Velfærdsnettet slår revner – og flere af os falder igennem det med et brag

af | nov 19, 2024

MODERSKAB

Velfærdsnettet slår revner – og flere af os falder igennem det med et brag

Det net, vi er blevet fortalt, at velfærdssamfundet holder under os til gengæld for en høj skatteprocent, er ved at gå i stykker. Gravide, fødende og forældre til institutions- og skolebørn oplever, at både de selv og deres børn falder igennem det og rammer jorden hårdt. Det gjorde jeg også selv.

19. november 2024 | Af Camilla Willumsen | Foto: Unsplash

Det net, vi er blevet fortalt, at velfærdssamfundet holder under os til gengæld for en høj skatteprocent, er ved at gå i stykker. Gravide, fødende og forældre til institutions- og skolebørn oplever, at både de selv og deres børn falder igennem det og rammer jorden hårdt. Det gjorde jeg også selv.  

Camilla Willumsen er Cand.pæd., forældrerådgiver, forfatter til bogen Dit barn dine beslutninger og står bag www.moderskaber.dk. Du kan følge hende på instagramkontoen @camilla_willumsen.

De fleste af os har siden vi var små lært, at Danmark er et trygt og sikkert samfund for både forældre og børn. Vi har lært, at dygtige mennesker tager ansvar for, at velfærdssystemet understøtter så høj en levestandard for borgerne som muligt. Vi har lært, at vi til gengæld for en høj skatteprocent har et velfungerende system, vi kan læne os ind i. Et velfærdssystem, der hjælper os, når vi skal føde, når vi bliver syge, eller hvis vi er ude for en ulykke. Et system, der understøtter os i at få livet og dagligdagen til at fungere tilfredsstillende.

Vi har lært, at sammenhængskraften i samfundet er afhængig af vores tillid til systemet, og at vores engagement i opretholdelsen af selvsamme er grundelementet i vores demokrati.

Langt størstedelen af de danske forældre er afhængige af offentlige tilbud, når de er gravide, skal føde og har mindre børn. Nogle har brug for ofte at benytte sig af sundhedssystemet, andre har brug for pasningstilbud til deres børn, og andre igen har brug for noget tredje, fjerde eller femte.

Men nu er dette net under os for alvor ved at gå i stykker. Nettet, vi var blevet fortalt ville holde os og beskytte os. Gravide, fødende og forældre til institutions- og skolebørn oplever, at de og deres børn falder igennem det medtagede net og rammer jorden med et brag. Med blå mærker på arme og ben, tårer og hjertesmerte til følge. Det her er et svigt, der opleves af forældre på tværs af landsdele, politisk observans og klasseskel.

“Vi har lært, at sammenhængskraften i samfundet er afhængig af vores tillid til systemet, og at vores engagement i opretholdelsen af selvsamme er grundelementet i vores demokrati.”

 
Camilla Willumsen

Min egen første fødsel og indlæggelse på Rigshospitalet tretten år tilbage er et eksempel på et systemsvigt. Et fødselsforløb, der tog mig flere år, stærkt nedsat arbejdstid og en masse krops- og samtaleterapi at komme styrket videre fra.  Tre jordemoderskift under fødslen, ekstrem ferietravlhed på afdelingen og min mand, der ikke fik lov til at blive efterfølgende, selvom vi havde fået at vide, at der var 10 procents risiko for, at vores søn ikke ville overleve. Og listen fortsætter.

Min bog “Dit barn – dine beslutninger” er en del af det løfte, jeg gav vores søn Emil, da jeg bar ham ud af Rigshospitalet i juli måned 2011.

I årene efter min første fødsel talte jeg med andre kvinder, der kort forinden havde født på hospitalet. Kloge og bevidste kvinder, der med lettere flakkende øjne og sitrende hænder fortalte mig om deres svære fødselsoplevelser på fødeafdelinger rundt omkring i Danmark. Og her blev jeg bekræftet i, at det ikke var en mindre gruppe kvinder, der havde haft oplevelser som lignede min. Dér gik det for alvor op for mig, at min første fødselshistorie ikke var min historie.

Det var vores historie.

En historie om tidspres og for lidt personale under fødslerne. Om fødsler, der blev tilgået mekanisk. Med tests og risikovurderinger, igangsættelser, vedrop, epidura, syntocinonl. Ja alt, hvad den kan trække af medicinsk intervention.

Men trygheden manglede. Understøttelsen af veernes naturlige gang manglede. Nærværet og omsorgen for den fødende kvinde manglede.

Min første fødsel og efterfølgende indlæggelse blev en traumatisk oplevelse på trods af dygtige og hjertelige jordemødre, der ville omsorgen. Der ville mig og de andre fødende og barslende kvinder. Men som kun har to arme og et par øjne hver, uagtet hvor hårdt de arbejder. Det er vigtigt for mig, at vi ikke underkender, hvor meget sundhedspersonalet også lider under disse rammer og særligt på de dage, hvor der er stærk underbemanding, som der var den sommerferienat, hvor jeg fødte mit første barn.

En hel del af de mødre, jeg taler med for tiden, står lige der, hvor jeg stod for 13 år siden. De har slået sig, men ønsker at komme stærkt videre. De finder urkraften frem og insisterer på at vælge det vigtigste først. De finder modet til at sige fra over for samfundets normer og forventninger, men nok først og fremmest over for deres egne forestillinger om, hvordan de skal være i verden, og hvordan de skal være som mødre. Jeg læste for nyligt et sted, at hvile i 2024 er aktivisme i sin mest potente form, og det kan jeg kun være enig i. For hvis vi vil vise vores børn, at de gerne må være i verden uden at skulle bevise alverdens ting først, så må vi give os selv den samme tilladelse.

Det kan være en udfordring, for vi (nutidens mødre) får ofte at vide, at vi er hysteriske, for følsomme og overbeskyttende, når vi handler i allerstørst integritet. Til gengæld bliver vi rost, når vores børn er “nemme”, så vi kan fokusere på at opfylde alle mulige andres materielle og ikke-bæredygtige interesser. Men vi kan vælge at lytte til os selv og til vores børns behov. Vi kan vælge en anden vej.

“Hvis vi vil vise vores børn, at de gerne må være i verden uden at skulle bevise alverdens ting først, så må vi give os selv den samme tilladelse.”

 
Camilla Willumsen

I mine samtaler med forældre står det meget klart, at det er en svær kunst at navigere i et samfund, der falder fra hinanden, når det nye først langsomt er ved at blive bygget. Men vi kan alle vælge en anden vej. Ikke alle har dog umiddelbart adgang til de rareste ruter. Som barn af arbejderklassen ved jeg, at klassesamfundet er en realitet. Derfor må idealerne vige til fordel for at gøre det, vi kan gøre, med det, vi har at gøre med.

Første skridt mod at hele efter min fødsel var for mig at blive mest hjemme og leve livet i et langsomt tempo i mine første år som mor. I bogstaveligste forstand prioritere og acceptere, at jeg havde brug for at være mest i min egen stue og bevæge mig rundt i mit eget tempo. Også efter at min barsel var slut. Jeg var såkaldt ineffektiv og satte alle ydre ambitioner på hold. Når jeg ser tilbage, er det tydeligt, at dybe traumelag i mig blev helet i den periode, og at mange brikker faldt på plads i vores familie, men perioden i sig selv var langt fra en køn affære. Ofte var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde ville komme igennem det. Men inderst inde vidste jeg, at det var som at skyde en pil fremad. Hvis jeg ville være i stand til at betræde mit moderskab fra et mere fredfyldt og centreret sted og opbygge styrken til at gøre nogle af de ting, jeg drømte om, måtte jeg hive pilen helt tilbage først.

Det urealistiske syn jeg havde på, hvad jeg kunne klare og under hvilke omstændigheder jeg kunne klare det, inden jeg selv blev mor, ser jeg for fuld udblæsning i det kollektive felt. Vi forventer, at forældre og børn kan ignorere deres legitime biologiske behov for søvn, nærende mad, meningsfulde aktiviteter og tid med dem, de elsker. Og kan de ikke det, må det være fordi, de har en diagnose.

