Natten til den 9. april 2018 sov jeg dårligt om natten, og da min kæreste tog afsted om morgenen, lagde jeg mig på sofaen. Der gik dog ikke længe, før vandet gik. Lige midt i sofaen.

Jeg løb ud på badeværelset og kiggede på vandet. Jeg kunne huske, det ikke måtte være grønt. Det var det ikke, så jeg ringede til min kæreste, som lige var mødt på arbejde. Derefter ringede jeg til fødselsafdelingen, som bad mig komme derop et par timer efter og lige blive tilset.

Veerne var ikke gået i gang, da jeg kom derop, så jeg blev bedt om at gå en tur. Min kæreste protesterede, da jeg den sidste måned ikke havde kunnet gå på grund af mit bækken. Jeg stoppede ham. Fortalte, at jeg gerne ville prøve for at slippe for at blive sat i gang.

Det gjorde jeg så. Det vil sige, jeg tog et par skidt og holdt pause. Det virkede ikke i forhold til veerne, så da vi kom til en trappe, valgte jeg at gå op af den. Det gjorde virkelig ondt, men veerne kom. Jordemoderen endte dog med at sende os hjem, til de blev mere regelmæssige.

Derhjemme gjorde jeg, som jeg havde forberedt. Jeg havde hentet en app til at tage tid, og jeg lå i sengen og prøvede at hvile mig mellem veerne. Men der var et eller andet, som føltes forkert. Jeg blev frustreret og følte ikke, det, jeg havde forberedt, virkede. Min kæreste overtog derfor appen, og jeg lagde mig på sofaen. Der gik ikke lang tid, før jeg var væk.

Den næste periode er sløret med enkelte glimt. Jeg husker, at min kæreste råbte af mig i forsøget på at få mig til at gå ned af trappen, inden han selv løftede mig op og bar mig. Jeg husker også en sygeplejerske, som spurgte, om jeg kunne fortælle mit navn.

Da jeg kom til bevidsthed, lå jeg på en stue. Men det var ikke en fødestue, som dem, vi havde været oppe og se på sygehuset.

Min kæreste kaldte på nogen, og der kom en kvinde ind og fortalte, at de var ved at gøre klar til kejsersnit. Kort tid efter kom en anden kvinde ind. Hun undersøgte mig kort og virkede overrasket over, at jeg var kommet til mig selv. Men nu, hvor jeg var, ville de lave kejsersnittet, hvor jeg var vågen. Hun fortalte, der ville gå en halv time, og det føltes som evigheder. Normalt er jeg et roligt menneske, men jeg skældte ud. Hold op, hvor jeg skældte ud. Jeg kunne slet ikke være i det, og min krop gjorde ondt. Jeg kunne se, min kæreste havde grædt. De fortalte, at det, de gav mig, var kvalmestillende, men jeg brækkede mig hele tiden. Jeg følte, jeg skulle tisse, men de havde lagt et kateter, og veerne gjorde nas, og så var jeg bare forvirret.

Jeg tror, alle var glade og lettede, da den halve time var gået. Jeg blev kørt op på en operationsstue, og min kæreste kom ud til mig i blåt tøj, men han måtte ikke være hos mig. Han blev sat på en stol nogle meter fra mig.

Da lægen prøvede at lægge en epidural, spurgte jeg, om det var meningen, det skulle gøre ondt i mit venstre ben. Alle så overraskede ud. Han var åbenbart ikke en, som normalt lagde det forkert. Anden gang gjorde det ondt i min balle. Efter fem stik gav han op og fortalte, at jeg måtte i narkose. Min kæreste blev hurtigt sendt ud, og det virkede som om, det skulle gå lidt stærkt.

Det næste, jeg husker, var, at jeg frøs. Meget. Men der var folk omkring mig, som gav mig noget varmt på. Jeg faldt i søvn. Da jeg vågnede igen, var det første, jeg så, et ur. Klokken var 22. En sygeplejerske kom over til mig og spurgte, om jeg ville se min datter. Jeg svarede grædende ja, og hun fortalte, at min mand og datter var på vej.

