LIVET MED BØRN

Igennem hele vores parforhold har skilsmisse været min største frygt

27. marts 2020| Af Nillou Johannsen | Foto: Privat

Måske er øvelsen i den konstruktive skilsmisse, at vi lærer at lytte ægte til hinanden. Ikke kun med ørerne i forsvar, men med et åbent hjerte, skriver Nillou Johannsen, der er flyttet til Bali med den mand, hun har børn med, men som hun ikke længere er gift med.

I nat lå jeg vågen og spekulerede over en artikel, jeg lige har læst om, at coronakrisen kommer til at sætte gang i skilsmisserne. Uanset årsagerne til skilsmissen rummer den smerte og sorg, der skal heles. Så hvordan undgår man at ende i en dårlig skilsmisse fra den, man troede, man skulle dele resten af sit liv med? Hvordan undgår man at blive bitter, hvis man føler, at man har givet afkald på en masse i livet for at få forholdet til at fungere?

Jeg tænkte, at jeg godt gad at læse en artikel eller et indlæg, der svarer på nogle af de spørgsmål. Og så tænkte jeg, den skriver jeg bare selv.

For sagen er den, at Christian og jeg er blevet skilt. Det blev vi, inden vi rejste til Bali i december 2019. Beslutningen har været undervejs længe. Det har været de samme temaer, der har drillet hele vejen igennem; først som kærester, senere i vores ægteskab. Vi så dem, vi var ikke unge og naive, og vi gik ind i forholdet med dets styrker og svagheder med åbne øjne. Det første år var jeg i tvivl. Vi er forskellige som sol og måne. Kunne vi støtte, styrke og inspirere hinanden uden at æde af hinandens lys?

Vi er begge to ambitiøse, skabende mennesker med store drømme. Vi er begge to klar på at knokle, og vi kom begge to med en tung bagage, som skulle forløses. Vi ville være bedre forældre end vores egne forældre. Det betød, at vi måtte gøre ting, som vi ikke havde set vores forældre gøre. Da vi blev forældre, gik vi gå på kompromis med vores egne impulser og drømme. Vi tilsidesatte dele af vores drive, og ville for enhver pris ikke gå ned ad den vej, som vi selv havde oplevet.

Vi har skabt to små stjerner sammen. De er vores største værk, og jeg er stolt helt ind til kernen af min sjæl over dem. Lilli og Leo. Så blev vi gift i en kirke, og det var meningen, at vi levede lykkeligt til vores dages ende. I hvert fald holdt vores ægteskab i fem år, og forinden havde vi været kærester i fem år.

I august blev det sagt højt. Præcis fem år efter, at vi var blevet gift. Det var vores bryllupsgave til hinanden. Vi ville skilles. Vi sad på sofaen. Jeg kunne ikke trække vejret og rystede i hele kroppen. Han sad helt stille og holdt om mine ben. Han har fandme altid været en klippe. Så græd vi. Længe. Derefter blev vi enige om at holde fast i vores plan om at flytte til Bali, og fortælle ungerne det, når de var faldet til i vores nye omgivelser. Vi blev enige om at give den gave til vores familie, og så lovede vi hinanden at skrive en ny skilsmissehistorie.

Vi har i løbet af vores forhold kun hørt om og oplevet rædselsfulde skilsmissehistorier i vores omgangskreds. Mænd, der på trods af spædbørn, skrider fra deres koner. Utroskab. Bitterhed. Økonomiske krige. Retsager. Magtkampe om børn. Had. Had. Had. Vi gav hinanden hånden på at skabe en anden historie. I sidste ende er der kun én taber i de voksnes krigsførelse. Det er børnene. De står med en kæmperegning. Jeg har selv stået med den, fra jeg var tre år, og mine forældre blev skilt. Min mors flammende had til min far har været et grundvilkår i mit liv. Det er rædselsfuldt. Fucked up. Uanset hvor berettiget det had må være, er det altid børnene, der betaler prisen for, at forældrene ikke tager det fulde ansvar for deres følelser. Punktum.

Vi rejste til Bali, fandt et hus, børnene startede i skole, og vi faldt til ro. Vores oprindelige plan var, at han skulle rejse en masse, så vi alligevel ikke skulle være ret meget sammen hernede. Hvad vi ikke vidste var, at samtidig med, at vi rejste fra Danmark, opstod coronavirusen i Kina. Den første tid på Bali gik med at finde ud af at være sammen, hver for sig. Det var hårdere, end jeg havde forestillet mig. Jeg har brug for nærhed og intimitet. Mine veninder var på den anden side af kloden. Jeg følte mig helt klaustrofobisk alene. Så lukkede virussen verden ned, og vi sad sammen tilbage i det skønne hus. Tvunget til at føre det ud i livet, vi luftigt havde lovet hinanden, nemlig at gennemføre og være i en god skilsmisse. Sammen.

