Hvor er vores landsby?

MODERSKAB

Hvor er vores landsby?

Hvor er min landsby w og w

10. november 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

 

Det var aldrig meningen, at moderskabet skulle være et ensomt eller adskilt foretagende. Og jeg savner, som mange andre, en “landsby” omkring mig.

Marta Gramstrup Wriedt er hjemmegående med sine to børn, journalist og stifter af fødslen.dk. Du følge med på Instragram og Facebook.

Da vi for omkring 2,5 år siden købte det hus, vi bor i nu, var det for at komme ud af byen. Vi ønskede mere luft, mere natur, mere have og mindre trafik omkring os.

Vi anede intet om området eller byen, hvor det, der syntes at være vores drømmehus, lå. Men det opfyldte alle vores ovennævnte ønsker. Og så lå det tæt på s-tog, hvilket jeg havde insisteret på for at kunne komme let til og fra arbejde.

På intet tidspunkt overvejede vi at undersøge, om der var nogen hjemmegående, hjemmeskolere og skoler med alternative tilgange til læring og mennesket generelt. Der var vi slet ikke. Der var jeg ikke endnu.

Godt nok arbejdede jeg, efter at være gået længere og længere ned i tid, kun to dage om ugen, og jeg mærkede, at noget ikke var, som det skulle være. Jeg hadede at være adskilt fra mine børn. Og mine børn fortalte tydeligt, at det heller ikke var rigtigt for dem. Men det var først, da vi var flyttet og havde prøvet flere af de lokale institutioner, at vi tog beslutningen: Meldte børnene ud og gjorde den orlov, jeg havde nået at få, til en fratrædelse.

Det var en lettelse. Og uden tvivl det helt rigtige for os.

Jeg gemmer alle sekunderne med mine børn i hjertet. Også de hårde, vanvittige og dem, hvor jeg føler mig magtesløs og mærker mit indre barn.

Vi har selv valgt dette liv, og jeg ville ikke bytte det for noget andet. Men det betyder ikke, at det ikke er hårdt. Og jeg savner landsbyen. Børnefamilierne, der ikke bare bor rundt om hjørnet, men som rent faktisk også er hjemme i dagtimerne. Voksne og børn, vi kan dele vores hverdag med, lege med, snakke med, grine med og som kan springe til og hjælpe, når jeg skal til læge, frisør, handle eller bare har brug for fem minutter selv. Familier, som vi kan være der tilsvarende for.

Jeg savner især landsbyen og det nære fællesskab nu, hvor min søn har den alder, hvor han, efter normen, skal i skole. For hvor ville jeg ønske, at valget ikke stod mellem at hjemmeskole med et netværk, vi skal køre langt for, eller en lokal, men meget bogligt orienteret, privatskole to minutter fra vores bopæl – godt nok med flere venner fra legegruppen.

Det var aldrig meningen, at moderskabet skulle være enten et ensomt eller et adskilt foretagende. Ordsproget it takes a village to raise a child giver så god mening. Og jeg håber, vi som samfund en dag vågner og skaber bedre vilkår for nybagte mødre og børnefamilier i det hele taget. Og jeg håber, at landsbyen – forstået som kærlige og nærværende mennesker omkring os – i fremtiden vil blive en selvfølgelighed. At det er det, vi også politisk vil skabe bedre rammer for.

Selv er jeg så taknemmelig for de familier, vi har fundet i vores by, og nyder at tilbringe dagene med dem. De er så vigtige i vores liv. Men det, vi har, er ikke den landsby, jeg for alvor drømmer om. Det er ikke et sted, hvor man, som en – for mig betydningsfuld – person forleden udtrykte det, bare løber over på den anden side af vejen til genboen og leger. Alting skal planlægges og aftales.

Skulle jeg flytte i dag, skulle det være for at finde vores landsby. Fællesskabet. Men jeg fornemmer, vi er mange, der leder og længes.

Og findes den overhovedet, landsbyen? Eller skal vi skabe den selv?

Har du fundet din?

Dette indlæg er udtryk for mine egne holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

MODERSKAB

Hvor er vores landsby?

Hvor er min landsby w og w

10. november 2020 | Af Marta Gramstrup Wriedt | Foto: Privat

 

Det var aldrig meningen, at moderskabet skulle være et ensomt eller adskilt foretagende. Og jeg savner, som mange andre, en “landsby” omkring mig.

Marta Gramstrup Wriedt er hjemmegående med sine to børn, journalist og stifter af fødslen.dk. Du følge med på Instragram og Facebook.

Da vi for omkring 2,5 år siden købte det hus, vi bor i nu, var det for at komme ud af byen. Vi ønskede mere luft, mere natur, mere have og mindre trafik omkring os.

Vi anede intet om området eller byen, hvor det, der syntes at være vores drømmehus, lå. Men det opfyldte alle vores ovennævnte ønsker. Og så lå det tæt på s-tog, hvilket jeg havde insisteret på for at kunne komme let til og fra arbejde.

På intet tidspunkt overvejede vi at undersøge, om der var nogen hjemmegående, hjemmeskolere og skoler med alternative tilgange til læring og mennesket generelt. Der var vi slet ikke. Der var jeg ikke endnu.

Godt nok arbejdede jeg, efter at være gået længere og længere ned i tid, kun to dage om ugen, og jeg mærkede, at noget ikke var, som det skulle være. Jeg hadede at være adskilt fra mine børn. Og mine børn fortalte tydeligt, at det heller ikke var rigtigt for dem. Men det var først, da vi var flyttet og havde prøvet flere af de lokale institutioner, at vi tog beslutningen: Meldte børnene ud og gjorde den orlov, jeg havde nået at få, til en fratrædelse.

Det var en lettelse. Og uden tvivl det helt rigtige for os.

Jeg gemmer alle sekunderne med mine børn i hjertet. Også de hårde, vanvittige og dem, hvor jeg føler mig magtesløs og mærker mit indre barn.

Vi har selv valgt dette liv, og jeg ville ikke bytte det for noget andet. Men det betyder ikke, at det ikke er hårdt. Og jeg savner landsbyen. Børnefamilierne, der ikke bare bor rundt om hjørnet, men som rent faktisk også er hjemme i dagtimerne. Voksne og børn, vi kan dele vores hverdag med, lege med, snakke med, grine med og som kan springe til og hjælpe, når jeg skal til læge, frisør, handle eller bare har brug for fem minutter selv. Familier, som vi kan være der tilsvarende for.

Jeg savner især landsbyen og det nære fællesskab nu, hvor min søn har den alder, hvor han, efter normen, skal i skole. For hvor ville jeg ønske, at valget ikke stod mellem at hjemmeskole med et netværk, vi skal køre langt for, eller en lokal, men meget bogligt orienteret, privatskole to minutter fra vores bopæl – godt nok med flere venner fra legegruppen.

Det var aldrig meningen, at moderskabet skulle være enten et ensomt eller et adskilt foretagende. Ordsproget it takes a village to raise a child giver så god mening. Og jeg håber, vi som samfund en dag vågner og skaber bedre vilkår for nybagte mødre og børnefamilier i det hele taget. Og jeg håber, at landsbyen – forstået som kærlige og nærværende mennesker omkring os – i fremtiden vil blive en selvfølgelighed. At det er det, vi også politisk vil skabe bedre rammer for.

Selv er jeg så taknemmelig for de familier, vi har fundet i vores by, og nyder at tilbringe dagene med dem. De er så vigtige i vores liv. Men det, vi har, er ikke den landsby, jeg for alvor drømmer om. Det er ikke et sted, hvor man, som en – for mig betydningsfuld – person forleden udtrykte det, bare løber over på den anden side af vejen til genboen og leger. Alting skal planlægges og aftales.

Skulle jeg flytte i dag, skulle det være for at finde vores landsby. Fællesskabet. Men jeg fornemmer, vi er mange, der leder og længes.

Og findes den overhovedet, landsbyen? Eller skal vi skabe den selv?

Har du fundet din?

Dette indlæg er udtryk for mine egne holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Hvor meget bånd skal børn lægge på sig selv i fællesskabets navn?

DEBAT

Hvor meget bånd skal børn lægge på sig selv i fællesskabets navn?

