Mine børn er hjemme – men jeg er hverken uambitiøs eller særligt privilegeret

BØRNELIV

Mine børn er hjemme – men jeg er hverken uambitiøs eller særligt privilegeret

Den samfundsmodel, vi har skabt, er ikke bæredygtig. Der skal noget andet til, mener Lene Friis-Pilgaard, der derfor har taget nogle aktive valg omkring den måde, familien lever på.

 
4. januar 2024 | Af Lene Friis-Pilgaard | Foto: Privat

Den samfundsmodel, vi har skabt, er ikke bæredygtig. Der skal noget andet til, mener Lene Friis-Pilgaard, der derfor har taget nogle aktive valg omkring den måde, familien lever på.

Lene Friis-Pilgaard er uddannet økonom og mor til to. Hun arbejder som familiebehandler, skribent og hjemmeskoler og kæmper for, at børn og voksne får de samme rettigheder. Du kan følge hende på lenefriispilgaard_columnist.

For 8 år siden, da min ældste søn var 1,5 år, var planen, at han skulle starte i vuggestue.

Jeg havde ham i mine arme, vi gik ind i vuggestuen, min mave slog knuder, og mit hjerte bankede løs. Jeg kiggede på det store glas med de mange kogte sutter, der stod klar.

Den søde pædagog, som selv var nybagt mor, stod med min søn i armene, da jeg gik.

Hjemme i vores lejlighed brød jeg sammen. Lå i fosterstilling på sofaen og græd.

Pædagogen ringede efter en time; “han står ved døren og græder og græder.” Jeg løb, så hurtigt jeg kunne, i strømpesokker ud af døren og over vejen. Jeg rev hoveddøren til vuggestuen op, tog ham op i min favn, krammede og kyssede ham, mens jeg hviskede “undskyld, undskyld.”

Det blev hans første og sidste dag i vuggestue.

I det sekund gik det op for mig, at den samfundsmodel, vi har skabt, ikke er for børn – eller voksne.

Stort set al vores omsorg, tryghed og tid er udliciteret til ‘fremmede’ mennesker – fra vugge til grav – og i så stor stil, at hverken børn eller voksne kan eller skal kunne holde til det. Det unaturlige er gået hen og blevet så naturligt, at vi ikke altid tør og tror, at vi kan og må handle på det mest naturlige og instinktive.

“I det sekund gik det op for mig, at den samfundsmodel, vi har skabt, ikke er for børn – eller voksne.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Det blev så åbenlyst for mig, at vores samfundsmodel er baseret på, at vi alle kører i et meget højt gear og bidrager ved at bruge de fleste af vores vågne timer på det ordinære arbejdsmarked – og altså ikke sammen med de mennesker, vi elsker højest, som er dybt afhængige af os, som vi er tættest forbundne med, og hvor vi virkelig kan gøre en forskel.

Vores samfundsmodel er i min optik en uddateret og simplificeret model, der ikke længere er tidssvarende.

Fokus er på individet og dets bidrag til staten i ordinær, mekanisk og målbar forstand. Alle de elementer, som er afgørende for, hvordan vi alle – hver og en – udvikler os som mennesker, er taget ud af ligningen.

Tilknytning, omsorg, relationer, kærlighed, empati, hjælpsomhed, forbundethed og bæredygtighed – det som er med til at støtte og udvikle vores selvværd, vores indre lykke, trivsel og livsduelighed – tillægges ikke værdi.

I stedet oplever jeg, at der i folkemunde er blevet skabt en fortælling om, at det er for de særligt privilegerede, som har “fået muligheden,” eller de dovne og uambitiøse at tilvælge at investere i tid og nærvær og i perioder af livet indrette sig med færre timer på det ordinære arbejdsmarked.

I vores lille familie, hvor vi har valgt at gå vores egne veje, er jeg selv blevet mødt med udsagn som “ej, vi havde også gjort som jer, hvis vi havde haft muligheden” eller “hvad beskæftiger din mand sig med, siden I kan indrette jer uden to fuldtidsjob”.

Manglende forståelse for vores valg har også mødt mig fx i form af: “Tror du ikke, at du snart skal til at arbejde noget mere?” og: “Man skal yde for at kunne nyde”.

