Jeg troede, mænd og kvinder kunne det samme – så blev min datter født

FADERSKAB

Jeg troede, mænd og kvinder kunne det samme – så blev min datter født  

Da Tobias Anker Stripp blev far, måtte han revurdere sit syn på det biologiske køn. Det var udfordrende, men også lærerigt.

1. maj 2023 | Af Tobias Anker Stripp | Foto: Privat

Da Tobias Anker Stripp blev far, måtte han revurdere sit syn på det biologiske køn. Det var udfordrende, men også lærerigt.

Tobias Anker Stripp er læge, reiki-healer og forsker. Han er aktuelt phd.-studerende på Syddansk Universitet, hvor han forsker i eksistentiel og åndelig omsorg, sammenhænge mellem tro og helbred samt nærdødsoplevelser. Læs mere her eller følg han på Instagram.

Indtil min datter kom til verden en kold oktobernat sidste år, havde jeg levet med en forestilling om, at mænd og kvinder kunne det samme. Både mentalt og socialt havde jeg i flere år arbejdet aktivt på at forsøge at nedbryde den betydning, jeg gav mit biologiske køn.

Jeg følte også, at jeg – efter en større eksistentiel krise – var et sted, hvor jeg endelig havde en klar ide om, hvor jeg var på vej hen i mit liv, hvad der var vigtigt for mig, og hvad der var det største formål for mig i mit liv.

Men alle disse forestillinger fik min datter rusket godt og grundigt op i.

Allerede i graviditeten måtte jeg sande, at min hustru langt hurtigere end jeg var klar til at italesætte og forberede fødslen, fordi hun så tydeligt mærkede graviditeten og forandringerne på egen krop.

Men selve fødslen, der var en både voldsom og fantastisk oplevelse, satte en tyk streg under dette.

Som mand var der jo nogle ting, jeg ikke kunne rent biologisk. For mig var det derfor en vekselvirkning mellem, at jeg følte mig helt og aldeles overflødig for dernæst at mærke, at jeg var helt nødvendig. Der var en naturgiven ansvarsfordeling, som jeg ikke kunne påvirke, hvor end jeg gerne ville.

Jeg kunne ikke føde min datter – det var min hustrus opgave. Jeg kunne ikke tage smerten, men trykke i lænden, hver gang der kom en ve, og jeg kunne støtte, opmuntre og hente snacks, som ikke blev spist – det var min opgave.

Det var en stærk, men også udfordrende forudsætning at læne sig ind i, og en meget livsændrende oplevelse på mange planer.

Jeg måtte sande, at der – trods mine ihærdige forsøg på at nedbryde mine normative mentale konstruktioner om køn – for mig er forskel på mænd og kvinder. Og at forældreskabet – og især undfangelse, graviditet og fødsel – måske er de områder i menneskelivet, hvor den biologiske forskel er tydeligst. Under transformationen til far oplevede jeg for alvor, at vi – mænd og kvinder – er udstyret med forskellige evner her i verden.

“Jeg måtte sande, at der – trods mine ihærdige forsøg på at nedbryde mine normative mentale konstruktioner om køn – for mig er forskel på mænd og kvinder. Og at forældreskabet – og især undfangelse, graviditet og fødsel – måske er de områder i menneskelivet, hvor den biologiske forskel er tydeligst.”

 
Tobias Anker Stripp

Selvfølgelig kan forskellen på mænd og kvinder variere, og der er nogle stereotyper, der bestemt ikke er frugtbare og ofte decideret destruktive at holde fast i og misbruge til forskellige formål. Det er også klart, at verden i dag kan se ud på mange måder, som ikke er så domineret af de biologiske forudsætninger, og at man kan have familier i mange forskellige konstellationer, som ikke er relateret til biologisk køn, ligesom der kan være individuelle variationer og mange frihedsgrader i, hvordan man bevæger sig ind over de forskellige køns virkeområder. Både når det kommer til fysisk væren, åndelig kapacitet og det seksuelle.

