Jeg troede, mænd og kvinder kunne det samme – så blev min datter født

af | maj 1, 2023

FADERSKAB

Jeg troede, mænd og kvinder kunne det samme – så blev min datter født  

Da Tobias Anker Stripp blev far, måtte han revurdere sit syn på det biologiske køn. Det var udfordrende, men også lærerigt.

1. maj 2023 | Af Tobias Anker Stripp | Foto: Privat

Da Tobias Anker Stripp blev far, måtte han revurdere sit syn på det biologiske køn. Det var udfordrende, men også lærerigt.

Tobias Anker Stripp er læge, reiki-healer og forsker. Han er aktuelt phd.-studerende på Syddansk Universitet, hvor han forsker i eksistentiel og åndelig omsorg, sammenhænge mellem tro og helbred samt nærdødsoplevelser. Læs mere her eller følg han på Instagram.

Indtil min datter kom til verden en kold oktobernat sidste år, havde jeg levet med en forestilling om, at mænd og kvinder kunne det samme. Både mentalt og socialt havde jeg i flere år arbejdet aktivt på at forsøge at nedbryde den betydning, jeg gav mit biologiske køn.

Jeg følte også, at jeg – efter en større eksistentiel krise – var et sted, hvor jeg endelig havde en klar ide om, hvor jeg var på vej hen i mit liv, hvad der var vigtigt for mig, og hvad der var det største formål for mig i mit liv.

Men alle disse forestillinger fik min datter rusket godt og grundigt op i.

Allerede i graviditeten måtte jeg sande, at min hustru langt hurtigere end jeg var klar til at italesætte og forberede fødslen, fordi hun så tydeligt mærkede graviditeten og forandringerne på egen krop.

Men selve fødslen, der var en både voldsom og fantastisk oplevelse, satte en tyk streg under dette.

Som mand var der jo nogle ting, jeg ikke kunne rent biologisk. For mig var det derfor en vekselvirkning mellem, at jeg følte mig helt og aldeles overflødig for dernæst at mærke, at jeg var helt nødvendig. Der var en naturgiven ansvarsfordeling, som jeg ikke kunne påvirke, hvor end jeg gerne ville.

Jeg kunne ikke føde min datter – det var min hustrus opgave. Jeg kunne ikke tage smerten, men trykke i lænden, hver gang der kom en ve, og jeg kunne støtte, opmuntre og hente snacks, som ikke blev spist – det var min opgave.

Det var en stærk, men også udfordrende forudsætning at læne sig ind i, og en meget livsændrende oplevelse på mange planer.

Jeg måtte sande, at der – trods mine ihærdige forsøg på at nedbryde mine normative mentale konstruktioner om køn – for mig er forskel på mænd og kvinder. Og at forældreskabet – og især undfangelse, graviditet og fødsel – måske er de områder i menneskelivet, hvor den biologiske forskel er tydeligst. Under transformationen til far oplevede jeg for alvor, at vi – mænd og kvinder – er udstyret med forskellige evner her i verden.

“Jeg måtte sande, at der – trods mine ihærdige forsøg på at nedbryde mine normative mentale konstruktioner om køn – for mig er forskel på mænd og kvinder. Og at forældreskabet – og især undfangelse, graviditet og fødsel – måske er de områder i menneskelivet, hvor den biologiske forskel er tydeligst.”

 
Tobias Anker Stripp

Selvfølgelig kan forskellen på mænd og kvinder variere, og der er nogle stereotyper, der bestemt ikke er frugtbare og ofte decideret destruktive at holde fast i og misbruge til forskellige formål. Det er også klart, at verden i dag kan se ud på mange måder, som ikke er så domineret af de biologiske forudsætninger, og at man kan have familier i mange forskellige konstellationer, som ikke er relateret til biologisk køn, ligesom der kan være individuelle variationer og mange frihedsgrader i, hvordan man bevæger sig ind over de forskellige køns virkeområder. Både når det kommer til fysisk væren, åndelig kapacitet og det seksuelle.

Men for mig – og også min hustru – ramte det her med de biologiske roller på en måde, vi ikke havde forudset. Og for mig var det en stor udfordring at komme overens med de roller, der var os givet i starten af min datters liv.

For godt nok var vi begge meget opmærksomme på, at min datter og jeg havde meningsfyldt samvær, når jeg var hjemme. Og jeg brugte meget tid på at have hende nøgen på mit bryst, trøste og putte, ligesom jeg oplevede det som noget helt specielt og meget rørende, når jeg kunne give hende flaske, de gange min hustru ikke var hjemme. Men igen havde min hustru en anden opgave – som jeg ikke kunne løse. Min opgave var at gå på arbejde. Hendes opgave var at passe og amme vores datter.

Til gengæld havde jeg en frihed, som min hustru ikke oplevede.

“For mig – og også min hustru – ramte det her med de biologiske roller på en måde, vi ikke havde forudset. Og for mig var det en stor udfordring at komme overens med de roller, der var os givet i starten af min datters liv”

 
Tobias Anker Stripp

Jeg kunne tage på arbejde og drikke en kop kaffe i en pause uden at blive afbrudt, eller jeg kunne let cykle forbi en kammerat.

De privilegier havde min hustru ikke. Hun var mere ”bundet” af vores datter, og på mange måder oplevede jeg, at grænserne mellem dem blev fuldstændig udviskede.

For når man aldrig er alene med sig selv og sit eget energifelt, er det meget svært at adskille sig selv fra andre og identificere, hvordan man egentlig har det. Hun havde derfor en stor længsel efter frihed og det at mærke sig selv.

Samtidig var det jo heller ikke kun vores datter, der trak i hende. Når jeg var hjemme, ønskede jeg også samvær og kontakt – både seksuelt eller på andre måder. Hvilket hun slet ikke havde noget at give af, fordi hun hele tiden gav noget til andre og aldrig havde noget til sig selv.

“Samtidig var det jo heller ikke kun vores datter, der trak i hende. Når jeg var hjemme, ønskede jeg også samvær og kontakt – både seksuelt eller på andre måder.”

 
Tobias Anker Stripp

Det var hårdt og gav anledning til konflikter og forhandlinger om frihed og søvn, vi ikke havde kunnet forudsige, selvom vi havde talt meget om det her med de biologiske roller, inden vi blev forældre. Men der har været så mange ting, vi ikke har været bevidste om, før det ligesom ramte.

I dag er vi de erfaringer rigere. Og de biologiske forudsætninger, som jeg oplevede udspille sig og var særligt tydelige i forbindelse med fødslen – men også i starten af min datters liv – har været vigtige for mig at blive mindet om. Det har været en interessant proces at opleve, at vi – mænd og kvinder – hver især har et ansvarsområde, og på den måde komme tilbage fra den kønsløse tilstand, hvor jeg tænkte, at vi kunne det samme.

Det er klart at nogle at opgaverne var vores egne beslutninger. Man kan jo fx som mand i princippet godt give flaske fra barnets fødsel – det var bare ikke det, vi ønskede. Og især under graviditet og fødsel var de biologiske præmisser skåret i sten.

Jeg oplevede derfor, at min datters fødsel vendte op og ned på mine perspektiver, men også at mine prioriteringer i livet blev helt anderledes.

Nu er det pludselig ikke længere så vigtigt at lave karriere og tjene penge. Nu er det i højere grad nok bare at skulle være far, nyde min datter og se hendes liv vokse.

At blive far har tydeliggjort, hvor kort tid, vi egentlig har her på jorden. Om 60 år er jeg væk, og alt, jeg har udrettet, vil være glemt på et tidspunkt. Det eneste, jeg på en eller anden måde kan gøre, er at leve et liv, jeg nyder, og glæde mig over, at jeg har været med til at skabe noget, som altid vil være større end mig selv; nemlig mit barn.

FADERSKAB

Jeg troede, mænd og kvinder kunne det samme – så blev min datter født  

Da Tobias Anker Stripp blev far, måtte han revurdere sit syn på det biologiske køn. Det var udfordrende, men også lærerigt.

1. maj 2023 | Af Tobias Anker Stripp | Foto: Privat

 

Da Tobias Anker Stripp blev far, måtte han revurdere sit syn på det biologiske køn. Det var udfordrende, men også lærerigt.

Tobias Anker Stripp er læge, reiki-healer og forsker. Han er aktuelt phd.-studerende på Syddansk Universitet, hvor han forsker i eksistentiel og åndelig omsorg, sammenhænge mellem tro og helbred samt nærdødsoplevelser. Læs mere her eller følg han på Instagram.

Indtil min datter kom til verden en kold oktobernat sidste år, havde jeg levet med en forestilling om, at mænd og kvinder kunne det samme. Både mentalt og socialt havde jeg i flere år arbejdet aktivt på at forsøge at nedbryde den betydning, jeg gav mit biologiske køn.

Jeg følte også, at jeg – efter en større eksistentiel krise – var et sted, hvor jeg endelig havde en klar ide om, hvor jeg var på vej hen i mit liv, hvad der var vigtigt for mig, og hvad der var det største formål for mig i mit liv.

Men alle disse forestillinger fik min datter rusket godt og grundigt op i.

Allerede i graviditeten måtte jeg sande, at min hustru langt hurtigere end jeg var klar til at italesætte og forberede fødslen, fordi hun så tydeligt mærkede graviditeten og forandringerne på egen krop.

Men selve fødslen, der var en både voldsom og fantastisk oplevelse, satte en tyk streg under dette.

Som mand var der jo nogle ting, jeg ikke kunne rent biologisk. For mig var det derfor en vekselvirkning mellem, at jeg følte mig helt og aldeles overflødig for dernæst at mærke, at jeg var helt nødvendig. Der var en naturgiven ansvarsfordeling, som jeg ikke kunne påvirke, hvor end jeg gerne ville.

Jeg kunne ikke føde min datter – det var min hustrus opgave. Jeg kunne ikke tage smerten, men trykke i lænden, hver gang der kom en ve, og jeg kunne støtte, opmuntre og hente snacks, som ikke blev spist – det var min opgave.

Det var en stærk, men også udfordrende forudsætning at læne sig ind i, og en meget livsændrende oplevelse på mange planer.