“I vores lille familie, hvor vi har valgt at gå vores egne veje, er jeg selv blevet mødt med udsagn som “ej, vi havde også gjort som jer, hvis vi havde haft muligheden” eller “hvad beskæftiger din mand sig med, siden I kan indrette jer uden to fuldtidsjob”.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Jeg opfatter dog ikke mig selv som værende et dovent og uambitiøst menneske. Måske snarere tværtimod.

Jeg anskuer nu heller ikke de mennesker, som har valgt at investere de fleste af deres vågne timer på det ordinære arbejdsmarked, som værende uambitiøse eller dovne.

Vi er forskellige som mennesker, anskuer livet med hvert vores sæt briller, og så er vi forskellige steder i vores livscyklus. Vi skal favne forskellighed og de livsfaser, vi hver især går igennem.

Jeg vil heller ikke kalde mig økonomisk privilegeret, og at jeg har “fået en mulighed’ for at indrette mig på en anden måde end flertallet. Jeg har taget muligheden. Og tro mig; det har kostet – rent økonomisk.

Hvis jeg skulle være privilegeret, så ligger mit privilegium i at være vokset op hos en mor, som viste mig, at vi ikke partout skal gå med strømmen, hvis ikke det giver mening. Vi må gerne gå vores egne veje og definere vores eget liv. I mit barndomshjem var indstillingen; at alle mennesker er lige meget værd og har præcis samme eksistensberettigelse. Samtidig blev jeg hjemmefra inspireret til at være samfundskritisk og stille spørgsmål til de ting, som undrer mig.

Og jeg undrer mig tit over, hvorfor vi i et land som Danmark ikke investerer i omsorg, trivsel og bæredygtighed og får udarbejdet regnemodeller, som indtænker disse bærende elementer.

Selv har vi planer om at hjemmeskole, så længe det giver mening for os, og alle trives i det.

Inden, vi tog den beslutning, var vi tilknyttet folkeskolen i to år. Og det, vi oplevede, var en folkeskole, som bløder. En mastodont, som ikke har formået at følge med samfundsudviklingen. Den megen viden, vi i dag har om børn, deres udvikling, trivsel og læring er ikke implementeret i folkeskolen. Dagene, fagene og frikvartererne ligner til forveksling skoledagene fra min egen skoletid for 30 år siden. Ja, små børn bliver sågar stadig sendt uden for døren, hvis de larmer!

“Og jeg undrer mig tit over, hvorfor vi i et land som Danmark ikke investerer i omsorg, trivsel og bæredygtighed og får udarbejdet regnemodeller, som indtænker disse bærende elementer.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Jeg oplevede, at børnene skulle passe og presses ned i en “kasse” – hakke en hæl og klippe en tå. Rammen er snæver, og ressourcerne er få, hvilket afstedkommer at der ikke er tid, plads eller overskud til at tænke ud af boksen i folkeskolen, og børnene skal derfor helst lære det samme, på samme tid og på samme måde. Leg, væren, kreativitet, kritisk tænkning, nysgerrighed, fantasi og hjælpsomhed bliver erstattet af stillesiddende læring, kunnen, ensrettethed, lydighed, tests og handleplaner.

I dag er det en anden hverdag, vi har. Og jeg ser det som en stor styrke, at mine børn oplever, at der er flere veje at gå her i livet, mange forskellige slags fællesskaber, og at vi ikke behøver gøre det, som de fleste andre gør. Vi behøver ikke at have en livsplan mejslet i granit, hvor intet kan og må afvige fra planen. Vores livsbane må gerne være fuld af krumspring – det er en naturlig del af livet.

Jeg siger ikke, at vores vej er den rigtige for alle. Men jeg mener, det er indiskutabelt, at det er en nødvendighed, at vi som samfund får vendt vores synkende trivsels-skude.

Jeg er fuldt ud bevidst om, at Ting Tager Tid (som Piet Hein skrev i sit lille gruk), men vi er nødt til som samfund at begynde at se værdi i menneskelig og social bæredygtighed og prioritere nærværet, omsorgen og vores livsvigtige relationer. Og ikke mindst huske, at vi selv har et ansvar for at skabe det liv, vi ønsker os.

