Jeg møder ingen, der idylliserer fortiden, men mange, der ønsker nærvær

DEBAT

Jeg møder ingen, der idylliserer fortiden, men mange, der ønsker nærvær

2. februar 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Guille Pozzi, Unsplash

Et stigende antal familier vælger hjemmelivet til. Men ikke på grund af nostalgi eller forfejlede illusioner, som det fremføres i DR-dokumentarserien Lortemor. 

Marta Gramstrup Wriedt er journalist og stifter af fødslen.dk.

Den 30. januar løb DR’s dokumentarserie Lortemor endnu en gang over skærmen. I dette afsnit møder vi Mie Leonhardt Husum Rinken, der har valgt at flytte fra Valby til Nørreballe på Lolland for at kunne gå hjemme med børnene Elisabeth og Regnar.

Vi stifter også bekendtskab med Laura fra Lisbjerg ved Aarhus, der gang på gang fortæller, hvordan hun konstant har dårlig samvittighed over at aflevere sine børn i institution og kæmper for at gøre deres dage der korte. Hun gør det klart, at hun efter endt uddannelse ikke ønsker et fuldtidsjob, så længe børnene er små.

Vinklen bliver ikke forfulgt yderligere, og vi får således ikke svar på, hvad hun føler, der står i vejen for drømmen om hjemmelivet.

I stedet bliver vi præsenteret for debattør og skribent på Zetland Sara Alfort, der som ekspert i programmet mener, at man kan være forældre på mange forskellige måder, men at vi generelt stiller store krav til os selv, og at vi ”lader vores nærvær og fravær med en enorm betydning”.

Herefter pointerer forfatter Pia Fris Laneth, at vi har en tendens til at idyllisere fortidens husmødre. At vi har en forestilling om, at ”der var tid til at bage og lave leverpostej og passe børnene og sådan ro og ingen stress”. Og Sara Alfort stemmer i. Ifølge hende bilder vi os nemlig ind, at de bare ”sad og lavede krea-projekter med deres børn”.

Udtalelserne gør mig en anelse træt. Og på trods af Mie Leonhardt Husum Rinkens befriende tilstedeværelse bringer udsendelsen os ikke rigtig videre.

Sara Alfort har naturligvis ret i, at vi kan være gode forældre på forskellige måder. For det er vigtigt at pointere, at der ikke er én rigtig løsning. Men hendes og Pia Fris Laneths udtalelser viser med al tydelighed, at DR heller ikke denne gang har formået at finde eksperter, som reelt har sat sig ind i, hvad det vil sige at være hjemmegående anno 2020. Og hvorfor et stigende antal familier vælger den løsning. 

Jeg tør vove den påstand, at de færreste med ønsket om at gå hjemme har en illusion om ren idyl og sanselege dagen lang. Det er at negligere alvoren, når sådanne udtalelser ikke nuanceres.

Som hjemmegående kan jeg skrive under på, at det ikke er virkeligheden. Ej heller baggrunden for vores families valg.

Vi har valgt hjemmelivet, fordi vi lader vores nærvær og fravær med en enorm betydning, for at bruge Sara Alforts egne ord.

Når vi vælger hjemmelivet, er det netop for børnenes skyld. Fordi vi er blevet mere bevidste om, hvad tilknytning betyder, og hvor ringe det – på grund af helt uacceptable normeringer og krav – står til i mange af landets institutioner. 

Vores valg er, som Mie Leonhardt Husum Rinken også udtrykker det så fint i programmet, ikke et fravalg af det virkelige liv, men et tilvalg af en anden livsstil, som giver meget mere mening. For os.

Jeg kan godt garantere, at det er de færreste hjemmegående, der ønsker at rulle samfundsudviklingen tilbage, sådan som det i debatter – og til en vis grad også i programmet her – bliver anført som et modargument for, og skræmmebillede i forhold til, hjemmelivet. 

Vi skal i min optik væk fra den forældede tankegang, der handler om, at det kun er mødre, der kan være hjemmegående, at et tilvalg af hjemmelivet vil sætte udviklingen og kvinderne tilbage til en dunkel fortid, og at vores økonomi ikke kan bære det.