Jeg skulle trappes ud af noget, som gjorde, jeg skulle blive liggende. Normalt måtte der ikke være larm på opvågning, men de ville gerne gøre en undtagelse. Jeg kunne ikke se nogen andre, men der var også nogle skærme omkring mig.

Lige pludselig hørte jeg nogle snakke, og bag skærmen kom min kæreste og datter til syne. Jeg kunne ikke rigtigt bevæge mig, så jordemoderen tog min datter og lagde hende til mit bryst. Hun klemte på mit bryst. Det virkede vigtigt, men det lykkedes ikke. Min datter fik derfor noget mælk fra en kop. Derefter lagde de hende op på mig. Hun var så fin, og det hele føltes lidt uvirkeligt.

De fortalte, at hun sked på min kæreste kort tid efter, hun var kommet op til ham. Vi grinede. Sygeplejerskerne kom og skulle skifte min forbinding. Jeg kiggede på min mave. Det så vildt ud. Jeg havde nærmest et T på maven helt op til navlen med klips.

Efter en times tid begyndte de at gøre klar til, at jeg kunne blive flyttet. Min kæreste holdt vores datter, og vi kom op på en stue. Jeg kunne stadig ikke bevæge mig, og en sygeplejerske måtte hjælpe min mand med at skifte vores datter.

Da fødselslægen kom, fortalte hun, at der skete en komplikation. Hun var en erfaren dame, men sagde, at hun aldrig før havde prøvet, at hun ikke kunne få barnet ud. Hun undskyldte derfor også, at hun ikke havde gjort det pænere. Men hun havde prioritet min datter. Vi svarede, at det var vi glade for.

En sygeplejerske, vi kendte fra tidligere i graviditeten, kom ind og satte sig. Hun skulle være hos os hele natten. Jeg kunne ikke sove. Min datter og kæreste sov. Hun fortalte, at jeg næste morgen skulle have kateteret ud, men først når jeg havde været oppe at stå. Jeg ville gerne i gang med det samme, så hun endte med at hente en stol, så jeg kunne forsøge at rejse mig. Det gjorde dog så ondt, at jeg hurtigt måtte ned igen. Min datter vågnede ved lydene og blev lagt til mit bryst, dog uden at spise noget. I stedet fik hun lidt mælk i en kop.

Da vi alle var vågne igen, kom min søster, og min kæreste viste stolt vores datter frem.

Vi var indlagt i fem døgn. Vores datter blev indlagt på neonatal, og jeg var indlagt på barselsafsnittet. Heldigvis var alt fyldt, og vi blev efter et døgn flyttet til familieafsnittet, hvor læger og sygeplejerske fra de forskellige afdelinger kom til os. Jeg havde nogle panikanfald, men heldigvis kom personalet løbende, når der var brug for det. Hold nu op et dygtigt personale.

Da vi kom hjem, havde vi den bedste sundhedsplejerske. Hun var der hver anden dag, og det fandt jeg stor ro i. Jeg var så bange for, at jeg efter det, vi havde været igennem, ikke kunne give min datter den spejling, hun havde brug for. Men heldigvis lykkedes det for os alle at nyde hinanden.

Efter nogle dage hjemme læste jeg mine journaler, mens min datter sov. Selvom min kæreste havde fortalt mig, hvad der var sket, var det svært at forholde sig til. Jeg var blevet ukontaktbar i lejligheden, og han havde kontaktet fødselsafdelingen, som fortalte, vi skulle derop. Han fortalte, jeg virkede som om, jeg var meget fuld. Halvvejs nede af trapperne havde han ringet til fødeafdelingen igen. Han var her virkelig bekymret og vurderede, at jeg hurtigt skulle på sygehuset. Jeg kunne læse, hvordan han havde været i choktilstand, mens han så på, at jeg, kort tid efter, vi var ankommet til fødselsafsnittet, var gået i krampe. På ingen tid havde lokalet været proppet med folk, som prøvede at redde mit og vores datters liv. Jeg tudede og tudede. Vi havde begge været i livsfare af flere omgange.

