MODERSKAB

Velfærdsnettet slår revner – og flere af os falder igennem det med et brag

19. november 2024 | Af Camilla Willumsen | Foto: Unsplash

Det net, vi er blevet fortalt, at velfærdssamfundet holder under os til gengæld for en høj skatteprocent, er ved at gå i stykker. Gravide, fødende og forældre til institutions- og skolebørn oplever, at både de selv og deres børn falder igennem det og rammer jorden hårdt. Det gjorde jeg også selv.  

De fleste af os har siden vi var små lært, at Danmark er et trygt og sikkert samfund for både forældre og børn. Vi har lært, at dygtige mennesker tager ansvar for, at velfærdssystemet understøtter så høj en levestandard for borgerne som muligt. Vi har lært, at vi til gengæld for en høj skatteprocent har et velfungerende system, vi kan læne os ind i. Et velfærdssystem, der hjælper os, når vi skal føde, når vi bliver syge, eller hvis vi er ude for en ulykke. Et system, der understøtter os i at få livet og dagligdagen til at fungere tilfredsstillende.

Vi har lært, at sammenhængskraften i samfundet er afhængig af vores tillid til systemet, og at vores engagement i opretholdelsen af selvsamme er grundelementet i vores demokrati.

Langt størstedelen af de danske forældre er afhængige af offentlige tilbud, når de er gravide, skal føde og har mindre børn. Nogle har brug for ofte at benytte sig af sundhedssystemet, andre har brug for pasningstilbud til deres børn, og andre igen har brug for noget tredje, fjerde eller femte.

Men nu er dette net under os for alvor ved at gå i stykker. Nettet, vi var blevet fortalt ville holde os og beskytte os. Gravide, fødende og forældre til institutions- og skolebørn oplever, at de og deres børn falder igennem det medtagede net og rammer jorden med et brag. Med blå mærker på arme og ben, tårer og hjertesmerte til følge. Det her er et svigt, der opleves af forældre på tværs af landsdele, politisk observans og klasseskel.

“Vi har lært, at sammenhængskraften i samfundet er afhængig af vores tillid til systemet, og at vores engagement i opretholdelsen af selvsamme er grundelementet i vores demokrati.”

 

Camilla Willumsen

Min egen første fødsel og indlæggelse på Rigshospitalet tretten år tilbage er et eksempel på et systemsvigt. Et fødselsforløb, der tog mig flere år, stærkt nedsat arbejdstid og en masse krops- og samtaleterapi at komme styrket videre fra.  Tre jordemoderskift under fødslen, ekstrem ferietravlhed på afdelingen og min mand, der ikke fik lov til at blive efterfølgende, selvom vi havde fået at vide, at der var 10 procents risiko for, at vores søn ikke ville overleve. Og listen fortsætter.

Min bog “Dit barn – dine beslutninger” er en del af det løfte, jeg gav vores søn Emil, da jeg bar ham ud af Rigshospitalet i juli måned 2011.

I årene efter min første fødsel talte jeg med andre kvinder, der kort forinden havde født på hospitalet. Kloge og bevidste kvinder, der med lettere flakkende øjne og sitrende hænder fortalte mig om deres svære fødselsoplevelser på fødeafdelinger rundt omkring i Danmark. Og her blev jeg bekræftet i, at det ikke var en mindre gruppe kvinder, der havde haft oplevelser som lignede min. Dér gik det for alvor op for mig, at min første fødselshistorie ikke var min historie.

Det var vores historie.

En historie om tidspres og for lidt personale under fødslerne. Om fødsler, der blev tilgået mekanisk. Med tests og risikovurderinger, igangsættelser, vedrop, epidura, syntocinonl. Ja alt, hvad den kan trække af medicinsk intervention.

Men trygheden manglede. Understøttelsen af veernes naturlige gang manglede. Nærværet og omsorgen for den fødende kvinde manglede.

