Det er min opgave at passe på mine børn – ikke at opretholde samfundsskabte normer

MODERSKAB

Det er min opgave at passe på mine børn – ikke at opretholde samfundsskabte normer

Det handler ikke om at leve op til ydre moralske dogmer, men om at mærke respekten for os selv og vores børn, så vi kan begynde at lytte til det, vores krop og indre stemme fortæller os, skriver Camilla Willumsen.

14. februar 2024 | Af Camilla Willumsen | Foto: Sergio Calero

Det handler ikke om at leve op til ydre moralske dogmer, men om at mærke respekten for os selv og vores børn, så vi kan begynde at lytte til det, vores krop og indre stemme fortæller os, skriver Camilla Willumsen.

Følgende er et uddrag af Camilla Willumsens nye bog Dit barn – dine beslutninger. Et uddrag, der er udvalgt, fordi det er en kærlig påmindelse om, hvor vigtigt det er at mærke efter – også selvom det gør ondt.

Det kan frustrere mig helt enormt, at det stykke arbejde, som forældre gør for at understøtte deres børns trivsel og sundhed, ikke bliver mødt med større anerkendelse fra samfundets side. For mig har det føltes underligt gang på gang at få ros og anerkendelse for ydre præstationer i mit liv, når jeg på det område, hvor jeg gjorde det største, og for mig mest betydningsfulde stykke arbejde, var usynlig “ude i samfundet”.

Nu kan jeg retrospektivt se, at det har givet mig selvrespekt, at jeg fra starten af mit moderskab stod ved mig selv og traf en række beslutninger, som jeg vidste var afgørende for mine børns helbred og trivsel, på trods af at jeg ingen ydre anerkendelse fik for det.
Denne form for indsats fortryder vi sjældent, i modsætning til de valg, vi træffer, fordi vi er bange for at sige fra eller at skille os ud fra mængden.

Vi kan nemt blive hevet med på nogle præmisser i forældreskabet, der er både uværdige og usande for os. Hvor vi gør noget eller undlader at gøre noget i forhold til vores børn, selvom det giver os ondt i maven.

Det kan da godt være, at de fleste andre også gør det, og det er såkaldt “normalt”. Men vi lever også i et samfund, der har normaliseret rigtig mange praksisser, der pænt sagt ikke er gode for os.

“Vi kan nemt blive hevet med på nogle præmisser i forældreskabet, der er både uværdige og usande for os. Hvor vi gør noget eller undlader at gøre noget i forhold til vores børn, selvom det giver os ondt i maven.”

 
Camilla Willumsen

Vi vil altid blive påvirket af både de synlige og de usynlige normer omkring os. Normer, som værdisætter forskellige handlinger.
Når vi bliver bevidste om det, kan vi tage stilling til, om det er noget, vi ser en værdi i at videreføre, eller om vi synes, det er bedre at gøre noget andet.

Vi kan holde op med at handle per automatik på de områder, hvor en forandring ville være at foretrække.

Det er min opgave at beskytte mine børn og passe på dem efter bedste evne. Det er ikke min opgave at opretholde samfundsskabte praksisser og kulturelle normer, som jeg oplever er ubevidste og ukærlige, udelukkende for ikke at skabe røre.

Når vi er sammen med andre, som hviler i deres integritet, kan vi mærke, hvor vi har forladt os selv. Og når vi hviler i vores integritet, kan andre mennesker mærke, hvor de har forladt sig selv. Og det kan fremprovokere svære følelser. Det er helt ok, selvom det kan føles ubehageligt.

“Det er min opgave at beskytte mine børn og passe på dem efter bedste evne. Det er ikke min opgave at opretholde samfundsskabte praksisser og kulturelle normer, som jeg oplever er ubevidste og ukærlige, udelukkende for ikke at skabe røre.”

 
Camilla Willumsen

Kærlighed er ikke konfliktsky medløberi. Kærlighed er at gøre det, man må gøre. Kærlighed er at sige det, man må sige, uden at dømme sig selv eller andre. Når vi gør det, vi må gøre, så overlever vi ikke bare. Så lever vi. Vi lever et liv, vi kan stå inde for. Et fuldt liv. Et helt liv. Det betyder selvfølgelig ikke, at livet bliver hverken nemt eller smertefrit af den grund, og slet ikke “Instagram-pænt”, for det er ikke livets natur.

Det handler ikke om at leve op til ydre moralske dogmer. Eller ikke at begå fejl. Det handler heller ikke om at dyrke selvudvikling, fordi vi ikke tror, vi er gode nok, som vi er.

Det handler om at mærke respekten for os selv og vores børn, så vi kan begynde at lytte til det, vores krop og indre stemme fortæller os.