Men for mig – og også min hustru – ramte det her med de biologiske roller på en måde, vi ikke havde forudset. Og for mig var det en stor udfordring at komme overens med de roller, der var os givet i starten af min datters liv.

For godt nok var vi begge meget opmærksomme på, at min datter og jeg havde meningsfyldt samvær, når jeg var hjemme. Og jeg brugte meget tid på at have hende nøgen på mit bryst, trøste og putte, ligesom jeg oplevede det som noget helt specielt og meget rørende, når jeg kunne give hende flaske, de gange min hustru ikke var hjemme. Men igen havde min hustru en anden opgave – som jeg ikke kunne løse. Min opgave var at gå på arbejde. Hendes opgave var at passe og amme vores datter.

Til gengæld havde jeg en frihed, som min hustru ikke oplevede.

“For mig – og også min hustru – ramte det her med de biologiske roller på en måde, vi ikke havde forudset. Og for mig var det en stor udfordring at komme overens med de roller, der var os givet i starten af min datters liv”

 
Tobias Anker Stripp

Jeg kunne tage på arbejde og drikke en kop kaffe i en pause uden at blive afbrudt, eller jeg kunne let cykle forbi en kammerat.

De privilegier havde min hustru ikke. Hun var mere ”bundet” af vores datter, og på mange måder oplevede jeg, at grænserne mellem dem blev fuldstændig udviskede.

For når man aldrig er alene med sig selv og sit eget energifelt, er det meget svært at adskille sig selv fra andre og identificere, hvordan man egentlig har det. Hun havde derfor en stor længsel efter frihed og det at mærke sig selv.

Samtidig var det jo heller ikke kun vores datter, der trak i hende. Når jeg var hjemme, ønskede jeg også samvær og kontakt – både seksuelt eller på andre måder. Hvilket hun slet ikke havde noget at give af, fordi hun hele tiden gav noget til andre og aldrig havde noget til sig selv.

“Samtidig var det jo heller ikke kun vores datter, der trak i hende. Når jeg var hjemme, ønskede jeg også samvær og kontakt – både seksuelt eller på andre måder.”

 
Tobias Anker Stripp

Det var hårdt og gav anledning til konflikter og forhandlinger om frihed og søvn, vi ikke havde kunnet forudsige, selvom vi havde talt meget om det her med de biologiske roller, inden vi blev forældre. Men der har været så mange ting, vi ikke har været bevidste om, før det ligesom ramte.

I dag er vi de erfaringer rigere. Og de biologiske forudsætninger, som jeg oplevede udspille sig og var særligt tydelige i forbindelse med fødslen – men også i starten af min datters liv – har været vigtige for mig at blive mindet om. Det har været en interessant proces at opleve, at vi – mænd og kvinder – hver især har et ansvarsområde, og på den måde komme tilbage fra den kønsløse tilstand, hvor jeg tænkte, at vi kunne det samme.

Det er klart at nogle at opgaverne var vores egne beslutninger. Man kan jo fx som mand i princippet godt give flaske fra barnets fødsel – det var bare ikke det, vi ønskede. Og især under graviditet og fødsel var de biologiske præmisser skåret i sten.

Jeg oplevede derfor, at min datters fødsel vendte op og ned på mine perspektiver, men også at mine prioriteringer i livet blev helt anderledes.

Nu er det pludselig ikke længere så vigtigt at lave karriere og tjene penge. Nu er det i højere grad nok bare at skulle være far, nyde min datter og se hendes liv vokse.

At blive far har tydeliggjort, hvor kort tid, vi egentlig har her på jorden. Om 60 år er jeg væk, og alt, jeg har udrettet, vil være glemt på et tidspunkt. Det eneste, jeg på en eller anden måde kan gøre, er at leve et liv, jeg nyder, og glæde mig over, at jeg har været med til at skabe noget, som altid vil være større end mig selv; nemlig mit barn.

FADERSKAB

Jeg troede, mænd og kvinder kunne det samme – så blev min datter født  

Da Tobias Anker Stripp blev far, måtte han revurdere sit syn på det biologiske køn. Det var udfordrende, men også lærerigt.