Lægen skrev, at hun mistænkte en svangerskabsforgiftning. Hun indstillede mig til en masse tests, blandt andet en MR-scanning.

Jeg kunne også læse, hvordan en masse børnelæger og sygeplejersker havde stået klar, da det endelig var lykkedes at få min datter ud. Mens jeg læste, sendte jeg løbende beskeder med ord, jeg ikke forstod, til min lægeveninde, som var sød at oversætte.

Jeg husker den første tid som fyldt med kærlighed, men også en kamp. Fysisk var jeg udfordret, og amningen kom aldrig i gang. Vi tog hurtigt valget om mælkeerstatning, hvilket var det helt rigtige valg for os.

Ugerne gik, og jeg fik endelig mine clips ud, så jeg kunne få overstået de sidste scanninger. At undvære min datter i den time, det tog, var ulideligt. Jeg græd, da jeg endelig holdt hende igen. Min diagnose var svangerskabsforgiftning. Men på grund af mit lave blodtryk og det faktum, at jeg aldrig får feber, var det svært at opdage.

Vi har afsluttet vores forløb med fødeafdelingen efter flere samtaler. Til samtalerne blev jeg hele tiden spurgt, om jeg er klar til at få barn nummer to. Rent instinktivt er mit svar; nej. Stod det til mig, skulle vi adoptere, men det er min kæreste imod. Det kan jeg sagtens forstå, men tanken om at skulle det hele igennem igen, skræmmer mig. Også selvom jeg har fået fortalt, at jeg næste gang vil kunne få kejsersnit 14 dage før termin.

Min datter er i dag 1,5 år, så for lægerne må jeg egentlig gerne blive gravid. Men vi venter. Jeg er ikke klar. Jeg er bange for, hvad der kan ske.

Natten til den 9. april 2018 sov jeg dårligt om natten, og da min kæreste tog afsted om morgenen, lagde jeg mig på sofaen. Der gik dog ikke længe, før vandet gik. Lige midt i sofaen.

Jeg løb ud på badeværelset og kiggede på vandet. Jeg kunne huske, det ikke måtte være grønt. Det var det ikke, så jeg ringede til min kæreste, som lige var mødt på arbejde. Derefter ringede jeg til fødselsafdelingen, som bad mig komme derop et par timer efter og lige blive tilset.

Veerne var ikke gået i gang, da jeg kom derop, så jeg blev bedt om at gå en tur. Min kæreste protesterede, da jeg den sidste måned ikke havde kunnet gå på grund af mit bækken. Jeg stoppede ham. Fortalte, at jeg gerne ville prøve for at slippe for at blive sat i gang.

Det gjorde jeg så. Det vil sige, jeg tog et par skidt og holdt pause. Det virkede ikke i forhold til veerne, så da vi kom til en trappe, valgte jeg at gå op af den. Det gjorde virkelig ondt, men veerne kom. Jordemoderen endte dog med at sende os hjem, til de blev mere regelmæssige.

Derhjemme gjorde jeg, som jeg havde forberedt. Jeg havde hentet en app til at tage tid, og jeg lå i sengen og prøvede at hvile mig mellem veerne. Men der var et eller andet, som føltes forkert. Jeg blev frustreret og følte ikke, det, jeg havde forberedt, virkede. Min kæreste overtog derfor appen, og jeg lagde mig på sofaen. Der gik ikke lang tid, før jeg var væk.

Den næste periode er sløret med enkelte glimt. Jeg husker, at min kæreste råbte af mig i forsøget på at få mig til at gå ned af trappen, inden han selv løftede mig op og bar mig. Jeg husker også en sygeplejerske, som spurgte, om jeg kunne fortælle mit navn.

