Det går ud over vores børn, når vi negligerer vigtigheden af tryg tilknytning

af | mar 23, 2023

ANMELDELSE

Det går ud over vores børn, når vi negligerer vigtigheden af tryg tilknytning

Anmeldelse af Dit barn har brug for dig af Gabor Mate og Gordon Neufeld

23. marts 2023 | Af Marta Wriedt | Foto: Skjødt Forlag

I bogen Dit barn har brug for dig, tydeliggør Gordon Neufeld og Gabor Maté, hvor vigtig tryg tilknytning er, og hvordan vi i den måde, vi i dag har indrettet os på, alligevel modarbejder netop dette i ganske høj grad.

ANMELDELSE AF DIT BARN HAR BRUG FOR DIG Vi er i dag blevet så ufatteligt fokuserede på, at vores børn skal være selvstændige, selvkørende og uafhængige, at vi helt har glemt, hvad barndommen egentlig handler om. Vi har glemt, at vores børn faktisk stadig er afhængige, og at vores nærhed er ekstremt vigtig.

Nogenlunde sådan formulerer Gordon Neufeld og Gabor Maté det i deres bog Hold on to Your Kids: Why Parents Need to Matter More Than Peers, som i den danske version har fået titlen Dit barn har brug for dig – forældre er vigtigere end jævnaldrende.

Bogen udkom i den danske oversættelse sidste år, og har – i hvert fald for mit vedkommende – været længe ventet.

Jeg vil ikke gøre mig klog på selve oversættelsen. Men jeg vil uden tvivl anbefale bogen, hvad end det er den originale eller oversættelsen, til alle, der har med børn at gøre eller interesserer sig det mindste for relationer, tilknytning og barnet i dem selv.

Dit barn har brug for dig er i mine øjne et af de vigtigste værker, når det kommer til forståelsen af tilknytning og jævnalderorientering, som er den betegnelse, de to forfattere bruger om tendensen, hvor børn og unge vender dig mod – og bruger – jævnaldrende frem for forældre.

Og netop den stigende jævnalderorientering er et kæmpe problem, mener Gordon Neufeld og Gabor Maté. Bogen igennem peger de på, hvordan tendensen er med til at undergrave sammenholdet i familien, og hvordan den på både individ- og samfundsplan skaber blandt andet øget aggression, kriminalitet, mobning, mistrivsel og seksualisering. Jævnalderorientering er med andre ord en hindring for tryg relationsdannelse og sund udvikling.

”Fra en tidlig alder kaster vi vores børn ud i mange situationer og sammenhænge, som opfordrer til jævnalderorientering. Ubevidst fremmer vi netop det fænomen, der på lang sigt underminerer det eneste solide grundlag for sund udvikling: Børns tilknytning til de voksne, der har ansvaret for at yde omsorg. At placere vores børn i en situation, hvor deres tilknytnings- og orienteringsinstinkter bliver rettet mod jævnaldrende, er en vildfarelse,” skriver de blandt andet og konstaterer, at børn i dag vokser op ”rige på jævnaldrende og fattige på voksne.”

I Dit barn har brug for dig redegøres der ligeledes meget fint for, hvordan økonomi er en væsentlig årsag til, at vi de sidste mange årtier har set en øget jævnalderorientering. Og det på trods af, at vi ifølge forfatterne handler ganske kortsigtet, hvis man opgør ”det reelle økonomiske tab for samfundet grundet jævnalderorientering, når det gælder retssystem, uddannelse og sundhed.”

“Ubevidst fremmer vi netop det fænomen, der på lang sigt underminerer det eneste solide grundlag for sund udvikling: Børns tilknytning til de voksne, der har ansvaret for at yde omsorg.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

Bogen er i min optik mere aktuel end nogensinde, og Gordon Neufeld og Gabor Maté har fat i noget vigtigt, når de tydeliggør, hvordan jævnalderorientering er blevet en norm, vi – mere eller mindre bevidst – accepterer og ligefrem hylder ved i mange aspekter at værdsætte barnets villighed til adskillelse frem for nærhed. De skriver blandt andet:

”Jævnalderorientering er blevet så allestedsnærværende i dag, at det nu er normen. Mange psykologer og undervisere såvel som menig mand ser det nu som naturligt – eller måske opdager de slet ikke fænomenet. Opfattelsen er simpelthen, at sådan er det bare. Men det, der er ”normalt” i den betydning, at det er normen, er ikke nødvendigvis ensbetydende med ”naturligt” eller ”sundt”. Der er intet hverken sundt eller naturligt ved jævnalderorientering.”

Et andet sted advarer de:

“Hvis vi ikke holder vores børn nær, vil de i værste fald miste evnen til at holde fast i deres eget sande jeg.”

Gordon Neufeld og Gabor Maté understreger dog samtidig, at det ikke er det, at forældrene arbejder ude, der er så ødelæggende. Problemet er, pointerer de, at vi ikke tager hensyn til tilknytningen i den måde, vi indretter os på.

”Hvis vi skal dele opgaven med at opdrage vores børn med andre, har vi brug for at skabe den rette sammenhæng og etablere det, jeg kalder et tilknytningsfællesskab – et hold omsorgsgivende voksenrelationer, som skal erstatte det, vi har mistet,” som de formulerer det.

“Hvis vi ikke holder vores børn nær, vil de i værste fald miste evnen til at holde fast i deres eget sande jeg.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

For Gordon Neufeld og Gabor Maté er det derfor afgørende, at vi som forældre forstår dels betydningen af sund og tryg tilknytning, dels at forældreskab først og fremmest er ”en relation, ikke en færdighed, som kan tillæres.” 

”Når et barn søger kontakt og nærhed med os, får vi kraft til og mulighed for at være den, der nærer, trøster, guider, underviser eller vejleder. For barnet, som har en god tilknytning til os, er vi den hjemmebase, hvorfra hun kan gå ud i verden, det sted, hun kan trække sig tilbage til, hendes kilde til inspiration. Alverdens opdragelsesfærdigheder kan ikke kompensere for den manglende tilknytningsrelation. Al kærlighed i hele verden kan ikke trænge igennem uden den psykologiske navlestreng, som barnets tilknytning skaber. Barnets tilknytningsrelation til en forælder må vare mindst lige så længe, som barnet har brug for opdragelse,” som de skriver.

Gordon Neufeld og Gabor Maté har delt bogen op i seks dele, hvilket gør den let at overskue. Første del forklarer, hvad jævnalderorientering er, mens anden og tredje del beskriver jævnalderorienteringens negative betydning for både vores evne til at opdrage og vores børns udvikling. I fjerde del kommer de to forfattere med et bud på en metode til, hvordan vi opbygger et stærkt og varigt bånd til vores børn, og femte del handler om, hvordan man undgår, at ens barn bliver opslugt af jævnalderkulturen. Den sidste del blev tilføjet bogens nye udgave fra 2014. I denne del beskrives de udfordringer, der er kommet – og er blevet forstærket af – den digitale tidsalder.

“Al kærlighed i hele verden kan ikke trænge igennem uden den psykologiske navlestreng, som barnets tilknytning skaber.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

Dit barn har brug for dig svarer skarpt og sagligt på mange af de argumenter, der måtte være for jævnalderorientering og adskillelse, og rummer samtidig megen vigtig viden og gode påmindelser. For eksempel understreger de to forfattere, at selvom det er tydeligt, at kulturen modarbejder forældreskabet og ikke sætter pris på værdien af tilknytning, er det vigtigt at huske, at vi er kulturen og derfor har et ansvar.

