MODERSKAB

Vi ved, hvor skadeligt det gamle børnesyn var – alligevel er det svært at ryste sig fri af  

31. oktober 2023 | Af Annalie Jørgensen Alawi | Foto: Unsplash

De sidste mange års forskning har gjort os klogere på problemerne ved det gamle børnesyn. Alligevel er det – af både personlige og samfundsmæssige årsager – langt fra nemt at give vores børn noget andet, end vi som børn selv fik.

De fleste af os er vokset op i en tid, hvor der herskede et børnesyn og en dertilhørende opdragelsesform, som på mange måder fordrede overlevelsesstrategier og traumer frem for udvikling og modning. Et børnesyn, som vi i dag kalder ‘det gamle’, fordi vi de seneste år er blevet meget klogere på, hvad små børn har brug for, end generationerne før os var.

Fordi man ikke forstod, hvordan børns hjerner fungerede og udviklede sig, troede man for eksempel, at man kunne gøre hvad som helst ved børn i de første leveår, fordi de alligevel ikke kunne huske noget. I dag ved vi derimod, at 75 % af vores psykiske fundament bliver grundlagt i barnets tre første leveår, og at selvom barnet ikke har en kognitiv hukommelse af, hvad der er sket, så har hændelserne lagret sig på et dybere og mere grundlæggende neurologisk plan.

Det autonome nervesystem, følelser og deres funktioner vidste man heller ikke meget om, og man troede for eksempel, at børn udtrykte store følelser, fordi de ville have opmærksomhed og var uartige, og at det var vigtigt at ignorere dem eller straffe dem for at få dem til at stoppe. I dag ved vi, at følelser er vigtige budbringere af vores indre tilstande, som er afgørende at tage alvorligt, og at børn har umodne nervesystemer, som er afhængige af en moden voksen til at hjælpe med at regulere, for ikke at lukke ned og gå i overlevelsesmode.

“I dag ved vi, at følelser er vigtige budbringere af vores indre tilstande, som er afgørende at tage alvorligt, og at børn har umodne nervesystemer, som er afhængige af en moden voksen til at hjælpe med at regulere, for ikke at lukke ned og gå i overlevelsesmode.”

 

Annalie Jørgensen Alawi

Man troede også, at børn blev født asociale, og at den eneste måde, man kunne få dem til at lystre på, var gennem magtudøvelse. I dag ved vi, at børn er født sociale og villige til at samarbejde med deres tilknytningspersoner i så høj en grad, at de skal have hjælp og støtte til at bevare dem selv i relationen, og at dette er helt afgørende for, at de senere er i stand til at have en sund relation – både til andre og til sig selv.

I det hele taget medførte den manglende viden om og forståelse for børns hjerne og udvikling, at børn ikke blev anerkendt som ligeværdige med voksne, og denne forståelse er blevet internaliseret i os gennem generationer og har skadet vores følelse af selvværd.

Heldigvis har de sidste mange års forskning gjort os klogere, og ‘det nye børnesyn’, som netop bunder i denne forskning, bliver mere og mere kendt. Særligt af forældre, som tydeligt mærker, hvilke konsekvenser det forhenværende mere uvidende børnesyn har ført med sig, og som brændende ønsker at give deres børn noget andet. Men det er langt fra nemt at give vores børn noget andet, og det er der flere grunde til, både på et samfundsmæssigt plan, men også på et personligt plan.

Det kræver overskud at gøre noget andet

På trods af al den viden, der i dag er tilgængelig, hvad angår børns udvikling og trivsel, så er meget af denne viden endnu ikke integreret på et fundamentalt plan i vores samfund, og det kommer især til udtryk ved den måde, vores arbejdsmarked og den dertilhørende institutionalisering er indrettet.

Småbørnsforældre forventes at lægge urimelig mange timer på arbejdsmarkedet i de så afgørende første år af deres børns liv, og det efterlader forældrene drænet for dét overskud, som det kræver at møde og rumme deres børn, som de optimalt har brug for.

“På trods af al den viden, der i dag er tilgængelig, hvad angår børns udvikling og trivsel, så er meget af denne viden endnu ikke integreret på et fundamentalt plan i vores samfund, og det kommer især til udtryk ved den måde, vores arbejdsmarked og den dertilhørende institutionalisering er indrettet.”

