Det er min opgave at passe på mine børn – ikke at opretholde samfundsskabte normer

MODERSKAB

Det er min opgave at passe på mine børn – ikke at opretholde samfundsskabte normer

Det handler ikke om at leve op til ydre moralske dogmer, men om at mærke respekten for os selv og vores børn, så vi kan begynde at lytte til det, vores krop og indre stemme fortæller os, skriver Camilla Willumsen.

14. februar 2024 | Af Camilla Willumsen | Foto: Sergio Calero

Det handler ikke om at leve op til ydre moralske dogmer, men om at mærke respekten for os selv og vores børn, så vi kan begynde at lytte til det, vores krop og indre stemme fortæller os, skriver Camilla Willumsen.

Følgende er et uddrag af Camilla Willumsens nye bog Dit barn – dine beslutninger. Et uddrag, der er udvalgt, fordi det er en kærlig påmindelse om, hvor vigtigt det er at mærke efter – også selvom det gør ondt.

Det kan frustrere mig helt enormt, at det stykke arbejde, som forældre gør for at understøtte deres børns trivsel og sundhed, ikke bliver mødt med større anerkendelse fra samfundets side. For mig har det føltes underligt gang på gang at få ros og anerkendelse for ydre præstationer i mit liv, når jeg på det område, hvor jeg gjorde det største, og for mig mest betydningsfulde stykke arbejde, var usynlig “ude i samfundet”.

Nu kan jeg retrospektivt se, at det har givet mig selvrespekt, at jeg fra starten af mit moderskab stod ved mig selv og traf en række beslutninger, som jeg vidste var afgørende for mine børns helbred og trivsel, på trods af at jeg ingen ydre anerkendelse fik for det.
Denne form for indsats fortryder vi sjældent, i modsætning til de valg, vi træffer, fordi vi er bange for at sige fra eller at skille os ud fra mængden.

Vi kan nemt blive hevet med på nogle præmisser i forældreskabet, der er både uværdige og usande for os. Hvor vi gør noget eller undlader at gøre noget i forhold til vores børn, selvom det giver os ondt i maven.

Det kan da godt være, at de fleste andre også gør det, og det er såkaldt “normalt”. Men vi lever også i et samfund, der har normaliseret rigtig mange praksisser, der pænt sagt ikke er gode for os.

“Vi kan nemt blive hevet med på nogle præmisser i forældreskabet, der er både uværdige og usande for os. Hvor vi gør noget eller undlader at gøre noget i forhold til vores børn, selvom det giver os ondt i maven.”

 
Camilla Willumsen

Vi vil altid blive påvirket af både de synlige og de usynlige normer omkring os. Normer, som værdisætter forskellige handlinger.
Når vi bliver bevidste om det, kan vi tage stilling til, om det er noget, vi ser en værdi i at videreføre, eller om vi synes, det er bedre at gøre noget andet.

Vi kan holde op med at handle per automatik på de områder, hvor en forandring ville være at foretrække.

Det er min opgave at beskytte mine børn og passe på dem efter bedste evne. Det er ikke min opgave at opretholde samfundsskabte praksisser og kulturelle normer, som jeg oplever er ubevidste og ukærlige, udelukkende for ikke at skabe røre.

Når vi er sammen med andre, som hviler i deres integritet, kan vi mærke, hvor vi har forladt os selv. Og når vi hviler i vores integritet, kan andre mennesker mærke, hvor de har forladt sig selv. Og det kan fremprovokere svære følelser. Det er helt ok, selvom det kan føles ubehageligt.

“Det er min opgave at beskytte mine børn og passe på dem efter bedste evne. Det er ikke min opgave at opretholde samfundsskabte praksisser og kulturelle normer, som jeg oplever er ubevidste og ukærlige, udelukkende for ikke at skabe røre.”

 
Camilla Willumsen

Kærlighed er ikke konfliktsky medløberi. Kærlighed er at gøre det, man må gøre. Kærlighed er at sige det, man må sige, uden at dømme sig selv eller andre. Når vi gør det, vi må gøre, så overlever vi ikke bare. Så lever vi. Vi lever et liv, vi kan stå inde for. Et fuldt liv. Et helt liv. Det betyder selvfølgelig ikke, at livet bliver hverken nemt eller smertefrit af den grund, og slet ikke “Instagram-pænt”, for det er ikke livets natur.

Det handler ikke om at leve op til ydre moralske dogmer. Eller ikke at begå fejl. Det handler heller ikke om at dyrke selvudvikling, fordi vi ikke tror, vi er gode nok, som vi er.

Det handler om at mærke respekten for os selv og vores børn, så vi kan begynde at lytte til det, vores krop og indre stemme fortæller os.

MODERSKAB

Det er min opgave at passe på mine børn
– ikke at opretholde samfundsskabte normer

Det handler ikke om at leve op til ydre moralske dogmer, men om at mærke respekten for os selv og vores børn, så vi kan begynde at lytte til det, vores krop og indre stemme fortæller os, skriver Camilla Willumsen.

14. februar 2024 | Af Camilla Willumsen | Foto: Sergio Calero

 

Det handler ikke om at leve op til ydre moralske dogmer, men om at mærke respekten for os selv og vores børn, så vi kan begynde at lytte til det, vores krop og indre stemme fortæller os, skriver Camilla Willumsen.

Følgende er et uddrag af Camilla Willumsens nye bog Dit barn – dine beslutninger. Et uddrag, der er udvalgt, fordi det er en kærlig påmindelse om, hvor vigtigt det er at mærke efter – også selvom det gør ondt.

Det kan frustrere mig helt enormt, at det stykke arbejde, som forældre gør for at understøtte deres børns trivsel og sundhed, ikke bliver mødt med større anerkendelse fra samfundets side. For mig har det føltes underligt gang på gang at få ros og anerkendelse for ydre præstationer i mit liv, når jeg på det område, hvor jeg gjorde det største, og for mig mest betydningsfulde stykke arbejde, var usynlig “ude i samfundet”.

Nu kan jeg retrospektivt se, at det har givet mig selvrespekt, at jeg fra starten af mit moderskab stod ved mig selv og traf en række beslutninger, som jeg vidste var afgørende for mine børns helbred og trivsel, på trods af at jeg ingen ydre anerkendelse fik for det.
Denne form for indsats fortryder vi sjældent, i modsætning til de valg, vi træffer, fordi vi er bange for at sige fra eller at skille os ud fra mængden.

Vi kan nemt blive hevet med på nogle præmisser i forældreskabet, der er både uværdige og usande for os. Hvor vi gør noget eller undlader at gøre noget i forhold til vores børn, selvom det giver os ondt i maven.

Det kan da godt være, at de fleste andre også gør det, og det er såkaldt “normalt”. Men vi lever også i et samfund, der har normaliseret rigtig mange praksisser, der pænt sagt ikke er gode for os.

“Vi kan nemt blive hevet med på nogle præmisser i forældreskabet, der er både uværdige og usande for os. Hvor vi gør noget eller undlader at gøre noget i forhold til vores børn, selvom det giver os ondt i maven.”

 
Camilla Willumsen

Vi vil altid blive påvirket af både de synlige og de usynlige normer omkring os. Normer, som værdisætter forskellige handlinger.
Når vi bliver bevidste om det, kan vi tage stilling til, om det er noget, vi ser en værdi i at videreføre, eller om vi synes, det er bedre at gøre noget andet.

Vi kan holde op med at handle per automatik på de områder, hvor en forandring ville være at foretrække.

Det er min opgave at beskytte mine børn og passe på dem efter bedste evne. Det er ikke min opgave at opretholde samfundsskabte praksisser og kulturelle normer, som jeg oplever er ubevidste og ukærlige, udelukkende for ikke at skabe røre.

Når vi er sammen med andre, som hviler i deres integritet, kan vi mærke, hvor vi har forladt os selv. Og når vi hviler i vores integritet, kan andre mennesker mærke, hvor de har forladt sig selv. Og det kan fremprovokere svære følelser. Det er helt ok, selvom det kan føles ubehageligt.

“Det er min opgave at beskytte mine børn og passe på dem efter bedste evne. Det er ikke min opgave at opretholde samfundsskabte praksisser og kulturelle normer, som jeg oplever er ubevidste og ukærlige, udelukkende for ikke at skabe røre.”

 
Camilla Willumsen

Kærlighed er ikke konfliktsky medløberi. Kærlighed er at gøre det, man må gøre. Kærlighed er at sige det, man må sige, uden at dømme sig selv eller andre. Når vi gør det, vi må gøre, så overlever vi ikke bare. Så lever vi. Vi lever et liv, vi kan stå inde for. Et fuldt liv. Et helt liv. Det betyder selvfølgelig ikke, at livet bliver hverken nemt eller smertefrit af den grund, og slet ikke “Instagram-pænt”, for det er ikke livets natur.

Det handler ikke om at leve op til ydre moralske dogmer. Eller ikke at begå fejl. Det handler heller ikke om at dyrke selvudvikling, fordi vi ikke tror, vi er gode nok, som vi er.

Det handler om at mærke respekten for os selv og vores børn, så vi kan begynde at lytte til det, vores krop og indre stemme fortæller os.

LÆS OGSÅ

Jeg skal passe mine børn, som havde jeg intet job, og arbejde, som havde jeg ingen børn

BØRNELIV

Jeg skal passe mine børn, som havde jeg intet job, og arbejde, som havde jeg ingen børn


Der stilles urimelige krav til forældre, når det kommer til reglerne omkring barnets første sygedag. Og for børnene har det store konsekvenser, lyder det i flere beretninger.

1. februar 2024 | Af Marta Wriedt | Foto: Rendy Novantino, Unsplash

 

Der stilles urimelige krav til forældre, når det kommer til reglerne omkring barnets første sygedag. Og for børnene har det store konsekvenser, lyder det i flere beretninger.

Indlægget her skal ses som en støtte til den protestbevægelse, Nanna Høyrup og Hye Marcussen har igangsat mod de ringe vilkår, langt de fleste børnefamilier har i Danmark, når det kommer til barn syg. Nanna Høyrup er tidligere pædagog og forhenværende stedfortræder for Alternativet. Hye Marcussen er uddannet fra RUC og har en særlig interesse for kvinder, global ulighed, børns livsvilkår og rettigheder. Du kan følge bevægelsen under hashtagget #rettilbarnsyg og med samme hashtag dele egne historier.