Det er med andre ord os som forældre, der har nøglen til at ændre tingene. Og det er for mig en ekstremt betydningsfuld pointe. 

Dit barn har brug for dig er en bog, jeg håber, vil nå bredt ud og åbne øjne.

Imens kan vi som forældre give vores børn det, jævnalderkulturen ikke kan. Nemlig rammer, de kan vokse i, og plads til reelt at være sig selv, som Gordon Neufeld og Gabor Maté så fint formulerer det.

ANMELDELSE

Det går ud over vores børn, når vi negligerer vigtigheden af tryg tilknytning

Anmeldelse af Dit barn har brug for dig af Gabor Mate og Gordon Neufeld

23. marts 2023 | Af Marta Wriedt | Foto: Skjødt Forlag

 

I bogen Dit barn har brug for dig, tydeliggør Gordon Neufeld og Gabor Maté, hvor vigtig tryg tilknytning er, og hvordan vi i den måde, vi i dag har indrettet os på, alligevel modarbejder netop dette i ganske høj grad.

 

ANMELDELSE AF DIT BARN HAR BRUG FOR DIG Vi er i dag blevet så ufatteligt fokuserede på, at vores børn skal være selvstændige, selvkørende og uafhængige, at vi helt har glemt, hvad barndommen egentlig handler om. Vi har glemt, at vores børn faktisk stadig er afhængige, og at vores nærhed er ekstremt vigtig.

Nogenlunde sådan formulerer Gordon Neufeld og Gabor Maté det i deres bog Hold on to Your Kids: Why Parents Need to Matter More Than Peers, som i den danske version har fået titlen Dit barn har brug for dig – forældre er vigtigere end jævnaldrende.

Bogen udkom i den danske oversættelse sidste år, og har – i hvert fald for mit vedkommende – været længe ventet.

Jeg vil ikke gøre mig klog på selve oversættelsen. Men jeg vil uden tvivl anbefale bogen, hvad end det er den originale eller oversættelsen, til alle, der har med børn at gøre eller interesserer sig det mindste for relationer, tilknytning og barnet i dem selv.

Dit barn har brug for dig er i mine øjne et af de vigtigste værker, når det kommer til forståelsen af tilknytning og jævnalderorientering, som er den betegnelse, de to forfattere bruger om tendensen, hvor børn og unge vender dig mod – og bruger – jævnaldrende frem for forældre.

Og netop den stigende jævnalderorientering er et kæmpe problem, mener Gordon Neufeld og Gabor Maté. Bogen igennem peger de på, hvordan tendensen er med til at undergrave sammenholdet i familien, og hvordan den på både individ- og samfundsplan skaber blandt andet øget aggression, kriminalitet, mobning, mistrivsel og seksualisering. Jævnalderorientering er med andre ord en hindring for tryg relationsdannelse og sund udvikling.

”Fra en tidlig alder kaster vi vores børn ud i mange situationer og sammenhænge, som opfordrer til jævnalderorientering. Ubevidst fremmer vi netop det fænomen, der på lang sigt underminerer det eneste solide grundlag for sund udvikling: Børns tilknytning til de voksne, der har ansvaret for at yde omsorg. At placere vores børn i en situation, hvor deres tilknytnings- og orienteringsinstinkter bliver rettet mod jævnaldrende, er en vildfarelse,” skriver de blandt andet og konstaterer, at børn i dag vokser op ”rige på jævnaldrende og fattige på voksne.”

I Dit barn har brug for dig redegøres der ligeledes meget fint for, hvordan økonomi er en væsentlig årsag til, at vi de sidste mange årtier har set en øget jævnalderorientering. Og det på trods af, at vi ifølge forfatterne handler ganske kortsigtet, hvis man opgør ”det reelle økonomiske tab for samfundet grundet jævnalderorientering, når det gælder retssystem, uddannelse og sundhed.”

“Ubevidst fremmer vi netop det fænomen, der på lang sigt underminerer det eneste solide grundlag for sund udvikling: Børns tilknytning til de voksne, der har ansvaret for at yde omsorg.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

Bogen er i min optik mere aktuel end nogensinde, og Gordon Neufeld og Gabor Maté har fat i noget vigtigt, når de tydeliggør, hvordan jævnalderorientering er blevet en norm, vi – mere eller mindre bevidst – accepterer og ligefrem hylder ved i mange aspekter at værdsætte barnets villighed til adskillelse frem for nærhed. De skriver blandt andet:

”Jævnalderorientering er blevet så allestedsnærværende i dag, at det nu er normen. Mange psykologer og undervisere såvel som menig mand ser det nu som naturligt – eller måske opdager de slet ikke fænomenet. Opfattelsen er simpelthen, at sådan er det bare. Men det, der er ”normalt” i den betydning, at det er normen, er ikke nødvendigvis ensbetydende med ”naturligt” eller ”sundt”. Der er intet hverken sundt eller naturligt ved jævnalderorientering.”

Et andet sted advarer de:

“Hvis vi ikke holder vores børn nær, vil de i værste fald miste evnen til at holde fast i deres eget sande jeg.”

Gordon Neufeld og Gabor Maté understreger dog samtidig, at det ikke er det, at forældrene arbejder ude, der er så ødelæggende. Problemet er, pointerer de, at vi ikke tager hensyn til tilknytningen i den måde, vi indretter os på.

”Hvis vi skal dele opgaven med at opdrage vores børn med andre, har vi brug for at skabe den rette sammenhæng og etablere det, jeg kalder et tilknytningsfællesskab – et hold omsorgsgivende voksenrelationer, som skal erstatte det, vi har mistet,” som de formulerer det.

“Hvis vi ikke holder vores børn nær, vil de i værste fald miste evnen til at holde fast i deres eget sande jeg.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

For Gordon Neufeld og Gabor Maté er det derfor afgørende, at vi som forældre forstår dels betydningen af sund og tryg tilknytning, dels at forældreskab først og fremmest er ”en relation, ikke en færdighed, som kan tillæres.” 

”Når et barn søger kontakt og nærhed med os, får vi kraft til og mulighed for at være den, der nærer, trøster, guider, underviser eller vejleder. For barnet, som har en god tilknytning til os, er vi den hjemmebase, hvorfra hun kan gå ud i verden, det sted, hun kan trække sig tilbage til, hendes kilde til inspiration. Alverdens opdragelsesfærdigheder kan ikke kompensere for den manglende tilknytningsrelation. Al kærlighed i hele verden kan ikke trænge igennem uden den psykologiske navlestreng, som barnets tilknytning skaber. Barnets tilknytningsrelation til en forælder må vare mindst lige så længe, som barnet har brug for opdragelse,” som de skriver.

Gordon Neufeld og Gabor Maté har delt bogen op i seks dele, hvilket gør den let at overskue. Første del forklarer, hvad jævnalderorientering er, mens anden og tredje del beskriver jævnalderorienteringens negative betydning for både vores evne til at opdrage og vores børns udvikling. I fjerde del kommer de to forfattere med et bud på en metode til, hvordan vi opbygger et stærkt og varigt bånd til vores børn, og femte del handler om, hvordan man undgår, at ens barn bliver opslugt af jævnalderkulturen. Den sidste del blev tilføjet bogens nye udgave fra 2014. I denne del beskrives de udfordringer, der er kommet – og er blevet forstærket af – den digitale tidsalder.