1. maj 2023 | Af Tobias Anker Stripp | Foto: Privat

 

Da Tobias Anker Stripp blev far, måtte han revurdere sit syn på det biologiske køn. Det var udfordrende, men også lærerigt.

Tobias Anker Stripp er læge, reiki-healer og forsker. Han er aktuelt phd.-studerende på Syddansk Universitet, hvor han forsker i eksistentiel og åndelig omsorg, sammenhænge mellem tro og helbred samt nærdødsoplevelser. Læs mere her eller følg han på Instagram.

Indtil min datter kom til verden en kold oktobernat sidste år, havde jeg levet med en forestilling om, at mænd og kvinder kunne det samme. Både mentalt og socialt havde jeg i flere år arbejdet aktivt på at forsøge at nedbryde den betydning, jeg gav mit biologiske køn.

Jeg følte også, at jeg – efter en større eksistentiel krise – var et sted, hvor jeg endelig havde en klar ide om, hvor jeg var på vej hen i mit liv, hvad der var vigtigt for mig, og hvad der var det største formål for mig i mit liv.

Men alle disse forestillinger fik min datter rusket godt og grundigt op i.

Allerede i graviditeten måtte jeg sande, at min hustru langt hurtigere end jeg var klar til at italesætte og forberede fødslen, fordi hun så tydeligt mærkede graviditeten og forandringerne på egen krop.

Men selve fødslen, der var en både voldsom og fantastisk oplevelse, satte en tyk streg under dette.

Som mand var der jo nogle ting, jeg ikke kunne rent biologisk. For mig var det derfor en vekselvirkning mellem, at jeg følte mig helt og aldeles overflødig for dernæst at mærke, at jeg var helt nødvendig. Der var en naturgiven ansvarsfordeling, som jeg ikke kunne påvirke, hvor end jeg gerne ville.

Jeg kunne ikke føde min datter – det var min hustrus opgave. Jeg kunne ikke tage smerten, men trykke i lænden, hver gang der kom en ve, og jeg kunne støtte, opmuntre og hente snacks, som ikke blev spist – det var min opgave.

Det var en stærk, men også udfordrende forudsætning at læne sig ind i, og en meget livsændrende oplevelse på mange planer.

Jeg måtte sande, at der – trods mine ihærdige forsøg på at nedbryde mine normative mentale konstruktioner om køn – for mig er forskel på mænd og kvinder. Og at forældreskabet – og især undfangelse, graviditet og fødsel – måske er de områder i menneskelivet, hvor den biologiske forskel er tydeligst. Under transformationen til far oplevede jeg for alvor, at vi – mænd og kvinder – er udstyret med forskellige evner her i verden.

“Jeg måtte sande, at der – trods mine ihærdige forsøg på at nedbryde mine normative mentale konstruktioner om køn – for mig er forskel på mænd og kvinder. Og at forældreskabet – og især undfangelse, graviditet og fødsel – måske er de områder i menneskelivet, hvor den biologiske forskel er tydeligst.”

 
Tobias Anker Stripp

Selvfølgelig kan forskellen på mænd og kvinder variere, og der er nogle stereotyper, der bestemt ikke er frugtbare og ofte decideret destruktive at holde fast i og misbruge til forskellige formål. Det er også klart, at verden i dag kan se ud på mange måder, som ikke er så domineret af de biologiske forudsætninger, og at man kan have familier i mange forskellige konstellationer, som ikke er relateret til biologisk køn, ligesom der kan være individuelle variationer og mange frihedsgrader i, hvordan man bevæger sig ind over de forskellige køns virkeområder. Både når det kommer til fysisk væren, åndelig kapacitet og det seksuelle.

Men for mig – og også min hustru – ramte det her med de biologiske roller på en måde, vi ikke havde forudset. Og for mig var det en stor udfordring at komme overens med de roller, der var os givet i starten af min datters liv.

