Vi byder børn forhold, vi voksne ikke selv ville arbejde under

af | nov 3, 2023

BØRNELIV

Vi byder børn forhold, vi voksne ikke selv ville arbejde under

3. november 2023 | Af Lene Friis-Pilgaard | Foto: Unsplash

Vores samfund – herunder rammerne, strukturen, tonen, tilgangen, tiden, traditionerne og børnesynet – bærer præg af noget fra en svunden tid. Men tiden er inde til et paradigmeskifte.  

Lene Friis-Pilgaard er uddannet økonom og mor til to. Hun arbejder som selvstændig familiebehandler, skribent og hjemmeskoler og kæmper for, at børn og voksne får de samme rettigheder. Du kan følge hende på lenefriispilgaard_columnist.

Vi vil så gerne hylde diversiteten. Alligevel bliver vi allerede som helt små, modelleret til at passe ind i et samfund, hvor de vigtigste værdier er vækst, økonomi og optimering. Der er en forventning om, at vi lever et liv uden de store variationer, agerer synkront og følger samfundsnormen. For en del mennesker bliver det da også hverdagen og måske med god grund; for vi kender jo oftest ikke til anden samfundsmodel end den, vi selv er flasket op på.  

I den tempofyldte hverdag glemmer vi måske at stille spørgsmål, stoppe op og overveje, om der kunne være en anden mere menneskelig, meningsfuld og simpel vej at gå – for både os selv og vores børn.  

“I den tempofyldte hverdag glemmer vi måske at stille spørgsmål, stoppe op og overveje, om der kunne være en anden mere menneskelig, meningsfuld og simpel vej at gå.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Vi er i Danmark rekordførende i at udlicitere omsorg, tid og tryghed. Elementer, som er afgørende for vores tilknytningsmønster, trivsel og relationer – og den præmis har vi købt! 

Måske fordi vi har glemt, at institutionerne aldrig blev skabt for at sikre optimal udvikling, trivsel og omsorg for børnene. Måske fordi det har været belejligt at glemme.

Der var nemlig helt andre årsager til, at institutionerne blev skabt; kvindeoprøret – kvindebevægelsen. En vigtig og nødvendig kamp, som stadig kæmpes. Men hvorfor udebliver børnebevægelsen? 

Der er mange gode folk, som kæmper børnenes sag hver eneste dag. Faktum er bare, at vores samfund – herunder rammerne, strukturen, tonen, tilgangen, tiden, traditionerne og børnesynet – bliver ved med at bære præg af noget fra en svunden tid. Fokus er på, hvad vi til stadighed mener, er samfundets behov – en uddateret samfundsmodel, som i den grad trænger til modernisering. 

En samfundsmæssig udvikling, hvor udgangspunktet også er børnenes perspektiv og trivsel, har aldrig rigtig fundet sted. Jeg oplever desværre stadig en kollektiv og tavs accept af, at børn sagtens kan klare at opholde sig de fleste af deres vågne timer i institutioner og skoler under forhold, som vi voksne på ingen måde ville arbejde under.  

“Jeg oplever desværre stadig en kollektiv og tavs accept af, at børn sagtens kan klare at opholde sig de fleste af deres vågne timer i institutioner og skoler under forhold, som vi voksne på ingen måde ville arbejde under.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Vores normative forståelse af barndommen starter her:

Den stiltiende accept af adskillelseskulturen som en præmis i forældreskabet, en fortælling i folkemunde om, at det er normalt for børn at blive afleveret til ‘fremmede’ voksne mennesker i 6-8 timer om dagen i en alder af 1 år.  

Accepten af, at børn på 3-6 år bliver afleveret i institutioner på små stuer proppet med små mennesker, skiftende voksne og manglende ressourcer med fortællingen om, at det er her de små mennesker lærer at socialisere. 

Accepten af, at folkeskolen rent strukturelt ser ud som for 40 år siden! En rå, drænet, presset, tung og træt mastodont, hvor flere og flere viser tegn på skolevægring og mistrivsel.

Vi skylder i den grad alle vores mindste mennesker nogle tilbud, som er bygger på høj kvalitet, tid, ressourcer, nærvær, omsorg, læring og leg. Det hjælper ikke, at der findes enkelte små oaser rundt omkring – både pasningstilbud og skoler. Alle steder, hvor børn bliver afleveret, skal være små oaser. 

Men hvor lang er vejen – før vi ser ændringer? 

Det ved jeg ikke, men jeg ved, at vejen bliver væsentlig kortere, hvis vi alle bliver lidt mere modige i vores valg. Oprøret skal komme fra alle os, som udgør samfundet.  

Vi skal turde mere, dyrke opfindsomheden, tage ejerskab, forblive autentiske og stå stærkere i vores ret til selvbestemmelse og frihed. Vi skal tænke ud af boksen, indrette os mere familievenligt og med respekt for vores livscyklus. Vi skal indtænke fleksibilitet, alternativer og variationer i vores arbejdsliv. Ord som ‘bør’ og ‘skal’ må vi minimere fra vores vokabular. Ordene hører til en svunden tid og bringer intet konstruktivt med sig – hvad enten det er vores egen indre eller en ydre stemme, der taler. 

“Oprøret skal komme fra alle os, som udgør samfundet. ”

 
Lene Friis-Pilgaard

Mulighederne for de forældre, som ønsker, at være hjemme med deres børn i nogle år, skal forbedres. Det vil på så mange planer være en god og bæredygtig investering – for barnet, familien, trivslen, hjælpsomheden, fællesskabet og ikke mindst samfundsøkonomien. 

Tiden er mere end moden til et paradigmeskifte. Hver enkelt lille familie skal turde tage det ansvar, de nu kan, og vise vejen for et mere humant, børnevenligt og bæredygtigt samfund. 

BØRNELIV

Vi byder børn forhold, vi voksne ikke selv ville arbejde under

3. november 2023 | Af Lene Friis-Pilgaard | Foto: Unsplash

 

Vores samfund – herunder rammerne, strukturen, tonen, tilgangen, tiden, traditionerne og børnesynet – bærer præg af noget fra en svunden tid. Men tiden er inde til et paradigmeskifte.  

Lene Friis-Pilgaard er uddannet økonom og mor til to. Hun arbejder som selvstændig familiebehandler, skribent og hjemmeskoler og kæmper for, at børn og voksne får de samme rettigheder. Du kan følge hende på lenefriispilgaard_columnist.

Vi vil så gerne hylde diversiteten. Alligevel bliver vi allerede som helt små, modelleret til at passe ind i et samfund, hvor de vigtigste værdier er vækst, økonomi og optimering. Der er en forventning om, at vi lever et liv uden de store variationer, agerer synkront og følger samfundsnormen. For en del mennesker bliver det da også hverdagen og måske med god grund; for vi kender jo oftest ikke til anden samfundsmodel end den, vi selv er flasket op på.  

I den tempofyldte hverdag glemmer vi måske at stille spørgsmål, stoppe op og overveje, om der kunne være en anden mere menneskelig, meningsfuld og simpel vej at gå – for både os selv og vores børn.  

“I den tempofyldte hverdag glemmer vi måske at stille spørgsmål, stoppe op og overveje, om der kunne være en anden mere menneskelig, meningsfuld og simpel vej at gå.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Vi er i Danmark rekordførende i at udlicitere omsorg, tid og tryghed. Elementer, som er afgørende for vores tilknytningsmønster, trivsel og relationer – og den præmis har vi købt! 

Måske fordi vi har glemt, at institutionerne aldrig blev skabt for at sikre optimal udvikling, trivsel og omsorg for børnene. Måske fordi det har været belejligt at glemme.

Der var nemlig helt andre årsager til, at institutionerne blev skabt; kvindeoprøret – kvindebevægelsen. En vigtig og nødvendig kamp, som stadig kæmpes. Men hvorfor udebliver børnebevægelsen? 

Der er mange gode folk, som kæmper børnenes sag hver eneste dag. Faktum er bare, at vores samfund – herunder rammerne, strukturen, tonen, tilgangen, tiden, traditionerne og børnesynet – bliver ved med at bære præg af noget fra en svunden tid. Fokus er på, hvad vi til stadighed mener, er samfundets behov – en uddateret samfundsmodel, som i den grad trænger til modernisering. 

En samfundsmæssig udvikling, hvor udgangspunktet også er børnenes perspektiv og trivsel, har aldrig rigtig fundet sted. Jeg oplever desværre stadig en kollektiv og tavs accept af, at børn sagtens kan klare at opholde sig de fleste af deres vågne timer i institutioner og skoler under forhold, som vi voksne på ingen måde ville arbejde under.  

“Jeg oplever desværre stadig en kollektiv og tavs accept af, at børn sagtens kan klare at opholde sig de fleste af deres vågne timer i institutioner og skoler under forhold, som vi voksne på ingen måde ville arbejde under.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Vores normative forståelse af barndommen starter her:

Den stiltiende accept af adskillelseskulturen som en præmis i forældreskabet, en fortælling i folkemunde om, at det er normalt for børn at blive afleveret til ‘fremmede’ voksne mennesker i 6-8 timer om dagen i en alder af 1 år.  

Accepten af, at børn på 3-6 år bliver afleveret i institutioner på små stuer proppet med små mennesker, skiftende voksne og manglende ressourcer med fortællingen om, at det er her de små mennesker lærer at socialisere. 

Accepten af, at folkeskolen rent strukturelt ser ud som for 40 år siden! En rå, drænet, presset, tung og træt mastodont, hvor flere og flere viser tegn på skolevægring og mistrivsel.

Vi skylder i den grad alle vores mindste mennesker nogle tilbud, som er bygger på høj kvalitet, tid, ressourcer, nærvær, omsorg, læring og leg. Det hjælper ikke, at der findes enkelte små oaser rundt omkring – både pasningstilbud og skoler. Alle steder, hvor børn bliver afleveret, skal være små oaser. 

Men hvor lang er vejen – før vi ser ændringer? 

Det ved jeg ikke, men jeg ved, at vejen bliver væsentlig kortere, hvis vi alle bliver lidt mere modige i vores valg. Oprøret skal komme fra alle os, som udgør samfundet.  

Vi skal turde mere, dyrke opfindsomheden, tage ejerskab, forblive autentiske og stå stærkere i vores ret til selvbestemmelse og frihed. Vi skal tænke ud af boksen, indrette os mere familievenligt og med respekt for vores livscyklus. Vi skal indtænke fleksibilitet, alternativer og variationer i vores arbejdsliv. Ord som ‘bør’ og ‘skal’ må vi minimere fra vores vokabular. Ordene hører til en svunden tid og bringer intet konstruktivt med sig – hvad enten det er vores egen indre eller en ydre stemme, der taler. 

“Oprøret skal komme fra alle os, som udgør samfundet. ”

 
Lene Friis-Pilgaard

Mulighederne for de forældre, som ønsker, at være hjemme med deres børn i nogle år, skal forbedres. Det vil på så mange planer være en god og bæredygtig investering – for barnet, familien, trivslen, hjælpsomheden, fællesskabet og ikke mindst samfundsøkonomien. 

Tiden er mere end moden til et paradigmeskifte. Hver enkelt lille familie skal turde tage det ansvar, de nu kan, og vise vejen for et mere humant, børnevenligt og bæredygtigt samfund. 

LÆS OGSÅ

Vi ved, hvor skadeligt det gamle børnesyn var – alligevel er det svært at ryste sig fri af  

af | okt 31, 2023

MODERSKAB

Vi ved, hvor skadeligt det gamle børnesyn var – alligevel er det svært at ryste sig fri af  

De sidste mange års forskning har gjort os klogere på problemerne ved det gamle børnesyn. Alligevel er det – af både personlige og samfundsmæssige årsager – langt fra nemt at give vores børn noget andet, end vi som børn selv fik.

31. oktober 2023 | Af Annalie Jørgensen Alawi | Foto: Unsplash

 

De sidste mange års forskning har gjort os klogere på problemerne ved det gamle børnesyn. Alligevel er det – af både personlige og samfundsmæssige årsager – langt fra nemt at give vores børn noget andet, end vi som børn selv fik.

Annalie Jørgensen er 39 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med speciale i tilknytning, det nye børnesyn og regulering af nervesystem. Du kan følge hende på @annalie_joergensen.

De fleste af os er vokset op i en tid, hvor der herskede et børnesyn og en dertilhørende opdragelsesform, som på mange måder fordrede overlevelsesstrategier og traumer frem for udvikling og modning. Et børnesyn, som vi i dag kalder ‘det gamle’, fordi vi de seneste år er blevet meget klogere på, hvad små børn har brug for, end generationerne før os var.

Fordi man ikke forstod, hvordan børns hjerner fungerede og udviklede sig, troede man for eksempel, at man kunne gøre hvad som helst ved børn i de første leveår, fordi de alligevel ikke kunne huske noget. I dag ved vi derimod, at 75 % af vores psykiske fundament bliver grundlagt i barnets tre første leveår, og at selvom barnet ikke har en kognitiv hukommelse af, hvad der er sket, så har hændelserne lagret sig på et dybere og mere grundlæggende neurologisk plan.

Det autonome nervesystem, følelser og deres funktioner vidste man heller ikke meget om, og man troede for eksempel, at børn udtrykte store følelser, fordi de ville have opmærksomhed og var uartige, og at det var vigtigt at ignorere dem eller straffe dem for at få dem til at stoppe. I dag ved vi, at følelser er vigtige budbringere af vores indre tilstande, som er afgørende at tage alvorligt, og at børn har umodne nervesystemer, som er afhængige af en moden voksen til at hjælpe med at regulere, for ikke at lukke ned og gå i overlevelsesmode.

“I dag ved vi, at følelser er vigtige budbringere af vores indre tilstande, som er afgørende at tage alvorligt, og at børn har umodne nervesystemer, som er afhængige af en moden voksen til at hjælpe med at regulere, for ikke at lukke ned og gå i overlevelsesmode.”

 
Annalie Jørgensen Alawi

Man troede også, at børn blev født asociale, og at den eneste måde, man kunne få dem til at lystre på, var gennem magtudøvelse. I dag ved vi, at børn er født sociale og villige til at samarbejde med deres tilknytningspersoner i så høj en grad, at de skal have hjælp og støtte til at bevare dem selv i relationen, og at dette er helt afgørende for, at de senere er i stand til at have en sund relation – både til andre og til sig selv.

I det hele taget medførte den manglende viden om og forståelse for børns hjerne og udvikling, at børn ikke blev anerkendt som ligeværdige med voksne, og denne forståelse er blevet internaliseret i os gennem generationer og har skadet vores følelse af selvværd.