Da jeg kom til bevidsthed, lå jeg på en stue. Men det var ikke en fødestue, som dem, vi havde været oppe og se på sygehuset.

Min kæreste kaldte på nogen, og der kom en kvinde ind og fortalte, at de var ved at gøre klar til kejsersnit. Kort tid efter kom en anden kvinde ind. Hun undersøgte mig kort og virkede overrasket over, at jeg var kommet til mig selv. Men nu, hvor jeg var, ville de lave kejsersnittet, hvor jeg var vågen. Hun fortalte, der ville gå en halv time, og det føltes som evigheder. Normalt er jeg et roligt menneske, men jeg skældte ud. Hold op, hvor jeg skældte ud. Jeg kunne slet ikke være i det, og min krop gjorde ondt. Jeg kunne se, min kæreste havde grædt. De fortalte, at det, de gav mig, var kvalmestillende, men jeg brækkede mig hele tiden. Jeg følte, jeg skulle tisse, men de havde lagt et kateter, og veerne gjorde nas, og så var jeg bare forvirret.

Jeg tror, alle var glade og lettede, da den halve time var gået. Jeg blev kørt op på en operationsstue, og min kæreste kom ud til mig i blåt tøj, men han måtte ikke være hos mig. Han blev sat på en stol nogle meter fra mig.

Da lægen prøvede at lægge en epidural, spurgte jeg, om det var meningen, det skulle gøre ondt i mit venstre ben. Alle så overraskede ud. Han var åbenbart ikke en, som normalt lagde det forkert. Anden gang gjorde det ondt i min balle. Efter fem stik gav han op og fortalte, at jeg måtte i narkose. Min kæreste blev hurtigt sendt ud, og det virkede som om, det skulle gå lidt stærkt.

Det næste, jeg husker, var, at jeg frøs. Meget. Men der var folk omkring mig, som gav mig noget varmt på. Jeg faldt i søvn. Da jeg vågnede igen, var det første, jeg så, et ur. Klokken var 22. En sygeplejerske kom over til mig og spurgte, om jeg ville se min datter. Jeg svarede grædende ja, og hun fortalte, at min mand og datter var på vej.

Jeg skulle trappes ud af noget, som gjorde, jeg skulle blive liggende. Normalt måtte der ikke være larm på opvågning, men de ville gerne gøre en undtagelse. Jeg kunne ikke se nogen andre, men der var også nogle skærme omkring mig.

Lige pludselig hørte jeg nogle snakke, og bag skærmen kom min kæreste og datter til syne. Jeg kunne ikke rigtigt bevæge mig, så jordemoderen tog min datter og lagde hende til mit bryst. Hun klemte på mit bryst. Det virkede vigtigt, men det lykkedes ikke. Min datter fik derfor noget mælk fra en kop. Derefter lagde de hende op på mig. Hun var så fin, og det hele føltes lidt uvirkeligt.

De fortalte, at hun sked på min kæreste kort tid efter, hun var kommet op til ham. Vi grinede. Sygeplejerskerne kom og skulle skifte min forbinding. Jeg kiggede på min mave. Det så vildt ud. Jeg havde nærmest et T på maven helt op til navlen med klips.

Efter en times tid begyndte de at gøre klar til, at jeg kunne blive flyttet. Min kæreste holdt vores datter, og vi kom op på en stue. Jeg kunne stadig ikke bevæge mig, og en sygeplejerske måtte hjælpe min mand med at skifte vores datter.

Da fødselslægen kom, fortalte hun, at der skete en komplikation. Hun var en erfaren dame, men sagde, at hun aldrig før havde prøvet, at hun ikke kunne få barnet ud. Hun undskyldte derfor også, at hun ikke havde gjort det pænere. Men hun havde prioritet min datter. Vi svarede, at det var vi glade for.

