Hvorfor skal vi lyve om, hvordan børn har det i landets institutioner?

DEBAT

Hvorfor skal vi lyve om, hvordan børn har det i landets institutioner?

Kira Dechau normeringer

28. august 2019 | Af Kira Dechau | Foto: Privat

Jeg oplever, mange forældre, der har haft deres hverdag i en dansk vuggestue, ikke vil sende deres egne børn afsted. Jeg føler, vi ved noget. Noget, vi helst ikke må tale om, skriver Kira Dechau. 

Kira Dechau er pædagogstuderende og har været medhjælper i både vuggestue og børnehave de seneste 10 år. Hun har i øjeblikket orlov og passer sin datter hjemme. Hendes indlæg blev første gang bragt på hendes instagramprofil Kiradechau.

Thora skal ikke i vuggestue. Mange vil tænke; ”hvorfor dog ikke det? Det gør man jo”, og mange andre vil tænke; ”nej, selvfølgelig skal hun ikke det”.

Jeg kender mange, der hjemmepasser og som derfor er helt på bølgelængde med mine tanker og følelser omkring vuggestuer. Rigtig mange af dem er, interessant nok, uddannet inden for det pædagogiske område eller har arbejdet i daginstitution.

Jeg oplever, at rigtig mange forældre, som har haft deres hverdag i en dansk vuggestue, enten slet ikke vil sende deres egne børn afsted eller i hvert fald vil minimere tiden brugt der så meget som overhovedet muligt. Jeg kan ikke lade være med at føle, at vi ved noget. Noget, de andre ikke ved. Noget, vi helst ikke må tale om. Noget hemmeligt og forbudt.

Men hvorfor er det så hemmeligt? Hvorfor skal vi ligefrem lyve? For ja, jeg er blevet bedt, helt direkte, om at lyve. Jeg har derudover følt mig truet og intimideret til dagligt at pynte på sandheden og give forældrene indtryk af, at stedet, de afleverer deres børn, er noget, det ikke er: Nemlig godt. Eller bare godt nok.

Og det er ikke godt nok, langt fra.

Men hvad er godt nok? Hvad har små børn reelt brug for? Og kan vi overhovedet skabe vuggestuer, som kan imødekomme så små børns store behov? Og må vi tale om det?

Jeg arbejder ikke i daginstitution mere. Jeg behøver ikke lyve eller holde på den store hemmelighed længere. Alligevel tager jeg mig selv i at hoppe tilbage i tavshedskulturen igen og igen. Det er ikke længere min leder eller kommunen, jeg arbejder i, jeg skal være bange for. Jeg skal ikke være bange for at blive fyret eller få voksen-skældud på kontoret. Men vi lever stadig i en kultur, der er så enormt afhængig af daginstitutionerne og hele konceptet omkring at få passet sine børn ude, at det for mange forældre er helt uhørt, og en umulig tanke, at de skulle kunne tage deres børn hjem. Og vi må ikke såre dem og gøre dem kede af det. Vi må ikke ”momshame”, og vi må ikke give forældrene dårlig samvittighed.

Og nej, selvfølgelig ikke. Det er aldrig intentionen, det er det sidste, jeg vil. Jeg tror på, at forældre vil deres børn det absolut bedste, og gør det bedste, de kan. Men hvordan skal de vide, at det ikke er godt nok, hvis vi bliver ved med at lyve, snakke uden om og pynte på sandheden? Hvis vi bliver ved med at sige; ”han har haft en god dag”, selvom vi reelt ikke ved det og dårligt har udvekslet ord eller kropskontakt med barnet – for han har jo ikke grædt og er ikke kommet til skade. Og det er ”godt nok”, har vi besluttet i dette institutionaliserede samfund, trods vores faglighed og pædagogiske viden fortæller os noget andet.

Vi må ud af den her tavshedskultur, selvom det betyder sårede og vrede forældre. For de SKAL være vrede, deres børn bliver ikke behandlet godt nok. Bare husk, at det ikke er den enkelte pædagog, vreden skal rettes mod. Det er hele vores kultur.

Og hvis du er vred, så husk det, når du skal sætte din stemme, og når der er demonstrationer for minimumsnormeringer og bedre forhold i vores daginstitutioner.

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Hvorfor skal vi lyve om, hvordan børn har det i landets institutioner?

Kira Dechau normeringer

28. august 2019 | Af Kira Dechau | Foto: Privat

Jeg oplever, mange forældre, der har haft deres hverdag i en dansk vuggestue, ikke vil sende deres egne børn afsted. Jeg føler, vi ved noget. Noget, vi helst ikke må tale om, skriver Kira Dechau. 

Kira Dechau er pædagogstuderende og har været medhjælper i både vuggestue og børnehave de seneste 10 år. Hun har i øjeblikket orlov og passer sin datter hjemme. Hendes indlæg blev første gang bragt på hendes instagramprofil Kiradechau.