Min første fødsel og efterfølgende indlæggelse blev en traumatisk oplevelse på trods af dygtige og hjertelige jordemødre, der ville omsorgen. Der ville mig og de andre fødende og barslende kvinder. Men som kun har to arme og et par øjne hver, uagtet hvor hårdt de arbejder. Det er vigtigt for mig, at vi ikke underkender, hvor meget sundhedspersonalet også lider under disse rammer og særligt på de dage, hvor der er stærk underbemanding, som der var den sommerferienat, hvor jeg fødte mit første barn.

En hel del af de mødre, jeg taler med for tiden, står lige der, hvor jeg stod for 13 år siden. De har slået sig, men ønsker at komme stærkt videre. De finder urkraften frem og insisterer på at vælge det vigtigste først. De finder modet til at sige fra over for samfundets normer og forventninger, men nok først og fremmest over for deres egne forestillinger om, hvordan de skal være i verden, og hvordan de skal være som mødre. Jeg læste for nyligt et sted, at hvile i 2024 er aktivisme i sin mest potente form, og det kan jeg kun være enig i. For hvis vi vil vise vores børn, at de gerne må være i verden uden at skulle bevise alverdens ting først, så må vi give os selv den samme tilladelse.

Det kan være en udfordring, for vi (nutidens mødre) får ofte at vide, at vi er hysteriske, for følsomme og overbeskyttende, når vi handler i allerstørst integritet. Til gengæld bliver vi rost, når vores børn er “nemme”, så vi kan fokusere på at opfylde alle mulige andres materielle og ikke-bæredygtige interesser. Men vi kan vælge at lytte til os selv og til vores børns behov. Vi kan vælge en anden vej.

“Hvis vi vil vise vores børn, at de gerne må være i verden uden at skulle bevise alverdens ting først, så må vi give os selv den samme tilladelse.”

 

Camilla Willumsen

I mine samtaler med forældre står det meget klart, at det er en svær kunst at navigere i et samfund, der falder fra hinanden, når det nye først langsomt er ved at blive bygget. Men vi kan alle vælge en anden vej. Ikke alle har dog umiddelbart adgang til de rareste ruter. Som barn af arbejderklassen ved jeg, at klassesamfundet er en realitet. Derfor må idealerne vige til fordel for at gøre det, vi kan gøre, med det, vi har at gøre med.

Første skridt mod at hele efter min fødsel var for mig at blive mest hjemme og leve livet i et langsomt tempo i mine første år som mor. I bogstaveligste forstand prioritere og acceptere, at jeg havde brug for at være mest i min egen stue og bevæge mig rundt i mit eget tempo. Også efter at min barsel var slut. Jeg var såkaldt ineffektiv og satte alle ydre ambitioner på hold. Når jeg ser tilbage, er det tydeligt, at dybe traumelag i mig blev helet i den periode, og at mange brikker faldt på plads i vores familie, men perioden i sig selv var langt fra en køn affære. Ofte var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde ville komme igennem det. Men inderst inde vidste jeg, at det var som at skyde en pil fremad. Hvis jeg ville være i stand til at betræde mit moderskab fra et mere fredfyldt og centreret sted og opbygge styrken til at gøre nogle af de ting, jeg drømte om, måtte jeg hive pilen helt tilbage først.

Det urealistiske syn jeg havde på, hvad jeg kunne klare og under hvilke omstændigheder jeg kunne klare det, inden jeg selv blev mor, ser jeg for fuld udblæsning i det kollektive felt. Vi forventer, at forældre og børn kan ignorere deres legitime biologiske behov for søvn, nærende mad, meningsfulde aktiviteter og tid med dem, de elsker. Og kan de ikke det, må det være fordi, de har en diagnose.

Andet skridt var for mig at acceptere, at jeg var langt mere sårbar, end jeg tidligere havde bildt mig ind. At acceptere, vi mennesker som art er sårbare, uanset hvem vi er, og hvilken personlighed vi har. Og at vi derfor har brug for hinanden.

“Vi forventer, at forældre og børn kan ignorere deres legitime biologiske behov for søvn, nærende mad, meningsfulde aktiviteter og tid med dem, de elsker. Og kan de ikke det, må det være fordi, de har en diagnose.”