Heldigvis har de sidste mange års forskning gjort os klogere, og ‘det nye børnesyn’, som netop bunder i denne forskning, bliver mere og mere kendt. Særligt af forældre, som tydeligt mærker, hvilke konsekvenser det forhenværende mere uvidende børnesyn har ført med sig, og som brændende ønsker at give deres børn noget andet. Men det er langt fra nemt at give vores børn noget andet, og det er der flere grunde til, både på et samfundsmæssigt plan, men også på et personligt plan.

Det kræver overskud at gøre noget andet

På trods af al den viden, der i dag er tilgængelig, hvad angår børns udvikling og trivsel, så er meget af denne viden endnu ikke integreret på et fundamentalt plan i vores samfund, og det kommer især til udtryk ved den måde, vores arbejdsmarked og den dertilhørende institutionalisering er indrettet.

Småbørnsforældre forventes at lægge urimelig mange timer på arbejdsmarkedet i de så afgørende første år af deres børns liv, og det efterlader forældrene drænet for dét overskud, som det kræver at møde og rumme deres børn, som de optimalt har brug for.

“På trods af al den viden, der i dag er tilgængelig, hvad angår børns udvikling og trivsel, så er meget af denne viden endnu ikke integreret på et fundamentalt plan i vores samfund, og det kommer især til udtryk ved den måde, vores arbejdsmarked og den dertilhørende institutionalisering er indrettet.”

 
Annalie Jørgensen Alawi

For det kræver meget overskud at give vores børn noget andet end det, vi selv fik, fordi det ikke kommer naturligt for os. Udover at vi ikke har haft forbilleder for, hvordan ‘noget andet’ kunne se ud, og vi derfor ikke har nogen anelse om, hvordan vi rent faktisk kan gøre noget andet, så har den opdragelsesform, vi har været udsat for, ikke fordret optimal udvikling og modning. Man kan nemlig ikke udvikle sig på kommando, og slet ikke, hvis man bliver truet til det. Men det er netop denne modenhed, der skal til for at give vores børn noget andet.

I mangel på gode forbilleder kommer mange af os helt klassisk i første omgang til at gå i den helt modsatte grøft for ikke at give dét videre til vores børn, som vi selv ville ønske, vi ikke havde fået. I stedet for de hårde grænser, vi selv blev mødt med, bliver vi helt grænseløse. I stedet for de urimelige krav, vi selv blev mødt med, stiller vi ingen krav. I stedet for de store følelser, vi så ofte blev overvældet af, forsørger vi at skåne vores børn for svære følelser i det hele taget. Og kombineret med vores egen manglende modenhed, bliver dette en sprængfarlig cocktail, som fører til stress, overvældelse og måske endda retraumatisering, fordi vi lukker ned for vores behov, følelser og grænser – præcis som vi lærte som børn i forsøget på at give vores børns behov, følelser og grænser plads. 

Den umodne hjerne

Noget af det mest kendetegnende ved en umoden hjerne er nemlig, at den opfatter verden som sort hvid, alt eller intet, enten eller. Enten er det barnets behov, følelser og grænser, som må eksistere, eller også er det den voksnes. Og hvordan skulle det dog være anderledes, når vi ikke har fået dét, vi havde brug for, for at modnes til en opfattelse af, at det kan være både og. At der kan være plads til både, hvordan barnet har det, OG hvordan vi har det, uden at nogen må lukke ned og gå i overlevelsesmode.

Et andet kendetegn ved en umoden hjerne er manglende evne til selvregulering. Noget, som de fleste af os, som er vokset op under det gamle børnesyn, kan have udfordringer med, igen fordi vi ikke har haft forbilleder for, hvordan selvregulering ser ud, men især fordi, vi ikke fik hjælp til at regulere, og alt for ofte blev overladt til os selv i ureguleret tilstand, og et system der som konsekvens måtte lukke ned. Når vi så som voksne bliver pressede, slår vores frontallapper (dem der har med fornuft og konsekvenser at gøre) fra, og vi går i default mode og kommer til at handle, som vores forældre gjorde. Og så overvældes vi af skyld og skam, og lover os selv, at vi aldrig vil gøre sådan igen (præcis som når vi som børn gjorde noget, der i de voksnes øjne var forkert), så vi negligerer igen vores egne behov, følelser og grænser til fordel for vores børns, og sådan fortsætter den onde spiral.

En grund til, at skylden og skammen bliver så overvældende, at den kan fastholde os i den onde spiral, er, at den er forbundet med de traumer, vi selv har med os fra vores egen barndom, og får os til at tro, at det samme sker for vores barn. At de overvældende og traumatiserende følelser, vi oplevede som barn, er de samme overvældende og traumatiserende følelser, vores barn oplever. Men sandheden er, at i de allerfleste tilfælde, er det langt fra lige så overvældende og traumatiserende for vores barn, fordi vi netop er bevidste omkring de oplevelser, vi har haft, og de følelser, de medførte, og at vi derfor helt instinktivt møder vores barn lidt anderledes, end vi selv blev mødt.

“Og så overvældes vi af skyld og skam, og lover os selv, at vi aldrig vil gøre sådan igen (præcis som når vi som børn gjorde noget, der i de voksnes øjne var forkert), så vi negligerer igen vores egne behov, følelser og grænser til fordel for vores børns, og sådan fortsætter den onde spiral.”

 
Annalie Jørgensen Alawi

Følelser er ikke traumatiserende i sig selv. Det blev de kun, fordi vi var alene med dem, blev gjort forkerte og ikke blev mødt i dem. 

Reparation

Fordi generationerne før os ikke anerkendte børn som ligeværdige med voksne, og fordi de voksne troede, at magtudøvelse var den eneste måde, de kunne få børn til at lystre, måtte de voksne fremstå fejlfrie, og det er de færreste af os, der som børn har oplevet at få en undskyldning fra en voksen.

Ved at fremstå uperfekt frygtede de voksne at miste børnenes respekt. Men samtidig er behovet for at fremstå perfekt og fejlfri også en konsekvens af, at det for generationerne før os kunne være farligt at begå fejl. Ikke nok med at man kunne få frataget den livsnødvendige kærlighed fra de voksne på samme måde, som vi selv kan have oplevet, så er det ikke mange år siden, at det var lovligt fysisk at afstraffe børn, når de opførte sig forkert. Desuden har vi af vores umodne og dermed også ‘alt eller intet’-oplevende forældre lært, at hvis vi gør noget forkert, så ER vi forkerte. Og det er netop denne forkerthedsfølelse som er skam, og som lammer os og gør det så svært for os at sige undskyld til vores egne børn.

Paradoksalt nok er det dog denne undskyldning, som kan gøre den helt afgørende forskel på, hvad vi har fået med fra vores forældre og generationerne før dem, og hvad vi giver videre til vores børn og generationerne efter dem. For med en undskyldning viser vi, at vores børn og deres følelser, behov og grænser er lige så meget værd som vores. Med en undskyldning skaber vi igen forbindelse til vores børn, så de ikke skal være alene med de svære følelser. Med en undskyldning giver vi vores børn en vished om, at de ikke er forkerte, og en forståelse af, at ingen mennesker er perfekte. Heller ikke deres forældre.

Og derfor er det allervigtigste måske at undskylde over for os selv først og fremmest og give os selv dét, vi ikke selv fik. For vi kan ikke noget, som vi ikke har lært, og det er fuldstændig urimeligt af os at forvente det af os selv, ligesom at det er urimeligt at forvente, at vi på én generation kan rydde helt op efter de mange forrige generationer og hele den næste generation fuldstændigt. Men hvis vi kan gøre det bare en lille smule bedre end den forrige generation, og vores børns generation kan gøre det en smule bedre end os, og deres børns generation og så videre …  

Der findes ikke fejl, kun potentiale for udvikling. Og udvikling kan kun finde sted, når vi føler os trygge og elskede. Det gælder både for børn og for voksne.

MODERSKAB

Vi ved, hvor skadeligt det gamle børnesyn var
– alligevel er det svært at ryste sig fri af  

De sidste mange års forskning har gjort os klogere på problemerne ved det gamle børnesyn. Alligevel er det – af både personlige og samfundsmæssige årsager – langt fra nemt at give vores børn noget andet, end vi som børn selv fik.

31. oktober 2023 | Af Annalie Jørgensen Alawi | Foto: Unsplash

 

De sidste mange års forskning har gjort os klogere på problemerne ved det gamle børnesyn. Alligevel er det – af både personlige og samfundsmæssige årsager – langt fra nemt at give vores børn noget andet, end vi som børn selv fik.

Annalie Jørgensen er 39 år og mor til to. Hun er psykoterapeut MPF med speciale i tilknytning, det nye børnesyn og regulering af nervesystem. Du kan følge hende på instagramkontoen @annalie_joergensen.

De fleste af os er vokset op i en tid, hvor der herskede et børnesyn og en dertilhørende opdragelsesform, som på mange måder fordrede overlevelsesstrategier og traumer frem for udvikling og modning. Et børnesyn, som vi i dag kalder ‘det gamle’, fordi vi de seneste år er blevet meget klogere på, hvad små børn har brug for, end generationerne før os var.

Fordi man ikke forstod, hvordan børns hjerner fungerede og udviklede sig, troede man for eksempel, at man kunne gøre hvad som helst ved børn i de første leveår, fordi de alligevel ikke kunne huske noget. I dag ved vi derimod, at 75 % af vores psykiske fundament bliver grundlagt i barnets tre første leveår, og at selvom barnet ikke har en kognitiv hukommelse af, hvad der er sket, så har hændelserne lagret sig på et dybere og mere grundlæggende neurologisk plan.

Det autonome nervesystem, følelser og deres funktioner vidste man heller ikke meget om, og man troede for eksempel, at børn udtrykte store følelser, fordi de ville have opmærksomhed og var uartige, og at det var vigtigt at ignorere dem eller straffe dem for at få dem til at stoppe. I dag ved vi, at følelser er vigtige budbringere af vores indre tilstande, som er afgørende at tage alvorligt, og at børn har umodne nervesystemer, som er afhængige af en moden voksen til at hjælpe med at regulere, for ikke at lukke ned og gå i overlevelsesmode.

“I dag ved vi, at følelser er vigtige budbringere af vores indre tilstande, som er afgørende at tage alvorligt, og at børn har umodne nervesystemer, som er afhængige af en moden voksen til at hjælpe med at regulere, for ikke at lukke ned og gå i overlevelsesmode.”

 
Annalie Jørgensen Alawi

Man troede også, at børn blev født asociale, og at den eneste måde, man kunne få dem til at lystre på, var gennem magtudøvelse. I dag ved vi, at børn er født sociale og villige til at samarbejde med deres tilknytningspersoner i så høj en grad, at de skal have hjælp og støtte til at bevare dem selv i relationen, og at dette er helt afgørende for, at de senere er i stand til at have en sund relation – både til andre og til sig selv.

I det hele taget medførte den manglende viden om og forståelse for børns hjerne og udvikling, at børn ikke blev anerkendt som ligeværdige med voksne, og denne forståelse er blevet internaliseret i os gennem generationer og har skadet vores følelse af selvværd.

Heldigvis har de sidste mange års forskning gjort os klogere, og ‘det nye børnesyn’, som netop bunder i denne forskning, bliver mere og mere kendt. Særligt af forældre, som tydeligt mærker, hvilke konsekvenser det forhenværende mere uvidende børnesyn har ført med sig, og som brændende ønsker at give deres børn noget andet. Men det er langt fra nemt at give vores børn noget andet, og det er der flere grunde til, både på et samfundsmæssigt plan, men også på et personligt plan.

Det kræver overskud at gøre noget andet

På trods af al den viden, der i dag er tilgængelig, hvad angår børns udvikling og trivsel, så er meget af denne viden endnu ikke integreret på et fundamentalt plan i vores samfund, og det kommer især til udtryk ved den måde, vores arbejdsmarked og den dertilhørende institutionalisering er indrettet.

Småbørnsforældre forventes at lægge urimelig mange timer på arbejdsmarkedet i de så afgørende første år af deres børns liv, og det efterlader forældrene drænet for dét overskud, som det kræver at møde og rumme deres børn, som de optimalt har brug for.

“På trods af al den viden, der i dag er tilgængelig, hvad angår børns udvikling og trivsel, så er meget af denne viden endnu ikke integreret på et fundamentalt plan i vores samfund, og det kommer især til udtryk ved den måde, vores arbejdsmarked og den dertilhørende institutionalisering er indrettet.”

 
Annalie Jørgensen Alawi

For det kræver meget overskud at give vores børn noget andet end det, vi selv fik, fordi det ikke kommer naturligt for os. Udover at vi ikke har haft forbilleder for, hvordan ‘noget andet’ kunne se ud, og vi derfor ikke har nogen anelse om, hvordan vi rent faktisk kan gøre noget andet, så har den opdragelsesform, vi har været udsat for, ikke fordret optimal udvikling og modning. Man kan nemlig ikke udvikle sig på kommando, og slet ikke, hvis man bliver truet til det. Men det er netop denne modenhed, der skal til for at give vores børn noget andet.

I mangel på gode forbilleder kommer mange af os helt klassisk i første omgang til at gå i den helt modsatte grøft for ikke at give dét videre til vores børn, som vi selv ville ønske, vi ikke havde fået. I stedet for de hårde grænser, vi selv blev mødt med, bliver vi helt grænseløse. I stedet for de urimelige krav, vi selv blev mødt med, stiller vi ingen krav. I stedet for de store følelser, vi så ofte blev overvældet af, forsørger vi at skåne vores børn for svære følelser i det hele taget. Og kombineret med vores egen manglende modenhed, bliver dette en sprængfarlig cocktail, som fører til stress, overvældelse og måske endda retraumatisering, fordi vi lukker ned for vores behov, følelser og grænser – præcis som vi lærte som børn i forsøget på at give vores børns behov, følelser og grænser plads. 

Den umodne hjerne

Noget af det mest kendetegnende ved en umoden hjerne er nemlig, at den opfatter verden som sort hvid, alt eller intet, enten eller. Enten er det barnets behov, følelser og grænser, som må eksistere, eller også er det den voksnes. Og hvordan skulle det dog være anderledes, når vi ikke har fået dét, vi havde brug for, for at modnes til en opfattelse af, at det kan være både og. At der kan være plads til både, hvordan barnet har det, OG hvordan vi har det, uden at nogen må lukke ned og gå i overlevelsesmode.

