Vejen til healing kan være ensom og smertefuld

HEALING

Vejen til healing kan være ensom og smertefuld

Er du en af dem, der er begyndt en indre healingsrejse, vil du formentlig opleve, at der ikke er nogen lige vej, og at den vej, du går, fører en del smerte med sig, skriver Abi Frost fra Innerwisdom.dk.

2. januar 2023 | Af Abi Frost | Foto: Tiago Bandeira, Unsplash

 

Er du en af dem, der er begyndt en indre healingsrejse, vil du formentlig opleve, at der ikke er nogen lige vej, og at den vej, du går, fører en del smerte med sig.

Abigaele Frost er uddannet healer og indehaver af innerwísdom.dk. Abi ser både mennesket og sjælen og arbejder med begge dele i sine healinger, cirkler og forløb.Du kan følge hende på instagram her.

Healing er mange ting, kan se ud på mange måder og rummer ofte en lang rodet rejse. En fællesnævner er dog, at det sjældent er kønt eller ”lyserødt” – for healing handler i al sin enkelthed om at se på de traumer og tillærte mønstre, der er blevet en del af vores væsen, og indse, at de ikke er en del af vores oprindelse og den, vi virkelig er. De er blot noget, vi har ”samlet op” eller er blevet lært.

Healing kan derfor også gøre ondt. At se på det, vi så møjsommeligt har gemt væk på bagerste hylde i en glemt og aflåst del af hjertet, kommer ikke uden en vis mærkbar smerte. En smerte, der handler om den uret, vi føler, vi har oplevet, hvad end den så måtte bunde i.

I denne proces er det vigtigt at huske, at smerten er en del af fortiden, og selv om vi genbesøger den – og smerten føles reel og ægte, så kan den ikke gøre os ondt igen. Det, vi oplever, er et aftryk af fortiden.

Genbesøget viser os også, at vi har en mulighed for at se på det oplevede med nye øjne i stedet for med det indre sårede barns. Og det muliggør, at vi finder en snert af forståelse eller måske endda accept af fortiden. På et tidspunkt kommer måske også tilgivelsen. En tilgivelse, der kan sætte os fri.

“At se på det, vi så møjsommeligt har gemt væk på bagerste hylde i en glemt og aflåst del af hjertet, kommer ikke uden en vis mærkbar smerte.”

 
Abi Frost

På healingsrejsen vil vores eget indre barn have brug for en voksen, der er tilstede og nærværende. En voksen, der lytter, holder om, støtter og give ubetinget kærlighed. Alt det, vi ikke fik og dermed mangler.

Når vi begynder at opfylde disse egne dybe behov, begynder vi for alvor at heale og hele. Her begynder vi at indse, at det aldrig var os, der var forkerte, for lidt, for meget, ikke gode nok, ikke dygtige nok, ikke smukke nok. Vi var hele tiden perfekte og værdige til et liv i overflod.

Når den del af rejsen tager fart, kommer der ofte reaktioner fra vores omgangskreds. Vi flytter os nemlig ud af de snævre kasser og rammer, der er blevet bygget omkring os. Vi vokser ud af det billede, vi selv og vores omgivelser har sat op som værende os. Dermed synes de måske også, vi forandrer os, bliver noget andet – og måske får de svært ved at genkende os.

Når vi ikke længere lever op til andres opfattelse af, hvem vi er, når vi strækker os og rejser os i egen fulde højde og skinner vores lys, viser vi dem også deres egne skygger – alt det, de ikke selv vil være ved. Mange mister i den forbindelse venner og familie, og den ensomme vandring tager sin start. Det er smertefuldt, men en nødvendig del af rejsen.

Det samme er sorgen.

For i takt med at vi healer og slipper alt det, der engang var, slipper vi også dele af os selv – dele af vores identitet. Selvom det er dele, vi ikke længere kan forliges med, så er det stadig som at sige farvel til en gammel ven. Og hvem er vi, når vi slipper det gamle? Hvad kommer på den anden side? Og hvor er vi på vej hen?

“Når vi ikke længere lever op til andres opfattelse af, hvem vi er, når vi strækker os og rejser os i egen fulde højde og skinner vores lys, viser vi dem også deres egne skygger – alt det, de ikke selv vil være ved.”

 
Abi Frost

Der kan komme mange spørgsmål i denne proces, og det er vigtigt at give sorgen plads. Den er en helt naturlig og smuk del af rejsen – præcis som vreden og forvirringen er det. Giv dig selv lov at sørge over det, der var, og det, der ikke længere er eller skal være.