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen, men ingen af dem har passet ind i dens rammer. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig” og passe ind, spørger Glenn og Linda Toft i dette indlæg.26. oktober 2020 – opd. 11. oktober 2022 | Af Linda og Glenn Toft | Foto: S. Engelsrud, Pixabay

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen, men ingen af dem har passet ind i dens rammer. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig” og passe ind, spørger Glenn og Linda Toft i dette indlæg.

Glenn Toft er 46 år og salgschef, mens Linda Toft, der er 33 år, har valgt at være hjemme med parrets seks børn. De ældste børn gik i almindelig folkeskole, indtil coronakrisen ramte, og skolerne lukkede. Da parret så, hvordan det påvirkede deres børn positivt ikke at gå i skole, begyndte de i stedet at hjemmeundervise dem. Du kan følge familien på instagramkontoerne @mor_til_syv og @far_til_syv.

Børn er et problem i skolen.
Hvis de ikke lige kan sidde stille i alle 45 minutter i streg.
Hvis de snakker for højt.
Hvis de ikke altid lytter
Hvis de stiller spørgsmål og ikke blindt godtager alt, hvad lærerne siger
Hvis de ikke er lige så hurtige, lige så stille, lige så dygtige, lige så lydige som de andre.
Hvis de reagerer på uretfærdigheder.
Hvis de ikke passer ind i fællesskabet og ikke straks finder venner fra samme årgang som dem selv – eller venner i det hele taget.
Hvis de er for barnlige – eller for modne.
Børn er et problem, hvis de skiller sig ud fra flokken.

Er det okay?

Er det okay, at børn skal have det på sig, at være et problem? Er det i orden, at så mange børn skal gå og føle sig forkerte, dumme, udenfor og mindre værd, fordi de falder uden for kasserne? Hvad mon det gør ved deres selvværd?

Kender vi ikke alle mindst et “problembarn”? Ham eller hende, der ikke kan indordne sig. Som skaber ballade, som tager (for meget) plads og tid, som ikke er til at styre, som er vild og uregerlig, som reagerer uhensigtsmæssigt og skaber kaos. Hvis vi (næsten) alle sammen kender til sådan et barn, må det jo betyde, at der findes ret mange af dem. Og er det så bare de dårligt opdragede børn? Børn, som har det svært derhjemme, som måske har forældre, der ikke er der for dem? Og børn af de der curlingforældre, som ikke kan finde ud af at sætte grænser, faste rammer og regler for deres børn?

Måske i nogle tilfælde.

Men kunne det også hænge sammen med de rammer, vi sætter børnene i, når først de når skolealderen? Kunne det tænkes, at det, skolen tilbyder, er så unaturligt for børn at være i, at nogle (mange) ikke kan holde ud at være i det og gør oprør på den måde, de kan?

Og er det så i orden, at det altid er barnet og forældrene, der bliver set skævt til og snakket dårligt om? At det altid er barnet, der skal tilpasse sig, indordne sig, skal afrettes og dæmpes? Og forældrene, der skal støtte skolen og lærerne i at få barnet proppet i en passende kasse fremfor at lave kasserne større, så der er plads til alle? For det er der ikke, som det ser ud lige nu.

Der er plads til dem, der bliver hurtigt færdige med det, lærerne har bestemt, der skal laves. Men heller ikke for hurtigt, for de skal jo ikke være for dygtige.
Der er plads til dem, der er stille, når lærerne beder om stilhed. Men de skal heller ikke være for stille, for de skal jo stadig række hånden op og være synlige i klassen.
Der er plads til dem, der er aktive. Men ikke for aktive, for de skal jo også sidde stille, når klokken ringer.
Der er plads til dem, der stiller spørgsmål. Men kun de “rigtige” spørgsmål og ikke spørgsmål, som “hvorfor skal vi lave den her opgave”.
Der er plads til de initiativrige. Men kun hvis det betyder, der ikke skal laves noget om eller gøres noget anderledes.

Vi har selv haft to “problembørn” i skolen.

Vores første møde med folkeskolen var skræmmende. Fra dag ét skulle vores lille seksårige lære at klare sig selv fra klokken 8-14. Vi blev mødt af “kys og farvelzone”, forbudt-bånd med “hertil og ikke længere”, plakater med “gå nu hjem far!”, og blev instrueret i IKKE at følge med vores børn op i klassen. Vi måtte hverken hjælpe med overtøj, penalhus eller at få madpakken i køleskabet. Nu var de skolebørn, og så skulle de være selvstændige og selvhjulpne, og det kunne de sagtens i den alder. Blev der sagt.

“Kunne det tænkes, at det, skolen tilbyder, er så unaturligt for børn at være i, at nogle (mange) ikke kan holde ud at være i det og gør oprør på den måde, de kan?”

 
Linda og Glenn Toft

Kontrasten til det stille hjemmeliv, vi havde levet indtil da, var stor. FOR stor for vores søn. Han begyndte hurtigt at reagere. Han var vred og ked af det og havde svært ved at komme ind i gruppen af børn, som alle havde kendt hinanden siden dagpleje og børnehave. Han begyndte at tjatte til de andre. Som en måde at skabe kontakt. En uheldig måde, men den eneste måde, han kunne. Det blev hurtigt bemærket af læreren. Ikke med hjælp, undren, nysgerrighed eller empati over for denne nye dreng, som havde det svært. Vi fik bare at vide, at det skulle stoppe. At han skulle stoppe. For det er jo ikke sådan, man får venner.

Det kom til at præge hans skolegang. De andre fandt hurtigt ud af, at vores følsomme, tænksomme søn også rummer et utrolig stort temperament, når han presses. Det blev hurtigt sjovt at “puste til ilden”, at få ham til at se rødt og eksplodere, og det fortsatte alle de år, han gik der.

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen, men ingen af dem har passet ind i dens rammer. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig” og passe ind, spørger Glenn og Linda Toft i dette indlæg.

Linda og Glenn Toft med seks af deres børn. Foto: privat

Lærerne så ikke, hvad der foregik. De så ikke problemet. De så hans udbrud, hans frustration. At al hans lærelyst efterhånden var fuldstændig væk. At han var gal og vred og ikke til at komme i kontakt med. De så hans reaktion PÅ problemet, men bestemte sig ret hurtigt for, at han VAR problemet. Og på utallige møder blev han og vi guidet i, hvordan hans frustrationer, følelser og adfærd skulle takles, tøjles og holdes nede. For så ville han få det bedre.

Til sidst eskalerede det så meget, at han næsten dagligt ringede grædende hjem. Sagde, han var blevet smidt ud af timen igen, sendt på kontoret igen og taget fat i igen. Fik at vide, at han nok havde ADHD og burde gå på en specialskole. Den daglige sociale kamp og den manglende forståelse fra lærerne fyldte efterhånden så meget, at han meget ofte stak af fra skolen og kom hjem og sad og rystede og græd. Han var færdig.

Vores anden søn er helt anderledes. Han har altid været vellidt og fungeret fantastisk socialt. Han har i det hele taget været god til at tilpasse sig. Alligevel var han et “problembarn”. For han var ikke hurtig nok. Han krævede tid og opmærksomhed af lærerne i timerne. Ellers havde han svært ved at koncentrere sig om det, han skulle. Og det kunne lærerne (selvfølgelig) ikke tilbyde. Han skulle være selvkørende og selvhjulpen. Også her blev vi indkaldt til et hav af møder om, hvordan vi sammen med lærerne bedst kunne “hjælpe” ham.

“Hjælpen” bestod mest af, at vi skulle sørge for, han fik øvet, øvet, øvet. Læst en masse. Trænet tabeller. Lave opgaver. Og i skolen “hjalp” lærerne ved at holde ham inde i frikvartererne, når han ikke havde nået, hvad han skulle i timerne og ved at sætte ham for sig selv i et tilstødende lokale. De begyndte at snakke om, at han skulle gå år om og dermed væk fra hans bedste venner. I lange perioder kom han dagligt hjem fra skole med hovedpine og det eneste, han kunne overskue, var at ligge og se YouTube på sit værelse, indtil vi skulle spise aftensmad. Han var stresset og presset. Og i dag er han stadig mærket af det pres, han var under. Stressen forsvinder langsomt, men vi ser stadig en dreng, som ikke tror på sig selv, som ikke tror, han kan finde ud af noget. Som nærmest går i panik og får tårer i øjnene, hvis han prøver noget, han ikke kan finde ud af fra første sekund. Men det bliver bedre dag for dag.