Det danske samfund er bygget op om en model, hvor både kvinder og mænd er på arbejdsmarkedet. Vi har ikke råd til andet, lyder det. Men måske vi i stedet skal spørge, om det er det bedste for børnene? Om vi på sigt har råd til en model, hvor omsorg udliciteres, men ikke prioriteres. Om vi skal tilbyde vores børn, der synes mere pressede og mere stressede end nogensinde før, et alternativ. 

Det er bydende nødvendigt at tale om virkeligheden, som den er, og ikke som det er mest belejligt. Fordi andet gør lidt for ondt eller prikker til en dårlig samvittighed.

Hjemmelivet er muligvis ikke for alle. Og fred være med det. Men vi er nødt til at kunne tale om muligheden, uden at det bliver set som en idyllisering af fortiden eller en kritik af dem, der gør det anderledes.

Vi skal kunne tale om hjemmelivet på en måde, der giver mening, og ud fra det perspektiv, der har betydning.

Vores børns. 

Dette indlæg er udtryk for mine egne holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til mig på marta@foedslen.dk.

DEBAT

Jeg møder ingen, der idylliserer fortiden, men mange, der ønsker nærvær

2. februar 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Guille Pozzi, Unsplash

 

Et stigende antal familier vælger hjemmelivet til. Men ikke på grund af nostalgi eller forfejlede illusioner, som det fremføres i DR-dokumentarserien Lortemor. 

Marta Gramstrup Wriedt er journalist og stifter af fødslen.dk.

Den 30. januar løb DR’s dokumentarserie Lortemor endnu en gang over skærmen. I dette afsnit møder vi Mie Leonhardt Husum Rinken, der har valgt at flytte fra Valby til Nørreballe på Lolland for at kunne gå hjemme med børnene Elisabeth og Regnar.

Vi stifter også bekendtskab med Laura fra Lisbjerg ved Aarhus, der gang på gang fortæller, hvordan hun konstant har dårlig samvittighed over at aflevere sine børn i institution og kæmper for at gøre deres dage der korte. Hun gør det klart, at hun efter endt uddannelse ikke ønsker et fuldtidsjob, så længe børnene er små.

Vinklen bliver ikke forfulgt yderligere, og vi får således ikke svar på, hvad hun føler, der står i vejen for drømmen om hjemmelivet.

I stedet bliver vi præsenteret for debattør og skribent på Zetland Sara Alfort, der som ekspert i programmet mener, at man kan være forældre på mange forskellige måder, men at vi generelt stiller store krav til os selv, og at vi ”lader vores nærvær og fravær med en enorm betydning”.

Herefter pointerer forfatter Pia Fris Laneth, at vi har en tendens til at idyllisere fortidens husmødre. At vi har en forestilling om, at ”der var tid til at bage og lave leverpostej og passe børnene og sådan ro og ingen stress”. Og Sara Alfort stemmer i. Ifølge hende bilder vi os nemlig ind, at de bare ”sad og lavede krea-projekter med deres børn”.

Udtalelserne gør mig en anelse træt. Og på trods af Mie Leonhardt Husum Rinkens befriende tilstedeværelse bringer udsendelsen os ikke rigtig videre.

Sara Alfort har naturligvis ret i, at vi kan være gode forældre på forskellige måder. For det er vigtigt at pointere, at der ikke er én rigtig løsning. Men hendes og Pia Fris Laneths udtalelser viser med al tydelighed, at DR heller ikke denne gang har formået at finde eksperter, som reelt har sat sig ind i, hvad det vil sige at være hjemmegående anno 2020. Og hvorfor et stigende antal familier vælger den løsning. 

Jeg tør vove den påstand, at de færreste med ønsket om at gå hjemme har en illusion om ren idyl og sanselege dagen lang. Det er at negligere alvoren, når sådanne udtalelser ikke nuanceres.

Som hjemmegående kan jeg skrive under på, at det ikke er virkeligheden. Ej heller baggrunden for vores families valg.

Vi har valgt hjemmelivet, fordi vi lader vores nærvær og fravær med en enorm betydning, for at bruge Sara Alforts egne ord.

Når vi vælger hjemmelivet, er det netop for børnenes skyld. Fordi vi er blevet mere bevidste om, hvad tilknytning betyder, og hvor ringe det – på grund af helt uacceptable normeringer og krav – står til i mange af landets institutioner. 

Vores valg er, som Mie Leonhardt Husum Rinken også udtrykker det så fint i programmet, ikke et fravalg af det virkelige liv, men et tilvalg af en anden livsstil, som giver meget mere mening. For os.