 

Annalie Jørgensen Alawi

For det kræver meget overskud at give vores børn noget andet end det, vi selv fik, fordi det ikke kommer naturligt for os. Udover at vi ikke har haft forbilleder for, hvordan ‘noget andet’ kunne se ud, og vi derfor ikke har nogen anelse om, hvordan vi rent faktisk kan gøre noget andet, så har den opdragelsesform, vi har været udsat for, ikke fordret optimal udvikling og modning. Man kan nemlig ikke udvikle sig på kommando, og slet ikke, hvis man bliver truet til det. Men det er netop denne modenhed, der skal til for at give vores børn noget andet.

I mangel på gode forbilleder kommer mange af os helt klassisk i første omgang til at gå i den helt modsatte grøft for ikke at give dét videre til vores børn, som vi selv ville ønske, vi ikke havde fået. I stedet for de hårde grænser, vi selv blev mødt med, bliver vi helt grænseløse. I stedet for de urimelige krav, vi selv blev mødt med, stiller vi ingen krav. I stedet for de store følelser, vi så ofte blev overvældet af, forsørger vi at skåne vores børn for svære følelser i det hele taget. Og kombineret med vores egen manglende modenhed, bliver dette en sprængfarlig cocktail, som fører til stress, overvældelse og måske endda retraumatisering, fordi vi lukker ned for vores behov, følelser og grænser – præcis som vi lærte som børn i forsøget på at give vores børns behov, følelser og grænser plads. 

Den umodne hjerne

Noget af det mest kendetegnende ved en umoden hjerne er nemlig, at den opfatter verden som sort hvid, alt eller intet, enten eller. Enten er det barnets behov, følelser og grænser, som må eksistere, eller også er det den voksnes. Og hvordan skulle det dog være anderledes, når vi ikke har fået dét, vi havde brug for, for at modnes til en opfattelse af, at det kan være både og. At der kan være plads til både, hvordan barnet har det, OG hvordan vi har det, uden at nogen må lukke ned og gå i overlevelsesmode.

Et andet kendetegn ved en umoden hjerne er manglende evne til selvregulering. Noget, som de fleste af os, som er vokset op under det gamle børnesyn, kan have udfordringer med, igen fordi vi ikke har haft forbilleder for, hvordan selvregulering ser ud, men især fordi, vi ikke fik hjælp til at regulere, og alt for ofte blev overladt til os selv i ureguleret tilstand, og et system der som konsekvens måtte lukke ned. Når vi så som voksne bliver pressede, slår vores frontallapper (dem der har med fornuft og konsekvenser at gøre) fra, og vi går i default mode og kommer til at handle, som vores forældre gjorde. Og så overvældes vi af skyld og skam, og lover os selv, at vi aldrig vil gøre sådan igen (præcis som når vi som børn gjorde noget, der i de voksnes øjne var forkert), så vi negligerer igen vores egne behov, følelser og grænser til fordel for vores børns, og sådan fortsætter den onde spiral.

En grund til, at skylden og skammen bliver så overvældende, at den kan fastholde os i den onde spiral, er, at den er forbundet med de traumer, vi selv har med os fra vores egen barndom, og får os til at tro, at det samme sker for vores barn. At de overvældende og traumatiserende følelser, vi oplevede som barn, er de samme overvældende og traumatiserende følelser, vores barn oplever. Men sandheden er, at i de allerfleste tilfælde, er det langt fra lige så overvældende og traumatiserende for vores barn, fordi vi netop er bevidste omkring de oplevelser, vi har haft, og de følelser, de medførte, og at vi derfor helt instinktivt møder vores barn lidt anderledes, end vi selv blev mødt.

“Og så overvældes vi af skyld og skam, og lover os selv, at vi aldrig vil gøre sådan igen (præcis som når vi som børn gjorde noget, der i de voksnes øjne var forkert), så vi negligerer igen vores egne behov, følelser og grænser til fordel for vores børns, og sådan fortsætter den onde spiral.”

 

Annalie Jørgensen Alawi

Følelser er ikke traumatiserende i sig selv. Det blev de kun, fordi vi var alene med dem, blev gjort forkerte og ikke blev mødt i dem. 

Reparation

Fordi generationerne før os ikke anerkendte børn som ligeværdige med voksne, og fordi de voksne troede, at magtudøvelse var den eneste måde, de kunne få børn til at lystre, måtte de voksne fremstå fejlfrie, og det er de færreste af os, der som børn har oplevet at få en undskyldning fra en voksen.