Et andet kendetegn ved en umoden hjerne er manglende evne til selvregulering. Noget, som de fleste af os, som er vokset op under det gamle børnesyn, kan have udfordringer med, igen fordi vi ikke har haft forbilleder for, hvordan selvregulering ser ud, men især fordi, vi ikke fik hjælp til at regulere, og alt for ofte blev overladt til os selv i ureguleret tilstand, og et system der som konsekvens måtte lukke ned. Når vi så som voksne bliver pressede, slår vores frontallapper (dem der har med fornuft og konsekvenser at gøre) fra, og vi går i default mode og kommer til at handle, som vores forældre gjorde. Og så overvældes vi af skyld og skam, og lover os selv, at vi aldrig vil gøre sådan igen (præcis som når vi som børn gjorde noget, der i de voksnes øjne var forkert), så vi negligerer igen vores egne behov, følelser og grænser til fordel for vores børns, og sådan fortsætter den onde spiral.

En grund til, at skylden og skammen bliver så overvældende, at den kan fastholde os i den onde spiral, er, at den er forbundet med de traumer, vi selv har med os fra vores egen barndom, og får os til at tro, at det samme sker for vores barn. At de overvældende og traumatiserende følelser, vi oplevede som barn, er de samme overvældende og traumatiserende følelser, vores barn oplever. Men sandheden er, at i de allerfleste tilfælde, er det langt fra lige så overvældende og traumatiserende for vores barn, fordi vi netop er bevidste omkring de oplevelser, vi har haft, og de følelser, de medførte, og at vi derfor helt instinktivt møder vores barn lidt anderledes, end vi selv blev mødt.

“Og så overvældes vi af skyld og skam, og lover os selv, at vi aldrig vil gøre sådan igen (præcis som når vi som børn gjorde noget, der i de voksnes øjne var forkert), så vi negligerer igen vores egne behov, følelser og grænser til fordel for vores børns, og sådan fortsætter den onde spiral.”

 
Annalie Jørgensen Alawi

Følelser er ikke traumatiserende i sig selv. Det blev de kun, fordi vi var alene med dem, blev gjort forkerte og ikke blev mødt i dem. 

Reparation

Fordi generationerne før os ikke anerkendte børn som ligeværdige med voksne, og fordi de voksne troede, at magtudøvelse var den eneste måde, de kunne få børn til at lystre, måtte de voksne fremstå fejlfrie, og det er de færreste af os, der som børn har oplevet at få en undskyldning fra en voksen.

Ved at fremstå uperfekt frygtede de voksne at miste børnenes respekt. Men samtidig er behovet for at fremstå perfekt og fejlfri også en konsekvens af, at det for generationerne før os kunne være farligt at begå fejl. Ikke nok med at man kunne få frataget den livsnødvendige kærlighed fra de voksne på samme måde, som vi selv kan have oplevet, så er det ikke mange år siden, at det var lovligt fysisk at afstraffe børn, når de opførte sig forkert. Desuden har vi af vores umodne og dermed også ‘alt eller intet’-oplevende forældre lært, at hvis vi gør noget forkert, så ER vi forkerte. Og det er netop denne forkerthedsfølelse som er skam, og som lammer os og gør det så svært for os at sige undskyld til vores egne børn.

Paradoksalt nok er det dog denne undskyldning, som kan gøre den helt afgørende forskel på, hvad vi har fået med fra vores forældre og generationerne før dem, og hvad vi giver videre til vores børn og generationerne efter dem. For med en undskyldning viser vi, at vores børn og deres følelser, behov og grænser er lige så meget værd som vores. Med en undskyldning skaber vi igen forbindelse til vores børn, så de ikke skal være alene med de svære følelser. Med en undskyldning giver vi vores børn en vished om, at de ikke er forkerte, og en forståelse af, at ingen mennesker er perfekte. Heller ikke deres forældre.

Og derfor er det allervigtigste måske at undskylde over for os selv først og fremmest og give os selv dét, vi ikke selv fik. For vi kan ikke noget, som vi ikke har lært, og det er fuldstændig urimeligt af os at forvente det af os selv, ligesom at det er urimeligt at forvente, at vi på én generation kan rydde helt op efter de mange forrige generationer og hele den næste generation fuldstændigt. Men hvis vi kan gøre det bare en lille smule bedre end den forrige generation, og vores børns generation kan gøre det en smule bedre end os, og deres børns generation og så videre …  

Der findes ikke fejl, kun potentiale for udvikling. Og udvikling kan kun finde sted, når vi føler os trygge og elskede. Det gælder både for børn og for voksne.

LÆS OGSÅ

Fortvivlede forældre om barnets første sygedag: Det hænger jo slet ikke sammen

af | okt 18, 2023

BØRNELIV

Fortvivlede forældre om barnets første sygedag: Det hænger jo slet ikke sammen

I Danmark har vi ringe mulighed for at tage os af vores syge børn. I Sverige ser det anderledes ud. Foto: Pixabay

18. oktober 2023 | Af Marta Wriedt | Foto: Rachel Bostwick, Pixabay

 

Rigtig mange forældre har kun ret til barnets første sygedag, men det er slet ikke nok, lyder det. Og ofte får det konsekvenser for barnet, der sendes i institution, selvom det ikke er raskt.

Indlægget her skal ses som en støtte til den protestbevægelse, Nanna Høyrup og Hye Marcussen har igangsat mod de ringe vilkår, langt de fleste børnefamilier har i Danmark, når det kommer til barn syg. Nanna Høyrup er tidligere pædagog og forhenværende stedfortræder for Alternativet. Hye Marcussen er uddannet fra RUC og har en særlig interesse for kvinder, global ulighed, børns livsvilkår og rettigheder. Du kan følge bevægelsen under hashtagget #rettilbarnsyg og med samme hashtag dele egne historier.

Mens forældre i Sverige som udgangspunkt har ret til at være hjemme med et sygt barn i op til 120 dage om året, ser det noget anderledes ud i Danmark. Her har langt de fleste forældre kun krav på at holde barns første sygedag, også selvom barnet er syg i længere tid.

Da langt fra alle har familie og venner, der kan træde til og passe, betyder det, at der for mange familiers vedkommende ofte skal tænkes kreativt for at få enderne til at hænge sammen – af og til på bekostning af børnene.

Derfor skal vi også have ændret vilkårene, så forældre kan passe deres syge børn, og børn får den ro og nærhed, de har brug for, når de ikke er raske. Fx ved at lade os inspirere af Sverige.

Herunder har vi samlet en række beretninger fra forældre og pædagoger, som understreger problemet:

 

“

“Jeg har stået på begge sider på samme tid. Mine tvillinger skulle starte i vuggestue, samtidig med jeg som pædagogstuderende skulle starte i halvt års lønnet praktik. Hver gang mine tvillinger, enten på samme tid eller på skift, blev syge, skulle jeg ind på kontoret og forsvare det over for min daværende leder. Hver gang vi havde sygdom, og det var der masser af i opstarten og så oven i købet i vinterperioden, stod jeg i et dilemma. Lige meget, hvad jeg gjorde, var enten arbejdspladsen eller vuggestuen utilfreds. Systemet giver ikke plads til at drage omsorg for sit syge barn.”
Fatma

 

“

“Da min ældste var omkring 1 år og nystartet i dagpleje, fik vi selvfølgelig alle de forventelige sygedage. Men oveni det udviklede han også hurtigt en masse mellemørebetændelser. Det resulterede i, at jeg ofte var nødt til at ringe og sige, at jeg selv var blevet smittet af, hvad end han havde. Det ledte jo så også hurtigt til sygefraværssamtaler med en frygtelig ubehagelig chef, der forventede at få en forklaring på, hvorfor mit barn ikke bare kunne passes af hans bedsteforældre. Og da beskeden var, at de jo var i job, fik jeg besked på at få fat i en reservebedste. Det var så startskuddet til, at jeg fik en meget lang stress-sygemelding og faktisk aldrig vendte tilbage til den arbejdsplads.”
Therese

 

“

“Jeg er kommunal dagplejer, og jeg kan ikke tælle på mine fingre, hvor mange gange børn i min flok er blev sendt syge afsted i dagpleje. Jeg oplevede, at det ofte var de samme børn, der blev sendt syge afsted. Hvis de blev ringet hjem pga. sygdom – og det skal lige siges, at der skal utrolig meget til, før vi må ringe børn hjem – har jeg af nogle forældre fået skæld ud, fordi jeg ringede dem hjem. Min erfaring fra jobbet er, at nogen forældre er svære at nå ind til i forhold til, at deres børn skal være hjemme ved sygdom. Om det skyldes pres fra arbejdsmarkedet/arbejdsgiver, eller om det skyldes den generelle tendens (jeg ser), hvor børn skal presses til at agere voksne og bare “power through,” ligesom vi voksne gør, når vi er syge, er svært at sige. I forhold til mit eget barn er det ingen hemmelighed, at jeg har meldt mig syg mange gange på mit arbejde, hvis hun har været syg i en længere periode. Vi kan simpelthen ikke få kabalen til at gå op ellers! Vi har ingen bedsteforældre eller andet netværk, der kan hjælpe os. De to omsorgsdage, man får pr. barn, får hurtigt ben at gå på. Det er jo absurd at tro, at to dage gør en forskel for børnefamilier. I foråret fik mine børn skoldkopper – de var syge i 2,5 uge. Det hang kun sammen for os, fordi jeg stadig var på barsel på det tidspunkt. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad vi skulle have gjort, hvis vi begge havde været på arbejde der. Under corona var der ekstra regler for, hvornår børn måtte komme i daginstitution. De skulle fx være feberfri i to døgn, før de måtte komme afsted igen. Jeg havde så meget fravær både pga. egen sygdom og mit barns sygdom, at jeg blev indkaldt til sygsamtale på mit arbejde. Det var så ubehageligt! Så sad man bænket til stolen og skulle redegøre for ens fravær, mens ens leder var meget uforstående for, hvorfor man ikke havde et andet sted at sende sine børn hen ved sygdom. Udover at vi ikke har mulighed for pasning andre steder, har jeg da heller ikke lyst til, at mit barn skal passes ude ved sygdom. Hun har brug for mig eller hendes far! Jeg synes ofte, det er den ældre generation af forældre, der synes, vi piver og ikke kan forstå, hvorfor det ikke hænger sammen. Men de havde jo helt andre forudsætninger for at få det til at hænge sammen.”
Anonym

 

“Systemet giver ikke plads til at drage omsorg for sit syge barn.”

 
Fatma
 

 

“

“Jeg har lige været til sygefraværssamtale, fordi jeg har haft 37 sygedage det sidste år. Jeg kunne ikke fortælle dem, at de blev brugt på, at mit barn var syg, og at en barnets første sygedag ikke var nok. Jeg har et handicappet barn, der ofte bliver syg, og selvom både far og jeg tager hver vores første sygedag, er det slet ikke nok. For hvilket barn er hver gang kun syg i to dage? Vi har ingen forældre, der kan passe, og ingen kan passe ham på grund af hans diagnose, så vi er nødsaget til selv at melde os syge eller tage fri uden løn.”
Karina

 

“

“Da jeg var i praktik i en vuggestue, oplevede jeg engang, at et barn blev afleveret med et tykt halstørklæde på. Det var lidt underligt, da det var sommer, og da jeg tog tørklædet af barnet, opdagede jeg, at det havde en kæmpestor byld på halsen! Det så meget voldsomt ud. Vi prøvede med det samme at få ringet forældrene op, men vi kunne ikke få kontakt til dem. Efter nogle timer fik vi fat på noget andet familie, som boede for langt væk til at kunne komme og hente. I stedet ville de forsøge at få fat på forældrene. Det kunne de åbenbart godt, for kort efter vores snak ringede moderen til os, undskyldte og sagde, hun ville hente barnet om nogle timer. Det var tydeligt, at det var en meget presset mor, og hun kunne nærmest ikke se os i øjnene, da hun kom og hentede sit barn. Det er dog langt fra eneste oplevelse, jeg har haft i forbindelse med mit arbejde. Det er nemlig ganske normalt, at man modtager børn, der ikke er helt på toppen – især i efteråret. Jeg sad så sent som i går med en ven, som også er pædagog, og talte om, at nu er det “børnepanodil-sæson” (sæsonen, hvor børn bliver afleveret med en panodil i måsen, og som så får feber i løbet af formiddagen, når pillen ikke virker mere). Og jeg forstår det godt! Jeg har selv sendt tvivlsomme børn afsted eller løjet over for min arbejdsplads og sagt, at jeg selv var syg, hvis jeg kunne se, at mit barn fejlede noget, der ikke bare lige ville være overstået på en enkelt dag. For det hænger jo slet ikke sammen! Hvis dit barn er syg med fx feber, tager det jo gerne 2-3 dage, før feberen er væk, og så er der liiiige den regel med, at børn skal være feberfrie i 24 timer, inden de må komme i institution igen. Jeg er alene med tre børn, og hvordan i alverden skal det nogensinde gå op? Men afleverer man et sygt barn, risikerer man at smitte de andre børn på stuen eller pædagogerne, og det er jo også noget rigtigt møg.”
Anne

 

“

“Som arbejdsløs har man slet ikke ret til at have barn sygt. Heller ikke første sygedag. Så efter anbefaling fra min A-kasse (off the record) har jeg selv meldt mig syg, når min datter ikke kunne komme afsted på dage, hvor jeg havde en aftale med Jobcenteret.”
Anonym

 

“Jeg har selv sendt tvivlsomme børn afsted eller løjet over for min arbejdsplads og sagt, at jeg selv var syg, hvis jeg kunne se, at mit barn fejlede noget, der ikke bare lige ville være overstået på en enkelt dag. For det hænger jo slet ikke sammen! Hvis dit barn er syg med fx feber, tager det jo gerne 2-3 dage, før feberen er væk.”

 
Anne
 

 

“

“På min gamle arbejdsplads bedte min chef mig om at finde pasning til mit barn efter to dages sygdom, hvor min familie havde passet. Da mit barn fortsat var syg, meddelte jeg, at jeg ikke havde mulighed for mere pasning, og at jeg derfor ikke kunne komme, før mit barn var rask igen. Min chef meldte tilbage, at jeg skulle finde en løsning og møde op på arbejde den efterfølgende dag. Da jeg sagde, jeg ikke kunne, fordi mit barn jo var syg, gentog hun, at jeg jo nok vil finde en løsning. Dagen efter ringede jeg og meldte mig syg.”
Kit

 

“

”Jeg er mor til to og pædagog. Som mor har jeg oplevet, at mit barn har haft virkelig mange sygedage – særligt i vuggestuen. Jeg oplevede virkeligt mange syge børn på stuen. Børn med snot i næsen, røde øjne og voldsomt meget gråd. Det var i det hele taget ikke særlig rart at skulle aflevere i forår-, efterår- eller vintermånederne. Det oplevedes som en ond spiral. Som pædagog (og mor) oplevede jeg et særdeles stort pres for at skulle være på arbejde, hvorfor det var svært at lade mit barn blive hjemme, til det var HELT rask. Jeg har da også været til flere fraværssamtaler, og mere end en gang er jeg blevet skudt i skoene, at jeg har brugt børnenes sygedage som påskud for egne sygedage. Hvilket der slet ikke var hold i. Jeg har sågar oplevet at blive nægtet barnets anden sygedag og fået besked på at møde – og om nødvendigt tage mit febersyge og hostende barn med. Jeg har ikke oplevet nogen hjælp fra fagforening eller kollegaer, og det var meget stressende. Generelt oplever jeg et samfund, der ikke lader os forældre blive hjemme ved vores børn, til de er raske, og derved bliver andre børn syge – og det samme gør deres pædagoger. Det er noget skidt.”
Lisa

 

“

“Sygedage er det eneste, jeg tænker på i mine influenzavaccine-overvejelser om min datter efter brev fra Statens Serumsinstitut. Derfor gjorde jeg det ikke. Fordi jeg synes, det er forkert at tænke sådan. At det handler om effektive dage snarere end hendes helbred.“
Annette

 

“Generelt oplever jeg et samfund, der ikke lader os forældre blive hjemme ved vores børn, til de er raske, og derved bliver andre børn syge – og det samme gør deres pædagoger. Det er noget skidt.”