BØRNELIV

Mine børn er hjemme – men jeg er hverken uambitiøs eller særligt privilegeret

Den samfundsmodel, vi har skabt, er ikke bæredygtig. Der skal noget andet til, mener Lene Friis-Pilgaard, der derfor har taget nogle aktive valg omkring den måde, familien lever på.

 
4. januar 2024 | Af Lene Friis-Pilgaard | Foto: Privat

 

Den samfundsmodel, vi har skabt, er ikke bæredygtig. Der skal noget andet til, mener Lene Friis-Pilgaard, der derfor har taget nogle aktive valg omkring den måde, familien lever på.

Lene Friis-Pilgaard er uddannet økonom og mor til to. Hun arbejder som familiebehandler, skribent og hjemmeskoler og kæmper for, at børn og voksne får de samme rettigheder. Du kan følge hende på lenefriispilgaard_columnist.

For 8 år siden, da min ældste søn var 1,5 år, var planen, at han skulle starte i vuggestue.

Jeg havde ham i mine arme, vi gik ind i vuggestuen, min mave slog knuder, og mit hjerte bankede løs. Jeg kiggede på det store glas med de mange kogte sutter, der stod klar.

Den søde pædagog, som selv var nybagt mor, stod med min søn i armene, da jeg gik.

Hjemme i vores lejlighed brød jeg sammen. Lå i fosterstilling på sofaen og græd.

Pædagogen ringede efter en time; “han står ved døren og græder og græder.” Jeg løb, så hurtigt jeg kunne, i strømpesokker ud af døren og over vejen. Jeg rev hoveddøren til vuggestuen op, tog ham op i min favn, krammede og kyssede ham, mens jeg hviskede “undskyld, undskyld.”

Det blev hans første og sidste dag i vuggestue.

I det sekund gik det op for mig, at den samfundsmodel, vi har skabt, ikke er for børn – eller voksne.

Stort set al vores omsorg, tryghed og tid er udliciteret til ‘fremmede’ mennesker – fra vugge til grav – og i så stor stil, at hverken børn eller voksne kan eller skal kunne holde til det. Det unaturlige er gået hen og blevet så naturligt, at vi ikke altid tør og tror, at vi kan og må handle på det mest naturlige og instinktive.

“I det sekund gik det op for mig, at den samfundsmodel, vi har skabt, ikke er for børn – eller voksne.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Det blev så åbenlyst for mig, at vores samfundsmodel er baseret på, at vi alle kører i et meget højt gear og bidrager ved at bruge de fleste af vores vågne timer på det ordinære arbejdsmarked – og altså ikke sammen med de mennesker, vi elsker højest, som er dybt afhængige af os, som vi er tættest forbundne med, og hvor vi virkelig kan gøre en forskel.

Vores samfundsmodel er i min optik en uddateret og simplificeret model, der ikke længere er tidssvarende.

Fokus er på individet og dets bidrag til staten i ordinær, mekanisk og målbar forstand. Alle de elementer, som er afgørende for, hvordan vi alle – hver og en – udvikler os som mennesker, er taget ud af ligningen.

Tilknytning, omsorg, relationer, kærlighed, empati, hjælpsomhed, forbundethed og bæredygtighed – det som er med til at støtte og udvikle vores selvværd, vores indre lykke, trivsel og livsduelighed – tillægges ikke værdi.

I stedet oplever jeg, at der i folkemunde er blevet skabt en fortælling om, at det er for de særligt privilegerede, som har “fået muligheden,” eller de dovne og uambitiøse at tilvælge at investere i tid og nærvær og i perioder af livet indrette sig med færre timer på det ordinære arbejdsmarked.

I vores lille familie, hvor vi har valgt at gå vores egne veje, er jeg selv blevet mødt med udsagn som “ej, vi havde også gjort som jer, hvis vi havde haft muligheden” eller “hvad beskæftiger din mand sig med, siden I kan indrette jer uden to fuldtidsjob”.

Manglende forståelse for vores valg har også mødt mig fx i form af: “Tror du ikke, at du snart skal til at arbejde noget mere?” og: “Man skal yde for at kunne nyde”.