Ved at fremstå uperfekt frygtede de voksne at miste børnenes respekt. Men samtidig er behovet for at fremstå perfekt og fejlfri også en konsekvens af, at det for generationerne før os kunne være farligt at begå fejl. Ikke nok med at man kunne få frataget den livsnødvendige kærlighed fra de voksne på samme måde, som vi selv kan have oplevet, så er det ikke mange år siden, at det var lovligt fysisk at afstraffe børn, når de opførte sig forkert. Desuden har vi af vores umodne og dermed også ‘alt eller intet’-oplevende forældre lært, at hvis vi gør noget forkert, så ER vi forkerte. Og det er netop denne forkerthedsfølelse som er skam, og som lammer os og gør det så svært for os at sige undskyld til vores egne børn.

Paradoksalt nok er det dog denne undskyldning, som kan gøre den helt afgørende forskel på, hvad vi har fået med fra vores forældre og generationerne før dem, og hvad vi giver videre til vores børn og generationerne efter dem. For med en undskyldning viser vi, at vores børn og deres følelser, behov og grænser er lige så meget værd som vores. Med en undskyldning skaber vi igen forbindelse til vores børn, så de ikke skal være alene med de svære følelser. Med en undskyldning giver vi vores børn en vished om, at de ikke er forkerte, og en forståelse af, at ingen mennesker er perfekte. Heller ikke deres forældre.

Og derfor er det allervigtigste måske at undskylde over for os selv først og fremmest og give os selv dét, vi ikke selv fik. For vi kan ikke noget, som vi ikke har lært, og det er fuldstændig urimeligt af os at forvente det af os selv, ligesom at det er urimeligt at forvente, at vi på én generation kan rydde helt op efter de mange forrige generationer og hele den næste generation fuldstændigt. Men hvis vi kan gøre det bare en lille smule bedre end den forrige generation, og vores børns generation kan gøre det en smule bedre end os, og deres børns generation og så videre …  

Der findes ikke fejl, kun potentiale for udvikling. Og udvikling kan kun finde sted, når vi føler os trygge og elskede. Det gælder både for børn og for voksne.

MODERSKAB

Vi ved, hvor skadeligt det gamle børnesyn var
– alligevel er det svært at ryste sig fri af  

31. oktober 2023 | Af Annalie Jørgensen Alawi | Foto: Unsplash

De sidste mange års forskning har gjort os klogere på problemerne ved det gamle børnesyn. Alligevel er det – af både personlige og samfundsmæssige årsager – langt fra nemt at give vores børn noget andet, end vi som børn selv fik.

De fleste af os er vokset op i en tid, hvor der herskede et børnesyn og en dertilhørende opdragelsesform, som på mange måder fordrede overlevelsesstrategier og traumer frem for udvikling og modning. Et børnesyn, som vi i dag kalder ‘det gamle’, fordi vi de seneste år er blevet meget klogere på, hvad små børn har brug for, end generationerne før os var.

Fordi man ikke forstod, hvordan børns hjerner fungerede og udviklede sig, troede man for eksempel, at man kunne gøre hvad som helst ved børn i de første leveår, fordi de alligevel ikke kunne huske noget. I dag ved vi derimod, at 75 % af vores psykiske fundament bliver grundlagt i barnets tre første leveår, og at selvom barnet ikke har en kognitiv hukommelse af, hvad der er sket, så har hændelserne lagret sig på et dybere og mere grundlæggende neurologisk plan.

Det autonome nervesystem, følelser og deres funktioner vidste man heller ikke meget om, og man troede for eksempel, at børn udtrykte store følelser, fordi de ville have opmærksomhed og var uartige, og at det var vigtigt at ignorere dem eller straffe dem for at få dem til at stoppe. I dag ved vi, at følelser er vigtige budbringere af vores indre tilstande, som er afgørende at tage alvorligt, og at børn har umodne nervesystemer, som er afhængige af en moden voksen til at hjælpe med at regulere, for ikke at lukke ned og gå i overlevelsesmode.

“I dag ved vi, at følelser er vigtige budbringere af vores indre tilstande, som er afgørende at tage alvorligt, og at børn har umodne nervesystemer, som er afhængige af en moden voksen til at hjælpe med at regulere, for ikke at lukke ned og gå i overlevelsesmode.”