 
Lisa

 

“

”Jeg er pædagog i en vuggestue og mor til et 4-årigt børnehavebarn. Jeg føler mig lidt i begge lejre, men summa summarum er, at der i samfundets øjne ikke er plads til syge børn. Jeg har på min arbejdsplads ret til, men ikke krav på (det påpeger ledelsen tydeligt) barns første og anden sygedag. Første dag skal bruges på at finde anden pasning. På min arbejdsplads modtager jeg (ikke ofte, men det sker) sløje børn, hvor forældrene er magtesløse, fordi de ikke har flere løsninger at trække på for at kunne blive hjemme med barnet. Derudover er det heller ikke uset, at et barn bliver afleveret efter sygdom og virker lidt mat, og at vi ved middagstid, når panodilens virkning letter, må ringe barnet hjem. En enkelt gang har jeg måttet sende min søn slatten afsted, og det nev i hjertet. Jeg blev ringet op efter en time – han var helt mat og ked af det og skulle bare have sin mor. Det værste er, at det føltes mere legalt, at de ringede, for så var min arbejdsplads i hvert fald ikke i tvivl om, at den var gal. Jeg har også meldt mig selv syg, fordi mit barn var syg, og jeg var bange for at få afslag på at holde barns sygedag. Det tragikomiske for mig er, at vi melder ud til forældrene på mit arbejde, at vi ikke tager imod syge børn, og så er det et problem (og nærmest overraskende), hvis mit eget barn er syg. Børn er sjældent syge i kun to dage, og jeg er overbevist om, at en ændring i hele denne absurde måde at anskue det på, ville lette forældrenes skuldre og give børnene ro til at komme til hægterne i trygge arme og samtidig sikre de mest optimale vilkår for udvikling og trivsel – både for børnene og for familierne.”
Sofie

 

“

“Min kæreste og jeg arbejder på samme arbejdsplads. Vi kan derfor ikke tage barnets første og anden sygedag begge to, som hvis vi var på hver vores arbejdsplads (ved godt, det heller ikke er lovligt). Vores leder er ret træls, så hvis vi ved, at vores barns sygdom varer mere end to dage, sygemelder vi os selv. Vil vil ikke aflevere et sygt barn – så vi har en del fravær.”
Anonym

 

“

“Vi kaldte det klokken 13-feber i vuggestuen, hvor jeg arbejdede, fordi det tit var der, de kom op fra lur, og panodilen ikke virkede mere.”
Stine

 

“Det tragikomiske for mig er, at vi melder ud til forældrene på mit arbejde, at vi ikke tager imod syge børn, og så er det et problem (og nærmest overraskende), hvis mit eget barn er syg.”

 
Sofie

 

“

”Jeg gik ned med flaget blandt andet på grund af barn syg. Jeg forsøgte at følge med på et arbejdsmarked, der kun har arbejde i tankerne, og så væltede utilstrækkeligheden ind over mig. Jeg var ikke tilstrækkelig på arbejdet og heller ikke tilstrækkelig som mor. Overenskomsten siger ret til barns første sygedag til at finde anden pasning – men hvor finder man den pasning i 2023? Alle bedsteforældre arbejder. Corona hjalp ikke, da det var no go at sende børn, der ikke var 100% raske, af sted – og det hænger ved, hvilket er fornuftigt. Det hænger bare ikke sammen med virkeligheden.”
Cille

 

“

“Da jeg som ung, nyuddannet pædagog startede på mit første job i en vuggestue i en privilegeret kommune, glædede jeg mig. Jeg nåede dog ikke at være ansat mere end en måneds tid, før jeg mødte mit første panodilbarn. Et barn, der bliver afleveret om morgenen og synes at være friskt og glad, men som gradvist hen ad formiddagen pludselig bliver febril og træt. Forældrene havde givet barnet panodil inden aflevering i vuggestuen. Mine kollegaer måtte forklare mig, at de ofte oplevede det hos forældre, som ikke havde mulighed for at tage barn-syg. På denne måde blev barnet først ringet hjem omkring frokost, og forældrene fik på denne måde stadigvæk arbejdet. Dette er almindeligt forekommende i de danske vuggestuer, og det anses åbenbart som mere velset på arbejdspladsen at blive ringet hjem, fremfor at tage fri med sit barn. Jeg har idag valgt at gå en anden vej karrieremæssigt.”
Cecilie

 

“

”Da min ældste datter gik i vuggestue, tog min mand og jeg ofte begge to barns sygedage, som vi havde ret til på hver vores arbejde. På den måde kunne hun blive hjemme fire dage i træk, hvis det var nødvendigt. Dette er selvfølgelig imod reglerne, og vi sagde da heller ikke noget om det på arbejdspladsen, men der var sjældent andre muligheder end at bryde reglerne på en eller anden måde. Når et (lille) barn er sygt, er det min oplevelse, at det helst vil have en af forældrene, og det havde vi som forældre det også bedst med. Vi blev ofte rost af personalet i vuggestuen for at holde vores barn hjemme, indtil hun var helt rask, hvilket de ikke altid oplevede hos andre familier. Det er i min optik langt ude, at det, der burde være helt almindeligt og en selvfølge – at blive hjemme til man er helt rask, er noget, man skal have ros for. Nu bliver både vores ældste og lillesøster hjemmepasset, så vi slipper for at diskutere, hvem der skal blive hjemme og evt. være nødsaget til at bryde reglerne.”
Lykke

 

“Jeg gik ned med flaget blandt andet på grund af barn syg. Jeg forsøgte at følge med på et arbejdsmarked, der kun har arbejde i tankerne, og så væltede utilstrækkeligheden ind over mig. Jeg var ikke tilstrækkelig på arbejdet og heller ikke tilstrækkelig som mor.”

 
Cille
 
 
“
“Jeg er alene med min søn (nu 4 år), som har været meget syg. Jeg har i tre år levet med en konstant dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan være der for ham, når han er syg. At jeg har afleveret ham i børnehave, selvom jeg hørte al hosten og så klatøjede børn. At jeg har måttet aflevere ham for hurtigt efter sygdom, eller inden han blev “for syg” til at komme afsted. At have arbejdet hjemmefra når jeg burde have været mor 100 procent. At have taget på arbejde når jeg selv var syg,  så jeg ikke skuffer FOR meget på jobbet. Og alt sammen imens kun et minimum af mit fokus egentligt er på mit arbejde. For alt, jeg har brug for, er at få lov at være mor 100 procent for mit barn, som har brug for mig.”
Anonym
 

 

“
“Jeg har som vuggestuepædagog oplevet mange børn blive afleveret halvsløje, dopede på panodil og “hov var hun ikke helt rask endnu, efter i ringede hende hjem med opkastsyge i går?”. 

Cecilie

 

“

“Jeg er alenemor og tager barnets første sygedag, og derefter melder jeg mig selv syg. Jeg nægter at sende mit barn sygt afsted. Jeg er dog heldig med at have et barn, som i en alder af 4 år kun har været syg cirka fem gange (fraset lidt snot). Og jeg er heldig med, at jeg så godt som aldrig er syg selv. For var jeg det, var jeg uden tvivl blevet hevet ind til samtale. Men jeg kan holde mig under radaren.”
Anonym

“Jeg har som vuggestuepædagog oplevet mange børn blive afleveret halvsløje, dopede på panodil.”

 
Cecilie
 
“

“Igennem to år som dagplejer oplevede jeg jævnligt udfordringer i forbindelse med sygdom. Sløje børn, der blev afleveret af pressede forældre. Der var ligesom en forståelse af, at med mindre der var tydelig feber eller diarre, så skulle hjulene jo køre rundt og forældrene på job. Det var ikke barnets behov for hvile og restitution, der satte udgangspunktet – og paradoksalt nok er jeg sikker på, at netop den tilgang holder liv i utallige smittekæder og på den lange bane skaber endnu mere sygdom, fravær og mistrivsel.”
Anonym

BØRNELIV

Fortvivlede forældre om barnets første sygedag: Det hænger jo slet ikke sammen

I Danmark har vi ringe mulighed for at tage os af vores syge børn. I Sverige ser det anderledes ud. Foto: Pixabay

18. oktober 2023 | Af Marta Wriedt | Foto: Rachel Bostwick, Pixabay

 

Rigtig mange forældre har kun ret til barnets første sygedag, men det er slet ikke nok, lyder det. Og ofte får det konsekvenser for barnet, der sendes i institution, selvom det ikke er raskt.

Indlægget her skal ses som en støtte til den protestbevægelse, Nanna Høyrup og Hye Marcussen har igangsat mod de ringe vilkår, langt de fleste børnefamilier har i Danmark, når det kommer til barn syg. Nanna Høyrup er tidligere pædagog og forhenværende stedfortræder for Alternativet. Hye Marcussen er uddannet fra RUC og har en særlig interesse for kvinder, global ulighed, børns livsvilkår og rettigheder. Du kan følge bevægelsen under hashtagget #rettilbarnsyg og med samme hashtag dele egne historier.

Mens forældre i Sverige som udgangspunkt har ret til at være hjemme med et sygt barn i op til 120 dage om året, ser det noget anderledes ud i Danmark. Her har langt de fleste forældre kun krav på at holde barns første sygedag, også selvom barnet er syg i længere tid.

Da langt fra alle har familie og venner, der kan træde til og passe, betyder det, at der for mange familiers vedkommende ofte skal tænkes kreativt for at få enderne til at hænge sammen – af og til på bekostning af børnene.

Derfor skal vi også have ændret vilkårene, så forældre kan passe deres syge børn, og børn får den ro og nærhed, de har brug for, når de ikke er raske. Fx ved at lade os inspirere af Sverige.

Herunder har vi samlet en række beretninger fra forældre og pædagoger, som understreger problemet:

 

“

“Jeg har stået på begge sider på samme tid. Mine tvillinger skulle starte i vuggestue, samtidig med jeg som pædagogstuderende skulle starte i halvt års lønnet praktik. Hver gang mine tvillinger, enten på samme tid eller på skift, blev syge, skulle jeg ind på kontoret og forsvare det over for min daværende leder. Hver gang vi havde sygdom, og det var der masser af i opstarten og så oven i købet i vinterperioden, stod jeg i et dilemma. Lige meget, hvad jeg gjorde, var enten arbejdspladsen eller vuggestuen utilfreds. Systemet giver ikke plads til at drage omsorg for sit syge barn.”
Fatma

 

“

“Da min ældste var omkring 1 år og nystartet i dagpleje, fik vi selvfølgelig alle de forventelige sygedage. Men oveni det udviklede han også hurtigt en masse mellemørebetændelser. Det resulterede i, at jeg ofte var nødt til at ringe og sige, at jeg selv var blevet smittet af, hvad end han havde. Det ledte jo så også hurtigt til sygefraværssamtaler med en frygtelig ubehagelig chef, der forventede at få en forklaring på, hvorfor mit barn ikke bare kunne passes af hans bedsteforældre. Og da beskeden var, at de jo var i job, fik jeg besked på at få fat i en reservebedste. Det var så startskuddet til, at jeg fik en meget lang stress-sygemelding og faktisk aldrig vendte tilbage til den arbejdsplads.”
Therese

 

“

“Jeg er kommunal dagplejer, og jeg kan ikke tælle på mine fingre, hvor mange gange børn i min flok er blev sendt syge afsted i dagpleje. Jeg oplevede, at det ofte var de samme børn, der blev sendt syge afsted. Hvis de blev ringet hjem pga. sygdom – og det skal lige siges, at der skal utrolig meget til, før vi må ringe børn hjem – har jeg af nogle forældre fået skæld ud, fordi jeg ringede dem hjem. Min erfaring fra jobbet er, at nogen forældre er svære at nå ind til i forhold til, at deres børn skal være hjemme ved sygdom. Om det skyldes pres fra arbejdsmarkedet/arbejdsgiver, eller om det skyldes den generelle tendens (jeg ser), hvor børn skal presses til at agere voksne og bare “power through,” ligesom vi voksne gør, når vi er syge, er svært at sige. I forhold til mit eget barn er det ingen hemmelighed, at jeg har meldt mig syg mange gange på mit arbejde, hvis hun har været syg i en længere periode. Vi kan simpelthen ikke få kabalen til at gå op ellers! Vi har ingen bedsteforældre eller andet netværk, der kan hjælpe os. De to omsorgsdage, man får pr. barn, får hurtigt ben at gå på. Det er jo absurd at tro, at to dage gør en forskel for børnefamilier. I foråret fik mine børn skoldkopper – de var syge i 2,5 uge. Det hang kun sammen for os, fordi jeg stadig var på barsel på det tidspunkt. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad vi skulle have gjort, hvis vi begge havde været på arbejde der. Under corona var der ekstra regler for, hvornår børn måtte komme i daginstitution. De skulle fx være feberfri i to døgn, før de måtte komme afsted igen. Jeg havde så meget fravær både pga. egen sygdom og mit barns sygdom, at jeg blev indkaldt til sygsamtale på mit arbejde. Det var så ubehageligt! Så sad man bænket til stolen og skulle redegøre for ens fravær, mens ens leder var meget uforstående for, hvorfor man ikke havde et andet sted at sende sine børn hen ved sygdom. Udover at vi ikke har mulighed for pasning andre steder, har jeg da heller ikke lyst til, at mit barn skal passes ude ved sygdom. Hun har brug for mig eller hendes far! Jeg synes ofte, det er den ældre generation af forældre, der synes, vi piver og ikke kan forstå, hvorfor det ikke hænger sammen. Men de havde jo helt andre forudsætninger for at få det til at hænge sammen.”
Anonym

 

“Systemet giver ikke plads til at drage omsorg for sit syge barn.”