Healing er derfor også ensomt, hvad end du har kærlige og forstående relationer omkring dig eller ej. Rejsen sker nemlig på indersiden.

Vi mærker ekstra meget, tænker ekstra meget og ser spejlinger af os selv i alt og alle. Vi bliver bevidste om reaktionsmønstre og eget syn på verden. Vi afinstallerer alt det tillærte, og lige meget hvor meget vi prøver at dele den oplevelse med andre, vil det i sidste ende altid være en oplevelse, vi står med alene.

For hvordan forklarer man, at ens indre barn er gået fra ”nedlukket” til vred. Og at det er en god ting, når man ikke engang helt selv forstår, hvad det er, der sker, men blot ved, at det føles rigtigt. Hvordan forklarer man, at man er sårbar og hudløs, når der ikke er en umiddelbar forklaring eller situation, der har udløst netop de følelser? Hvordan forklarer man, at det, man før fandt sjovt og interessant, ikke længere føles godt, men kedeligt og ligegyldigt? Hvordan forklarer man, at man egentlig helst bare vil være lidt alene (igen), fordi sorgen, som man ikke kan sætte ord på, fylder en til randen.

Healing er en ensom vandring, men du går ikke kun vejen for dig selv. Du går den også for alle de generationer, der kommer efter dig, og alle dem, der gik før dig. Healing er usynlig, men spreder sig som ringe i vandet. Husk det.

Hvordan din healingsrejse tager sig ud, og hvilken rækkefølge tingene kommer i, er ikke til at vide på forhånd, for vi healer i det tempo, vi er klar til, og kigger på de ting, vi kan overkomme. Vi genbesøger derfor ofte temaer af flere omgange og i en ikke kronologisk rækkefølge. Healing kan ikke forklares, planlægges eller times. Healing sker, når vi er klar og villige til at træde ind på vejen og gå den skridt for skridt.

“Healing er en ensom vandring, men du går ikke kun vejen for dig selv. Du går den også for alle de generationer, der kommer efter dig, og alle dem, der gik før dig. Healing er usynlig, men spreder sig som ringe i vandet.”

 
Abi Frost

Det kan føles overvældende, sårbart, rodet og uskønt – men i sidste ende er det rejsen værd. For du viser dig selv og dit indre barn, at du er det hele værd, og at du har dig.

Du var aldrig gået i stykker. Du var altid hel. Og du var den, du ventede på, til at vise dig det!

HEALING

Vejen til healing kan være ensom og smertefuld

Er du en af dem, der er begyndt en indre healingsrejse, vil du formentlig opleve, at der ikke er nogen lige vej, og at den vej, du går, fører en del smerte med sig, skriver Abi Frost fra Innerwisdom.dk.

2. januar 2023 | Af Abi Frost | Foto: Tiago Bandeira, Unsplash

 

Er du en af dem, der er begyndt en indre healingsrejse, vil du formentlig opleve, at der ikke er nogen lige vej, og at den vej, du går, fører en del smerte med sig.

Abigaele Frost er uddannet healer og indehaver af innerwísdom.dk. Abi ser både mennesket og sjælen og arbejder med begge dele i sine healinger, cirkler og forløb.Du kan følge hende på instagram her.

Healing er mange ting, kan se ud på mange måder og rummer ofte en lang rodet rejse. En fællesnævner er dog, at det sjældent er kønt eller ”lyserødt” – for healing handler i al sin enkelthed om at se på de traumer og tillærte mønstre, der er blevet en del af vores væsen, og indse, at de ikke er en del af vores oprindelse og den, vi virkelig er. De er blot noget, vi har ”samlet op” eller er blevet lært.

Healing kan derfor også gøre ondt. At se på det, vi så møjsommeligt har gemt væk på bagerste hylde i en glemt og aflåst del af hjertet, kommer ikke uden en vis mærkbar smerte. En smerte, der handler om den uret, vi føler, vi har oplevet, hvad end den så måtte bunde i.

I denne proces er det vigtigt at huske, at smerten er en del af fortiden, og selv om vi genbesøger den – og smerten føles reel og ægte, så kan den ikke gøre os ondt igen. Det, vi oplever, er et aftryk af fortiden.

