Hvorfor skal jeg skamme mig over mit kejsersnit?

FØDSEL

Hvorfor skal jeg skamme mig over mit kejsersnit?

Maria Dænkjær fødte ved akut kejsersnit.

5. februar 2021 | Af Maria Dønkjær | Foto: Privat

 

Maria Dønkjær følte sig umyndiggjort og overhørt, da hun for 10 år siden fødte sit første barn ved kejsersnit. Det efterlod hende med en følelse af at fejle som fødende kvinde.

Maria Dønkjær er cand. pæd og medstifter af foreningen alenemorskab, som du kan følge på Instagram. Samme sted kan du også følge Maria under navnet @ladymamaria.

Jeg har aldrig været hende, der drømte om en smuk vaginal fødsel. Jeg har heller aldrig drømt om at få et kejsersnit. Jeg har aldrig drømt om fødsler. Tanken om, at et barn skulle ud af min krop, har været mig meget fjern. Faktisk har jeg tænkt, at jeg slet ikke kunne få børn.

Da jeg fik at vide, at jeg var gravid med mit første barn, kom det derfor også som et kæmpe chok. Når jeg tænker tilbage, var jeg nok i en form for mental choktilstand under hele min graviditet. Men med splittede følelser fordi min krop blomstrede, og min fysiske tilstand var meget i balance.

Da fødselsdagen kom, havde jeg haft veer hjemme i to døgn med cirka 20 minutters intervaller, og da vi endelig fik lov til at komme ind på hospitalet, havde jeg kun udvidet mig tre centimeter. Det blev derfor en fødsel med alle unaturlige midler i brug. Jeg blev sat i gang med prik på fosterhinden, vestimulerende drop og senere epiduralblokade. Jeg blev desuden mødt af personale med flakkende blikke, der virkede stressede og ikke havde tid til at være nærværende.

I mit stille sind tænkte jeg undervejs, at jeg på trods af min frygt for fødsler, alligevel havde forestillet mig en mere naturlig oplevelse. 

Efter syv timer på hospitalet med alle hjælpemidler, der findes, og kun yderligere fire centimeter åbnet, fortalte jordemoderen, at vores søn var stjernekigger. Hun ville derfor vide, hvad jeg tænkte om kejsersnit.

Inden i mig selv tænkte jeg ”JA TAK”, men jeg forsøgte ikke at virke alt for begejstret, da jeg kendte til min daværende kærestes drømmescenarie af en fødsel: En urkvinde, der med blod, sved og tårer presser sit barn ud vaginalt i harmoni med naturens kræfter og er det fysiske bevis på, hvor stærk en kvindekrop er. Kejsersnit var for ham en flugtvej og tegn på svaghed.

Da jordemoderen breakede nyheden for ham om, at det nok var bedst med kejsersnit, begyndte han at græde. En gråd, der fik mig til at føle, at han var skuffet over mig som fødende kvinde.

“Sygeplejersken, der sad ved min side, vendte øjne af mig til narkoselægen.”

 
Maria Dønkjær

Det blev to mod en, så vi gik kort efter ned ad gangen til operationsstuen. Jeg tænkte, at nu var det overstået om lidt, men husker også, at en kæmpe frygt overvældede mig.

Da vi kom ind på operationsstuen, var der fuldt hus, latter og højlydt snak. Jeg måtte skære igennem, ødelægge den gode stemning og fortælle, at jeg var ved at dø af skræk over det kejsersnit, de skulle til at foretage på mig. Stemningen ændrede sig til mere alvorlig blandt hospitalspersonalet, men jeg oplevede ikke en forståelse eller en omsorg i forhold til min frygt. Sygeplejersken, der sad ved min side, vendte øjne af mig til narkoselægen.

Da det var noget tid siden, jeg fik min epidural, fik jeg mere narkose. Den begyndte hurtigt at virke, men ALT for meget. Da jeg lagde mig på operationsbriksen, kunne jeg kun mærke mit eget hoved. Det føltes som om, at resten af min krop ikke fandtes, og jeg kunne ikke mærke min egen vejrtrækning, hvilket fik mig til at gå i panik. Jeg var helt overbevist om, at jeg skulle dø. Og jeg kunne ikke bruge min vejrtrækning til at berolige mig selv, for jeg kunne ikke mærke den.