 

Camilla Willumsen

Da jeg sad der med min søn på brystet i de mørke nætter, stod klart for mig, at vores fremtid ikke kun er afhængig af, at jeg tog mig min tid og passede på mig selv og på ham, så godt som jeg var i stand til. Jeg kunne se, at vores fremtid i høj grad er afhængig af, hvilke mennesker og hvilke miljøer jeg lænede mig ind i og ikke mindst selv var med til at skabe og udvikle. Jeg indså, at de positive forandringer ikke kommer oppefra, men at vi må tænke i civile netværk på tværs af landet og i lokalt forankrede tiltag med mennesker, der går med hjertet forrest.

Forældre er de nye folketingspolitikere.

“Jeg indså, at de positive forandringer ikke kommer oppefra, men at vi må tænke i civile netværk på tværs af landet og i lokalt forankrede tiltag med mennesker, der går med hjertet forrest.”

 

Camilla Willumsen

Tredje skridt for mig var at fortsætte den helbredsrejse, jeg var begyndt på 5 år tidligere, i forbindelse med at jeg blev pludseligt syg. At prioritere nærende mad, naturmedicin. Også selvom det betød, at vi økonomisk var enormt pressede og ikke havde mulighed for at gøre eller købe særlig meget andet. Og selvom jeg aldrig ville have prioriteret anderledes, så ville det være løgn at sige, at det ikke havde en bagside. Men når man ikke kan trives fysisk og psykisk med lange dage væk fra sit barn, ikke kan bære at stå op til et hårdt arbejdsmiljø hver dag og ikke kan nøjes med fastfood på farten, hvis man skal forblive rask, så føles valget ikke rigtigt længere som et valg, men som en nødvendighed.

De første svære år efter vores søns fødsel ændrede mig for altid. Faldet igennem nettet bragte mig i større kontakt med jorden under mig. Den jord, der kan være hård, kold og nådesløs, men som også er den jord, hvorfra alt levende kan spire og gro. Da jeg havde ømmet mig og grædt endnu en gang over, at de voksne ikke findes “deroppe” i magtens centrum (selvom jeg inderst inde hele tiden havde vidst det), kunne min mand og jeg binde vores barn fast på maven og begynde at bygge vores liv op fra bunden med jorden under os som det bærende element. Den jord, der er under os alle, uanset om vi bor i byen eller på landet. Jorden som ikke beder os om at leve en særlig livsstil eller om at kunne leve op til diverse idealer – men som beder os om at tage vores liv tilbage, fordi vi er en del af den, og den en del af os.

Konkurrencestaten og dens præmisser definerer os ikke og den kan ikke måle vores værd. For omsorgen, der flyder igennem os, når vi føder, ammer, vugger vores børn og tillader os selv at blive holdt af og holdt om, kan ikke indfanges på formel og kan ikke sælges. Den kan kun gives.

“Omsorgen, der flyder igennem os, når vi føder, ammer, vugger vores børn og tillader os selv at blive holdt af og holdt om, kan ikke indfanges på formel og kan ikke sælges. Den kan kun gives.”

 

Camilla Willumsen

Samtalerne med forældre har efterfølgende bekræftet, at det ikke var min skyld, at mit fødselsforløb gik, som det gik. Men samtidig har de tydeliggjort, at jeg selv blev nødt til at tage ansvar for, at det samme ikke gentog sig. Der var ikke andre end mig selv, der kunne tage ansvar for det. Jeg valgte derfor fire år efter at føde min datter derhjemme.

Når vi kvinder lytter til vores kropslige intuition, kan vi sætte os selv og vores (kommende) børn frie til at lege og til at leve. Dette har intet at gøre med at bruge fødslen til selvrealisering eller med at se børnene som projekter.

Det er kun magtmennesker med murer om hjertet, der tror, at egodrevede og økonomiske cost-benefit analyser gælder her hos os. Det gør de ikke. Det kan de slet ikke. For vores børns liv er ikke til salg.