“Lærerne så ikke, hvad der foregik. De så ikke problemet. De så hans udbrud, hans frustration. At al hans lærelyst efterhånden var fuldstændig væk. At han var gal og vred og ikke til at komme i kontakt med. De så hans reaktion PÅ problemet, men bestemte sig ret hurtigt for, at han VAR problemet.”

 
Linda og Glenn Toft

Vi har også haft den dygtige skolepige. Som kunne det hele. Som ville det hele. Som var vellidt af børn og voksne. Som kunne læse og skrive med det samme. Som sad, når de skulle sidde, og var stille, når de blev bedt om det. Men hun kedede sig. Hun ville så gerne udfordres. Hun ville så gerne mere. Vi, og hun selv, spurgte gentagende gange om sværere bøger, mere udfordrende opgaver. Men heller ikke her rakte skolens ressourcer. Hun måtte ikke komme for langt foran – for de skulle jo gerne følges nogenlunde ad i klassen.

Så hvad så? Hvordan er man så en “rigtig” elev? En “god” elev?

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen. Tre børn, der hver har deres styrker, svagheder og personligheder. Som hver har deres forskellige måder at gribe tingene an på. Ingen af dem har passet ind i skolens stramme rammer. Ikke sådan rigtigt. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig”? Hvor meget bånd skal børnene lægge på sig selv i fællesskabets navn? Og er det virkelig gavnligt?

Vi har skabt et rigidt system, der ved nærmere inspektion ikke tjener mange andre formål end at være opbevaringsplads for vores børn, så begge forældre kan bidrage til bruttonationalproduktet.

Det sørgeligste af det hele er, at de generationer, der har børn nu, selv er formet af dette system. Denne ensretning. Vi har fået at vide, at det eneste, der giver vores liv værdi, er at “blive til noget”. Den tese gennemsyrer alt ved institutionaliseringsmaskinen.

Vi har skabt et karaktersystem, så de mindre bogligt stærke ikke er i tvivl om, at de ikke skal regne med at blive til noget særligt. Vi har skabt så snævre rammer, at der ikke lades noget være ved siden af eller anderledes. Alle SKAL tjene samfundets hamsterhjul. Alle SKAL arbejde. Alle børn SKAL derfor også passes. Der findes ikke andre værdier end mammon, og der er ingen ofre, der er for store for at være den rigeste.

De rationaliseringer, vi selv lavede for at kunne holde ud at resignere, give op og finde os i den fornedrelse, et tåleligt liv i skolen nødvendigvis indebærer, finder vi frem igen, når vi ser vores børn lide på samme vis. Derfor bliver en omstilling af dette, en ændring af den komplet irrationelle tilgang til børn, meget svær.

Vi er selv blevet fortalt, at der ikke findes alternativer, så det vil kræve en komplet revolution at få samfundet til at stoppe op. Og det vil kræve et nyt børnesyn, hvor børnenes behov er førsteprioritet, så det aldrig er dem, der bliver gjort til problemet. En sådan omsorgsrevolution vil være kærkommen.

Dette indlæg er udtryk for Linda og Glenn Tofts holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Hvor meget bånd skal børn lægge på sig selv i fællesskabets navn?

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen, men ingen af dem har passet ind i dens rammer. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig” og passe ind, spørger Glenn og Linda Toft i dette indlæg.

26. oktober 2020 – opd. 11. oktober 2022 | Af Linda og Glenn Toft | Foto: Stine Engelsrud, Pixabay

 

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen, men ingen af dem har passet ind i dens rammer. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig” og passe ind, spørger Glenn og Linda Toft i dette indlæg.

Glenn Toft er 46 år og salgschef, mens Linda Toft, der er 33 år, har valgt at være hjemme med parrets seks børn. De ældste børn gik i almindelig folkeskole, indtil coronakrisen ramte, og skolerne lukkede. Da parret så, hvordan det påvirkede deres børn positivt ikke at gå i skole, begyndte de i stedet at hjemmeundervise dem. Du kan følge familien på instagramkontoerne @mor_til_syv og @far_til_syv

Børn er et problem i skolen.
Hvis de ikke lige kan sidde stille i alle 45 minutter i streg.
Hvis de snakker for højt.
Hvis de ikke altid lytter
Hvis de stiller spørgsmål og ikke blindt godtager alt, hvad lærerne siger
Hvis de ikke er lige så hurtige, lige så stille, lige så dygtige, lige så lydige som de andre.
Hvis de reagerer på uretfærdigheder.
Hvis de ikke passer ind i fællesskabet og ikke straks finder venner fra samme årgang som dem selv – eller venner i det hele taget.
Hvis de er for barnlige – eller for modne.
Børn er et problem, hvis de skiller sig ud fra flokken.

Er det okay?

Er det okay, at børn skal have det på sig, at være et problem? Er det i orden, at så mange børn skal gå og føle sig forkerte, dumme, udenfor og mindre værd, fordi de falder uden for kasserne? Hvad mon det gør ved deres selvværd?

Kender vi ikke alle mindst et “problembarn”? Ham eller hende, der ikke kan indordne sig. Som skaber ballade, som tager (for meget) plads og tid, som ikke er til at styre, som er vild og uregerlig, som reagerer uhensigtsmæssigt og skaber kaos. Hvis vi (næsten) alle sammen kender til sådan et barn, må det jo betyde, at der findes ret mange af dem. Og er det så bare de dårligt opdragede børn? Børn, som har det svært derhjemme, som måske har forældre, der ikke er der for dem? Og børn af de der curlingforældre, som ikke kan finde ud af at sætte grænser, faste rammer og regler for deres børn?

Måske i nogle tilfælde.

Men kunne det også hænge sammen med de rammer, vi sætter børnene i, når først de når skolealderen? Kunne det tænkes, at det, skolen tilbyder, er så unaturligt for børn at være i, at nogle (mange) ikke kan holde ud at være i det og gør oprør på den måde, de kan?

“Kunne det tænkes, at det, skolen tilbyder, er så unaturligt for børn at være i, at nogle (mange) ikke kan holde ud at være i det og gør oprør på den måde, de kan?”

 
Linda og Glenn Toft

Og er det så i orden, at det altid er barnet og forældrene, der bliver set skævt til og snakket dårligt om? At det altid er barnet, der skal tilpasse sig, indordne sig, skal afrettes og dæmpes? Og forældrene, der skal støtte skolen og lærerne i at få barnet proppet i en passende kasse fremfor at lave kasserne større, så der er plads til alle? For det er der ikke, som det ser ud lige nu.

Der er plads til dem, der bliver hurtigt færdige med det, lærerne har bestemt, der skal laves. Men heller ikke for hurtigt, for de skal jo ikke være for dygtige.
Der er plads til dem, der er stille, når lærerne beder om stilhed. Men de skal heller ikke være for stille, for de skal jo stadig række hånden op og være synlige i klassen.
Der er plads til dem, der er aktive. Men ikke for aktive, for de skal jo også sidde stille, når klokken ringer.
Der er plads til dem, der stiller spørgsmål. Men kun de “rigtige” spørgsmål og ikke spørgsmål, som “hvorfor skal vi lave den her opgave”.
Der er plads til de initiativrige. Men kun hvis det betyder, der ikke skal laves noget om eller gøres noget anderledes.

Vi har selv haft to “problembørn” i skolen.

Vores første møde med folkeskolen var skræmmende. Fra dag ét skulle vores lille seksårige lære at klare sig selv fra klokken 8-14. Vi blev mødt af “kys og farvelzone”, forbudt-bånd med “hertil og ikke længere”, plakater med “gå nu hjem far!”, og blev instrueret i IKKE at følge med vores børn op i klassen. Vi måtte hverken hjælpe med overtøj, penalhus eller at få madpakken i køleskabet. Nu var de skolebørn, og så skulle de være selvstændige og selvhjulpne, og det kunne de sagtens i den alder. Blev der sagt.