For godt nok var vi begge meget opmærksomme på, at min datter og jeg havde meningsfyldt samvær, når jeg var hjemme. Og jeg brugte meget tid på at have hende nøgen på mit bryst, trøste og putte, ligesom jeg oplevede det som noget helt specielt og meget rørende, når jeg kunne give hende flaske, de gange min hustru ikke var hjemme. Men igen havde min hustru en anden opgave – som jeg ikke kunne løse. Min opgave var at gå på arbejde. Hendes opgave var at passe og amme vores datter.

Til gengæld havde jeg en frihed, som min hustru ikke oplevede.

“For mig – og også min hustru – ramte det her med de biologiske roller på en måde, vi ikke havde forudset. Og for mig var det en stor udfordring at komme overens med de roller, der var os givet i starten af min datters liv”

 
Tobias Anker Stripp

Jeg kunne tage på arbejde og drikke en kop kaffe i en pause uden at blive afbrudt, eller jeg kunne let cykle forbi en kammerat.

De privilegier havde min hustru ikke. Hun var mere ”bundet” af vores datter, og på mange måder oplevede jeg, at grænserne mellem dem blev fuldstændig udviskede.

For når man aldrig er alene med sig selv og sit eget energifelt, er det meget svært at adskille sig selv fra andre og identificere, hvordan man egentlig har det. Hun havde derfor en stor længsel efter frihed og det at mærke sig selv.

Samtidig var det jo heller ikke kun vores datter, der trak i hende. Når jeg var hjemme, ønskede jeg også samvær og kontakt – både seksuelt eller på andre måder. Hvilket hun slet ikke havde noget at give af, fordi hun hele tiden gav noget til andre og aldrig havde noget til sig selv.

“Samtidig var det jo heller ikke kun vores datter, der trak i hende. Når jeg var hjemme, ønskede jeg også samvær og kontakt – både seksuelt eller på andre måder.”

 
Tobias Anker Stripp

Det var hårdt og gav anledning til konflikter og forhandlinger om frihed og søvn, vi ikke havde kunnet forudsige, selvom vi havde talt meget om det her med de biologiske roller, inden vi blev forældre. Men der har været så mange ting, vi ikke har været bevidste om, før det ligesom ramte.

I dag er vi de erfaringer rigere. Og de biologiske forudsætninger, som jeg oplevede udspille sig og var særligt tydelige i forbindelse med fødslen – men også i starten af min datters liv – har været vigtige for mig at blive mindet om. Det har været en interessant proces at opleve, at vi – mænd og kvinder – hver især har et ansvarsområde, og på den måde komme tilbage fra den kønsløse tilstand, hvor jeg tænkte, at vi kunne det samme.

Det er klart at nogle at opgaverne var vores egne beslutninger. Man kan jo fx som mand i princippet godt give flaske fra barnets fødsel – det var bare ikke det, vi ønskede. Og især under graviditet og fødsel var de biologiske præmisser skåret i sten.

Jeg oplevede derfor, at min datters fødsel vendte op og ned på mine perspektiver, men også at mine prioriteringer i livet blev helt anderledes.

Nu er det pludselig ikke længere så vigtigt at lave karriere og tjene penge. Nu er det i højere grad nok bare at skulle være far, nyde min datter og se hendes liv vokse.

At blive far har tydeliggjort, hvor kort tid, vi egentlig har her på jorden. Om 60 år er jeg væk, og alt, jeg har udrettet, vil være glemt på et tidspunkt. Det eneste, jeg på en eller anden måde kan gøre, er at leve et liv, jeg nyder, og glæde mig over, at jeg har været med til at skabe noget, som altid vil være større end mig selv; nemlig mit barn.

LÆS OGSÅ

En fars fødselsberetning: Jeg er ikke i ekstase, jeg er bare lykkelig over, det endelig er overstået

FADERSKAB

En fars fødselsberetning: Jeg er ikke i ekstase, jeg er bare lykkelig over, det endelig er overstået

En fars fødselsberetning

20. april 2020 | Af Martin Arndal | Foto: Privat

 

Viklet ind i en lille dyne får jeg dig i armene. Nervøs for at tabe dig, dit skrøbelige lille væsen, står jeg helt stille på stuen, omringet af bevægelsen fra læger og sygeplejersker, der rydder op og tilser din mor. Her står vi, jeg med et stykke af mig selv i hænderne, og ser hinanden for første gang, skriver Martin Arndal om mødet med sit barn.