 

Annalie Jørgensen Alawi

Man troede også, at børn blev født asociale, og at den eneste måde, man kunne få dem til at lystre på, var gennem magtudøvelse. I dag ved vi, at børn er født sociale og villige til at samarbejde med deres tilknytningspersoner i så høj en grad, at de skal have hjælp og støtte til at bevare dem selv i relationen, og at dette er helt afgørende for, at de senere er i stand til at have en sund relation – både til andre og til sig selv.

I det hele taget medførte den manglende viden om og forståelse for børns hjerne og udvikling, at børn ikke blev anerkendt som ligeværdige med voksne, og denne forståelse er blevet internaliseret i os gennem generationer og har skadet vores følelse af selvværd.

Heldigvis har de sidste mange års forskning gjort os klogere, og ‘det nye børnesyn’, som netop bunder i denne forskning, bliver mere og mere kendt. Særligt af forældre, som tydeligt mærker, hvilke konsekvenser det forhenværende mere uvidende børnesyn har ført med sig, og som brændende ønsker at give deres børn noget andet. Men det er langt fra nemt at give vores børn noget andet, og det er der flere grunde til, både på et samfundsmæssigt plan, men også på et personligt plan.

Det kræver overskud at gøre noget andet

På trods af al den viden, der i dag er tilgængelig, hvad angår børns udvikling og trivsel, så er meget af denne viden endnu ikke integreret på et fundamentalt plan i vores samfund, og det kommer især til udtryk ved den måde, vores arbejdsmarked og den dertilhørende institutionalisering er indrettet.

Småbørnsforældre forventes at lægge urimelig mange timer på arbejdsmarkedet i de så afgørende første år af deres børns liv, og det efterlader forældrene drænet for dét overskud, som det kræver at møde og rumme deres børn, som de optimalt har brug for.

“På trods af al den viden, der i dag er tilgængelig, hvad angår børns udvikling og trivsel, så er meget af denne viden endnu ikke integreret på et fundamentalt plan i vores samfund, og det kommer især til udtryk ved den måde, vores arbejdsmarked og den dertilhørende institutionalisering er indrettet.”

 

Annalie Jørgensen Alawi

For det kræver meget overskud at give vores børn noget andet end det, vi selv fik, fordi det ikke kommer naturligt for os. Udover at vi ikke har haft forbilleder for, hvordan ‘noget andet’ kunne se ud, og vi derfor ikke har nogen anelse om, hvordan vi rent faktisk kan gøre noget andet, så har den opdragelsesform, vi har været udsat for, ikke fordret optimal udvikling og modning. Man kan nemlig ikke udvikle sig på kommando, og slet ikke, hvis man bliver truet til det. Men det er netop denne modenhed, der skal til for at give vores børn noget andet.

I mangel på gode forbilleder kommer mange af os helt klassisk i første omgang til at gå i den helt modsatte grøft for ikke at give dét videre til vores børn, som vi selv ville ønske, vi ikke havde fået. I stedet for de hårde grænser, vi selv blev mødt med, bliver vi helt grænseløse. I stedet for de urimelige krav, vi selv blev mødt med, stiller vi ingen krav. I stedet for de store følelser, vi så ofte blev overvældet af, forsørger vi at skåne vores børn for svære følelser i det hele taget. Og kombineret med vores egen manglende modenhed, bliver dette en sprængfarlig cocktail, som fører til stress, overvældelse og måske endda retraumatisering, fordi vi lukker ned for vores behov, følelser og grænser – præcis som vi lærte som børn i forsøget på at give vores børns behov, følelser og grænser plads. 

Den umodne hjerne

Noget af det mest kendetegnende ved en umoden hjerne er nemlig, at den opfatter verden som sort hvid, alt eller intet, enten eller. Enten er det barnets behov, følelser og grænser, som må eksistere, eller også er det den voksnes. Og hvordan skulle det dog være anderledes, når vi ikke har fået dét, vi havde brug for, for at modnes til en opfattelse af, at det kan være både og. At der kan være plads til både, hvordan barnet har det, OG hvordan vi har det, uden at nogen må lukke ned og gå i overlevelsesmode.

