DEBAT

Sådan kan du tale med børn om hudfarve

25. juni 2020 | Af Camilla Kaj Paulsen | Illustration: Pauline Drasbæk

Det er vigtigt at tale om kultur, etnicitet og hudfarve for at bekæmpe racisme. Også med børn, mener kultursociolog Camilla Kaj Paulsen, der har skrevet flere børnebøger om emnet.

Der er ofte ubehag forbundet med det at tale om race, som vi gør, når vi begynder at kategorisere mennesker ud fra deres hudfarve. Blandt andet fordi der er blandet ulighed og privilegier ind i det med hudfarver. Og ved at undgå at nævne farven på huden tænker vi måske, at vi undgår at placere os selv og vores barn i det magtforhold.

Men netop fordi det er svært at tale om – tabubelagt – er det vigtigt at tale om.

Og hvordan kan man så gøre det? Baseret på Erin N. Winklers forskning, som blandt andet beskæftiger sig med børn og racisme, er her et par råd:

1. Bliv komfortabel med at tale om etnicitet, kultur og hudfarve.

2. Hvis dit barn kommer hjem og siger noget forudindtaget om hudfarve, kultur eller religion, så find ud af, hvor dit barn har opsnappet det henne, spørg ind og lyt.

3. Børn går meget op i retfærdighed, og hvad der er fair. Derfor kan man bruge det som et springbræt til at spørge ind til det forudindtagede. Men man kan også bruge det til at tale om racisme generelt. ”Er det fair, at man bliver behandlet anderledes/der er nogle ting, man ikke kan på grund af ens hudfarve?” ”Hvordan ville det få dig til at føle?”

4. Vær rollemodel. Børn tror ikke på, hvad man siger, men hvad man gør. Derfor er det vigtigt at sige klart fra over for racisme, når man møder den. Hvis I går på gaden og overhører et ”skrub hjem, hvor du kommer fra”, så sig fra – og ikke først, når I kommer hjem. Derudover er det også vigtigt at have venner, der har forskellig hudfarve, religion, etnicitet.

5. Nuancer samtalen, vær ikke bange for at sige, hvis der er noget, du ikke ved. Det skaber en nuanceret samtale om de emner, som ellers ofte er baseret på, hvad man tror, og derfor hurtigt kan blive fordomme. Vend så tilbage, når du har researchet på svaret.

6. Giv børn følelsen af, at de kan skabe forandring. Fortæl, at der altid er nogen, der har kæmpet imod racisme, og fortæl om dem.

Det sværeste er måske første punkt: at blive komfortabel med at tale om hudfarveforskelle.

Jeg forstår godt, hvis man har det menneskesyn, at alle mennesker burde være lige, uanset hudfarve. Og at det kan være svært at tale om, fordi man er bange for at sige noget forkert eller for at gøre nogen ked af det. Men ved at undlade at tale om hudfarver, reproducerer vi den ‘usynlige racisme’.

Den usynlige racisme er den, som ikke er direkte udtalt, men som er med til at skabe hvidhed som et ‘ideal’ eller som det ‘normale’.

Det er den, der i voksenverdenen for eksempel gør, at hedder du Mohammed, skal du sende 52% flere jobansøgninger for at komme til jobsamtale, end hvis du havde heddet Mads. Mohammed lyder ikke som hvid, det gør Mads. Ubevidst bliver vi socialiseret til at synes, at noget er ‘pænere’, ‘mere rigtigt’ og ‘normalt’ end andet.

Men lægger børn mærke til det?

Ja, det gør de. Mange tror, børn er ”farveblinde”, men forskning viser, at allerede når børn er et halvt år, kan de se forskel på hudfarver. Fra de er omkring tre år, begynder de at bruge forskelle i hudfarver, kulturer og etnicitet som en magtfaktor til blandt andet at bestemme, hvem der må være med i deres lege, og hvem der ikke må.

Derfor er det vigtigt, at vi ikke lader som om, vi er ”farveblinde”, men i stedet taler med børn om hudfarver og sørger for, at de møder forskellige hudfarver i deres hverdag.

Det er med til at normalisere, at vi har forskellige hudfarver, og er med til at bryde den ulighed og misrepræsentation, der er i samfundet.