Genbesøget viser os også, at vi har en mulighed for at se på det oplevede med nye øjne i stedet for med det indre sårede barns. Og det muliggør, at vi finder en snert af forståelse eller måske endda accept af fortiden. På et tidspunkt kommer måske også tilgivelsen. En tilgivelse, der kan sætte os fri.

“At se på det, vi så møjsommeligt har gemt væk på bagerste hylde i en glemt og aflåst del af hjertet, kommer ikke uden en vis mærkbar smerte.”

 
Abi Frost

På healingsrejsen vil vores eget indre barn have brug for en voksen, der er tilstede og nærværende. En voksen, der lytter, holder om, støtter og give ubetinget kærlighed. Alt det, vi ikke fik og dermed mangler.

Når vi begynder at opfylde disse egne dybe behov, begynder vi for alvor at heale og hele. Her begynder vi at indse, at det aldrig var os, der var forkerte, for lidt, for meget, ikke gode nok, ikke dygtige nok, ikke smukke nok. Vi var hele tiden perfekte og værdige til et liv i overflod.

Når den del af rejsen tager fart, kommer der ofte reaktioner fra vores omgangskreds. Vi flytter os nemlig ud af de snævre kasser og rammer, der er blevet bygget omkring os. Vi vokser ud af det billede, vi selv og vores omgivelser har sat op som værende os. Dermed synes de måske også, vi forandrer os, bliver noget andet – og måske får de svært ved at genkende os.

Når vi ikke længere lever op til andres opfattelse af, hvem vi er, når vi strækker os og rejser os i egen fulde højde og skinner vores lys, viser vi dem også deres egne skygger – alt det, de ikke selv vil være ved. Mange mister i den forbindelse venner og familie, og den ensomme vandring tager sin start. Det er smertefuldt, men en nødvendig del af rejsen.

Det samme er sorgen.

For i takt med at vi healer og slipper alt det, der engang var, slipper vi også dele af os selv – dele af vores identitet. Selvom det er dele, vi ikke længere kan forliges med, så er det stadig som at sige farvel til en gammel ven. Og hvem er vi, når vi slipper det gamle? Hvad kommer på den anden side? Og hvor er vi på vej hen?

“Når vi ikke længere lever op til andres opfattelse af, hvem vi er, når vi strækker os og rejser os i egen fulde højde og skinner vores lys, viser vi dem også deres egne skygger – alt det, de ikke selv vil være ved.”

 
Abi Frost

Der kan komme mange spørgsmål i denne proces, og det er vigtigt at give sorgen plads. Den er en helt naturlig og smuk del af rejsen – præcis som vreden og forvirringen er det. Giv dig selv lov at sørge over det, der var, og det, der ikke længere er eller skal være.

Healing er derfor også ensomt, hvad end du har kærlige og forstående relationer omkring dig eller ej. Rejsen sker nemlig på indersiden.

Vi mærker ekstra meget, tænker ekstra meget og ser spejlinger af os selv i alt og alle. Vi bliver bevidste om reaktionsmønstre og eget syn på verden. Vi afinstallerer alt det tillærte, og lige meget hvor meget vi prøver at dele den oplevelse med andre, vil det i sidste ende altid være en oplevelse, vi står med alene.

For hvordan forklarer man, at ens indre barn er gået fra ”nedlukket” til vred. Og at det er en god ting, når man ikke engang helt selv forstår, hvad det er, der sker, men blot ved, at det føles rigtigt. Hvordan forklarer man, at man er sårbar og hudløs, når der ikke er en umiddelbar forklaring eller situation, der har udløst netop de følelser? Hvordan forklarer man, at det, man før fandt sjovt og interessant, ikke længere føles godt, men kedeligt og ligegyldigt? Hvordan forklarer man, at man egentlig helst bare vil være lidt alene (igen), fordi sorgen, som man ikke kan sætte ord på, fylder en til randen.

Healing er en ensom vandring, men du går ikke kun vejen for dig selv. Du går den også for alle de generationer, der kommer efter dig, og alle dem, der gik før dig. Healing er usynlig, men spreder sig som ringe i vandet. Husk det.

Hvordan din healingsrejse tager sig ud, og hvilken rækkefølge tingene kommer i, er ikke til at vide på forhånd, for vi healer i det tempo, vi er klar til, og kigger på de ting, vi kan overkomme. Vi genbesøger derfor ofte temaer af flere omgange og i en ikke kronologisk rækkefølge. Healing kan ikke forklares, planlægges eller times. Healing sker, når vi er klar og villige til at træde ind på vejen og gå den skridt for skridt.