Jeg kan godt garantere, at det er de færreste hjemmegående, der ønsker at rulle samfundsudviklingen tilbage, sådan som det i debatter – og til en vis grad også i programmet her – bliver anført som et modargument for, og skræmmebillede i forhold til, hjemmelivet. 

Vi skal i min optik væk fra den forældede tankegang, der handler om, at det kun er mødre, der kan være hjemmegående, at et tilvalg af hjemmelivet vil sætte udviklingen og kvinderne tilbage til en dunkel fortid, og at vores økonomi ikke kan bære det.

Det danske samfund er bygget op om en model, hvor både kvinder og mænd er på arbejdsmarkedet. Vi har ikke råd til andet, lyder det. Men måske vi i stedet skal spørge, om det er det bedste for børnene? Om vi på sigt har råd til en model, hvor omsorg udliciteres, men ikke prioriteres. Om vi skal tilbyde vores børn, der synes mere pressede og mere stressede end nogensinde før, et alternativ. 

Det er bydende nødvendigt at tale om virkeligheden, som den er, og ikke som det er mest belejligt. Fordi andet gør lidt for ondt eller prikker til en dårlig samvittighed.

Hjemmelivet er muligvis ikke for alle. Og fred være med det. Men vi er nødt til at kunne tale om muligheden, uden at det bliver set som en idyllisering af fortiden eller en kritik af dem, der gør det anderledes.

Vi skal kunne tale om hjemmelivet på en måde, der giver mening, og ud fra det perspektiv, der har betydning.

Vores børns. 

Dette indlæg er udtryk for mine egne holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til mig på marta@foedslen.dk.

Kære forældre: Ved I egentlig, hvor meget tid, vi bruger på andet end jeres børn?

DEBAT

Kære forældre: Ved I egentlig, hvor meget tid, vi bruger på andet end jeres børn?

Ifølge pædagog Lonnie Junge Jensen er det vigtigt at huske på alle de andre opgaver pædagoger i dag laver, når vi taler minimumsnormeringer.

22. november 2019 | Af Lonnie Junge Jensen | Foto: Alexandr Podvalny, Unsplash

En del af problematikken handler om normeringer. En anden overset problematik er de mange arbejdsopgaver, der ligger udover det nære arbejde med børnene. De færreste har en viden om, hvor mange arbejdsopgaver, der reelt er, skriver pædagog Lonnie Junge Jensen.

Lonnie Junge Jensen er uddannet pædagog og har arbejdet i daginstitutionsverdenen i 20 år. Tidligere på året stoppede hun dog arbejdet på gulvet på grund af en arbejdsskade. Lonnie Junge Jensen medvirkede i dokumentaren Eksperimentet med vores børn. Her var hun en af del af pædagogkoret, der udtalte sig om forholdene i institutioner mere generelt.

Så du TV 2-dokumentaren Eksperimentet med vores børn? Blev du bekymret for dit eget barns dagligdag i vuggestuen eller børnehaven? Eller trøster du dig med, at i lige netop dit barns institution er alting bedre?

Det kan jeg som tidligere pædagog desværre ikke love dig.

I stedet er jeg nødt til at understrege, at jeg er dybt bekymret for børnenes trivsel og udvikling. Både her og nu, men særligt også på sigt.

Hver eneste dag møder vi pædagoger ind med intentionen om at give børn og forældre den bedst mulige dag under de givne vilkår. Vi gør vores absolut bedste. Men som normeringerne ser ud nu, kan vi ikke undgå, at børn lades alene og skal klare sig på egen hånd i situationer, hvor de skulle have haft en nær voksens hjælp. Som det ser ud nu, skal vi som pædagoger dagligt gå på kompromis med både vores faglighed og vores hjerter, og vi arbejder under en dagtilbudslov, som vi ikke længere kan opfylde.

Børn, der går i vuggestue og børnehave, er dybt afhængige af voksne. Deres hjerner og nervesystem er endnu ikke udviklet til at kunne regulere sig selv. De har behov for og krav på, at jeg som pædagog er tilgængelig, nærværende og rolig og ikke pludselig er væk, når de har brug for mig.

“Som det ser ud nu, skal vi som pædagoger dagligt gå på kompromis med både vores faglighed og vores hjerter, og vi arbejder under en dagtilbudslov, som vi ikke længere kan opfylde.”