MODERSKAB

Velfærdsnettet slår revner – og flere af os falder igennem det med et brag

19. november 2024 | Af Camilla Willumsen | Foto: Unsplash

Det net, vi er blevet fortalt, at velfærdssamfundet holder under os til gengæld for en høj skatteprocent, er ved at gå i stykker. Gravide, fødende og forældre til institutions- og skolebørn oplever, at både de selv og deres børn falder igennem det og rammer jorden hårdt. Det gjorde jeg også selv.  

De fleste af os har siden vi var små lært, at Danmark er et trygt og sikkert samfund for både forældre og børn. Vi har lært, at dygtige mennesker tager ansvar for, at velfærdssystemet understøtter så høj en levestandard for borgerne som muligt. Vi har lært, at vi til gengæld for en høj skatteprocent har et velfungerende system, vi kan læne os ind i. Et velfærdssystem, der hjælper os, når vi skal føde, når vi bliver syge, eller hvis vi er ude for en ulykke. Et system, der understøtter os i at få livet og dagligdagen til at fungere tilfredsstillende.

Vi har lært, at sammenhængskraften i samfundet er afhængig af vores tillid til systemet, og at vores engagement i opretholdelsen af selvsamme er grundelementet i vores demokrati.

Langt størstedelen af de danske forældre er afhængige af offentlige tilbud, når de er gravide, skal føde og har mindre børn. Nogle har brug for ofte at benytte sig af sundhedssystemet, andre har brug for pasningstilbud til deres børn, og andre igen har brug for noget tredje, fjerde eller femte.

Men nu er dette net under os for alvor ved at gå i stykker. Nettet, vi var blevet fortalt ville holde os og beskytte os. Gravide, fødende og forældre til institutions- og skolebørn oplever, at de og deres børn falder igennem det medtagede net og rammer jorden med et brag. Med blå mærker på arme og ben, tårer og hjertesmerte til følge. Det her er et svigt, der opleves af forældre på tværs af landsdele, politisk observans og klasseskel.

“Vi har lært, at sammenhængskraften i samfundet er afhængig af vores tillid til systemet, og at vores engagement i opretholdelsen af selvsamme er grundelementet i vores demokrati.”

 

Camilla Willumsen

Min egen første fødsel og indlæggelse på Rigshospitalet tretten år tilbage er et eksempel på et systemsvigt. Et fødselsforløb, der tog mig flere år, stærkt nedsat arbejdstid og en masse krops- og samtaleterapi at komme styrket videre fra.  Tre jordemoderskift under fødslen, ekstrem ferietravlhed på afdelingen og min mand, der ikke fik lov til at blive efterfølgende, selvom vi havde fået at vide, at der var 10 procents risiko for, at vores søn ikke ville overleve. Og listen fortsætter.

Min bog “Dit barn – dine beslutninger” er en del af det løfte, jeg gav vores søn Emil, da jeg bar ham ud af Rigshospitalet i juli måned 2011.

I årene efter min første fødsel talte jeg med andre kvinder, der kort forinden havde født på hospitalet. Kloge og bevidste kvinder, der med lettere flakkende øjne og sitrende hænder fortalte mig om deres svære fødselsoplevelser på fødeafdelinger rundt omkring i Danmark. Og her blev jeg bekræftet i, at det ikke var en mindre gruppe kvinder, der havde haft oplevelser som lignede min. Dér gik det for alvor op for mig, at min første fødselshistorie ikke var min historie.

Det var vores historie.

En historie om tidspres og for lidt personale under fødslerne. Om fødsler, der blev tilgået mekanisk. Med tests og risikovurderinger, igangsættelser, vedrop, epidura, syntocinonl. Ja alt, hvad den kan trække af medicinsk intervention.

Men trygheden manglede. Understøttelsen af veernes naturlige gang manglede. Nærværet og omsorgen for den fødende kvinde manglede.

