”Så længe vi ikke kan afvise, at det skader at anvende dagtilbud, bør vi være skeptiske”
ANMELDELSE
”Så længe vi ikke kan afvise, at det skader at anvende dagtilbud, bør vi være skeptiske”
26. august 2024 | Af Marta Wriedt | Foto: Dafolo
Der mangler ordentlig forskning, som viser, hvilken betydning den massive institutionalisering af danske børn har, lyder et af kritikpunkterne i Ole Henrik Hansens bog Børnelivet i velfærdsstatens hænder. En vigtig bog i den accelererende omsorgsrevolution.
ANMELDELSE AF BØRNELIVET I VELFÆRDSSTATENS HÆNDER Ole Henrik Hansens bog Børnelivet i velfærdsstatens hænder er et kritisk blik på de opvækstvilkår, vi i dagens Danmark byder vores børn og en klar appel til politikerne om i langt højere grad at se på børnenes tarv.
I bogen sætter Ole Henrik Hansen, der er uddannet pædagog, cand.pæd og har en ph.d i småbørnspædagogik, spørgsmålstegn ved nogle af de konklusioner, der er blevet draget i forhold til institutionaliserings positive betydning for danske børn, og ved den måde, velfærdsstaten drifter og bruger dagtilbud på.
Udover at tegne et fint billede af, hvordan institutionaliseringen i dag ser ud i tal, forsøger Ole Henrik Hansen ligeledes at illustrere, hvem det er, der i dag vælger at hjemmepasse deres børn i stedet for at vælge statens pasningstilbud til. Et billede, han tegner ud fra en spørgeskemaundersøgelse foretaget blandt 601 hjemmepassere i 2022. I øvrigt en undersøgelse, jeg ikke tror, der er blevet lavet tidligere.
Bogen er på ingen måde en fordømmelse af hverken forældres valg af institution eller dagtilbud som institution. Den er i højere grad en samfundskritik og en opfordring til handling. Og selvom Ole Henrik Hansen allerede fra start gør det klart, at han med familiens eget valg om at hjemmepasse er biased i en vis grad, er det hovedsageligt i bogens sidste del, at hans holdninger skinner klarest igennem.
Her lægger han således ikke skjul på, at han mener, det er på høje tid at gentænke børneområdet. At det er på tide, ”at beslutningstagere og centralforvaltning slutter med denne årtier lange epoke af lappeløsninger og slutter med at tillade interessenter på området at lægge retningslinjerne,” som han selv formulerer det.
“Så længe man ikke på baggrund af højkvalitetsforskning fri for bias og interessekonflikter kan sige, at det ikke skader børn at anvende de danske dagtilbud for de yngste børn, som disse dagtilbud ser ud, bør man være skeptisk over for den nuværende praksis.”
Ole Henrik Hansen
Samtidig opfordrer han kraftigt til, at vi som ”ansvarligt velfærdssamfund” begynder at undersøge, hvilken betydning den massive institutionalisering reelt har for de danske børn. At vi begynder at undersøge, hvilken effekt det har, at små børn helt ned til 6-månedersalderen bliver adskilt fra deres forældre for i stedet at tilbringe 6-8 timer om dagen i en vuggestue, hvis kvalitet der i hvert fald lige nu ikke er den bedste.
For, som han meget rigtigt skriver: ”Så længe man ikke på baggrund af højkvalitetsforskning fri for bias og interessekonflikter kan sige, at det ikke skader børn at anvende de danske dagtilbud for de yngste børn, som disse dagtilbud ser ud, bør man være skeptisk over for den nuværende praksis.”
Netop det udsagn kan jeg personligt kun være enig i. Og Ole Henrik Hansen påpeger det jo tydeligt her:
”Børnene lærer at binde deres sko, sortere affaldet, at tælle til 10, at genkende bogstaver, at kunne vente på tur, at kunne bøje sig ind i et utrygt fællesskab. De tilpasser sig alt, hvad vi som velfærdsstat byder dem og forventer af dem.”
Med andre ord: Børn er sociale individer, der på bedste vis forsøger at tilpasse sig de vilkår, de bliver budt. Men fordi ikke alle ser ud til at reagere på vilkårene omkring sig, betyder det ikke, at det ikke sætter spor.
“Børnene lærer at binde deres sko, sortere affaldet, at tælle til 10, at genkende bogstaver, at kunne vente på tur, at kunne bøje sig ind i et utrygt fællesskab. De tilpasser sig alt, hvad vi som velfærdsstat byder dem og forventer af dem.”
Ole Henrik Hansen
Barndommen og børnelivet har kolossal betydning – og barnekroppen husker, som Ole Henrik Hansen selv så rigtigt fremhæver:
”Barnet tilpasser sig, og vi tænker, det går nok. Men det gør det ikke altid, og det gør det slet ikke af sig selv. Der synes også i dette perspektiv at være langt fra den danske velfærdsstats formulerede børnesyn til den måde, barndommen og statsopdragelsen udspiller sig på.”
Ole Henrik Hansen er med sine erfaringer og faglige viden en vigtig stemme i den accelererende omsorgsrevolution. Det samme er hans bog. Og jeg kunne drømme om, at både politikere, fagfolk og lægmænd læste den med åbent sind.