Dårlig samvittighed og følelsen af ikke helt at kunne slå til – både som mor og på arbejdspladsen – går igen i mange af de beretninger, fødslen.dk har modtaget. Og en væsentlig årsag til disse følelser er den manglende ret til at være hjemme med sit barn, når det er syg.

For mens forældre i Sverige som udgangspunkt har ret til at være hjemme med et sygt barn i op til 120 dage om året, har langt de fleste forældre i Danmark kun krav på at holde barnets første sygedag. Også selvom barnet er syg i længere tid.

Det hænger ganske enkelt ikke sammen, og derfor skal vi have ændret vilkårene, så forældre kan passe deres syge børn, og børn får den ro og nærhed, de har brug for, når de ikke er raske. Fx ved at lade os inspirere af Sverige.

Herunder har vi samlet en række beretninger fra forældre og pædagoger, som understreger problemet:

 

Jeg synes, at det er SÅ ubehageligt at skulle ringe og bede om barnets første sygedag. Jeg øver mig nærmest på forhånd i, hvad jeg skal sige, og hvad jeg kan blive spurgt om. Frygter altid at blive bedt om at møde ind til en aftenvagt i stedet.
Anonym

 

Når vi ikke selv kan/må passe vores børn, når de er syge, hvem filan skal så? Og hvad er overhovedet ok og ordentligt? Mit barn var engang syg i en måned. Vi brugte vores ferie, barnets første sygedag mm. Derudover blev barnets passet af familie med skiftende arbejdstider. Barnet græd hver morgen, når et nyt familiemedlem kom for at passe. Men vi kunne ikke blive væk fra job mere, end vi allerede have været. Det var frygteligt.
Ann-Lykke

 

Jeg har nogle gange sendt mine børn af sted, hvor de egentlig ikke var helt friske endnu. Fx hvor feberen var væk, men hvor de godt kunne have brug for en ekstra dag hjemme til lige at komme sig helt. Jeg får så dårlig samvittighed over for børnene. Vi andre bliver jo ofte også hjemme, til vi er ordentligt friske, og det er bare så hårdt at tage af sted, hvis man ikke er helt ovenpå. Så jeg tør da slet ikke tænke på, hvordan det er for et barn.
Henriette

 

“Når vi ikke selv kan/må passe vores børn, når de er syge, hvem filan skal så? Og hvad er overhovedet ok og ordentligt?”

 
Ann-Lykke

 

Forleden ridsede min leder retningslinjerne omkring barnets 1. og 2. sygedag op. Det i sig selv var fint nok. Men hun afsluttede så med at skrive, at vi skulle huske, at vi får løn. Jeg synes virkelig, den kommentar var malplaceret. Ingen ønsker syge børn – og det er faktisk heller ikke en fridag at være hjemme hos et sygt barn. Samtidig synes jeg bare, at det er så dobbelt, når jeg som pædagog i vuggestuen er frustreret over, at børn bliver afleveret uden at være friske, men næsten presses ud i at gøre det samme, fordi jeg ikke føler, at jeg kan blive hjemme ved mit eget barn.
Anonym

 

Jeg er tilbagevendt efter barsel, efter jeg har fået to skønne børn og er startet i en ny stilling, i et nyt team og med en ny leder. Det er første gang, jeg er på arbejdsmarkedet, efter jeg har fået børn. Og jeg har ikke tidligere skullet tage stilling til de regler, der er omkring barn syg. Men jeg er mildest talt chokeret over, hvor lidt tid man giver forældre og børn til at komme sig over sygdom. Vi er i den situation, at vi ikke har frygtelig meget hjælp at hente fra bedsteforældre, fordi de fortsat er på arbejdsmarkedet og bor 100 km fra os. Jeg har mulighed for at få løn under barnets første sygedag. Resten må jeg tage fra min ferie, tage uden løn eller jeg må gå i minus på timer på min flexliste, som jeg senere hen må oparbejde. Det er der bare heller ikke mulighed for, da jeg vil bruge min tid på børnene og ikke på at arbejde over. Hvad gør man under et forløb med skoldkopper? Det er ikke bare overstået på en dag. Jeg oplever, vi bliver udsat for et ualmindeligt pres.
Cathrine

 

Til en sygesamtale fik jeg for nylig at vide, at man regner med, at børn i gennemsnit har 10 sygedage om året – fem til mor og fem til far. Det skal jeg lige have fortalt til min datter i vuggestuen så.
Stine

 

“Det er så dobbelt, når jeg som pædagog i vuggestuen er frustreret over, at børn bliver afleveret uden at være friske, men næsten presses ud i at gøre det samme, fordi jeg ikke føler, at jeg kan blive hjemme ved mit eget barn.”

 
Anonym

 

Jeg er ledig, og i sidste praktikforløb sagde de, at de nok gerne ville ansætte mig, men at de var nervøse for, hvor meget mine tre børn ville være syge. Så meget for at have fået børn under uddannelse, så jeg slap for at blive valgt fra pga. mulige fremtidige barsler.
Kristine

 

Vi, min kæreste, jeg og vores to børn på 2 og 6 år, har nærmest været syge på skift de sidste to måneder. Hver gang kører det samme mønster på repeat: Hvem skal tage første sygedag; hvem har mest/mindst travlt og kan lettest undværes på job. Dag to, hvor barnet stadig er for ramt til det er fair at sende ham af sted, accepterer bedsteforældrene over 70 år at passe, selvom de har nedsat immunforsvar. Dag 3 passer bedsteforældrene igen, men ender også med at blive smittet og kan nu ikke passe hverken barn 1 eller 2, som også er blevet syg. Dag fire må en af os voksne tage en hjemmearbejdsdag, som varer on off fra tidlig morgen til sen aften på grund af de mange afbrydelser, der naturligt er i løbet af dagen med et barn syg, som behøver sin mor eller far. Samtidig har vi så dårlig samvittighed overfor arbejdspladsen. Og ofte slæber jeg mig selv af sted på job med diverse forkølelser, feber mm, da jeg jo i forvejen har fravær nok. Jeg føler mig som en dårlig mor, en dårlig medarbejder og en dårlig kollega.
Ann

 

Vi holder begge barns første sygedag, og dermed er to dage klaret. Ved længere sygdom kan jeg holde en ekstra dag. Vi har desværre ikke bedsteforældre, der kan hjælpe ved sygdom, da min mor stadig arbejder på fuldtid, og min mands mor er lungesyg og derfor nemt bliver smittet af børnene. Det er helt klart et problem, da børn jo også helst vil være hos deres forældre, når de er syge – specielt mindre børn.
Louise

 

“Ofte slæber jeg mig selv af sted på job med diverse forkølelser, feber mm, da jeg jo i forvejen har fravær nok. Jeg føler mig som en dårlig mor, en dårlig medarbejder og en dårlig kollega.”

 
Ann

 

Jeg føler altid, at jeg skal tænke super taktisk i forhold til sygdom ved mine børn. Fx ved ikke fortælle på arbejdet at mit barn er syg, mens min mand er hjemme, således, at jeg kan tage barnets første sygedag dagen efter osv.
Anonym

 

Der er flere situationer, hvor jeg – når mine børn er syge – føler mig nødsaget til selv at melde mig syg, da jeg kan være syg i op til 14 dage før, der stilles yderligere spørgsmål, samt det er med løn. Jeg ved dog også, at det kommer med en pris, da der lige pludselig er en sygesamtale, hvor jeg skal stå skoleret. Og det eneste, jeg har forsøgt, er at passe på og give det nærvær, der er behov for i min lille familie. Jeg har det frygteligt over, at vi har så ringe vilkår, og at vi ikke kan være ærlige. Faktisk er jeg vred. Jeg står med en følelse af, at jeg skal passe mine børn, som hvis jeg ikke havde et arbejde, og at jeg skal arbejde, som hvis jeg ikke havde børn.
Cathrine

 

Som pædagog i en børnehave, kan jeg sige, at børn bliver sendt syge af sted i håb om bedring den dag, og at de jo i den alder kan fortælle, om de har kastet op eller fået panodil om morgenen. Nogle dage går den, og andre må vi ringe dem hjem.
Louise

 

“Jeg står med en følelse af, at jeg skal passe mine børn, som hvis jeg ikke havde et arbejde, og at jeg skal arbejde, som hvis jeg ikke havde børn.”

 
Cathrine

 

Min mand og jeg har ofte gjort det sådan, at jeg tager barnets sygedag den ene dag, og så tager han barnets sygedag den næste dag, og så lader vi være med at sige, at det reelt er barnets anden sygedag. Jeg synes, det er en fuldstændig urimelig lovgivning, så det har jeg faktisk ingen skrupler ved at gøre.
Henriette

 

Hvor er det ærgerligt, at man skal opleve det, at ens barn er syg (eller måske er ved at blive det) som enormt stressende i stedet for, at man bare kan være nærværende og give omsorg til barnet. Mine børn har heldigvis ikke været særlig meget syge, men det er altid et puslespil, der skal gå op. Jeg har en sød mor, der altid gerne vil hjælpe, men nogle gange synes jeg, at mine børn er for syge til at blive passet af mormor.
Anonym

BØRNELIV

Jeg skal passe mine børn, som havde jeg intet job, og arbejde, som havde jeg ingen børn


Der stilles urimelige krav til forældre, når det kommer til reglerne omkring barnets første sygedag. Og for børnene har det store konsekvenser, lyder det i flere beretninger.

1. februar 2024 | Af Marta Wriedt | Foto: Rendy Novantino, Unsplash

 

Der stilles urimelige krav til forældre, når det kommer til reglerne omkring barnets første sygedag. Og for børnene har det store konsekvenser, lyder det i flere beretninger.

Indlægget her skal ses som en støtte til den protestbevægelse, Nanna Høyrup og Hye Marcussen har igangsat mod de ringe vilkår, langt de fleste børnefamilier har i Danmark, når det kommer til barn syg. Nanna Høyrup er tidligere pædagog og forhenværende stedfortræder for Alternativet. Hye Marcussen er uddannet fra RUC og har en særlig interesse for kvinder, global ulighed, børns livsvilkår og rettigheder. Du kan følge bevægelsen under hashtagget #rettilbarnsyg og med samme hashtag dele egne historier.

