Forældreskabet er ikke en rolle, vi skal spille

DEBAT

Forældreskabet er ikke en rolle, vi skal spille

Beatrice Savage og Søren Bjerrum

5. februar 2020 | Af Beatrice Savage og Søren Bjerrum | Foto: Privat

Forsøger vi at træde ud af rollespillet for i stedet at se vores forældreskab som en livslang relation, kan vi se os selv som medskabere og ikke magtskabere af vores børns virkelighed, skriver Beatrice Savage og Søren Bjerrum.

Beatrice Savage og Søren Bjerrum er skabere af bloggen The Value Creating Parent, hvis formål er at inspirere til øget bevidstgørelse i forældreskabet.

Når vi i Danmark tænker og taler om måden at være forældre på, bliver det ofte forbundet med en rolle, vi spiller over for vores børn.

Vi taler om vores rolle som mor eller vores rolle som far, og om vi har det godt eller svært i den rolle.

Det er problematisk, for det spænder ben for den ægte relation og levner ikke meget mulighed til at være os selv.

En modig veninde fortalte engang, at hun længe havde fortalt sig selv og alle andre, der ville lytte, hvordan hun havde det med at være blevet mor.

Hun fortalte, at bare fordi hun ikke elskede sin rolle som mor, betød det jo ikke, at hun ikke elskede sit barn.

Hun fortalte også, hvordan den største befrielse i hendes moderskab var at forstå, at det ikke handlede om en rolle, hun behøvede at spille over for sit barn, men om en dyb, livslang relation, hun ønskede at pleje. Hvordan det at forstå det ord “rolle”, hun havde brugt til at beskrive sin virkelighed, i virkeligheden satte hende fri.

Disse refleksioner er dyrebare. For som ledelsesfilosoffen Ole Fogh Kirkeby så mange gange har sagt, så spejler ordet sjælen.

Ynder vi at gå etymologisk til værks, finder vi hurtigt ud af, hvorfor der kan ligge en smerte forbundet i at tænke, føle og tale om forældreskabet som en rolle.

På dansk kommer ordet rolle via tysk fra fransk ’rôle’ og betyder “en karakter, spillet i en persons liv” og en “rulle papir, hvorpå en skuespillers del er nedskrevet”.

Det deler den samme rod som ’rulle’, som er beslægtet med det latinske ’rota’, altså ’hjul’. Denne rod danner så andre ord relateret til hjul og rulle, blandt andet ’chariot’ på sanskrit, som giver konnotationer til at “spænde noget for”.

Denne rod giver også betydninger som ’beskytte’, ’udøve magt’ og ’holde ved magt’. Betydninger, nogle måske kan genkende i deres praksis som forældre.

Tænker vi vores relationer med vores børn som sådan, kan der opleves en ubalance eller måske endda mangel på harmoni i den måde, vi deler livet med dem. Unægteligt kommer vi til at se os selv som noget uægte i forhold til dem. Som noget påtaget.

Forsøger vi at træde ud af rollespillet for i stedet at se vores forældreskab som en livslang relation, kan fejlbarligheden, ligheden og kærligheden vokse fra et mere sandt sted, og vi kan se os selv som medskabere og ikke magtskabere af vores børns virkelighed.

Det gør en stor forskel i relationen. Men som sagt også i forhold til os selv. Og handler grundlæggende om de ting, vi selv har med os.

Vi kan med fordel spørge; hvem har jeg lært at være, og hvem ønsker jeg at blive? Når vi bliver bevidste om dette, åbner det for muligheden for at afdække og virkeliggøre vores værdier, anerkende vores indre barn, vores reaktionsmønstre og antagelser om livet.

På den måde kan vi revolutionere forældreskabet.

Tiden er kommet til at sætte vores børn fri ved at sætte os selv fri.

Dette indlæg er udtryk for Beatrice Savages og Søren Bjerrums holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Forældreskabet er ikke en rolle, vi skal spille

Beatrice Savage og Søren Bjerrum

5. februar 2020 | Af Beatrice Savage og Søren Bjerrum | Foto: Privat

 

Forsøger vi at træde ud af rollespillet for i stedet at se vores forældreskab som en livslang relation, kan vi se os selv som medskabere og ikke magtskabere af vores børns virkelighed, skriver Beatrice Savage og Søren Bjerrum.