 
Lonnie Junge Jensen

De har brug for tryghed, Og det skabes blandt andet ved, at nære modne voksne, som barnet har en tæt tilknytning til, har tid og faglighed til at imødekomme dets behov, ikke bare indimellem, men hver gang.

Som det ser ud nu, får børnene ikke den omsorg og det nærvær, de har brug for og krav på. Det skærer i mit og mine tidligere kollegaers hjerter hver eneste gang, vi tvinges til at skulle foretage helt urimelige prioriteringer imellem børn. Vi ved, hvad konsekvensen er både nu og på sigt.

Vores politikere synes blinde for alvoren i dette. I stedet gemmer de sig bag misvisende statistikker, resultater af tilfredshedsundersøgelser og manglede økonomi. De kaster ansvaret ud i kommunerne.

“Som det ser ud nu, får børnene ikke den omsorg og det nærvær, de har brug for og krav på.”

 
Lonnie Junge Jensen

En del af problematikken handler om normeringer. En anden vigtig og overset problematik er de mange arbejdsopgaver, der ligger udover det nære arbejde med børnene. De færreste – udover pædagogerne selv – har en viden om, hvor mange arbejdsopgaver, der reelt er. Og antallet er stødt stigende.

Vi bruger omkring halvdelen af tiden på andre opgaver. Det betyder ikke, vi nødvendigvis er væk fra stuen halvdelen af tiden, men vi løser andre opgaver, der gør, at vi ikke er 100 procent tilgængelige for børnene.

Dette er et overset problem, og vi kommer ikke til at mærke den anbefalede minimumsnormering på gulvet, hvis vi ikke tager hånd om de mange meningsløse opgaver, som ikke er til gavn for børnene

Når vi skal sikre, at der rent faktisk er en pædagog til stede til – og ikke mindst tilgængelig for – seks børn i børnehaven og en til tre i vuggestuen, så er det en forudsætning, at pædagogerne ikke skal løse andre opgaver samtidigt, sådan som de gør det i dag.

Det skal vores politikere vågne op og forstå. Og det skal du som forældre, der kæmper for minimumsnormeringer, være opmærksom på.

Minimumsnormeringer er blot er et absolut minimum til at sikre børns muligheder for trivsel og udvikling. Og selv med en minimumsnormering er dette ikke sikret.

Pædagog Lonnie Junge Jensen mener, der er for mange opgaver, der ikke handler om børnene og omsorg.

Pædagog Lonnie Junge Jensen mener, der er for mange opgaver, der ikke handler om børnene og omsorg. Foto: Privat

Forstå mig ret: Vi skal blive ved at kæmpe for minimumsnormeringer, men vi skal gøre det rigtigt, så vi ikke ender med at skyde os selv i foden. Bureau 2000 har i år udgivet en analyse, der viser den reelle personalefordeling og er med til at understrege, hvorfor debatten om normeringer hurtigt bliver kompleks. Vi skal derfor i samme ombæring kæmpe for en ny normeringsopgørelse. En opgørelse, der giver forældre, forskere, interesseorganisationer, fagpersoner, journalister og beslutningstagere en fælles definition – og dermed forståelse – af normering. En opgørelse, hvor køkkenpersonale, ledere, vikarer, langtidssyge med flere ikke tæller med. En opgørelse, hvor pædagoger er trukket ud, når vi holder ferie, afspadserer, er syge, holder pauser og har andet arbejde.

Minimumsnormeringer skal gælde hele dagen. Og vi pædagoger skal have mulighed for at udøve det arbejde, børnene har behov for.

Vi pædagoger vil ikke reduceres til opsynsmænd og børnepassere. Vi vil udføre det omsorgs- og relationsarbejde, vi er uddannede til og brænder for. Det vil vi, fordi børn fortjener det bedste i de timer, de må undvære deres forældre, der går på arbejde.

“Minimumsnormeringer skal gælde hele dagen. Og vi pædagoger skal have mulighed for at udøve det arbejde, børnene har behov for.”

 
Lonnie Junge Jensen

Der skal handles NU. Vi har hverken tid eller råd til at vente.

DEBAT

Kære forældre: Ved I egentlig, hvor meget tid, vi bruger på andet end jeres børn?

Ifølge pædagog Lonnie Junge Jensen er det vigtigt at huske på alle de andre opgaver pædagoger i dag laver, når vi taler minimumsnormeringer.