Et andet kendetegn ved en umoden hjerne er manglende evne til selvregulering. Noget, som de fleste af os, som er vokset op under det gamle børnesyn, kan have udfordringer med, igen fordi vi ikke har haft forbilleder for, hvordan selvregulering ser ud, men især fordi, vi ikke fik hjælp til at regulere, og alt for ofte blev overladt til os selv i ureguleret tilstand, og et system der som konsekvens måtte lukke ned. Når vi så som voksne bliver pressede, slår vores frontallapper (dem der har med fornuft og konsekvenser at gøre) fra, og vi går i default mode og kommer til at handle, som vores forældre gjorde. Og så overvældes vi af skyld og skam, og lover os selv, at vi aldrig vil gøre sådan igen (præcis som når vi som børn gjorde noget, der i de voksnes øjne var forkert), så vi negligerer igen vores egne behov, følelser og grænser til fordel for vores børns, og sådan fortsætter den onde spiral.

En grund til, at skylden og skammen bliver så overvældende, at den kan fastholde os i den onde spiral, er, at den er forbundet med de traumer, vi selv har med os fra vores egen barndom, og får os til at tro, at det samme sker for vores barn. At de overvældende og traumatiserende følelser, vi oplevede som barn, er de samme overvældende og traumatiserende følelser, vores barn oplever. Men sandheden er, at i de allerfleste tilfælde, er det langt fra lige så overvældende og traumatiserende for vores barn, fordi vi netop er bevidste omkring de oplevelser, vi har haft, og de følelser, de medførte, og at vi derfor helt instinktivt møder vores barn lidt anderledes, end vi selv blev mødt.

“Og så overvældes vi af skyld og skam, og lover os selv, at vi aldrig vil gøre sådan igen (præcis som når vi som børn gjorde noget, der i de voksnes øjne var forkert), så vi negligerer igen vores egne behov, følelser og grænser til fordel for vores børns, og sådan fortsætter den onde spiral.”

 

Annalie Jørgensen Alawi

Følelser er ikke traumatiserende i sig selv. Det blev de kun, fordi vi var alene med dem, blev gjort forkerte og ikke blev mødt i dem. 

Reparation

Fordi generationerne før os ikke anerkendte børn som ligeværdige med voksne, og fordi de voksne troede, at magtudøvelse var den eneste måde, de kunne få børn til at lystre, måtte de voksne fremstå fejlfrie, og det er de færreste af os, der som børn har oplevet at få en undskyldning fra en voksen.

Ved at fremstå uperfekt frygtede de voksne at miste børnenes respekt. Men samtidig er behovet for at fremstå perfekt og fejlfri også en konsekvens af, at det for generationerne før os kunne være farligt at begå fejl. Ikke nok med at man kunne få frataget den livsnødvendige kærlighed fra de voksne på samme måde, som vi selv kan have oplevet, så er det ikke mange år siden, at det var lovligt fysisk at afstraffe børn, når de opførte sig forkert. Desuden har vi af vores umodne og dermed også ‘alt eller intet’-oplevende forældre lært, at hvis vi gør noget forkert, så ER vi forkerte. Og det er netop denne forkerthedsfølelse som er skam, og som lammer os og gør det så svært for os at sige undskyld til vores egne børn.

Paradoksalt nok er det dog denne undskyldning, som kan gøre den helt afgørende forskel på, hvad vi har fået med fra vores forældre og generationerne før dem, og hvad vi giver videre til vores børn og generationerne efter dem. For med en undskyldning viser vi, at vores børn og deres følelser, behov og grænser er lige så meget værd som vores. Med en undskyldning skaber vi igen forbindelse til vores børn, så de ikke skal være alene med de svære følelser. Med en undskyldning giver vi vores børn en vished om, at de ikke er forkerte, og en forståelse af, at ingen mennesker er perfekte. Heller ikke deres forældre.

Og derfor er det allervigtigste måske at undskylde over for os selv først og fremmest og give os selv dét, vi ikke selv fik. For vi kan ikke noget, som vi ikke har lært, og det er fuldstændig urimeligt af os at forvente det af os selv, ligesom at det er urimeligt at forvente, at vi på én generation kan rydde helt op efter de mange forrige generationer og hele den næste generation fuldstændigt. Men hvis vi kan gøre det bare en lille smule bedre end den forrige generation, og vores børns generation kan gøre det en smule bedre end os, og deres børns generation og så videre …  

Der findes ikke fejl, kun potentiale for udvikling. Og udvikling kan kun finde sted, når vi føler os trygge og elskede. Det gælder både for børn og for voksne.

LÆS OGSÅ