Kontrasten til det stille hjemmeliv, vi havde levet indtil da, var stor. FOR stor for vores søn. Han begyndte hurtigt at reagere. Han var vred og ked af det og havde svært ved at komme ind i gruppen af børn, som alle havde kendt hinanden siden dagpleje og børnehave. Han begyndte at tjatte til de andre. Som en måde at skabe kontakt. En uheldig måde, men den eneste måde, han kunne. Det blev hurtigt bemærket af læreren. Ikke med hjælp, undren, nysgerrighed eller empati over for denne nye dreng, som havde det svært. Vi fik bare at vide, at det skulle stoppe. At han skulle stoppe. For det er jo ikke sådan, man får venner.

Det kom til at præge hans skolegang. De andre fandt hurtigt ud af, at vores følsomme, tænksomme søn også rummer et utrolig stort temperament, når han presses. Det blev hurtigt sjovt at “puste til ilden”, at få ham til at se rødt og eksplodere, og det fortsatte alle de år, han gik der.

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen, men ingen af dem har passet ind i dens rammer. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig” og passe ind, spørger Glenn og Linda Toft i dette indlæg.

Linda og Glenn Toft med seks af deres børn. Foto: Privat

Lærerne så ikke, hvad der foregik. De så ikke problemet. De så hans udbrud, hans frustration. At al hans lærelyst efterhånden var fuldstændig væk. At han var gal og vred og ikke til at komme i kontakt med. De så hans reaktion PÅ problemet, men bestemte sig ret hurtigt for, at han VAR problemet. Og på utallige møder blev han og vi guidet i, hvordan hans frustrationer, følelser og adfærd skulle takles, tøjles og holdes nede. For så ville han få det bedre.

Til sidst eskalerede det så meget, at han næsten dagligt ringede grædende hjem. Sagde, han var blevet smidt ud af timen igen, sendt på kontoret igen og taget fat i igen. Fik at vide, at han nok havde ADHD og burde gå på en specialskole. Den daglige sociale kamp og den manglende forståelse fra lærerne fyldte efterhånden så meget, at han meget ofte stak af fra skolen og kom hjem og sad og rystede og græd. Han var færdig.

Vores anden søn er helt anderledes. Han har altid været vellidt og fungeret fantastisk socialt. Han har i det hele taget været god til at tilpasse sig. Alligevel var han et “problembarn”. For han var ikke hurtig nok. Han krævede tid og opmærksomhed af lærerne i timerne. Ellers havde han svært ved at koncentrere sig om det, han skulle. Og det kunne lærerne (selvfølgelig) ikke tilbyde. Han skulle være selvkørende og selvhjulpen. Også her blev vi indkaldt til et hav af møder om, hvordan vi sammen med lærerne bedst kunne “hjælpe” ham.

“Hjælpen” bestod mest af, at vi skulle sørge for, han fik øvet, øvet, øvet. Læst en masse. Trænet tabeller. Lave opgaver. Og i skolen “hjalp” lærerne ved at holde ham inde i frikvartererne, når han ikke havde nået, hvad han skulle i timerne og ved at sætte ham for sig selv i et tilstødende lokale. De begyndte at snakke om, at han skulle gå år om og dermed væk fra hans bedste venner. I lange perioder kom han dagligt hjem fra skole med hovedpine og det eneste, han kunne overskue, var at ligge og se YouTube på sit værelse, indtil vi skulle spise aftensmad. Han var stresset og presset. Og i dag er han stadig mærket af det pres, han var under. Stressen forsvinder langsomt, men vi ser stadig en dreng, som ikke tror på sig selv, som ikke tror, han kan finde ud af noget. Som nærmest går i panik og får tårer i øjnene, hvis han prøver noget, han ikke kan finde ud af fra første sekund. Men det bliver bedre dag for dag.

“Lærerne så ikke, hvad der foregik. De så ikke problemet. De så hans udbrud, hans frustration. At al hans lærelyst efterhånden var fuldstændig væk. At han var gal og vred og ikke til at komme i kontakt med. De så hans reaktion PÅ problemet, men bestemte sig ret hurtigt for, at han VAR problemet.”

 
Linda og Glenn Toft

Vi har også haft den dygtige skolepige. Som kunne det hele. Som ville det hele. Som var vellidt af børn og voksne. Som kunne læse og skrive med det samme. Som sad, når de skulle sidde, og var stille, når de blev bedt om det. Men hun kedede sig. Hun ville så gerne udfordres. Hun ville så gerne mere. Vi, og hun selv, spurgte gentagende gange om sværere bøger, mere udfordrende opgaver. Men heller ikke her rakte skolens ressourcer. Hun måtte ikke komme for langt foran – for de skulle jo gerne følges nogenlunde ad i klassen.

Så hvad så? Hvordan er man så en “rigtig” elev? En “god” elev?

Vi har haft tre enormt forskellige børn i skolen. Tre børn, der hver har deres styrker, svagheder og personligheder. Som hver har deres forskellige måder at gribe tingene an på. Ingen af dem har passet ind i skolens stramme rammer. Ikke sådan rigtigt. Og hvordan skal man så være for at være “rigtig”? Hvor meget bånd skal børnene lægge på sig selv i fællesskabets navn? Og er det virkelig gavnligt?

Vi har skabt et rigidt system, der ved nærmere inspektion ikke tjener mange andre formål end at være opbevaringsplads for vores børn, så begge forældre kan bidrage til bruttonationalproduktet.

Det sørgeligste af det hele er, at de generationer, der har børn nu, selv er formet af dette system. Denne ensretning. Vi har fået at vide, at det eneste, der giver vores liv værdi, er at “blive til noget”. Den tese gennemsyrer alt ved institutionaliseringsmaskinen.

Vi har skabt et karaktersystem, så de mindre bogligt stærke ikke er i tvivl om, at de ikke skal regne med at blive til noget særligt. Vi har skabt så snævre rammer, at der ikke lades noget være ved siden af eller anderledes. Alle SKAL tjene samfundets hamsterhjul. Alle SKAL arbejde. Alle børn SKAL derfor også passes. Der findes ikke andre værdier end mammon, og der er ingen ofre, der er for store for at være den rigeste.

De rationaliseringer, vi selv lavede for at kunne holde ud at resignere, give op og finde os i den fornedrelse, et tåleligt liv i skolen nødvendigvis indebærer, finder vi frem igen, når vi ser vores børn lide på samme vis. Derfor bliver en omstilling af dette, en ændring af den komplet irrationelle tilgang til børn, meget svær.

Vi er selv blevet fortalt, at der ikke findes alternativer, så det vil kræve en komplet revolution at få samfundet til at stoppe op. Og det vil kræve et nyt børnesyn, hvor børnenes behov er førsteprioritet, så det aldrig er dem, der bliver gjort til problemet. En sådan omsorgsrevolution vil være kærkommen.

Dette indlæg er udtryk for Linda og Glenn Tofts holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Adskillelse af mor og baby er ikke ligestilling

DEBAT

Adskillelse af mor og baby er ikke ligestilling

I ligestillingens navn ofres kvinder og børn i stigende grad i de nordiske landes nye barselsregler. Men det er ikke ligestilling, at benægte mors biologiske særstilling og barnets behov for optimal næring og tryghed. Mere barsel til far og mindre til mor er ikke et fremskridt. Det er et tilbageskridt.

22. september 2020 | Af Christina Brøndsholm Andersen | Foto: Oliver Hoffmeyer

 

I ligestillingens navn ofres kvinder og børn i stigende grad i de nordiske landes nye barselsregler. Men det er ikke ligestilling at benægte mors biologiske særstilling og barnets behov for optimal næring og tryghed. Mere barsel til far og mindre til mor er ikke et fremskridt. Det er et tilbageskridt.

Christina Brøndsholm Andersen er cand.mag. i Religionshistorie fra Københavns Universitet og videreuddannet på Laban Dansekonservatorium i London som Master of Arts i Koreografi og Community Dance Artist (PGCDC). Hun interesserer sig for, hvordan kultur videregives gennem kroppen og kroppens performative ritualer. Hun har, siden hun fik sin datter, været hjemmepasser og aktiv i den omsorgspolitiske debat som medstifter af Omsorgspolitisk Netværk.