Beatrice Savage og Søren Bjerrum er skabere af bloggen The Value Creating Parent, hvis formål er at inspirere til øget bevidstgørelse i forældreskabet.

Når vi i Danmark tænker og taler om måden at være forældre på, bliver det ofte forbundet med en rolle, vi spiller over for vores børn.

Vi taler om vores rolle som mor eller vores rolle som far, og om vi har det godt eller svært i den rolle.

Det er problematisk, for det spænder ben for den ægte relation og levner ikke meget mulighed til at være os selv.

En modig veninde fortalte engang, at hun længe havde fortalt sig selv og alle andre, der ville lytte, hvordan hun havde det med at være blevet mor.

Hun fortalte, at bare fordi hun ikke elskede sin rolle som mor, betød det jo ikke, at hun ikke elskede sit barn.

Hun fortalte også, hvordan den største befrielse i hendes moderskab var at forstå, at det ikke handlede om en rolle, hun behøvede at spille over for sit barn, men om en dyb, livslang relation, hun ønskede at pleje. Hvordan det at forstå det ord “rolle”, hun havde brugt til at beskrive sin virkelighed, i virkeligheden satte hende fri.

Disse refleksioner er dyrebare. For som ledelsesfilosoffen Ole Fogh Kirkeby så mange gange har sagt, så spejler ordet sjælen.

Graviditetstøj fra Expectations Copenhagen

Ynder vi at gå etymologisk til værks, finder vi hurtigt ud af, hvorfor der kan ligge en smerte forbundet i at tænke, føle og tale om forældreskabet som en rolle.

På dansk kommer ordet rolle via tysk fra fransk ’rôle’ og betyder “en karakter, spillet i en persons liv” og en “rulle papir, hvorpå en skuespillers del er nedskrevet”.

Det deler den samme rod som ’rulle’, som er beslægtet med det latinske ’rota’, altså ’hjul’. Denne rod danner så andre ord relateret til hjul og rulle, blandt andet ’chariot’ på sanskrit, som giver konnotationer til at “spænde noget for”.

Denne rod giver også betydninger som ’beskytte’, ’udøve magt’ og ’holde ved magt’. Betydninger, nogle måske kan genkende i deres praksis som forældre.

Tænker vi vores relationer med vores børn som sådan, kan der opleves en ubalance eller måske endda mangel på harmoni i den måde, vi deler livet med dem. Unægteligt kommer vi til at se os selv som noget uægte i forhold til dem. Som noget påtaget.

Forsøger vi at træde ud af rollespillet for i stedet at se vores forældreskab som en livslang relation, kan fejlbarligheden, ligheden og kærligheden vokse fra et mere sandt sted, og vi kan se os selv som medskabere og ikke magtskabere af vores børns virkelighed.

Det gør en stor forskel i relationen. Men som sagt også i forhold til os selv. Og handler grundlæggende om de ting, vi selv har med os.

Vi kan med fordel spørge; hvem har jeg lært at være, og hvem ønsker jeg at blive? Når vi bliver bevidste om dette, åbner det for muligheden for at afdække og virkeliggøre vores værdier, anerkende vores indre barn, vores reaktionsmønstre og antagelser om livet.

På den måde kan vi revolutionere forældreskabet.

Tiden er kommet til at sætte vores børn fri ved at sætte os selv fri.

Graviditetstøj fra Expectations Copenhagen

Dette indlæg er udtryk for Beatrice Savages og Søren Bjerrums holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Stol på mavefornemmelsen: Du har en intuitiv viden om dit barn

MODERSKAB

Stol på mavefornemmelsen: Du har en intuitiv viden om dit barn

Psykolog Amalie Vatne Brean mener, man skal stole på sin mavefornemmelse som mor.
6. oktober 2019 (opdateret 3. september 2022) | Af Marta Wriedt | Foto: Josh Willink, Pexels

Som forældre er det vigtigt at turde stole på egen intuition i forhold til ens barn, mener psykolog Amalie Vatne Brean. Her fortæller hun, hvordan hun selv forsøger at gøre det.