“Al kærlighed i hele verden kan ikke trænge igennem uden den psykologiske navlestreng, som barnets tilknytning skaber.”

 
Gordon Neufeld og Gabor Maté i Dit barn har brug for dig

Dit barn har brug for dig svarer skarpt og sagligt på mange af de argumenter, der måtte være for jævnalderorientering og adskillelse, og rummer samtidig megen vigtig viden og gode påmindelser. For eksempel understreger de to forfattere, at selvom det er tydeligt, at kulturen modarbejder forældreskabet og ikke sætter pris på værdien af tilknytning, er det vigtigt at huske, at vi er kulturen og derfor har et ansvar.

Det er med andre ord os som forældre, der har nøglen til at ændre tingene. Og det er for mig en ekstremt betydningsfuld pointe. 

Dit barn har brug for dig er en bog, jeg håber, vil nå bredt ud og åbne øjne.

Imens kan vi som forældre give vores børn det, jævnalderkulturen ikke kan. Nemlig rammer, de kan vokse i, og plads til reelt at være sig selv, som Gordon Neufeld og Gabor Maté så fint formulerer det.

 

Dit barn har brug for dig – forældre er vigtigere end jævnaldrende er skrevet af Gordon Neufeld og Gabor Maté. Den danske oversættelse har Liv Camilla Skjødt og Grete Lyngdorf stået for. Du kan købe bogen HER (affiliate link)

Dit barn har brug for dig af Gabor Maté og Gordon Neufeld

 

LÆS OGSÅ

Når traumer går i arv

af | jul 8, 2021

HEALING

Når traumer går i arv

Det er min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer, så dette liv bliver de arvelige traumers sidste vandring, skriver Mette Buhl.

29. juni 2021 | Af Mette Buhl | Foto: Jonathan Borba, Unsplash

 

Det er min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer, så dette liv bliver de arvelige traumers sidste vandring, skriver Mette Buhl.

Mette Buhl er uddannet sygeplejerske, METAsundhedsterapuet og EFT/tankefeltterapeut. Lige nu er hun beskæftiget i egen virksomhed, mens hun på femte år hjemmeunderviser sine to piger sammen med sin mand. Du kan se mere her og følge hende på Instagram her.

Det er ikke kun fordi, din mormor også bar kimen til dig i sine æggestokke/ovarier – i form af det æg, der siden blev til dig – at jeg føler mig overbevist om, at traumer kan vandre i generationer. Det er også, og lige dele naturligt, tilfældet fra din fars side af familien.

Gennem de seneste år er der forsket rigtig meget i epigenetik og videregivelse af traumer. Epigentikken er en af årsagerne til, at jeg arbejder med METAsundhed og EFT/tankefeltterapi og er meget holistisk i min tilgang til krop og sind.

Epigenetik handler meget forenklet om, hvordan det miljø, vi er i, kan påvirke vores gener. Flere forskere som blandt andre Bruce Lipton, der er cellebiolog og ph.d., mener, at kun to procent af vores dna er uforanderligt, og at resten kan ”tændes” og ”slukkes” af vores indre og ydre miljø.

Dawson Church, der er ph.d., siger det således: ”Hukommelse, læring, stress og heling er alle berørt af, hvilke gener der er tændt eller slukket i tidsmæssige cyklusser, der spænder fra et sekund til mange timer. Miljøet, som aktiverer gener, omfatter både det indre miljø (det følelsesmæssige, biokemiske, mentale, energetiske og åndelige miljø) og det ydre (socialt netværk, bopæl, fødevarer, toksiner etc.).”

Blandt andet følelsesmæssige traumer ser altså ud til at være medvirkende årsag til aktivering og “slukning” af vores gener og deraf tilknyttede symptomer. Dette med risiko for genetisk traumeoverførelse.

Der er (desværre) lavet mange dyreforsøg på området, blandt af en gruppe forskere fra Emory University School of Medicine i USA.
Dyreforsøgene viser, at adfærd påvirkes af begivenheder hos tidligere generationer, som videregiver en form for genetisk hukommelse. Helt kort gengivet, så viste et forsøg med mus, der blev trænet i at både frygte og undgå duften af blomstrende kirsebær, at denne frygt for kirsebær blev nedarvet hos senere generationer af mus.

“Blandt andet følelsesmæssige traumer ser altså ud til at være medvirkende årsag til aktivering og “slukning” af vores gener og deraf tilknyttede symptomer. Dette med risiko for genetisk traumeoverførelse.”

 
Mette Buhl

Både musenes unger og næste generations afkom viste sig nemlig at være ekstremt følsomme overfor kirsebær og undgik duften, selv om disse aldrig før havde oplevet duften af dem.

Den del af DNA’et, der bestemmer følsomheden over for – i dette tilfælde – kirsebær, blev simpelthen gjort mere aktivt hos de deltagende mus og videregivet i generationer.

Forskernes konklusion er, at der finder en transgenerationel videreførsel af erindringer sted fra tidligere generationer til det nyfødte barn, fordi traumatiske begivenheder påvirker arvematerialet. Endvidere konkluderer de, at erfaringerne hos en moder, selv før undfangelsen, markant vil kunne påvirke både struktur og funktioner i nervesystemet hos de generationer, der følger efter (resumé fra en artikel skrevet af Thomas Andrew).

Genetisk traumeoverførsel er også målbar i mennesker, og blandt andre den israelsk-amerikanske professor i psykiatri og neurovidenskab Rachel Yehuda har forsket i dette.

I et forskningsstudie fra 2011 påviser hun, hvordan gravide kvinder fra New York, der udviklede posttraumatisk stress som en direkte følge af angrebene den 11. september 2001, fødte børn med unormalt lave kortisoltal (når du i for lang tid har haft et for højt niveau af stresshormonet kortisol i kroppen, kan dine binyrer blive ”trætte” og producere alt for lidt), og i de efterfølgende 10 år udviklede børnene sig til at være særligt sensitive over for stress.

“Forskernes konklusion er, at der finder en transgenerationel videreførsel af erindringer sted fra tidligere generationer til det nyfødte barn, fordi traumatiske begivenheder påvirker arvematerialet.”

 
Mette Buhl

Vores celler er altså på en måde som små hjerner, der sanser og lagrer oplevelser allerede på et meget tidligt stadie af vores liv (den implicitte cellehukommelse hinsides sproget), og forskning viser, at denne cellehukommelse ser ud til at videregives i generationer.

Citat herunder fra det tidligere Center for Epigenetik i København siger det meget fint:

”Epigenetikken beskæftiger sig således med ændringer, som kan overføres fra en celle-generation til en anden og måske endda nedarves fra en generation til den næste, men uden at det direkte involverer forandringer i selve vores genetiske kode. Indenfor de sidste 10 år er det blevet tydeligt, at vores celler må indeholde anden arvelig information end den genetiske kode”.

I METAsundhed går vi skridtet videre. For METAsundheden tror på, at uforløste følelsesmæssige traumer ikke kun kan give psykiske symptomer og videregives i generationer, som ovenstående forskning bevidner, men også kan være medvirkende årsag til fysiske symptomer. Det er det, en METAsundhedsanalyse kan belyse.