22. november 2019 | Af Lonnie Junge Jensen | Foto: Alexandr Podvalny, Unsplash

 

En del af problematikken handler om normeringer. En anden overset problematik er de mange arbejdsopgaver, der ligger udover det nære arbejde med børnene. De færreste har en viden om, hvor mange arbejdsopgaver, der reelt er, skriver pædagog Lonnie Junge Jensen.

Lonnie Junge Jensen er uddannet pædagog og har arbejdet i daginstitutionsverdenen i 20 år. Tidligere på året stoppede hun dog arbejdet på gulvet på grund af en arbejdsskade. Lonnie Junge Jensen medvirkede i dokumentaren Eksperimentet med vores børn. Her var hun en af del af pædagogkoret, der udtalte sig om forholdene i institutioner mere generelt.

Så du TV 2-dokumentaren Eksperimentet med vores børn? Blev du bekymret for dit eget barns dagligdag i vuggestuen eller børnehaven? Eller trøster du dig med, at i lige netop dit barns institution er alting bedre?

Det kan jeg som tidligere pædagog desværre ikke love dig.

I stedet er jeg nødt til at understrege, at jeg er dybt bekymret for børnenes trivsel og udvikling. Både her og nu, men særligt også på sigt.

Hver eneste dag møder vi pædagoger ind med intentionen om at give børn og forældre den bedst mulige dag under de givne vilkår. Vi gør vores absolut bedste. Men som normeringerne ser ud nu, kan vi ikke undgå, at børn lades alene og skal klare sig på egen hånd i situationer, hvor de skulle have haft en nær voksens hjælp. Som det ser ud nu, skal vi som pædagoger dagligt gå på kompromis med både vores faglighed og vores hjerter, og vi arbejder under en dagtilbudslov, som vi ikke længere kan opfylde.

Børn, der går i vuggestue og børnehave, er dybt afhængige af voksne. Deres hjerner og nervesystem er endnu ikke udviklet til at kunne regulere sig selv. De har behov for og krav på, at jeg som pædagog er tilgængelig, nærværende og rolig og ikke pludselig er væk, når de har brug for mig.

“Som det ser ud nu, skal vi som pædagoger dagligt gå på kompromis med både vores faglighed og vores hjerter, og vi arbejder under en dagtilbudslov, som vi ikke længere kan opfylde.”

 
Lonnie Junge Jensen

De har brug for tryghed, Og det skabes blandt andet ved, at nære modne voksne, som barnet har en tæt tilknytning til, har tid og faglighed til at imødekomme dets behov, ikke bare indimellem, men hver gang.

Som det ser ud nu, får børnene ikke den omsorg og det nærvær, de har brug for og krav på. Det skærer i mit og mine tidligere kollegaers hjerter hver eneste gang, vi tvinges til at skulle foretage helt urimelige prioriteringer imellem børn. Vi ved, hvad konsekvensen er både nu og på sigt.

Vores politikere synes blinde for alvoren i dette. I stedet gemmer de sig bag misvisende statistikker, resultater af tilfredshedsundersøgelser og manglede økonomi. De kaster ansvaret ud i kommunerne.

“Som det ser ud nu, får børnene ikke den omsorg og det nærvær, de har brug for og krav på.”

 
Lonnie Junge Jensen

En del af problematikken handler om normeringer. En anden vigtig og overset problematik er de mange arbejdsopgaver, der ligger udover det nære arbejde med børnene. De færreste – udover pædagogerne selv – har en viden om, hvor mange arbejdsopgaver, der reelt er. Og antallet er stødt stigende.

Vi bruger omkring halvdelen af tiden på andre opgaver. Det betyder ikke, vi nødvendigvis er væk fra stuen halvdelen af tiden, men vi løser andre opgaver, der gør, at vi ikke er 100 procent tilgængelige for børnene.

Dette er et overset problem, og vi kommer ikke til at mærke den anbefalede minimumsnormering på gulvet, hvis vi ikke tager hånd om de mange meningsløse opgaver, som ikke er til gavn for børnene

Når vi skal sikre, at der rent faktisk er en pædagog til stede til – og ikke mindst tilgængelig for – seks børn i børnehaven og en til tre i vuggestuen, så er det en forudsætning, at pædagogerne ikke skal løse andre opgaver samtidigt, sådan som de gør det i dag.