“I vores lille familie, hvor vi har valgt at gå vores egne veje, er jeg selv blevet mødt med udsagn som “ej, vi havde også gjort som jer, hvis vi havde haft muligheden” eller “hvad beskæftiger din mand sig med, siden I kan indrette jer uden to fuldtidsjob”.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Jeg opfatter dog ikke mig selv som værende et dovent og uambitiøst menneske. Måske snarere tværtimod.

Jeg anskuer nu heller ikke de mennesker, som har valgt at investere de fleste af deres vågne timer på det ordinære arbejdsmarked, som værende uambitiøse eller dovne.

Vi er forskellige som mennesker, anskuer livet med hvert vores sæt briller, og så er vi forskellige steder i vores livscyklus. Vi skal favne forskellighed og de livsfaser, vi hver især går igennem.

Jeg vil heller ikke kalde mig økonomisk privilegeret, og at jeg har “fået en mulighed’ for at indrette mig på en anden måde end flertallet. Jeg har taget muligheden. Og tro mig; det har kostet – rent økonomisk.

Hvis jeg skulle være privilegeret, så ligger mit privilegium i at være vokset op hos en mor, som viste mig, at vi ikke partout skal gå med strømmen, hvis ikke det giver mening. Vi må gerne gå vores egne veje og definere vores eget liv. I mit barndomshjem var indstillingen; at alle mennesker er lige meget værd og har præcis samme eksistensberettigelse. Samtidig blev jeg hjemmefra inspireret til at være samfundskritisk og stille spørgsmål til de ting, som undrer mig.

Og jeg undrer mig tit over, hvorfor vi i et land som Danmark ikke investerer i omsorg, trivsel og bæredygtighed og får udarbejdet regnemodeller, som indtænker disse bærende elementer.

Selv har vi planer om at hjemmeskole, så længe det giver mening for os, og alle trives i det.

Inden, vi tog den beslutning, var vi tilknyttet folkeskolen i to år. Og det, vi oplevede, var en folkeskole, som bløder. En mastodont, som ikke har formået at følge med samfundsudviklingen. Den megen viden, vi i dag har om børn, deres udvikling, trivsel og læring er ikke implementeret i folkeskolen. Dagene, fagene og frikvartererne ligner til forveksling skoledagene fra min egen skoletid for 30 år siden. Ja, små børn bliver sågar stadig sendt uden for døren, hvis de larmer!

“Og jeg undrer mig tit over, hvorfor vi i et land som Danmark ikke investerer i omsorg, trivsel og bæredygtighed og får udarbejdet regnemodeller, som indtænker disse bærende elementer.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Jeg oplevede, at børnene skulle passe og presses ned i en “kasse” – hakke en hæl og klippe en tå. Rammen er snæver, og ressourcerne er få, hvilket afstedkommer at der ikke er tid, plads eller overskud til at tænke ud af boksen i folkeskolen, og børnene skal derfor helst lære det samme, på samme tid og på samme måde. Leg, væren, kreativitet, kritisk tænkning, nysgerrighed, fantasi og hjælpsomhed bliver erstattet af stillesiddende læring, kunnen, ensrettethed, lydighed, tests og handleplaner.

I dag er det en anden hverdag, vi har. Og jeg ser det som en stor styrke, at mine børn oplever, at der er flere veje at gå her i livet, mange forskellige slags fællesskaber, og at vi ikke behøver gøre det, som de fleste andre gør. Vi behøver ikke at have en livsplan mejslet i granit, hvor intet kan og må afvige fra planen. Vores livsbane må gerne være fuld af krumspring – det er en naturlig del af livet.

Jeg siger ikke, at vores vej er den rigtige for alle. Men jeg mener, det er indiskutabelt, at det er en nødvendighed, at vi som samfund får vendt vores synkende trivsels-skude.

Jeg er fuldt ud bevidst om, at Ting Tager Tid (som Piet Hein skrev i sit lille gruk), men vi er nødt til som samfund at begynde at se værdi i menneskelig og social bæredygtighed og prioritere nærværet, omsorgen og vores livsvigtige relationer. Og ikke mindst huske, at vi selv har et ansvar for at skabe det liv, vi ønsker os.

LÆS OGSÅ