I Norden er vi i ligestillingens navn i gang med at skrive kvindens særstilling i forplantningen ud af barselspolitiken. Det er et kæmpe problem både for os kvinder og for de børn, vi bringer til verden.

EU har for nylig vedtaget en lov om to måneders øremærket fædrebarsel, som skal implementeres i medlemslandene. I Danmark er det endnu uklart, om disse tages fra den eksisterende barsel, eller om de lægges til. Det første er nok mest sandsynligt. Finlands nye regering har just foreslået en ny barselsordning, som implementeres næste år; den giver syv måneders barsel til henholdsvis mor og far. I Norge har man allerede i et par år haft en tredelt barselsordning med øremærket fædrebarsel. Tre måneder øremærket til mor, tre måneder øremærket til far og tre til deling. Det betyder, at mor også her skal tilbage på arbejdsmarkedet, når baby er omkring seks-syv måneder. Den norske model fremhæves ofte i den danske debat om øremærket fædrebarsel. Den er dog internt i Norge stærkt kritiseret både af begge Jordemoderorganisationer, af Helsesøsterne (sundhedsplejerskerne) og af mange norske forældre, hvoraf nogle har samlet sig i Facebookgruppen “Permisjonen burde foreldre fordele” (Forældre burde selv fordele barslen), der pt. tæller over 32.000 medlemmer.

Argumenterne for indførelsen af den øremærkede fædrebarsel er i både EU og i de nordiske lande “ligestilling”. Men for mig at se er det en ligestillingsforståelse, der ofrer både barnet og kvinden på et ligestillingsideologisk alter.

Mors sundhed

Først og fremmest bør mors barsel ikke forkortes til fordel for fars, fordi det er os kvinder, der bærer, føder og ammer barnet. Dette skal barselspolitikken naturligvis afspejle. Vi kvinder skal gives mulighed for at restituere fysisk og mentalt.

Dette basale biologiske faktum, kvindens behov for at restituere, er næsten forsvundet i ligestillingsdiskursen og diskussionen om, hvor længe mor skal have barsel.

Graviditet og fødsel er hårde ved kvindekroppen, og kan medføre mange helbredsmæssige udfordringer. Det tager faktisk mindst et år for mors krop og sind at restituere efter en normal ukompliceret vaginal fødsel. Og op til to år efter kejsersnit. Dette honorerer de danske barselsregler ikke engang, som de ser ud i dag. Forkortes mors barsel, står det endnu værre til.

Et stadig større antal kvinder i Norden føder i dag desværre heller ikke ved ukomplicerede fødsler. Tværtimod er vi i disse år vidner til stor kritik af fødselsområdet. Det virker paradoksalt, at netop de nordiske lande, der ellers bryster sig af kvindefrigørelse og ligestilling, har så mange problemer på det mest kvindelige område af alle: fødselsområdet.

Fælles for kritikken af fødeområdet i de nordiske lande er, at kvinder ikke tilbydes de trygge rammer, som vi ved, er vigtige i en god fødsel, og som er oxytocinfremmende: ro, tid, kendt jordemoder og muligheden for at følge den enkelte kvindekrops rytme.

Fødeområdet har i mange år været præget af økonomiske effektiviseringer, der har medført nedlukning af lokale fødesteder, mangel på jordemødre, mangel på fødestuer og udskrivelse før amningen er etableret. Men nok så vigtigt er fødeområdet også præget af en fødekultur, der i al for ringe grad fokuserer på at støtte kvinden og hendes krop i at mærke hendes naturlige fødekraft og i at følge sin egen krops rytme.

Det betyder, at kvinderne i Norden i alt for ringe grad går ud af føderummet med det empowerment, en fødsel kan give. At føde et barn er et eksistentielt vendepunkt. Men desværre rammes alt for mange nordiske kvinder af fødselsskader og psykiske ar.

I Norge har mange kvinder engageret sig i fødselsaktivistgruppen Bunardsguerillaen. De kæmper via politiske aktioner og happenings for retten til at føde tæt på, hvor de bor, og tæller pt. over 95.000 medlemmer.

I Sverige har mange kvinder engageret sig i det såkaldte BB-oprøret (Fødeafdelingsoprøret). Her kritiseres, at især lukningerne af lokale fødesteder fører til, at rigtig mange svenske kvinder føder på vej til hospitalet, og at travlheden på fødegangene har forårsaget et voksende antal fødselsskader, som for nogle kvinder desværre giver varige mén.

Også i Danmark er der kritik af de vilkår, kvinder føder under. I 2017 udkom Hanne Dams debatbog “Giv kvinderne fødslen tilbage”, der både kritiserer nedskæringerne på fødselsområdet, men nok så meget den medicineringsdiskurs, fødekulturen præges af, og som har ført til, at 1/3 af alle fødsler i Danmark igangsættes. Og igangsættelse starter ofte en kaskade af videre indgreb.

For at gøre ondt værre har de nordiske lande også for længst mistet deres postpartum traditioner. Postpartum traditioner kendes fra alle traditionelle samfund og tjener til, at den nybagte moder kan hele og komme sig efter fødslen både fysisk og mentalt. Traditionelt støttes kvinden de første 40 dage efter fødslen af andre kvinder og af landsbyfællesskabet. Det kan være i form af urtebade, massage, hjælp til børnepasning, husholdning, madlavning og lignende. Alt imens moderen kan hvile og koncentrere sig om babyen. Moderne studier har forlængst bevist sammenhængen mellem kvindens fysiske kropslige heling efter fødslen og hendes mentale psykiske helbred. Jo bedre mors krop heler og drages omsorg for, jo bedre har hun det psykisk. Alligevel har vi altså i dag intet fokus på, at kvindens krop skal hvile og komme sig over ni måneders graviditet og en livsfarlig fødsel. De fleste sendes som sagt hjem fra hospitalet, allerede før amningen er etableret. Efter 14 dage ophører fars barselsorlov, og tilbage sidder den nybagte mor alene, isoleret og udmattet. Det er ikke så mærkeligt, at mange nybagte mødre rammes af efterfødselsreaktioner i forskellig grad. Nordiske kvinder mangler grundlæggende omsorg og støtte, når de bliver mødre. Meget mere end deres partnere kan give dem. Og de mangler en kultur, der anerkender dette.

Men hvorfor er dette relevant i debatten om barselspolitik? Det er det, fordi fødslen og postpartum tiden har enorm betydning for, hvordan kvinden kommer ind i moderskabet. Både fysisk og mentalt. Og desuden også for, om amningen kommer igang, for om barnet trives, for roen i familien og for tilknytningen til barnet.

Alle disse problemer på fødsels- og postpartumområdet i de nordiske lande betyder alt andet lige, at mødrene burde have endnu længere tid til at komme sig over fødslen. Men i de nordiske lande går det altså den modsatte vej. Mors barsel forkortes i ligestillingens navn. Men hvis vi kerer os om kvinders fysiske og mentale helbred, så skal moderens barsel ikke forkortes, men tværtimod forlænges.

Amning

Amning er en anden vægtig grund til, at mors barsel ikke bør forkortes til fordel for fars.

For det første er modermælk den mest optimale næring for børn. For det andet er amning ikke bare mad. Ammestunden og kontakten med mors krop giver barnet ro, tryghed og regulerer barnets system. Og for det tredje er opretholdelsen af en modermælksproduktion afhængig af, at mor og barn ikke adskilles. Adskillelse af mor og barn er de facto ammeafvænning.

I Norden, og i Vesten i øvrigt, er amning desværre meget lidt valideret. Skønt fine ord, også fra den danske Sundhedsstyrrelse, om vigtigheden af amning, gør (adskillelses)kulturen og manglen på kompetent ammerådgivning fra sundhedspersonel alt for at adskille barnet fra mors ammebryster. Det ses klart af tallene. Når danske babyer bliver seks måneder, er det kun 11,2 procent, der stadig ammes.