Thora skal ikke i vuggestue. Mange vil tænke; ”hvorfor dog ikke det? Det gør man jo”, og mange andre vil tænke; ”nej, selvfølgelig skal hun ikke det”.

Jeg kender mange, der hjemmepasser og som derfor er helt på bølgelængde med mine tanker og følelser omkring vuggestuer. Rigtig mange af dem er, interessant nok, uddannet inden for det pædagogiske område eller har arbejdet i daginstitution.

Jeg oplever, at rigtig mange forældre, som har haft deres hverdag i en dansk vuggestue, enten slet ikke vil sende deres egne børn afsted eller i hvert fald vil minimere tiden brugt der så meget som overhovedet muligt. Jeg kan ikke lade være med at føle, at vi ved noget. Noget, de andre ikke ved. Noget, vi helst ikke må tale om. Noget hemmeligt og forbudt.

Men hvorfor er det så hemmeligt? Hvorfor skal vi ligefrem lyve? For ja, jeg er blevet bedt, helt direkte, om at lyve. Jeg har derudover følt mig truet og intimideret til dagligt at pynte på sandheden og give forældrene indtryk af, at stedet, de afleverer deres børn, er noget, det ikke er: Nemlig godt. Eller bare godt nok.

Og det er ikke godt nok, langt fra.

Men hvad er godt nok? Hvad har små børn reelt brug for? Og kan vi overhovedet skabe vuggestuer, som kan imødekomme så små børns store behov? Og må vi tale om det?

Jeg arbejder ikke i daginstitution mere. Jeg behøver ikke lyve eller holde på den store hemmelighed længere. Alligevel tager jeg mig selv i at hoppe tilbage i tavshedskulturen igen og igen. Det er ikke længere min leder eller kommunen, jeg arbejder i, jeg skal være bange for. Jeg skal ikke være bange for at blive fyret eller få voksen-skældud på kontoret. Men vi lever stadig i en kultur, der er så enormt afhængig af daginstitutionerne og hele konceptet omkring at få passet sine børn ude, at det for mange forældre er helt uhørt, og en umulig tanke, at de skulle kunne tage deres børn hjem. Og vi må ikke såre dem og gøre dem kede af det. Vi må ikke ”momshame”, og vi må ikke give forældrene dårlig samvittighed.

Champs of Denmark

Og nej, selvfølgelig ikke. Det er aldrig intentionen, det er det sidste, jeg vil. Jeg tror på, at forældre vil deres børn det absolut bedste, og gør det bedste, de kan. Men hvordan skal de vide, at det ikke er godt nok, hvis vi bliver ved med at lyve, snakke uden om og pynte på sandheden? Hvis vi bliver ved med at sige; ”han har haft en god dag”, selvom vi reelt ikke ved det og dårligt har udvekslet ord eller kropskontakt med barnet – for han har jo ikke grædt og er ikke kommet til skade. Og det er ”godt nok”, har vi besluttet i dette institutionaliserede samfund, trods vores faglighed og pædagogiske viden fortæller os noget andet.

Vi må ud af den her tavshedskultur, selvom det betyder sårede og vrede forældre. For de SKAL være vrede, deres børn bliver ikke behandlet godt nok. Bare husk, at det ikke er den enkelte pædagog, vreden skal rettes mod. Det er hele vores kultur.

Og hvis du er vred, så husk det, når du skal sætte din stemme, og når der er demonstrationer for minimumsnormeringer og bedre forhold i vores daginstitutioner.

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Mor kendt fra tv: Nu må vi forældre råbe op

LIVET MED BØRN

Mor kendt fra tv: Nu må vi forældre råbe op

Mor kendt fra tv: Nu må vi forældre råbe op

5. april 2019 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

Pædagogerne skal ikke være alene om kampen for bedre forhold i landets daginstitutioner. Jeg mener, det er vores ansvar som forældre at vise, at vi også kræver, der bliver gjort noget, lyder det fra Luna Munk, der er kendt fra De unge mødre.  

– Det er på tide, at vi forældre blæser til kamp og støtter op om de pædagoger, der i flere år har forsøgt at gøre politikerne opmærksomme på forholdene i landets daginstitutioner.

Sådan lyder det fra Luna Munk, der er mor til tre drenge på 1, 3 og 4 år, og kendt fra blandt andet de Unge Mødre på Kanal 4.

Luna Munks tre drenge går i samme institution, og på sin blog har hun tidligere beskrevet, hvordan hun kan få helt ondt i maven over at aflevere dem. Hun mener nemlig, at de normeringer, der er i dag, er stærkt kritisable. Og det går ifølge den kendte mor selvsagt ikke kun ud over pædagogerne, der må løbe ekstra stærkt og oplever ikke at slå til. Det rammer også børnene.

