål, stoppe op og overveje, om der kunne være en anden mere menneskelig, meningsfuld og simpel vej at gå.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Vi er i Danmark rekordførende i at udlicitere omsorg, tid og tryghed. Elementer, som er afgørende for vores tilknytningsmønster, trivsel og relationer – og den præmis har vi købt! 

Måske fordi vi har glemt, at institutionerne aldrig blev skabt for at sikre optimal udvikling, trivsel og omsorg for børnene. Måske fordi det har været belejligt at glemme.

Der var nemlig helt andre årsager til, at institutionerne blev skabt; kvindeoprøret – kvindebevægelsen. En vigtig og nødvendig kamp, som stadig kæmpes. Men hvorfor udebliver børnebevægelsen? 

Der er mange gode folk, som kæmper børnenes sag hver eneste dag. Faktum er bare, at vores samfund – herunder rammerne, strukturen, tonen, tilgangen, tiden, traditionerne og børnesynet – bliver ved med at bære præg af noget fra en svunden tid. Fokus er på, hvad vi til stadighed mener, er samfundets behov – en uddateret samfundsmodel, som i den grad trænger til modernisering. 

En samfundsmæssig udvikling, hvor udgangspunktet også er børnenes perspektiv og trivsel, har aldrig rigtig fundet sted. Jeg oplever desværre stadig en kollektiv og tavs accept af, at børn sagtens kan klare at opholde sig de fleste af deres vågne timer i institutioner og skoler under forhold, som vi voksne på ingen måde ville arbejde under.  

“Jeg oplever desværre stadig en kollektiv og tavs accept af, at børn sagtens kan klare at opholde sig de fleste af deres vågne timer i institutioner og skoler under forhold, som vi voksne på ingen måde ville arbejde under.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Vores normative forståelse af barndommen starter her:

Den stiltiende accept af adskillelseskulturen som en præmis i forældreskabet, en fortælling i folkemunde om, at det er normalt for børn at blive afleveret til ‘fremmede’ voksne mennesker i 6-8 timer om dagen i en alder af 1 år.  

Accepten af, at børn på 3-6 år bliver afleveret i institutioner på små stuer proppet med små mennesker, skiftende voksne og manglende ressourcer med fortællingen om, at det er her de små mennesker lærer at socialisere. 

Accepten af, at folkeskolen rent strukturelt ser ud som for 40 år siden! En rå, drænet, presset, tung og træt mastodont, hvor flere og flere viser tegn på skolevægring og mistrivsel.

Vi skylder i den grad alle vores mindste mennesker nogle tilbud, som er bygger på høj kvalitet, tid, ressourcer, nærvær, omsorg, læring og leg. Det hjælper ikke, at der findes enkelte små oaser rundt omkring – både pasningstilbud og skoler. Alle steder, hvor børn bliver afleveret, skal være små oaser. 

Men hvor lang er vejen – før vi ser ændringer? 

Det ved jeg ikke, men jeg ved, at vejen bliver væsentlig kortere, hvis vi alle bliver lidt mere modige i vores valg. Oprøret skal komme fra alle os, som udgør samfundet.  

Vi skal turde mere, dyrke opfindsomheden, tage ejerskab, forblive autentiske og stå stærkere i vores ret til selvbestemmelse og frihed. Vi skal tænke ud af boksen, indrette os mere familievenligt og med respekt for vores livscyklus. Vi skal indtænke fleksibilitet, alternativer og variationer i vores arbejdsliv. Ord som ‘bør’ og ‘skal’ må vi minimere fra vores vokabular. Ordene hører til en svunden tid og bringer intet konstruktivt med sig – hvad enten det er vores egen indre eller en ydre stemme, der taler. 

“Oprøret skal komme fra alle os, som udgør samfundet. ”

 
Lene Friis-Pilgaard

Mulighederne for de forældre, som ønsker, at være hjemme med deres børn i nogle år, skal forbedres. Det vil på så mange planer være en god og bæredygtig investering – for barnet, familien, trivslen, hjælpsomheden, fællesskabet og ikke mindst samfundsøkonomien. 

Tiden er mere end moden til et paradigmeskifte. Hver enkelt lille familie skal turde tage det ansvar, de nu kan, og vise vejen for et mere humant, børnevenligt og bæredygtigt samfund. 

BØRNELIV

Vi byder børn forhold, vi voksne ikke selv ville arbejde under

3. november 2023 | Af Lene Friis-Pilgaard | Foto: Unsplash

 

Vores samfund – herunder rammerne, strukturen, tonen, tilgangen, tiden, traditionerne og børnesynet – bærer præg af noget fra en svunden tid. Men tiden er inde til et paradigmeskifte.  

Lene Friis-Pilgaard er uddannet økonom og mor til to. Hun arbejder som selvstændig familiebehandler, skribent og hjemmeskoler og kæmper for, at børn og voksne får de samme rettigheder. Du kan følge hende på lenefriispilgaard_columnist.