Meget bevidner altså, at gener ikke ser ud at være lig med skæbne, og forskningen viser, at vi kan ”slukke og tænde” for de gode og dårlige gener med ændringer i vores indre og ydre miljø.

Det er ligeledes min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer med dyb kontakt til kroppens visdom.

Dermed kan dette liv være de arvelige traumers sidste vandring – det potentiale og den kraft tror jeg, vi hver især besidder.

“Det er ligeledes min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer med dyb kontakt til kroppens visdom.”

 
Mette Buhl

Det kan lyde overvældende, men det giver samtidigt masser af håb og handlemuligheder. Lige nu, i dette liv.

HEALING

Når traumer går i arv

Det er min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer, så dette liv bliver de arvelige traumers sidste vandring, skriver Mette Buhl.

29. juni 2021 | Af Mette Buhl | Foto: Jonathan Borba, Unsplash

 

Det er min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer, så dette liv bliver de arvelige traumers sidste vandring, skriver Mette Buhl.

Mette Buhl er uddannet sygeplejerske, METAsundhedsterapuet og EFT/tankefeltterapeut. Lige nu er hun beskæftiget i egen virksomhed, mens hun på femte år hjemmeunderviser sine to piger sammen med sin mand. Du kan se mere her og følge hende på Instagram her.

 

Det er ikke kun fordi, din mormor også bar kimen til dig i sine æggestokke/ovarier – i form af det æg, der siden blev til dig – at jeg føler mig overbevist om, at traumer kan vandre i generationer. Det er også, og lige dele naturligt, tilfældet fra din fars side af familien.

Gennem de seneste år er der forsket rigtig meget i epigenetik og videregivelse af traumer. Epigentikken er en af årsagerne til, at jeg arbejder med METAsundhed og EFT/tankefeltterapi og er meget holistisk i min tilgang til krop og sind.

Epigenetik handler meget forenklet om, hvordan det miljø, vi er i, kan påvirke vores gener. Flere forskere som blandt andre Bruce Lipton, der er cellebiolog og ph.d., mener, at kun to procent af vores dna er uforanderligt, og at resten kan ”tændes” og ”slukkes” af vores indre og ydre miljø.

Dawson Church, der er ph.d., siger det således: ”Hukommelse, læring, stress og heling er alle berørt af, hvilke gener der er tændt eller slukket i tidsmæssige cyklusser, der spænder fra et sekund til mange timer. Miljøet, som aktiverer gener, omfatter både det indre miljø (det følelsesmæssige, biokemiske, mentale, energetiske og åndelige miljø) og det ydre (socialt netværk, bopæl, fødevarer, toksiner etc.).”

Blandt andet følelsesmæssige traumer ser altså ud til at være medvirkende årsag til aktivering og “slukning” af vores gener og deraf tilknyttede symptomer. Dette med risiko for genetisk traumeoverførelse.

Der er (desværre) lavet mange dyreforsøg på området, blandt af en gruppe forskere fra Emory University School of Medicine i USA.
Dyreforsøgene viser, at adfærd påvirkes af begivenheder hos tidligere generationer, som videregiver en form for genetisk hukommelse. Helt kort gengivet, så viste et forsøg med mus, der blev trænet i at både frygte og undgå duften af blomstrende kirsebær, at denne frygt for kirsebær blev nedarvet hos senere generationer af mus.

“Blandt andet følelsesmæssige traumer ser altså ud til at være medvirkende årsag til aktivering og “slukning” af vores gener og deraf tilknyttede symptomer. Dette med risiko for genetisk traumeoverførelse.”

 
Mette Buhl

Både musenes unger og næste generations afkom viste sig nemlig at være ekstremt følsomme overfor kirsebær og undgik duften, selv om disse aldrig før havde oplevet duften af dem.

Den del af DNA’et, der bestemmer følsomheden over for – i dette tilfælde – kirsebær, blev simpelthen gjort mere aktivt hos de deltagende mus og videregivet i generationer.

Forskernes konklusion er, at der finder en transgenerationel videreførsel af erindringer sted fra tidligere generationer til det nyfødte barn, fordi traumatiske begivenheder påvirker arvematerialet. Endvidere konkluderer de, at erfaringerne hos en moder, selv før undfangelsen, markant vil kunne påvirke både struktur og funktioner i nervesystemet hos de generationer, der følger efter (resumé fra en artikel skrevet af Thomas Andrew).

Genetisk traumeoverførsel er også målbar i mennesker, og blandt andre den israelsk-amerikanske professor i psykiatri og neurovidenskab Rachel Yehuda har forsket i dette.

I et forskningsstudie fra 2011 påviser hun, hvordan gravide kvinder fra New York, der udviklede posttraumatisk stress som en direkte følge af angrebene den 11. september 2001, fødte børn med unormalt lave kortisoltal (når du i for lang tid har haft et for højt niveau af stresshormonet kortisol i kroppen, kan dine binyrer blive ”trætte” og producere alt for lidt), og i de efterfølgende 10 år udviklede børnene sig til at være særligt sensitive over for stress.

“Forskernes konklusion er, at der finder en transgenerationel videreførsel af erindringer sted fra tidligere generationer til det nyfødte barn, fordi traumatiske begivenheder påvirker arvematerialet.”

 
Mette Buhl

Vores celler er altså på en måde som små hjerner, der sanser og lagrer oplevelser allerede på et meget tidligt stadie af vores liv (den implicitte cellehukommelse hinsides sproget), og forskning viser, at denne cellehukommelse ser ud til at videregives i generationer.

Citat herunder fra det tidligere Center for Epigenetik i København siger det meget fint:

”Epigenetikken beskæftiger sig således med ændringer, som kan overføres fra en celle-generation til en anden og måske endda nedarves fra en generation til den næste, men uden at det direkte involverer forandringer i selve vores genetiske kode. Indenfor de sidste 10 år er det blevet tydeligt, at vores celler må indeholde anden arvelig information end den genetiske kode”.

I METAsundhed går vi skridtet videre. For METAsundheden tror på, at uforløste følelsesmæssige traumer ikke kun kan give psykiske symptomer og videregives i generationer, som ovenstående forskning bevidner, men også kan være medvirkende årsag til fysiske symptomer. Det er det, en METAsundhedsanalyse kan belyse.

Meget bevidner altså, at gener ikke ser ud at være lig med skæbne, og forskningen viser, at vi kan ”slukke og tænde” for de gode og dårlige gener med ændringer i vores indre og ydre miljø.

Det er ligeledes min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer med dyb kontakt til kroppens visdom.

Dermed kan dette liv være de arvelige traumers sidste vandring – det potentiale og den kraft tror jeg, vi hver især besidder.

“Det er ligeledes min dybe overbevisning, at når traumer kan vandre i generationer, så kan vi også heale for generationer med dyb kontakt til kroppens visdom.”

 
Mette Buhl

Det kan lyde overvældende, men det giver samtidigt masser af håb og handlemuligheder. Lige nu, i dette liv.

LÆS OGSÅ

Vi lever i en adskillelseskultur – og det er HELT forkert

af | feb 19, 2020

DEBAT

Vi lever i en adskillelseskultur – og det er HELT forkert

Vi lever i en adskillelseskultur, og det er helt forkert, skriver Kira Dechau.19. februar 2020 – opdateret 27. sept. 2022 | Af Kira Dechau | Foto: Monika Pot, Unsplash

Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os.