Martin Arndal er 27 år, pH.d.-studerende og hjemme med sit barn på 15 måneder. Du kan følge ham på instagramprofilen @noter.til.mit.barn, hvor han beskriver sin kones efterfødselsreaktion, og hvordan det var at blive far. Det er også her, de enkelte afsnit i dette indlæg første gang blev bragt.

 

Den 20. december 2018:

Din mor har veer.

Inde i soveværelset, inde i kroppen, hvor livmoderen bevæger sig, ligger din mor stille og trækker vejret, ind ud, jeg vasker gulv, vi har spist lasagne, jeg rydder op, ind ud, jeg kan mærke, det er snart, at du er på vej, ind ud.

Din mor har det stadig dårligt. I forgårs blev hun syg, roskildesyge, i to døgn har hun ikke sovet. I ni måneder har vi været påpasselige med, at en sygdom ikke ville tvinge dig ud før tid. Nu er du på vej, din mor har veer inde i soveværelset, sygdommen tvinger dig ud.

Den aften låser jeg cyklen op, da vi er blevet enige om at købe et termometer for at kunne monitorere din mors kropstemperatur. Midt på Vesterbrogade ligger et døgnapotek, det er mennesketomt, jeg trækker et nummer, det er koldt, jeg kører hjem igen, i mørket, jeg ringer, din mor har kastet op igen, men er okay.

Da jeg et par minutter senere træder ind ad døren, hører jeg en udmattet hulken fra soveværelset, jeg smider min jakke, og det, jeg har i hænderne. Der sidder hun, uendelig stor, højgravid, og alligevel så uendelig lille, knækket, tårer strømmende ned ad kinderne, ubevægelig på hug klemt inde mellem den afføring, hun ikke kunne holde tilbage, og spanden ud for hendes mund. Alene i mørket, knækket af den krop, der holder hende fanget.

Jeg hjælper din mor op fra gulvet, grædende og undskyldende, ud under bruseren, kigger på hende, fortæller hende ‘det er okay, det er ikke din skyld, okay?’.

I rådvildhed banker jeg på hos din farmor og spørger om hjælp, om hun kan gøre noget, jeg i min handlingslammelse ikke kan, tørre op, gøre rent efter sygdommen. Den næste times tid står stadig lidt uklart, jeg går tilbage til din mor i badet, holder om hende, passer på hende, prøver at samle hende op under det varme vand.

Veerne tager til, om lidt skal du fødes af din mor, svækket efter måneder med kvalme og ensomhed, udmattet efter sygdom.

Om lidt er det overstået, så er du hos os, så bliver alt godt igen.

 

Den 21. december 2018:

Din mor har veer, vi sidder i en taxa i myldretiden på vej til Hvidovre Hospital, og har veer, cirka hvert femte minut, klokken er lidt over halv tolv, solen står gul og højt på himmelen, vi holder for rødt og har veer.

Det organ, der har været dit hjem de seneste knap ni måneder, det hylster, der har omgivet hele dit lille legeme, er nu ved at skubbe dig ud, hjemme i lejligheden, i taxaen og på hospitalet, hvor vi er blevet indlogeret på en lille stue med store vinduer, fyldt med instrumenter, tasker med kiks, bananer, juice, apparater.

Din puls er lav og skal monitoreres af et blåt bælte, jordemoderen spænder ud over din mors spændte mave. Du ligger stille og skævt i bækkenet, du er stjernekigger. Timerne går. Din mor presser, skriger, trækker vejret, ind ud, ved toppen af hver sammentrækning ser jeg toppen af dit hoved, ud ind, blåt blodigt blegt, veer, presser, skriger. Timerne går.

Omkring kvart i ni presser din mor dit hoved ud i en enkel sammentrækning, dit blå, lille, hævede ansigt vendt mod mit, med lukkede rolige øjne, i den næste hele din krop.