Dårlig samvittighed og følelsen af ikke helt at kunne slå til – både som mor og på arbejdspladsen – går igen i mange af de beretninger, fødslen.dk har modtaget. Og en væsentlig årsag til disse følelser er den manglende ret til at være hjemme med sit barn, når det er syg.

For mens forældre i Sverige som udgangspunkt har ret til at være hjemme med et sygt barn i op til 120 dage om året, har langt de fleste forældre i Danmark kun krav på at holde barnets første sygedag. Også selvom barnet er syg i længere tid.

Det hænger ganske enkelt ikke sammen, og derfor skal vi have ændret vilkårene, så forældre kan passe deres syge børn, og børn får den ro og nærhed, de har brug for, når de ikke er raske. Fx ved at lade os inspirere af Sverige.

Herunder har vi samlet en række beretninger fra forældre og pædagoger, som understreger problemet:

 

Jeg synes, at det er SÅ ubehageligt at skulle ringe og bede om barnets første sygedag. Jeg øver mig nærmest på forhånd i, hvad jeg skal sige, og hvad jeg kan blive spurgt om. Frygter altid at blive bedt om at møde ind til en aftenvagt i stedet.
Anonym

 

Når vi ikke selv kan/må passe vores børn, når de er syge, hvem filan skal så? Og hvad er overhovedet ok og ordentligt? Mit barn var engang syg i en måned. Vi brugte vores ferie, barnets første sygedag mm. Derudover blev barnets passet af familie med skiftende arbejdstider. Barnet græd hver morgen, når et nyt familiemedlem kom for at passe. Men vi kunne ikke blive væk fra job mere, end vi allerede have været. Det var frygteligt.
Ann-Lykke

 

Jeg har nogle gange sendt mine børn af sted, hvor de egentlig ikke var helt friske endnu. Fx hvor feberen var væk, men hvor de godt kunne have brug for en ekstra dag hjemme til lige at komme sig helt. Jeg får så dårlig samvittighed over for børnene. Vi andre bliver jo ofte også hjemme, til vi er ordentligt friske, og det er bare så hårdt at tage af sted, hvis man ikke er helt ovenpå. Så jeg tør da slet ikke tænke på, hvordan det er for et barn.
Henriette

 

“Når vi ikke selv kan/må passe vores børn, når de er syge, hvem filan skal så? Og hvad er overhovedet ok og ordentligt?”

 
Ann-Lykke

 

Forleden ridsede min leder retningslinjerne omkring barnets 1. og 2. sygedag op. Det i sig selv var fint nok. Men hun afsluttede så med at skrive, at vi skulle huske, at vi får løn. Jeg synes virkelig, den kommentar var malplaceret. Ingen ønsker syge børn – og det er faktisk heller ikke en fridag at være hjemme hos et sygt barn. Samtidig synes jeg bare, at det er så dobbelt, når jeg som pædagog i vuggestuen er frustreret over, at børn bliver afleveret uden at være friske, men næsten presses ud i at gøre det samme, fordi jeg ikke føler, at jeg kan blive hjemme ved mit eget barn.
Anonym

 

Jeg er tilbagevendt efter barsel, efter jeg har fået to skønne børn og er startet i en ny stilling, i et nyt team og med en ny leder. Det er første gang, jeg er på arbejdsmarkedet, efter jeg har fået børn. Og jeg har ikke tidligere skullet tage stilling til de regler, der er omkring barn syg. Men jeg er mildest talt chokeret over, hvor lidt tid man giver forældre og børn til at komme sig over sygdom. Vi er i den situation, at vi ikke har frygtelig meget hjælp at hente fra bedsteforældre, fordi de fortsat er på arbejdsmarkedet og bor 100 km fra os. Jeg har mulighed for at få løn under barnets første sygedag. Resten må jeg tage fra min ferie, tage uden løn eller jeg må gå i minus på timer på min flexliste, som jeg senere hen må oparbejde. Det er der bare heller ikke mulighed for, da jeg vil bruge min tid på børnene og ikke på at arbejde over. Hvad gør man under et forløb med skoldkopper? Det er ikke bare overstået på en dag. Jeg oplever, vi bliver udsat for et ualmindeligt pres.
Cathrine

 

Til en sygesamtale fik jeg for nylig at vide, at man regner med, at børn i gennemsnit har 10 sygedage om året – fem til mor og fem til far. Det skal jeg lige have fortalt til min datter i vuggestuen så.
Stine

 

“Det er så dobbelt, når jeg som pædagog i vuggestuen er frustreret over, at børn bliver afleveret uden at være friske, men næsten presses ud i at gøre det samme, fordi jeg ikke føler, at jeg kan blive hjemme ved mit eget barn.”

 
Anonym

 

Jeg er ledig, og i sidste praktikforløb sagde de, at de nok gerne ville ansætte mig, men at de var nervøse for, hvor meget mine tre børn ville være syge. Så meget for at have fået børn under uddannelse, så jeg slap for at blive valgt fra pga. mulige fremtidige barsler.
Kristine

 

Vi, min kæreste, jeg og vores to børn på 2 og 6 år, har nærmest været syge på skift de sidste to måneder. Hver gang kører det samme mønster på repeat: Hvem skal tage første sygedag; hvem har mest/mindst travlt og kan lettest undværes på job. Dag to, hvor barnet stadig er for ramt til det er fair at sende ham af sted, accepterer bedsteforældrene over 70 år at passe, selvom de har nedsat immunforsvar. Dag 3 passer bedsteforældrene igen, men ender også med at blive smittet og kan nu ikke passe hverken barn 1 eller 2, som også er blevet syg. Dag fire må en af os voksne tage en hjemmearbejdsdag, som varer on off fra tidlig morgen til sen aften på grund af de mange afbrydelser, der naturligt er i løbet af dagen med et barn syg, som behøver sin mor eller far. Samtidig har vi så dårlig samvittighed overfor arbejdspladsen. Og ofte slæber jeg mig selv af sted på job med diverse forkølelser, feber mm, da jeg jo i forvejen har fravær nok. Jeg føler mig som en dårlig mor, en dårlig medarbejder og en dårlig kollega.
Ann

 

Vi holder begge barns første sygedag, og dermed er to dage klaret. Ved længere sygdom kan jeg holde en ekstra dag. Vi har desværre ikke bedsteforældre, der kan hjælpe ved sygdom, da min mor stadig arbejder på fuldtid, og min mands mor er lungesyg og derfor nemt bliver smittet af børnene. Det er helt klart et problem, da børn jo også helst vil være hos deres forældre, når de er syge – specielt mindre børn.
Louise

 

“Ofte slæber jeg mig selv af sted på job med diverse forkølelser, feber mm, da jeg jo i forvejen har fravær nok. Jeg føler mig som en dårlig mor, en dårlig medarbejder og en dårlig kollega.”

 
Ann

 

Jeg føler altid, at jeg skal tænke super taktisk i forhold til sygdom ved mine børn. Fx ved ikke fortælle på arbejdet at mit barn er syg, mens min mand er hjemme, således, at jeg kan tage barnets første sygedag dagen efter osv.
Anonym

 

Der er flere situationer, hvor jeg – når mine børn er syge – føler mig nødsaget til selv at melde mig syg, da jeg kan være syg i op til 14 dage før, der stilles yderligere spørgsmål, samt det er med løn. Jeg ved dog også, at det kommer med en pris, da der lige pludselig er en sygesamtale, hvor jeg skal stå skoleret. Og det eneste, jeg har forsøgt, er at passe på og give det nærvær, der er behov for i min lille familie. Jeg har det frygteligt over, at vi har så ringe vilkår, og at vi ikke kan være ærlige. Faktisk er jeg vred. Jeg står med en følelse af, at jeg skal passe mine børn, som hvis jeg ikke havde et arbejde, og at jeg skal arbejde, som hvis jeg ikke havde børn.
Cathrine

 

Som pædagog i en børnehave, kan jeg sige, at børn bliver sendt syge af sted i håb om bedring den dag, og at de jo i den alder kan fortælle, om de har kastet op eller fået panodil om morgenen. Nogle dage går den, og andre må vi ringe dem hjem.
Louise

 

“Jeg står med en følelse af, at jeg skal passe mine børn, som hvis jeg ikke havde et arbejde, og at jeg skal arbejde, som hvis jeg ikke havde børn.”

 
Cathrine

 

Min mand og jeg har ofte gjort det sådan, at jeg tager barnets sygedag den ene dag, og så tager han barnets sygedag den næste dag, og så lader vi være med at sige, at det reelt er barnets anden sygedag. Jeg synes, det er en fuldstændig urimelig lovgivning, så det har jeg faktisk ingen skrupler ved at gøre.
Henriette

 

Hvor er det ærgerligt, at man skal opleve det, at ens barn er syg (eller måske er ved at blive det) som enormt stressende i stedet for, at man bare kan være nærværende og give omsorg til barnet. Mine børn har heldigvis ikke været særlig meget syge, men det er altid et puslespil, der skal gå op. Jeg har en sød mor, der altid gerne vil hjælpe, men nogle gange synes jeg, at mine børn er for syge til at blive passet af mormor.
Anonym

LÆS OGSÅ

Mine børn er hjemme – men jeg er hverken uambitiøs eller særligt privilegeret

BØRNELIV

Mine børn er hjemme – men jeg er hverken uambitiøs eller særligt privilegeret

Den samfundsmodel, vi har skabt, er ikke bæredygtig. Der skal noget andet til, mener Lene Friis-Pilgaard, der derfor har taget nogle aktive valg omkring den måde, familien lever på.

 
4. januar 2024 | Af Lene Friis-Pilgaard | Foto: Privat

Den samfundsmodel, vi har skabt, er ikke bæredygtig. Der skal noget andet til, mener Lene Friis-Pilgaard, der derfor har taget nogle aktive valg omkring den måde, familien lever på.

Lene Friis-Pilgaard er uddannet økonom og mor til to. Hun arbejder som familiebehandler, skribent og hjemmeskoler og kæmper for, at børn og voksne får de samme rettigheder. Du kan følge hende på lenefriispilgaard_columnist.