“Healing er en ensom vandring, men du går ikke kun vejen for dig selv. Du går den også for alle de generationer, der kommer efter dig, og alle dem, der gik før dig. Healing er usynlig, men spreder sig som ringe i vandet.”

 
Abi Frost

Det kan føles overvældende, sårbart, rodet og uskønt – men i sidste ende er det rejsen værd. For du viser dig selv og dit indre barn, at du er det hele værd, og at du har dig.

Du var aldrig gået i stykker. Du var altid hel. Og du var den, du ventede på, til at vise dig det!

LÆS OGSÅ

Når traumer går i arv

HEALING

Når traumer går i arv

Det er min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer, så dette liv bliver de arvelige traumers sidste vandring, skriver Mette Buhl.

29. juni 2021 | Af Mette Buhl | Foto: Jonathan Borba, Unsplash

 

Det er min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer, så dette liv bliver de arvelige traumers sidste vandring, skriver Mette Buhl.

Mette Buhl er uddannet sygeplejerske, METAsundhedsterapuet og EFT/tankefeltterapeut. Lige nu er hun beskæftiget i egen virksomhed, mens hun på femte år hjemmeunderviser sine to piger sammen med sin mand. Du kan se mere her og følge hende på Instagram her.

Det er ikke kun fordi, din mormor også bar kimen til dig i sine æggestokke/ovarier – i form af det æg, der siden blev til dig – at jeg føler mig overbevist om, at traumer kan vandre i generationer. Det er også, og lige dele naturligt, tilfældet fra din fars side af familien.

Gennem de seneste år er der forsket rigtig meget i epigenetik og videregivelse af traumer. Epigentikken er en af årsagerne til, at jeg arbejder med METAsundhed og EFT/tankefeltterapi og er meget holistisk i min tilgang til krop og sind.

Epigenetik handler meget forenklet om, hvordan det miljø, vi er i, kan påvirke vores gener. Flere forskere som blandt andre Bruce Lipton, der er cellebiolog og ph.d., mener, at kun to procent af vores dna er uforanderligt, og at resten kan ”tændes” og ”slukkes” af vores indre og ydre miljø.

Dawson Church, der er ph.d., siger det således: ”Hukommelse, læring, stress og heling er alle berørt af, hvilke gener der er tændt eller slukket i tidsmæssige cyklusser, der spænder fra et sekund til mange timer. Miljøet, som aktiverer gener, omfatter både det indre miljø (det følelsesmæssige, biokemiske, mentale, energetiske og åndelige miljø) og det ydre (socialt netværk, bopæl, fødevarer, toksiner etc.).”

Blandt andet følelsesmæssige traumer ser altså ud til at være medvirkende årsag til aktivering og “slukning” af vores gener og deraf tilknyttede symptomer. Dette med risiko for genetisk traumeoverførelse.

Der er (desværre) lavet mange dyreforsøg på området, blandt af en gruppe forskere fra Emory University School of Medicine i USA.
Dyreforsøgene viser, at adfærd påvirkes af begivenheder hos tidligere generationer, som videregiver en form for genetisk hukommelse. Helt kort gengivet, så viste et forsøg med mus, der blev trænet i at både frygte og undgå duften af blomstrende kirsebær, at denne frygt for kirsebær blev nedarvet hos senere generationer af mus.

“Blandt andet følelsesmæssige traumer ser altså ud til at være medvirkende årsag til aktivering og “slukning” af vores gener og deraf tilknyttede symptomer. Dette med risiko for genetisk traumeoverførelse.”

 
Mette Buhl

Både musenes unger og næste generations afkom viste sig nemlig at være ekstremt følsomme overfor kirsebær og undgik duften, selv om disse aldrig før havde oplevet duften af dem.

Den del af DNA’et, der bestemmer følsomheden over for – i dette tilfælde – kirsebær, blev simpelthen gjort mere aktivt hos de deltagende mus og videregivet i generationer.

Forskernes konklusion er, at der finder en transgenerationel videreførsel af erindringer sted fra tidligere generationer til det nyfødte barn, fordi traumatiske begivenheder påvirker arvematerialet. Endvidere konkluderer de, at erfaringerne hos en moder, selv før undfangelsen, markant vil kunne påvirke både struktur og funktioner i nervesystemet hos de generationer, der følger efter (resumé fra en artikel skrevet af Thomas Andrew).