Andet skridt var for mig at acceptere, at jeg var langt mere sårbar, end jeg tidligere havde bildt mig ind. At acceptere, vi mennesker som art er sårbare, uanset hvem vi er, og hvilken personlighed vi har. Og at vi derfor har brug for hinanden.

“Vi forventer, at forældre og børn kan ignorere deres legitime biologiske behov for søvn, nærende mad, meningsfulde aktiviteter og tid med dem, de elsker. Og kan de ikke det, må det være fordi, de har en diagnose.”

 
Camilla Willumsen

Da jeg sad der med min søn på brystet i de mørke nætter, stod klart for mig, at vores fremtid ikke kun er afhængig af, at jeg tog mig min tid og passede på mig selv og på ham, så godt som jeg var i stand til. Jeg kunne se, at vores fremtid i høj grad er afhængig af, hvilke mennesker og hvilke miljøer jeg lænede mig ind i og ikke mindst selv var med til at skabe og udvikle. Jeg indså, at de positive forandringer ikke kommer oppefra, men at vi må tænke i civile netværk på tværs af landet og i lokalt forankrede tiltag med mennesker, der går med hjertet forrest.

Forældre er de nye folketingspolitikere.

“Jeg indså, at de positive forandringer ikke kommer oppefra, men at vi må tænke i civile netværk på tværs af landet og i lokalt forankrede tiltag med mennesker, der går med hjertet forrest.”

 
Camilla Willumsen

Tredje skridt for mig var at fortsætte den helbredsrejse, jeg var begyndt på 5 år tidligere, i forbindelse med at jeg blev pludseligt syg. At prioritere nærende mad, naturmedicin. Også selvom det betød, at vi økonomisk var enormt pressede og ikke havde mulighed for at gøre eller købe særlig meget andet. Og selvom jeg aldrig ville have prioriteret anderledes, så ville det være løgn at sige, at det ikke havde en bagside. Men når man ikke kan trives fysisk og psykisk med lange dage væk fra sit barn, ikke kan bære at stå op til et hårdt arbejdsmiljø hver dag og ikke kan nøjes med fastfood på farten, hvis man skal forblive rask, så føles valget ikke rigtigt længere som et valg, men som en nødvendighed.

De første svære år efter vores søns fødsel ændrede mig for altid. Faldet igennem nettet bragte mig i større kontakt med jorden under mig. Den jord, der kan være hård, kold og nådesløs, men som også er den jord, hvorfra alt levende kan spire og gro. Da jeg havde ømmet mig og grædt endnu en gang over, at de voksne ikke findes “deroppe” i magtens centrum (selvom jeg inderst inde hele tiden havde vidst det), kunne min mand og jeg binde vores barn fast på maven og begynde at bygge vores liv op fra bunden med jorden under os som det bærende element. Den jord, der er under os alle, uanset om vi bor i byen eller på landet. Jorden som ikke beder os om at leve en særlig livsstil eller om at kunne leve op til diverse idealer – men som beder os om at tage vores liv tilbage, fordi vi er en del af den, og den en del af os.

Konkurrencestaten og dens præmisser definerer os ikke og den kan ikke måle vores værd. For omsorgen, der flyder igennem os, når vi føder, ammer, vugger vores børn og tillader os selv at blive holdt af og holdt om, kan ikke indfanges på formel og kan ikke sælges. Den kan kun gives.

“Omsorgen, der flyder igennem os, når vi føder, ammer, vugger vores børn og tillader os selv at blive holdt af og holdt om, kan ikke indfanges på formel og kan ikke sælges. Den kan kun gives.”

 
Camilla Willumsen

Samtalerne med forældre har efterfølgende bekræftet, at det ikke var min skyld, at mit fødselsforløb gik, som det gik. Men samtidig har de tydeliggjort, at jeg selv blev nødt til at tage ansvar for, at det samme ikke gentog sig. Der var ikke andre end mig selv, der kunne tage ansvar for det. Jeg valgte derfor fire år efter at føde min datter derhjemme.

Når vi kvinder lytter til vores kropslige intuition, kan vi sætte os selv og vores (kommende) børn frie til at lege og til at leve. Dette har intet at gøre med at bruge fødslen til selvrealisering eller med at se børnene som projekter.

Det er kun magtmennesker med murer om hjertet, der tror, at egodrevede og økonomiske cost-benefit analyser gælder her hos os. Det gør de ikke. Det kan de slet ikke. For vores børns liv er ikke til salg.

MODERSKAB

Velfærdsnettet slår revner – og flere af os falder igennem det med et brag

Det net, vi er blevet fortalt, at velfærdssamfundet holder under os til gengæld for en høj skatteprocent, er ved at gå i stykker. Gravide, fødende og forældre til institutions- og skolebørn oplever, at både de selv og deres børn falder igennem det og rammer jorden hårdt. Det gjorde jeg også selv.

19. november 2024 | Af Camilla Willumsen | Foto: Unsplash

 

Det net, vi er blevet fortalt, at velfærdssamfundet holder under os til gengæld for en høj skatteprocent, er ved at gå i stykker. Gravide, fødende og forældre til institutions- og skolebørn oplever, at både de selv og deres børn falder igennem det og rammer jorden hårdt. Det gjorde jeg også selv.  

Camilla Willumsen er Cand.pæd., forældrerådgiver, forfatter til bogen Dit barn dine beslutninger og står bag www.moderskaber.dk. Du kan følge hende på instagramkontoen @camilla_willumsen.

De fleste af os har siden vi var små lært, at Danmark er et trygt og sikkert samfund for både forældre og børn. Vi har lært, at dygtige mennesker tager ansvar for, at velfærdssystemet understøtter så høj en levestandard for borgerne som muligt. Vi har lært, at vi til gengæld for en høj skatteprocent har et velfungerende system, vi kan læne os ind i. Et velfærdssystem, der hjælper os, når vi skal føde, når vi bliver syge, eller hvis vi er ude for en ulykke. Et system, der understøtter os i at få livet og dagligdagen til at fungere tilfredsstillende.

Vi har lært, at sammenhængskraften i samfundet er afhængig af vores tillid til systemet, og at vores engagement i opretholdelsen af selvsamme er grundelementet i vores demokrati.

Langt størstedelen af de danske forældre er afhængige af offentlige tilbud, når de er gravide, skal føde og har mindre børn. Nogle har brug for ofte at benytte sig af sundhedssystemet, andre har brug for pasningstilbud til deres børn, og andre igen har brug for noget tredje, fjerde eller femte.

Men nu er dette net under os for alvor ved at gå i stykker. Nettet, vi var blevet fortalt ville holde os og beskytte os. Gravide, fødende og forældre til institutions- og skolebørn oplever, at de og deres børn falder igennem det medtagede net og rammer jorden med et brag. Med blå mærker på arme og ben, tårer og hjertesmerte til følge. Det her er et svigt, der opleves af forældre på tværs af landsdele, politisk observans og klasseskel.

“Vi har lært, at sammenhængskraften i samfundet er afhængig af vores tillid til systemet, og at vores engagement i opretholdelsen af selvsamme er grundelementet i vores demokrati.”

 
Camilla Willumsen

Min egen første fødsel og indlæggelse på Rigshospitalet tretten år tilbage er et eksempel på et systemsvigt. Et fødselsforløb, der tog mig flere år, stærkt nedsat arbejdstid og en masse krops- og samtaleterapi at komme styrket videre fra.  Tre jordemoderskift under fødslen, ekstrem ferietravlhed på afdelingen og min mand, der ikke fik lov til at blive efterfølgende, selvom vi havde fået at vide, at der var 10 procents risiko for, at vores søn ikke ville overleve. Og listen fortsætter.

Min bog “Dit barn – dine beslutninger” er en del af det løfte, jeg gav vores søn Emil, da jeg bar ham ud af Rigshospitalet i juli måned 2011.