For 8 år siden, da min ældste søn var 1,5 år, var planen, at han skulle starte i vuggestue.

Jeg havde ham i mine arme, vi gik ind i vuggestuen, min mave slog knuder, og mit hjerte bankede løs. Jeg kiggede på det store glas med de mange kogte sutter, der stod klar.

Den søde pædagog, som selv var nybagt mor, stod med min søn i armene, da jeg gik.

Hjemme i vores lejlighed brød jeg sammen. Lå i fosterstilling på sofaen og græd.

Pædagogen ringede efter en time; “han står ved døren og græder og græder.” Jeg løb, så hurtigt jeg kunne, i strømpesokker ud af døren og over vejen. Jeg rev hoveddøren til vuggestuen op, tog ham op i min favn, krammede og kyssede ham, mens jeg hviskede “undskyld, undskyld.”

Det blev hans første og sidste dag i vuggestue.

I det sekund gik det op for mig, at den samfundsmodel, vi har skabt, ikke er for børn – eller voksne.

Stort set al vores omsorg, tryghed og tid er udliciteret til ‘fremmede’ mennesker – fra vugge til grav – og i så stor stil, at hverken børn eller voksne kan eller skal kunne holde til det. Det unaturlige er gået hen og blevet så naturligt, at vi ikke altid tør og tror, at vi kan og må handle på det mest naturlige og instinktive.

“I det sekund gik det op for mig, at den samfundsmodel, vi har skabt, ikke er for børn – eller voksne.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Det blev så åbenlyst for mig, at vores samfundsmodel er baseret på, at vi alle kører i et meget højt gear og bidrager ved at bruge de fleste af vores vågne timer på det ordinære arbejdsmarked – og altså ikke sammen med de mennesker, vi elsker højest, som er dybt afhængige af os, som vi er tættest forbundne med, og hvor vi virkelig kan gøre en forskel.

Vores samfundsmodel er i min optik en uddateret og simplificeret model, der ikke længere er tidssvarende.

Fokus er på individet og dets bidrag til staten i ordinær, mekanisk og målbar forstand. Alle de elementer, som er afgørende for, hvordan vi alle – hver og en – udvikler os som mennesker, er taget ud af ligningen.

Tilknytning, omsorg, relationer, kærlighed, empati, hjælpsomhed, forbundethed og bæredygtighed – det som er med til at støtte og udvikle vores selvværd, vores indre lykke, trivsel og livsduelighed – tillægges ikke værdi.

I stedet oplever jeg, at der i folkemunde er blevet skabt en fortælling om, at det er for de særligt privilegerede, som har “fået muligheden,” eller de dovne og uambitiøse at tilvælge at investere i tid og nærvær og i perioder af livet indrette sig med færre timer på det ordinære arbejdsmarked.

I vores lille familie, hvor vi har valgt at gå vores egne veje, er jeg selv blevet mødt med udsagn som “ej, vi havde også gjort som jer, hvis vi havde haft muligheden” eller “hvad beskæftiger din mand sig med, siden I kan indrette jer uden to fuldtidsjob”.

Manglende forståelse for vores valg har også mødt mig fx i form af: “Tror du ikke, at du snart skal til at arbejde noget mere?” og: “Man skal yde for at kunne nyde”.

“I vores lille familie, hvor vi har valgt at gå vores egne veje, er jeg selv blevet mødt med udsagn som “ej, vi havde også gjort som jer, hvis vi havde haft muligheden” eller “hvad beskæftiger din mand sig med, siden I kan indrette jer uden to fuldtidsjob”.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Jeg opfatter dog ikke mig selv som værende et dovent og uambitiøst menneske. Måske snarere tværtimod.

Jeg anskuer nu heller ikke de mennesker, som har valgt at investere de fleste af deres vågne timer på det ordinære arbejdsmarked, som værende uambitiøse eller dovne.

Vi er forskellige som mennesker, anskuer livet med hvert vores sæt briller, og så er vi forskellige steder i vores livscyklus. Vi skal favne forskellighed og de livsfaser, vi hver især går igennem.

Jeg vil heller ikke kalde mig økonomisk privilegeret, og at jeg har “fået en mulighed’ for at indrette mig på en anden måde end flertallet. Jeg har taget muligheden. Og tro mig; det har kostet – rent økonomisk.

Hvis jeg skulle være privilegeret, så ligger mit privilegium i at være vokset op hos en mor, som viste mig, at vi ikke partout skal gå med strømmen, hvis ikke det giver mening. Vi må gerne gå vores egne veje og definere vores eget liv. I mit barndomshjem var indstillingen; at alle mennesker er lige meget værd og har præcis samme eksistensberettigelse. Samtidig blev jeg hjemmefra inspireret til at være samfundskritisk og stille spørgsmål til de ting, som undrer mig.

Og jeg undrer mig tit over, hvorfor vi i et land som Danmark ikke investerer i omsorg, trivsel og bæredygtighed og får udarbejdet regnemodeller, som indtænker disse bærende elementer.

Selv har vi planer om at hjemmeskole, så længe det giver mening for os, og alle trives i det.

Inden, vi tog den beslutning, var vi tilknyttet folkeskolen i to år. Og det, vi oplevede, var en folkeskole, som bløder. En mastodont, som ikke har formået at følge med samfundsudviklingen. Den megen viden, vi i dag har om børn, deres udvikling, trivsel og læring er ikke implementeret i folkeskolen. Dagene, fagene og frikvartererne ligner til forveksling skoledagene fra min egen skoletid for 30 år siden. Ja, små børn bliver sågar stadig sendt uden for døren, hvis de larmer!

“Og jeg undrer mig tit over, hvorfor vi i et land som Danmark ikke investerer i omsorg, trivsel og bæredygtighed og får udarbejdet regnemodeller, som indtænker disse bærende elementer.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Jeg oplevede, at børnene skulle passe og presses ned i en “kasse” – hakke en hæl og klippe en tå. Rammen er snæver, og ressourcerne er få, hvilket afstedkommer at der ikke er tid, plads eller overskud til at tænke ud af boksen i folkeskolen, og børnene skal derfor helst lære det samme, på samme tid og på samme måde. Leg, væren, kreativitet, kritisk tænkning, nysgerrighed, fantasi og hjælpsomhed bliver erstattet af stillesiddende læring, kunnen, ensrettethed, lydighed, tests og handleplaner.

I dag er det en anden hverdag, vi har. Og jeg ser det som en stor styrke, at mine børn oplever, at der er flere veje at gå her i livet, mange forskellige slags fællesskaber, og at vi ikke behøver gøre det, som de fleste andre gør. Vi behøver ikke at have en livsplan mejslet i granit, hvor intet kan og må afvige fra planen. Vores livsbane må gerne være fuld af krumspring – det er en naturlig del af livet.

Jeg siger ikke, at vores vej er den rigtige for alle. Men jeg mener, det er indiskutabelt, at det er en nødvendighed, at vi som samfund får vendt vores synkende trivsels-skude.

Jeg er fuldt ud bevidst om, at Ting Tager Tid (som Piet Hein skrev i sit lille gruk), men vi er nødt til som samfund at begynde at se værdi i menneskelig og social bæredygtighed og prioritere nærværet, omsorgen og vores livsvigtige relationer. Og ikke mindst huske, at vi selv har et ansvar for at skabe det liv, vi ønsker os.

BØRNELIV

Mine børn er hjemme – men jeg er hverken uambitiøs eller særligt privilegeret

Den samfundsmodel, vi har skabt, er ikke bæredygtig. Der skal noget andet til, mener Lene Friis-Pilgaard, der derfor har taget nogle aktive valg omkring den måde, familien lever på.

 
4. januar 2024 | Af Lene Friis-Pilgaard | Foto: Privat

 

Den samfundsmodel, vi har skabt, er ikke bæredygtig. Der skal noget andet til, mener Lene Friis-Pilgaard, der derfor har taget nogle aktive valg omkring den måde, familien lever på.

Lene Friis-Pilgaard er uddannet økonom og mor til to. Hun arbejder som familiebehandler, skribent og hjemmeskoler og kæmper for, at børn og voksne får de samme rettigheder. Du kan følge hende på lenefriispilgaard_columnist.

For 8 år siden, da min ældste søn var 1,5 år, var planen, at han skulle starte i vuggestue.

Jeg havde ham i mine arme, vi gik ind i vuggestuen, min mave slog knuder, og mit hjerte bankede løs. Jeg kiggede på det store glas med de mange kogte sutter, der stod klar.

Den søde pædagog, som selv var nybagt mor, stod med min søn i armene, da jeg gik.

Hjemme i vores lejlighed brød jeg sammen. Lå i fosterstilling på sofaen og græd.

Pædagogen ringede efter en time; “han står ved døren og græder og græder.” Jeg løb, så hurtigt jeg kunne, i strømpesokker ud af døren og over vejen. Jeg rev hoveddøren til vuggestuen op, tog ham op i min favn, krammede og kyssede ham, mens jeg hviskede “undskyld, undskyld.”

Det blev hans første og sidste dag i vuggestue.

I det sekund gik det op for mig, at den samfundsmodel, vi har skabt, ikke er for børn – eller voksne.

Stort set al vores omsorg, tryghed og tid er udliciteret til ‘fremmede’ mennesker – fra vugge til grav – og i så stor stil, at hverken børn eller voksne kan eller skal kunne holde til det. Det unaturlige er gået hen og blevet så naturligt, at vi ikke altid tør og tror, at vi kan og må handle på det mest naturlige og instinktive.

“I det sekund gik det op for mig, at den samfundsmodel, vi har skabt, ikke er for børn – eller voksne.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Det blev så åbenlyst for mig, at vores samfundsmodel er baseret på, at vi alle kører i et meget højt gear og bidrager ved at bruge de fleste af vores vågne timer på det ordinære arbejdsmarked – og altså ikke sammen med de mennesker, vi elsker højest, som er dybt afhængige af os, som vi er tættest forbundne med, og hvor vi virkelig kan gøre en forskel.

Vores samfundsmodel er i min optik en uddateret og simplificeret model, der ikke længere er tidssvarende.

Fokus er på individet og dets bidrag til staten i ordinær, mekanisk og målbar forstand. Alle de elementer, som er afgørende for, hvordan vi alle – hver og en – udvikler os som mennesker, er taget ud af ligningen.