 
Fatma
 

 

“

“Jeg har lige været til sygefraværssamtale, fordi jeg har haft 37 sygedage det sidste år. Jeg kunne ikke fortælle dem, at de blev brugt på, at mit barn var syg, og at en barnets første sygedag ikke var nok. Jeg har et handicappet barn, der ofte bliver syg, og selvom både far og jeg tager hver vores første sygedag, er det slet ikke nok. For hvilket barn er hver gang kun syg i to dage? Vi har ingen forældre, der kan passe, og ingen kan passe ham på grund af hans diagnose, så vi er nødsaget til selv at melde os syge eller tage fri uden løn.”
Karina

 

“

“Da jeg var i praktik i en vuggestue, oplevede jeg engang, at et barn blev afleveret med et tykt halstørklæde på. Det var lidt underligt, da det var sommer, og da jeg tog tørklædet af barnet, opdagede jeg, at det havde en kæmpestor byld på halsen! Det så meget voldsomt ud. Vi prøvede med det samme at få ringet forældrene op, men vi kunne ikke få kontakt til dem. Efter nogle timer fik vi fat på noget andet familie, som boede for langt væk til at kunne komme og hente. I stedet ville de forsøge at få fat på forældrene. Det kunne de åbenbart godt, for kort efter vores snak ringede moderen til os, undskyldte og sagde, hun ville hente barnet om nogle timer. Det var tydeligt, at det var en meget presset mor, og hun kunne nærmest ikke se os i øjnene, da hun kom og hentede sit barn. Det er dog langt fra eneste oplevelse, jeg har haft i forbindelse med mit arbejde. Det er nemlig ganske normalt, at man modtager børn, der ikke er helt på toppen – især i efteråret. Jeg sad så sent som i går med en ven, som også er pædagog, og talte om, at nu er det “børnepanodil-sæson” (sæsonen, hvor børn bliver afleveret med en panodil i måsen, og som så får feber i løbet af formiddagen, når pillen ikke virker mere). Og jeg forstår det godt! Jeg har selv sendt tvivlsomme børn afsted eller løjet over for min arbejdsplads og sagt, at jeg selv var syg, hvis jeg kunne se, at mit barn fejlede noget, der ikke bare lige ville være overstået på en enkelt dag. For det hænger jo slet ikke sammen! Hvis dit barn er syg med fx feber, tager det jo gerne 2-3 dage, før feberen er væk, og så er der liiiige den regel med, at børn skal være feberfrie i 24 timer, inden de må komme i institution igen. Jeg er alene med tre børn, og hvordan i alverden skal det nogensinde gå op? Men afleverer man et sygt barn, risikerer man at smitte de andre børn på stuen eller pædagogerne, og det er jo også noget rigtigt møg.”
Anne

 

“

“Som arbejdsløs har man slet ikke ret til at have barn sygt. Heller ikke første sygedag. Så efter anbefaling fra min A-kasse (off the record) har jeg selv meldt mig syg, når min datter ikke kunne komme afsted på dage, hvor jeg havde en aftale med Jobcenteret.”
Anonym

 

“Jeg har selv sendt tvivlsomme børn afsted eller løjet over for min arbejdsplads og sagt, at jeg selv var syg, hvis jeg kunne se, at mit barn fejlede noget, der ikke bare lige ville være overstået på en enkelt dag. For det hænger jo slet ikke sammen! Hvis dit barn er syg med fx feber, tager det jo gerne 2-3 dage, før feberen er væk.”

 
Anne
 

 

“

“På min gamle arbejdsplads bedte min chef mig om at finde pasning til mit barn efter to dages sygdom, hvor min familie havde passet. Da mit barn fortsat var syg, meddelte jeg, at jeg ikke havde mulighed for mere pasning, og at jeg derfor ikke kunne komme, før mit barn var rask igen. Min chef meldte tilbage, at jeg skulle finde en løsning og møde op på arbejde den efterfølgende dag. Da jeg sagde, jeg ikke kunne, fordi mit barn jo var syg, gentog hun, at jeg jo nok vil finde en løsning. Dagen efter ringede jeg og meldte mig syg.”
Kit

 

“

”Jeg er mor til to og pædagog. Som mor har jeg oplevet, at mit barn har haft virkelig mange sygedage – særligt i vuggestuen. Jeg oplevede virkeligt mange syge børn på stuen. Børn med snot i næsen, røde øjne og voldsomt meget gråd. Det var i det hele taget ikke særlig rart at skulle aflevere i forår-, efterår- eller vintermånederne. Det oplevedes som en ond spiral. Som pædagog (og mor) oplevede jeg et særdeles stort pres for at skulle være på arbejde, hvorfor det var svært at lade mit barn blive hjemme, til det var HELT rask. Jeg har da også været til flere fraværssamtaler, og mere end en gang er jeg blevet skudt i skoene, at jeg har brugt børnenes sygedage som påskud for egne sygedage. Hvilket der slet ikke var hold i. Jeg har sågar oplevet at blive nægtet barnets anden sygedag og fået besked på at møde – og om nødvendigt tage mit febersyge og hostende barn med. Jeg har ikke oplevet nogen hjælp fra fagforening eller kollegaer, og det var meget stressende. Generelt oplever jeg et samfund, der ikke lader os forældre blive hjemme ved vores børn, til de er raske, og derved bliver andre børn syge – og det samme gør deres pædagoger. Det er noget skidt.”
Lisa

 

“

“Sygedage er det eneste, jeg tænker på i mine influenzavaccine-overvejelser om min datter efter brev fra Statens Serumsinstitut. Derfor gjorde jeg det ikke. Fordi jeg synes, det er forkert at tænke sådan. At det handler om effektive dage snarere end hendes helbred.“
Annette

 

“Generelt oplever jeg et samfund, der ikke lader os forældre blive hjemme ved vores børn, til de er raske, og derved bliver andre børn syge – og det samme gør deres pædagoger. Det er noget skidt.”

 
Lisa

 

“

”Jeg er pædagog i en vuggestue og mor til et 4-årigt børnehavebarn. Jeg føler mig lidt i begge lejre, men summa summarum er, at der i samfundets øjne ikke er plads til syge børn. Jeg har på min arbejdsplads ret til, men ikke krav på (det påpeger ledelsen tydeligt) barns første og anden sygedag. Første dag skal bruges på at finde anden pasning. På min arbejdsplads modtager jeg (ikke ofte, men det sker) sløje børn, hvor forældrene er magtesløse, fordi de ikke har flere løsninger at trække på for at kunne blive hjemme med barnet. Derudover er det heller ikke uset, at et barn bliver afleveret efter sygdom og virker lidt mat, og at vi ved middagstid, når panodilens virkning letter, må ringe barnet hjem. En enkelt gang har jeg måttet sende min søn slatten afsted, og det nev i hjertet. Jeg blev ringet op efter en time – han var helt mat og ked af det og skulle bare have sin mor. Det værste er, at det føltes mere legalt, at de ringede, for så var min arbejdsplads i hvert fald ikke i tvivl om, at den var gal. Jeg har også meldt mig selv syg, fordi mit barn var syg, og jeg var bange for at få afslag på at holde barns sygedag. Det tragikomiske for mig er, at vi melder ud til forældrene på mit arbejde, at vi ikke tager imod syge børn, og så er det et problem (og nærmest overraskende), hvis mit eget barn er syg. Børn er sjældent syge i kun to dage, og jeg er overbevist om, at en ændring i hele denne absurde måde at anskue det på, ville lette forældrenes skuldre og give børnene ro til at komme til hægterne i trygge arme og samtidig sikre de mest optimale vilkår for udvikling og trivsel – både for børnene og for familierne.”
Sofie

 

“

“Min kæreste og jeg arbejder på samme arbejdsplads. Vi kan derfor ikke tage barnets første og anden sygedag begge to, som hvis vi var på hver vores arbejdsplads (ved godt, det heller ikke er lovligt). Vores leder er ret træls, så hvis vi ved, at vores barns sygdom varer mere end to dage, sygemelder vi os selv. Vil vil ikke aflevere et sygt barn – så vi har en del fravær.”
Anonym

 

“

“Vi kaldte det klokken 13-feber i vuggestuen, hvor jeg arbejdede, fordi det tit var der, de kom op fra lur, og panodilen ikke virkede mere.”
Stine

 

“Det tragikomiske for mig er, at vi melder ud til forældrene på mit arbejde, at vi ikke tager imod syge børn, og så er det et problem (og nærmest overraskende), hvis mit eget barn er syg.”

 
Sofie

 

“

”Jeg gik ned med flaget blandt andet på grund af barn syg. Jeg forsøgte at følge med på et arbejdsmarked, der kun har arbejde i tankerne, og så væltede utilstrækkeligheden ind over mig. Jeg var ikke tilstrækkelig på arbejdet og heller ikke tilstrækkelig som mor. Overenskomsten siger ret til barns første sygedag til at finde anden pasning – men hvor finder man den pasning i 2023? Alle bedsteforældre arbejder. Corona hjalp ikke, da det var no go at sende børn, der ikke var 100% raske, af sted – og det hænger ved, hvilket er fornuftigt. Det hænger bare ikke sammen med virkeligheden.”
Cille

 

“

“Da jeg som ung, nyuddannet pædagog startede på mit første job i en vuggestue i en privilegeret kommune, glædede jeg mig. Jeg nåede dog ikke at være ansat mere end en måneds tid, før jeg mødte mit første panodilbarn. Et barn, der bliver afleveret om morgenen og synes at være friskt og glad, men som gradvist hen ad formiddagen pludselig bliver febril og træt. Forældrene havde givet barnet panodil inden aflevering i vuggestuen. Mine kollegaer måtte forklare mig, at de ofte oplevede det hos forældre, som ikke havde mulighed for at tage barn-syg. På denne måde blev barnet først ringet hjem omkring frokost, og forældrene fik på denne måde stadigvæk arbejdet. Dette er almindeligt forekommende i de danske vuggestuer, og det anses åbenbart som mere velset på arbejdspladsen at blive ringet hjem, fremfor at tage fri med sit barn. Jeg har idag valgt at gå en anden vej karrieremæssigt.”
Cecilie

 

“

”Da min ældste datter gik i vuggestue, tog min mand og jeg ofte begge to barns sygedage, som vi havde ret til på hver vores arbejde. På den måde kunne hun blive hjemme fire dage i træk, hvis det var nødvendigt. Dette er selvfølgelig imod reglerne, og vi sagde da heller ikke noget om det på arbejdspladsen, men der var sjældent andre muligheder end at bryde reglerne på en eller anden måde. Når et (lille) barn er sygt, er det min oplevelse, at det helst vil have en af forældrene, og det havde vi som forældre det også bedst med. Vi blev ofte rost af personalet i vuggestuen for at holde vores barn hjemme, indtil hun var helt rask, hvilket de ikke altid oplevede hos andre familier. Det er i min optik langt ude, at det, der burde være helt almindeligt og en selvfølge – at blive hjemme til man er helt rask, er noget, man skal have ros for. Nu bliver både vores ældste og lillesøster hjemmepasset, så vi slipper for at diskutere, hvem der skal blive hjemme og evt. være nødsaget til at bryde reglerne.”
Lykke

 

“Jeg gik ned med flaget blandt andet på grund af barn syg. Jeg forsøgte at følge med på et arbejdsmarked, der kun har arbejde i tankerne, og så væltede utilstrækkeligheden ind over mig. Jeg var ikke tilstrækkelig på arbejdet og heller ikke tilstrækkelig som mor.”

 
Cille
 
 
“
“Jeg er alene med min søn (nu 4 år), som har været meget syg. Jeg har i tre år levet med en konstant dårlig samvittighed over, at jeg ikke kan være der for ham, når han er syg. At jeg har afleveret ham i børnehave, selvom jeg hørte al hosten og så klatøjede børn. At jeg har måttet aflevere ham for hurtigt efter sygdom, eller inden han blev “for syg” til at komme afsted. At have arbejdet hjemmefra når jeg burde have været mor 100 procent. At have taget på arbejde når jeg selv var syg,  så jeg ikke skuffer FOR meget på jobbet. Og alt sammen imens kun et minimum af mit fokus egentligt er på mit arbejde. For alt, jeg har brug for, er at få lov at være mor 100 procent for mit barn, som har brug for mig.”
Anonym
 

 

“
“Jeg har som vuggestuepædagog oplevet mange børn blive afleveret halvsløje, dopede på panodil og “hov var hun ikke helt rask endnu, efter i ringede hende hjem med opkastsyge i går?”. 

Cecilie

 

“

“Jeg er alenemor og tager barnets første sygedag, og derefter melder jeg mig selv syg. Jeg nægter at sende mit barn sygt afsted. Jeg er dog heldig med at have et barn, som i en alder af 4 år kun har været syg cirka fem gange (fraset lidt snot). Og jeg er heldig med, at jeg så godt som aldrig er syg selv. For var jeg det, var jeg uden tvivl blevet hevet ind til samtale. Men jeg kan holde mig under radaren.”
Anonym

 

“Jeg har som vuggestuepædagog oplevet mange børn blive afleveret halvsløje, dopede på panodil.”

 
Cecilie
 
 
“

“Igennem to år som dagplejer oplevede jeg jævnligt udfordringer i forbindelse med sygdom. Sløje børn, der blev afleveret af pressede forældre. Der var ligesom en forståelse af, at med mindre der var tydelig feber eller diarre, så skulle hjulene jo køre rundt og forældrene på job. Det var ikke barnets behov for hvile og restitution, der satte udgangspunktet – og paradoksalt nok er jeg sikker på, at netop den tilgang holder liv i utallige smittekæder og på den lange bane skaber endnu mere sygdom, fravær og mistrivsel.”
Anonym

LÆS OGSÅ

Den favn, der favner dig, skaber dig også 

af | sep 26, 2023

BØRNELIV

Den favn, der favner dig, skaber dig også 

Vi kan ikke skære på det nære, uden det har betydning for den relationelle kunnen livet igennem. Og derfor er de hænder, der favner, helt essentielle, skriver Suzanne Lisborg.

26. september 2023 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Bethany Beck, Unsplash

Vi kan ikke skære på det nære, uden det har betydning for den relationelle kunnen livet igennem. Og derfor er de hænder, der favner, helt essentielle, skriver Suzanne Lisborg. 

Suzanne Lisborg har erfaring indenfor pædagogisk ledelse, paragraf 54-støtte og har pt. et socialpædagogisk deltidsjob indenfor autismeområdet. Hun har været i mesterlære ved Jens Arentzen og samarbejder nu med Lotte Arnsbjerg vedr. bæredygtighed.