I årene efter min første fødsel talte jeg med andre kvinder, der kort forinden havde født på hospitalet. Kloge og bevidste kvinder, der med lettere flakkende øjne og sitrende hænder fortalte mig om deres svære fødselsoplevelser på fødeafdelinger rundt omkring i Danmark. Og her blev jeg bekræftet i, at det ikke var en mindre gruppe kvinder, der havde haft oplevelser som lignede min. Dér gik det for alvor op for mig, at min første fødselshistorie ikke var min historie.

Det var vores historie.

En historie om tidspres og for lidt personale under fødslerne. Om fødsler, der blev tilgået mekanisk. Med tests og risikovurderinger, igangsættelser, vedrop, epidura, syntocinonl. Ja alt, hvad den kan trække af medicinsk intervention.

Men trygheden manglede. Understøttelsen af veernes naturlige gang manglede. Nærværet og omsorgen for den fødende kvinde manglede.

Min første fødsel og efterfølgende indlæggelse blev en traumatisk oplevelse på trods af dygtige og hjertelige jordemødre, der ville omsorgen. Der ville mig og de andre fødende og barslende kvinder. Men som kun har to arme og et par øjne hver, uagtet hvor hårdt de arbejder. Det er vigtigt for mig, at vi ikke underkender, hvor meget sundhedspersonalet også lider under disse rammer og særligt på de dage, hvor der er stærk underbemanding, som der var den sommerferienat, hvor jeg fødte mit første barn.

En hel del af de mødre, jeg taler med for tiden, står lige der, hvor jeg stod for 13 år siden. De har slået sig, men ønsker at komme stærkt videre. De finder urkraften frem og insisterer på at vælge det vigtigste først. De finder modet til at sige fra over for samfundets normer og forventninger, men nok først og fremmest over for deres egne forestillinger om, hvordan de skal være i verden, og hvordan de skal være som mødre. Jeg læste for nyligt et sted, at hvile i 2024 er aktivisme i sin mest potente form, og det kan jeg kun være enig i. For hvis vi vil vise vores børn, at de gerne må være i verden uden at skulle bevise alverdens ting først, så må vi give os selv den samme tilladelse.

Det kan være en udfordring, for vi (nutidens mødre) får ofte at vide, at vi er hysteriske, for følsomme og overbeskyttende, når vi handler i allerstørst integritet. Til gengæld bliver vi rost, når vores børn er “nemme”, så vi kan fokusere på at opfylde alle mulige andres materielle og ikke-bæredygtige interesser. Men vi kan vælge at lytte til os selv og til vores børns behov. Vi kan vælge en anden vej.

“Hvis vi vil vise vores børn, at de gerne må være i verden uden at skulle bevise alverdens ting først, så må vi give os selv den samme tilladelse.”

 
Camilla Willumsen

I mine samtaler med forældre står det meget klart, at det er en svær kunst at navigere i et samfund, der falder fra hinanden, når det nye først langsomt er ved at blive bygget. Men vi kan alle vælge en anden vej. Ikke alle har dog umiddelbart adgang til de rareste ruter. Som barn af arbejderklassen ved jeg, at klassesamfundet er en realitet. Derfor må idealerne vige til fordel for at gøre det, vi kan gøre, med det, vi har at gøre med.

Første skridt mod at hele efter min fødsel var for mig at blive mest hjemme og leve livet i et langsomt tempo i mine første år som mor. I bogstaveligste forstand prioritere og acceptere, at jeg havde brug for at være mest i min egen stue og bevæge mig rundt i mit eget tempo. Også efter at min barsel var slut. Jeg var såkaldt ineffektiv og satte alle ydre ambitioner på hold. Når jeg ser tilbage, er det tydeligt, at dybe traumelag i mig blev helet i den periode, og at mange brikker faldt på plads i vores familie, men perioden i sig selv var langt fra en køn affære. Ofte var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde ville komme igennem det. Men inderst inde vidste jeg, at det var som at skyde en pil fremad. Hvis jeg ville være i stand til at betræde mit moderskab fra et mere fredfyldt og centreret sted og opbygge styrken til at gøre nogle af de ting, jeg drømte om, måtte jeg hive pilen helt tilbage først.

Det urealistiske syn jeg havde på, hvad jeg kunne klare og under hvilke omstændigheder jeg kunne klare det, inden jeg selv blev mor, ser jeg for fuld udblæsning i det kollektive felt. Vi forventer, at forældre og børn kan ignorere deres legitime biologiske behov for søvn, nærende mad, meningsfulde aktiviteter og tid med dem, de elsker. Og kan de ikke det, må det være fordi, de har en diagnose.

Andet skridt var for mig at acceptere, at jeg var langt mere sårbar, end jeg tidligere havde bildt mig ind. At acceptere, vi mennesker som art er sårbare, uanset hvem vi er, og hvilken personlighed vi har. Og at vi derfor har brug for hinanden.

“Vi forventer, at forældre og børn kan ignorere deres legitime biologiske behov for søvn, nærende mad, meningsfulde aktiviteter og tid med dem, de elsker. Og kan de ikke det, må det være fordi, de har en diagnose.”

 
Camilla Willumsen

Da jeg sad der med min søn på brystet i de mørke nætter, stod klart for mig, at vores fremtid ikke kun er afhængig af, at jeg tog mig min tid og passede på mig selv og på ham, så godt som jeg var i stand til. Jeg kunne se, at vores fremtid i høj grad er afhængig af, hvilke mennesker og hvilke miljøer jeg lænede mig ind i og ikke mindst selv var med til at skabe og udvikle. Jeg indså, at de positive forandringer ikke kommer oppefra, men at vi må tænke i civile netværk på tværs af landet og i lokalt forankrede tiltag med mennesker, der går med hjertet forrest.

Forældre er de nye folketingspolitikere.

“Jeg indså, at de positive forandringer ikke kommer oppefra, men at vi må tænke i civile netværk på tværs af landet og i lokalt forankrede tiltag med mennesker, der går med hjertet forrest.”

 
Camilla Willumsen

Tredje skridt for mig var at fortsætte den helbredsrejse, jeg var begyndt på 5 år tidligere, i forbindelse med at jeg blev pludseligt syg. At prioritere nærende mad, naturmedicin. Også selvom det betød, at vi økonomisk var enormt pressede og ikke havde mulighed for at gøre eller købe særlig meget andet. Og selvom jeg aldrig ville have prioriteret anderledes, så ville det være løgn at sige, at det ikke havde en bagside. Men når man ikke kan trives fysisk og psykisk med lange dage væk fra sit barn, ikke kan bære at stå op til et hårdt arbejdsmiljø hver dag og ikke kan nøjes med fastfood på farten, hvis man skal forblive rask, så føles valget ikke rigtigt længere som et valg, men som en nødvendighed.

De første svære år efter vores søns fødsel ændrede mig for altid. Faldet igennem nettet bragte mig i større kontakt med jorden under mig. Den jord, der kan være hård, kold og nådesløs, men som også er den jord, hvorfra alt levende kan spire og gro. Da jeg havde ømmet mig og grædt endnu en gang over, at de voksne ikke findes “deroppe” i magtens centrum (selvom jeg inderst inde hele tiden havde vidst det), kunne min mand og jeg binde vores barn fast på maven og begynde at bygge vores liv op fra bunden med jorden under os som det bærende element. Den jord, der er under os alle, uanset om vi bor i byen eller på landet. Jorden som ikke beder os om at leve en særlig livsstil eller om at kunne leve op til diverse idealer – men som beder os om at tage vores liv tilbage, fordi vi er en del af den, og den en del af os.

Konkurrencestaten og dens præmisser definerer os ikke og den kan ikke måle vores værd. For omsorgen, der flyder igennem os, når vi føder, ammer, vugger vores børn og tillader os selv at blive holdt af og holdt om, kan ikke indfanges på formel og kan ikke sælges. Den kan kun gives.

“Omsorgen, der flyder igennem os, når vi føder, ammer, vugger vores børn og tillader os selv at blive holdt af og holdt om, kan ikke indfanges på formel og kan ikke sælges. Den kan kun gives.”