Virussen har tvunget os til at blive hjemme, og vi har ligesom så mange andre holdt os i ro de sidste par uger. Det mest overraskende i denne låste og svære situation har været, at der er vokset en lotusblomst op af mudderet. Det er vores venskab. Det har altid været der, men måske havde vi glemt det. Karantænen eller måske bare den absurde situation gør, at det på forunderlig vis er lettere at tale frit om noget af det, der er gået galt i vores ægteskab – med genuin interesse for den andens synspunkt.

“Oplevede du DET?” spørger jeg forbløffet.

Jeg troede sgu da, vi var enige om, hvad der skete, og det var selvfølgelig min udlægning, der var sandheden. Det er vi langt fra enige om, og selvom det er grænseoverskridende, er det måske DET, der er hele øvelsen i den konstruktive skilsmisse: At vi lærer at lytte ægte til hinanden. Ikke kun med ørerne i forsvar, men med et åbent hjerte. At vi tilgiver den anden og os selv i den her krævende proces og bliver stående i vores sandhed. Vi behøver ikke at være enige, men vi giver den anden plads og ret til sin version. Helt dybfølt.

Igennem hele vores parforhold har skilsmisse været min største frygt. Men jeg har lært, at jeg selv er herre over, hvordan jeg handler og reagerer i min frygt. Der kommer flere svære tider. Selvfølgelig gør der det. Vi skal hjem til Danmark igen. Flytte hver for sig. Møde nye partnere og leve et liv med delebørn.

Christian sagde forleden:

“Du er ikke alene længere. Jeg er din bedste ven for livet uanset hvad.”

At jeg valgte ham som far til mine børn, har været en klog beslutning, som jeg er uendelig stolt af. For selvom vi ikke holdt i vores parforhold, er det stadig til døden os skiller, når vi har fået børn sammen.

LIVET MED BØRN

Igennem hele vores parforhold har skilsmisse været min største frygt

27. marts 2020| Af Nillou Johannsen | Foto: Privat

Måske er øvelsen i den konstruktive skilsmisse, at vi lærer at lytte ægte til hinanden. Ikke kun med ørerne i forsvar, men med et åbent hjerte, skriver Nillou Johannsen, der er flyttet til Bali med den mand, hun har børn med, men som hun ikke længere er gift med.

I nat lå jeg vågen og spekulerede over en artikel, jeg lige har læst om, at coronakrisen kommer til at sætte gang i skilsmisserne. Uanset årsagerne til skilsmissen rummer den smerte og sorg, der skal heles. Så hvordan undgår man at ende i en dårlig skilsmisse fra den, man troede, man skulle dele resten af sit liv med? Hvordan undgår man at blive bitter, hvis man føler, at man har givet afkald på en masse i livet for at få forholdet til at fungere?

Jeg tænkte, at jeg godt gad at læse en artikel eller et indlæg, der svarer på nogle af de spørgsmål. Og så tænkte jeg, den skriver jeg bare selv.

For sagen er den, at Christian og jeg er blevet skilt. Det blev vi, inden vi rejste til Bali i december 2019. Beslutningen har været undervejs længe. Det har været de samme temaer, der har drillet hele vejen igennem; først som kærester, senere i vores ægteskab. Vi så dem, vi var ikke unge og naive, og vi gik ind i forholdet med dets styrker og svagheder med åbne øjne. Det første år var jeg i tvivl. Vi er forskellige som sol og måne. Kunne vi støtte, styrke og inspirere hinanden uden at æde af hinandens lys?

Vi er begge to ambitiøse, skabende mennesker med store drømme. Vi er begge to klar på at knokle, og vi kom begge to med en tung bagage, som skulle forløses. Vi ville være bedre forældre end vores egne forældre. Det betød, at vi måtte gøre ting, som vi ikke havde set vores forældre gøre. Da vi blev forældre, gik vi gå på kompromis med vores egne impulser og drømme. Vi tilsidesatte dele af vores drive, og ville for enhver pris ikke gå ned ad den vej, som vi selv havde oplevet.