Det skorter ikke med råd, når man som nybagt mor eller far står med sit lille barn og skal finde ud af at skabe en tryg hverdag sammen. Men som forældre er det – trods de mange velmenende råd – vigtigt at mærke efter og gøre det, der føles rigtigt for lige netop ens eget barn og familie.

Det er bare ikke altid lige let, lyder det fra psykolog Amalie Vatne Brean.

– De mange råd, vi kan google os til eller få fra venner, familie og sundhedspersoner, kan skabe en larm, som gør det sværere at følge den mere intuitive viden, vi som forældre har om eget barn, siger hun.

Allerede under graviditeten gennemgår vi ellers en forandring, som skal åbne os for at mærke det lille barns behov.

– Forandringen er blevet kaldt en moderskabsindstilling, og i dag peger flere studier på, at vi kan spore forandringen i hjernen, og at vi kan se en lignende forandring hos mænd – og formentlig også medmor, som lever tæt på den gravide kvinde, siger Amalie Vatne Brean og tilføjer:

– At vi på den måde rent faktisk er mere sårbare og åbne for input under graviditet og som nybagte forældre er en kæmpe styrke, fordi det gør os i stand til at mærke det lille barns behov. Men i en perfektionskultur, hvor alt kan forekomme sort eller hvidt, kan denne sårbarhed blive en akilleshæl, som gør os enormt tilgængelige for kritik og andres holdninger. Den åbenhed, der primært skulle bruges til at tilpasse sig det nyfødte barn, bliver pludselig brugt på at tilpasse sig andre forældre.

“De mange råd, vi kan google os til eller få fra venner, familie og sundhedspersoner, kan skabe en larm, som gør det sværere at følge den mere intuitive viden, vi som forældre har om eget barn.”

 
Amalie Vatne Brean

Ifølge Amalie Vatne Brean er der generelt mange ting i den måde, vores samfund i dag er opbygget på, som kan gøre det svært for os at være åbne for forskellige nuancer i forældreskabet og formå at mærke efter og følge egen intuition.

Hun peger blandt andet på, at vi i dag oftest ikke lever tæt sammen med andre forældre eller familier i hverdagen, men møder dem i kontrollerede – og dermed måske censurerede – situationer som på gaden, i mødregrupper og på sociale medier.

Samtidig er der også en tendens til, at alt skal måles, vejes og puttes i kasser. Også når vi er gravide.

– Som gravid mødes din krop ofte som et objekt i sundhedssystemet, og allerede her kan man blive mere eller mindre tvunget til at lægge ansvaret for selv at mærke efter til side og blot lytte til konkrete tal for at høre, om man er en ”normal gravid”, og om man har haft en ”normal fødsel”. Kombineret med en kultur, hvor vi generelt er på afstand fra de kropslige sider ved fødsel og død, er vi med andre ord dårlig ”primet” til at hengive os til de kropslige og mindre målbare sider af forældreskabet, siger Amalie Vatne Brean.

“Som gravid mødes din krop ofte som et objekt i sundhedssystemet, og allerede her kan man blive mere eller mindre tvunget til at lægge ansvaret for selv at mærke efter til side og blot lytte til konkrete tal for at høre, om man er en ”normal gravid”, og om man har haft en ”normal fødsel.”

 
Amalie Vatne Brean

Hun påpeger, at det derfor altid er op til den enkelte familie at gøre det, der fungerer for lige netop dem. Herunder kan du se, hvad hun som mor og psykolog selv gør for at følge egen mavefornemmelse:

Til stede i mavefølelsen
Jeg kan som mor selv blive påvirket af andres råd og andre forældres dømmende blikke. For mig hjælper det at være til stede i min egen mavefølelse. Det gør jeg ved at trække vejret ned i maven og tænke: Tror jeg, at jeg gør det godt nok for mit barn? For det tror jeg faktisk, at jeg gør. De andres stemmer er larm, jeg i øjeblikke kan lytte til. Men sætter jeg en grænse mellem min tro på, om jeg er en god nok mor, og mit behov for at tilfredsstille andre, bliver det pludselig nemmere at mærke, hvilken stemme der reelt forholder sig til, om jeg er en god nok mor, og hvilken stemme som blot vil have noget at kritisere mig for.