Kira Dechau, som du kan følge på Instagramprofilen kiradeschau, har arbejdet i forskellige institutioner. Nu er hun selvstændig og mor til snart to.

Vi lever i en adskillelseskultur.

Som det mest naturlige i verden, siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Og det er de færreste, der stiller spørgsmål ved det.

”Det er der ingen skade ved,” siger vi. ”Vi kom selv i pasning fra en tidlig alder, og vi klarede os da meget godt.” ”Det er ingen døde af,” lyder det.

Samtidig undrer vi os over den stigende mistrivsel i befolkningen. Hvor kommer den nu fra? Angst, depression og stress. Vi har det ikke godt, og det kommer til udtryk tidligere og tidligere.

Vi taler om curlingbørn og om børn, der gøres svage af de bløde værdier og af at blive pakket ind i vat af deres forældre. Ofte er det de alt for “blødsødne” mødre, der står for skud, når skylden og årsagen skal placeres. For det skal den jo.

Feminismens fremgang, og det at samfundet bliver mere ligestillet, vil selvfølgelig få mange til at råbe op i et sidste desperat forsøg på at bevare status quo. ”Det er det feminiserede samfund, den er gal med,” kan man med jævne mellemrum læse i den offentlige debat. Men er det virkelig det?

Vi har som kultur alt for længe dyrket de hårde værdier – de maskuline værdier. Robusthed og selvstændighed har været nøgleord i vores børneopdragelse. Også i opdragelsen af os, da vi selv var børn.

At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.

Det kan da ikke være det, at vi afleverer vores børn til institutionaliseringen, som bidrager til mistrivsel, for det har vi jo altid gjort, ik? Men nej. Det har vi faktisk ikke altid gjort. Det er både nyt, absurd og komplet unaturligt.

“At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.”

 
Kira Dechau

Os, der er forældre i dag, er stadig nogle af de første, som næsten alle er blevet adskilt fra vores primære omsorgspersoner, da vi var børn. Vi er resultatet af det eksperiment, som det er at vokse op med ringe vilkår for at danne en tryg tilknytning. Rigtig mange af os er tilknytningsskadede og – traumatiserede, er min påstand.

Den øgede mistrivsel, vi ser i befolkningen, betragter jeg i høj grad som et symptom på adskillelsen mellem små børn og deres primære omsorgspersoner blandet med et hårdt og uhensigtsmæssigt børnesyn.

Tilknytningsteorien har lært os, at en sikker og tryg tilknytning i allerhøjeste grad bidrager til selvværd og modstandsdygtighed senere i livet. Så når vi i adskillelseskulturen bruger opnåelse af robusthed og selvstændighed som begrundelse for adskillelsens berettigelse, er det i virkeligheden helt på hovedet.

Vi lever i en adskillelseskultur, og som det mest naturlige i verden siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Selv når vi mærker det rive og skære i hjertet og hører vores intuition skrige; ”Det er jo forkert det her!”

Og det ER forkert. Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Det er slet ikke meningen, at vi skal være væk fra dem.

Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.

Men vi er jo selv adskilte.

Vi blev adskilt fra vores egne forældre, og her lærte vi også at adskille os fra os selv. For vi kan ikke blive ved med at skrige og græde. Og vi kan heller ikke blive ved med at føle, når følelserne gør for ondt. Vores overlevelsesinstinkter træder ind og beskytter os. Vi dissocierer. Vi adskiller os fra vores kroppe og fra vores følelser.

“Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.”

 
Kira Dechau

Mange af os, som er forældre i dag, er udover adskillelsen vokset op med et børnesyn, som har dyrket de maskuline værdier og fortalt os, mere eller mindre direkte, at det, vi føler, er noget pjat og noget, vi skal komme over. ”Op igen.” ”Det var ikke så slemt.” ”Stop med det piveri.”

Hvordan skal vi nogensinde kunne forventes at kunne formå at lytte til vores børns skrig og gråd, når vi ikke engang kan anerkende og føle vores egen sorg? Hvis vi ikke kan tillade det i os selv, kan vi heller ikke tillade det i andre. Hvis vi ikke kan hele det i os selv, kan vi ikke hele det i vores børn. Vi kan ikke møde vores børn som autentiske, tydelige og kærlige voksne, før vi skaber forbindelse til vores eget indre igen.

Så cyklussen fortsætter. Børnene skriger på det, de instinktivt ved, er rigtigt og livsnødvendigt. Og vi oplever, at det vækker noget i os, både som forældre og som børn af adskillelseskulturen. Følelserne blusser op og strømmer pludselig vildt og voldsomt igennem os. Hjertet banker. Tårerne presser sig på. Kroppen skriger på at rive barnet tilbage i vores arme.

Men det er jo bare vores følelser. Og hvad kan vi egentlig bruge dem til? Og er de egentlig ikke også noget pjat? Op igen. Det er ikke så slemt. Ud ad døren og afsted på arbejde. Nu må du være robust. Og det samme må dine børn lære at være.

Og tro mig, de lærer det. At adskille sig fra dig. Men det kræver, at de adskiller sig fra dele af sig selv i processen.

Tiden er ved at være inde til at lytte til vores intuition, lytte til vores hjerter og lytte til vores børn.

Vores følelser er vores vigtigste kompas. Og det er i allerhøjeste grad, når vi mærker følelserne strømme gennem kroppen, at vi skal lytte, fornemme og handle derefter.

Livet skal føles rigtigt. Vi skal føles rigtigt.

Det er ikke noget pjat, vi skal ikke tage os sammen og vi skal ikke komme over det.

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Vi lever i en adskillelseskultur – og det er HELT forkert

Vi lever i en adskillelseskultur, og det er helt forkert, skriver Kira Dechau.

19. februar 2020 – opdateret 27. sept. 2022 | Af Kira Dechau | Foto: Monika Pot, Unsplash

Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os.

Kira Dechau, som du kan følge på Instagramprofilen kiradeschau, har arbejdet i forskellige institutioner. Nu er hun selvstændig og mor til snart to.

Vi lever i en adskillelseskultur.

Som det mest naturlige i verden, siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Og det er de færreste, der stiller spørgsmål ved det.

”Det er der ingen skade ved,” siger vi. ”Vi kom selv i pasning fra en tidlig alder, og vi klarede os da meget godt.” ”Det er ingen døde af,” lyder det.

Samtidig undrer vi os over den stigende mistrivsel i befolkningen. Hvor kommer den nu fra? Angst, depression og stress. Vi har det ikke godt, og det kommer til udtryk tidligere og tidligere.

Vi taler om curlingbørn og om børn, der gøres svage af de bløde værdier og af at blive pakket ind i vat af deres forældre. Ofte er det de alt for “blødsødne” mødre, der står for skud, når skylden og årsagen skal placeres. For det skal den jo.

Feminismens fremgang, og det at samfundet bliver mere ligestillet, vil selvfølgelig få mange til at råbe op i et sidste desperat forsøg på at bevare status quo. ”Det er det feminiserede samfund, den er gal med,” kan man med jævne mellemrum læse i den offentlige debat. Men er det virkelig det?