Jeg måtte sande, at der – trods mine ihærdige forsøg på at nedbryde mine normative mentale konstruktioner om køn – for mig er forskel på mænd og kvinder. Og at forældreskabet – og især undfangelse, graviditet og fødsel – måske er de områder i menneskelivet, hvor den biologiske forskel er tydeligst. Under transformationen til far oplevede jeg for alvor, at vi – mænd og kvinder – er udstyret med forskellige evner her i verden.

“Jeg måtte sande, at der – trods mine ihærdige forsøg på at nedbryde mine normative mentale konstruktioner om køn – for mig er forskel på mænd og kvinder. Og at forældreskabet – og især undfangelse, graviditet og fødsel – måske er de områder i menneskelivet, hvor den biologiske forskel er tydeligst.”

 
Tobias Anker Stripp

Selvfølgelig kan forskellen på mænd og kvinder variere, og der er nogle stereotyper, der bestemt ikke er frugtbare og ofte decideret destruktive at holde fast i og misbruge til forskellige formål. Det er også klart, at verden i dag kan se ud på mange måder, som ikke er så domineret af de biologiske forudsætninger, og at man kan have familier i mange forskellige konstellationer, som ikke er relateret til biologisk køn, ligesom der kan være individuelle variationer og mange frihedsgrader i, hvordan man bevæger sig ind over de forskellige køns virkeområder. Både når det kommer til fysisk væren, åndelig kapacitet og det seksuelle.

Men for mig – og også min hustru – ramte det her med de biologiske roller på en måde, vi ikke havde forudset. Og for mig var det en stor udfordring at komme overens med de roller, der var os givet i starten af min datters liv.

For godt nok var vi begge meget opmærksomme på, at min datter og jeg havde meningsfyldt samvær, når jeg var hjemme. Og jeg brugte meget tid på at have hende nøgen på mit bryst, trøste og putte, ligesom jeg oplevede det som noget helt specielt og meget rørende, når jeg kunne give hende flaske, de gange min hustru ikke var hjemme. Men igen havde min hustru en anden opgave – som jeg ikke kunne løse. Min opgave var at gå på arbejde. Hendes opgave var at passe og amme vores datter.

Til gengæld havde jeg en frihed, som min hustru ikke oplevede.

“For mig – og også min hustru – ramte det her med de biologiske roller på en måde, vi ikke havde forudset. Og for mig var det en stor udfordring at komme overens med de roller, der var os givet i starten af min datters liv”

 
Tobias Anker Stripp

Jeg kunne tage på arbejde og drikke en kop kaffe i en pause uden at blive afbrudt, eller jeg kunne let cykle forbi en kammerat.

De privilegier havde min hustru ikke. Hun var mere ”bundet” af vores datter, og på mange måder oplevede jeg, at grænserne mellem dem blev fuldstændig udviskede.

For når man aldrig er alene med sig selv og sit eget energifelt, er det meget svært at adskille sig selv fra andre og identificere, hvordan man egentlig har det. Hun havde derfor en stor længsel efter frihed og det at mærke sig selv.

Samtidig var det jo heller ikke kun vores datter, der trak i hende. Når jeg var hjemme, ønskede jeg også samvær og kontakt – både seksuelt eller på andre måder. Hvilket hun slet ikke havde noget at give af, fordi hun hele tiden gav noget til andre og aldrig havde noget til sig selv.

“Samtidig var det jo heller ikke kun vores datter, der trak i hende. Når jeg var hjemme, ønskede jeg også samvær og kontakt – både seksuelt eller på andre måder.”

 
Tobias Anker Stripp

Det var hårdt og gav anledning til konflikter og forhandlinger om frihed og søvn, vi ikke havde kunnet forudsige, selvom vi havde talt meget om det her med de biologiske roller, inden vi blev forældre. Men der har været så mange ting, vi ikke har været bevidste om, før det ligesom ramte.

I dag er vi de erfaringer rigere. Og de biologiske forudsætninger, som jeg oplevede udspille sig og var særligt tydelige i forbindelse med fødslen – men også i starten af min datters liv – har været vigtige for mig at blive mindet om. Det har været en interessant proces at opleve, at vi – mænd og kvinder – hver især har et ansvarsområde, og på den måde komme tilbage fra den kønsløse tilstand, hvor jeg tænkte, at vi kunne det samme.

Det er klart at nogle at opgaverne var vores egne beslutninger. Man kan jo fx som mand i princippet godt give flaske fra barnets fødsel – det var bare ikke det, vi ønskede. Og især under graviditet og fødsel var de biologiske præmisser skåret i sten.

Jeg oplevede derfor, at min datters fødsel vendte op og ned på mine perspektiver, men også at mine prioriteringer i livet blev helt anderledes.

Nu er det pludselig ikke længere så vigtigt at lave karriere og tjene penge. Nu er det i højere grad nok bare at skulle være far, nyde min datter og se hendes liv vokse.

At blive far har tydeliggjort, hvor kort tid, vi egentlig har her på jorden. Om 60 år er jeg væk, og alt, jeg har udrettet, vil være glemt på et tidspunkt. Det eneste, jeg på en eller anden måde kan gøre, er at leve et liv, jeg nyder, og glæde mig over, at jeg har været med til at skabe noget, som altid vil være større end mig selv; nemlig mit barn.

LÆS OGSÅ

Adskillelseskulturen er kun et symptom – vores børnesyn er samfundets egentlige problem

af | apr 18, 2023

BØRNELIV

Adskillelseskulturen er kun et symptom – vores børnesyn er samfundets egentlige problem 

Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker langt ud over adskillelseskulturen. Og ønsker vi forandring, må vi se på den måde, hvorpå vi ser og taler om børn, skriver Hye Marcussen.

18. april 2023 | Af Hye Marcussen | Foto: Privat

Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker langt ud over adskillelseskulturen. Og ønsker vi forandring, må vi gøre noget ved den måde, hvorpå vi ser og taler om børn. 

Hye Marcussen er 37 år, uddannet på RUC med særlig interesse for kvinder og global ulighed. Pt. er hun mest optaget af børns livsvilkår og rettigheder. Du kan følge hende på Instagram her.

For et par år siden var jeg mere end noget andet optaget af kampen mod den såkaldte adskillelseskultur: den kulturelle, ja nærmest rituelle, praksis, der skiller små børn fra deres primære omsorgsgiver(e).  

Jeg var af den overbevisning, at efter de første tre år, hvis tilknytningen var værnet om, så var man ”home free.” Børnene kunne fint gå i børnehave og skole, fordi de havde fået opbygget den nødvendige kerne af selvværd. Den grundidé tror jeg stadig på, men jeg har indset, at det ikke er så simpelt endda. Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker nemlig langt ud over vuggestuefænomenet. Den gennemsyrer strukturelt, diskursivt og kulturelt i et overvældende omfang vores samfund. Måden, hvorpå vi forstår og taler om børn, tror jeg, er et usynligt benspænd for den forandring, vi ønsker. 

Ufærdige mennesker

Børn er gennem generationer blevet set som ufærdige mennesker, der skulle ”tæmmes,” så de kunne blive ”rigtige” mennesker, altså voksne. Børn var forældrenes (primært patriarkens) ejendom og blev grundlæggende set som modtagere. Af voksnes opdragelse, visdom, straf, vold, kærlighed og nåde. 

 Selvom meget har ændret sig, lever vi stadig i dag med stærke levn fra dét børnesyn.  

“Måden, hvorpå vi forstår og taler om børn, tror jeg, er et usynligt benspænd for den forandring, vi ønsker.”

 
Hye Marcussen

Jeg selv var et stort barn, da revselsesretten med nød og næppe blev ophævet i Danmark i 1997. Der var næsten ligeså mange partier, der stemte imod som for ophævelsen. I dag, kun et par årtier senere, synes de fleste, at tanken om at slå børn er uhørt. 

Jeg tror, at vi i fremtiden vil synes, måden vi ser og behandler børn på i dag, er uhørt. 

For selvom der er konsensus om, at børn har rettigheder, griner de fleste, hvis man siger, de burde have stemmeret. Det er stadig langt fra vores tankegang, at børn skulle have medbestemmelse i forhold til samfundet og ikke mindst indretningen af deres eget liv. Dette vidner om, hvor dybt kulturelt indlejret synet på barnet, som værende ude af stand til at bidrage til samfundet med brugbare perspektiver og erfaringer, stadig er.

Barnets ret

Vi taler ofte om, at børnene er vores vigtigste aktiv. At de er fremtidige skatteydere, og at samfundet ikke kan være sin behandling af dem bekendt. Men frem for at tale om, at det er synd for børn, at de mistrives og behandles dårligt i systemet, vil jeg hellere flytte fokus over på rettigheder.  

“Jeg tror, at vi i fremtiden vil synes, måden vi ser og behandler børn på i dag, er uhørt.”

 
Hye Marcussen

Vi taler ikke om, at sexisme er synd for kvinder. Eller at racisme er synd for BIPOC* (*black, indigenous & people of color). Vi bør tilsvarende med børn fokusere på, hvad de har ret til, og hvorfor de har en enestående dårlig position i forhold til at gøre krav på deres rettigheder. 

Hvad hvis det var barnets ret, at samfundet på alle tænkelige måder værnede om dets tilknytning og værdighed lige fra undfangelse over fødsel til spædbarnstid, barndom og ungdom? 

Hvad hvis det blev set som værende i modstrid med et barns ret at blive efterladt i omgivelser og blandt mennesker, det ikke selv havde valgt? 

Hvad hvis det blev set som en krænkelse af et barns integritet at blive sendt i institution på Panodil, fordi forældrene ikke har ret til sygedage, indtil barnet er ordentligt raskt? 

Hvad hvis børn havde ret til en hverdag, de selv havde indflydelse på? 

Hvad hvis børn havde ret til altid at blive talt til og om med samme respekt som voksne? 

Sådan kunne jeg fortsætte. Sikkert til manges undren. Og vi er nødt til at spørge os selv, hvorfor denne forståelse af børns rettigheder virker så overvældende, kontroversiel og nærmest grinagtig? 