Dejligt, det fungerer for jer
Generelt kan sætningen: Dejligt, at det fungerer hos jer. For os fungerer det at …, være rigtig god. Både som et mantra til en selv og i en samtale med andre. Jeg både siger og hører sætningen alt for sjældent. Forældreskabet er ikke en konkurrence om at finde de bedste løsninger for alle til enhver tid. Det handler om at finde den løsning, der fungerer godt for lige præcis din baby og dig på lige præcis det her tidspunkt.

Fejl skaber udvikling
Der findes noget magisk ved børns udvikling, og det er, at fejl netop skaber udvikling. Børns udvikling er en ”dans” mellem voksne og børn, som Daniel Stern udtrykker det, og her skal vi simpelthen lave nogle fejltrin. Det vigtigste ved fejl er, at de bliver repareret igen. Det er i reparationen, at unikke muligheder for udvikling kan opstå. Et lille råd er at finde hvile i, at man som regel kan reparere det, der er sket ved at italesætte det og få en ny begyndelse sammen.

Dit barn har brug for dig
Mind dig selv om, at du faktisk også er et menneske. Og at mennesker har skabt mennesker i hele menneskets historie. Dit barn har brug for dig, og ikke en perfekt robotmor eller far. Vores børn skal vokse op i en virkelig verden, som er malet med farver fra hele følelsespaletten. Det er meget nemmere at navigere i de mange komplekse følelser og underlige situationer, livet byder på, hvis man (med hjælp fra en voksen) har lært dem at kende helt fra start af.

MODERSKAB

Stol på mavefornemmelsen: Du har en intuitiv viden om dit barn

Psykolog Amalie Vatne Brean mener, man skal stole på sin mavefornemmelse som mor.

6. oktober 2019 (opdateret 3. september 2022) | Af Marta Wriedt | Foto: Josh Willink, Pexels

 

Som forældre er det vigtigt at turde stole på egen intuition i forhold til ens barn, mener psykolog Amalie Vatne Brean. Her fortæller hun, hvordan hun selv forsøger at gøre det.

 

Det skorter ikke med råd, når man som nybagt mor eller far står med sit lille barn og skal finde ud af at skabe en tryg hverdag sammen. Men som forældre er det – trods de mange velmenende råd – vigtigt at mærke efter og gøre det, der føles rigtigt for lige netop ens eget barn og familie.

Det er bare ikke altid lige let, lyder det fra psykolog Amalie Vatne Brean.

– De mange råd, vi kan google os til eller få fra venner, familie og sundhedspersoner, kan skabe en larm, som gør det sværere at følge den mere intuitive viden, vi som forældre har om eget barn, siger hun.

Allerede under graviditeten gennemgår vi ellers en forandring, som skal åbne os for at mærke det lille barns behov.

– Forandringen er blevet kaldt en moderskabsindstilling, og i dag peger flere studier på, at vi kan spore forandringen i hjernen, og at vi kan se en lignende forandring hos mænd – og formentlig også medmor, som lever tæt på den gravide kvinde, siger Amalie Vatne Brean og tilføjer:

– At vi på den måde rent faktisk er mere sårbare og åbne for input under graviditet og som nybagte forældre er en kæmpe styrke, fordi det gør os i stand til at mærke det lille barns behov. Men i en perfektionskultur, hvor alt kan forekomme sort eller hvidt, kan denne sårbarhed blive en akilleshæl, som gør os enormt tilgængelige for kritik og andres holdninger. Den åbenhed, der primært skulle bruges til at tilpasse sig det nyfødte barn, bliver pludselig brugt på at tilpasse sig andre forældre.

“De mange råd, vi kan google os til eller få fra venner, familie og sundhedspersoner, kan skabe en larm, som gør det sværere at følge den mere intuitive viden, vi som forældre har om eget barn.”