– Landets vuggestuer og børnehaver burde være steder, hvor børn bliver mødt med trygge rammer og nærvær. I stedet er der mere tale om opbevaring, hvor der er alt for mange børn samlet samme sted, alt for lidt plads og for få hænder. Jeg kan selv blive helt stresset, når jeg hver dag afleverer mine to ældste i børnehave. Der er så mange børn og et helt ekstremt højt lydniveau, siger hun og tilføjer:

– Jeg har også mange gange oplevet, at der har siddet børn på toilettet og kaldt på en voksen, og hvor jeg har måtte finde en, jeg kunne informere. Det gør da ondt at tænke på, at det kunne have været mit barn, der ikke blev hørt eller set. Al forskning viser jo, at barnets første leveår er altafgørende for deres senere udvikling. Det er et skråplan, at vi ikke giver dem, der i fremtiden skal drive vores samfund videre, bedre vilkår.

Vores ansvar
Luna Munk opfordrer derfor også til, at så mange forældre som muligt støtter op om den forældrebevægelse, der rejste sig i kølvandet på DR-dokumentaren Hvem passer vores børn, og deltager i demonstrationen for bedre normeringer den 6. april. Bevægelsens kritik af forholdene har spredt sig som en steppebrand på de sociale medier, hvor forældre under #hvorerderenvoksen deler oplevelser fra landets institutioner.

– Jeg skal i hvert fald selv deltage. Pædagogerne har længe råbt op, og nu mener jeg, det er vores ansvar som forældre at vise, at vi også kræver, der bliver gjort noget. Vi har alt for længe bare ladet stå til, siger Luna Munk.

Demonstrationen for bedre normeringer finder sted flere byer i hele landet. På hjemmesiden hvorerderenvoksen.dk kan du se programmet for landets største byer og i facebookgruppen Demonstration for minimumsnormeringer deles programmet for flere andre byer.

LIVET MED BØRN

Mor kendt fra tv: Nu må vi forældre råbe op

Mor kendt fra tv: Nu må vi forældre råbe op

5. april 2019 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

Pædagogerne skal ikke være alene om kampen for bedre forhold i landets daginstitutioner. Jeg mener, det er vores ansvar som forældre at vise, at vi også kræver, der bliver gjort noget, lyder det fra Luna Munk, der er kendt fra De unge mødre.

– Det er på tide, at vi forældre blæser til kamp og støtter op om de pædagoger, der i flere år har forsøgt at gøre politikerne opmærksomme på forholdene i landets daginstitutioner.

Sådan lyder det fra Luna Munk, der er mor til tre drenge på 1, 3 og 4 år, og kendt fra blandt andet de Unge Mødre på Kanal 4.

Luna Munks tre drenge går i samme institution, og på sin blog har hun tidligere beskrevet, hvordan hun kan få helt ondt i maven over at aflevere dem. Hun mener nemlig, at de normeringer, der er i dag, er stærkt kritisable. Og det går ifølge den kendte mor selvsagt ikke kun ud over pædagogerne, der må løbe ekstra stærkt og oplever ikke at slå til. Det rammer også børnene.

– Landets vuggestuer og børnehaver burde være steder, hvor børn bliver mødt med trygge rammer og nærvær. I stedet er der mere tale om opbevaring, hvor der er alt for mange børn samlet samme sted, alt for lidt plads og for få hænder. Jeg kan selv blive helt stresset, når jeg hver dag afleverer mine to ældste i børnehave. Der er så mange børn og et helt ekstremt højt lydniveau, siger hun og tilføjer:

– Jeg har også mange gange oplevet, at der har siddet børn på toilettet og kaldt på en voksen, og hvor jeg har måtte finde en, jeg kunne informere. Det gør da ondt at tænke på, at det kunne have været mit barn, der ikke blev hørt eller set. Al forskning viser jo, at barnets første leveår er altafgørende for deres senere udvikling. Det er et skråplan, at vi ikke giver dem, der i fremtiden skal drive vores samfund videre, bedre vilkår.

Vores ansvar
Luna Munk opfordrer derfor også til, at så mange forældre som muligt støtter op om den forældrebevægelse, der rejste sig i kølvandet på DR-dokumentaren Hvem passer vores børn, og deltager i demonstrationen for bedre normeringer den 6. april. Bevægelsens kritik af forholdene har spredt sig som en steppebrand på de sociale medier, hvor forældre under #hvorerderenvoksen deler oplevelser fra landets institutioner.

– Jeg skal i hvert fald selv deltage. Pædagogerne har længe råbt op, og nu mener jeg, det er vores ansvar som forældre at vise, at vi også kræver, der bliver gjort noget. Vi har alt for længe bare ladet stå til, siger Luna Munk.

Demonstrationen for bedre normeringer finder sted flere byer i hele landet. På hjemmesiden hvorerderenvoksen.dk kan du se programmet for landets største byer og i facebookgruppen Demonstration for minimumsnormeringer deles programmet for flere andre byer.

LÆS OGSÅ