Her bliver begrebet childism relevant. 

“Hvad hvis det var barnets ret, at samfundet på alle tænkelige måder værnede om dets tilknytning og værdighed lige fra undfangelse over fødsel til spædbarnstid, barndom og ungdom?”

 
Hye Marcussen

Childism er en aktivistisk bevægelse samt et nyere forskningsfelt med den banebrydende anskuelse, at børn – som vi forstår dem i dag – er en social konstruktion, der ses som voksnes grundlæggende underordnede.  

Vi bør i stedet begynde at se børn som ligeværdige subjekter, hvis grundlæggende rettigheder ikke afviger fra voksnes. Vi bør begynde at behandle børn som fuldgyldige bidragsydere til samfundet og til livet.

Sprogets magt

Den udbredte framing af børn som en samfundsmæssig underskudsforretning samt en stopklods for løntrin og karriere er pragteksempler på den omtalte konstruktion af børn. Vores sprogbrug og forståelse – og dermed behandling – af børn hænger uløseligt sammen. 

Undertrykkelse bærer generelt præg af, at majoritetens umyndiggørende adfærd over for en minoritet over tid er blevet en kulturel selvfølgelighed, ingen stiller spørgsmålstegn ved. Dette hæmmer udviklingen af et sprog for de krænkelser, der faktisk foregår. Og når vi ikke har et sprog for dem, er det sværere at begribe – og bevise – at de findes. 

“Vi bør i stedet begynde at se børn som ligeværdige subjekter, hvis grundlæggende rettigheder ikke afviger fra voksnes. Vi bør begynde at behandle børn som fuldgyldige bidragsydere til samfundet og til livet.”

 
Hye Marcussen

Undertrykkelsen af børn har stort set intet sprog og foregår med den største selvfølgelighed, blandt andet fordi den undertrykte hverken har mulighed for at sige fra på en måde, vi lytter til, eller har nogen former for sanktionsmuligheder.

Børns rettigheder krænkes

En essentiel del af feminismen handler for mig om at respektere ethvert menneskes ret til sin krop, sind, tanker og oplevelser. Den ukrænkelige ret til ikke at blive defineret udefra af normer og af dem, der har magt. At ethvert menneskes egne oplevelser er lige så meget værd og har lige så meget berettigelse som majoritetens og magthavernes. At enhver har ret til medbestemmelse i sit liv. 

Disse rettigheder kæmper enhver minoritet for. Undtagen børn, der ikke har mulighed for at kæmpe. 

Lige fra hverdagsplan til det institutionelle og strukturelle plan krænkes disse rettigheder, når det kommer til børn. På hverdagsplanet er det almindeligt, at voksne fastholder barnets krop, negligerer og lukker ned for barnets følelser, laver sjov på barnets bekostning, definerer det, skælder det ud, truer og bestikker det. Alt sammen på et socialt accepteret ”hygge”-niveau som vi kalder ”opdragelse”. Vi har ydermere skabt en konsensus om, at børn – som en af de eneste grupper af borgere i samfundet – ikke bestemmer, hvad de laver, og hvem de er sammen med, til hverdag. 

“Undertrykkelsen af børn har stort set intet sprog og foregår med den største selvfølgelighed, blandt andet fordi den undertrykte hverken har mulighed for at sige fra på en måde, vi lytter til, eller har nogen former for sanktionsmuligheder.”

 
Hye Marcussen

På institutionelt og strukturelt plan er listen af krænkelser uoverskuelig, men den tidligere omtalte samfundsdiskurs om børn taler sit eget tydelige sprog sammen med det faktum, at alt, hvad der vedrører små menneskers fødsel, spædbarns- og senere børneliv, er et område, der politisk og økonomisk er underprioriteret og underbetalt som intet andet i dette samfund.

Adskillelseskultur og normeringer er symptomer

Jeg mener i tråd med childism-anskuelser, at vores manglende vedtagelse af FN’s Børnekonvention, syltning af minimumsnormeringer, adskillelseskultur samt de mange mikroaggressioner i form af ovennævnte hverdagskrænkelser er et symptom på noget dybereliggende.  

Derfor er mit fokus blevet mindre på enkeltsagerne og mere på det strukturelle. Og derfor har jeg en ambivalens i forhold til enkeltsagerne. Jeg kan slet ikke være uenig i kravet om minimumsnormeringer, og samtidig er jeg bange for, at netop enkeltsagerne hindrer en mere grundlæggende samtale om vores framing af børn. 

For hvis vi først vedkendte os som samfund, at børn er ligeværdige rettighedshavere i bogstavelig, praktisk og principiel forstand, så ville det blive umuligt at opretholde det nuværende system (både hvad angår institution, skole og dagligdags praksis). 

Derfor vil jeg slå et slag for den radikale ide, at samfundets børnesyn og grundlæggende usynliggjorte undertrykkelse af børn er roden til problemet. Og at adskillelseskultur, institutionalisering, skolesystem, fødeområdet og alle de områder, hvor børn krænkes på daglig basis, blot er symptomer.

BØRNELIV

Adskillelseskulturen er kun et symptom – vores børnesyn er samfundets egentlige problem 

Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker langt ud over adskillelseskulturen. Og ønsker vi forandring, må vi se på den måde, hvorpå vi ser og taler om børn, skriver Hye Marcussen.

18. april 2023 | Af Hye Marcussen | Foto: Privat

 

Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker langt ud over adskillelseskulturen. Og ønsker vi forandring, må vi gøre noget ved den måde, hvorpå vi ser og taler om børn. 

Hye Marcussen er 37 år, uddannet på RUC med særlig interesse for kvinder og global ulighed. Pt. er hun mest optaget af børns livsvilkår og rettigheder. Du kan følge hende på Instagram her.

For et par år siden var jeg mere end noget andet optaget af kampen mod den såkaldte adskillelseskultur: den kulturelle, ja nærmest rituelle, praksis, der skiller små børn fra deres primære omsorgsgiver(e).  

Jeg var af den overbevisning, at efter de første tre år, hvis tilknytningen var værnet om, så var man ”home free.” Børnene kunne fint gå i børnehave og skole, fordi de havde fået opbygget den nødvendige kerne af selvværd. Den grundidé tror jeg stadig på, men jeg har indset, at det ikke er så simpelt endda. Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker nemlig langt ud over vuggestuefænomenet. Den gennemsyrer strukturelt, diskursivt og kulturelt i et overvældende omfang vores samfund. Måden, hvorpå vi forstår og taler om børn, tror jeg, er et usynligt benspænd for den forandring, vi ønsker. 

Ufærdige mennesker

Børn er gennem generationer blevet set som ufærdige mennesker, der skulle ”tæmmes,” så de kunne blive ”rigtige” mennesker, altså voksne. Børn var forældrenes (primært patriarkens) ejendom og blev grundlæggende set som modtagere. Af voksnes opdragelse, visdom, straf, vold, kærlighed og nåde. 

 Selvom meget har ændret sig, lever vi stadig i dag med stærke levn fra dét børnesyn.  

“Måden, hvorpå vi forstår og taler om børn, tror jeg, er et usynligt benspænd for den forandring, vi ønsker.”

 
Hye Marcussen

Jeg selv var et stort barn, da revselsesretten med nød og næppe blev ophævet i Danmark i 1997. Der var næsten ligeså mange partier, der stemte imod som for ophævelsen. I dag, kun et par årtier senere, synes de fleste, at tanken om at slå børn er uhørt. 

Jeg tror, at vi i fremtiden vil synes, måden vi ser og behandler børn på i dag, er uhørt. 

For selvom der er konsensus om, at børn har rettigheder, griner de fleste, hvis man siger, de burde have stemmeret. Det er stadig langt fra vores tankegang, at børn skulle have medbestemmelse i forhold til samfundet og ikke mindst indretningen af deres eget liv. Dette vidner om, hvor dybt kulturelt indlejret synet på barnet, som værende ude af stand til at bidrage til samfundet med brugbare perspektiver og erfaringer, stadig er.

Barnets ret

Vi taler ofte om, at børnene er vores vigtigste aktiv. At de er fremtidige skatteydere, og at samfundet ikke kan være sin behandling af dem bekendt. Men frem for at tale om, at det er synd for børn, at de mistrives og behandles dårligt i systemet, vil jeg hellere flytte fokus over på rettigheder.  

“Jeg tror, at vi i fremtiden vil synes, måden vi ser og behandler børn på i dag, er uhørt.”

 
Hye Marcussen

Vi taler ikke om, at sexisme er synd for kvinder. Eller at racisme er synd for BIPOC* (*black, indigenous & people of color). Vi bør tilsvarende med børn fokusere på, hvad de har ret til, og hvorfor de har en enestående dårlig position i forhold til at gøre krav på deres rettigheder. 

Hvad hvis det var barnets ret, at samfundet på alle tænkelige måder værnede om dets tilknytning og værdighed lige fra undfangelse over fødsel til spædbarnstid, barndom og ungdom? 

Hvad hvis det blev set som værende i modstrid med et barns ret at blive efterladt i omgivelser og blandt mennesker, det ikke selv havde valgt? 

Hvad hvis det blev set som en krænkelse af et barns integritet at blive sendt i institution på Panodil, fordi forældrene ikke har ret til sygedage, indtil barnet er ordentligt raskt? 

Hvad hvis børn havde ret til en hverdag, de selv havde indflydelse på? 

Hvad hvis børn havde ret til altid at blive talt til og om med samme respekt som voksne? 

Sådan kunne jeg fortsætte. Sikkert til manges undren. Og vi er nødt til at spørge os selv, hvorfor denne forståelse af børns rettigheder virker så overvældende, kontroversiel og nærmest grinagtig? 

Her bliver begrebet childism relevant. 

“Hvad hvis det var barnets ret, at samfundet på alle tænkelige måder værnede om dets tilknytning og værdighed lige fra undfangelse over fødsel til spædbarnstid, barndom og ungdom?”

 
Hye Marcussen

Childism er en aktivistisk bevægelse samt et nyere forskningsfelt med den banebrydende anskuelse, at børn – som vi forstår dem i dag – er en social konstruktion, der ses som voksnes grundlæggende underordnede.  