Genetisk traumeoverførsel er også målbar i mennesker, og blandt andre den israelsk-amerikanske professor i psykiatri og neurovidenskab Rachel Yehuda har forsket i dette.

I et forskningsstudie fra 2011 påviser hun, hvordan gravide kvinder fra New York, der udviklede posttraumatisk stress som en direkte følge af angrebene den 11. september 2001, fødte børn med unormalt lave kortisoltal (når du i for lang tid har haft et for højt niveau af stresshormonet kortisol i kroppen, kan dine binyrer blive ”trætte” og producere alt for lidt), og i de efterfølgende 10 år udviklede børnene sig til at være særligt sensitive over for stress.

“Forskernes konklusion er, at der finder en transgenerationel videreførsel af erindringer sted fra tidligere generationer til det nyfødte barn, fordi traumatiske begivenheder påvirker arvematerialet.”

 
Mette Buhl

Vores celler er altså på en måde som små hjerner, der sanser og lagrer oplevelser allerede på et meget tidligt stadie af vores liv (den implicitte cellehukommelse hinsides sproget), og forskning viser, at denne cellehukommelse ser ud til at videregives i generationer.

Citat herunder fra det tidligere Center for Epigenetik i København siger det meget fint:

”Epigenetikken beskæftiger sig således med ændringer, som kan overføres fra en celle-generation til en anden og måske endda nedarves fra en generation til den næste, men uden at det direkte involverer forandringer i selve vores genetiske kode. Indenfor de sidste 10 år er det blevet tydeligt, at vores celler må indeholde anden arvelig information end den genetiske kode”.

I METAsundhed går vi skridtet videre. For METAsundheden tror på, at uforløste følelsesmæssige traumer ikke kun kan give psykiske symptomer og videregives i generationer, som ovenstående forskning bevidner, men også kan være medvirkende årsag til fysiske symptomer. Det er det, en METAsundhedsanalyse kan belyse.

Meget bevidner altså, at gener ikke ser ud at være lig med skæbne, og forskningen viser, at vi kan ”slukke og tænde” for de gode og dårlige gener med ændringer i vores indre og ydre miljø.

Det er ligeledes min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer med dyb kontakt til kroppens visdom.

Dermed kan dette liv være de arvelige traumers sidste vandring – det potentiale og den kraft tror jeg, vi hver især besidder.

“Det er ligeledes min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer med dyb kontakt til kroppens visdom.”

 
Mette Buhl

Det kan lyde overvældende, men det giver samtidigt masser af håb og handlemuligheder. Lige nu, i dette liv.

HEALING

Når traumer går i arv

Det er min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer, så dette liv bliver de arvelige traumers sidste vandring, skriver Mette Buhl.

29. juni 2021 | Af Mette Buhl | Foto: Jonathan Borba, Unsplash

 

Det er min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer, så dette liv bliver de arvelige traumers sidste vandring, skriver Mette Buhl.

Mette Buhl er uddannet sygeplejerske, METAsundhedsterapuet og EFT/tankefeltterapeut. Lige nu er hun beskæftiget i egen virksomhed, mens hun på femte år hjemmeunderviser sine to piger sammen med sin mand. Du kan se mere her og følge hende på Instagram her.

 

Det er ikke kun fordi, din mormor også bar kimen til dig i sine æggestokke/ovarier – i form af det æg, der siden blev til dig – at jeg føler mig overbevist om, at traumer kan vandre i generationer. Det er også, og lige dele naturligt, tilfældet fra din fars side af familien.

Gennem de seneste år er der forsket rigtig meget i epigenetik og videregivelse af traumer. Epigentikken er en af årsagerne til, at jeg arbejder med METAsundhed og EFT/tankefeltterapi og er meget holistisk i min tilgang til krop og sind.

Epigenetik handler meget forenklet om, hvordan det miljø, vi er i, kan påvirke vores gener. Flere forskere som blandt andre Bruce Lipton, der er cellebiolog og ph.d., mener, at kun to procent af vores dna er uforanderligt, og at resten kan ”tændes” og ”slukkes” af vores indre og ydre miljø.

Dawson Church, der er ph.d., siger det således: ”Hukommelse, læring, stress og heling er alle berørt af, hvilke gener der er tændt eller slukket i tidsmæssige cyklusser, der spænder fra et sekund til mange timer. Miljøet, som aktiverer gener, omfatter både det indre miljø (det følelsesmæssige, biokemiske, mentale, energetiske og åndelige miljø) og det ydre (socialt netværk, bopæl, fødevarer, toksiner etc.).”