Min første fødsel og efterfølgende indlæggelse blev en traumatisk oplevelse på trods af dygtige og hjertelige jordemødre, der ville omsorgen. Der ville mig og de andre fødende og barslende kvinder. Men som kun har to arme og et par øjne hver, uagtet hvor hårdt de arbejder. Det er vigtigt for mig, at vi ikke underkender, hvor meget sundhedspersonalet også lider under disse rammer og særligt på de dage, hvor der er stærk underbemanding, som der var den sommerferienat, hvor jeg fødte mit første barn.

En hel del af de mødre, jeg taler med for tiden, står lige der, hvor jeg stod for 13 år siden. De har slået sig, men ønsker at komme stærkt videre. De finder urkraften frem og insisterer på at vælge det vigtigste først. De finder modet til at sige fra over for samfundets normer og forventninger, men nok først og fremmest over for deres egne forestillinger om, hvordan de skal være i verden, og hvordan de skal være som mødre. Jeg læste for nyligt et sted, at hvile i 2024 er aktivisme i sin mest potente form, og det kan jeg kun være enig i. For hvis vi vil vise vores børn, at de gerne må være i verden uden at skulle bevise alverdens ting først, så må vi give os selv den samme tilladelse.

Det kan være en udfordring, for vi (nutidens mødre) får ofte at vide, at vi er hysteriske, for følsomme og overbeskyttende, når vi handler i allerstørst integritet. Til gengæld bliver vi rost, når vores børn er “nemme”, så vi kan fokusere på at opfylde alle mulige andres materielle og ikke-bæredygtige interesser. Men vi kan vælge at lytte til os selv og til vores børns behov. Vi kan vælge en anden vej.

“Hvis vi vil vise vores børn, at de gerne må være i verden uden at skulle bevise alverdens ting først, så må vi give os selv den samme tilladelse.”

 

Camilla Willumsen

I mine samtaler med forældre står det meget klart, at det er en svær kunst at navigere i et samfund, der falder fra hinanden, når det nye først langsomt er ved at blive bygget. Men vi kan alle vælge en anden vej. Ikke alle har dog umiddelbart adgang til de rareste ruter. Som barn af arbejderklassen ved jeg, at klassesamfundet er en realitet. Derfor må idealerne vige til fordel for at gøre det, vi kan gøre, med det, vi har at gøre med.

Første skridt mod at hele efter min fødsel var for mig at blive mest hjemme og leve livet i et langsomt tempo i mine første år som mor. I bogstaveligste forstand prioritere og acceptere, at jeg havde brug for at være mest i min egen stue og bevæge mig rundt i mit eget tempo. Også efter at min barsel var slut. Jeg var såkaldt ineffektiv og satte alle ydre ambitioner på hold. Når jeg ser tilbage, er det tydeligt, at dybe traumelag i mig blev helet i den periode, og at mange brikker faldt på plads i vores familie, men perioden i sig selv var langt fra en køn affære. Ofte var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde ville komme igennem det. Men inderst inde vidste jeg, at det var som at skyde en pil fremad. Hvis jeg ville være i stand til at betræde mit moderskab fra et mere fredfyldt og centreret sted og opbygge styrken til at gøre nogle af de ting, jeg drømte om, måtte jeg hive pilen helt tilbage først.

Det urealistiske syn jeg havde på, hvad jeg kunne klare og under hvilke omstændigheder jeg kunne klare det, inden jeg selv blev mor, ser jeg for fuld udblæsning i det kollektive felt. Vi forventer, at forældre og børn kan ignorere deres legitime biologiske behov for søvn, nærende mad, meningsfulde aktiviteter og tid med dem, de elsker. Og kan de ikke det, må det være fordi, de har en diagnose.

Andet skridt var for mig at acceptere, at jeg var langt mere sårbar, end jeg tidligere havde bildt mig ind. At acceptere, vi mennesker som art er sårbare, uanset hvem vi er, og hvilken personlighed vi har. Og at vi derfor har brug for hinanden.

“Vi forventer, at forældre og børn kan ignorere deres legitime biologiske behov for søvn, nærende mad, meningsfulde aktiviteter og tid med dem, de elsker. Og kan de ikke det, må det være fordi, de har en diagnose.”