Vi bør i stedet begynde at se børn som ligeværdige subjekter, hvis grundlæggende rettigheder ikke afviger fra voksnes. Vi bør begynde at behandle børn som fuldgyldige bidragsydere til samfundet og til livet.

Sprogets magt

Den udbredte framing af børn som en samfundsmæssig underskudsforretning samt en stopklods for løntrin og karriere er pragteksempler på den omtalte konstruktion af børn. Vores sprogbrug og forståelse – og dermed behandling – af børn hænger uløseligt sammen. 

Undertrykkelse bærer generelt præg af, at majoritetens umyndiggørende adfærd over for en minoritet over tid er blevet en kulturel selvfølgelighed, ingen stiller spørgsmålstegn ved. Dette hæmmer udviklingen af et sprog for de krænkelser, der faktisk foregår. Og når vi ikke har et sprog for dem, er det sværere at begribe – og bevise – at de findes. 

“Vi bør i stedet begynde at se børn som ligeværdige subjekter, hvis grundlæggende rettigheder ikke afviger fra voksnes. Vi bør begynde at behandle børn som fuldgyldige bidragsydere til samfundet og til livet.”

 
Hye Marcussen

Undertrykkelsen af børn har stort set intet sprog og foregår med den største selvfølgelighed, blandt andet fordi den undertrykte hverken har mulighed for at sige fra på en måde, vi lytter til, eller har nogen former for sanktionsmuligheder.

Børns rettigheder krænkes

En essentiel del af feminismen handler for mig om at respektere ethvert menneskes ret til sin krop, sind, tanker og oplevelser. Den ukrænkelige ret til ikke at blive defineret udefra af normer og af dem, der har magt. At ethvert menneskes egne oplevelser er lige så meget værd og har lige så meget berettigelse som majoritetens og magthavernes. At enhver har ret til medbestemmelse i sit liv. 

Disse rettigheder kæmper enhver minoritet for. Undtagen børn, der ikke har mulighed for at kæmpe. 

Lige fra hverdagsplan til det institutionelle og strukturelle plan krænkes disse rettigheder, når det kommer til børn. På hverdagsplanet er det almindeligt, at voksne fastholder barnets krop, negligerer og lukker ned for barnets følelser, laver sjov på barnets bekostning, definerer det, skælder det ud, truer og bestikker det. Alt sammen på et socialt accepteret ”hygge”-niveau som vi kalder ”opdragelse”. Vi har ydermere skabt en konsensus om, at børn – som en af de eneste grupper af borgere i samfundet – ikke bestemmer, hvad de laver, og hvem de er sammen med, til hverdag. 

“Undertrykkelsen af børn har stort set intet sprog og foregår med den største selvfølgelighed, blandt andet fordi den undertrykte hverken har mulighed for at sige fra på en måde, vi lytter til, eller har nogen former for sanktionsmuligheder.”

 
Hye Marcussen

På institutionelt og strukturelt plan er listen af krænkelser uoverskuelig, men den tidligere omtalte samfundsdiskurs om børn taler sit eget tydelige sprog sammen med det faktum, at alt, hvad der vedrører små menneskers fødsel, spædbarns- og senere børneliv, er et område, der politisk og økonomisk er underprioriteret og underbetalt som intet andet i dette samfund.

Adskillelseskultur og normeringer er symptomer

Jeg mener i tråd med childism-anskuelser, at vores manglende vedtagelse af FN’s Børnekonvention, syltning af minimumsnormeringer, adskillelseskultur samt de mange mikroaggressioner i form af ovennævnte hverdagskrænkelser er et symptom på noget dybereliggende.  

Derfor er mit fokus blevet mindre på enkeltsagerne og mere på det strukturelle. Og derfor har jeg en ambivalens i forhold til enkeltsagerne. Jeg kan slet ikke være uenig i kravet om minimumsnormeringer, og samtidig er jeg bange for, at netop enkeltsagerne hindrer en mere grundlæggende samtale om vores framing af børn. 

For hvis vi først vedkendte os som samfund, at børn er ligeværdige rettighedshavere i bogstavelig, praktisk og principiel forstand, så ville det blive umuligt at opretholde det nuværende system (både hvad angår institution, skole og dagligdags praksis). 

Derfor vil jeg slå et slag for den radikale ide, at samfundets børnesyn og grundlæggende usynliggjorte undertrykkelse af børn er roden til problemet. Og at adskillelseskultur, institutionalisering, skolesystem, fødeområdet og alle de områder, hvor børn krænkes på daglig basis, blot er symptomer.

LÆS OGSÅ

Billige frø – alle poser 8 kroner

af | mar 5, 2023

ANNONCE

Billige frø – alle poser 8 kroner

Billige frø - alle poser 8 kroner

De sidste 4 år har vi løbende udvidet vores have, som vi dyrker uden brug af gifte, og solgt lidt af overskuddet. I år har vi lige nu følgende frø til salg (poserne måler ca. 6,5 cm x 9,5 cm):

Billige frø

Ønsker du at købe, sender du blot en mail til marta@foedslen.dk og noterer, hvilke frø du ønsker at købe, og hvor mange poser.

Alle poser koster 8 kroner og kan hentes i Solrød eller sendes med Postnord (porto starter fra 12 kroner).

(Bær over med billederne på poserne – de er malet af mig. Heldigvis står der også på, hvad det er).

LÆS OGSÅ

Når vi voksne lader os køre over af tidens hastværk, følger vores børn trop

af | mar 5, 2023

DEBAT

Når vi voksne lader os køre over af tidens hastværk, følger vores børn trop

Mistrivsel og stress kan ramme alle – men vi forældre kan starte med at sætte tempoet ned og prioritere mere nærvær. For vores børn gør ikke hvad vi siger, men hvad de ser os gøre.

5. marts 2023 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Bianca Berndt, Unsplash

Mistrivsel og stress kan ramme alle – men vi forældre kan starte med at sætte tempoet ned og prioritere mere nærvær. For vores børn gør ikke hvad vi siger, men hvad de ser os gøre.

Suzanne Lisborg er uddannet pædagog. Hun har arbejdet med pædagogisk ledelse indenfor dagtilbudsområdet i 11 år og de efterfølgende 6 år været samarbejdspartner med Jens Arentzen. Suzanne er ansat som paragraf 54 støtte og deltids-socialpædagog på specialbørnehjem. Du kan læse mere på hendes Linkedin profil.

Lad mig slå det fast med det samme; stress og mistrivsel kan ramme i alle aldre og i alle samfundslag. “Kært barn” har mange navne: Voksne har stress, i skoleregi har eleverne skolevægring, og i institutionsverdenen taler vi om børn med problematikker som sociale vanskeligheder, udadreagerende adfærd m.m.

Vi har alarmerende tegn og fakta på, at vi fra vugge til grav på forskellig vis udviser alvorlig mistrivsel og stress, som kræver handling her og nu. Både af hensyn til den ramte, men også i et større samfundsmæssigt perspektiv.

Men hvad skyldes den voldsomme og voksende mistrivsel og stress?

Som pædagog og pædagogisk leder frem til 2019, hvorefter jeg arbejdede med Jens Arentzen, der havde en unik indsigt i menneskets følelsesmæssige og relationelle betydning for menneskelig trivsel, oplever jeg frygt, som den grundlæggende og bagvedliggende årsag til mistrivsel – uanset alder og samfundslag i øvrigt.

Frygt for ikke at have legekammerater i børnehaven, frygt for de krav og forventninger, der er i skolen, frygt for ikke at “passe ind”, frygt for ikke at kunne håndtere krav og forventningspres på ens arbejdsplads og en umenneskelig præstationsforventning til sig selv.

“Vi har alarmerende tegn og fakta på, at vi fra vugge til grav på forskellig vis udviser alvorlig mistrivsel og stress, som kræver handling her og nu. Både af hensyn til den ramte, men også i et større samfundsmæssigt perspektiv.”

 
Suzanne Lisborg

Når vi er styret af en ubevidst frygt (som vi aldrig har lært at mærke kroppens signaler på), er vores nervesystem konstant i beredskab for udefrakommende farer. Dermed kommer mistilliden snigende og skubber yderligere til frygten med følgende spørgsmål: “Hvem kan jeg have tillid til”, “hvem vil mig det bedste”, og “hvordan gør jeg mig berettiget til at være den, jeg er, og har jeg overhovedet lov til at være her”?

Når frygten (ofte ubevidst) styrer vores liv vil vores forsvarsmekanismer og overlevelsesstrategier hjælpe os i starten, så vi ”undgår” at sætte os selv i situationer, hvor vi oplever, at frygten tager over. Men det er lidt som “at tisse i bukserne,” for det fjerner ikke den grundlæggende følelse. Tværtimod.

Når vi negligerer de ubehagelige følelser, ophober vores kroppe alle disse “affaldsstoffer” og begynder at sende kropslige signaler som hjertebanken, hurtig puls, hovedpine, mavepine, tankemylder og søvnbesvær. Og når vi overhører alarmklokkerne, vil det på et tidspunkt få konsekvenser.

Derfor er vi nødt til at se på, hvad det er, der skaber tilstanden af frygt – både i rollen som forælder, arbejdsgiver, fagperson osv.

Selv tror jeg, at en del af årsagen er, at rigtig mange voksne ikke har en følelsesmæssig selvindsigt i egen tidlige tilknytning, såvel som i hvad de erfaringer har af betydning i ens voksne liv. Og hvis vi som børn er opvokset i en familiedynamik, hvor der ikke blev talt om det sorrigfulde, er der stor fare for, at vi videregiver denne tilgang til vores børn. Det kan med andre ord medføre, at vi ikke har de rette værktøjer til at være i de svære følelser sammen med vores børn, når de er i mistrivsel/angst. Dermed kan vi ikke være den trygge ryg, som vores børn har brug for at kunne spille bold op ad. Samtidig er der større risiko for, at vi formes af tidens tendenser – at vi følger strømmen – uden at stille spørgsmål eller overveje at træde nye stier, hvis vi som voksne ikke kender eller mærker vores egne grænser eller har bevidsthed om vores egne værdier.