Og hvad er så problemet, lyder det ofte, når vi diskuterer barselspolitik. Hvilket viser, at vi har mistet virkelig meget viden om amning. For amning giver store helbredsmæssige fordele både for mor og for barnet. Jo længere mor ammer barnet, jo større helbredsmæssige fordele. Amning forebygger for eksempel visse kræftsygdomme hos både mor og barn samt kredsløbssygdomme hos kvinden. Modermælk forebygger og beskytter også mod infektioner og virus. Modermælk indeholder antistoffer og stamceller, der beskytter mod og hjælper barn gennem sygdom. Det sker ved, at moderens brystvorter aflæser barnets spyt og herefter producerer den eksakte sammensætning i mælken, som barnets krop har brug for. Barnets immunforsvar er nemlig først færdigudviklet i treårsalderen.

Den naturlige ammeperiode er faktisk mellem to og syv år, og anbefalingen fra WHO og Unicef er, at børn ammes i mindst to år. Når barnet er seks måneder, overgår det nemlig ikke over en nat fra modermælk til fast føde. Tarme og mave skal have lov at udvikle sig og følge med. Og for mange børn er overgangen til fast føde en lang fase. Men fordi mor skal tilbage på job, forceres fast føde ofte med smertefuld forstoppelse som en udbredt konsekvens. Dette vil forværres, hvis mor og barn skal adskilles endnu tidligere. Faktisk er det biologisk normalt, at barnets føde ved et års alderen stadig overvejende – eller for en meget stor del – består af modermælk. Modermælk kan dække halvdelen (eller mere) af baby’s energibehov, når det er seks til tolv måneder. Og en tredjedel af barnets energibehov når det er et til to år.

Igen ville mange sikkert indvende, at man jo bare kunne give flaske med udpumpet modermælk. Der er dog to udfordringer ved dette.

Amning er som sagt ikke bare mad. Den fysiske kontakt mellem mors krop og barnets krop, den velkendte duft, berøring og lyd giver barnet en tryghed, som da det lå i livmoderen. Der er en kropslig forbindelse mellem mors og barnets krop, som beroliger og regulerer hele barnets system, når det er træt, følelsesmæssigt overstimuleret eller småsyg. Når mor og mors ammebryster er væk fra barnet, vil det ikke kunne reguleres lige så effektivt, og barnet kan opleve unødig stress, uro og utryghed.

Amning er udbud og efterspørgsel. Opretholdelsen af en modermælksproduktion er afhængig af, at mor og barn ikke adskilles. Udpumpning er ikke lige så effektivt, som når barnet selv dier, og mange kan slet ikke pumpe ud. Det mest hensigtsmæssige for at opretholde en adækvat produktion er at friamme, det vil sige at amme, når barnet vil. Dette anbefales da også af WHO. Men dette kræver, at mor og barn ikke er adskilt.

I vores (adskillelses)kultur har vi dog næsten glemt, at det altså er langt mere biologisk normalt at amme børn under to år rigtig ofte både dag og nat.

Hvad vil det mon så betyde for ammefrekvensen og for ammelængden, hvis der reduceres yderligere i mors barsel til fordel for fars? Det kan vi se i Norge. Her har man registreret en nedgang i andelen af børn, der får modermælk, hver gang mors barsel er blevet reduceret. Begge norske Jordemoderorganisationer samt Helsesøstrene (Sundhedsplejerskerne) har da også kritiseret den tredelte barsel med øremærket fædrebarsel præcis med amningen som argument. Siden indførelsen af den nye barselsorlov i Norge har ammerådgivningerne oplevet rigtig mange henvendelser fra sønderknuste mødre, der mod deres vilje søger hjælp til ammestop, fordi de skal tilbage på job. Samtidig er andelen af kvinder, der går på ulønnet barsel også steget. Hvorfor? Fordi langt de fleste børn som sagt har brug for en meget længere tilvænningsfase til fast føde end det, som de nye norske barselsregler med øremærket fædrebarsel giver. De norske kvinder oplever også en øget risiko for sygemelding, idet barnet ofte øger natamningen meget, når mor pludselig er borte mange timer om dagen.

Ser vi altså på de evidensbaserede ammevejledninger fra WHO, burde mors barsel ikke forkortes til fordel for fars. Tværtimod burde mors barsel forlænges, så hun får mulighed for at opfylde WHOs ammeanbefaling om supplerende amning i mindst to år. Erfaringerne fra Norge viser helt klart, at når vi reducerer mors barsel til fordel for fars, så reducerer vi barnets ammeperiode.

Symbiose

Kvinden har i kraft af sin biologiske særstilling i forplantningen et tilknytnings- og følelsesmæssigt forspring, fordi hun har båret barnet i sin krop, har født det og ammer det. Hun er derfor biologisk og mentalt knyttet til barnet på en helt anden måde end far. Nu er symbiose ganske vist blevet et fy-ord i vores adskillelseskultur. Især mor-barn symbiose. For det passer ikke ind i vores ligestillingsfortælling om, at “far kan være lige så god som mor”. Men vi kommer ikke udenom, at barnet er blevet til i symbiose med mors krop, og at det betyder noget.

Tilknytningen mellem mor og barn sker allerede i livmoderen. Denne symbiose ophører ikke magisk i det moment, barnet er født. Tværtimod er opgaven (ihvertfald fra et tilknytningsperspektiv) at fortsætte denne symbiose udenfor livmoderen, indtil barn og mor er klar til at bryde den.

Vi kan derfor ikke mekanisk ligestille mor og far. Far kan ikke erstatte mor en til en i forhold til det helt lille barn. Far kan ikke amme baby, far kan ikke regulere baby lige så effektivt, baby er ikke lige så tryg ved fars krop i starten, og far er ikke knyttet symbiotisk til barnet. Mor og far er forskellige. De er begge lige vigtige i barnets liv; men de har forskellige roller til forskellige tider.

At ignorere kvindens særstilling eller undertrykke den på grund af en ligestillingsideologi er, for mig at se, både en stor uret mod barnet og mod moderen.

Det moderinstinkt og den moderintuition, der tændes, når kvinden bliver gravid og har født sit barn, er dyb og ældgammelt. Derfor føles det for langt de fleste mødre unaturligt og meget sorgfuldt at skulle adskilles fra deres lille ammebaby. Og ja, der er undtagelser. Men de er netop dette: undtagelser.

En forkortelse af mors barsel til fordel for far betyder, at symbiosen mellem mor og barn brydes meget abrupt. Barnets ret til tryghed og optimal næring, og moderens ret til at give det, må stå over ligestillingshensyn. Og derfor bør mor og barn ikke adskilles, før de begge er klar til det. Beskyttelsen af mor-barn symbiosen er derfor et andet godt argument imod at forkorte mors barsel til fordel for fars.

Respekt for moderskabet

Vi har brug for at genskabe respekten for moderskabet. Danske kvinder og deres nordiske søstre svigtes dagligt af et svangre-, fødsels- og postpartumsystem, som er udfordret af både ressourcemangel og af en kultur, der er alt andet end kvindevenlig. Og nu skal vi kvinder også svigtes i barselspolitikken på grund af en ligestillingsideologi, som ikke tager højde for vores biologiske særstilling i forplantningen.

Dette er ikke et ligestillingsmæssigt fremskridt. Det er et tilbageskridt. Vi kvinder skal have lov til at være kvinder. Vi skal have lov at være mødre. At fædre er trådt mere ind i omsorgsopgaverne i forhold til børn er godt. Men det skal ikke ske på bekostning af moderen.

Barselspolitikken bør tage udgangspunkt i moderens biologiske særstilling i forplantningen. Den bør tage udgangspunkt i, at vi kvinder bærer, føder og ammer børnene. Den bør tage udgangspunkt i barnets behov og ret til optimal næring og tryghed i deres første år.
Ikke i teoretisk ligestillingsideologi. Graviditet, fødsel og amning er særlige kvindelige domæner, der fortjener respekt og validering som noget særegent kvindeligt. Det burde vi som samfund værdsætte i stedet for at skynde på mødrene for at få dem hurtigt tilbage til arbejdsmarkedet i ligestillingens navn.