Det skal vores politikere vågne op og forstå. Og det skal du som forældre, der kæmper for minimumsnormeringer, være opmærksom på.

Minimumsnormeringer er blot er et absolut minimum til at sikre børns muligheder for trivsel og udvikling. Og selv med en minimumsnormering er dette ikke sikret.

Pædagog Lonnie Junge Jensen mener, der er for mange opgaver, der ikke handler om børnene og omsorg.

Pædagog Lonnie Junge Jensen mener, der er for mange opgaver, der ikke handler om børnene og omsorg. Foto: Privat

Forstå mig ret: Vi skal blive ved at kæmpe for minimumsnormeringer, men vi skal gøre det rigtigt, så vi ikke ender med at skyde os selv i foden. Bureau 2000 har i år udgivet en analyse, der viser den reelle personalefordeling og er med til at understrege, hvorfor debatten om normeringer hurtigt bliver kompleks. Vi skal derfor i samme ombæring kæmpe for en ny normeringsopgørelse. En opgørelse, der giver forældre, forskere, interesseorganisationer, fagpersoner, journalister og beslutningstagere en fælles definition – og dermed forståelse – af normering. En opgørelse, hvor køkkenpersonale, ledere, vikarer, langtidssyge med flere ikke tæller med. En opgørelse, hvor pædagoger er trukket ud, når vi holder ferie, afspadserer, er syge, holder pauser og har andet arbejde.

Minimumsnormeringer skal gælde hele dagen. Og vi pædagoger skal have mulighed for at udøve det arbejde, børnene har behov for.

Vi pædagoger vil ikke reduceres til opsynsmænd og børnepassere. Vi vil udføre det omsorgs- og relationsarbejde, vi er uddannede til og brænder for. Det vil vi, fordi børn fortjener det bedste i de timer, de må undvære deres forældre, der går på arbejde.

“Minimumsnormeringer skal gælde hele dagen. Og vi pædagoger skal have mulighed for at udøve det arbejde, børnene har behov for.”

 
Lonnie Junge Jensen

Der skal handles NU. Vi har hverken tid eller råd til at vente.


FAKTA: Det bruger vi pædagoger også tid på

Udover det daglige omsorgsarbejde for børnene på vores stuer og i husene generelt bruger vi også tid på blandt andet dette:
Indhente ferieoplysninger fra forældre
Deltage i diverse ad hoc grupper i institutionen
Studerende
Bestille vikarer
Afholde fødselsdage
Lave fødselsdagsgaver og afskedsgaver
Lave børnenes bøger
Passe telefonen på egen stue og nogle gange på andre
Hjælpe forældre med at lede efter forsvundne ting
Efterlyse forsvundne ting
Lede efter rent/tørt tøj eller tøj, der passer til vejret, hvis ikke der er sørget for at børnene har det med i institutionen
Telefonopkald fra sælgere
Snak/info ved aflevering og afhentning af børn
Ekstra snakke med forældre, hvor man går fra stuen, hvis ikke barnet/børnene eller andre forældre skal høre det
Møder med forældre, der skal forberedes og afholdes
Renskrivning af referater fra diverse møder
Forberedelse af MUS samtaler
Sortere og svare på mail/post
Info til medhjælper om institutionens pædagogik
Handleplaner
Motorisk arbejde med børn enkeltvis
Opstartssamtaler og indkøring af nye børn
Overleveringssamtaler, når barnet skal i børnehave
Afsluttende samtale inden barnets skolestart
Indgive ønsker for ferieafspadsering
Forberedelse af pædagogiske møder og pædagogiske dage
Videregivelse af info til kollegaer fra møder og hverdagen
Se, om der er beskeder fra forældre på tjek ind
Tjekke børn ind og ud for forældre, som glemmer det eller ikke kunne på grund af systemnedbrud
Indhentning af svar på tilmeldelser til diverse arrangementer
Indhentning af eventuelle lægeerklæringer på børn, nye telefonnumre og adresser
Forberedelse og afholdelse af stuemøder og handling derpå
Oprydning af forskellig art
Legepladsdagsdage, bedsteforældredage, julearrangementer, sommerfest og lignende, som skal planlægges afholdes og evalueres
Indgive punkter til kollegaer, der sidder med i forældrebestyrelsen
Beskeder til pedel om, hvad der skal laves
Sørge for at diverse ting kommer til reparation
Vask og sammenlægning af tøj
Dække og tømme rulleborde tre gange om dagen
Ordne køkken
Bestilling af varer
Udarbejdelse af ugeplaner
Planlægning af ture
Indkøb af legetøj
Sørge for at forældre har det med til deres børn, som der forventes af dem

Dette indlæg er udtryk for Lonnie Junge Jensens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Hvorfor skal vi lyve om, hvordan børn har det i landets institutioner?