Det betyder dog ikke, at den enkelte – uanset alder og position – kan gøres ansvarlig for sin mistrivsel eller stress. I stedet mener jeg, at de bør ses som levende eksempler på, at vores samfund må og skal redefineres og nytænkes skridt for skridt. Og der har vi alle et ansvar.

For ja; det kan naturligvis ikke gøres på en gang og over night. Det tager tid. Men det er de små skridt, vi hver især tager, der har afgørende betydning for den trivsel, så mange lige nu råber så indædt efter, hvad enten vi taler familie, institution, skole eller job.

Og når det gælder vores børn, må vi forældre selvfølgelig tage ansvar og med små skridt forsøge at gå forrest. Vores børn gør nemlig ikke, hvad vi siger, men hvad vi gør. Så når vi som forældre – mere eller mindre bevidst – lader os køre over af tidens hastværk i det omfang, som mange gør lige nu, og for eksempel erstatter nærvær med diverse devices (som forskning ligeledes viser kan være led i ensomhed og mistrivsel, når de bruges grænseløst), “smitter” det af på vores børn.

For at få et andet resultat, må vi som forældre selv sagt gøre noget andet. Forældreskab er lederskab, og vores børn har krav på vores nærvær. Krav på, at vi lytter til dem og kan håndtere den sorg, der er forbundet med mistrivsel. For det er netop i relationen, løsningen findes. At føle sig som en del af et fællesskab og føle sig betydningsfuld for den, vi er, og ikke udelukkende for det, vi kan.

“Så når vi som forældre – mere eller mindre bevidst – lader os køre over af tidens hastværk i det omfang, som mange gør lige nu, og for eksempel erstatter nærvær med diverse devices, “smitter” det af på vores børn.”

 
Suzanne Lisborg

Hvad løsningen er for den enkelte familie, kan være individuelt. Men min opfordring er uden tvivl, at hvis du som forældre har mulighed for rent arbejdsmæssigt at gå lidt timer ned for dermed at skabe overskud til at prioritere samværet og nærværet i familien, så gør det. På den måde sender vi også et tydeligt signal til vores politikere om, at vi prioriterer tilknytningens betydning og ønsker at give vores børn de bedste forudsætninger for at blive dem, de er, og ikke dem, samfundet ønsker, de skal være. At vi ønsker at støtte dem i at mærke sig selv og egne grænser og dermed ruste dem til de opgaver, livet fører med sig.

Ved at sætte tempoet ned, tager vi som forældre det første vigtige skridt i mistrivslens navn. Og det er, mener jeg, menneskelig bæredygtighed.

DEBAT

Når vi voksne lader os køre over af tidens hastværk, følger vores børn trop

Mistrivsel og stress kan ramme alle – men vi forældre kan starte med at sætte tempoet ned og prioritere mere nærvær. For vores børn gør ikke hvad vi siger, men hvad de ser os gøre.

5. marts 2023 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Bianca Berndt, Unsplash

 

Mistrivsel og stress kan ramme alle – men vi forældre kan starte med at sætte tempoet ned og prioritere mere nærvær. For vores børn gør ikke hvad vi siger, men hvad de ser os gøre.

Suzanne Lisborg er uddannet pædagog. Hun har arbejdet med pædagogisk ledelse indenfor dagtilbudsområdet i 11 år og de efterfølgende 6 år været samarbejdspartner med Jens Arentzen. Suzanne er ansat som paragraf 54 støtte og deltids-socialpædagog på specialbørnehjem. Du kan læse mere på hendes Linkedin profil.

Lad mig slå det fast med det samme; stress og mistrivsel kan ramme i alle aldre og i alle samfundslag. “Kært barn” har mange navne: Voksne har stress, i skoleregi har eleverne skolevægring, og i institutionsverdenen taler vi om børn med problematikker som sociale vanskeligheder, udadreagerende adfærd m.m. 

Vi har alarmerende tegn og fakta på, at vi fra vugge til grav på forskellig vis udviser alvorlig mistrivsel og stress, som kræver handling her og nu. Både af hensyn til den ramte, men også i et større samfundsmæssigt perspektiv.

Men hvad skyldes den voldsomme og voksende mistrivsel og stress? 

Som pædagog og pædagogisk leder frem til 2019, hvorefter jeg arbejdede med Jens Arentzen, der havde en unik indsigt i menneskets følelsesmæssige og relationelle betydning for menneskelig trivsel, oplever jeg frygt, som den grundlæggende og bagvedliggende årsag til mistrivsel – uanset alder og samfundslag i øvrigt. 

Frygt for ikke at have legekammerater i børnehaven, frygt for de krav og forventninger, der er i skolen, frygt for ikke at “passe ind”, frygt for ikke at kunne håndtere krav og forventningspres på ens arbejdsplads og en umenneskelig præstationsforventning til sig selv. 

“Vi har alarmerende tegn og fakta på, at vi fra vugge til grav på forskellig vis udviser alvorlig mistrivsel og stress, som kræver handling her og nu. Både af hensyn til den ramte, men også i et større samfundsmæssigt perspektiv.”

 
Suzanne Lisborg

Når vi er styret af en ubevidst frygt (som vi aldrig har lært at mærke kroppens signaler på), er vores nervesystem konstant i beredskab for udefrakommende farer. Dermed kommer mistilliden snigende og skubber yderligere til frygten med følgende spørgsmål: “Hvem kan jeg have tillid til”, “hvem vil mig det bedste”, og “hvordan gør jeg mig berettiget til at være den, jeg er, og har jeg overhovedet lov til at være her”?

Når frygten (ofte ubevidst) styrer vores liv vil vores forsvarsmekanismer og overlevelsesstrategier hjælpe os i starten, så vi ”undgår” at sætte os selv i situationer, hvor vi oplever, at frygten tager over. Men det er lidt som “at tisse i bukserne,” for det fjerner ikke den grundlæggende følelse. Tværtimod. 

Når vi negligerer de ubehagelige følelser, ophober vores kroppe alle disse “affaldsstoffer” og begynder at sende kropslige signaler som hjertebanken, hurtig puls, hovedpine, mavepine, tankemylder og søvnbesvær. Og når vi overhører alarmklokkerne, vil det på et tidspunkt få konsekvenser.

Derfor er vi nødt til at se på, hvad det er, der skaber tilstanden af frygt – både i rollen som forælder, arbejdsgiver, fagperson osv. 

Selv tror jeg, at en del af årsagen er, at rigtig mange voksne ikke har en følelsesmæssig selvindsigt i egen tidlige tilknytning, såvel som i hvad de erfaringer har af betydning i ens voksne liv. Og hvis vi som børn er opvokset i en familiedynamik, hvor der ikke blev talt om det sorrigfulde, er der stor fare for, at vi videregiver denne tilgang til vores børn. Det kan med andre ord medføre, at vi ikke har de rette værktøjer til at være i de svære følelser sammen med vores børn, når de er i mistrivsel/angst. Dermed kan vi ikke være den trygge ryg, som vores børn har brug for at kunne spille bold op ad. Samtidig er der større risiko for, at vi formes af tidens tendenser – at vi følger strømmen – uden at stille spørgsmål eller overveje at træde nye stier, hvis vi som voksne ikke kender eller mærker vores egne grænser eller har bevidsthed om vores egne værdier.

Det betyder dog ikke, at den enkelte – uanset alder og position – kan gøres ansvarlig for sin mistrivsel eller stress. I stedet mener jeg, at de bør ses som levende eksempler på, at vores samfund må og skal redefineres og nytænkes skridt for skridt. Og der har vi alle et ansvar.

For ja; det kan naturligvis ikke gøres på en gang og over night. Det tager tid. Men det er de små skridt, vi hver især tager, der har afgørende betydning for den trivsel, så mange lige nu råber så indædt efter, hvad enten vi taler familie, institution, skole eller job. 

Og når det gælder vores børn, må vi forældre selvfølgelig tage ansvar og med små skridt forsøge at gå forrest. Vores børn gør nemlig ikke, hvad vi siger, men hvad vi gør. Så når vi som forældre – mere eller mindre bevidst – lader os køre over af tidens hastværk i det omfang, som mange gør lige nu, og for eksempel erstatter nærvær med diverse devices (som forskning ligeledes viser kan være led i ensomhed og mistrivsel, når de bruges grænseløst), “smitter” det af på vores børn.

For at få et andet resultat, må vi som forældre selv sagt gøre noget andet. Forældreskab er lederskab, og vores børn har krav på vores nærvær. Krav på, at vi lytter til dem og kan håndtere den sorg, der er forbundet med mistrivsel. For det er netop i relationen, løsningen findes. At føle sig som en del af et fællesskab og føle sig betydningsfuld for den, vi er, og ikke udelukkende for det, vi kan.

“Så når vi som forældre – mere eller mindre bevidst – lader os køre over af tidens hastværk i det omfang, som mange gør lige nu, og for eksempel erstatter nærvær med diverse devices, “smitter” det af på vores børn.”

 
Suzanne Lisborg

Hvad løsningen er for den enkelte familie, kan være individuelt. Men min opfordring er uden tvivl, at hvis du som forældre har mulighed for rent arbejdsmæssigt at gå lidt timer ned for dermed at skabe overskud til at prioritere samværet og nærværet i familien, så gør det. På den måde sender vi også et tydeligt signal til vores politikere om, at vi prioriterer tilknytningens betydning og ønsker at give vores børn de bedste forudsætninger for at blive dem, de er, og ikke dem, samfundet ønsker, de skal være. At vi ønsker at støtte dem i at mærke sig selv og egne grænser og dermed ruste dem til de opgaver, livet fører med sig.

Ved at sætte tempoet ned, tager vi som forældre det første vigtige skridt i mistrivslens navn. Og det er, mener jeg, menneskelig bæredygtighed. 

LÆS OGSÅ

Vi kan ikke hele uden tryghed

af | feb 1, 2023

HEALING

Vi kan ikke hele uden tryghed

En af de væsentligste pointer, polyvagal-teorien har bragt ind i terapi og omsorgsfag, er, at vi ikke kan hele eller komme os over svære ting uden tryghed.