Dette indlæg er udtryk for Camilla Kaj Paulsens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Sådan kan du tale med børn om hudfarve

25. juni 2020 | Af Camilla Kaj Paulsen | Illustration: Pauline Drasbæk

Det er vigtigt at tale om kultur, etnicitet og hudfarve for at bekæmpe racisme. Også med børn, mener kultursociolog Camilla Kaj Paulsen, der har skrevet flere børnebøger om emnet.

Der er ofte ubehag forbundet med det at tale om race, som vi gør, når vi begynder at kategorisere mennesker ud fra deres hudfarve. Blandt andet fordi der er blandet ulighed og privilegier ind i det med hudfarver. Og ved at undgå at nævne farven på huden tænker vi måske, at vi undgår at placere os selv og vores barn i det magtforhold.

Men netop fordi det er svært at tale om – tabubelagt – er det vigtigt at tale om.

Og hvordan kan man så gøre det? Baseret på Erin N. Winklers forskning, som blandt andet beskæftiger sig med børn og racisme, er her et par råd:

1. Bliv komfortabel med at tale om etnicitet, kultur og hudfarve.

2. Hvis dit barn kommer hjem og siger noget forudindtaget om hudfarve, kultur eller religion, så find ud af, hvor dit barn har opsnappet det henne, spørg ind og lyt.

3. Børn går meget op i retfærdighed, og hvad der er fair. Derfor kan man bruge det som et springbræt til at spørge ind til det forudindtagede. Men man kan også bruge det til at tale om racisme generelt. ”Er det fair, at man bliver behandlet anderledes/der er nogle ting, man ikke kan på grund af ens hudfarve?” ”Hvordan ville det få dig til at føle?”

4. Vær rollemodel. Børn tror ikke på, hvad man siger, men hvad man gør. Derfor er det vigtigt at sige klart fra over for racisme, når man møder den. Hvis I går på gaden og overhører et ”skrub hjem, hvor du kommer fra”, så sig fra – og ikke først, når I kommer hjem. Derudover er det også vigtigt at have venner, der har forskellig hudfarve, religion, etnicitet.

5. Nuancer samtalen, vær ikke bange for at sige, hvis der er noget, du ikke ved. Det skaber en nuanceret samtale om de emner, som ellers ofte er baseret på, hvad man tror, og derfor hurtigt kan blive fordomme. Vend så tilbage, når du har researchet på svaret.

6. Giv børn følelsen af, at de kan skabe forandring. Fortæl, at der altid er nogen, der har kæmpet imod racisme, og fortæl om dem.

Det sværeste er måske første punkt: at blive komfortabel med at tale om hudfarveforskelle.

Jeg forstår godt, hvis man har det menneskesyn, at alle mennesker burde være lige, uanset hudfarve. Og at det kan være svært at tale om, fordi man er bange for at sige noget forkert eller for at gøre nogen ked af det. Men ved at undlade at tale om hudfarver, reproducerer vi den ‘usynlige racisme’.

Den usynlige racisme er den, som ikke er direkte udtalt, men som er med til at skabe hvidhed som et ‘ideal’ eller som det ‘normale’.

Det er den, der i voksenverdenen for eksempel gør, at hedder du Mohammed, skal du sende 52% flere jobansøgninger for at komme til jobsamtale, end hvis du havde heddet Mads. Mohammed lyder ikke som hvid, det gør Mads. Ubevidst bliver vi socialiseret til at synes, at noget er ‘pænere’, ‘mere rigtigt’ og ‘normalt’ end andet.

Men lægger børn mærke til det?

Ja, det gør de. Mange tror, børn er ”farveblinde”, men forskning viser, at allerede når børn er et halvt år, kan de se forskel på hudfarver. Fra de er omkring tre år, begynder de at bruge forskelle i hudfarver, kulturer og etnicitet som en magtfaktor til blandt andet at bestemme, hvem der må være med i deres lege, og hvem der ikke må.

Derfor er det vigtigt, at vi ikke lader som om, vi er ”farveblinde”, men i stedet taler med børn om hudfarver og sørger for, at de møder forskellige hudfarver i deres hverdag.

Det er med til at normalisere, at vi har forskellige hudfarver, og er med til at bryde den ulighed og misrepræsentation, der er i samfundet.

Dette indlæg er udtryk for Camilla Kaj Paulsens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