Jeg spurgte flere gange, om man kunne dø af for meget narkose, hvortil narkoselægen svarede med et forsøg på en kæk kommentar; “så ville du allerede være død”. Lige der havde jeg ikke vildt meget humor, så jeg gik ind i mig selv og kan ikke huske særlig meget mere.

Da min søn Elias ankom til verden, blev han undersøgt med det samme. Der var, uden jeg havde fået det at vide, problemer med hjertelyden. I et forsøg på at skåne mig, havde min daværende kæreste og jordemoderen ikke villet fortælle mig det, og jeg fik det først at vide efterfølgende. For mig var det misforstået omsorg. Selvom jeg havde fødselsangst, skulle jeg ikke pakkes ind i vat, og ingen skulle have ondt af mig.

“Det føltes som om, moderskabet var ude af mine egne hænder og overtaget af professionelle.”

 
Maria Dønkjær

Min krop begyndte at ryste, da Elias var kommet ud. Jeg kunne ikke styre mine arme, og rystelserne tog til i styrke. Sygeplejersken sagde, at det havde hun ALDRIG set før, hvilket gjorde mig endnu mere bange. Jeg blev kørt igennem hospitalets gange og elevatorer med en rystende krop, som jeg ikke kunne få styr på. Først da vi ankom til opvågningsstuen, og jeg for første gang fik Elias i mine arme, faldt min krop til ro. Det var fortryllende at opleve, hvordan hans lille nyfødte krop healede min krop.

Efterfødselstiden var en turbulent tid. På grund af min voldsomme angstreaktion, fik vi en enestue og endte med at være der i en hel uge. Vi følte os meget privilegerede, og jeg kæmpede med dårlig samvittighed over at tage pladsen for nogen, der havde mere komplicerede fødsler end min. Jeg var jo kun mentalt ramt, tænkte jeg. Dette til trods for, at vilkårene dengang for 10 år siden var bedre end i dag. 

De første to dage på hospitalet sov jeg slet ikke, fordi min krop var så medtaget af min mentale tilstand. Jeg var bange for at dø, hvis jeg faldt i søvn, og bange for ikke at vågne, hvis Elias vågnede. 

Amningen gik dårligt, og jeg fik at vide, at hvis bare jeg fik sovet, så ville mælken løbe til. Det var stressende, og det føltes som om, moderskabet var ude af mine egne hænder og overtaget af professionelle. Jeg følte mig umyndiggjort og stolede slet ikke på min egen intuition, fordi der var så mange forskellige meninger fra fagpersonalet. Elias fik derfor kop af sygeplejerskerne og hans far, mens jeg fik et tættere forhold til den elektroniske malkemaskine på hospitalet, end jeg gjorde til mit barn. 

Efter fem dage på hospitalet gik amningen så dårligt, at jeg takkede ja til en ammestoppille. Jeg takkede også ja til en sovepille – for første og forhåbentlig sidste gang i mit liv. Det gav mig fem timer søvn. Og da jeg vågnede, var jeg et nyt menneske. For første gang kunne jeg tænke en smule klart, og da en sygeplejerske, som arbejdede som ammevejleder ved siden af, og som jeg havde talt med flere gange, sagde til mig: “Jeg må ikke sige det her, men du kan godt amme. Du har så meget mælk, du skal bare hjem i rolige omgivelser”, var jeg klar til at pakke mine ting. 

“Jeg fik et tættere forhold til den elektroniske malkemaskine på hospitalet, end jeg gjorde til mit barn.”

 
Maria Dønkjær

Men vi måtte ikke tage hjem. Oversygeplejersken var bekymret for min psykiske tilstand, og hun syntes, at jeg skulle tage resten af ammestoppillerne. Vi brugte derfor endnu to dage på hospitalet, hvor jeg skulle høre på kommentarer som: “Er du nu sikker på, at du kan klare at amme?”, “din angst for fødslen er årsagen til dit komplicerede fødselsforløb,” og “heldigt at du har SÅ god en mand, der hjælper dig, ellers havde det da været helt umuligt det hele”. 