1. februar 2023 | Af Evaloa Benedikte Rannva Schou | Foto: Privat

En af de væsentligste pointer, polyvagal-teorien har bragt ind i terapi og omsorgsfag, er, at vi ikke kan hele eller komme os over svære ting uden tryghed.

Evaloa Schou har en karriere som danser og koreograf bag sig. I dag er hun kropsterapeut, grundlægger af uddannelse i Traumeinformeret Kropsterapi og indehaver af helbredshuset HEL på Nørrebro. Du kan læse mere her.

Den måde, hvorpå vi hidtil har opfattet vores autonome nervesystem, har de seneste 10-15 år fået tilført vigtige nuancer. Nuancer som vidner om, at vi mennesker reagerer langt mere forskelligt på opfattede trusler, end vi hidtil har troet. De af os, som er mest utrygge, er sjældent dem, der råber højest. Faktisk kan det være svært at afkode på vores sociale adfærd, hvor aktivt vores forsvar er i øjeblikket. Der findes dermed heller ikke et universelt “safe space” eller nogen “one size fits all”-løsning, når det kommer til, hvordan vi skal tage os af mennesker i terapeutiske rum eller omsorgsfag.

Dette tydeliggjorde Stephen Porges, da han efter årtiers forskning i 2011 udgav “polyvagal-teorien”. Med den er en revolution af opfattelsen af mental og fysisk sundhed nu undervejs. Ikke kun inden for neurofysiologien, men især inden for terapi og behandling. Ønsket om at forstå teorien, og hvad den betyder for, hvordan vi opfatter os selv og vores helbred, har bredt sig støt. Med god grund!  

Polyvagal-teorien bringer os nemlig definitivt fra hovedet og ned i kroppen ved at vise, at vores bevidste evaluering af trusler i omgivelser falmer i forhold til vores kropslige reaktioner på mennesker og miljø.

Vi er med andre ord ikke i stand til kun at berolige os selv ved at tænke rationelt. Vores “neuroception” vurderer – på baggrund af erfaring – om noget er trygt eller truende. Vurderer vores krop, at en person er utryg, reagerer det autonome nervesystem ved at aktivere forsvar som kamp, flugt, frys, medgørlig, nedluk eller dissociation. Hvilken, der aktiveres, er individuelt og ofte bestemt af vores historie.

“Polyvagal-teorien bringer os nemlig definitivt fra hovedet og ned i kroppen ved at vise, at vores bevidste evaluering af trusler i omgivelser falmer i forhold til vores kropslige reaktioner på mennesker og miljø.“

 
Evaloa Schou

Ved kamp og flugt (den mobiliserende del af det autonome nervesystem som kaldes sympaticus) er der flere ressourcer og større tryghed til stede end ved de resterende tilstande, som aktiverer den dorsale gren af vagusnerven. Den er i spil ved overhængende fare og i yderste konsekvens reagerer, som stod vi over for vores død. Her går systemet på vågeblus, bevidstheden vandrer, og der udsendes opioider i kroppen, som kan føles beroligende. Vi bliver måske døsige og “spacer ud”, og oplevelsen er ikke nødvendigvis forbundet med stor frygt (men kan være det). Det er netop, når den dorsale del af vagusnerven aktiveres i klienter, at vi som terapeuter eller omsorgspersoner kan komme til at gøre skade uden overhovedet at lægge mærke til, at noget er galt.  

En af de væsentligste pointer, polyvagal-teorien har bragt ind i terapi og omsorgsfag, er nemlig, at vi ikke kan hele eller komme os over svære ting uden tryghed. Det er derfor også bevidst, at jeg kalder min egen tilgang til kropsterapien “traumeinformeret” og ikke “traumeterapi”. Polyvagal-teorien er en vigtig del af min egen tilgang til klienter og undervisning af kropsterapeuter. 

Hensigten er ikke at opsøge traumerne, men at rumme de spor, de har sat i nuet. At tillade kroppen selv at bearbejde det, den har ressourcer til – og på den måde undgå at sætte nye, dybere spor.

Traumeterapi, som bevidst aktiverer nervesystemet (via sympaticus i det autonome nervesystem), som det ofte gøres i klassisk dansk kropsterapi, kan nok hjælpe en snæver gruppe med ressourcer og nervesystem, som let genfinder forbindelse med andre. Men mennesker med et anderledes og mindre udadvendt forsvar, kan vi som terapeuter ende med at retraumatisere med de konfronterende behandlinger. 

“Hensigten er ikke at opsøge traumerne, men at rumme de spor, de har sat i nuet. At tillade kroppen selv at bearbejde det, den har ressourcer til – og på den måde undgå at sætte nye, dybere spor.“

 
Evaloa Schou

 Jeg har ofte mennesker på briksen, som er blevet (re)traumatiseret til kropsterapi. Det synes jeg, er et problem.  

Jeg siger ikke, at de mere konfronterende teknikker ikke har en plads i kropsterapien. De kan være rigtige for mennesker med et relativt trygt tilknytningsmønster og ved fx choktraumer eller i tilfælde, hvor der er mange ressourcer til rådighed. Det kan også være hos mennesker, som oftest reagerer ved, at kroppen mobiliserer energi som i kamp eller flugt i nervesystemet. Men her kan selv en meget erfaren traumeterapeut have svært ved at vurdere, hvad der egentlig foregår i klienten. Hvis deres ubevidste forsvar i nervesystemet som frys eller fawn (medgørlig) aktiveres, er det nemlig ikke længere tilgængeligt for dem at sige fra. Kroppen lukker delvist ned, og deres mimik og kommunikation kan samtidig sende terapeuten tegn på, at alt er helt ok. Hvis man fra dette sted tvinger sin klient til at reagere (via sympaticus), og der kommer gråd eller vrede, kan der være en fornemmelse af forløsning i øjeblikket. Over tid vil nervesystemet dog forankre kroppens forsvar yderligere, og det, klienten kom med, er blevet værre – ikke bedre. Om det handler om “fysiske” spændinger eller “psykiske” temaer, er ligegyldigt. Forceres der adgang, er der stor risiko for retraume. 

Den måde, hvorpå der bedrives kropsterapi i Danmark, vidner for mig om, hvordan kropsterapiskolerne er bygget på systemer, som aldrig har skelet til traumeforskning eller somatisk terapi, som det udøves i udlandet – på baggrund af forskning og erfaring. Man har opfundet “sin egen teori” ud fra en ret snæver målgruppe – oftest mænd – som benyttede sig af kropsterapien i Danmark i dens spæde år. I dag går mange forskellige mennesker til kropsterapi. For nogle er det livsforandrende, for andre er det starten på en rejse ned i kroppen, men for en voksende gruppe, som er ekstra sårbare (ofte kvinder), er det traumatiserende.  

Det er nuancer, jeg synes mangler både i den danske kropsterapi, men også mange andre steder i vores samfund i øvrigt: Vi kan ikke hele uden tryghed, og alle skal ikke mødes på samme måde for at føle sig trygge. Tænk bare på, hvad den viden og tilgang kunne betyde for vores måde at skabe rum for fødende på hospitalerne!

Den mest effektive og sikre måde at arbejde med traumer i kroppen, især de komplekse, er via tryghed, tillid, forbindelse og tid. Det er essentielt. Og som terapeut stiller det krav om, at vi lærer at dosere vores behandling og inviterer klienter til at sige fra, så vi ikke overvælder dem eller kommer til at forstærke deres traumer.  

“Vi kan ikke hele uden tryghed, og alle skal ikke mødes på samme måde for at føle sig trygge.“

 
Evaloa Schou

Som terapeuter og mennesker i omsorgsfag kan vi med fordel lære at kortlægge og arbejde med indstillingerne i det autonome nervesystem (kamp, flugt, frys, fawn, dissociation, nedluk osv.) i os selv, så vi kender egne reaktionsmønstre og kropshistorie og ved, hvilken tilstand en klient/patient, som dissocierer fra kroppen eller bliver pleasende, vækker i os. Vi må lære at mærke, afkode og imødekomme sansninger i andre – men først og fremmest i os selv. Først når vi hjælper os selv mod en dyb, forbundet fornemmelse af tryghed, kan heling eller varig forløsning finde sted. I klienter, patienter, af fysisk væv og traumer.

HEALING

Vi kan ikke hele uden tryghed

En af de væsentligste pointer, polyvagal-teorien har bragt ind i terapi og omsorgsfag, er, at vi ikke kan hele eller komme os over svære ting uden tryghed.

1. februar 2023 | Af Evaloa Benedikte Rannva Schou | Foto: Privat

 

En af de væsentligste pointer, polyvagal-teorien har bragt ind i terapi og omsorgsfag, er, at vi ikke kan hele eller komme os over svære ting uden tryghed.

Evaloa Schou har en karriere som danser og koreograf bag sig. I dag er hun kropsterapeut, grundlægger af uddannelse i Traumeinformeret Kropsterapi og indehaver af helbredshuset HEL på Nørrebro. Du kan læse mere her.

Den måde, hvorpå vi hidtil har opfattet vores autonome nervesystem, har de seneste 10-15 år fået tilført vigtige nuancer. Nuancer som vidner om, at vi mennesker reagerer langt mere forskelligt på opfattede trusler, end vi hidtil har troet. De af os, som er mest utrygge, er sjældent dem, der råber højest. Faktisk kan det være svært at afkode på vores sociale adfærd, hvor aktivt vores forsvar er i øjeblikket. Der findes dermed heller ikke et universelt “safe space” eller nogen “one size fits all”-løsning, når det kommer til, hvordan vi skal tage os af mennesker i terapeutiske rum eller omsorgsfag.

Dette tydeliggjorde Stephen Porges, da han efter årtiers forskning i 2011 udgav “polyvagal-teorien”. Med den er en revolution af opfattelsen af mental og fysisk sundhed nu undervejs. Ikke kun inden for neurofysiologien, men især inden for terapi og behandling. Ønsket om at forstå teorien, og hvad den betyder for, hvordan vi opfatter os selv og vores helbred, har bredt sig støt. Med god grund!  