En sygeplejerske, vi kendte fra tidligere i graviditeten, kom ind og satte sig. Hun skulle være hos os hele natten. Jeg kunne ikke sove. Min datter og kæreste sov. Hun fortalte, at jeg næste morgen skulle have kateteret ud, men først når jeg havde været oppe at stå. Jeg ville gerne i gang med det samme, så hun endte med at hente en stol, så jeg kunne forsøge at rejse mig. Det gjorde dog så ondt, at jeg hurtigt måtte ned igen. Min datter vågnede ved lydene og blev lagt til mit bryst, dog uden at spise noget. I stedet fik hun lidt mælk i en kop.

Da vi alle var vågne igen, kom min søster, og min kæreste viste stolt vores datter frem.

Vi var indlagt i fem døgn. Vores datter blev indlagt på neonatal, og jeg var indlagt på barselsafsnittet. Heldigvis var alt fyldt, og vi blev efter et døgn flyttet til familieafsnittet, hvor læger og sygeplejerske fra de forskellige afdelinger kom til os. Jeg havde nogle panikanfald, men heldigvis kom personalet løbende, når der var brug for det. Hold nu op et dygtigt personale.

Da vi kom hjem, havde vi den bedste sundhedsplejerske. Hun var der hver anden dag, og det fandt jeg stor ro i. Jeg var så bange for, at jeg efter det, vi havde været igennem, ikke kunne give min datter den spejling, hun havde brug for. Men heldigvis lykkedes det for os alle at nyde hinanden.

Efter nogle dage hjemme læste jeg mine journaler, mens min datter sov. Selvom min kæreste havde fortalt mig, hvad der var sket, var det svært at forholde sig til. Jeg var blevet ukontaktbar i lejligheden, og han havde kontaktet fødselsafdelingen, som fortalte, vi skulle derop. Han fortalte, jeg virkede som om, jeg var meget fuld. Halvvejs nede af trapperne havde han ringet til fødeafdelingen igen. Han var her virkelig bekymret og vurderede, at jeg hurtigt skulle på sygehuset. Jeg kunne læse, hvordan han havde været i choktilstand, mens han så på, at jeg, kort tid efter, vi var ankommet til fødselsafsnittet, var gået i krampe. På ingen tid havde lokalet været proppet med folk, som prøvede at redde mit og vores datters liv. Jeg tudede og tudede. Vi havde begge været i livsfare af flere omgange.

Lægen skrev, at hun mistænkte en svangerskabsforgiftning. Hun indstillede mig til en masse tests, blandt andet en MR-scanning.

Jeg kunne også læse, hvordan en masse børnelæger og sygeplejersker havde stået klar, da det endelig var lykkedes at få min datter ud. Mens jeg læste, sendte jeg løbende beskeder med ord, jeg ikke forstod, til min lægeveninde, som var sød at oversætte.

Jeg husker den første tid som fyldt med kærlighed, men også en kamp. Fysisk var jeg udfordret, og amningen kom aldrig i gang. Vi tog hurtigt valget om mælkeerstatning, hvilket var det helt rigtige valg for os.

Ugerne gik, og jeg fik endelig mine clips ud, så jeg kunne få overstået de sidste scanninger. At undvære min datter i den time, det tog, var ulideligt. Jeg græd, da jeg endelig holdt hende igen. Min diagnose var svangerskabsforgiftning. Men på grund af mit lave blodtryk og det faktum, at jeg aldrig får feber, var det svært at opdage.

Vi har afsluttet vores forløb med fødeafdelingen efter flere samtaler. Til samtalerne blev jeg hele tiden spurgt, om jeg er klar til at få barn nummer to. Rent instinktivt er mit svar; nej. Stod det til mig, skulle vi adoptere, men det er min kæreste imod. Det kan jeg sagtens forstå, men tanken om at skulle det hele igennem igen, skræmmer mig. Også selvom jeg har fået fortalt, at jeg næste gang vil kunne få kejsersnit 14 dage før termin.

Min datter er i dag 1,5 år, så for lægerne må jeg egentlig gerne blive gravid. Men vi venter. Jeg er ikke klar. Jeg er bange for, hvad der kan ske.