Vi har skabt to små stjerner sammen. De er vores største værk, og jeg er stolt helt ind til kernen af min sjæl over dem. Lilli og Leo. Så blev vi gift i en kirke, og det var meningen, at vi levede lykkeligt til vores dages ende. I hvert fald holdt vores ægteskab i fem år, og forinden havde vi været kærester i fem år.

I august blev det sagt højt. Præcis fem år efter, at vi var blevet gift. Det var vores bryllupsgave til hinanden. Vi ville skilles. Vi sad på sofaen. Jeg kunne ikke trække vejret og rystede i hele kroppen. Han sad helt stille og holdt om mine ben. Han har fandme altid været en klippe. Så græd vi. Længe. Derefter blev vi enige om at holde fast i vores plan om at flytte til Bali, og fortælle ungerne det, når de var faldet til i vores nye omgivelser. Vi blev enige om at give den gave til vores familie, og så lovede vi hinanden at skrive en ny skilsmissehistorie.

Vi har i løbet af vores forhold kun hørt om og oplevet rædselsfulde skilsmissehistorier i vores omgangskreds. Mænd, der på trods af spædbørn, skrider fra deres koner. Utroskab. Bitterhed. Økonomiske krige. Retsager. Magtkampe om børn. Had. Had. Had. Vi gav hinanden hånden på at skabe en anden historie. I sidste ende er der kun én taber i de voksnes krigsførelse. Det er børnene. De står med en kæmperegning. Jeg har selv stået med den, fra jeg var tre år, og mine forældre blev skilt. Min mors flammende had til min far har været et grundvilkår i mit liv. Det er rædselsfuldt. Fucked up. Uanset hvor berettiget det had må være, er det altid børnene, der betaler prisen for, at forældrene ikke tager det fulde ansvar for deres følelser. Punktum.

Vi rejste til Bali, fandt et hus, børnene startede i skole, og vi faldt til ro. Vores oprindelige plan var, at han skulle rejse en masse, så vi alligevel ikke skulle være ret meget sammen hernede. Hvad vi ikke vidste var, at samtidig med, at vi rejste fra Danmark, opstod coronavirusen i Kina. Den første tid på Bali gik med at finde ud af at være sammen, hver for sig. Det var hårdere, end jeg havde forestillet mig. Jeg har brug for nærhed og intimitet. Mine veninder var på den anden side af kloden. Jeg følte mig helt klaustrofobisk alene. Så lukkede virussen verden ned, og vi sad sammen tilbage i det skønne hus. Tvunget til at føre det ud i livet, vi luftigt havde lovet hinanden, nemlig at gennemføre og være i en god skilsmisse. Sammen.

Virussen har tvunget os til at blive hjemme, og vi har ligesom så mange andre holdt os i ro de sidste par uger. Det mest overraskende i denne låste og svære situation har været, at der er vokset en lotusblomst op af mudderet. Det er vores venskab. Det har altid været der, men måske havde vi glemt det. Karantænen eller måske bare den absurde situation gør, at det på forunderlig vis er lettere at tale frit om noget af det, der er gået galt i vores ægteskab – med genuin interesse for den andens synspunkt.

“Oplevede du DET?” spørger jeg forbløffet.

Jeg troede sgu da, vi var enige om, hvad der skete, og det var selvfølgelig min udlægning, der var sandheden. Det er vi langt fra enige om, og selvom det er grænseoverskridende, er det måske DET, der er hele øvelsen i den konstruktive skilsmisse: At vi lærer at lytte ægte til hinanden. Ikke kun med ørerne i forsvar, men med et åbent hjerte. At vi tilgiver den anden og os selv i den her krævende proces og bliver stående i vores sandhed. Vi behøver ikke at være enige, men vi giver den anden plads og ret til sin version. Helt dybfølt.

Igennem hele vores parforhold har skilsmisse været min største frygt. Men jeg har lært, at jeg selv er herre over, hvordan jeg handler og reagerer i min frygt. Der kommer flere svære tider. Selvfølgelig gør der det. Vi skal hjem til Danmark igen. Flytte hver for sig. Møde nye partnere og leve et liv med delebørn.

Christian sagde forleden:

“Du er ikke alene længere. Jeg er din bedste ven for livet uanset hvad.”

At jeg valgte ham som far til mine børn, har været en klog beslutning, som jeg er uendelig stolt af. For selvom vi ikke holdt i vores parforhold, er det stadig til døden os skiller, når vi har fået børn sammen.

LÆS OGSÅ