Alt for ofte oplever jeg i den familiepolitiske debat, at vi ikke må italesætte og fremhæve moderskabet og mors særstilling i forplantningen som noget særligt. Når vi taler om moderskabet, føres samtalen næsten altid over på fædre og ligestilling. Det må vi gøre op med. Både for børnene og mødrenes skyld.

I stedet for at indføre øremærket fædrebarsel og forkorte mors tid med baby ville en meget bedre barselspolitik være at give familierne ret til at holde barsel sammen. Dette har UNICEF iøvrigt også foreslået. Optimalt ville det være med mulighed for to års barsel til mor og et år til far.

Et mere moder- og børnevenligt samfund vil være til fordel for alle. Også for fædre.

Dette indlæg er udtryk for Christina Brøndsholm Andersens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Adskillelse af mor og baby er ikke ligestilling

I ligestillingens navn ofres kvinder og børn i stigende grad i de nordiske landes nye barselsregler. Men det er ikke ligestilling, at benægte mors biologiske særstilling og barnets behov for optimal næring og tryghed. Mere barsel til far og mindre til mor er ikke et fremskridt. Det er et tilbageskridt.

22. september 2020 | Af Christina Brøndsholm Andersen | Foto: Oliver Hoffmeyer

 

I ligestillingens navn ofres kvinder og børn i stigende grad i de nordiske landes nye barselsregler. Men det er ikke ligestilling at benægte mors biologiske særstilling og barnets behov for optimal næring og tryghed. Mere barsel til far og mindre til mor er ikke et fremskridt. Det er et tilbageskridt.

Christina Brøndsholm Andersen er cand.mag. i Religionshistorie fra Københavns Universitet og videreuddannet på Laban Dansekonservatorium i London som Master of Arts i Koreografi og Community Dance Artist (PGCDC). Hun interesserer sig for, hvordan kultur videregives gennem kroppen og kroppens performative ritualer. Hun har, siden hun fik sin datter, været hjemmepasser og aktiv i den omsorgspolitiske debat som medstifter af Omsorgspolitisk Netværk.

I Norden er vi i ligestillingens navn i gang med at skrive kvindens særstilling i forplantningen ud af barselspolitiken. Det er et kæmpe problem både for os kvinder og for de børn, vi bringer til verden.

EU har for nylig vedtaget en lov om to måneders øremærket fædrebarsel, som skal implementeres i medlemslandene. I Danmark er det endnu uklart, om disse tages fra den eksisterende barsel, eller om de lægges til. Det første er nok mest sandsynligt. Finlands nye regering har just foreslået en ny barselsordning, som implementeres næste år; den giver syv måneders barsel til henholdsvis mor og far. I Norge har man allerede i et par år haft en tredelt barselsordning med øremærket fædrebarsel. Tre måneder øremærket til mor, tre måneder øremærket til far og tre til deling. Det betyder, at mor også her skal tilbage på arbejdsmarkedet, når baby er omkring seks-syv måneder. Den norske model fremhæves ofte i den danske debat om øremærket fædrebarsel. Den er dog internt i Norge stærkt kritiseret både af begge Jordemoderorganisationer, af Helsesøsterne (sundhedsplejerskerne) og af mange norske forældre, hvoraf nogle har samlet sig i Facebookgruppen “Permisjonen burde foreldre fordele” (Forældre burde selv fordele barslen), der pt. tæller over 32.000 medlemmer.

Argumenterne for indførelsen af den øremærkede fædrebarsel er i både EU og i de nordiske lande “ligestilling”. Men for mig at se er det en ligestillingsforståelse, der ofrer både barnet og kvinden på et ligestillingsideologisk alter.

Mors sundhed

Først og fremmest bør mors barsel ikke forkortes til fordel for fars, fordi det er os kvinder, der bærer, føder og ammer barnet. Dette skal barselspolitikken naturligvis afspejle. Vi kvinder skal gives mulighed for at restituere fysisk og mentalt.

Dette basale biologiske faktum, kvindens behov for at restituere, er næsten forsvundet i ligestillingsdiskursen og diskussionen om, hvor længe mor skal have barsel.

Graviditet og fødsel er hårde ved kvindekroppen, og kan medføre mange helbredsmæssige udfordringer. Det tager faktisk mindst et år for mors krop og sind at restituere efter en normal ukompliceret vaginal fødsel. Og op til to år efter kejsersnit. Dette honorerer de danske barselsregler ikke engang, som de ser ud i dag. Forkortes mors barsel, står det endnu værre til.

Et stadig større antal kvinder i Norden føder i dag desværre heller ikke ved ukomplicerede fødsler. Tværtimod er vi i disse år vidner til stor kritik af fødselsområdet. Det virker paradoksalt, at netop de nordiske lande, der ellers bryster sig af kvindefrigørelse og ligestilling, har så mange problemer på det mest kvindelige område af alle: fødselsområdet.

Fælles for kritikken af fødeområdet i de nordiske lande er, at kvinder ikke tilbydes de trygge rammer, som vi ved, er vigtige i en god fødsel, og som er oxytocinfremmende: ro, tid, kendt jordemoder og muligheden for at følge den enkelte kvindekrops rytme.

Fødeområdet har i mange år været præget af økonomiske effektiviseringer, der har medført nedlukning af lokale fødesteder, mangel på jordemødre, mangel på fødestuer og udskrivelse før amningen er etableret. Men nok så vigtigt er fødeområdet også præget af en fødekultur, der i al for ringe grad fokuserer på at støtte kvinden og hendes krop i at mærke hendes naturlige fødekraft og i at følge sin egen krops rytme.

Det betyder, at kvinderne i Norden i alt for ringe grad går ud af føderummet med det empowerment, en fødsel kan give. At føde et barn er et eksistentielt vendepunkt. Men desværre rammes alt for mange nordiske kvinder af fødselsskader og psykiske ar.

I Norge har mange kvinder engageret sig i fødselsaktivistgruppen Bunardsguerillaen. De kæmper via politiske aktioner og happenings for retten til at føde tæt på, hvor de bor, og tæller pt. over 95.000 medlemmer.

I Sverige har mange kvinder engageret sig i det såkaldte BB-oprøret (Fødeafdelingsoprøret). Her kritiseres, at især lukningerne af lokale fødesteder fører til, at rigtig mange svenske kvinder føder på vej til hospitalet, og at travlheden på fødegangene har forårsaget et voksende antal fødselsskader, som for nogle kvinder desværre giver varige mén.

Også i Danmark er der kritik af de vilkår, kvinder føder under. I 2017 udkom Hanne Dams debatbog “Giv kvinderne fødslen tilbage”, der både kritiserer nedskæringerne på fødselsområdet, men nok så meget den medicineringsdiskurs, fødekulturen præges af, og som har ført til, at 1/3 af alle fødsler i Danmark igangsættes. Og igangsættelse starter ofte en kaskade af videre indgreb.

For at gøre ondt værre har de nordiske lande også for længst mistet deres postpartum traditioner. Postpartum traditioner kendes fra alle traditionelle samfund og tjener til, at den nybagte moder kan hele og komme sig efter fødslen både fysisk og mentalt. Traditionelt støttes kvinden de første 40 dage efter fødslen af andre kvinder og af landsbyfællesskabet. Det kan være i form af urtebade, massage, hjælp til børnepasning, husholdning, madlavning og lignende. Alt imens moderen kan hvile og koncentrere sig om babyen. Moderne studier har forlængst bevist sammenhængen mellem kvindens fysiske kropslige heling efter fødslen og hendes mentale psykiske helbred. Jo bedre mors krop heler og drages omsorg for, jo bedre har hun det psykisk. Alligevel har vi altså i dag intet fokus på, at kvindens krop skal hvile og komme sig over ni måneders graviditet og en livsfarlig fødsel. De fleste sendes som sagt hjem fra hospitalet, allerede før amningen er etableret. Efter 14 dage ophører fars barselsorlov, og tilbage sidder den nybagte mor alene, isoleret og udmattet. Det er ikke så mærkeligt, at mange nybagte mødre rammes af efterfødselsreaktioner i forskellig grad. Nordiske kvinder mangler grundlæggende omsorg og støtte, når de bliver mødre. Meget mere end deres partnere kan give dem. Og de mangler en kultur, der anerkender dette.