Polyvagal-teorien bringer os nemlig definitivt fra hovedet og ned i kroppen ved at vise, at vores bevidste evaluering af trusler i omgivelser falmer i forhold til vores kropslige reaktioner på mennesker og miljø.

Vi er med andre ord ikke i stand til kun at berolige os selv ved at tænke rationelt. Vores “neuroception” vurderer – på baggrund af erfaring – om noget er trygt eller truende. Vurderer vores krop, at en person er utryg, reagerer det autonome nervesystem ved at aktivere forsvar som kamp, flugt, frys, medgørlig, nedluk eller dissociation. Hvilken, der aktiveres, er individuelt og ofte bestemt af vores historie.

“Polyvagal-teorien bringer os nemlig definitivt fra hovedet og ned i kroppen ved at vise, at vores bevidste evaluering af trusler i omgivelser falmer i forhold til vores kropslige reaktioner på mennesker og miljø.“

 
Evaloa Schou

Ved kamp og flugt (den mobiliserende del af det autonome nervesystem som kaldes sympaticus) er der flere ressourcer og større tryghed til stede end ved de resterende tilstande, som aktiverer den dorsale gren af vagusnerven. Den er i spil ved overhængende fare og i yderste konsekvens reagerer, som stod vi over for vores død. Her går systemet på vågeblus, bevidstheden vandrer, og der udsendes opioider i kroppen, som kan føles beroligende. Vi bliver måske døsige og “spacer ud”, og oplevelsen er ikke nødvendigvis forbundet med stor frygt (men kan være det). Det er netop, når den dorsale del af vagusnerven aktiveres i klienter, at vi som terapeuter eller omsorgspersoner kan komme til at gøre skade uden overhovedet at lægge mærke til, at noget er galt.  

En af de væsentligste pointer, polyvagal-teorien har bragt ind i terapi og omsorgsfag, er nemlig, at vi ikke kan hele eller komme os over svære ting uden tryghed. Det er derfor også bevidst, at jeg kalder min egen tilgang til kropsterapien “traumeinformeret” og ikke “traumeterapi”. Polyvagal-teorien er en vigtig del af min egen tilgang til klienter og undervisning af kropsterapeuter. 

Hensigten er ikke at opsøge traumerne, men at rumme de spor, de har sat i nuet. At tillade kroppen selv at bearbejde det, den har ressourcer til – og på den måde undgå at sætte nye, dybere spor.

Traumeterapi, som bevidst aktiverer nervesystemet (via sympaticus i det autonome nervesystem), som det ofte gøres i klassisk dansk kropsterapi, kan nok hjælpe en snæver gruppe med ressourcer og nervesystem, som let genfinder forbindelse med andre. Men mennesker med et anderledes og mindre udadvendt forsvar, kan vi som terapeuter ende med at retraumatisere med de konfronterende behandlinger. 

“Hensigten er ikke at opsøge traumerne, men at rumme de spor, de har sat i nuet. At tillade kroppen selv at bearbejde det, den har ressourcer til – og på den måde undgå at sætte nye, dybere spor.“

 
Evaloa Schou

 Jeg har ofte mennesker på briksen, som er blevet (re)traumatiseret til kropsterapi. Det synes jeg, er et problem.  

Jeg siger ikke, at de mere konfronterende teknikker ikke har en plads i kropsterapien. De kan være rigtige for mennesker med et relativt trygt tilknytningsmønster og ved fx choktraumer eller i tilfælde, hvor der er mange ressourcer til rådighed. Det kan også være hos mennesker, som oftest reagerer ved, at kroppen mobiliserer energi som i kamp eller flugt i nervesystemet. Men her kan selv en meget erfaren traumeterapeut have svært ved at vurdere, hvad der egentlig foregår i klienten. Hvis deres ubevidste forsvar i nervesystemet som frys eller fawn (medgørlig) aktiveres, er det nemlig ikke længere tilgængeligt for dem at sige fra. Kroppen lukker delvist ned, og deres mimik og kommunikation kan samtidig sende terapeuten tegn på, at alt er helt ok. Hvis man fra dette sted tvinger sin klient til at reagere (via sympaticus), og der kommer gråd eller vrede, kan der være en fornemmelse af forløsning i øjeblikket. Over tid vil nervesystemet dog forankre kroppens forsvar yderligere, og det, klienten kom med, er blevet værre – ikke bedre. Om det handler om “fysiske” spændinger eller “psykiske” temaer, er ligegyldigt. Forceres der adgang, er der stor risiko for retraume. 

Den måde, hvorpå der bedrives kropsterapi i Danmark, vidner for mig om, hvordan kropsterapiskolerne er bygget på systemer, som aldrig har skelet til traumeforskning eller somatisk terapi, som det udøves i udlandet – på baggrund af forskning og erfaring. Man har opfundet “sin egen teori” ud fra en ret snæver målgruppe – oftest mænd – som benyttede sig af kropsterapien i Danmark i dens spæde år. I dag går mange forskellige mennesker til kropsterapi. For nogle er det livsforandrende, for andre er det starten på en rejse ned i kroppen, men for en voksende gruppe, som er ekstra sårbare (ofte kvinder), er det traumatiserende.  

Det er nuancer, jeg synes mangler både i den danske kropsterapi, men også mange andre steder i vores samfund i øvrigt: Vi kan ikke hele uden tryghed, og alle skal ikke mødes på samme måde for at føle sig trygge. Tænk bare på, hvad den viden og tilgang kunne betyde for vores måde at skabe rum for fødende på hospitalerne!

Den mest effektive og sikre måde at arbejde med traumer i kroppen, især de komplekse, er via tryghed, tillid, forbindelse og tid. Det er essentielt. Og som terapeut stiller det krav om, at vi lærer at dosere vores behandling og inviterer klienter til at sige fra, så vi ikke overvælder dem eller kommer til at forstærke deres traumer.  

“Vi kan ikke hele uden tryghed, og alle skal ikke mødes på samme måde for at føle sig trygge.“

 
Evaloa Schou

Som terapeuter og mennesker i omsorgsfag kan vi med fordel lære at kortlægge og arbejde med indstillingerne i det autonome nervesystem (kamp, flugt, frys, fawn, dissociation, nedluk osv.) i os selv, så vi kender egne reaktionsmønstre og kropshistorie og ved, hvilken tilstand en klient/patient, som dissocierer fra kroppen eller bliver pleasende, vækker i os. Vi må lære at mærke, afkode og imødekomme sansninger i andre – men først og fremmest i os selv. Først når vi hjælper os selv mod en dyb, forbundet fornemmelse af tryghed, kan heling eller varig forløsning finde sted. I klienter, patienter, af fysisk væv og traumer.

LÆS OGSÅ

Vejen til healing kan være ensom og smertefuld

af | jan 2, 2023

HEALING

Vejen til healing kan være ensom og smertefuld

Er du en af dem, der er begyndt en indre healingsrejse, vil du formentlig opleve, at der ikke er nogen lige vej, og at den vej, du går, fører en del smerte med sig, skriver Abi Frost fra Innerwisdom.dk.

2. januar 2023 | Af Abi Frost | Foto: Tiago Bandeira, Unsplash

 

Er du en af dem, der er begyndt en indre healingsrejse, vil du formentlig opleve, at der ikke er nogen lige vej, og at den vej, du går, fører en del smerte med sig.

Abigaele Frost er uddannet healer og indehaver af innerwísdom.dk. Abi ser både mennesket og sjælen og arbejder med begge dele i sine healinger, cirkler og forløb.Du kan følge hende på instagram her.

Healing er mange ting, kan se ud på mange måder og rummer ofte en lang rodet rejse. En fællesnævner er dog, at det sjældent er kønt eller ”lyserødt” – for healing handler i al sin enkelthed om at se på de traumer og tillærte mønstre, der er blevet en del af vores væsen, og indse, at de ikke er en del af vores oprindelse og den, vi virkelig er. De er blot noget, vi har ”samlet op” eller er blevet lært.

Healing kan derfor også gøre ondt. At se på det, vi så møjsommeligt har gemt væk på bagerste hylde i en glemt og aflåst del af hjertet, kommer ikke uden en vis mærkbar smerte. En smerte, der handler om den uret, vi føler, vi har oplevet, hvad end den så måtte bunde i.

I denne proces er det vigtigt at huske, at smerten er en del af fortiden, og selv om vi genbesøger den – og smerten føles reel og ægte, så kan den ikke gøre os ondt igen. Det, vi oplever, er et aftryk af fortiden.

Genbesøget viser os også, at vi har en mulighed for at se på det oplevede med nye øjne i stedet for med det indre sårede barns. Og det muliggør, at vi finder en snert af forståelse eller måske endda accept af fortiden. På et tidspunkt kommer måske også tilgivelsen. En tilgivelse, der kan sætte os fri.

“At se på det, vi så møjsommeligt har gemt væk på bagerste hylde i en glemt og aflåst del af hjertet, kommer ikke uden en vis mærkbar smerte.”

 
Abi Frost

På healingsrejsen vil vores eget indre barn have brug for en voksen, der er tilstede og nærværende. En voksen, der lytter, holder om, støtter og give ubetinget kærlighed. Alt det, vi ikke fik og dermed mangler.

Når vi begynder at opfylde disse egne dybe behov, begynder vi for alvor at heale og hele. Her begynder vi at indse, at det aldrig var os, der var forkerte, for lidt, for meget, ikke gode nok, ikke dygtige nok, ikke smukke nok. Vi var hele tiden perfekte og værdige til et liv i overflod.

Når den del af rejsen tager fart, kommer der ofte reaktioner fra vores omgangskreds. Vi flytter os nemlig ud af de snævre kasser og rammer, der er blevet bygget omkring os. Vi vokser ud af det billede, vi selv og vores omgivelser har sat op som værende os. Dermed synes de måske også, vi forandrer os, bliver noget andet – og måske får de svært ved at genkende os.

Når vi ikke længere lever op til andres opfattelse af, hvem vi er, når vi strækker os og rejser os i egen fulde højde og skinner vores lys, viser vi dem også deres egne skygger – alt det, de ikke selv vil være ved. Mange mister i den forbindelse venner og familie, og den ensomme vandring tager sin start. Det er smertefuldt, men en nødvendig del af rejsen.