Blandt andet følelsesmæssige traumer ser altså ud til at være medvirkende årsag til aktivering og “slukning” af vores gener og deraf tilknyttede symptomer. Dette med risiko for genetisk traumeoverførelse.

Der er (desværre) lavet mange dyreforsøg på området, blandt af en gruppe forskere fra Emory University School of Medicine i USA.
Dyreforsøgene viser, at adfærd påvirkes af begivenheder hos tidligere generationer, som videregiver en form for genetisk hukommelse. Helt kort gengivet, så viste et forsøg med mus, der blev trænet i at både frygte og undgå duften af blomstrende kirsebær, at denne frygt for kirsebær blev nedarvet hos senere generationer af mus.

“Blandt andet følelsesmæssige traumer ser altså ud til at være medvirkende årsag til aktivering og “slukning” af vores gener og deraf tilknyttede symptomer. Dette med risiko for genetisk traumeoverførelse.”

 
Mette Buhl

Både musenes unger og næste generations afkom viste sig nemlig at være ekstremt følsomme overfor kirsebær og undgik duften, selv om disse aldrig før havde oplevet duften af dem.

Den del af DNA’et, der bestemmer følsomheden over for – i dette tilfælde – kirsebær, blev simpelthen gjort mere aktivt hos de deltagende mus og videregivet i generationer.

Forskernes konklusion er, at der finder en transgenerationel videreførsel af erindringer sted fra tidligere generationer til det nyfødte barn, fordi traumatiske begivenheder påvirker arvematerialet. Endvidere konkluderer de, at erfaringerne hos en moder, selv før undfangelsen, markant vil kunne påvirke både struktur og funktioner i nervesystemet hos de generationer, der følger efter (resumé fra en artikel skrevet af Thomas Andrew).

Genetisk traumeoverførsel er også målbar i mennesker, og blandt andre den israelsk-amerikanske professor i psykiatri og neurovidenskab Rachel Yehuda har forsket i dette.

I et forskningsstudie fra 2011 påviser hun, hvordan gravide kvinder fra New York, der udviklede posttraumatisk stress som en direkte følge af angrebene den 11. september 2001, fødte børn med unormalt lave kortisoltal (når du i for lang tid har haft et for højt niveau af stresshormonet kortisol i kroppen, kan dine binyrer blive ”trætte” og producere alt for lidt), og i de efterfølgende 10 år udviklede børnene sig til at være særligt sensitive over for stress.

“Forskernes konklusion er, at der finder en transgenerationel videreførsel af erindringer sted fra tidligere generationer til det nyfødte barn, fordi traumatiske begivenheder påvirker arvematerialet.”

 
Mette Buhl

Vores celler er altså på en måde som små hjerner, der sanser og lagrer oplevelser allerede på et meget tidligt stadie af vores liv (den implicitte cellehukommelse hinsides sproget), og forskning viser, at denne cellehukommelse ser ud til at videregives i generationer.

Citat herunder fra det tidligere Center for Epigenetik i København siger det meget fint:

”Epigenetikken beskæftiger sig således med ændringer, som kan overføres fra en celle-generation til en anden og måske endda nedarves fra en generation til den næste, men uden at det direkte involverer forandringer i selve vores genetiske kode. Indenfor de sidste 10 år er det blevet tydeligt, at vores celler må indeholde anden arvelig information end den genetiske kode”.

I METAsundhed går vi skridtet videre. For METAsundheden tror på, at uforløste følelsesmæssige traumer ikke kun kan give psykiske symptomer og videregives i generationer, som ovenstående forskning bevidner, men også kan være medvirkende årsag til fysiske symptomer. Det er det, en METAsundhedsanalyse kan belyse.

Meget bevidner altså, at gener ikke ser ud at være lig med skæbne, og forskningen viser, at vi kan ”slukke og tænde” for de gode og dårlige gener med ændringer i vores indre og ydre miljø.

Det er ligeledes min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer med dyb kontakt til kroppens visdom.

Dermed kan dette liv være de arvelige traumers sidste vandring – det potentiale og den kraft tror jeg, vi hver især besidder.

“Det er ligeledes min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer med dyb kontakt til kroppens visdom.”

 
Mette Buhl

Det kan lyde overvældende, men det giver samtidigt masser af håb og handlemuligheder. Lige nu, i dette liv.

LÆS OGSÅ