 
Camilla Willumsen

Samtalerne med forældre har efterfølgende bekræftet, at det ikke var min skyld, at mit fødselsforløb gik, som det gik. Men samtidig har de tydeliggjort, at jeg selv blev nødt til at tage ansvar for, at det samme ikke gentog sig. Der var ikke andre end mig selv, der kunne tage ansvar for det. Jeg valgte derfor fire år efter at føde min datter derhjemme.

Når vi kvinder lytter til vores kropslige intuition, kan vi sætte os selv og vores (kommende) børn frie til at lege og til at leve. Dette har intet at gøre med at bruge fødslen til selvrealisering eller med at se børnene som projekter.

Det er kun magtmennesker med murer om hjertet, der tror, at egodrevede og økonomiske cost-benefit analyser gælder her hos os. Det gør de ikke. Det kan de slet ikke. For vores børns liv er ikke til salg.

LÆS OGSÅ

Fortvivlede forældre om barnets første sygedag: Det hænger jo slet ikke sammen

af | okt 18, 2023

BØRNELIV

Fortvivlede forældre om barnets første sygedag: Det hænger jo slet ikke sammen

I Danmark har vi ringe mulighed for at tage os af vores syge børn. I Sverige ser det anderledes ud. Foto: Pixabay

18. oktober 2023 | Af Marta Wriedt | Foto: Rachel Bostwick, Pixabay

 

Rigtig mange forældre har kun ret til barnets første sygedag, men det er slet ikke nok, lyder det. Og ofte får det konsekvenser for barnet, der sendes i institution, selvom det ikke er raskt.

Indlægget her skal ses som en støtte til den protestbevægelse, Nanna Høyrup og Hye Marcussen har igangsat mod de ringe vilkår, langt de fleste børnefamilier har i Danmark, når det kommer til barn syg. Nanna Høyrup er tidligere pædagog og forhenværende stedfortræder for Alternativet. Hye Marcussen er uddannet fra RUC og har en særlig interesse for kvinder, global ulighed, børns livsvilkår og rettigheder. Du kan følge bevægelsen under hashtagget #rettilbarnsyg og med samme hashtag dele egne historier.

Mens forældre i Sverige som udgangspunkt har ret til at være hjemme med et sygt barn i op til 120 dage om året, ser det noget anderledes ud i Danmark. Her har langt de fleste forældre kun krav på at holde barns første sygedag, også selvom barnet er syg i længere tid.

Da langt fra alle har familie og venner, der kan træde til og passe, betyder det, at der for mange familiers vedkommende ofte skal tænkes kreativt for at få enderne til at hænge sammen – af og til på bekostning af børnene.

Derfor skal vi også have ændret vilkårene, så forældre kan passe deres syge børn, og børn får den ro og nærhed, de har brug for, når de ikke er raske. Fx ved at lade os inspirere af Sverige.

Herunder har vi samlet en række beretninger fra forældre og pædagoger, som understreger problemet:

 

“

“Jeg har stået på begge sider på samme tid. Mine tvillinger skulle starte i vuggestue, samtidig med jeg som pædagogstuderende skulle starte i halvt års lønnet praktik. Hver gang mine tvillinger, enten på samme tid eller på skift, blev syge, skulle jeg ind på kontoret og forsvare det over for min daværende leder. Hver gang vi havde sygdom, og det var der masser af i opstarten og så oven i købet i vinterperioden, stod jeg i et dilemma. Lige meget, hvad jeg gjorde, var enten arbejdspladsen eller vuggestuen utilfreds. Systemet giver ikke plads til at drage omsorg for sit syge barn.”
Fatma

 

“

“Da min ældste var omkring 1 år og nystartet i dagpleje, fik vi selvfølgelig alle de forventelige sygedage. Men oveni det udviklede han også hurtigt en masse mellemørebetændelser. Det resulterede i, at jeg ofte var nødt til at ringe og sige, at jeg selv var blevet smittet af, hvad end han havde. Det ledte jo så også hurtigt til sygefraværssamtaler med en frygtelig ubehagelig chef, der forventede at få en forklaring på, hvorfor mit barn ikke bare kunne passes af hans bedsteforældre. Og da beskeden var, at de jo var i job, fik jeg besked på at få fat i en reservebedste. Det var så startskuddet til, at jeg fik en meget lang stress-sygemelding og faktisk aldrig vendte tilbage til den arbejdsplads.”
Therese

 

“

“Jeg er kommunal dagplejer, og jeg kan ikke tælle på mine fingre, hvor mange gange børn i min flok er blev sendt syge afsted i dagpleje. Jeg oplevede, at det ofte var de samme børn, der blev sendt syge afsted. Hvis de blev ringet hjem pga. sygdom – og det skal lige siges, at der skal utrolig meget til, før vi må ringe børn hjem – har jeg af nogle forældre fået skæld ud, fordi jeg ringede dem hjem. Min erfaring fra jobbet er, at nogen forældre er svære at nå ind til i forhold til, at deres børn skal være hjemme ved sygdom. Om det skyldes pres fra arbejdsmarkedet/arbejdsgiver, eller om det skyldes den generelle tendens (jeg ser), hvor børn skal presses til at agere voksne og bare “power through,” ligesom vi voksne gør, når vi er syge, er svært at sige. I forhold til mit eget barn er det ingen hemmelighed, at jeg har meldt mig syg mange gange på mit arbejde, hvis hun har været syg i en længere periode. Vi kan simpelthen ikke få kabalen til at gå op ellers! Vi har ingen bedsteforældre eller andet netværk, der kan hjælpe os. De to omsorgsdage, man får pr. barn, får hurtigt ben at gå på. Det er jo absurd at tro, at to dage gør en forskel for børnefamilier. I foråret fik mine børn skoldkopper – de var syge i 2,5 uge. Det hang kun sammen for os, fordi jeg stadig var på barsel på det tidspunkt. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad vi skulle have gjort, hvis vi begge havde været på arbejde der. Under corona var der ekstra regler for, hvornår børn måtte komme i daginstitution. De skulle fx være feberfri i to døgn, før de måtte komme afsted igen. Jeg havde så meget fravær både pga. egen sygdom og mit barns sygdom, at jeg blev indkaldt til sygsamtale på mit arbejde. Det var så ubehageligt! Så sad man bænket til stolen og skulle redegøre for ens fravær, mens ens leder var meget uforstående for, hvorfor man ikke havde et andet sted at sende sine børn hen ved sygdom. Udover at vi ikke har mulighed for pasning andre steder, har jeg da heller ikke lyst til, at mit barn skal passes ude ved sygdom. Hun har brug for mig eller hendes far! Jeg synes ofte, det er den ældre generation af forældre, der synes, vi piver og ikke kan forstå, hvorfor det ikke hænger sammen. Men de havde jo helt andre forudsætninger for at få det til at hænge sammen.”
Anonym

 

“Systemet giver ikke plads til at drage omsorg for sit syge barn.”

 
Fatma
 

 

“

“Jeg har lige været til sygefraværssamtale, fordi jeg har haft 37 sygedage det sidste år. Jeg kunne ikke fortælle dem, at de blev brugt på, at mit barn var syg, og at en barnets første sygedag ikke var nok. Jeg har et handicappet barn, der ofte bliver syg, og selvom både far og jeg tager hver vores første sygedag, er det slet ikke nok. For hvilket barn er hver gang kun syg i to dage? Vi har ingen forældre, der kan passe, og ingen kan passe ham på grund af hans diagnose, så vi er nødsaget til selv at melde os syge eller tage fri uden løn.”
Karina

 