Børn skal ses, og børn skal lyttes til. De har brug for at blive spejlet og mødt. Derfor fejler vi også som samfund, når vi nedprioriterer omsorgen samt hænderne til at gribe og favne i institutionslivet såvel som i familiepolitikken generelt.

Vi mennesker fødes nemlig som sociale væsner. Vi bliver til i relationen, og det lille spædbarns tilknytning har afgørende betydning for dets relationelle kompetencer senere i livet. Derfor har vi også et ansvar for at skabe sunde relationer omkring vores børn. Men det kræver – med den høje grad af udlicitering af omsorg, vi som samfund har valgt at godtage, en politisk prioritering og flere/mere nærværende voksne.

Spædbarnet, hvis hænder rækker ud, og hvis øjne søger et roligt blik, skal mødes, så det oplever, at den verden, der er uden for det selv, rummer det med alt, det er og kommer med. Det skaber tillid og tryghed til verden.

“Vi bliver til i relationen, og det lille spædbarns tilknytning har afgørende betydning for dets relationelle kompetencer senere i livet. Derfor har vi også et ansvar for at skabe sunde relationer omkring vores børn.”

 
Suzanne Lisborg

Spejlingen ved pludren og responsen mellem spædbarn og den anden part gør, at det lille spædbarn “finder sig selv”. Og når behov og følelser ses og opfyldes, skabes der gradvist et godt fundament i barnets selvopfattelse; “jeg er fin og betydningsfuld”.

Man kan på den måde også sige, at vi bliver vores netværk på godt og ondt. Vores primære omsorgsgivere har med andre ord afgørende betydning for, hvorledes vi ser os selv, hvordan vi lærer at håndtere konflikter og er i verden på. 

Et barn, som ikke ses eller lyttes til – og ej heller spejles i sine kvaliteter vil bringe dette med sig ind i voksenlivet, hvor det kan opleves ved lavt selvværd og ved at vedkommende bruger meget energi på at finde fejl ved sig selv og egne handlinger.

Der er en risiko for, at han eller hun bliver en slags kamæleon, som tilpasser sig situationer og andre menneskers forventninger. En pleaser, som har brug for at føle sig behøvet af nogen og tilsidesætter egne behov for at tilgodese andres, fordi vedkommende heller ikke kan mærke eller udtrykke egne indre drømme, lyster og behov.

En voksen, som fra barnsben ikke har oplevet de sunde relationer – som ikke er blevet mødt – kan komme til at over socialisere, kan have svært ved at sige nej, kan tænde på adrenalinen, kan have svært ved at finde ro og kan føle sig ensom, selvom vedkommende er omgivet af mange mennesker.

“Et barn, som ikke ses eller lyttes til – og ej heller spejles i sine kvaliteter vil bringe dette med sig ind i voksenlivet, hvor det kan opleves ved lavt selvværd og ved at vedkommende bruger meget energi på at finde fejl ved sig selv og egne handlinger.”

 
Suzanne Lisborg

Ofte vil han eller hun således også drages af relationer, som tærer og stjæler energi, fordi han eller hun genkender mønstret fra tidligere i livet.

Går vi omvendt ud i verden med en sund kerne af selvværd (jeg kender mit eget værd for den jeg er – jeg kan sætte grænser – jeg har en grundlæggende tillid til min omverden mv.), vil det præge den måde, vi er sammen med andre på. Men på en mere balanceret måde.

For når vi ved, hvem vi selv er, er det også lettere med åbent sind at lade andre være dem, de er uanset race, rang og seksuelle præferencer. Vi vil være i stand til at mærke, hvilke relationer der giver energi og dybde, og vi vil kunne sætte grænser, sige nej og veksle mellem sociale konstellationer og alenetid.

Det vil derfor også være den ballast, vi i højere grad giver videre, og vores relationer vil være kendetegnet ved, at de beriger os og bringer energi i det voksne liv.

Selvfølgelig kan barnet, der ikke har haft en sund tilknytning til sin far, mor eller andre nære voksne, også blive et helstøbt menneske i forhold til det relationelle. Det kan fx være i mødet med en betydningsfuld voksen, at helingen af en dysfunktionel følelsesmæssig opvækst tidligt i livet udvikles positivt.

Men det er helt og aldeles misforstået, når vi tror, vi kan skære på det nære, uden at det har konsekvenser. Det er af helt afgørende betydning for det lille barn her og nu, men også for den voksne, det en dag bliver.

BØRNELIV

Den favn, der favner dig, skaber dig også 

Vi kan ikke skære på det nære, uden det har betydning for den relationelle kunnen livet igennem. Og derfor er de hænder, der favner, helt essentielle, skriver Suzanne Lisborg.

26. september 2023 | Af Suzanne Lisborg | Foto: Bethany Beck, Unsplash

Vi kan ikke skære på det nære, uden det har betydning for den relationelle kunnen livet igennem. Og derfor er de hænder, der favner, helt essentielle, skriver Suzanne Lisborg. 

Suzanne Lisborg har erfaring indenfor pædagogisk ledelse, paragraf 54-støtte og har pt. et socialpædagogisk deltidsjob indenfor autismeområdet. Hun har været i mesterlære ved Jens Arentzen og samarbejder nu med Lotte Arnsbjerg vedr. bæredygtighed.

 

Børn skal ses, og børn skal lyttes til. De har brug for at blive spejlet og mødt. Derfor fejler vi også som samfund, når vi nedprioriterer omsorgen samt hænderne til at gribe og favne i institutionslivet såvel som i familiepolitikken generelt.

Vi mennesker fødes nemlig som sociale væsner. Vi bliver til i relationen, og det lille spædbarns tilknytning har afgørende betydning for dets relationelle kompetencer senere i livet. Derfor har vi også et ansvar for at skabe sunde relationer omkring vores børn. Men det kræver – med den høje grad af udlicitering af omsorg, vi som samfund har valgt at godtage, en politisk prioritering og flere/mere nærværende voksne.

Spædbarnet, hvis hænder rækker ud, og hvis øjne søger et roligt blik, skal mødes, så det oplever, at den verden, der er uden for det selv, rummer det med alt, det er og kommer med. Det skaber tillid og tryghed til verden.

“Vi bliver til i relationen, og det lille spædbarns tilknytning har afgørende betydning for dets relationelle kompetencer senere i livet. Derfor har vi også et ansvar for at skabe sunde relationer omkring vores børn.”

 
Suzanne Lisborg

Spejlingen ved pludren og responsen mellem spædbarn og den anden part gør, at det lille spædbarn “finder sig selv”. Og når behov og følelser ses og opfyldes, skabes der gradvist et godt fundament i barnets selvopfattelse; “jeg er fin og betydningsfuld”.

Man kan på den måde også sige, at vi bliver vores netværk på godt og ondt. Vores primære omsorgsgivere har med andre ord afgørende betydning for, hvorledes vi ser os selv, hvordan vi lærer at håndtere konflikter og er i verden på. 

Et barn, som ikke ses eller lyttes til – og ej heller spejles i sine kvaliteter vil bringe dette med sig ind i voksenlivet, hvor det kan opleves ved lavt selvværd og ved at vedkommende bruger meget energi på at finde fejl ved sig selv og egne handlinger.

Der er en risiko for, at han eller hun bliver en slags kamæleon, som tilpasser sig situationer og andre menneskers forventninger. En pleaser, som har brug for at føle sig behøvet af nogen og tilsidesætter egne behov for at tilgodese andres, fordi vedkommende heller ikke kan mærke eller udtrykke egne indre drømme, lyster og behov.

En voksen, som fra barnsben ikke har oplevet de sunde relationer – som ikke er blevet mødt – kan komme til at over socialisere, kan have svært ved at sige nej, kan tænde på adrenalinen, kan have svært ved at finde ro og kan føle sig ensom, selvom vedkommende er omgivet af mange mennesker.

“Et barn, som ikke ses eller lyttes til – og ej heller spejles i sine kvaliteter vil bringe dette med sig ind i voksenlivet, hvor det kan opleves ved lavt selvværd og ved at vedkommende bruger meget energi på at finde fejl ved sig selv og egne handlinger.”

 
Suzanne Lisborg

Ofte vil han eller hun således også drages af relationer, som tærer og stjæler energi, fordi han eller hun genkender mønstret fra tidligere i livet.

Går vi omvendt ud i verden med en sund kerne af selvværd (jeg kender mit eget værd for den jeg er – jeg kan sætte grænser – jeg har en grundlæggende tillid til min omverden mv.), vil det præge den måde, vi er sammen med andre på. Men på en mere balanceret måde.

For når vi ved, hvem vi selv er, er det også lettere med åbent sind at lade andre være dem, de er uanset race, rang og seksuelle præferencer. Vi vil være i stand til at mærke, hvilke relationer der giver energi og dybde, og vi vil kunne sætte grænser, sige nej og veksle mellem sociale konstellationer og alenetid.

Det vil derfor også være den ballast, vi i højere grad giver videre, og vores relationer vil være kendetegnet ved, at de beriger os og bringer energi i det voksne liv.

Selvfølgelig kan barnet, der ikke har haft en sund tilknytning til sin far, mor eller andre nære voksne, også blive et helstøbt menneske i forhold til det relationelle. Det kan fx være i mødet med en betydningsfuld voksen, at helingen af en dysfunktionel følelsesmæssig opvækst tidligt i livet udvikles positivt.

Men det er helt og aldeles misforstået, når vi tror, vi kan skære på det nære, uden at det har konsekvenser. Det er af helt afgørende betydning for det lille barn her og nu, men også for den voksne, det en dag bliver.

LÆS OGSÅ

Jeg troede, mænd og kvinder kunne det samme – så blev min datter født

af | maj 1, 2023

FADERSKAB

Jeg troede, mænd og kvinder kunne det samme – så blev min datter født  

Da Tobias Anker Stripp blev far, måtte han revurdere sit syn på det biologiske køn. Det var udfordrende, men også lærerigt.

1. maj 2023 | Af Tobias Anker Stripp | Foto: Privat

Da Tobias Anker Stripp blev far, måtte han revurdere sit syn på det biologiske køn. Det var udfordrende, men også lærerigt.

Tobias Anker Stripp er læge, reiki-healer og forsker. Han er aktuelt phd.-studerende på Syddansk Universitet, hvor han forsker i eksistentiel og åndelig omsorg, sammenhænge mellem tro og helbred samt nærdødsoplevelser. Læs mere her eller følg han på Instagram.

Indtil min datter kom til verden en kold oktobernat sidste år, havde jeg levet med en forestilling om, at mænd og kvinder kunne det samme. Både mentalt og socialt havde jeg i flere år arbejdet aktivt på at forsøge at nedbryde den betydning, jeg gav mit biologiske køn.

Jeg følte også, at jeg – efter en større eksistentiel krise – var et sted, hvor jeg endelig havde en klar ide om, hvor jeg var på vej hen i mit liv, hvad der var vigtigt for mig, og hvad der var det største formål for mig i mit liv.

Men alle disse forestillinger fik min datter rusket godt og grundigt op i.

Allerede i graviditeten måtte jeg sande, at min hustru langt hurtigere end jeg var klar til at italesætte og forberede fødslen, fordi hun så tydeligt mærkede graviditeten og forandringerne på egen krop.

Men selve fødslen, der var en både voldsom og fantastisk oplevelse, satte en tyk streg under dette.

Som mand var der jo nogle ting, jeg ikke kunne rent biologisk. For mig var det derfor en vekselvirkning mellem, at jeg følte mig helt og aldeles overflødig for dernæst at mærke, at jeg var helt nødvendig. Der var en naturgiven ansvarsfordeling, som jeg ikke kunne påvirke, hvor end jeg gerne ville.

Jeg kunne ikke føde min datter – det var min hustrus opgave. Jeg kunne ikke tage smerten, men trykke i lænden, hver gang der kom en ve, og jeg kunne støtte, opmuntre og hente snacks, som ikke blev spist – det var min opgave.

Det var en stærk, men også udfordrende forudsætning at læne sig ind i, og en meget livsændrende oplevelse på mange planer.

Jeg måtte sande, at der – trods mine ihærdige forsøg på at nedbryde mine normative mentale konstruktioner om køn – for mig er forskel på mænd og kvinder. Og at forældreskabet – og især undfangelse, graviditet og fødsel – måske er de områder i menneskelivet, hvor den biologiske forskel er tydeligst. Under transformationen til far oplevede jeg for alvor, at vi – mænd og kvinder – er udstyret med forskellige evner her i verden.

“Jeg måtte sande, at der – trods mine ihærdige forsøg på at nedbryde mine normative mentale konstruktioner om køn – for mig er forskel på mænd og kvinder. Og at forældreskabet – og især undfangelse, graviditet og fødsel – måske er de områder i menneskelivet, hvor den biologiske forskel er tydeligst.”

 
Tobias Anker Stripp

Selvfølgelig kan forskellen på mænd og kvinder variere, og der er nogle stereotyper, der bestemt ikke er frugtbare og ofte decideret destruktive at holde fast i og misbruge til forskellige formål. Det er også klart, at verden i dag kan se ud på mange måder, som ikke er så domineret af de biologiske forudsætninger, og at man kan have familier i mange forskellige konstellationer, som ikke er relateret til biologisk køn, ligesom der kan være individuelle variationer og mange frihedsgrader i, hvordan man bevæger sig ind over de forskellige køns virkeområder. Både når det kommer til fysisk væren, åndelig kapacitet og det seksuelle.

Men for mig – og også min hustru – ramte det her med de biologiske roller på en måde, vi ikke havde forudset. Og for mig var det en stor udfordring at komme overens med de roller, der var os givet i starten af min datters liv.

For godt nok var vi begge meget opmærksomme på, at min datter og jeg havde meningsfyldt samvær, når jeg var hjemme. Og jeg brugte meget tid på at have hende nøgen på mit bryst, trøste og putte, ligesom jeg oplevede det som noget helt specielt og meget rørende, når jeg kunne give hende flaske, de gange min hustru ikke var hjemme. Men igen havde min hustru en anden opgave – som jeg ikke kunne løse. Min opgave var at gå på arbejde. Hendes opgave var at passe og amme vores datter.

Til gengæld havde jeg en frihed, som min hustru ikke oplevede.

“For mig – og også min hustru – ramte det her med de biologiske roller på en måde, vi ikke havde forudset. Og for mig var det en stor udfordring at komme overens med de roller, der var os givet i starten af min datters liv”

 
Tobias Anker Stripp

Jeg kunne tage på arbejde og drikke en kop kaffe i en pause uden at blive afbrudt, eller jeg kunne let cykle forbi en kammerat.

De privilegier havde min hustru ikke. Hun var mere ”bundet” af vores datter, og på mange måder oplevede jeg, at grænserne mellem dem blev fuldstændig udviskede.