Da vi endelig kom hjem, begyndte amningen endelig at køre. Men min krop sitrede af angst. Frygten for at dø fra mit barn havde sat sig i alle lagene af min hud, og mit nervesystem skreg. Det føltes som et mørke, der aldrig ville gå væk i mit sind og som en dyb smerte, der aldrig ville forsvinde fra min krop. 

Fra efterfødselsperioden husker jeg mig selv spørge min praktiserende læge, om han troede, jeg kunne dø af senfølger fra narkosen. Det var helt tragikomisk. Men jeg kan også huske, at jeg overhørte min faster sige til min far, at; “nu skal hun jo ikke tro, at hun er svagere end alle os andre”, på et barselsbesøg. Det ramte mig. For det var præcis sådan, jeg tænkte om mig selv. Jeg følte mig svagere end alle andre. Jeg forstod det som om, min frygt og angst havde ødelagt alt for både mig selv, mit nyfødte barn og hans far. Jeg havde ikke levet op til det, der forventedes af en kvinde og en mor. Jeg følte mig som en kæmpe belastning for min omverden. 

“Frygten for at dø fra mit barn havde sat sig i alle lagene af min hud, og mit nervesystem skreg.”

 
Maria Dønkjær

Men mørket og smerten forsvandt. Jeg startede i mødregruppe for mødre med fødselsreaktioner, hvilket var en kæmpe gave. Den største del af healingen skete dog, da jeg fem år senere blev gravid for anden gang. 

Jeg fik stemplet “særlig sårbar gravid”. Stigmatiserende ja, men jeg er alligevel meget taknemmelig for det og det forløb, jeg fik. Det gav mig nemlig mulighed for at tale hele mit første fødselsforløb igennem med en overlæge. Vi gennemgik sammen de gamle journaler. 

Han fortalte mig blandt andet, at der var sket en lægefejl. Narkoselægen havde givet mig for meget narkose, og det var grunden til, at jeg ikke kunne mærke andet end mit hoved. Rystelserne, jeg havde haft, var helt normale. De skyldtes en reaktion på narkosen og kommer, når den aftager. Overlægen fortalte også, at der havde været fusion på hospitalet i den periode, jeg var indlagt, så de sygeplejersker, der havde været der, var ikke normalt på fødegangen.

Til sidst – og måske allervigtigst – fortalte han, at alle andre ville have haft præcis samme fødselsforløb som mig under de fysiske vilkår, der opstod under fødslen. Elias havde ikke været stjernekigger, som jeg havde fået fortalt. Overlægen kunne i journalen læse, at han havde ligget skævt med hovedet. Dette var grunden til, jeg udvidede mig så langsomt, da hans hoved ikke stimulerede min livmoderhals. Det ville ende i kejsersnit i næsten alle tilfælde, når hovedet lå, som det gjorde, fortalte han.

I alle de år havde jeg kæmpet med følelsen af, at det var på grund af min frygt for fødslen, at det endte, som det gjorde. Jeg tænkte, at jeg nok mentalt ikke kunne give slip og derfor ikke kunne føde vaginalt. 

Andre folks velmenende kommentarer om, at jeg ikke skulle skamme mig over, at det endte i kejsersnit, gav kun næring til min skam over at mislykkes som fødende kvinde. Jeg er ikke – og har aldrig været – ked af, at jeg fik kejsersnit. Men vores måde at tale om komplicerede fødsler og kejsersnit på, er i mine øjne forældet.

Selvom min anden graviditet og fødsel var meget anderledes og healende og med et helt fantastisk hospitalspersonale, håber jeg, vi som samfund og kultur snart kan begynde at se mere nuanceret på sårbarhed – også i forbindelse med fødsler.

“Vores måde at tale om komplicerede fødsler og kejsersnit på, er i mine øjne forældet.”

 
Maria Dønkjær

At leve med sårbarheder, frygt og angst kræver udholdenhed. Og er du et menneske, der føler, mærker og sanser livet i en anerkendelse af, at vi ER sårbare alle sammen, så er det en kæmpe gave at være det, vi i dag kalder sårbar. Jeg synes bare, vi skal kalde det at være stærk.

Og så skal vi undgå et fødselshieraki, hvor nogle fødsler tales op og andre ned. Alle fødsler er rigtige fødsler.