 

Camilla Willumsen

Da jeg sad der med min søn på brystet i de mørke nætter, stod klart for mig, at vores fremtid ikke kun er afhængig af, at jeg tog mig min tid og passede på mig selv og på ham, så godt som jeg var i stand til. Jeg kunne se, at vores fremtid i høj grad er afhængig af, hvilke mennesker og hvilke miljøer jeg lænede mig ind i og ikke mindst selv var med til at skabe og udvikle. Jeg indså, at de positive forandringer ikke kommer oppefra, men at vi må tænke i civile netværk på tværs af landet og i lokalt forankrede tiltag med mennesker, der går med hjertet forrest.

Forældre er de nye folketingspolitikere.

“Jeg indså, at de positive forandringer ikke kommer oppefra, men at vi må tænke i civile netværk på tværs af landet og i lokalt forankrede tiltag med mennesker, der går med hjertet forrest.”

 

Camilla Willumsen

Tredje skridt for mig var at fortsætte den helbredsrejse, jeg var begyndt på 5 år tidligere, i forbindelse med at jeg blev pludseligt syg. At prioritere nærende mad, naturmedicin. Også selvom det betød, at vi økonomisk var enormt pressede og ikke havde mulighed for at gøre eller købe særlig meget andet. Og selvom jeg aldrig ville have prioriteret anderledes, så ville det være løgn at sige, at det ikke havde en bagside. Men når man ikke kan trives fysisk og psykisk med lange dage væk fra sit barn, ikke kan bære at stå op til et hårdt arbejdsmiljø hver dag og ikke kan nøjes med fastfood på farten, hvis man skal forblive rask, så føles valget ikke rigtigt længere som et valg, men som en nødvendighed.

De første svære år efter vores søns fødsel ændrede mig for altid. Faldet igennem nettet bragte mig i større kontakt med jorden under mig. Den jord, der kan være hård, kold og nådesløs, men som også er den jord, hvorfra alt levende kan spire og gro. Da jeg havde ømmet mig og grædt endnu en gang over, at de voksne ikke findes “deroppe” i magtens centrum (selvom jeg inderst inde hele tiden havde vidst det), kunne min mand og jeg binde vores barn fast på maven og begynde at bygge vores liv op fra bunden med jorden under os som det bærende element. Den jord, der er under os alle, uanset om vi bor i byen eller på landet. Jorden som ikke beder os om at leve en særlig livsstil eller om at kunne leve op til diverse idealer – men som beder os om at tage vores liv tilbage, fordi vi er en del af den, og den en del af os.

Konkurrencestaten og dens præmisser definerer os ikke og den kan ikke måle vores værd. For omsorgen, der flyder igennem os, når vi føder, ammer, vugger vores børn og tillader os selv at blive holdt af og holdt om, kan ikke indfanges på formel og kan ikke sælges. Den kan kun gives.

“Omsorgen, der flyder igennem os, når vi føder, ammer, vugger vores børn og tillader os selv at blive holdt af og holdt om, kan ikke indfanges på formel og kan ikke sælges. Den kan kun gives.”

 

Camilla Willumsen

Samtalerne med forældre har efterfølgende bekræftet, at det ikke var min skyld, at mit fødselsforløb gik, som det gik. Men samtidig har de tydeliggjort, at jeg selv blev nødt til at tage ansvar for, at det samme ikke gentog sig. Der var ikke andre end mig selv, der kunne tage ansvar for det. Jeg valgte derfor fire år efter at føde min datter derhjemme.

Når vi kvinder lytter til vores kropslige intuition, kan vi sætte os selv og vores (kommende) børn frie til at lege og til at leve. Dette har intet at gøre med at bruge fødslen til selvrealisering eller med at se børnene som projekter.

Det er kun magtmennesker med murer om hjertet, der tror, at egodrevede og økonomiske cost-benefit analyser gælder her hos os. Det gør de ikke. Det kan de slet ikke. For vores børns liv er ikke til salg.

LÆS OGSÅ