For når man aldrig er alene med sig selv og sit eget energifelt, er det meget svært at adskille sig selv fra andre og identificere, hvordan man egentlig har det. Hun havde derfor en stor længsel efter frihed og det at mærke sig selv.

Samtidig var det jo heller ikke kun vores datter, der trak i hende. Når jeg var hjemme, ønskede jeg også samvær og kontakt – både seksuelt eller på andre måder. Hvilket hun slet ikke havde noget at give af, fordi hun hele tiden gav noget til andre og aldrig havde noget til sig selv.

“Samtidig var det jo heller ikke kun vores datter, der trak i hende. Når jeg var hjemme, ønskede jeg også samvær og kontakt – både seksuelt eller på andre måder.”

 
Tobias Anker Stripp

Det var hårdt og gav anledning til konflikter og forhandlinger om frihed og søvn, vi ikke havde kunnet forudsige, selvom vi havde talt meget om det her med de biologiske roller, inden vi blev forældre. Men der har været så mange ting, vi ikke har været bevidste om, før det ligesom ramte.

I dag er vi de erfaringer rigere. Og de biologiske forudsætninger, som jeg oplevede udspille sig og var særligt tydelige i forbindelse med fødslen – men også i starten af min datters liv – har været vigtige for mig at blive mindet om. Det har været en interessant proces at opleve, at vi – mænd og kvinder – hver især har et ansvarsområde, og på den måde komme tilbage fra den kønsløse tilstand, hvor jeg tænkte, at vi kunne det samme.

Det er klart at nogle at opgaverne var vores egne beslutninger. Man kan jo fx som mand i princippet godt give flaske fra barnets fødsel – det var bare ikke det, vi ønskede. Og især under graviditet og fødsel var de biologiske præmisser skåret i sten.

Jeg oplevede derfor, at min datters fødsel vendte op og ned på mine perspektiver, men også at mine prioriteringer i livet blev helt anderledes.

Nu er det pludselig ikke længere så vigtigt at lave karriere og tjene penge. Nu er det i højere grad nok bare at skulle være far, nyde min datter og se hendes liv vokse.

At blive far har tydeliggjort, hvor kort tid, vi egentlig har her på jorden. Om 60 år er jeg væk, og alt, jeg har udrettet, vil være glemt på et tidspunkt. Det eneste, jeg på en eller anden måde kan gøre, er at leve et liv, jeg nyder, og glæde mig over, at jeg har været med til at skabe noget, som altid vil være større end mig selv; nemlig mit barn.

FADERSKAB

Jeg troede, mænd og kvinder kunne det samme – så blev min datter født  

Da Tobias Anker Stripp blev far, måtte han revurdere sit syn på det biologiske køn. Det var udfordrende, men også lærerigt.

1. maj 2023 | Af Tobias Anker Stripp | Foto: Privat

 

Da Tobias Anker Stripp blev far, måtte han revurdere sit syn på det biologiske køn. Det var udfordrende, men også lærerigt.

Tobias Anker Stripp er læge, reiki-healer og forsker. Han er aktuelt phd.-studerende på Syddansk Universitet, hvor han forsker i eksistentiel og åndelig omsorg, sammenhænge mellem tro og helbred samt nærdødsoplevelser. Læs mere her eller følg han på Instagram.

Indtil min datter kom til verden en kold oktobernat sidste år, havde jeg levet med en forestilling om, at mænd og kvinder kunne det samme. Både mentalt og socialt havde jeg i flere år arbejdet aktivt på at forsøge at nedbryde den betydning, jeg gav mit biologiske køn.

Jeg følte også, at jeg – efter en større eksistentiel krise – var et sted, hvor jeg endelig havde en klar ide om, hvor jeg var på vej hen i mit liv, hvad der var vigtigt for mig, og hvad der var det største formål for mig i mit liv.

Men alle disse forestillinger fik min datter rusket godt og grundigt op i.

Allerede i graviditeten måtte jeg sande, at min hustru langt hurtigere end jeg var klar til at italesætte og forberede fødslen, fordi hun så tydeligt mærkede graviditeten og forandringerne på egen krop.

Men selve fødslen, der var en både voldsom og fantastisk oplevelse, satte en tyk streg under dette.

Som mand var der jo nogle ting, jeg ikke kunne rent biologisk. For mig var det derfor en vekselvirkning mellem, at jeg følte mig helt og aldeles overflødig for dernæst at mærke, at jeg var helt nødvendig. Der var en naturgiven ansvarsfordeling, som jeg ikke kunne påvirke, hvor end jeg gerne ville.

Jeg kunne ikke føde min datter – det var min hustrus opgave. Jeg kunne ikke tage smerten, men trykke i lænden, hver gang der kom en ve, og jeg kunne støtte, opmuntre og hente snacks, som ikke blev spist – det var min opgave.

Det var en stærk, men også udfordrende forudsætning at læne sig ind i, og en meget livsændrende oplevelse på mange planer.

Jeg måtte sande, at der – trods mine ihærdige forsøg på at nedbryde mine normative mentale konstruktioner om køn – for mig er forskel på mænd og kvinder. Og at forældreskabet – og især undfangelse, graviditet og fødsel – måske er de områder i menneskelivet, hvor den biologiske forskel er tydeligst. Under transformationen til far oplevede jeg for alvor, at vi – mænd og kvinder – er udstyret med forskellige evner her i verden.

“Jeg måtte sande, at der – trods mine ihærdige forsøg på at nedbryde mine normative mentale konstruktioner om køn – for mig er forskel på mænd og kvinder. Og at forældreskabet – og især undfangelse, graviditet og fødsel – måske er de områder i menneskelivet, hvor den biologiske forskel er tydeligst.”

 
Tobias Anker Stripp

Selvfølgelig kan forskellen på mænd og kvinder variere, og der er nogle stereotyper, der bestemt ikke er frugtbare og ofte decideret destruktive at holde fast i og misbruge til forskellige formål. Det er også klart, at verden i dag kan se ud på mange måder, som ikke er så domineret af de biologiske forudsætninger, og at man kan have familier i mange forskellige konstellationer, som ikke er relateret til biologisk køn, ligesom der kan være individuelle variationer og mange frihedsgrader i, hvordan man bevæger sig ind over de forskellige køns virkeområder. Både når det kommer til fysisk væren, åndelig kapacitet og det seksuelle.

Men for mig – og også min hustru – ramte det her med de biologiske roller på en måde, vi ikke havde forudset. Og for mig var det en stor udfordring at komme overens med de roller, der var os givet i starten af min datters liv.

For godt nok var vi begge meget opmærksomme på, at min datter og jeg havde meningsfyldt samvær, når jeg var hjemme. Og jeg brugte meget tid på at have hende nøgen på mit bryst, trøste og putte, ligesom jeg oplevede det som noget helt specielt og meget rørende, når jeg kunne give hende flaske, de gange min hustru ikke var hjemme. Men igen havde min hustru en anden opgave – som jeg ikke kunne løse. Min opgave var at gå på arbejde. Hendes opgave var at passe og amme vores datter.

Til gengæld havde jeg en frihed, som min hustru ikke oplevede.

“For mig – og også min hustru – ramte det her med de biologiske roller på en måde, vi ikke havde forudset. Og for mig var det en stor udfordring at komme overens med de roller, der var os givet i starten af min datters liv”

 
Tobias Anker Stripp

Jeg kunne tage på arbejde og drikke en kop kaffe i en pause uden at blive afbrudt, eller jeg kunne let cykle forbi en kammerat.

De privilegier havde min hustru ikke. Hun var mere ”bundet” af vores datter, og på mange måder oplevede jeg, at grænserne mellem dem blev fuldstændig udviskede.

For når man aldrig er alene med sig selv og sit eget energifelt, er det meget svært at adskille sig selv fra andre og identificere, hvordan man egentlig har det. Hun havde derfor en stor længsel efter frihed og det at mærke sig selv.

Samtidig var det jo heller ikke kun vores datter, der trak i hende. Når jeg var hjemme, ønskede jeg også samvær og kontakt – både seksuelt eller på andre måder. Hvilket hun slet ikke havde noget at give af, fordi hun hele tiden gav noget til andre og aldrig havde noget til sig selv.

“Samtidig var det jo heller ikke kun vores datter, der trak i hende. Når jeg var hjemme, ønskede jeg også samvær og kontakt – både seksuelt eller på andre måder.”

 
Tobias Anker Stripp

Det var hårdt og gav anledning til konflikter og forhandlinger om frihed og søvn, vi ikke havde kunnet forudsige, selvom vi havde talt meget om det her med de biologiske roller, inden vi blev forældre. Men der har været så mange ting, vi ikke har været bevidste om, før det ligesom ramte.

I dag er vi de erfaringer rigere. Og de biologiske forudsætninger, som jeg oplevede udspille sig og var særligt tydelige i forbindelse med fødslen – men også i starten af min datters liv – har været vigtige for mig at blive mindet om. Det har været en interessant proces at opleve, at vi – mænd og kvinder – hver især har et ansvarsområde, og på den måde komme tilbage fra den kønsløse tilstand, hvor jeg tænkte, at vi kunne det samme.

Det er klart at nogle at opgaverne var vores egne beslutninger. Man kan jo fx som mand i princippet godt give flaske fra barnets fødsel – det var bare ikke det, vi ønskede. Og især under graviditet og fødsel var de biologiske præmisser skåret i sten.

Jeg oplevede derfor, at min datters fødsel vendte op og ned på mine perspektiver, men også at mine prioriteringer i livet blev helt anderledes.

Nu er det pludselig ikke længere så vigtigt at lave karriere og tjene penge. Nu er det i højere grad nok bare at skulle være far, nyde min datter og se hendes liv vokse.

At blive far har tydeliggjort, hvor kort tid, vi egentlig har her på jorden. Om 60 år er jeg væk, og alt, jeg har udrettet, vil være glemt på et tidspunkt. Det eneste, jeg på en eller anden måde kan gøre, er at leve et liv, jeg nyder, og glæde mig over, at jeg har været med til at skabe noget, som altid vil være større end mig selv; nemlig mit barn.

LÆS OGSÅ

Adskillelseskulturen er kun et symptom – vores børnesyn er samfundets egentlige problem

af | apr 18, 2023

BØRNELIV

Adskillelseskulturen er kun et symptom – vores børnesyn er samfundets egentlige problem 

Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker langt ud over adskillelseskulturen. Og ønsker vi forandring, må vi se på den måde, hvorpå vi ser og taler om børn, skriver Hye Marcussen.

18. april 2023 | Af Hye Marcussen | Foto: Privat

Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker langt ud over adskillelseskulturen. Og ønsker vi forandring, må vi gøre noget ved den måde, hvorpå vi ser og taler om børn. 

Hye Marcussen er 37 år, uddannet på RUC med særlig interesse for kvinder og global ulighed. Pt. er hun mest optaget af børns livsvilkår og rettigheder. Du kan følge hende på Instagram her.

For et par år siden var jeg mere end noget andet optaget af kampen mod den såkaldte adskillelseskultur: den kulturelle, ja nærmest rituelle, praksis, der skiller små børn fra deres primære omsorgsgiver(e).  

Jeg var af den overbevisning, at efter de første tre år, hvis tilknytningen var værnet om, så var man ”home free.” Børnene kunne fint gå i børnehave og skole, fordi de havde fået opbygget den nødvendige kerne af selvværd. Den grundidé tror jeg stadig på, men jeg har indset, at det ikke er så simpelt endda. Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker nemlig langt ud over vuggestuefænomenet. Den gennemsyrer strukturelt, diskursivt og kulturelt i et overvældende omfang vores samfund. Måden, hvorpå vi forstår og taler om børn, tror jeg, er et usynligt benspænd for den forandring, vi ønsker. 

Ufærdige mennesker

Børn er gennem generationer blevet set som ufærdige mennesker, der skulle ”tæmmes,” så de kunne blive ”rigtige” mennesker, altså voksne. Børn var forældrenes (primært patriarkens) ejendom og blev grundlæggende set som modtagere. Af voksnes opdragelse, visdom, straf, vold, kærlighed og nåde. 

 Selvom meget har ændret sig, lever vi stadig i dag med stærke levn fra dét børnesyn.  

“Måden, hvorpå vi forstår og taler om børn, tror jeg, er et usynligt benspænd for den forandring, vi ønsker.”

 
Hye Marcussen

Jeg selv var et stort barn, da revselsesretten med nød og næppe blev ophævet i Danmark i 1997. Der var næsten ligeså mange partier, der stemte imod som for ophævelsen. I dag, kun et par årtier senere, synes de fleste, at tanken om at slå børn er uhørt. 

Jeg tror, at vi i fremtiden vil synes, måden vi ser og behandler børn på i dag, er uhørt. 

For selvom der er konsensus om, at børn har rettigheder, griner de fleste, hvis man siger, de burde have stemmeret. Det er stadig langt fra vores tankegang, at børn skulle have medbestemmelse i forhold til samfundet og ikke mindst indretningen af deres eget liv. Dette vidner om, hvor dybt kulturelt indlejret synet på barnet, som værende ude af stand til at bidrage til samfundet med brugbare perspektiver og erfaringer, stadig er.

Barnets ret

Vi taler ofte om, at børnene er vores vigtigste aktiv. At de er fremtidige skatteydere, og at samfundet ikke kan være sin behandling af dem bekendt. Men frem for at tale om, at det er synd for børn, at de mistrives og behandles dårligt i systemet, vil jeg hellere flytte fokus over på rettigheder.  

“Jeg tror, at vi i fremtiden vil synes, måden vi ser og behandler børn på i dag, er uhørt.”

 
Hye Marcussen

Vi taler ikke om, at sexisme er synd for kvinder. Eller at racisme er synd for BIPOC* (*black, indigenous & people of color). Vi bør tilsvarende med børn fokusere på, hvad de har ret til, og hvorfor de har en enestående dårlig position i forhold til at gøre krav på deres rettigheder. 

Hvad hvis det var barnets ret, at samfundet på alle tænkelige måder værnede om dets tilknytning og værdighed lige fra undfangelse over fødsel til spædbarnstid, barndom og ungdom? 

Hvad hvis det blev set som værende i modstrid med et barns ret at blive efterladt i omgivelser og blandt mennesker, det ikke selv havde valgt? 

Hvad hvis det blev set som en krænkelse af et barns integritet at blive sendt i institution på Panodil, fordi forældrene ikke har ret til sygedage, indtil barnet er ordentligt raskt? 

Hvad hvis børn havde ret til en hverdag, de selv havde indflydelse på? 

Hvad hvis børn havde ret til altid at blive talt til og om med samme respekt som voksne? 