Tilknytning, omsorg, relationer, kærlighed, empati, hjælpsomhed, forbundethed og bæredygtighed – det som er med til at støtte og udvikle vores selvværd, vores indre lykke, trivsel og livsduelighed – tillægges ikke værdi.

I stedet oplever jeg, at der i folkemunde er blevet skabt en fortælling om, at det er for de særligt privilegerede, som har “fået muligheden,” eller de dovne og uambitiøse at tilvælge at investere i tid og nærvær og i perioder af livet indrette sig med færre timer på det ordinære arbejdsmarked.

I vores lille familie, hvor vi har valgt at gå vores egne veje, er jeg selv blevet mødt med udsagn som “ej, vi havde også gjort som jer, hvis vi havde haft muligheden” eller “hvad beskæftiger din mand sig med, siden I kan indrette jer uden to fuldtidsjob”.

Manglende forståelse for vores valg har også mødt mig fx i form af: “Tror du ikke, at du snart skal til at arbejde noget mere?” og: “Man skal yde for at kunne nyde”.

“I vores lille familie, hvor vi har valgt at gå vores egne veje, er jeg selv blevet mødt med udsagn som “ej, vi havde også gjort som jer, hvis vi havde haft muligheden” eller “hvad beskæftiger din mand sig med, siden I kan indrette jer uden to fuldtidsjob”.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Jeg opfatter dog ikke mig selv som værende et dovent og uambitiøst menneske. Måske snarere tværtimod.

Jeg anskuer nu heller ikke de mennesker, som har valgt at investere de fleste af deres vågne timer på det ordinære arbejdsmarked, som værende uambitiøse eller dovne.

Vi er forskellige som mennesker, anskuer livet med hvert vores sæt briller, og så er vi forskellige steder i vores livscyklus. Vi skal favne forskellighed og de livsfaser, vi hver især går igennem.

Jeg vil heller ikke kalde mig økonomisk privilegeret, og at jeg har “fået en mulighed’ for at indrette mig på en anden måde end flertallet. Jeg har taget muligheden. Og tro mig; det har kostet – rent økonomisk.

Hvis jeg skulle være privilegeret, så ligger mit privilegium i at være vokset op hos en mor, som viste mig, at vi ikke partout skal gå med strømmen, hvis ikke det giver mening. Vi må gerne gå vores egne veje og definere vores eget liv. I mit barndomshjem var indstillingen; at alle mennesker er lige meget værd og har præcis samme eksistensberettigelse. Samtidig blev jeg hjemmefra inspireret til at være samfundskritisk og stille spørgsmål til de ting, som undrer mig.

Og jeg undrer mig tit over, hvorfor vi i et land som Danmark ikke investerer i omsorg, trivsel og bæredygtighed og får udarbejdet regnemodeller, som indtænker disse bærende elementer.

Selv har vi planer om at hjemmeskole, så længe det giver mening for os, og alle trives i det.

Inden, vi tog den beslutning, var vi tilknyttet folkeskolen i to år. Og det, vi oplevede, var en folkeskole, som bløder. En mastodont, som ikke har formået at følge med samfundsudviklingen. Den megen viden, vi i dag har om børn, deres udvikling, trivsel og læring er ikke implementeret i folkeskolen. Dagene, fagene og frikvartererne ligner til forveksling skoledagene fra min egen skoletid for 30 år siden. Ja, små børn bliver sågar stadig sendt uden for døren, hvis de larmer!

“Og jeg undrer mig tit over, hvorfor vi i et land som Danmark ikke investerer i omsorg, trivsel og bæredygtighed og får udarbejdet regnemodeller, som indtænker disse bærende elementer.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Jeg oplevede, at børnene skulle passe og presses ned i en “kasse” – hakke en hæl og klippe en tå. Rammen er snæver, og ressourcerne er få, hvilket afstedkommer at der ikke er tid, plads eller overskud til at tænke ud af boksen i folkeskolen, og børnene skal derfor helst lære det samme, på samme tid og på samme måde. Leg, væren, kreativitet, kritisk tænkning, nysgerrighed, fantasi og hjælpsomhed bliver erstattet af stillesiddende læring, kunnen, ensrettethed, lydighed, tests og handleplaner.

I dag er det en anden hverdag, vi har. Og jeg ser det som en stor styrke, at mine børn oplever, at der er flere veje at gå her i livet, mange forskellige slags fællesskaber, og at vi ikke behøver gøre det, som de fleste andre gør. Vi behøver ikke at have en livsplan mejslet i granit, hvor intet kan og må afvige fra planen. Vores livsbane må gerne være fuld af krumspring – det er en naturlig del af livet.

Jeg siger ikke, at vores vej er den rigtige for alle. Men jeg mener, det er indiskutabelt, at det er en nødvendighed, at vi som samfund får vendt vores synkende trivsels-skude.

Jeg er fuldt ud bevidst om, at Ting Tager Tid (som Piet Hein skrev i sit lille gruk), men vi er nødt til som samfund at begynde at se værdi i menneskelig og social bæredygtighed og prioritere nærværet, omsorgen og vores livsvigtige relationer. Og ikke mindst huske, at vi selv har et ansvar for at skabe det liv, vi ønsker os.

LÆS OGSÅ

Gratis babypakker 2024: Se hele listen med startpakker

TIPS&TRICKS

Gratis babypakker 2024: Se hele listen med startpakker

Alle gratis babypakker samlet et sted.

1. januar 2024 | Af fødslen.dk | Foto: Unsplash

Flere forhandlere tilbyder gratis babypakker til gravide og nybagte forældre. Vi har her samlet en liste med alle babystartpakkerne, du kan hente kvit og frit.

Som gravid og nybagt mor eller far har du mulighed for at hente en række gratis babypakker. Pakkerne indeholder prøver på for eksempel bleer, sutter og tøj. På den måde har du mulighed for at afprøve forskellige produkter gratis.

Du skal blot være opmærksom på, at du ofte skal takke ja til at modtage virksomhedens nyhedsbrev, reklame fra diverse samarbejdspartnere eller blive en del af deres kundeklub for at modtage de gratis babypakker. Jeg anbefaler derfor også, at du altid læser betingelserne, før du videregiver din mail eller adresse.

TIPS&TRICKS

Gratis babypakker 2024:
Se hele listen med startpakker

Alle gratis babypakker samlet et sted.

1. januar 2024 | Af fødslen.dk | Foto: Unsplash

 

Flere forhandlere tilbyder gratis babypakker til gravide og nybagte forældre. Vi har her samlet en liste med alle babystartpakkerne, du kan hente kvit og frit.

 

Som gravid og nybagt mor eller far har du mulighed for at hente en række gratis babypakker. Pakkerne indeholder prøver på for eksempel bleer, sutter og tøj. På den måde har du mulighed for at afprøve forskellige produkter gratis.

Du skal blot være opmærksom på, at du ofte skal takke ja til at modtage virksomhedens nyhedsbrev, reklame fra diverse samarbejdspartnere eller blive en del af deres kundeklub for at modtage de gratis babypakker. Jeg anbefaler derfor også, at du altid læser betingelserne, før du videregiver din mail eller adresse.

Udover de mange gratis babypakker, findes der også en del virksomheder, som udbyder babypakker, hvis du betaler porto eller handler for et bestemt beløb. Det gælder for eksempel Små Mennesker.

Mangler der en GRATIS babypakke på listen, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

Vi byder børn forhold, vi voksne ikke selv ville arbejde under

BØRNELIV

Vi byder børn forhold, vi voksne ikke selv ville arbejde under

3. november 2023 | Af Lene Friis-Pilgaard | Foto: Unsplash

Vores samfund – herunder rammerne, strukturen, tonen, tilgangen, tiden, traditionerne og børnesynet – bærer præg af noget fra en svunden tid. Men tiden er inde til et paradigmeskifte.  

Lene Friis-Pilgaard er uddannet økonom og mor til to. Hun arbejder som selvstændig familiebehandler, skribent og hjemmeskoler og kæmper for, at børn og voksne får de samme rettigheder. Du kan følge hende på lenefriispilgaard_columnist.

Vi vil så gerne hylde diversiteten. Alligevel bliver vi allerede som helt små, modelleret til at passe ind i et samfund, hvor de vigtigste værdier er vækst, økonomi og optimering. Der er en forventning om, at vi lever et liv uden de store variationer, agerer synkront og følger samfundsnormen. For en del mennesker bliver det da også hverdagen og måske med god grund; for vi kender jo oftest ikke til anden samfundsmodel end den, vi selv er flasket op på.  

I den tempofyldte hverdag glemmer vi måske at stille spørgsmål, stoppe op og overveje, om der kunne være en anden mere menneskelig, meningsfuld og simpel vej at gå – for både os selv og vores børn.  

“I den tempofyldte hverdag glemmer vi måske at stille spørgsmål, stoppe op og overveje, om der kunne være en anden mere menneskelig, meningsfuld og simpel vej at gå.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Vi er i Danmark rekordførende i at udlicitere omsorg, tid og tryghed. Elementer, som er afgørende for vores tilknytningsmønster, trivsel og relationer – og den præmis har vi købt! 

Måske fordi vi har glemt, at institutionerne aldrig blev skabt for at sikre optimal udvikling, trivsel og omsorg for børnene. Måske fordi det har været belejligt at glemme.

Der var nemlig helt andre årsager til, at institutionerne blev skabt; kvindeoprøret – kvindebevægelsen. En vigtig og nødvendig kamp, som stadig kæmpes. Men hvorfor udebliver børnebevægelsen? 

Der er mange gode folk, som kæmper børnenes sag hver eneste dag. Faktum er bare, at vores samfund – herunder rammerne, strukturen, tonen, tilgangen, tiden, traditionerne og børnesynet – bliver ved med at bære præg af noget fra en svunden tid. Fokus er på, hvad vi til stadighed mener, er samfundets behov – en uddateret samfundsmodel, som i den grad trænger til modernisering. 

En samfundsmæssig udvikling, hvor udgangspunktet også er børnenes perspektiv og trivsel, har aldrig rigtig fundet sted. Jeg oplever desværre stadig en kollektiv og tavs accept af, at børn sagtens kan klare at opholde sig de fleste af deres vågne timer i institutioner og skoler under forhold, som vi voksne på ingen måde ville arbejde under.  