DEBAT

Hvorfor skal vi lyve om, hvordan børn har det i landets institutioner?

Kira Dechau normeringer

28. august 2019 | Af Kira Dechau | Foto: Privat

Jeg oplever, mange forældre, der har haft deres hverdag i en dansk vuggestue, ikke vil sende deres egne børn afsted. Jeg føler, vi ved noget. Noget, vi helst ikke må tale om, skriver Kira Dechau. 

Kira Dechau er pædagogstuderende og har været medhjælper i både vuggestue og børnehave de seneste 10 år. Hun har i øjeblikket orlov og passer sin datter hjemme. Hendes indlæg blev første gang bragt på hendes instagramprofil Kiradechau.

Thora skal ikke i vuggestue. Mange vil tænke; ”hvorfor dog ikke det? Det gør man jo”, og mange andre vil tænke; ”nej, selvfølgelig skal hun ikke det”.

Jeg kender mange, der hjemmepasser og som derfor er helt på bølgelængde med mine tanker og følelser omkring vuggestuer. Rigtig mange af dem er, interessant nok, uddannet inden for det pædagogiske område eller har arbejdet i daginstitution.

Jeg oplever, at rigtig mange forældre, som har haft deres hverdag i en dansk vuggestue, enten slet ikke vil sende deres egne børn afsted eller i hvert fald vil minimere tiden brugt der så meget som overhovedet muligt. Jeg kan ikke lade være med at føle, at vi ved noget. Noget, de andre ikke ved. Noget, vi helst ikke må tale om. Noget hemmeligt og forbudt.

Men hvorfor er det så hemmeligt? Hvorfor skal vi ligefrem lyve? For ja, jeg er blevet bedt, helt direkte, om at lyve. Jeg har derudover følt mig truet og intimideret til dagligt at pynte på sandheden og give forældrene indtryk af, at stedet, de afleverer deres børn, er noget, det ikke er: Nemlig godt. Eller bare godt nok.

Og det er ikke godt nok, langt fra.

Men hvad er godt nok? Hvad har små børn reelt brug for? Og kan vi overhovedet skabe vuggestuer, som kan imødekomme så små børns store behov? Og må vi tale om det?

Jeg arbejder ikke i daginstitution mere. Jeg behøver ikke lyve eller holde på den store hemmelighed længere. Alligevel tager jeg mig selv i at hoppe tilbage i tavshedskulturen igen og igen. Det er ikke længere min leder eller kommunen, jeg arbejder i, jeg skal være bange for. Jeg skal ikke være bange for at blive fyret eller få voksen-skældud på kontoret. Men vi lever stadig i en kultur, der er så enormt afhængig af daginstitutionerne og hele konceptet omkring at få passet sine børn ude, at det for mange forældre er helt uhørt, og en umulig tanke, at de skulle kunne tage deres børn hjem. Og vi må ikke såre dem og gøre dem kede af det. Vi må ikke ”momshame”, og vi må ikke give forældrene dårlig samvittighed.

Og nej, selvfølgelig ikke. Det er aldrig intentionen, det er det sidste, jeg vil. Jeg tror på, at forældre vil deres børn det absolut bedste, og gør det bedste, de kan. Men hvordan skal de vide, at det ikke er godt nok, hvis vi bliver ved med at lyve, snakke uden om og pynte på sandheden? Hvis vi bliver ved med at sige; ”han har haft en god dag”, selvom vi reelt ikke ved det og dårligt har udvekslet ord eller kropskontakt med barnet – for han har jo ikke grædt og er ikke kommet til skade. Og det er ”godt nok”, har vi besluttet i dette institutionaliserede samfund, trods vores faglighed og pædagogiske viden fortæller os noget andet.

Vi må ud af den her tavshedskultur, selvom det betyder sårede og vrede forældre. For de SKAL være vrede, deres børn bliver ikke behandlet godt nok. Bare husk, at det ikke er den enkelte pædagog, vreden skal rettes mod. Det er hele vores kultur.