Sådan kunne jeg fortsætte. Sikkert til manges undren. Og vi er nødt til at spørge os selv, hvorfor denne forståelse af børns rettigheder virker så overvældende, kontroversiel og nærmest grinagtig? 

Her bliver begrebet childism relevant. 

“Hvad hvis det var barnets ret, at samfundet på alle tænkelige måder værnede om dets tilknytning og værdighed lige fra undfangelse over fødsel til spædbarnstid, barndom og ungdom?”

 
Hye Marcussen

Childism er en aktivistisk bevægelse samt et nyere forskningsfelt med den banebrydende anskuelse, at børn – som vi forstår dem i dag – er en social konstruktion, der ses som voksnes grundlæggende underordnede.  

Vi bør i stedet begynde at se børn som ligeværdige subjekter, hvis grundlæggende rettigheder ikke afviger fra voksnes. Vi bør begynde at behandle børn som fuldgyldige bidragsydere til samfundet og til livet.

Sprogets magt

Den udbredte framing af børn som en samfundsmæssig underskudsforretning samt en stopklods for løntrin og karriere er pragteksempler på den omtalte konstruktion af børn. Vores sprogbrug og forståelse – og dermed behandling – af børn hænger uløseligt sammen. 

Undertrykkelse bærer generelt præg af, at majoritetens umyndiggørende adfærd over for en minoritet over tid er blevet en kulturel selvfølgelighed, ingen stiller spørgsmålstegn ved. Dette hæmmer udviklingen af et sprog for de krænkelser, der faktisk foregår. Og når vi ikke har et sprog for dem, er det sværere at begribe – og bevise – at de findes. 

“Vi bør i stedet begynde at se børn som ligeværdige subjekter, hvis grundlæggende rettigheder ikke afviger fra voksnes. Vi bør begynde at behandle børn som fuldgyldige bidragsydere til samfundet og til livet.”

 
Hye Marcussen

Undertrykkelsen af børn har stort set intet sprog og foregår med den største selvfølgelighed, blandt andet fordi den undertrykte hverken har mulighed for at sige fra på en måde, vi lytter til, eller har nogen former for sanktionsmuligheder.

Børns rettigheder krænkes

En essentiel del af feminismen handler for mig om at respektere ethvert menneskes ret til sin krop, sind, tanker og oplevelser. Den ukrænkelige ret til ikke at blive defineret udefra af normer og af dem, der har magt. At ethvert menneskes egne oplevelser er lige så meget værd og har lige så meget berettigelse som majoritetens og magthavernes. At enhver har ret til medbestemmelse i sit liv. 

Disse rettigheder kæmper enhver minoritet for. Undtagen børn, der ikke har mulighed for at kæmpe. 

Lige fra hverdagsplan til det institutionelle og strukturelle plan krænkes disse rettigheder, når det kommer til børn. På hverdagsplanet er det almindeligt, at voksne fastholder barnets krop, negligerer og lukker ned for barnets følelser, laver sjov på barnets bekostning, definerer det, skælder det ud, truer og bestikker det. Alt sammen på et socialt accepteret ”hygge”-niveau som vi kalder ”opdragelse”. Vi har ydermere skabt en konsensus om, at børn – som en af de eneste grupper af borgere i samfundet – ikke bestemmer, hvad de laver, og hvem de er sammen med, til hverdag. 

“Undertrykkelsen af børn har stort set intet sprog og foregår med den største selvfølgelighed, blandt andet fordi den undertrykte hverken har mulighed for at sige fra på en måde, vi lytter til, eller har nogen former for sanktionsmuligheder.”

 
Hye Marcussen

På institutionelt og strukturelt plan er listen af krænkelser uoverskuelig, men den tidligere omtalte samfundsdiskurs om børn taler sit eget tydelige sprog sammen med det faktum, at alt, hvad der vedrører små menneskers fødsel, spædbarns- og senere børneliv, er et område, der politisk og økonomisk er underprioriteret og underbetalt som intet andet i dette samfund.

Adskillelseskultur og normeringer er symptomer

Jeg mener i tråd med childism-anskuelser, at vores manglende vedtagelse af FN’s Børnekonvention, syltning af minimumsnormeringer, adskillelseskultur samt de mange mikroaggressioner i form af ovennævnte hverdagskrænkelser er et symptom på noget dybereliggende.  

Derfor er mit fokus blevet mindre på enkeltsagerne og mere på det strukturelle. Og derfor har jeg en ambivalens i forhold til enkeltsagerne. Jeg kan slet ikke være uenig i kravet om minimumsnormeringer, og samtidig er jeg bange for, at netop enkeltsagerne hindrer en mere grundlæggende samtale om vores framing af børn. 

For hvis vi først vedkendte os som samfund, at børn er ligeværdige rettighedshavere i bogstavelig, praktisk og principiel forstand, så ville det blive umuligt at opretholde det nuværende system (både hvad angår institution, skole og dagligdags praksis). 

Derfor vil jeg slå et slag for den radikale ide, at samfundets børnesyn og grundlæggende usynliggjorte undertrykkelse af børn er roden til problemet. Og at adskillelseskultur, institutionalisering, skolesystem, fødeområdet og alle de områder, hvor børn krænkes på daglig basis, blot er symptomer.

BØRNELIV

Adskillelseskulturen er kun et symptom – vores børnesyn er samfundets egentlige problem 

Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker langt ud over adskillelseskulturen. Og ønsker vi forandring, må vi se på den måde, hvorpå vi ser og taler om børn, skriver Hye Marcussen.

18. april 2023 | Af Hye Marcussen | Foto: Privat

 

Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker langt ud over adskillelseskulturen. Og ønsker vi forandring, må vi gøre noget ved den måde, hvorpå vi ser og taler om børn. 

Hye Marcussen er 37 år, uddannet på RUC med særlig interesse for kvinder og global ulighed. Pt. er hun mest optaget af børns livsvilkår og rettigheder. Du kan følge hende på Instagram her.

For et par år siden var jeg mere end noget andet optaget af kampen mod den såkaldte adskillelseskultur: den kulturelle, ja nærmest rituelle, praksis, der skiller små børn fra deres primære omsorgsgiver(e).  

Jeg var af den overbevisning, at efter de første tre år, hvis tilknytningen var værnet om, så var man ”home free.” Børnene kunne fint gå i børnehave og skole, fordi de havde fået opbygget den nødvendige kerne af selvværd. Den grundidé tror jeg stadig på, men jeg har indset, at det ikke er så simpelt endda. Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker nemlig langt ud over vuggestuefænomenet. Den gennemsyrer strukturelt, diskursivt og kulturelt i et overvældende omfang vores samfund. Måden, hvorpå vi forstår og taler om børn, tror jeg, er et usynligt benspænd for den forandring, vi ønsker. 

Ufærdige mennesker

Børn er gennem generationer blevet set som ufærdige mennesker, der skulle ”tæmmes,” så de kunne blive ”rigtige” mennesker, altså voksne. Børn var forældrenes (primært patriarkens) ejendom og blev grundlæggende set som modtagere. Af voksnes opdragelse, visdom, straf, vold, kærlighed og nåde. 

 Selvom meget har ændret sig, lever vi stadig i dag med stærke levn fra dét børnesyn.  

“Måden, hvorpå vi forstår og taler om børn, tror jeg, er et usynligt benspænd for den forandring, vi ønsker.”

 
Hye Marcussen

Jeg selv var et stort barn, da revselsesretten med nød og næppe blev ophævet i Danmark i 1997. Der var næsten ligeså mange partier, der stemte imod som for ophævelsen. I dag, kun et par årtier senere, synes de fleste, at tanken om at slå børn er uhørt. 

Jeg tror, at vi i fremtiden vil synes, måden vi ser og behandler børn på i dag, er uhørt. 

For selvom der er konsensus om, at børn har rettigheder, griner de fleste, hvis man siger, de burde have stemmeret. Det er stadig langt fra vores tankegang, at børn skulle have medbestemmelse i forhold til samfundet og ikke mindst indretningen af deres eget liv. Dette vidner om, hvor dybt kulturelt indlejret synet på barnet, som værende ude af stand til at bidrage til samfundet med brugbare perspektiver og erfaringer, stadig er.

Barnets ret

Vi taler ofte om, at børnene er vores vigtigste aktiv. At de er fremtidige skatteydere, og at samfundet ikke kan være sin behandling af dem bekendt. Men frem for at tale om, at det er synd for børn, at de mistrives og behandles dårligt i systemet, vil jeg hellere flytte fokus over på rettigheder.  

“Jeg tror, at vi i fremtiden vil synes, måden vi ser og behandler børn på i dag, er uhørt.”

 
Hye Marcussen

Vi taler ikke om, at sexisme er synd for kvinder. Eller at racisme er synd for BIPOC* (*black, indigenous & people of color). Vi bør tilsvarende med børn fokusere på, hvad de har ret til, og hvorfor de har en enestående dårlig position i forhold til at gøre krav på deres rettigheder. 

Hvad hvis det var barnets ret, at samfundet på alle tænkelige måder værnede om dets tilknytning og værdighed lige fra undfangelse over fødsel til spædbarnstid, barndom og ungdom? 

Hvad hvis det blev set som værende i modstrid med et barns ret at blive efterladt i omgivelser og blandt mennesker, det ikke selv havde valgt? 

Hvad hvis det blev set som en krænkelse af et barns integritet at blive sendt i institution på Panodil, fordi forældrene ikke har ret til sygedage, indtil barnet er ordentligt raskt? 

Hvad hvis børn havde ret til en hverdag, de selv havde indflydelse på? 

Hvad hvis børn havde ret til altid at blive talt til og om med samme respekt som voksne? 

Sådan kunne jeg fortsætte. Sikkert til manges undren. Og vi er nødt til at spørge os selv, hvorfor denne forståelse af børns rettigheder virker så overvældende, kontroversiel og nærmest grinagtig? 

Her bliver begrebet childism relevant. 

“Hvad hvis det var barnets ret, at samfundet på alle tænkelige måder værnede om dets tilknytning og værdighed lige fra undfangelse over fødsel til spædbarnstid, barndom og ungdom?”

 
Hye Marcussen

Childism er en aktivistisk bevægelse samt et nyere forskningsfelt med den banebrydende anskuelse, at børn – som vi forstår dem i dag – er en social konstruktion, der ses som voksnes grundlæggende underordnede.  

Vi bør i stedet begynde at se børn som ligeværdige subjekter, hvis grundlæggende rettigheder ikke afviger fra voksnes. Vi bør begynde at behandle børn som fuldgyldige bidragsydere til samfundet og til livet.

Sprogets magt

Den udbredte framing af børn som en samfundsmæssig underskudsforretning samt en stopklods for løntrin og karriere er pragteksempler på den omtalte konstruktion af børn. Vores sprogbrug og forståelse – og dermed behandling – af børn hænger uløseligt sammen. 

Undertrykkelse bærer generelt præg af, at majoritetens umyndiggørende adfærd over for en minoritet over tid er blevet en kulturel selvfølgelighed, ingen stiller spørgsmålstegn ved. Dette hæmmer udviklingen af et sprog for de krænkelser, der faktisk foregår. Og når vi ikke har et sprog for dem, er det sværere at begribe – og bevise – at de findes. 

“Vi bør i stedet begynde at se børn som ligeværdige subjekter, hvis grundlæggende rettigheder ikke afviger fra voksnes. Vi bør begynde at behandle børn som fuldgyldige bidragsydere til samfundet og til livet.”

 
Hye Marcussen

Undertrykkelsen af børn har stort set intet sprog og foregår med den største selvfølgelighed, blandt andet fordi den undertrykte hverken har mulighed for at sige fra på en måde, vi lytter til, eller har nogen former for sanktionsmuligheder.

Børns rettigheder krænkes

En essentiel del af feminismen handler for mig om at respektere ethvert menneskes ret til sin krop, sind, tanker og oplevelser. Den ukrænkelige ret til ikke at blive defineret udefra af normer og af dem, der har magt. At ethvert menneskes egne oplevelser er lige så meget værd og har lige så meget berettigelse som majoritetens og magthavernes. At enhver har ret til medbestemmelse i sit liv. 

Disse rettigheder kæmper enhver minoritet for. Undtagen børn, der ikke har mulighed for at kæmpe. 

Lige fra hverdagsplan til det institutionelle og strukturelle plan krænkes disse rettigheder, når det kommer til børn. På hverdagsplanet er det almindeligt, at voksne fastholder barnets krop, negligerer og lukker ned for barnets følelser, laver sjov på barnets bekostning, definerer det, skælder det ud, truer og bestikker det. Alt sammen på et socialt accepteret ”hygge”-niveau som vi kalder ”opdragelse”. Vi har ydermere skabt en konsensus om, at børn – som en af de eneste grupper af borgere i samfundet – ikke bestemmer, hvad de laver, og hvem de er sammen med, til hverdag. 

“Undertrykkelsen af børn har stort set intet sprog og foregår med den største selvfølgelighed, blandt andet fordi den undertrykte hverken har mulighed for at sige fra på en måde, vi lytter til, eller har nogen former for sanktionsmuligheder.”

 
Hye Marcussen

På institutionelt og strukturelt plan er listen af krænkelser uoverskuelig, men den tidligere omtalte samfundsdiskurs om børn taler sit eget tydelige sprog sammen med det faktum, at alt, hvad der vedrører små menneskers fødsel, spædbarns- og senere børneliv, er et område, der politisk og økonomisk er underprioriteret og underbetalt som intet andet i dette samfund.

Adskillelseskultur og normeringer er symptomer

Jeg mener i tråd med childism-anskuelser, at vores manglende vedtagelse af FN’s Børnekonvention, syltning af minimumsnormeringer, adskillelseskultur samt de mange mikroaggressioner i form af ovennævnte hverdagskrænkelser er et symptom på noget dybereliggende.  

Derfor er mit fokus blevet mindre på enkeltsagerne og mere på det strukturelle. Og derfor har jeg en ambivalens i forhold til enkeltsagerne. Jeg kan slet ikke være uenig i kravet om minimumsnormeringer, og samtidig er jeg bange for, at netop enkeltsagerne hindrer en mere grundlæggende samtale om vores framing af børn. 

For hvis vi først vedkendte os som samfund, at børn er ligeværdige rettighedshavere i bogstavelig, praktisk og principiel forstand, så ville det blive umuligt at opretholde det nuværende system (både hvad angår institution, skole og dagligdags praksis). 

Derfor vil jeg slå et slag for den radikale ide, at samfundets børnesyn og grundlæggende usynliggjorte undertrykkelse af børn er roden til problemet. Og at adskillelseskultur, institutionalisering, skolesystem, fødeområdet og alle de områder, hvor børn krænkes på daglig basis, blot er symptomer.

LÆS OGSÅ