“

“Da jeg var i praktik i en vuggestue, oplevede jeg engang, at et barn blev afleveret med et tykt halstørklæde på. Det var lidt underligt, da det var sommer, og da jeg tog tørklædet af barnet, opdagede jeg, at det havde en kæmpestor byld på halsen! Det så meget voldsomt ud. Vi prøvede med det samme at få ringet forældrene op, men vi kunne ikke få kontakt til dem. Efter nogle timer fik vi fat på noget andet familie, som boede for langt væk til at kunne komme og hente. I stedet ville de forsøge at få fat på forældrene. Det kunne de åbenbart godt, for kort efter vores snak ringede moderen til os, undskyldte og sagde, hun ville hente barnet om nogle timer. Det var tydeligt, at det var en meget presset mor, og hun kunne nærmest ikke se os i øjnene, da hun kom og hentede sit barn. Det er dog langt fra eneste oplevelse, jeg har haft i forbindelse med mit arbejde. Det er nemlig ganske normalt, at man modtager børn, der ikke er helt på toppen – især i efteråret. Jeg sad så sent som i går med en ven, som også er pædagog, og talte om, at nu er det “børnepanodil-sæson” (sæsonen, hvor børn bliver afleveret med en panodil i måsen, og som så får feber i løbet af formiddagen, når pillen ikke virker mere). Og jeg forstår det godt! Jeg har selv sendt tvivlsomme børn afsted eller løjet over for min arbejdsplads og sagt, at jeg selv var syg, hvis jeg kunne se, at mit barn fejlede noget, der ikke bare lige ville være overstået på en enkelt dag. For det hænger jo slet ikke sammen! Hvis dit barn er syg med fx feber, tager det jo gerne 2-3 dage, før feberen er væk, og så er der liiiige den regel med, at børn skal være feberfrie i 24 timer, inden de må komme i institution igen. Jeg er alene med tre børn, og hvordan i alverden skal det nogensinde gå op? Men afleverer man et sygt barn, risikerer man at smitte de andre børn på stuen eller pædagogerne, og det er jo også noget rigtigt møg.”
Anne

 

“

“Som arbejdsløs har man slet ikke ret til at have barn sygt. Heller ikke første sygedag. Så efter anbefaling fra min A-kasse (off the record) har jeg selv meldt mig syg, når min datter ikke kunne komme afsted på dage, hvor jeg havde en aftale med Jobcenteret.”
Anonym

 

“Jeg har selv sendt tvivlsomme børn afsted eller løjet over for min arbejdsplads og sagt, at jeg selv var syg, hvis jeg kunne se, at mit barn fejlede noget, der ikke bare lige ville være overstået på en enkelt dag. For det hænger jo slet ikke sammen! Hvis dit barn er syg med fx feber, tager det jo gerne 2-3 dage, før feberen er væk.”

 
Anne
 

 

“

“På min gamle arbejdsplads bedte min chef mig om at finde pasning til mit barn efter to dages sygdom, hvor min familie havde passet. Da mit barn fortsat var syg, meddelte jeg, at jeg ikke havde mulighed for mere pasning, og at jeg derfor ikke kunne komme, før mit barn var rask igen. Min chef meldte tilbage, at jeg skulle finde en løsning og møde op på arbejde den efterfølgende dag. Da jeg sagde, jeg ikke kunne, fordi mit barn jo var syg, gentog hun, at jeg jo nok vil finde en løsning. Dagen efter ringede jeg og meldte mig syg.”
Kit

 

“

”Jeg er mor til to og pædagog. Som mor har jeg oplevet, at mit barn har haft virkelig mange sygedage – særligt i vuggestuen. Jeg oplevede virkeligt mange syge børn på stuen. Børn med snot i næsen, røde øjne og voldsomt meget gråd. Det var i det hele taget ikke særlig rart at skulle aflevere i forår-, efterår- eller vintermånederne. Det oplevedes som en ond spiral. Som pædagog (og mor) oplevede jeg et særdeles stort pres for at skulle være på arbejde, hvorfor det var svært at lade mit barn blive hjemme, til det var HELT rask. Jeg har da også været til flere fraværssamtaler, og mere end en gang er jeg blevet skudt i skoene, at jeg har brugt børnenes sygedage som påskud for egne sygedage. Hvilket der slet ikke var hold i. Jeg har sågar oplevet at blive nægtet barnets anden sygedag og fået besked på at møde – og om nødvendigt tage mit febersyge og hostende barn med. Jeg har ikke oplevet nogen hjælp fra fagforening eller kollegaer, og det var meget stressende. Generelt oplever jeg et samfund, der ikke lader os forældre blive hjemme ved vores børn, til de er raske, og derved bliver andre børn syge – og det samme gør deres pædagoger. Det er noget skidt.”
Lisa

 

“

“Sygedage er det eneste, jeg tænker på i mine influenzavaccine-overvejelser om min datter efter brev fra Statens Serumsinstitut. Derfor gjorde jeg det ikke. Fordi jeg synes, det er forkert at tænke sådan. At det handler om effektive dage snarere end hendes helbred.“
Annette

 

“Generelt oplever jeg et samfund, der ikke lader os forældre blive hjemme ved vores børn, til de er raske, og derved bliver andre børn syge – og det samme gør deres pædagoger. Det er noget skidt.”

 
Lisa

 

“

”Jeg er pædagog i en vuggestue og mor til et 4-årigt børnehavebarn. Jeg føler mig lidt i begge lejre, men summa summarum er, at der i samfundets øjne ikke er plads til syge børn. Jeg har på min arbejdsplads ret til, men ikke krav på (det påpeger ledelsen tydeligt) barns første og anden sygedag. Første dag skal bruges på at finde anden pasning. På min arbejdsplads modtager jeg (ikke ofte, men det sker) sløje børn, hvor forældrene er magtesløse, fordi de ikke har flere løsninger at trække på for at kunne blive hjemme med barnet. Derudover er det heller ikke uset, at et barn bliver afleveret efter sygdom og virker lidt mat, og at vi ved middagstid, når panodilens virkning letter, må ringe barnet hjem. En enkelt gang har jeg måttet sende min søn slatten afsted, og det nev i hjertet. Jeg blev ringet op efter en time – han var helt mat og ked af det og skulle bare have sin mor. Det værste er, at det føltes mere legalt, at de ringede, for så var min arbejdsplads i hvert fald ikke i tvivl om, at den var gal. Jeg har også meldt mig selv syg, fordi mit barn var syg, og jeg var bange for at få afslag på at holde barns sygedag. Det tragikomiske for mig er, at vi melder ud til forældrene på mit arbejde, at vi ikke tager imod syge børn, og så er det et problem (og nærmest overraskende), hvis mit eget barn er syg. Børn er sjældent syge i kun to dage, og jeg er overbevist om, at en ændring i hele denne absurde måde at anskue det på, ville lette forældrenes skuldre og give børnene ro til at komme til hægterne i trygge arme og samtidig sikre de mest optimale vilkår for udvikling og trivsel – både for børnene og for familierne.”
Sofie

 

“

“Min kæreste og jeg arbejder på samme arbejdsplads. Vi kan derfor ikke tage barnets første og anden sygedag begge to, som hvis vi var på hver vores arbejdsplads (ved godt, det heller ikke er lovligt). Vores leder er ret træls, så hvis vi ved, at vores barns sygdom varer mere end to dage, sygemelder vi os selv. Vil vil ikke aflevere et sygt barn – så vi har en del fravær.”
Anonym

 

“

“Vi kaldte det klokken 13-feber i vuggestuen, hvor jeg arbejdede, fordi det tit var der, de kom op fra lur, og panodilen ikke virkede mere.”
Stine

 

“Det tragikomiske for mig er, at vi melder ud til forældrene på mit arbejde, at vi ikke tager imod syge børn, og så er det et problem (og nærmest overraskende), hvis mit eget barn er syg.”