Det samme er sorgen.

For i takt med at vi healer og slipper alt det, der engang var, slipper vi også dele af os selv – dele af vores identitet. Selvom det er dele, vi ikke længere kan forliges med, så er det stadig som at sige farvel til en gammel ven. Og hvem er vi, når vi slipper det gamle? Hvad kommer på den anden side? Og hvor er vi på vej hen?

“Når vi ikke længere lever op til andres opfattelse af, hvem vi er, når vi strækker os og rejser os i egen fulde højde og skinner vores lys, viser vi dem også deres egne skygger – alt det, de ikke selv vil være ved.”

 
Abi Frost

Der kan komme mange spørgsmål i denne proces, og det er vigtigt at give sorgen plads. Den er en helt naturlig og smuk del af rejsen – præcis som vreden og forvirringen er det. Giv dig selv lov at sørge over det, der var, og det, der ikke længere er eller skal være.

Healing er derfor også ensomt, hvad end du har kærlige og forstående relationer omkring dig eller ej. Rejsen sker nemlig på indersiden.

Vi mærker ekstra meget, tænker ekstra meget og ser spejlinger af os selv i alt og alle. Vi bliver bevidste om reaktionsmønstre og eget syn på verden. Vi afinstallerer alt det tillærte, og lige meget hvor meget vi prøver at dele den oplevelse med andre, vil det i sidste ende altid være en oplevelse, vi står med alene.

For hvordan forklarer man, at ens indre barn er gået fra ”nedlukket” til vred. Og at det er en god ting, når man ikke engang helt selv forstår, hvad det er, der sker, men blot ved, at det føles rigtigt. Hvordan forklarer man, at man er sårbar og hudløs, når der ikke er en umiddelbar forklaring eller situation, der har udløst netop de følelser? Hvordan forklarer man, at det, man før fandt sjovt og interessant, ikke længere føles godt, men kedeligt og ligegyldigt? Hvordan forklarer man, at man egentlig helst bare vil være lidt alene (igen), fordi sorgen, som man ikke kan sætte ord på, fylder en til randen.

Healing er en ensom vandring, men du går ikke kun vejen for dig selv. Du går den også for alle de generationer, der kommer efter dig, og alle dem, der gik før dig. Healing er usynlig, men spreder sig som ringe i vandet. Husk det.

Hvordan din healingsrejse tager sig ud, og hvilken rækkefølge tingene kommer i, er ikke til at vide på forhånd, for vi healer i det tempo, vi er klar til, og kigger på de ting, vi kan overkomme. Vi genbesøger derfor ofte temaer af flere omgange og i en ikke kronologisk rækkefølge. Healing kan ikke forklares, planlægges eller times. Healing sker, når vi er klar og villige til at træde ind på vejen og gå den skridt for skridt.

“Healing er en ensom vandring, men du går ikke kun vejen for dig selv. Du går den også for alle de generationer, der kommer efter dig, og alle dem, der gik før dig. Healing er usynlig, men spreder sig som ringe i vandet.”

 
Abi Frost

Det kan føles overvældende, sårbart, rodet og uskønt – men i sidste ende er det rejsen værd. For du viser dig selv og dit indre barn, at du er det hele værd, og at du har dig.

Du var aldrig gået i stykker. Du var altid hel. Og du var den, du ventede på, til at vise dig det!

HEALING

Vejen til healing kan være ensom og smertefuld

Er du en af dem, der er begyndt en indre healingsrejse, vil du formentlig opleve, at der ikke er nogen lige vej, og at den vej, du går, fører en del smerte med sig, skriver Abi Frost fra Innerwisdom.dk.

2. januar 2023 | Af Abi Frost | Foto: Tiago Bandeira, Unsplash

 

Er du en af dem, der er begyndt en indre healingsrejse, vil du formentlig opleve, at der ikke er nogen lige vej, og at den vej, du går, fører en del smerte med sig.

Abigaele Frost er uddannet healer og indehaver af innerwísdom.dk. Abi ser både mennesket og sjælen og arbejder med begge dele i sine healinger, cirkler og forløb.Du kan følge hende på instagram her.

Healing er mange ting, kan se ud på mange måder og rummer ofte en lang rodet rejse. En fællesnævner er dog, at det sjældent er kønt eller ”lyserødt” – for healing handler i al sin enkelthed om at se på de traumer og tillærte mønstre, der er blevet en del af vores væsen, og indse, at de ikke er en del af vores oprindelse og den, vi virkelig er. De er blot noget, vi har ”samlet op” eller er blevet lært.

Healing kan derfor også gøre ondt. At se på det, vi så møjsommeligt har gemt væk på bagerste hylde i en glemt og aflåst del af hjertet, kommer ikke uden en vis mærkbar smerte. En smerte, der handler om den uret, vi føler, vi har oplevet, hvad end den så måtte bunde i.

I denne proces er det vigtigt at huske, at smerten er en del af fortiden, og selv om vi genbesøger den – og smerten føles reel og ægte, så kan den ikke gøre os ondt igen. Det, vi oplever, er et aftryk af fortiden.

Genbesøget viser os også, at vi har en mulighed for at se på det oplevede med nye øjne i stedet for med det indre sårede barns. Og det muliggør, at vi finder en snert af forståelse eller måske endda accept af fortiden. På et tidspunkt kommer måske også tilgivelsen. En tilgivelse, der kan sætte os fri.

“At se på det, vi så møjsommeligt har gemt væk på bagerste hylde i en glemt og aflåst del af hjertet, kommer ikke uden en vis mærkbar smerte.”

 
Abi Frost

På healingsrejsen vil vores eget indre barn have brug for en voksen, der er tilstede og nærværende. En voksen, der lytter, holder om, støtter og give ubetinget kærlighed. Alt det, vi ikke fik og dermed mangler.

Når vi begynder at opfylde disse egne dybe behov, begynder vi for alvor at heale og hele. Her begynder vi at indse, at det aldrig var os, der var forkerte, for lidt, for meget, ikke gode nok, ikke dygtige nok, ikke smukke nok. Vi var hele tiden perfekte og værdige til et liv i overflod.

Når den del af rejsen tager fart, kommer der ofte reaktioner fra vores omgangskreds. Vi flytter os nemlig ud af de snævre kasser og rammer, der er blevet bygget omkring os. Vi vokser ud af det billede, vi selv og vores omgivelser har sat op som værende os. Dermed synes de måske også, vi forandrer os, bliver noget andet – og måske får de svært ved at genkende os.

Når vi ikke længere lever op til andres opfattelse af, hvem vi er, når vi strækker os og rejser os i egen fulde højde og skinner vores lys, viser vi dem også deres egne skygger – alt det, de ikke selv vil være ved. Mange mister i den forbindelse venner og familie, og den ensomme vandring tager sin start. Det er smertefuldt, men en nødvendig del af rejsen.

Det samme er sorgen.

For i takt med at vi healer og slipper alt det, der engang var, slipper vi også dele af os selv – dele af vores identitet. Selvom det er dele, vi ikke længere kan forliges med, så er det stadig som at sige farvel til en gammel ven. Og hvem er vi, når vi slipper det gamle? Hvad kommer på den anden side? Og hvor er vi på vej hen?

“Når vi ikke længere lever op til andres opfattelse af, hvem vi er, når vi strækker os og rejser os i egen fulde højde og skinner vores lys, viser vi dem også deres egne skygger – alt det, de ikke selv vil være ved.”

 
Abi Frost

Der kan komme mange spørgsmål i denne proces, og det er vigtigt at give sorgen plads. Den er en helt naturlig og smuk del af rejsen – præcis som vreden og forvirringen er det. Giv dig selv lov at sørge over det, der var, og det, der ikke længere er eller skal være.

Healing er derfor også ensomt, hvad end du har kærlige og forstående relationer omkring dig eller ej. Rejsen sker nemlig på indersiden.

Vi mærker ekstra meget, tænker ekstra meget og ser spejlinger af os selv i alt og alle. Vi bliver bevidste om reaktionsmønstre og eget syn på verden. Vi afinstallerer alt det tillærte, og lige meget hvor meget vi prøver at dele den oplevelse med andre, vil det i sidste ende altid være en oplevelse, vi står med alene.

For hvordan forklarer man, at ens indre barn er gået fra ”nedlukket” til vred. Og at det er en god ting, når man ikke engang helt selv forstår, hvad det er, der sker, men blot ved, at det føles rigtigt. Hvordan forklarer man, at man er sårbar og hudløs, når der ikke er en umiddelbar forklaring eller situation, der har udløst netop de følelser? Hvordan forklarer man, at det, man før fandt sjovt og interessant, ikke længere føles godt, men kedeligt og ligegyldigt? Hvordan forklarer man, at man egentlig helst bare vil være lidt alene (igen), fordi sorgen, som man ikke kan sætte ord på, fylder en til randen.

Healing er en ensom vandring, men du går ikke kun vejen for dig selv. Du går den også for alle de generationer, der kommer efter dig, og alle dem, der gik før dig. Healing er usynlig, men spreder sig som ringe i vandet. Husk det.

Hvordan din healingsrejse tager sig ud, og hvilken rækkefølge tingene kommer i, er ikke til at vide på forhånd, for vi healer i det tempo, vi er klar til, og kigger på de ting, vi kan overkomme. Vi genbesøger derfor ofte temaer af flere omgange og i en ikke kronologisk rækkefølge. Healing kan ikke forklares, planlægges eller times. Healing sker, når vi er klar og villige til at træde ind på vejen og gå den skridt for skridt.

“Healing er en ensom vandring, men du går ikke kun vejen for dig selv. Du går den også for alle de generationer, der kommer efter dig, og alle dem, der gik før dig. Healing er usynlig, men spreder sig som ringe i vandet.”

 
Abi Frost

Det kan føles overvældende, sårbart, rodet og uskønt – men i sidste ende er det rejsen værd. For du viser dig selv og dit indre barn, at du er det hele værd, og at du har dig.

Du var aldrig gået i stykker. Du var altid hel. Og du var den, du ventede på, til at vise dig det!

LÆS OGSÅ