Vi har som kultur alt for længe dyrket de hårde værdier – de maskuline værdier. Robusthed og selvstændighed har været nøgleord i vores børneopdragelse. Også i opdragelsen af os, da vi selv var børn.

At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.

Det kan da ikke være det, at vi afleverer vores børn til institutionaliseringen, som bidrager til mistrivsel, for det har vi jo altid gjort, ik? Men nej. Det har vi faktisk ikke altid gjort. Det er både nyt, absurd og komplet unaturligt.

“At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.”

 
Kira Dechau

Os, der er forældre i dag, er stadig nogle af de første, som næsten alle er blevet adskilt fra vores primære omsorgspersoner, da vi var børn. Vi er resultatet af det eksperiment, som det er at vokse op med ringe vilkår for at danne en tryg tilknytning. Rigtig mange af os er tilknytningsskadede og – traumatiserede, er min påstand.

Den øgede mistrivsel, vi ser i befolkningen, betragter jeg i høj grad som et symptom på adskillelsen mellem små børn og deres primære omsorgspersoner blandet med et hårdt og uhensigtsmæssigt børnesyn.

Tilknytningsteorien har lært os, at en sikker og tryg tilknytning i allerhøjeste grad bidrager til selvværd og modstandsdygtighed senere i livet. Så når vi i adskillelseskulturen bruger opnåelse af robusthed og selvstændighed som begrundelse for adskillelsens berettigelse, er det i virkeligheden helt på hovedet.

Vi lever i en adskillelseskultur, og som det mest naturlige i verden siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Selv når vi mærker det rive og skære i hjertet og hører vores intuition skrige; ”Det er jo forkert det her!”

Og det ER forkert. Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Det er slet ikke meningen, at vi skal være væk fra dem.

Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.

Men vi er jo selv adskilte.

Vi blev adskilt fra vores egne forældre, og her lærte vi også at adskille os fra os selv. For vi kan ikke blive ved med at skrige og græde. Og vi kan heller ikke blive ved med at føle, når følelserne gør for ondt. Vores overlevelsesinstinkter træder ind og beskytter os. Vi dissocierer. Vi adskiller os fra vores kroppe og fra vores følelser.

“Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.”

 
Kira Dechau

Mange af os, som er forældre i dag, er udover adskillelsen vokset op med et børnesyn, som har dyrket de maskuline værdier og fortalt os, mere eller mindre direkte, at det, vi føler, er noget pjat og noget, vi skal komme over. ”Op igen.” ”Det var ikke så slemt.” ”Stop med det piveri.”

Hvordan skal vi nogensinde kunne forventes at kunne formå at lytte til vores børns skrig og gråd, når vi ikke engang kan anerkende og føle vores egen sorg? Hvis vi ikke kan tillade det i os selv, kan vi heller ikke tillade det i andre. Hvis vi ikke kan hele det i os selv, kan vi ikke hele det i vores børn. Vi kan ikke møde vores børn som autentiske, tydelige og kærlige voksne, før vi skaber forbindelse til vores eget indre igen.

Så cyklussen fortsætter. Børnene skriger på det, de instinktivt ved, er rigtigt og livsnødvendigt. Og vi oplever, at det vækker noget i os, både som forældre og som børn af adskillelseskulturen. Følelserne blusser op og strømmer pludselig vildt og voldsomt igennem os. Hjertet banker. Tårerne presser sig på. Kroppen skriger på at rive barnet tilbage i vores arme.

Men det er jo bare vores følelser. Og hvad kan vi egentlig bruge dem til? Og er de egentlig ikke også noget pjat? Op igen. Det er ikke så slemt. Ud ad døren og afsted på arbejde. Nu må du være robust. Og det samme må dine børn lære at være.

Og tro mig, de lærer det. At adskille sig fra dig. Men det kræver, at de adskiller sig fra dele af sig selv i processen.

Tiden er ved at være inde til at lytte til vores intuition, lytte til vores hjerter og lytte til vores børn.

Vores følelser er vores vigtigste kompas. Og det er i allerhøjeste grad, når vi mærker følelserne strømme gennem kroppen, at vi skal lytte, fornemme og handle derefter.

Livet skal føles rigtigt. Vi skal føles rigtigt.

Det er ikke noget pjat, vi skal ikke tage os sammen og vi skal ikke komme over det.

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Glem kødgryderne – det er børnene, det handler om!

af | nov 7, 2019

DEBAT

Glem kødgryderne – det er børnene, det handler om!

Glem kødgryderne - det er børnene det handler om.07. november 2019 | Af Marta Wriedt | Foto: Unsplash

Det er dybt problematisk og misforstået, at omsorg for vores børn og lysten til at have dem hjemme i deres mest sårbare år bliver italesat og forstået i en ramme, der handler om ligestilling og kødgryder.

 

TV 2 dokumentaren Eksperimentet med vores børn har endnu en gang fået debatten om minimumsnormeringer og kvaliteten i vores dagtilbud til at blusse op.

Med rette.

For noget skal der gøres. Hurtigt.

Vores børn har brug for at blive både set og hørt. Det synes der dog ikke at være de optimale vilkår for i de pasningstilbud, vi byder dem i dag.

Ifølge landets socialdemokratiske børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er det imidlertid ganske afgørende, at vi forældre ikke panikker og reagerer ved at melde vores børn ud af deres institutioner for i stedet at have dem hjemme. Også selvom det formentlig næppe bliver i deres institutionstid, at de bliver omgivet af flere kendte voksne.

Årsag? Pernille Rosenkrantz-Theil frygter, at det vil sende os tilbage til 1950’erne og kødgryderne, udtrykte hun torsdag i TV 2 Nyhederne. Og den bekymring er hun ikke alene om at have.

Senest var det næstformand og politisk ordfører for Radikale Venstre Sofie Carsten Nielsen, der i et indlæg i Ekstra Bladet problematiserede et forslag fra Dansk Folkeparti om at give forældre et større tilskud for at passe egne børn hjemme. Ifølge Sofie Carsten Nielsen ville det ”bombe ligestillingen og kvinders rettigheder tilbage til en dunkel fortid.”

I mine øjne er det dog dybt problematisk og misforstået, at omsorg for vores børn og lysten til at have dem hjemme i deres mest sårbare år bliver italesat og forstået i den ramme: At det er skidt for ligestillingen, for samfundet og ikke mindst udviklingen af det.

Hvor er i stedet den ramme, der sætter barnet og dets behov først? Hvor er erkendelsen af, at det, vi byder de liv, vi selv har skabt, er tæt på umenneskelige?

Dokumentaren viser det tydeligt, og eksperter har i flere år forsøgt at gøre opmærksom på det. Vores model skader børn, og resultatet er – som cand. mag i psykologi Mette Miriam Sloth udtrykker det i et indlæg på fødslen.dk – flere psykiske lidelser, lavt selvværd og manglende evne til at håndtere og regulere følelser hos unge. De rammer, vi sætter for vores børn, får konsekvenser. I dette tilfælde ganske alvorlige.

“Hvor er erkendelsen af, at det, vi byder de liv, vi selv har skabt, er tæt på umenneskelige?”

 
Marta Wriedt

Jeg er derfor også nødt til at provokere og spørge Pernille Rosenkrantz-Theil og Sofie Carsten Nielsen, om ikke det er egoistisk ikke at handle?

Om vi forældre blot skal blive ved med at lukke øjnene og holde følelserne og mavefornemmelsen nede?