ANMELDELSE
”Så længe vi ikke kan afvise, at det skader at anvende dagtilbud, bør vi være skeptiske”
26. august 2024 | Af Marta Wriedt | Foto: Dafolo
Der mangler ordentlig forskning, som viser, hvilken betydning den massive institutionalisering af danske børn har, lyder et af kritikpunkterne i Ole Henrik Hansens bog Børnelivet i velfærdsstatens hænder. En vigtig bog i den accelererende omsorgsrevolution.
ANMELDELSE AF BØRNELIVET I VELFÆRDSSTATENS HÆNDER Ole Henrik Hansens bog Børnelivet i velfærdsstatens hænder er et kritisk blik på de opvækstvilkår, vi i dagens Danmark byder vores børn og en klar appel til politikerne om i langt højere grad at se på børnenes tarv.
I bogen sætter Ole Henrik Hansen, der er uddannet pædagog, cand.pæd og har en ph.d i småbørnspædagogik, spørgsmålstegn ved nogle af de konklusioner, der er blevet draget i forhold til institutionaliserings positive betydning for danske børn, og ved den måde, velfærdsstaten drifter og bruger dagtilbud på.
Udover at tegne et fint billede af, hvordan institutionaliseringen i dag ser ud i tal, forsøger Ole Henrik Hansen ligeledes at illustrere, hvem det er, der i dag vælger at hjemmepasse deres børn i stedet for at vælge statens pasningstilbud til. Et billede, han tegner ud fra en spørgeskemaundersøgelse foretaget blandt 601 hjemmepassere i 2022. I øvrigt en undersøgelse, jeg ikke tror, der er blevet lavet tidligere.
Bogen er på ingen måde en fordømmelse af hverken forældres valg af institution eller dagtilbud som institution. Den er i højere grad en samfundskritik og en opfordring til handling. Og selvom Ole Henrik Hansen allerede fra start gør det klart, at han med familiens eget valg om at hjemmepasse er biased i en vis grad, er det hovedsageligt i bogens sidste del, at hans holdninger skinner klarest igennem.
Her lægger han således ikke skjul på, at han mener, det er på høje tid at gentænke børneområdet. At det er på tide, ”at beslutningstagere og centralforvaltning slutter med denne årtier lange epoke af lappeløsninger og slutter med at tillade interessenter på området at lægge retningslinjerne,” som han selv formulerer det.
“Så længe man ikke på baggrund af højkvalitetsforskning fri for bias og interessekonflikter kan sige, at det ikke skader børn at anvende de danske dagtilbud for de yngste børn, som disse dagtilbud ser ud, bør man være skeptisk over for den nuværende praksis.”
Ole Henrik Hansen
Samtidig opfordrer han kraftigt til, at vi som ”ansvarligt velfærdssamfund” begynder at undersøge, hvilken betydning den massive institutionalisering reelt har for de danske børn. At vi begynder at undersøge, hvilken effekt det har, at små børn helt ned til 6-månedersalderen bliver adskilt fra deres forældre for i stedet at tilbringe 6-8 timer om dagen i en vuggestue, hvis kvalitet der i hvert fald lige nu ikke er den bedste.
For, som han meget rigtigt skriver: ”Så længe man ikke på baggrund af højkvalitetsforskning fri for bias og interessekonflikter kan sige, at det ikke skader børn at anvende de danske dagtilbud for de yngste børn, som disse dagtilbud ser ud, bør man være skeptisk over for den nuværende praksis.”
Netop det udsagn kan jeg personligt kun være enig i. Og Ole Henrik Hansen påpeger det jo tydeligt her:
”Børnene lærer at binde deres sko, sortere affaldet, at tælle til 10, at genkende bogstaver, at kunne vente på tur, at kunne bøje sig ind i et utrygt fællesskab. De tilpasser sig alt, hvad vi som velfærdsstat byder dem og forventer af dem.”
Med andre ord: Børn er sociale individer, der på bedste vis forsøger at tilpasse sig de vilkår, de bliver budt. Men fordi ikke alle ser ud til at reagere på vilkårene omkring sig, betyder det ikke, at det ikke sætter spor.
“Børnene lærer at binde deres sko, sortere affaldet, at tælle til 10, at genkende bogstaver, at kunne vente på tur, at kunne bøje sig ind i et utrygt fællesskab. De tilpasser sig alt, hvad vi som velfærdsstat byder dem og forventer af dem.”
Ole Henrik Hansen
Barndommen og børnelivet har kolossal betydning – og barnekroppen husker, som Ole Henrik Hansen selv så rigtigt fremhæver:
”Barnet tilpasser sig, og vi tænker, det går nok. Men det gør det ikke altid, og det gør det slet ikke af sig selv. Der synes også i dette perspektiv at være langt fra den danske velfærdsstats formulerede børnesyn til den måde, barndommen og statsopdragelsen udspiller sig på.”
Ole Henrik Hansen er med sine erfaringer og faglige viden en vigtig stemme i den accelererende omsorgsrevolution. Det samme er hans bog. Og jeg kunne drømme om, at både politikere, fagfolk og lægmænd læste den med åbent sind.
LÆS OGSÅ