“Jeg oplever desværre stadig en kollektiv og tavs accept af, at børn sagtens kan klare at opholde sig de fleste af deres vågne timer i institutioner og skoler under forhold, som vi voksne på ingen måde ville arbejde under.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Vores normative forståelse af barndommen starter her:

Den stiltiende accept af adskillelseskulturen som en præmis i forældreskabet, en fortælling i folkemunde om, at det er normalt for børn at blive afleveret til ‘fremmede’ voksne mennesker i 6-8 timer om dagen i en alder af 1 år.  

Accepten af, at børn på 3-6 år bliver afleveret i institutioner på små stuer proppet med små mennesker, skiftende voksne og manglende ressourcer med fortællingen om, at det er her de små mennesker lærer at socialisere. 

Accepten af, at folkeskolen rent strukturelt ser ud som for 40 år siden! En rå, drænet, presset, tung og træt mastodont, hvor flere og flere viser tegn på skolevægring og mistrivsel.

Vi skylder i den grad alle vores mindste mennesker nogle tilbud, som er bygger på høj kvalitet, tid, ressourcer, nærvær, omsorg, læring og leg. Det hjælper ikke, at der findes enkelte små oaser rundt omkring – både pasningstilbud og skoler. Alle steder, hvor børn bliver afleveret, skal være små oaser. 

Men hvor lang er vejen – før vi ser ændringer? 

Det ved jeg ikke, men jeg ved, at vejen bliver væsentlig kortere, hvis vi alle bliver lidt mere modige i vores valg. Oprøret skal komme fra alle os, som udgør samfundet.  

Vi skal turde mere, dyrke opfindsomheden, tage ejerskab, forblive autentiske og stå stærkere i vores ret til selvbestemmelse og frihed. Vi skal tænke ud af boksen, indrette os mere familievenligt og med respekt for vores livscyklus. Vi skal indtænke fleksibilitet, alternativer og variationer i vores arbejdsliv. Ord som ‘bør’ og ‘skal’ må vi minimere fra vores vokabular. Ordene hører til en svunden tid og bringer intet konstruktivt med sig – hvad enten det er vores egen indre eller en ydre stemme, der taler. 

“Oprøret skal komme fra alle os, som udgør samfundet. ”

 
Lene Friis-Pilgaard

Mulighederne for de forældre, som ønsker, at være hjemme med deres børn i nogle år, skal forbedres. Det vil på så mange planer være en god og bæredygtig investering – for barnet, familien, trivslen, hjælpsomheden, fællesskabet og ikke mindst samfundsøkonomien. 

Tiden er mere end moden til et paradigmeskifte. Hver enkelt lille familie skal turde tage det ansvar, de nu kan, og vise vejen for et mere humant, børnevenligt og bæredygtigt samfund. 

BØRNELIV

Vi byder børn forhold, vi voksne ikke selv ville arbejde under

3. november 2023 | Af Lene Friis-Pilgaard | Foto: Unsplash

 

Vores samfund – herunder rammerne, strukturen, tonen, tilgangen, tiden, traditionerne og børnesynet – bærer præg af noget fra en svunden tid. Men tiden er inde til et paradigmeskifte.  

Lene Friis-Pilgaard er uddannet økonom og mor til to. Hun arbejder som selvstændig familiebehandler, skribent og hjemmeskoler og kæmper for, at børn og voksne får de samme rettigheder. Du kan følge hende på lenefriispilgaard_columnist.

Vi vil så gerne hylde diversiteten. Alligevel bliver vi allerede som helt små, modelleret til at passe ind i et samfund, hvor de vigtigste værdier er vækst, økonomi og optimering. Der er en forventning om, at vi lever et liv uden de store variationer, agerer synkront og følger samfundsnormen. For en del mennesker bliver det da også hverdagen og måske med god grund; for vi kender jo oftest ikke til anden samfundsmodel end den, vi selv er flasket op på.  

I den tempofyldte hverdag glemmer vi måske at stille spørgsmål, stoppe op og overveje, om der kunne være en anden mere menneskelig, meningsfuld og simpel vej at gå – for både os selv og vores børn.  

“I den tempofyldte hverdag glemmer vi måske at stille spørgsmål, stoppe op og overveje, om der kunne være en anden mere menneskelig, meningsfuld og simpel vej at gå.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Vi er i Danmark rekordførende i at udlicitere omsorg, tid og tryghed. Elementer, som er afgørende for vores tilknytningsmønster, trivsel og relationer – og den præmis har vi købt! 

Måske fordi vi har glemt, at institutionerne aldrig blev skabt for at sikre optimal udvikling, trivsel og omsorg for børnene. Måske fordi det har været belejligt at glemme.

Der var nemlig helt andre årsager til, at institutionerne blev skabt; kvindeoprøret – kvindebevægelsen. En vigtig og nødvendig kamp, som stadig kæmpes. Men hvorfor udebliver børnebevægelsen? 

Der er mange gode folk, som kæmper børnenes sag hver eneste dag. Faktum er bare, at vores samfund – herunder rammerne, strukturen, tonen, tilgangen, tiden, traditionerne og børnesynet – bliver ved med at bære præg af noget fra en svunden tid. Fokus er på, hvad vi til stadighed mener, er samfundets behov – en uddateret samfundsmodel, som i den grad trænger til modernisering. 

En samfundsmæssig udvikling, hvor udgangspunktet også er børnenes perspektiv og trivsel, har aldrig rigtig fundet sted. Jeg oplever desværre stadig en kollektiv og tavs accept af, at børn sagtens kan klare at opholde sig de fleste af deres vågne timer i institutioner og skoler under forhold, som vi voksne på ingen måde ville arbejde under.  

“Jeg oplever desværre stadig en kollektiv og tavs accept af, at børn sagtens kan klare at opholde sig de fleste af deres vågne timer i institutioner og skoler under forhold, som vi voksne på ingen måde ville arbejde under.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Vores normative forståelse af barndommen starter her:

Den stiltiende accept af adskillelseskulturen som en præmis i forældreskabet, en fortælling i folkemunde om, at det er normalt for børn at blive afleveret til ‘fremmede’ voksne mennesker i 6-8 timer om dagen i en alder af 1 år.  

Accepten af, at børn på 3-6 år bliver afleveret i institutioner på små stuer proppet med små mennesker, skiftende voksne og manglende ressourcer med fortællingen om, at det er her de små mennesker lærer at socialisere. 

Accepten af, at folkeskolen rent strukturelt ser ud som for 40 år siden! En rå, drænet, presset, tung og træt mastodont, hvor flere og flere viser tegn på skolevægring og mistrivsel.

Vi skylder i den grad alle vores mindste mennesker nogle tilbud, som er bygger på høj kvalitet, tid, ressourcer, nærvær, omsorg, læring og leg. Det hjælper ikke, at der findes enkelte små oaser rundt omkring – både pasningstilbud og skoler. Alle steder, hvor børn bliver afleveret, skal være små oaser. 

Men hvor lang er vejen – før vi ser ændringer? 

Det ved jeg ikke, men jeg ved, at vejen bliver væsentlig kortere, hvis vi alle bliver lidt mere modige i vores valg. Oprøret skal komme fra alle os, som udgør samfundet.  

Vi skal turde mere, dyrke opfindsomheden, tage ejerskab, forblive autentiske og stå stærkere i vores ret til selvbestemmelse og frihed. Vi skal tænke ud af boksen, indrette os mere familievenligt og med respekt for vores livscyklus. Vi skal indtænke fleksibilitet, alternativer og variationer i vores arbejdsliv. Ord som ‘bør’ og ‘skal’ må vi minimere fra vores vokabular. Ordene hører til en svunden tid og bringer intet konstruktivt med sig – hvad enten det er vores egen indre eller en ydre stemme, der taler. 

“Oprøret skal komme fra alle os, som udgør samfundet. ”

 
Lene Friis-Pilgaard

Mulighederne for de forældre, som ønsker, at være hjemme med deres børn i nogle år, skal forbedres. Det vil på så mange planer være en god og bæredygtig investering – for barnet, familien, trivslen, hjælpsomheden, fællesskabet og ikke mindst samfundsøkonomien. 

Tiden er mere end moden til et paradigmeskifte. Hver enkelt lille familie skal turde tage det ansvar, de nu kan, og vise vejen for et mere humant, børnevenligt og bæredygtigt samfund. 

LÆS OGSÅ

Vi ved, hvor skadeligt det gamle børnesyn var – alligevel er det svært at ryste sig fri af  

MODERSKAB

Vi ved, hvor skadeligt det gamle børnesyn var – alligevel er det svært at ryste sig fri af  

De sidste mange års forskning har gjort os klogere på problemerne ved det gamle børnesyn. Alligevel er det – af både personlige og samfundsmæssige årsager – langt fra nemt at give vores børn noget andet, end vi som børn selv fik.

31. oktober 2023 | Af Annalie Jørgensen Alawi | Foto: Unsplash

 

De sidste mange års forskning har gjort os klogere på problemerne ved det gamle børnesyn. Alligevel er det – af både personlige og samfundsmæssige årsager – langt fra nemt at give vores børn noget andet, end vi som børn selv fik.

Annalie Jørgensen er 39 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med speciale i tilknytning, det nye børnesyn og regulering af nervesystem. Du kan følge hende på @annalie_joergensen.

De fleste af os er vokset op i en tid, hvor der herskede et børnesyn og en dertilhørende opdragelsesform, som på mange måder fordrede overlevelsesstrategier og traumer frem for udvikling og modning. Et børnesyn, som vi i dag kalder ‘det gamle’, fordi vi de seneste år er blevet meget klogere på, hvad små børn har brug for, end generationerne før os var.

Fordi man ikke forstod, hvordan børns hjerner fungerede og udviklede sig, troede man for eksempel, at man kunne gøre hvad som helst ved børn i de første leveår, fordi de alligevel ikke kunne huske noget. I dag ved vi derimod, at 75 % af vores psykiske fundament bliver grundlagt i barnets tre første leveår, og at selvom barnet ikke har en kognitiv hukommelse af, hvad der er sket, så har hændelserne lagret sig på et dybere og mere grundlæggende neurologisk plan.