Skal vi blot sidde på vores hænder og vente på, at der bliver fundet de nødvendige midler til at indføre minimumsnormeringer og blot nogenlunde forhold for vores børn?

Skal vi tro og håbe på, at lige netop vores børn klarer den? For børn tilpasser sig jo og kan overleve meget.

Nej, vel?

Kvindeoprøret var nødvendigt, men det, der sker i dag, handler om noget helt andet. Så lad os tale ud fra en mere tidssvarende ramme, hvor vi ser realiteterne i øjnene og handler ud fra det.

For hvad er det, vi reelt er så bange for, det vil koste vores samfund, hvis vi bryder normen og tager børnene hjem i vores trygge favn?

Hvorfor er vi ikke mere bange for konsekvenserne, hvis vi ikke handler?

Vores børn er grundpillen i fremtidens samfund. Det, der skal bære det videre.

Dette indlæg er udtryk for mine holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Glem kødgryderne – det er børnene, det handler om!

Glem kødgryderne - det er børnene det handler om.
07. november 2019 | Af Marta Wriedt | Foto: Unsplash

Det er dybt problematisk og misforstået, at omsorg for vores børn og lysten til at have dem hjemme i deres mest sårbare år bliver italesat og forstået i en ramme, der handler om ligestilling og kødgryder.

 

TV 2 dokumentaren Eksperimentet med vores børn har endnu en gang fået debatten om minimumsnormeringer og kvaliteten i vores dagtilbud til at blusse op.

Med rette.

For noget skal der gøres. Hurtigt.

Vores børn har brug for at blive både set og hørt. Det synes der dog ikke at være de optimale vilkår for i de pasningstilbud, vi byder dem i dag.

Ifølge landets socialdemokratiske børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er det imidlertid ganske afgørende, at vi forældre ikke panikker og reagerer ved at melde vores børn ud af deres institutioner for i stedet at have dem hjemme. Også selvom det formentlig næppe bliver i deres institutionstid, at de bliver omgivet af flere kendte voksne.

Årsag? Pernille Rosenkrantz-Theil frygter, at det vil sende os tilbage til 1950’erne og kødgryderne, udtrykte hun torsdag i TV 2 Nyhederne. Og den bekymring er hun ikke alene om at have.

Senest var det næstformand og politisk ordfører for Radikale Venstre Sofie Carsten Nielsen, der i et indlæg i Ekstra Bladet problematiserede et forslag fra Dansk Folkeparti om at give forældre et større tilskud for at passe egne børn hjemme. Ifølge Sofie Carsten Nielsen ville det ”bombe ligestillingen og kvinders rettigheder tilbage til en dunkel fortid.”

I mine øjne er det dog dybt problematisk og misforstået, at omsorg for vores børn og lysten til at have dem hjemme i deres mest sårbare år bliver italesat og forstået i den ramme: At det er skidt for ligestillingen, for samfundet og ikke mindst udviklingen af det.

Hvor er i stedet den ramme, der sætter barnet og dets behov først? Hvor er erkendelsen af, at det, vi byder de liv, vi selv har skabt, er tæt på umenneskelige?

Dokumentaren viser det tydeligt, og eksperter har i flere år forsøgt at gøre opmærksom på det. Vores model skader børn, og resultatet er – som cand. mag i psykologi Mette Miriam Sloth udtrykker det i et indlæg på fødslen.dk – flere psykiske lidelser, lavt selvværd og manglende evne til at håndtere og regulere følelser hos unge. De rammer, vi sætter for vores børn, får konsekvenser. I dette tilfælde ganske alvorlige.

“Hvor er erkendelsen af, at det, vi byder de liv, vi selv har skabt, er tæt på umenneskelige?”

 
Marta Wriedt

Jeg er derfor også nødt til at provokere og spørge Pernille Rosenkrantz-Theil og Sofie Carsten Nielsen, om ikke det er egoistisk ikke at handle?

Om vi forældre blot skal blive ved med at lukke øjnene og holde følelserne og mavefornemmelsen nede?

Skal vi blot sidde på vores hænder og vente på, at der bliver fundet de nødvendige midler til at indføre minimumsnormeringer og blot nogenlunde forhold for vores børn?

Skal vi tro og håbe på, at lige netop vores børn klarer den? For børn tilpasser sig jo og kan overleve meget.

Nej, vel?

Kvindeoprøret var nødvendigt, men det, der sker i dag, handler om noget helt andet. Så lad os tale ud fra en mere tidssvarende ramme, hvor vi ser realiteterne i øjnene og handler ud fra det.

For hvad er det, vi reelt er så bange for, det vil koste vores samfund, hvis vi bryder normen og tager børnene hjem i vores trygge favn?

Hvorfor er vi ikke mere bange for konsekvenserne, hvis vi ikke handler?

Vores børn er grundpillen i fremtidens samfund. Det, der skal bære det videre.

Dette indlæg er udtryk for mine holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Nej, børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale

af | okt 21, 2019

DEBAT

Nej, børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale

Børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale, skriver Mette Carendi.

21. oktober 2019 | Af Mette Carendi | Foto: Privat

Det er ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, skriver Mette Carendi.

–
Mette Carendi er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Du kan læse mere om Mette Carendi her.
–

”Husk nu på socialiseringen. Børn skal jo være sammen med andre børn for at lære at begå sig socialt.”

Den sætning har jeg hørt flere gange, end jeg kan tælle. Men det er en sandhed med modifikationer. Og det er ikke et argument, der kan bruges til at forsvare institutionalisering.

Det at kunne fungere i relationer og sociale situationer handler primært om fire ting:
1. At kunne behovsudskyde – for eksempel at undlade at hive legetøjet ud af hænderne på et andet barn
2. At kunne sætte sig i den andens sted
3. At kunne regulere sine egne følelsestilstande
4. At barnets primære tilknytning er til modne voksne

Hvis du sætter to fireårige alene ind på et værelse for at lege, er det bare et spørgsmål om tid, inden de ryger i totterne på hinanden, og de har brug for din hjælp for at komme helskindede ud af konflikten igen. Børn under fem år evner nemlig ingen af de første tre punkter særlig godt. Deres hjerne og nervesystem er endnu ikke udviklede til at kunne håndtere de mange komplekse lag, der konstant udfolder sig i menneskelige interaktioner.

De tre første punkter er også alle dybt afhængige af det fjerde punkt, som handler om barnets primære tilknytning. Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld skriver meget om, hvordan børns tilknytningsadfærd har ændret sig især i moderne samfund, hvor den primære tilknytning er begyndt at gå fra forældrene over til barnets jævnaldrende venner.

Det er noget, vi skal være meget opmærksomme på i vores samfund, hvor vi ser samme tendens, men ofte misforstår adfærden og gør barnet til problemet.

Et menneske kan ikke være utilknyttet – det er en biologisk umulighed. Men et menneske, stort som lille, kan være tilknyttet på mange uhensigtsmæssige måder såvel som knyttet til ting i stedet for mennesker, for eksempel en skærm. Tilknytning vil ske, men til hvad afhænger helt af, hvordan barnet er blevet præget, og om der var modne voksne i barnets liv, som sørgede for at sikre den.