Og hvis du er vred, så husk det, når du skal sætte din stemme, og når der er demonstrationer for minimumsnormeringer og bedre forhold i vores daginstitutioner.

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Hvorfor skal vi lyve om, hvordan børn har det i landets institutioner?

Kira Dechau normeringer

28. august 2019 | Af Kira Dechau | Foto: Privat

Jeg oplever, mange forældre, der har haft deres hverdag i en dansk vuggestue, ikke vil sende deres egne børn afsted. Jeg føler, vi ved noget. Noget, vi helst ikke må tale om, skriver Kira Dechau. 

Kira Dechau er pædagogstuderende og har været medhjælper i både vuggestue og børnehave de seneste 10 år. Hun har i øjeblikket orlov og passer sin datter hjemme. Hendes indlæg blev første gang bragt på hendes instagramprofil Kiradechau.

Thora skal ikke i vuggestue. Mange vil tænke; ”hvorfor dog ikke det? Det gør man jo”, og mange andre vil tænke; ”nej, selvfølgelig skal hun ikke det”.

Jeg kender mange, der hjemmepasser og som derfor er helt på bølgelængde med mine tanker og følelser omkring vuggestuer. Rigtig mange af dem er, interessant nok, uddannet inden for det pædagogiske område eller har arbejdet i daginstitution.

Jeg oplever, at rigtig mange forældre, som har haft deres hverdag i en dansk vuggestue, enten slet ikke vil sende deres egne børn afsted eller i hvert fald vil minimere tiden brugt der så meget som overhovedet muligt. Jeg kan ikke lade være med at føle, at vi ved noget. Noget, de andre ikke ved. Noget, vi helst ikke må tale om. Noget hemmeligt og forbudt.

Men hvorfor er det så hemmeligt? Hvorfor skal vi ligefrem lyve? For ja, jeg er blevet bedt, helt direkte, om at lyve. Jeg har derudover følt mig truet og intimideret til dagligt at pynte på sandheden og give forældrene indtryk af, at stedet, de afleverer deres børn, er noget, det ikke er: Nemlig godt. Eller bare godt nok.

Og det er ikke godt nok, langt fra.

Men hvad er godt nok? Hvad har små børn reelt brug for? Og kan vi overhovedet skabe vuggestuer, som kan imødekomme så små børns store behov? Og må vi tale om det?

Jeg arbejder ikke i daginstitution mere. Jeg behøver ikke lyve eller holde på den store hemmelighed længere. Alligevel tager jeg mig selv i at hoppe tilbage i tavshedskulturen igen og igen. Det er ikke længere min leder eller kommunen, jeg arbejder i, jeg skal være bange for. Jeg skal ikke være bange for at blive fyret eller få voksen-skældud på kontoret. Men vi lever stadig i en kultur, der er så enormt afhængig af daginstitutionerne og hele konceptet omkring at få passet sine børn ude, at det for mange forældre er helt uhørt, og en umulig tanke, at de skulle kunne tage deres børn hjem. Og vi må ikke såre dem og gøre dem kede af det. Vi må ikke ”momshame”, og vi må ikke give forældrene dårlig samvittighed.

Champs of Denmark

Og nej, selvfølgelig ikke. Det er aldrig intentionen, det er det sidste, jeg vil. Jeg tror på, at forældre vil deres børn det absolut bedste, og gør det bedste, de kan. Men hvordan skal de vide, at det ikke er godt nok, hvis vi bliver ved med at lyve, snakke uden om og pynte på sandheden? Hvis vi bliver ved med at sige; ”han har haft en god dag”, selvom vi reelt ikke ved det og dårligt har udvekslet ord eller kropskontakt med barnet – for han har jo ikke grædt og er ikke kommet til skade. Og det er ”godt nok”, har vi besluttet i dette institutionaliserede samfund, trods vores faglighed og pædagogiske viden fortæller os noget andet.

Vi må ud af den her tavshedskultur, selvom det betyder sårede og vrede forældre. For de SKAL være vrede, deres børn bliver ikke behandlet godt nok. Bare husk, at det ikke er den enkelte pædagog, vreden skal rettes mod. Det er hele vores kultur.

Og hvis du er vred, så husk det, når du skal sætte din stemme, og når der er demonstrationer for minimumsnormeringer og bedre forhold i vores daginstitutioner.

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.