 
Amalie Vatne Brean

Ifølge Amalie Vatne Brean er der generelt mange ting i den måde, vores samfund i dag er opbygget på, som kan gøre det svært for os at være åbne for forskellige nuancer i forældreskabet og formå at mærke efter og følge egen intuition.

Hun peger blandt andet på, at vi i dag oftest ikke lever tæt sammen med andre forældre eller familier i hverdagen, men møder dem i kontrollerede – og dermed måske censurerede – situationer som på gaden, i mødregrupper og på sociale medier.

Samtidig er der også en tendens til, at alt skal måles, vejes og puttes i kasser. Også når vi er gravide.

– Som gravid mødes din krop ofte som et objekt i sundhedssystemet, og allerede her kan man blive mere eller mindre tvunget til at lægge ansvaret for selv at mærke efter til side og blot lytte til konkrete tal for at høre, om man er en ”normal gravid”, og om man har haft en ”normal fødsel”. Kombineret med en kultur, hvor vi generelt er på afstand fra de kropslige sider ved fødsel og død, er vi med andre ord dårlig ”primet” til at hengive os til de kropslige og mindre målbare sider af forældreskabet, siger Amalie Vatne Brean.

“Som gravid mødes din krop ofte som et objekt i sundhedssystemet, og allerede her kan man blive mere eller mindre tvunget til at lægge ansvaret for selv at mærke efter til side og blot lytte til konkrete tal for at høre, om man er en ”normal gravid”, og om man har haft en ”normal fødsel.”

 
Amalie Vatne Brean

Hun påpeger, at det derfor altid er op til den enkelte familie at gøre det, der fungerer for lige netop dem. Herunder kan du se, hvad hun som mor og psykolog selv gør for at følge egen mavefornemmelse:

Til stede i mavefølelsen
Jeg kan som mor selv blive påvirket af andres råd og andre forældres dømmende blikke. For mig hjælper det at være til stede i min egen mavefølelse. Det gør jeg ved at trække vejret ned i maven og tænke: Tror jeg, at jeg gør det godt nok for mit barn? For det tror jeg faktisk, at jeg gør. De andres stemmer er larm, jeg i øjeblikke kan lytte til. Men sætter jeg en grænse mellem min tro på, om jeg er en god nok mor, og mit behov for at tilfredsstille andre, bliver det pludselig nemmere at mærke, hvilken stemme der reelt forholder sig til, om jeg er en god nok mor, og hvilken stemme som blot vil have noget at kritisere mig for.

Dejligt, det fungerer for jer
Generelt kan sætningen: Dejligt, at det fungerer hos jer. For os fungerer det at …, være rigtig god. Både som et mantra til en selv og i en samtale med andre. Jeg både siger og hører sætningen alt for sjældent. Forældreskabet er ikke en konkurrence om at finde de bedste løsninger for alle til enhver tid. Det handler om at finde den løsning, der fungerer godt for lige præcis din baby og dig på lige præcis det her tidspunkt.

Fejl skaber udvikling
Der findes noget magisk ved børns udvikling, og det er, at fejl netop skaber udvikling. Børns udvikling er en ”dans” mellem voksne og børn, som Daniel Stern udtrykker det, og her skal vi simpelthen lave nogle fejltrin. Det vigtigste ved fejl er, at de bliver repareret igen. Det er i reparationen, at unikke muligheder for udvikling kan opstå. Et lille råd er at finde hvile i, at man som regel kan reparere det, der er sket ved at italesætte det og få en ny begyndelse sammen.

Dit barn har brug for dig
Mind dig selv om, at du faktisk også er et menneske. Og at mennesker har skabt mennesker i hele menneskets historie. Dit barn har brug for dig, og ikke en perfekt robotmor eller far. Vores børn skal vokse op i en virkelig verden, som er malet med farver fra hele følelsespaletten. Det er meget nemmere at navigere i de mange komplekse følelser og underlige situationer, livet byder på, hvis man (med hjælp fra en voksen) har lært dem at kende helt fra start af.

LÆS OGSÅ