FØDSEL

Hvorfor skal jeg skamme mig over mit kejsersnit?

Maria Dænkjær fødte ved akut kejsersnit.

5. februar 2021 | Af Maria Dønkjær | Foto: Privat

 

Maria Dønkjær følte sig umyndiggjort og overhørt, da hun for 10 år siden fødte sit første barn ved kejsersnit. Det efterlod hende med en følelse af at fejle som fødende kvinde.

Maria Dønkjær er cand. pæd og medstifter af foreningen alenemorskab, som du kan følge på Instagram. Samme sted kan du også følge Maria under navnet @ladymamaria.

 

Jeg har aldrig været hende, der drømte om en smuk vaginal fødsel. Jeg har heller aldrig drømt om at få et kejsersnit. Jeg har aldrig drømt om fødsler. Tanken om, at et barn skulle ud af min krop, har været mig meget fjern. Faktisk har jeg tænkt, at jeg slet ikke kunne få børn.

Da jeg fik at vide, at jeg var gravid med mit første barn, kom det derfor også som et kæmpe chok. Når jeg tænker tilbage, var jeg nok i en form for mental choktilstand under hele min graviditet. Men med splittede følelser fordi min krop blomstrede, og min fysiske tilstand var meget i balance.

Da fødselsdagen kom, havde jeg haft veer hjemme i to døgn med cirka 20 minutters intervaller, og da vi endelig fik lov til at komme ind på hospitalet, havde jeg kun udvidet mig tre centimeter. Det blev derfor en fødsel med alle unaturlige midler i brug. Jeg blev sat i gang med prik på fosterhinden, vestimulerende drop og senere epiduralblokade. Jeg blev desuden mødt af personale med flakkende blikke, der virkede stressede og ikke havde tid til at være nærværende.

I mit stille sind tænkte jeg undervejs, at jeg på trods af min frygt for fødsler, alligevel havde forestillet mig en mere naturlig oplevelse. 

Efter syv timer på hospitalet med alle hjælpemidler, der findes, og kun yderligere fire centimeter åbnet, fortalte jordemoderen, at vores søn var stjernekigger. Hun ville derfor vide, hvad jeg tænkte om kejsersnit.

Inden i mig selv tænkte jeg ”JA TAK”, men jeg forsøgte ikke at virke alt for begejstret, da jeg kendte til min daværende kærestes drømmescenarie af en fødsel: En urkvinde, der med blod, sved og tårer presser sit barn ud vaginalt i harmoni med naturens kræfter og er det fysiske bevis på, hvor stærk en kvindekrop er. Kejsersnit var for ham en flugtvej og tegn på svaghed.

Da jordemoderen breakede nyheden for ham om, at det nok var bedst med kejsersnit, begyndte han at græde. En gråd, der fik mig til at føle, at han var skuffet over mig som fødende kvinde.

“Sygeplejersken, der sad ved min side, vendte øjne af mig til narkoselægen.”

 
Maria Dønkjær

Det blev to mod en, så vi gik kort efter ned ad gangen til operationsstuen. Jeg tænkte, at nu var det overstået om lidt, men husker også, at en kæmpe frygt overvældede mig.

Da vi kom ind på operationsstuen, var der fuldt hus, latter og højlydt snak. Jeg måtte skære igennem, ødelægge den gode stemning og fortælle, at jeg var ved at dø af skræk over det kejsersnit, de skulle til at foretage på mig. Stemningen ændrede sig til mere alvorlig blandt hospitalspersonalet, men jeg oplevede ikke en forståelse eller en omsorg i forhold til min frygt. Sygeplejersken, der sad ved min side, vendte øjne af mig til narkoselægen.

Da det var noget tid siden, jeg fik min epidural, fik jeg mere narkose. Den begyndte hurtigt at virke, men ALT for meget. Da jeg lagde mig på operationsbriksen, kunne jeg kun mærke mit eget hoved. Det føltes som om, at resten af min krop ikke fandtes, og jeg kunne ikke mærke min egen vejrtrækning, hvilket fik mig til at gå i panik. Jeg var helt overbevist om, at jeg skulle dø. Og jeg kunne ikke bruge min vejrtrækning til at berolige mig selv, for jeg kunne ikke mærke den.