I samme øjeblik, du forlader livmoderen, din mor, bliver du ført op mod det sterile lys, viklet ind i din navlestreng, ubevægelig, viklet ud og lagt på et bord i hjørnet af stuen tættest på os. Jeg holder din mor i hånden, stryger hende over håret, spørger lægerne, om du er okay, kigger på din mor og fortæller, at du får en iltmaske på, at dine lunger skal foldes ud, så du kan trække vejret selv, at personalet virker ubekymrede.

En fars fødselsberetning

Martin Arndal med sit nyfødte barn. Foto: Privat

Jeg er ikke bange, jeg er ikke i ekstase, jeg er bare lykkelig over, at det endelig er overstået, at din mor ikke skal være gravid længere, at fødslen er slut, at hun ikke skal lide længere, at alt nu kan blive godt igen.

Viklet ind i en lille dyne får jeg dig i armene. Nervøs for at tabe dig, dit skrøbelige lille væsen, står jeg helt stille på stuen, omringet af bevægelsen fra læger og sygeplejersker, der rydder op og tilser din mor. Her står vi, jeg med et stykke af mig selv i hænderne, og ser hinanden for første gang. Jeg ser dig, jeg holder dig, nervøsiteten i min krop giver dig tilbage til lægen, der afleverer dig på din mors bryst, der ligger du, der dier du, mit barn.

 

Den 22. december 2018:

Ud på natten træder en portør ind på stuen, tager fat i den store seng, hvori du ligger på din mor, skubber den ud på gangen og ind i elevatoren, der fører op til barselsafsnittet, hvor vi bliver indlogeret. På værelset er der plads til jeres seng, en sofa tilegnet pårørende, et puslebord og en gennemsigtig krybbe, begge til dig. Her er ingen overflødige genstande, her har alt en funktion. Kort tid efter kommer en sygeplejerske ind, udpeger skuffen med bleer og hylderne med bind og forlader os igen.

Her sidder vi så, på Hvidovre Hospital, ubevægelige, overvældede. Du er lige blevet født. Vi er lige blevet forældre. Du, der indtil nu blot har været et ønske, en forestilling, en bule på din mors mave, ligger nu på mit bryst og trækker vejret stille. Så lang en optakt, så kort en overgang. Jeg lukker øjnene, holder om din lille krop, indånder din søde duft, her er du endelig.

Du skal die igen, jeg løfter dig tilbage til din mor. Som på fødestuen er jeg mere rolig, når du ligger i din mors arme, hvor du er tryg, der er jeg tryg. Men alligevel er jeg draget mod dig. For selvom loven om gravitation foreskriver, at alle legemer med masse tiltrækkes af hinanden, og at de største tiltrækker de mindste, forholder det sig for os to omvendt. Hvor du er, må jeg også være.

Det er nat, vi er udmattede, din mor har ikke sovet i flere døgn.

Jeg ligger i mørket og prøver at forstå, hvad jeg lige har oplevet, hvad der er sket. I virkeligheden er en fødsel aldeles umenneskelig. Hos den fødende homo sapiens tilsidesættes netop det, vi forbinder med det essentielt menneskelige: den fornuftsbaserede handling er udskiftet med livmoderens mekanisk-dyriske aktivitet, og det komplekse talesprog er udskiftet med primatskrig. Men alligevel synes dette at være det allermest menneskelige. Den udfoldelse, der binder generationer af generationer sammen, uanset forskelligheder. Den adskillelse, der er nødvendig for, at vi kan samles. Det, der gør, at du lige nu ligger og sover i din mors armhule, bag det lave gitter, der omkranser jeres smalle seng. 

Der er stille på stuen. Jeg lytter efter dit åndedræt, jeg ved, det er der et sted. Efter nogen tid fanger jeg det og falder i søvn.