 
Sofie

 

“

”Jeg gik ned med flaget blandt andet på grund af barn syg. Jeg forsøgte at følge med på et arbejdsmarked, der kun har arbejde i tankerne, og så væltede utilstrækkeligheden ind over mig. Jeg var ikke tilstrækkelig på arbejdet og heller ikke tilstrækkelig som mor. Overenskomsten siger ret til barns første sygedag til at finde anden pasning – men hvor finder man den pasning i 2023? Alle bedsteforældre arbejder. Corona hjalp ikke, da det var no go at sende børn, der ikke var 100% raske, af sted – og det hænger ved, hvilket er fornuftigt. Det hænger bare ikke sammen med virkeligheden.”
Cille

 

“

“Da jeg som ung, nyuddannet pædagog startede på mit første job i en vuggestue i en privilegeret kommune, glædede jeg mig. Jeg nåede dog ikke at være ansat mere end en måneds tid, før jeg mødte mit første panodilbarn. Et barn, der bliver afleveret om morgenen og synes at være friskt og glad, men som gradvist hen ad formiddagen pludselig bliver febril og træt. Forældrene havde givet barnet panodil inden aflevering i vuggestuen. Mine kollegaer måtte forklare mig, at de ofte oplevede det hos forældre, som ikke havde mulighed for at tage barn-syg. På denne måde blev barnet først ringet hjem omkring frokost, og forældrene fik på denne måde stadigvæk arbejdet. Dette er almindeligt forekommende i de danske vuggestuer, og det anses åbenbart som mere velset på arbejdspladsen at blive ringet hjem, fremfor at tage fri med sit barn. Jeg har idag valgt at gå en anden vej karrieremæssigt.”
Cecilie

 

“

”Da min ældste datter gik i vuggestue, tog min mand og jeg ofte begge to barns sygedage, som vi havde ret til på hver vores arbejde. På den måde kunne hun blive hjemme fire dage i træk, hvis det var nødvendigt. Dette er selvfølgelig imod reglerne, og vi sagde da heller ikke noget om det på arbejdspladsen, men der var sjældent andre muligheder end at bryde reglerne på en eller anden måde. Når et (lille) barn er sygt, er det min oplevelse, at det helst vil have en af forældrene, og det havde vi som forældre det også bedst med. Vi blev ofte rost af personalet i vuggestuen for at holde vores barn hjemme, indtil hun var helt rask, hvilket de ikke altid oplevede hos andre familier. Det er i min optik langt ude, at det, der burde være helt almindeligt og en selvfølge – at blive hjemme til man er helt rask, er noget, man skal have ros for. Nu bliver både vores ældste og lillesøster hjemmepasset, så vi slipper for at diskutere, hvem der skal blive hjemme og evt. være nødsaget til at bryde reglerne.”
Lykke

 

“Jeg gik ned med flaget blandt andet på grund af barn syg. Jeg forsøgte at følge med på et arbejdsmarked, der kun har arbejde i tankerne, og så væltede utilstrækkeligheden ind over mig. Jeg var ikke tilstrækkelig på arbejdet og heller ikke tilstrækkelig som mor.”

 
Cille
 
 
“
“Jeg er alene med min søn (nu 4 år), som har været meget syg. Jeg har i tre år levet med en konstant dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan være der for ham, når han er syg. At jeg har afleveret ham i børnehave, selvom jeg hørte al hosten og så klatøjede børn. At jeg har måttet aflevere ham for hurtigt efter sygdom, eller inden han blev “for syg” til at komme afsted. At have arbejdet hjemmefra når jeg burde have været mor 100 procent. At have taget på arbejde når jeg selv var syg,  så jeg ikke skuffer FOR meget på jobbet. Og alt sammen imens kun et minimum af mit fokus egentligt er på mit arbejde. For alt, jeg har brug for, er at få lov at være mor 100 procent for mit barn, som har brug for mig.”
Anonym
 

 

“
“Jeg har som vuggestuepædagog oplevet mange børn blive afleveret halvsløje, dopede på panodil og “hov var hun ikke helt rask endnu, efter i ringede hende hjem med opkastsyge i går?”. 

Cecilie

 

“

“Jeg er alenemor og tager barnets første sygedag, og derefter melder jeg mig selv syg. Jeg nægter at sende mit barn sygt afsted. Jeg er dog heldig med at have et barn, som i en alder af 4 år kun har været syg cirka fem gange (fraset lidt snot). Og jeg er heldig med, at jeg så godt som aldrig er syg selv. For var jeg det, var jeg uden tvivl blevet hevet ind til samtale. Men jeg kan holde mig under radaren.”
Anonym

“Jeg har som vuggestuepædagog oplevet mange børn blive afleveret halvsløje, dopede på panodil.”

 
Cecilie
 
“

“Igennem to år som dagplejer oplevede jeg jævnligt udfordringer i forbindelse med sygdom. Sløje børn, der blev afleveret af pressede forældre. Der var ligesom en forståelse af, at med mindre der var tydelig feber eller diarre, så skulle hjulene jo køre rundt og forældrene på job. Det var ikke barnets behov for hvile og restitution, der satte udgangspunktet – og paradoksalt nok er jeg sikker på, at netop den tilgang holder liv i utallige smittekæder og på den lange bane skaber endnu mere sygdom, fravær og mistrivsel.”
Anonym

BØRNELIV

Fortvivlede forældre om barnets første sygedag: Det hænger jo slet ikke sammen

I Danmark har vi ringe mulighed for at tage os af vores syge børn. I Sverige ser det anderledes ud. Foto: Pixabay

18. oktober 2023 | Af Marta Wriedt | Foto: Rachel Bostwick, Pixabay

 

Rigtig mange forældre har kun ret til barnets første sygedag, men det er slet ikke nok, lyder det. Og ofte får det konsekvenser for barnet, der sendes i institution, selvom det ikke er raskt.

Indlægget her skal ses som en støtte til den protestbevægelse, Nanna Høyrup og Hye Marcussen har igangsat mod de ringe vilkår, langt de fleste børnefamilier har i Danmark, når det kommer til barn syg. Nanna Høyrup er tidligere pædagog og forhenværende stedfortræder for Alternativet. Hye Marcussen er uddannet fra RUC og har en særlig interesse for kvinder, global ulighed, børns livsvilkår og rettigheder. Du kan følge bevægelsen under hashtagget #rettilbarnsyg og med samme hashtag dele egne historier.

Mens forældre i Sverige som udgangspunkt har ret til at være hjemme med et sygt barn i op til 120 dage om året, ser det noget anderledes ud i Danmark. Her har langt de fleste forældre kun krav på at holde barns første sygedag, også selvom barnet er syg i længere tid.

Da langt fra alle har familie og venner, der kan træde til og passe, betyder det, at der for mange familiers vedkommende ofte skal tænkes kreativt for at få enderne til at hænge sammen – af og til på bekostning af børnene.

Derfor skal vi også have ændret vilkårene, så forældre kan passe deres syge børn, og børn får den ro og nærhed, de har brug for, når de ikke er raske. Fx ved at lade os inspirere af Sverige.

Herunder har vi samlet en række beretninger fra forældre og pædagoger, som understreger problemet:

 

“

“Jeg har stået på begge sider på samme tid. Mine tvillinger skulle starte i vuggestue, samtidig med jeg som pædagogstuderende skulle starte i halvt års lønnet praktik. Hver gang mine tvillinger, enten på samme tid eller på skift, blev syge, skulle jeg ind på kontoret og forsvare det over for min daværende leder. Hver gang vi havde sygdom, og det var der masser af i opstarten og så oven i købet i vinterperioden, stod jeg i et dilemma. Lige meget, hvad jeg gjorde, var enten arbejdspladsen eller vuggestuen utilfreds. Systemet giver ikke plads til at drage omsorg for sit syge barn.”
Fatma

 

“

“Da min ældste var omkring 1 år og nystartet i dagpleje, fik vi selvfølgelig alle de forventelige sygedage. Men oveni det udviklede han også hurtigt en masse mellemørebetændelser. Det resulterede i, at jeg ofte var nødt til at ringe og sige, at jeg selv var blevet smittet af, hvad end han havde. Det ledte jo så også hurtigt til sygefraværssamtaler med en frygtelig ubehagelig chef, der forventede at få en forklaring på, hvorfor mit barn ikke bare kunne passes af hans bedsteforældre. Og da beskeden var, at de jo var i job, fik jeg besked på at få fat i en reservebedste. Det var så startskuddet til, at jeg fik en meget lang stress-sygemelding og faktisk aldrig vendte tilbage til den arbejdsplads.”
Therese

 