Det autonome nervesystem, følelser og deres funktioner vidste man heller ikke meget om, og man troede for eksempel, at børn udtrykte store følelser, fordi de ville have opmærksomhed og var uartige, og at det var vigtigt at ignorere dem eller straffe dem for at få dem til at stoppe. I dag ved vi, at følelser er vigtige budbringere af vores indre tilstande, som er afgørende at tage alvorligt, og at børn har umodne nervesystemer, som er afhængige af en moden voksen til at hjælpe med at regulere, for ikke at lukke ned og gå i overlevelsesmode.

“I dag ved vi, at følelser er vigtige budbringere af vores indre tilstande, som er afgørende at tage alvorligt, og at børn har umodne nervesystemer, som er afhængige af en moden voksen til at hjælpe med at regulere, for ikke at lukke ned og gå i overlevelsesmode.”

 
Annalie Jørgensen Alawi

Man troede også, at børn blev født asociale, og at den eneste måde, man kunne få dem til at lystre på, var gennem magtudøvelse. I dag ved vi, at børn er født sociale og villige til at samarbejde med deres tilknytningspersoner i så høj en grad, at de skal have hjælp og støtte til at bevare dem selv i relationen, og at dette er helt afgørende for, at de senere er i stand til at have en sund relation – både til andre og til sig selv.

I det hele taget medførte den manglende viden om og forståelse for børns hjerne og udvikling, at børn ikke blev anerkendt som ligeværdige med voksne, og denne forståelse er blevet internaliseret i os gennem generationer og har skadet vores følelse af selvværd.

Heldigvis har de sidste mange års forskning gjort os klogere, og ‘det nye børnesyn’, som netop bunder i denne forskning, bliver mere og mere kendt. Særligt af forældre, som tydeligt mærker, hvilke konsekvenser det forhenværende mere uvidende børnesyn har ført med sig, og som brændende ønsker at give deres børn noget andet. Men det er langt fra nemt at give vores børn noget andet, og det er der flere grunde til, både på et samfundsmæssigt plan, men også på et personligt plan.

Det kræver overskud at gøre noget andet

På trods af al den viden, der i dag er tilgængelig, hvad angår børns udvikling og trivsel, så er meget af denne viden endnu ikke integreret på et fundamentalt plan i vores samfund, og det kommer især til udtryk ved den måde, vores arbejdsmarked og den dertilhørende institutionalisering er indrettet.

Småbørnsforældre forventes at lægge urimelig mange timer på arbejdsmarkedet i de så afgørende første år af deres børns liv, og det efterlader forældrene drænet for dét overskud, som det kræver at møde og rumme deres børn, som de optimalt har brug for.

“På trods af al den viden, der i dag er tilgængelig, hvad angår børns udvikling og trivsel, så er meget af denne viden endnu ikke integreret på et fundamentalt plan i vores samfund, og det kommer især til udtryk ved den måde, vores arbejdsmarked og den dertilhørende institutionalisering er indrettet.”

 
Annalie Jørgensen Alawi

For det kræver meget overskud at give vores børn noget andet end det, vi selv fik, fordi det ikke kommer naturligt for os. Udover at vi ikke har haft forbilleder for, hvordan ‘noget andet’ kunne se ud, og vi derfor ikke har nogen anelse om, hvordan vi rent faktisk kan gøre noget andet, så har den opdragelsesform, vi har været udsat for, ikke fordret optimal udvikling og modning. Man kan nemlig ikke udvikle sig på kommando, og slet ikke, hvis man bliver truet til det. Men det er netop denne modenhed, der skal til for at give vores børn noget andet.

I mangel på gode forbilleder kommer mange af os helt klassisk i første omgang til at gå i den helt modsatte grøft for ikke at give dét videre til vores børn, som vi selv ville ønske, vi ikke havde fået. I stedet for de hårde grænser, vi selv blev mødt med, bliver vi helt grænseløse. I stedet for de urimelige krav, vi selv blev mødt med, stiller vi ingen krav. I stedet for de store følelser, vi så ofte blev overvældet af, forsørger vi at skåne vores børn for svære følelser i det hele taget. Og kombineret med vores egen manglende modenhed, bliver dette en sprængfarlig cocktail, som fører til stress, overvældelse og måske endda retraumatisering, fordi vi lukker ned for vores behov, følelser og grænser – præcis som vi lærte som børn i forsøget på at give vores børns behov, følelser og grænser plads. 

Den umodne hjerne

Noget af det mest kendetegnende ved en umoden hjerne er nemlig, at den opfatter verden som sort hvid, alt eller intet, enten eller. Enten er det barnets behov, følelser og grænser, som må eksistere, eller også er det den voksnes. Og hvordan skulle det dog være anderledes, når vi ikke har fået dét, vi havde brug for, for at modnes til en opfattelse af, at det kan være både og. At der kan være plads til både, hvordan barnet har det, OG hvordan vi har det, uden at nogen må lukke ned og gå i overlevelsesmode.

Et andet kendetegn ved en umoden hjerne er manglende evne til selvregulering. Noget, som de fleste af os, som er vokset op under det gamle børnesyn, kan have udfordringer med, igen fordi vi ikke har haft forbilleder for, hvordan selvregulering ser ud, men især fordi, vi ikke fik hjælp til at regulere, og alt for ofte blev overladt til os selv i ureguleret tilstand, og et system der som konsekvens måtte lukke ned. Når vi så som voksne bliver pressede, slår vores frontallapper (dem der har med fornuft og konsekvenser at gøre) fra, og vi går i default mode og kommer til at handle, som vores forældre gjorde. Og så overvældes vi af skyld og skam, og lover os selv, at vi aldrig vil gøre sådan igen (præcis som når vi som børn gjorde noget, der i de voksnes øjne var forkert), så vi negligerer igen vores egne behov, følelser og grænser til fordel for vores børns, og sådan fortsætter den onde spiral.

En grund til, at skylden og skammen bliver så overvældende, at den kan fastholde os i den onde spiral, er, at den er forbundet med de traumer, vi selv har med os fra vores egen barndom, og får os til at tro, at det samme sker for vores barn. At de overvældende og traumatiserende følelser, vi oplevede som barn, er de samme overvældende og traumatiserende følelser, vores barn oplever. Men sandheden er, at i de allerfleste tilfælde, er det langt fra lige så overvældende og traumatiserende for vores barn, fordi vi netop er bevidste omkring de oplevelser, vi har haft, og de følelser, de medførte, og at vi derfor helt instinktivt møder vores barn lidt anderledes, end vi selv blev mødt.

“Og så overvældes vi af skyld og skam, og lover os selv, at vi aldrig vil gøre sådan igen (præcis som når vi som børn gjorde noget, der i de voksnes øjne var forkert), så vi negligerer igen vores egne behov, følelser og grænser til fordel for vores børns, og sådan fortsætter den onde spiral.”

 
Annalie Jørgensen Alawi

Følelser er ikke traumatiserende i sig selv. Det blev de kun, fordi vi var alene med dem, blev gjort forkerte og ikke blev mødt i dem. 

Reparation

Fordi generationerne før os ikke anerkendte børn som ligeværdige med voksne, og fordi de voksne troede, at magtudøvelse var den eneste måde, de kunne få børn til at lystre, måtte de voksne fremstå fejlfrie, og det er de færreste af os, der som børn har oplevet at få en undskyldning fra en voksen.

Ved at fremstå uperfekt frygtede de voksne at miste børnenes respekt. Men samtidig er behovet for at fremstå perfekt og fejlfri også en konsekvens af, at det for generationerne før os kunne være farligt at begå fejl. Ikke nok med at man kunne få frataget den livsnødvendige kærlighed fra de voksne på samme måde, som vi selv kan have oplevet, så er det ikke mange år siden, at det var lovligt fysisk at afstraffe børn, når de opførte sig forkert. Desuden har vi af vores umodne og dermed også ‘alt eller intet’-oplevende forældre lært, at hvis vi gør noget forkert, så ER vi forkerte. Og det er netop denne forkerthedsfølelse som er skam, og som lammer os og gør det så svært for os at sige undskyld til vores egne børn.

Paradoksalt nok er det dog denne undskyldning, som kan gøre den helt afgørende forskel på, hvad vi har fået med fra vores forældre og generationerne før dem, og hvad vi giver videre til vores børn og generationerne efter dem. For med en undskyldning viser vi, at vores børn og deres følelser, behov og grænser er lige så meget værd som vores. Med en undskyldning skaber vi igen forbindelse til vores børn, så de ikke skal være alene med de svære følelser. Med en undskyldning giver vi vores børn en vished om, at de ikke er forkerte, og en forståelse af, at ingen mennesker er perfekte. Heller ikke deres forældre.

Og derfor er det allervigtigste måske at undskylde over for os selv først og fremmest og give os selv dét, vi ikke selv fik. For vi kan ikke noget, som vi ikke har lært, og det er fuldstændig urimeligt af os at forvente det af os selv, ligesom at det er urimeligt at forvente, at vi på én generation kan rydde helt op efter de mange forrige generationer og hele den næste generation fuldstændigt. Men hvis vi kan gøre det bare en lille smule bedre end den forrige generation, og vores børns generation kan gøre det en smule bedre end os, og deres børns generation og så videre …  

Der findes ikke fejl, kun potentiale for udvikling. Og udvikling kan kun finde sted, når vi føler os trygge og elskede. Det gælder både for børn og for voksne.

MODERSKAB

Vi ved, hvor skadeligt det gamle børnesyn var
– alligevel er det svært at ryste sig fri af  

De sidste mange års forskning har gjort os klogere på problemerne ved det gamle børnesyn. Alligevel er det – af både personlige og samfundsmæssige årsager – langt fra nemt at give vores børn noget andet, end vi som børn selv fik.

31. oktober 2023 | Af Annalie Jørgensen Alawi | Foto: Unsplash

 

De sidste mange års forskning har gjort os klogere på problemerne ved det gamle børnesyn. Alligevel er det – af både personlige og samfundsmæssige årsager – langt fra nemt at give vores børn noget andet, end vi som børn selv fik.

Annalie Jørgensen er 39 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med speciale i tilknytning, det nye børnesyn og regulering af nervesystem. Du kan følge hende på instagramkontoen @annalie_joergensen.