Lad os sætte denne viden i spil i den typiske børnehave, hvor der er 20-30 børn i alderen tre til seks år samlet på et sted med omkring to til fire tilgængelige voksne. Nogle af børnene vil evne behovsudskydelse og at kunne regulere egne følelser i en vis grad, men ingen af dem vil være særlig gode til det, og mange af dem formår det kun i meget begrænset omfang. Men det er ikke det største problem.

Det største problem er, at vi tror, børn udvikler de her færdigheder via gentagne interaktioner med andre børn i samme alder, og at vi placerer fejlen i børnene, når vores forventning ikke bliver mødt.

Desværre er vi kommet til at fjerne meget af barnets interaktion med modne voksne, fordi vi antager, at den udviklende frie leg på magisk vis opstår, når vi stuver en masse børn sammen i mange timer ad gangen uden særlig mange voksne til at tage sig af dem. Men det, der ofte udspiller sig i børnegrupperne, har meget lidt med fri leg at gøre. Fri leg er dybt afhængig af tilstanden af tryghed.

Et menneske kan ikke være utrygt og legende på en og samme tid – det er en biologisk umulighed. Tryghed kræver, at barnet hele tiden får reguleret sin utryghed og stress via den voksnes smil, bekræftende nik, trøstende ord, varme favn, rolige og konsekvente stemmer samt indgriben, når tingene løber løbsk.

Er der ikke nok voksne til at varetage denne store opgave, har barnet kun én mulighed tilbage: At sikre sin overlevelse.

Det, vi kalder fri leg, er derfor ofte overaktiverede overlevelsesmekanismer, hvor nogle børn kæmper sig til tops i hierarkiet, og andre gør sig usynlige. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at gå efter toppen for at overleve, bliver dem, vi kalder de utilpassede, de aggressive, krænkerne og dem med tendens til mobning. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at tilpasse sig og vender utrygheden indad i en sådan grad, at de nærmest bliver usynlige, bliver dem, vi kalder de sensitive, de angstprægede, ”dørmåtterne”, dem, der mangler resiliens, og som er lette at vælte omkuld.

Det er vigtigt at huske på, når vi bruger socialiseringen som forsvar for, at vi afleverer vores børn i vuggestue og børnehave.

Det er således ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, at barnet udvikles. Og der må man spørge, i hvilket omfang rammerne i landets institutioner i dag tillader det.

Dette indlæg er udtryk for Mette Carendis holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Nej, børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale

Børn skal ikke gå i børnehave for at lære at blive sociale, skriver Mette Carendi.

21. oktober 2019 | Af Mette Carendi | Foto: Privat

 

Det er ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, skriver Mette Carendi.

–
Mette Carendi er cand. mag i psykologi med speciale i følelser og tilknytning, rådgiver, underviser og forfatter. Du kan læse mere om Mette Carendi her.
–

”Husk nu på socialiseringen. Børn skal jo være sammen med andre børn for at lære at begå sig socialt.”

Den sætning har jeg hørt flere gange, end jeg kan tælle. Men det er en sandhed med modifikationer. Og det er ikke et argument, der kan bruges til at forsvare institutionalisering.

Det at kunne fungere i relationer og sociale situationer handler primært om fire ting:
1. At kunne behovsudskyde – for eksempel at undlade at hive legetøjet ud af hænderne på et andet barn
2. At kunne sætte sig i den andens sted
3. At kunne regulere sine egne følelsestilstande
4. At barnets primære tilknytning er til modne voksne

Hvis du sætter to fireårige alene ind på et værelse for at lege, er det bare et spørgsmål om tid, inden de ryger i totterne på hinanden, og de har brug for din hjælp for at komme helskindede ud af konflikten igen. Børn under fem år evner nemlig ingen af de første tre punkter særlig godt. Deres hjerne og nervesystem er endnu ikke udviklede til at kunne håndtere de mange komplekse lag, der konstant udfolder sig i menneskelige interaktioner.

De tre første punkter er også alle dybt afhængige af det fjerde punkt, som handler om barnets primære tilknytning. Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld skriver meget om, hvordan børns tilknytningsadfærd har ændret sig især i moderne samfund, hvor den primære tilknytning er begyndt at gå fra forældrene over til barnets jævnaldrende venner.

Det er noget, vi skal være meget opmærksomme på i vores samfund, hvor vi ser samme tendens, men ofte misforstår adfærden og gør barnet til problemet.

Et menneske kan ikke være utilknyttet – det er en biologisk umulighed. Men et menneske, stort som lille, kan være tilknyttet på mange uhensigtsmæssige måder såvel som knyttet til ting i stedet for mennesker, for eksempel en skærm. Tilknytning vil ske, men til hvad afhænger helt af, hvordan barnet er blevet præget, og om der var modne voksne i barnets liv, som sørgede for at sikre den.

Lad os sætte denne viden i spil i den typiske børnehave, hvor der er 20-30 børn i alderen tre til seks år samlet på et sted med omkring to til fire tilgængelige voksne. Nogle af børnene vil evne behovsudskydelse og at kunne regulere egne følelser i en vis grad, men ingen af dem vil være særlig gode til det, og mange af dem formår det kun i meget begrænset omfang. Men det er ikke det største problem.

Det største problem er, at vi tror, børn udvikler de her færdigheder via gentagne interaktioner med andre børn i samme alder, og at vi placerer fejlen i børnene, når vores forventning ikke bliver mødt.

Desværre er vi kommet til at fjerne meget af barnets interaktion med modne voksne, fordi vi antager, at den udviklende frie leg på magisk vis opstår, når vi stuver en masse børn sammen i mange timer ad gangen uden særlig mange voksne til at tage sig af dem. Men det, der ofte udspiller sig i børnegrupperne, har meget lidt med fri leg at gøre. Fri leg er dybt afhængig af tilstanden af tryghed.

Et menneske kan ikke være utrygt og legende på en og samme tid – det er en biologisk umulighed. Tryghed kræver, at barnet hele tiden får reguleret sin utryghed og stress via den voksnes smil, bekræftende nik, trøstende ord, varme favn, rolige og konsekvente stemmer samt indgriben, når tingene løber løbsk.

Er der ikke nok voksne til at varetage denne store opgave, har barnet kun én mulighed tilbage: At sikre sin overlevelse.

Det, vi kalder fri leg, er derfor ofte overaktiverede overlevelsesmekanismer, hvor nogle børn kæmper sig til tops i hierarkiet, og andre gør sig usynlige. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at gå efter toppen for at overleve, bliver dem, vi kalder de utilpassede, de aggressive, krænkerne og dem med tendens til mobning. De børn, hvis overlevelsesinstinkter presser dem til at tilpasse sig og vender utrygheden indad i en sådan grad, at de nærmest bliver usynlige, bliver dem, vi kalder de sensitive, de angstprægede, ”dørmåtterne”, dem, der mangler resiliens, og som er lette at vælte omkuld.

Det er vigtigt at huske på, når vi bruger socialiseringen som forsvar for, at vi afleverer vores børn i vuggestue og børnehave.

Det er således ikke interaktionen med jævnaldrende, som barnet modnes og udvikles af. Det er, når barnet får hjælp fra modne voksne til at forstå og integrere de mange følelseslag, der opstår i interaktionen med andre børn, at barnet udvikles. Og der må man spørge, i hvilket omfang rammerne i landets institutioner i dag tillader det.

Dette indlæg er udtryk for Mette Carendis holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