“

“Jeg er kommunal dagplejer, og jeg kan ikke tælle på mine fingre, hvor mange gange børn i min flok er blev sendt syge afsted i dagpleje. Jeg oplevede, at det ofte var de samme børn, der blev sendt syge afsted. Hvis de blev ringet hjem pga. sygdom – og det skal lige siges, at der skal utrolig meget til, før vi må ringe børn hjem – har jeg af nogle forældre fået skæld ud, fordi jeg ringede dem hjem. Min erfaring fra jobbet er, at nogen forældre er svære at nå ind til i forhold til, at deres børn skal være hjemme ved sygdom. Om det skyldes pres fra arbejdsmarkedet/arbejdsgiver, eller om det skyldes den generelle tendens (jeg ser), hvor børn skal presses til at agere voksne og bare “power through,” ligesom vi voksne gør, når vi er syge, er svært at sige. I forhold til mit eget barn er det ingen hemmelighed, at jeg har meldt mig syg mange gange på mit arbejde, hvis hun har været syg i en længere periode. Vi kan simpelthen ikke få kabalen til at gå op ellers! Vi har ingen bedsteforældre eller andet netværk, der kan hjælpe os. De to omsorgsdage, man får pr. barn, får hurtigt ben at gå på. Det er jo absurd at tro, at to dage gør en forskel for børnefamilier. I foråret fik mine børn skoldkopper – de var syge i 2,5 uge. Det hang kun sammen for os, fordi jeg stadig var på barsel på det tidspunkt. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad vi skulle have gjort, hvis vi begge havde været på arbejde der. Under corona var der ekstra regler for, hvornår børn måtte komme i daginstitution. De skulle fx være feberfri i to døgn, før de måtte komme afsted igen. Jeg havde så meget fravær både pga. egen sygdom og mit barns sygdom, at jeg blev indkaldt til sygsamtale på mit arbejde. Det var så ubehageligt! Så sad man bænket til stolen og skulle redegøre for ens fravær, mens ens leder var meget uforstående for, hvorfor man ikke havde et andet sted at sende sine børn hen ved sygdom. Udover at vi ikke har mulighed for pasning andre steder, har jeg da heller ikke lyst til, at mit barn skal passes ude ved sygdom. Hun har brug for mig eller hendes far! Jeg synes ofte, det er den ældre generation af forældre, der synes, vi piver og ikke kan forstå, hvorfor det ikke hænger sammen. Men de havde jo helt andre forudsætninger for at få det til at hænge sammen.”
Anonym

 

“Systemet giver ikke plads til at drage omsorg for sit syge barn.”

 
Fatma
 

 

“

“Jeg har lige været til sygefraværssamtale, fordi jeg har haft 37 sygedage det sidste år. Jeg kunne ikke fortælle dem, at de blev brugt på, at mit barn var syg, og at en barnets første sygedag ikke var nok. Jeg har et handicappet barn, der ofte bliver syg, og selvom både far og jeg tager hver vores første sygedag, er det slet ikke nok. For hvilket barn er hver gang kun syg i to dage? Vi har ingen forældre, der kan passe, og ingen kan passe ham på grund af hans diagnose, så vi er nødsaget til selv at melde os syge eller tage fri uden løn.”
Karina

 

“

“Da jeg var i praktik i en vuggestue, oplevede jeg engang, at et barn blev afleveret med et tykt halstørklæde på. Det var lidt underligt, da det var sommer, og da jeg tog tørklædet af barnet, opdagede jeg, at det havde en kæmpestor byld på halsen! Det så meget voldsomt ud. Vi prøvede med det samme at få ringet forældrene op, men vi kunne ikke få kontakt til dem. Efter nogle timer fik vi fat på noget andet familie, som boede for langt væk til at kunne komme og hente. I stedet ville de forsøge at få fat på forældrene. Det kunne de åbenbart godt, for kort efter vores snak ringede moderen til os, undskyldte og sagde, hun ville hente barnet om nogle timer. Det var tydeligt, at det var en meget presset mor, og hun kunne nærmest ikke se os i øjnene, da hun kom og hentede sit barn. Det er dog langt fra eneste oplevelse, jeg har haft i forbindelse med mit arbejde. Det er nemlig ganske normalt, at man modtager børn, der ikke er helt på toppen – især i efteråret. Jeg sad så sent som i går med en ven, som også er pædagog, og talte om, at nu er det “børnepanodil-sæson” (sæsonen, hvor børn bliver afleveret med en panodil i måsen, og som så får feber i løbet af formiddagen, når pillen ikke virker mere). Og jeg forstår det godt! Jeg har selv sendt tvivlsomme børn afsted eller løjet over for min arbejdsplads og sagt, at jeg selv var syg, hvis jeg kunne se, at mit barn fejlede noget, der ikke bare lige ville være overstået på en enkelt dag. For det hænger jo slet ikke sammen! Hvis dit barn er syg med fx feber, tager det jo gerne 2-3 dage, før feberen er væk, og så er der liiiige den regel med, at børn skal være feberfrie i 24 timer, inden de må komme i institution igen. Jeg er alene med tre børn, og hvordan i alverden skal det nogensinde gå op? Men afleverer man et sygt barn, risikerer man at smitte de andre børn på stuen eller pædagogerne, og det er jo også noget rigtigt møg.”
Anne

 

“

“Som arbejdsløs har man slet ikke ret til at have barn sygt. Heller ikke første sygedag. Så efter anbefaling fra min A-kasse (off the record) har jeg selv meldt mig syg, når min datter ikke kunne komme afsted på dage, hvor jeg havde en aftale med Jobcenteret.”
Anonym

 

“Jeg har selv sendt tvivlsomme børn afsted eller løjet over for min arbejdsplads og sagt, at jeg selv var syg, hvis jeg kunne se, at mit barn fejlede noget, der ikke bare lige ville være overstået på en enkelt dag. For det hænger jo slet ikke sammen! Hvis dit barn er syg med fx feber, tager det jo gerne 2-3 dage, før feberen er væk.”

 
Anne
 

 

“

“På min gamle arbejdsplads bedte min chef mig om at finde pasning til mit barn efter to dages sygdom, hvor min familie havde passet. Da mit barn fortsat var syg, meddelte jeg, at jeg ikke havde mulighed for mere pasning, og at jeg derfor ikke kunne komme, før mit barn var rask igen. Min chef meldte tilbage, at jeg skulle finde en løsning og møde op på arbejde den efterfølgende dag. Da jeg sagde, jeg ikke kunne, fordi mit barn jo var syg, gentog hun, at jeg jo nok vil finde en løsning. Dagen efter ringede jeg og meldte mig syg.”
Kit

 

“

”Jeg er mor til to og pædagog. Som mor har jeg oplevet, at mit barn har haft virkelig mange sygedage – særligt i vuggestuen. Jeg oplevede virkeligt mange syge børn på stuen. Børn med snot i næsen, røde øjne og voldsomt meget gråd. Det var i det hele taget ikke særlig rart at skulle aflevere i forår-, efterår- eller vintermånederne. Det oplevedes som en ond spiral. Som pædagog (og mor) oplevede jeg et særdeles stort pres for at skulle være på arbejde, hvorfor det var svært at lade mit barn blive hjemme, til det var HELT rask. Jeg har da også været til flere fraværssamtaler, og mere end en gang er jeg blevet skudt i skoene, at jeg har brugt børnenes sygedage som påskud for egne sygedage. Hvilket der slet ikke var hold i. Jeg har sågar oplevet at blive nægtet barnets anden sygedag og fået besked på at møde – og om nødvendigt tage mit febersyge og hostende barn med. Jeg har ikke oplevet nogen hjælp fra fagforening eller kollegaer, og det var meget stressende. Generelt oplever jeg et samfund, der ikke lader os forældre blive hjemme ved vores børn, til de er raske, og derved bliver andre børn syge – og det samme gør deres pædagoger. Det er noget skidt.”
Lisa

 

“

“Sygedage er det eneste, jeg tænker på i mine influenzavaccine-overvejelser om min datter efter brev fra Statens Serumsinstitut. Derfor gjorde jeg det ikke. Fordi jeg synes, det er forkert at tænke sådan. At det handler om effektive dage snarere end hendes helbred.“
Annette

 

“Generelt oplever jeg et samfund, der ikke lader os forældre blive hjemme ved vores børn, til de er raske, og derved bliver andre børn syge – og det samme gør deres pædagoger. Det er noget skidt.”