FADERSKAB

En fars fødselsberetning: Jeg er ikke i ekstase, jeg er bare lykkelig over, det endelig er overstået

En fars fødselsberetning

20. april 2020 | Af Martin Arndal | Foto: Privat

 

Viklet ind i en lille dyne får jeg dig i armene. Nervøs for at tabe dig, dit skrøbelige lille væsen, står jeg helt stille på stuen, omringet af bevægelsen fra læger og sygeplejersker, der rydder op og tilser din mor. Her står vi, jeg med et stykke af mig selv i hænderne, og ser hinanden for første gang, skriver Martin Arndal om mødet med sit barn.

Martin Arndal er 27 år, pH.d.-studerende og hjemme med sit barn på 15 måneder. Du kan følge ham på instagramprofilen @noter.til.mit.barn, hvor han beskriver sin kones efterfødselsreaktion, og hvordan det var at blive far. Det er også her, de enkelte afsnit i dette indlæg første gang blev bragt.

 

Den 20. december 2018:

Din mor har veer.

Inde i soveværelset, inde i kroppen, hvor livmoderen bevæger sig, ligger din mor stille og trækker vejret, ind ud, jeg vasker gulv, vi har spist lasagne, jeg rydder op, ind ud, jeg kan mærke, det er snart, at du er på vej, ind ud.

Din mor har det stadig dårligt. I forgårs blev hun syg, roskildesyge, i to døgn har hun ikke sovet. I ni måneder har vi været påpasselige med, at en sygdom ikke ville tvinge dig ud før tid. Nu er du på vej, din mor har veer inde i soveværelset, sygdommen tvinger dig ud.

Den aften låser jeg cyklen op, da vi er blevet enige om at købe et termometer for at kunne monitorere din mors kropstemperatur. Midt på Vesterbrogade ligger et døgnapotek, det er mennesketomt, jeg trækker et nummer, det er koldt, jeg kører hjem igen, i mørket, jeg ringer, din mor har kastet op igen, men er okay.

Da jeg et par minutter senere træder ind ad døren, hører jeg en udmattet hulken fra soveværelset, jeg smider min jakke, og det, jeg har i hænderne. Der sidder hun, uendelig stor, højgravid, og alligevel så uendelig lille, knækket, tårer strømmende ned ad kinderne, ubevægelig på hug klemt inde mellem den afføring, hun ikke kunne holde tilbage, og spanden ud for hendes mund. Alene i mørket, knækket af den krop, der holder hende fanget.

Jeg hjælper din mor op fra gulvet, grædende og undskyldende, ud under bruseren, kigger på hende, fortæller hende ‘det er okay, det er ikke din skyld, okay?’.

I rådvildhed banker jeg på hos din farmor og spørger om hjælp, om hun kan gøre noget, jeg i min handlingslammelse ikke kan, tørre op, gøre rent efter sygdommen. Den næste times tid står stadig lidt uklart, jeg går tilbage til din mor i badet, holder om hende, passer på hende, prøver at samle hende op under det varme vand.

Veerne tager til, om lidt skal du fødes af din mor, svækket efter måneder med kvalme og ensomhed, udmattet efter sygdom.

Om lidt er det overstået, så er du hos os, så bliver alt godt igen.

 

Den 21. december 2018:

Din mor har veer, vi sidder i en taxa i myldretiden på vej til Hvidovre Hospital, og har veer, cirka hvert femte minut, klokken er lidt over halv tolv, solen står gul og højt på himmelen, vi holder for rødt og har veer.

Det organ, der har været dit hjem de seneste knap ni måneder, det hylster, der har omgivet hele dit lille legeme, er nu ved at skubbe dig ud, hjemme i lejligheden, i taxaen og på hospitalet, hvor vi er blevet indlogeret på en lille stue med store vinduer, fyldt med instrumenter, tasker med kiks, bananer, juice, apparater.

Din puls er lav og skal monitoreres af et blåt bælte, jordemoderen spænder ud over din mors spændte mave. Du ligger stille og skævt i bækkenet, du er stjernekigger. Timerne går. Din mor presser, skriger, trækker vejret, ind ud, ved toppen af hver sammentrækning ser jeg toppen af dit hoved, ud ind, blåt blodigt blegt, veer, presser, skriger. Timerne går.