MODERSKAB

Det er min opgave at passe på mine børn
– ikke at opretholde samfundsskabte normer

Det handler ikke om at leve op til ydre moralske dogmer, men om at mærke respekten for os selv og vores børn, så vi kan begynde at lytte til det, vores krop og indre stemme fortæller os, skriver Camilla Willumsen.

14. februar 2024 | Af Camilla Willumsen | Foto: Sergio Calero

 

Det handler ikke om at leve op til ydre moralske dogmer, men om at mærke respekten for os selv og vores børn, så vi kan begynde at lytte til det, vores krop og indre stemme fortæller os, skriver Camilla Willumsen.

Følgende er et uddrag af Camilla Willumsens nye bog Dit barn – dine beslutninger. Et uddrag, der er udvalgt, fordi det er en kærlig påmindelse om, hvor vigtigt det er at mærke efter – også selvom det gør ondt.

Det kan frustrere mig helt enormt, at det stykke arbejde, som forældre gør for at understøtte deres børns trivsel og sundhed, ikke bliver mødt med større anerkendelse fra samfundets side. For mig har det føltes underligt gang på gang at få ros og anerkendelse for ydre præstationer i mit liv, når jeg på det område, hvor jeg gjorde det største, og for mig mest betydningsfulde stykke arbejde, var usynlig “ude i samfundet”.

Nu kan jeg retrospektivt se, at det har givet mig selvrespekt, at jeg fra starten af mit moderskab stod ved mig selv og traf en række beslutninger, som jeg vidste var afgørende for mine børns helbred og trivsel, på trods af at jeg ingen ydre anerkendelse fik for det.
Denne form for indsats fortryder vi sjældent, i modsætning til de valg, vi træffer, fordi vi er bange for at sige fra eller at skille os ud fra mængden.

Vi kan nemt blive hevet med på nogle præmisser i forældreskabet, der er både uværdige og usande for os. Hvor vi gør noget eller undlader at gøre noget i forhold til vores børn, selvom det giver os ondt i maven.

Det kan da godt være, at de fleste andre også gør det, og det er såkaldt “normalt”. Men vi lever også i et samfund, der har normaliseret rigtig mange praksisser, der pænt sagt ikke er gode for os.

“Vi kan nemt blive hevet med på nogle præmisser i forældreskabet, der er både uværdige og usande for os. Hvor vi gør noget eller undlader at gøre noget i forhold til vores børn, selvom det giver os ondt i maven.”

 
Camilla Willumsen

Vi vil altid blive påvirket af både de synlige og de usynlige normer omkring os. Normer, som værdisætter forskellige handlinger.
Når vi bliver bevidste om det, kan vi tage stilling til, om det er noget, vi ser en værdi i at videreføre, eller om vi synes, det er bedre at gøre noget andet.

Vi kan holde op med at handle per automatik på de områder, hvor en forandring ville være at foretrække.

Det er min opgave at beskytte mine børn og passe på dem efter bedste evne. Det er ikke min opgave at opretholde samfundsskabte praksisser og kulturelle normer, som jeg oplever er ubevidste og ukærlige, udelukkende for ikke at skabe røre.

Når vi er sammen med andre, som hviler i deres integritet, kan vi mærke, hvor vi har forladt os selv. Og når vi hviler i vores integritet, kan andre mennesker mærke, hvor de har forladt sig selv. Og det kan fremprovokere svære følelser. Det er helt ok, selvom det kan føles ubehageligt.

“Det er min opgave at beskytte mine børn og passe på dem efter bedste evne. Det er ikke min opgave at opretholde samfundsskabte praksisser og kulturelle normer, som jeg oplever er ubevidste og ukærlige, udelukkende for ikke at skabe røre.”

 
Camilla Willumsen

Kærlighed er ikke konfliktsky medløberi. Kærlighed er at gøre det, man må gøre. Kærlighed er at sige det, man må sige, uden at dømme sig selv eller andre. Når vi gør det, vi må gøre, så overlever vi ikke bare. Så lever vi. Vi lever et liv, vi kan stå inde for. Et fuldt liv. Et helt liv. Det betyder selvfølgelig ikke, at livet bliver hverken nemt eller smertefrit af den grund, og slet ikke “Instagram-pænt”, for det er ikke livets natur.

Det handler ikke om at leve op til ydre moralske dogmer. Eller ikke at begå fejl. Det handler heller ikke om at dyrke selvudvikling, fordi vi ikke tror, vi er gode nok, som vi er.

Det handler om at mærke respekten for os selv og vores børn, så vi kan begynde at lytte til det, vores krop og indre stemme fortæller os.

LÆS OGSÅ