Jeg spurgte flere gange, om man kunne dø af for meget narkose, hvortil narkoselægen svarede med et forsøg på en kæk kommentar; “så ville du allerede være død”. Lige der havde jeg ikke vildt meget humor, så jeg gik ind i mig selv og kan ikke huske særlig meget mere.

Da min søn Elias ankom til verden, blev han undersøgt med det samme. Der var, uden jeg havde fået det at vide, problemer med hjertelyden. I et forsøg på at skåne mig, havde min daværende kæreste og jordemoderen ikke villet fortælle mig det, og jeg fik det først at vide efterfølgende. For mig var det misforstået omsorg. Selvom jeg havde fødselsangst, skulle jeg ikke pakkes ind i vat, og ingen skulle have ondt af mig.

“Det føltes som om, moderskabet var ude af mine egne hænder og overtaget af professionelle.”

 
Maria Dønkjær

Min krop begyndte at ryste, da Elias var kommet ud. Jeg kunne ikke styre mine arme, og rystelserne tog til i styrke. Sygeplejersken sagde, at det havde hun ALDRIG set før, hvilket gjorde mig endnu mere bange. Jeg blev kørt igennem hospitalets gange og elevatorer med en rystende krop, som jeg ikke kunne få styr på. Først da vi ankom til opvågningsstuen, og jeg for første gang fik Elias i mine arme, faldt min krop til ro. Det var fortryllende at opleve, hvordan hans lille nyfødte krop healede min krop.

Efterfødselstiden var en turbulent tid. På grund af min voldsomme angstreaktion, fik vi en enestue og endte med at være der i en hel uge. Vi følte os meget privilegerede, og jeg kæmpede med dårlig samvittighed over at tage pladsen for nogen, der havde mere komplicerede fødsler end min. Jeg var jo kun mentalt ramt, tænkte jeg. Dette til trods for, at vilkårene dengang for 10 år siden var bedre end i dag. 

De første to dage på hospitalet sov jeg slet ikke, fordi min krop var så medtaget af min mentale tilstand. Jeg var bange for at dø, hvis jeg faldt i søvn, og bange for ikke at vågne, hvis Elias vågnede. 

Amningen gik dårligt, og jeg fik at vide, at hvis bare jeg fik sovet, så ville mælken løbe til. Det var stressende, og det føltes som om, moderskabet var ude af mine egne hænder og overtaget af professionelle. Jeg følte mig umyndiggjort og stolede slet ikke på min egen intuition, fordi der var så mange forskellige meninger fra fagpersonalet. Elias fik derfor kop af sygeplejerskerne og hans far, mens jeg fik et tættere forhold til den elektroniske malkemaskine på hospitalet, end jeg gjorde til mit barn. 

Efter fem dage på hospitalet gik amningen så dårligt, at jeg takkede ja til en ammestoppille. Jeg takkede også ja til en sovepille – for første og forhåbentlig sidste gang i mit liv. Det gav mig fem timer søvn. Og da jeg vågnede, var jeg et nyt menneske. For første gang kunne jeg tænke en smule klart, og da en sygeplejerske, som arbejdede som ammevejleder ved siden af, og som jeg havde talt med flere gange, sagde til mig: “Jeg må ikke sige det her, men du kan godt amme. Du har så meget mælk, du skal bare hjem i rolige omgivelser”, var jeg klar til at pakke mine ting. 

“Jeg fik et tættere forhold til den elektroniske malkemaskine på hospitalet, end jeg gjorde til mit barn.”

 
Maria Dønkjær

Men vi måtte ikke tage hjem. Oversygeplejersken var bekymret for min psykiske tilstand, og hun syntes, at jeg skulle tage resten af ammestoppillerne. Vi brugte derfor endnu to dage på hospitalet, hvor jeg skulle høre på kommentarer som: “Er du nu sikker på, at du kan klare at amme?”, “din angst for fødslen er årsagen til dit komplicerede fødselsforløb,” og “heldigt at du har SÅ god en mand, der hjælper dig, ellers havde det da været helt umuligt det hele”. 