Omkring kvart i ni presser din mor dit hoved ud i en enkel sammentrækning, dit blå, lille, hævede ansigt vendt mod mit, med lukkede rolige øjne, i den næste hele din krop.

I samme øjeblik, du forlader livmoderen, din mor, bliver du ført op mod det sterile lys, viklet ind i din navlestreng, ubevægelig, viklet ud og lagt på et bord i hjørnet af stuen tættest på os. Jeg holder din mor i hånden, stryger hende over håret, spørger lægerne, om du er okay, kigger på din mor og fortæller, at du får en iltmaske på, at dine lunger skal foldes ud, så du kan trække vejret selv, at personalet virker ubekymrede.

En fars fødselsberetning

Martin Arndal med sit nyfødte barn. Foto: Privat

Jeg er ikke bange, jeg er ikke i ekstase, jeg er bare lykkelig over, at det endelig er overstået, at din mor ikke skal være gravid længere, at fødslen er slut, at hun ikke skal lide længere, at alt nu kan blive godt igen.

Viklet ind i en lille dyne får jeg dig i armene. Nervøs for at tabe dig, dit skrøbelige lille væsen, står jeg helt stille på stuen, omringet af bevægelsen fra læger og sygeplejersker, der rydder op og tilser din mor. Her står vi, jeg med et stykke af mig selv i hænderne, og ser hinanden for første gang. Jeg ser dig, jeg holder dig, nervøsiteten i min krop giver dig tilbage til lægen, der afleverer dig på din mors bryst, der ligger du, der dier du, mit barn.

 

Den 22. december 2018:

Ud på natten træder en portør ind på stuen, tager fat i den store seng, hvori du ligger på din mor, skubber den ud på gangen og ind i elevatoren, der fører op til barselsafsnittet, hvor vi bliver indlogeret. På værelset er der plads til jeres seng, en sofa tilegnet pårørende, et puslebord og en gennemsigtig krybbe, begge til dig. Her er ingen overflødige genstande, her har alt en funktion. Kort tid efter kommer en sygeplejerske ind, udpeger skuffen med bleer og hylderne med bind og forlader os igen.

Her sidder vi så, på Hvidovre Hospital, ubevægelige, overvældede. Du er lige blevet født. Vi er lige blevet forældre. Du, der indtil nu blot har været et ønske, en forestilling, en bule på din mors mave, ligger nu på mit bryst og trækker vejret stille. Så lang en optakt, så kort en overgang. Jeg lukker øjnene, holder om din lille krop, indånder din søde duft, her er du endelig.

Du skal die igen, jeg løfter dig tilbage til din mor. Som på fødestuen er jeg mere rolig, når du ligger i din mors arme, hvor du er tryg, der er jeg tryg. Men alligevel er jeg draget mod dig. For selvom loven om gravitation foreskriver, at alle legemer med masse tiltrækkes af hinanden, og at de største tiltrækker de mindste, forholder det sig for os to omvendt. Hvor du er, må jeg også være.

Det er nat, vi er udmattede, din mor har ikke sovet i flere døgn.

Jeg ligger i mørket og prøver at forstå, hvad jeg lige har oplevet, hvad der er sket. I virkeligheden er en fødsel aldeles umenneskelig. Hos den fødende homo sapiens tilsidesættes netop det, vi forbinder med det essentielt menneskelige: den fornuftsbaserede handling er udskiftet med livmoderens mekanisk-dyriske aktivitet, og det komplekse talesprog er udskiftet med primatskrig. Men alligevel synes dette at være det allermest menneskelige. Den udfoldelse, der binder generationer af generationer sammen, uanset forskelligheder. Den adskillelse, der er nødvendig for, at vi kan samles. Det, der gør, at du lige nu ligger og sover i din mors armhule, bag det lave gitter, der omkranser jeres smalle seng. 

Der er stille på stuen. Jeg lytter efter dit åndedræt, jeg ved, det er der et sted. Efter nogen tid fanger jeg det og falder i søvn.

LÆS OGSÅ