Vi vil så gerne hylde diversiteten. Alligevel bliver vi allerede som helt små, modelleret til at passe ind i et samfund, hvor de vigtigste værdier er vækst, økonomi og optimering. Der er en forventning om, at vi lever et liv uden de store variationer, agerer synkront og følger samfundsnormen. For en del mennesker bliver det da også hverdagen og måske med god grund; for vi kender jo oftest ikke til anden samfundsmodel end den, vi selv er flasket op på.  

I den tempofyldte hverdag glemmer vi måske at stille spørgsmål, stoppe op og overveje, om der kunne være en anden mere menneskelig, meningsfuld og simpel vej at gå – for både os selv og vores børn.  

“I den tempofyldte hverdag glemmer vi måske at stille spørgsmål, stoppe op og overveje, om der kunne være en anden mere menneskelig, meningsfuld og simpel vej at gå.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Vi er i Danmark rekordførende i at udlicitere omsorg, tid og tryghed. Elementer, som er afgørende for vores tilknytningsmønster, trivsel og relationer – og den præmis har vi købt! 

Måske fordi vi har glemt, at institutionerne aldrig blev skabt for at sikre optimal udvikling, trivsel og omsorg for børnene. Måske fordi det har været belejligt at glemme.

Der var nemlig helt andre årsager til, at institutionerne blev skabt; kvindeoprøret – kvindebevægelsen. En vigtig og nødvendig kamp, som stadig kæmpes. Men hvorfor udebliver børnebevægelsen? 

Der er mange gode folk, som kæmper børnenes sag hver eneste dag. Faktum er bare, at vores samfund – herunder rammerne, strukturen, tonen, tilgangen, tiden, traditionerne og børnesynet – bliver ved med at bære præg af noget fra en svunden tid. Fokus er på, hvad vi til stadighed mener, er samfundets behov – en uddateret samfundsmodel, som i den grad trænger til modernisering. 

En samfundsmæssig udvikling, hvor udgangspunktet også er børnenes perspektiv og trivsel, har aldrig rigtig fundet sted. Jeg oplever desværre stadig en kollektiv og tavs accept af, at børn sagtens kan klare at opholde sig de fleste af deres vågne timer i institutioner og skoler under forhold, som vi voksne på ingen måde ville arbejde under.  

“Jeg oplever desværre stadig en kollektiv og tavs accept af, at børn sagtens kan klare at opholde sig de fleste af deres vågne timer i institutioner og skoler under forhold, som vi voksne på ingen måde ville arbejde under.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Vores normative forståelse af barndommen starter her:

Den stiltiende accept af adskillelseskulturen som en præmis i forældreskabet, en fortælling i folkemunde om, at det er normalt for børn at blive afleveret til ‘fremmede’ voksne mennesker i 6-8 timer om dagen i en alder af 1 år.  

Accepten af, at børn på 3-6 år bliver afleveret i institutioner på små stuer proppet med små mennesker, skiftende voksne og manglende ressourcer med fortællingen om, at det er her de små mennesker lærer at socialisere. 

Accepten af, at folkeskolen rent strukturelt ser ud som for 40 år siden! En rå, drænet, presset, tung og træt mastodont, hvor flere og flere viser tegn på skolevægring og mistrivsel.

Vi skylder i den grad alle vores mindste mennesker nogle tilbud, som er bygger på høj kvalitet, tid, ressourcer, nærvær, omsorg, læring og leg. Det hjælper ikke, at der findes enkelte små oaser rundt omkring – både pasningstilbud og skoler. Alle steder, hvor børn bliver afleveret, skal være små oaser. 

Men hvor lang er vejen – før vi ser ændringer? 

Det ved jeg ikke, men jeg ved, at vejen bliver væsentlig kortere, hvis vi alle bliver lidt mere modige i vores valg. Oprøret skal komme fra alle os, som udgør samfundet.  

Vi skal turde mere, dyrke opfindsomheden, tage ejerskab, forblive autentiske og stå stærkere i vores ret til selvbestemmelse og frihed. Vi skal tænke ud af boksen, indrette os mere familievenligt og med respekt for vores livscyklus. Vi skal indtænke fleksibilitet, alternativer og variationer i vores arbejdsliv. Ord som ‘bør’ og ‘skal’ må vi minimere fra vores vokabular. Ordene hører til en svunden tid og bringer intet konstruktivt med sig – hvad enten det er vores egen indre eller en ydre stemme, der taler. 

“Oprøret skal komme fra alle os, som udgør samfundet. ”

 
Lene Friis-Pilgaard

Mulighederne for de forældre, som ønsker, at være hjemme med deres børn i nogle år, skal forbedres. Det vil på så mange planer være en god og bæredygtig investering – for barnet, familien, trivslen, hjælpsomheden, fællesskabet og ikke mindst samfundsøkonomien. 

Tiden er mere end moden til et paradigmeskifte. Hver enkelt lille familie skal turde tage det ansvar, de nu kan, og vise vejen for et mere humant, børnevenligt og bæredygtigt samfund. 

LÆS OGSÅ