Da vi endelig kom hjem, begyndte amningen endelig at køre. Men min krop sitrede af angst. Frygten for at dø fra mit barn havde sat sig i alle lagene af min hud, og mit nervesystem skreg. Det føltes som et mørke, der aldrig ville gå væk i mit sind og som en dyb smerte, der aldrig ville forsvinde fra min krop. 

Fra efterfødselsperioden husker jeg mig selv spørge min praktiserende læge, om han troede, jeg kunne dø af senfølger fra narkosen. Det var helt tragikomisk. Men jeg kan også huske, at jeg overhørte min faster sige til min far, at; “nu skal hun jo ikke tro, at hun er svagere end alle os andre”, på et barselsbesøg. Det ramte mig. For det var præcis sådan, jeg tænkte om mig selv. Jeg følte mig svagere end alle andre. Jeg forstod det som om, min frygt og angst havde ødelagt alt for både mig selv, mit nyfødte barn og hans far. Jeg havde ikke levet op til det, der forventedes af en kvinde og en mor. Jeg følte mig som en kæmpe belastning for min omverden. 

“Frygten for at dø fra mit barn havde sat sig i alle lagene af min hud, og mit nervesystem skreg.”

 
Maria Dønkjær

Men mørket og smerten forsvandt. Jeg startede i mødregruppe for mødre med fødselsreaktioner, hvilket var en kæmpe gave. Den største del af healingen skete dog, da jeg fem år senere blev gravid for anden gang. 

Jeg fik stemplet “særlig sårbar gravid”. Stigmatiserende ja, men jeg er alligevel meget taknemmelig for det og det forløb, jeg fik. Det gav mig nemlig mulighed for at tale hele mit første fødselsforløb igennem med en overlæge. Vi gennemgik sammen de gamle journaler. 

Han fortalte mig blandt andet, at der var sket en lægefejl. Narkoselægen havde givet mig for meget narkose, og det var grunden til, at jeg ikke kunne mærke andet end mit hoved. Rystelserne, jeg havde haft, var helt normale. De skyldtes en reaktion på narkosen og kommer, når den aftager. Overlægen fortalte også, at der havde været fusion på hospitalet i den periode, jeg var indlagt, så de sygeplejersker, der havde været der, var ikke normalt på fødegangen.

Til sidst – og måske allervigtigst – fortalte han, at alle andre ville have haft præcis samme fødselsforløb som mig under de fysiske vilkår, der opstod under fødslen. Elias havde ikke været stjernekigger, som jeg havde fået fortalt. Overlægen kunne i journalen læse, at han havde ligget skævt med hovedet. Dette var grunden til, jeg udvidede mig så langsomt, da hans hoved ikke stimulerede min livmoderhals. Det ville ende i kejsersnit i næsten alle tilfælde, når hovedet lå, som det gjorde, fortalte han.

I alle de år havde jeg kæmpet med følelsen af, at det var på grund af min frygt for fødslen, at det endte, som det gjorde. Jeg tænkte, at jeg nok mentalt ikke kunne give slip og derfor ikke kunne føde vaginalt. 

Andre folks velmenende kommentarer om, at jeg ikke skulle skamme mig over, at det endte i kejsersnit, gav kun næring til min skam over at mislykkes som fødende kvinde. Jeg er ikke – og har aldrig været – ked af, at jeg fik kejsersnit. Men vores måde at tale om komplicerede fødsler og kejsersnit på, er i mine øjne forældet.

Selvom min anden graviditet og fødsel var meget anderledes og healende og med et helt fantastisk hospitalspersonale, håber jeg, vi som samfund og kultur snart kan begynde at se mere nuanceret på sårbarhed – også i forbindelse med fødsler.

“Vores måde at tale om komplicerede fødsler og kejsersnit på, er i mine øjne forældet.”

 
Maria Dønkjær

At leve med sårbarheder, frygt og angst kræver udholdenhed. Og er du et menneske, der føler, mærker og sanser livet i en anerkendelse af, at vi ER sårbare alle sammen, så er det en kæmpe gave at være det, vi i dag kalder sårbar. Jeg synes bare, vi skal kalde det at være stærk.

Og så skal vi undgå et fødselshieraki, hvor nogle fødsler tales op og andre ned. Alle fødsler er rigtige fødsler.

LÆS OGSÅ