 
Lisa

 

“

”Jeg er pædagog i en vuggestue og mor til et 4-årigt børnehavebarn. Jeg føler mig lidt i begge lejre, men summa summarum er, at der i samfundets øjne ikke er plads til syge børn. Jeg har på min arbejdsplads ret til, men ikke krav på (det påpeger ledelsen tydeligt) barns første og anden sygedag. Første dag skal bruges på at finde anden pasning. På min arbejdsplads modtager jeg (ikke ofte, men det sker) sløje børn, hvor forældrene er magtesløse, fordi de ikke har flere løsninger at trække på for at kunne blive hjemme med barnet. Derudover er det heller ikke uset, at et barn bliver afleveret efter sygdom og virker lidt mat, og at vi ved middagstid, når panodilens virkning letter, må ringe barnet hjem. En enkelt gang har jeg måttet sende min søn slatten afsted, og det nev i hjertet. Jeg blev ringet op efter en time – han var helt mat og ked af det og skulle bare have sin mor. Det værste er, at det føltes mere legalt, at de ringede, for så var min arbejdsplads i hvert fald ikke i tvivl om, at den var gal. Jeg har også meldt mig selv syg, fordi mit barn var syg, og jeg var bange for at få afslag på at holde barns sygedag. Det tragikomiske for mig er, at vi melder ud til forældrene på mit arbejde, at vi ikke tager imod syge børn, og så er det et problem (og nærmest overraskende), hvis mit eget barn er syg. Børn er sjældent syge i kun to dage, og jeg er overbevist om, at en ændring i hele denne absurde måde at anskue det på, ville lette forældrenes skuldre og give børnene ro til at komme til hægterne i trygge arme og samtidig sikre de mest optimale vilkår for udvikling og trivsel – både for børnene og for familierne.”
Sofie

 

“

“Min kæreste og jeg arbejder på samme arbejdsplads. Vi kan derfor ikke tage barnets første og anden sygedag begge to, som hvis vi var på hver vores arbejdsplads (ved godt, det heller ikke er lovligt). Vores leder er ret træls, så hvis vi ved, at vores barns sygdom varer mere end to dage, sygemelder vi os selv. Vil vil ikke aflevere et sygt barn – så vi har en del fravær.”
Anonym

 

“

“Vi kaldte det klokken 13-feber i vuggestuen, hvor jeg arbejdede, fordi det tit var der, de kom op fra lur, og panodilen ikke virkede mere.”
Stine

 

“Det tragikomiske for mig er, at vi melder ud til forældrene på mit arbejde, at vi ikke tager imod syge børn, og så er det et problem (og nærmest overraskende), hvis mit eget barn er syg.”

 
Sofie

 

“

”Jeg gik ned med flaget blandt andet på grund af barn syg. Jeg forsøgte at følge med på et arbejdsmarked, der kun har arbejde i tankerne, og så væltede utilstrækkeligheden ind over mig. Jeg var ikke tilstrækkelig på arbejdet og heller ikke tilstrækkelig som mor. Overenskomsten siger ret til barns første sygedag til at finde anden pasning – men hvor finder man den pasning i 2023? Alle bedsteforældre arbejder. Corona hjalp ikke, da det var no go at sende børn, der ikke var 100% raske, af sted – og det hænger ved, hvilket er fornuftigt. Det hænger bare ikke sammen med virkeligheden.”
Cille

 

“

“Da jeg som ung, nyuddannet pædagog startede på mit første job i en vuggestue i en privilegeret kommune, glædede jeg mig. Jeg nåede dog ikke at være ansat mere end en måneds tid, før jeg mødte mit første panodilbarn. Et barn, der bliver afleveret om morgenen og synes at være friskt og glad, men som gradvist hen ad formiddagen pludselig bliver febril og træt. Forældrene havde givet barnet panodil inden aflevering i vuggestuen. Mine kollegaer måtte forklare mig, at de ofte oplevede det hos forældre, som ikke havde mulighed for at tage barn-syg. På denne måde blev barnet først ringet hjem omkring frokost, og forældrene fik på denne måde stadigvæk arbejdet. Dette er almindeligt forekommende i de danske vuggestuer, og det anses åbenbart som mere velset på arbejdspladsen at blive ringet hjem, fremfor at tage fri med sit barn. Jeg har idag valgt at gå en anden vej karrieremæssigt.”
Cecilie

 

“

”Da min ældste datter gik i vuggestue, tog min mand og jeg ofte begge to barns sygedage, som vi havde ret til på hver vores arbejde. På den måde kunne hun blive hjemme fire dage i træk, hvis det var nødvendigt. Dette er selvfølgelig imod reglerne, og vi sagde da heller ikke noget om det på arbejdspladsen, men der var sjældent andre muligheder end at bryde reglerne på en eller anden måde. Når et (lille) barn er sygt, er det min oplevelse, at det helst vil have en af forældrene, og det havde vi som forældre det også bedst med. Vi blev ofte rost af personalet i vuggestuen for at holde vores barn hjemme, indtil hun var helt rask, hvilket de ikke altid oplevede hos andre familier. Det er i min optik langt ude, at det, der burde være helt almindeligt og en selvfølge – at blive hjemme til man er helt rask, er noget, man skal have ros for. Nu bliver både vores ældste og lillesøster hjemmepasset, så vi slipper for at diskutere, hvem der skal blive hjemme og evt. være nødsaget til at bryde reglerne.”
Lykke

 

“Jeg gik ned med flaget blandt andet på grund af barn syg. Jeg forsøgte at følge med på et arbejdsmarked, der kun har arbejde i tankerne, og så væltede utilstrækkeligheden ind over mig. Jeg var ikke tilstrækkelig på arbejdet og heller ikke tilstrækkelig som mor.”

 
Cille
 
 
“
“Jeg er alene med min søn (nu 4 år), som har været meget syg. Jeg har i tre år levet med en konstant dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan være der for ham, når han er syg. At jeg har afleveret ham i børnehave, selvom jeg hørte al hosten og så klatøjede børn. At jeg har måttet aflevere ham for hurtigt efter sygdom, eller inden han blev “for syg” til at komme afsted. At have arbejdet hjemmefra når jeg burde have været mor 100 procent. At have taget på arbejde når jeg selv var syg,  så jeg ikke skuffer FOR meget på jobbet. Og alt sammen imens kun et minimum af mit fokus egentligt er på mit arbejde. For alt, jeg har brug for, er at få lov at være mor 100 procent for mit barn, som har brug for mig.”
Anonym
 

 

“
“Jeg har som vuggestuepædagog oplevet mange børn blive afleveret halvsløje, dopede på panodil og “hov var hun ikke helt rask endnu, efter i ringede hende hjem med opkastsyge i går?”. 

Cecilie

 

“

“Jeg er alenemor og tager barnets første sygedag, og derefter melder jeg mig selv syg. Jeg nægter at sende mit barn sygt afsted. Jeg er dog heldig med at have et barn, som i en alder af 4 år kun har været syg cirka fem gange (fraset lidt snot). Og jeg er heldig med, at jeg så godt som aldrig er syg selv. For var jeg det, var jeg uden tvivl blevet hevet ind til samtale. Men jeg kan holde mig under radaren.”
Anonym

 

“Jeg har som vuggestuepædagog oplevet mange børn blive afleveret halvsløje, dopede på panodil.”

 
Cecilie
 
 
“

“Igennem to år som dagplejer oplevede jeg jævnligt udfordringer i forbindelse med sygdom. Sløje børn, der blev afleveret af pressede forældre. Der var ligesom en forståelse af, at med mindre der var tydelig feber eller diarre, så skulle hjulene jo køre rundt og forældrene på job. Det var ikke barnets behov for hvile og restitution, der satte udgangspunktet – og paradoksalt nok er jeg sikker på, at netop den tilgang holder liv i utallige smittekæder og på den lange bane skaber endnu mere sygdom, fravær og mistrivsel.”
Anonym

LÆS OGSÅ