De fleste af os er vokset op i en tid, hvor der herskede et børnesyn og en dertilhørende opdragelsesform, som på mange måder fordrede overlevelsesstrategier og traumer frem for udvikling og modning. Et børnesyn, som vi i dag kalder ‘det gamle’, fordi vi de seneste år er blevet meget klogere på, hvad små børn har brug for, end generationerne før os var.

Fordi man ikke forstod, hvordan børns hjerner fungerede og udviklede sig, troede man for eksempel, at man kunne gøre hvad som helst ved børn i de første leveår, fordi de alligevel ikke kunne huske noget. I dag ved vi derimod, at 75 % af vores psykiske fundament bliver grundlagt i barnets tre første leveår, og at selvom barnet ikke har en kognitiv hukommelse af, hvad der er sket, så har hændelserne lagret sig på et dybere og mere grundlæggende neurologisk plan.

Det autonome nervesystem, følelser og deres funktioner vidste man heller ikke meget om, og man troede for eksempel, at børn udtrykte store følelser, fordi de ville have opmærksomhed og var uartige, og at det var vigtigt at ignorere dem eller straffe dem for at få dem til at stoppe. I dag ved vi, at følelser er vigtige budbringere af vores indre tilstande, som er afgørende at tage alvorligt, og at børn har umodne nervesystemer, som er afhængige af en moden voksen til at hjælpe med at regulere, for ikke at lukke ned og gå i overlevelsesmode.

“I dag ved vi, at følelser er vigtige budbringere af vores indre tilstande, som er afgørende at tage alvorligt, og at børn har umodne nervesystemer, som er afhængige af en moden voksen til at hjælpe med at regulere, for ikke at lukke ned og gå i overlevelsesmode.”

 
Annalie Jørgensen Alawi

Man troede også, at børn blev født asociale, og at den eneste måde, man kunne få dem til at lystre på, var gennem magtudøvelse. I dag ved vi, at børn er født sociale og villige til at samarbejde med deres tilknytningspersoner i så høj en grad, at de skal have hjælp og støtte til at bevare dem selv i relationen, og at dette er helt afgørende for, at de senere er i stand til at have en sund relation – både til andre og til sig selv.

I det hele taget medførte den manglende viden om og forståelse for børns hjerne og udvikling, at børn ikke blev anerkendt som ligeværdige med voksne, og denne forståelse er blevet internaliseret i os gennem generationer og har skadet vores følelse af selvværd.

Heldigvis har de sidste mange års forskning gjort os klogere, og ‘det nye børnesyn’, som netop bunder i denne forskning, bliver mere og mere kendt. Særligt af forældre, som tydeligt mærker, hvilke konsekvenser det forhenværende mere uvidende børnesyn har ført med sig, og som brændende ønsker at give deres børn noget andet. Men det er langt fra nemt at give vores børn noget andet, og det er der flere grunde til, både på et samfundsmæssigt plan, men også på et personligt plan.

Det kræver overskud at gøre noget andet

På trods af al den viden, der i dag er tilgængelig, hvad angår børns udvikling og trivsel, så er meget af denne viden endnu ikke integreret på et fundamentalt plan i vores samfund, og det kommer især til udtryk ved den måde, vores arbejdsmarked og den dertilhørende institutionalisering er indrettet.

Småbørnsforældre forventes at lægge urimelig mange timer på arbejdsmarkedet i de så afgørende første år af deres børns liv, og det efterlader forældrene drænet for dét overskud, som det kræver at møde og rumme deres børn, som de optimalt har brug for.

“På trods af al den viden, der i dag er tilgængelig, hvad angår børns udvikling og trivsel, så er meget af denne viden endnu ikke integreret på et fundamentalt plan i vores samfund, og det kommer især til udtryk ved den måde, vores arbejdsmarked og den dertilhørende institutionalisering er indrettet.”

 
Annalie Jørgensen Alawi

For det kræver meget overskud at give vores børn noget andet end det, vi selv fik, fordi det ikke kommer naturligt for os. Udover at vi ikke har haft forbilleder for, hvordan ‘noget andet’ kunne se ud, og vi derfor ikke har nogen anelse om, hvordan vi rent faktisk kan gøre noget andet, så har den opdragelsesform, vi har været udsat for, ikke fordret optimal udvikling og modning. Man kan nemlig ikke udvikle sig på kommando, og slet ikke, hvis man bliver truet til det. Men det er netop denne modenhed, der skal til for at give vores børn noget andet.

I mangel på gode forbilleder kommer mange af os helt klassisk i første omgang til at gå i den helt modsatte grøft for ikke at give dét videre til vores børn, som vi selv ville ønske, vi ikke havde fået. I stedet for de hårde grænser, vi selv blev mødt med, bliver vi helt grænseløse. I stedet for de urimelige krav, vi selv blev mødt med, stiller vi ingen krav. I stedet for de store følelser, vi så ofte blev overvældet af, forsørger vi at skåne vores børn for svære følelser i det hele taget. Og kombineret med vores egen manglende modenhed, bliver dette en sprængfarlig cocktail, som fører til stress, overvældelse og måske endda retraumatisering, fordi vi lukker ned for vores behov, følelser og grænser – præcis som vi lærte som børn i forsøget på at give vores børns behov, følelser og grænser plads. 

Den umodne hjerne

Noget af det mest kendetegnende ved en umoden hjerne er nemlig, at den opfatter verden som sort hvid, alt eller intet, enten eller. Enten er det barnets behov, følelser og grænser, som må eksistere, eller også er det den voksnes. Og hvordan skulle det dog være anderledes, når vi ikke har fået dét, vi havde brug for, for at modnes til en opfattelse af, at det kan være både og. At der kan være plads til både, hvordan barnet har det, OG hvordan vi har det, uden at nogen må lukke ned og gå i overlevelsesmode.

Et andet kendetegn ved en umoden hjerne er manglende evne til selvregulering. Noget, som de fleste af os, som er vokset op under det gamle børnesyn, kan have udfordringer med, igen fordi vi ikke har haft forbilleder for, hvordan selvregulering ser ud, men især fordi, vi ikke fik hjælp til at regulere, og alt for ofte blev overladt til os selv i ureguleret tilstand, og et system der som konsekvens måtte lukke ned. Når vi så som voksne bliver pressede, slår vores frontallapper (dem der har med fornuft og konsekvenser at gøre) fra, og vi går i default mode og kommer til at handle, som vores forældre gjorde. Og så overvældes vi af skyld og skam, og lover os selv, at vi aldrig vil gøre sådan igen (præcis som når vi som børn gjorde noget, der i de voksnes øjne var forkert), så vi negligerer igen vores egne behov, følelser og grænser til fordel for vores børns, og sådan fortsætter den onde spiral.

En grund til, at skylden og skammen bliver så overvældende, at den kan fastholde os i den onde spiral, er, at den er forbundet med de traumer, vi selv har med os fra vores egen barndom, og får os til at tro, at det samme sker for vores barn. At de overvældende og traumatiserende følelser, vi oplevede som barn, er de samme overvældende og traumatiserende følelser, vores barn oplever. Men sandheden er, at i de allerfleste tilfælde, er det langt fra lige så overvældende og traumatiserende for vores barn, fordi vi netop er bevidste omkring de oplevelser, vi har haft, og de følelser, de medførte, og at vi derfor helt instinktivt møder vores barn lidt anderledes, end vi selv blev mødt.

“Og så overvældes vi af skyld og skam, og lover os selv, at vi aldrig vil gøre sådan igen (præcis som når vi som børn gjorde noget, der i de voksnes øjne var forkert), så vi negligerer igen vores egne behov, følelser og grænser til fordel for vores børns, og sådan fortsætter den onde spiral.”

 
Annalie Jørgensen Alawi

Følelser er ikke traumatiserende i sig selv. Det blev de kun, fordi vi var alene med dem, blev gjort forkerte og ikke blev mødt i dem. 

Reparation

Fordi generationerne før os ikke anerkendte børn som ligeværdige med voksne, og fordi de voksne troede, at magtudøvelse var den eneste måde, de kunne få børn til at lystre, måtte de voksne fremstå fejlfrie, og det er de færreste af os, der som børn har oplevet at få en undskyldning fra en voksen.

Ved at fremstå uperfekt frygtede de voksne at miste børnenes respekt. Men samtidig er behovet for at fremstå perfekt og fejlfri også en konsekvens af, at det for generationerne før os kunne være farligt at begå fejl. Ikke nok med at man kunne få frataget den livsnødvendige kærlighed fra de voksne på samme måde, som vi selv kan have oplevet, så er det ikke mange år siden, at det var lovligt fysisk at afstraffe børn, når de opførte sig forkert. Desuden har vi af vores umodne og dermed også ‘alt eller intet’-oplevende forældre lært, at hvis vi gør noget forkert, så ER vi forkerte. Og det er netop denne forkerthedsfølelse som er skam, og som lammer os og gør det så svært for os at sige undskyld til vores egne børn.

Paradoksalt nok er det dog denne undskyldning, som kan gøre den helt afgørende forskel på, hvad vi har fået med fra vores forældre og generationerne før dem, og hvad vi giver videre til vores børn og generationerne efter dem. For med en undskyldning viser vi, at vores børn og deres følelser, behov og grænser er lige så meget værd som vores. Med en undskyldning skaber vi igen forbindelse til vores børn, så de ikke skal være alene med de svære følelser. Med en undskyldning giver vi vores børn en vished om, at de ikke er forkerte, og en forståelse af, at ingen mennesker er perfekte. Heller ikke deres forældre.

Og derfor er det allervigtigste måske at undskylde over for os selv først og fremmest og give os selv dét, vi ikke selv fik. For vi kan ikke noget, som vi ikke har lært, og det er fuldstændig urimeligt af os at forvente det af os selv, ligesom at det er urimeligt at forvente, at vi på én generation kan rydde helt op efter de mange forrige generationer og hele den næste generation fuldstændigt. Men hvis vi kan gøre det bare en lille smule bedre end den forrige generation, og vores børns generation kan gøre det en smule bedre end os, og deres børns generation og så videre …  

Der findes ikke fejl, kun potentiale for udvikling. Og udvikling kan kun finde sted, når vi føler os trygge og elskede. Det gælder både for børn og for voksne.

LÆS OGSÅ