Men hvorfor er dette relevant i debatten om barselspolitik? Det er det, fordi fødslen og postpartum tiden har enorm betydning for, hvordan kvinden kommer ind i moderskabet. Både fysisk og mentalt. Og desuden også for, om amningen kommer igang, for om barnet trives, for roen i familien og for tilknytningen til barnet.

Alle disse problemer på fødsels- og postpartumområdet i de nordiske lande betyder alt andet lige, at mødrene burde have endnu længere tid til at komme sig over fødslen. Men i de nordiske lande går det altså den modsatte vej. Mors barsel forkortes i ligestillingens navn. Men hvis vi kerer os om kvinders fysiske og mentale helbred, så skal moderens barsel ikke forkortes, men tværtimod forlænges.

Amning

Amning er en anden vægtig grund til, at mors barsel ikke bør forkortes til fordel for fars.

For det første er modermælk den mest optimale næring for børn. For det andet er amning ikke bare mad. Ammestunden og kontakten med mors krop giver barnet ro, tryghed og regulerer barnets system. Og for det tredje er opretholdelsen af en modermælksproduktion afhængig af, at mor og barn ikke adskilles. Adskillelse af mor og barn er de facto ammeafvænning.

I Norden, og i Vesten i øvrigt, er amning desværre meget lidt valideret. Skønt fine ord, også fra den danske Sundhedsstyrrelse, om vigtigheden af amning, gør (adskillelses)kulturen og manglen på kompetent ammerådgivning fra sundhedspersonel alt for at adskille barnet fra mors ammebryster. Det ses klart af tallene. Når danske babyer bliver seks måneder, er det kun 11,2 procent, der stadig ammes.

Og hvad er så problemet, lyder det ofte, når vi diskuterer barselspolitik. Hvilket viser, at vi har mistet virkelig meget viden om amning. For amning giver store helbredsmæssige fordele både for mor og for barnet. Jo længere mor ammer barnet, jo større helbredsmæssige fordele. Amning forebygger for eksempel visse kræftsygdomme hos både mor og barn samt kredsløbssygdomme hos kvinden. Modermælk forebygger og beskytter også mod infektioner og virus. Modermælk indeholder antistoffer og stamceller, der beskytter mod og hjælper barn gennem sygdom. Det sker ved, at moderens brystvorter aflæser barnets spyt og herefter producerer den eksakte sammensætning i mælken, som barnets krop har brug for. Barnets immunforsvar er nemlig først færdigudviklet i treårsalderen.

Den naturlige ammeperiode er faktisk mellem to og syv år, og anbefalingen fra WHO og Unicef er, at børn ammes i mindst to år. Når barnet er seks måneder, overgår det nemlig ikke over en nat fra modermælk til fast føde. Tarme og mave skal have lov at udvikle sig og følge med. Og for mange børn er overgangen til fast føde en lang fase. Men fordi mor skal tilbage på job, forceres fast føde ofte med smertefuld forstoppelse som en udbredt konsekvens. Dette vil forværres, hvis mor og barn skal adskilles endnu tidligere. Faktisk er det biologisk normalt, at barnets føde ved et års alderen stadig overvejende – eller for en meget stor del – består af modermælk. Modermælk kan dække halvdelen (eller mere) af baby’s energibehov, når det er seks til tolv måneder. Og en tredjedel af barnets energibehov når det er et til to år.

Igen ville mange sikkert indvende, at man jo bare kunne give flaske med udpumpet modermælk. Der er dog to udfordringer ved dette.

Amning er som sagt ikke bare mad. Den fysiske kontakt mellem mors krop og barnets krop, den velkendte duft, berøring og lyd giver barnet en tryghed, som da det lå i livmoderen. Der er en kropslig forbindelse mellem mors og barnets krop, som beroliger og regulerer hele barnets system, når det er træt, følelsesmæssigt overstimuleret eller småsyg. Når mor og mors ammebryster er væk fra barnet, vil det ikke kunne reguleres lige så effektivt, og barnet kan opleve unødig stress, uro og utryghed.

Amning er udbud og efterspørgsel. Opretholdelsen af en modermælksproduktion er afhængig af, at mor og barn ikke adskilles. Udpumpning er ikke lige så effektivt, som når barnet selv dier, og mange kan slet ikke pumpe ud. Det mest hensigtsmæssige for at opretholde en adækvat produktion er at friamme, det vil sige at amme, når barnet vil. Dette anbefales da også af WHO. Men dette kræver, at mor og barn ikke er adskilt.

I vores (adskillelses)kultur har vi dog næsten glemt, at det altså er langt mere biologisk normalt at amme børn under to år rigtig ofte både dag og nat.

Hvad vil det mon så betyde for ammefrekvensen og for ammelængden, hvis der reduceres yderligere i mors barsel til fordel for fars? Det kan vi se i Norge. Her har man registreret en nedgang i andelen af børn, der får modermælk, hver gang mors barsel er blevet reduceret. Begge norske Jordemoderorganisationer samt Helsesøstrene (Sundhedsplejerskerne) har da også kritiseret den tredelte barsel med øremærket fædrebarsel præcis med amningen som argument. Siden indførelsen af den nye barselsorlov i Norge har ammerådgivningerne oplevet rigtig mange henvendelser fra sønderknuste mødre, der mod deres vilje søger hjælp til ammestop, fordi de skal tilbage på job. Samtidig er andelen af kvinder, der går på ulønnet barsel også steget. Hvorfor? Fordi langt de fleste børn som sagt har brug for en meget længere tilvænningsfase til fast føde end det, som de nye norske barselsregler med øremærket fædrebarsel giver. De norske kvinder oplever også en øget risiko for sygemelding, idet barnet ofte øger natamningen meget, når mor pludselig er borte mange timer om dagen.

Ser vi altså på de evidensbaserede ammevejledninger fra WHO, burde mors barsel ikke forkortes til fordel for fars. Tværtimod burde mors barsel forlænges, så hun får mulighed for at opfylde WHOs ammeanbefaling om supplerende amning i mindst to år. Erfaringerne fra Norge viser helt klart, at når vi reducerer mors barsel til fordel for fars, så reducerer vi barnets ammeperiode.

Symbiose

Kvinden har i kraft af sin biologiske særstilling i forplantningen et tilknytnings- og følelsesmæssigt forspring, fordi hun har båret barnet i sin krop, har født det og ammer det. Hun er derfor biologisk og mentalt knyttet til barnet på en helt anden måde end far. Nu er symbiose ganske vist blevet et fy-ord i vores adskillelseskultur. Især mor-barn symbiose. For det passer ikke ind i vores ligestillingsfortælling om, at “far kan være lige så god som mor”. Men vi kommer ikke udenom, at barnet er blevet til i symbiose med mors krop, og at det betyder noget.

Tilknytningen mellem mor og barn sker allerede i livmoderen. Denne symbiose ophører ikke magisk i det moment, barnet er født. Tværtimod er opgaven (ihvertfald fra et tilknytningsperspektiv) at fortsætte denne symbiose udenfor livmoderen, indtil barn og mor er klar til at bryde den.

Vi kan derfor ikke mekanisk ligestille mor og far. Far kan ikke erstatte mor en til en i forhold til det helt lille barn. Far kan ikke amme baby, far kan ikke regulere baby lige så effektivt, baby er ikke lige så tryg ved fars krop i starten, og far er ikke knyttet symbiotisk til barnet. Mor og far er forskellige. De er begge lige vigtige i barnets liv; men de har forskellige roller til forskellige tider.

At ignorere kvindens særstilling eller undertrykke den på grund af en ligestillingsideologi er, for mig at se, både en stor uret mod barnet og mod moderen.

Det moderinstinkt og den moderintuition, der tændes, når kvinden bliver gravid og har født sit barn, er dyb og ældgammelt. Derfor føles det for langt de fleste mødre unaturligt og meget sorgfuldt at skulle adskilles fra deres lille ammebaby. Og ja, der er undtagelser. Men de er netop dette: undtagelser.

En forkortelse af mors barsel til fordel for far betyder, at symbiosen mellem mor og barn brydes meget abrupt. Barnets ret til tryghed og optimal næring, og moderens ret til at give det, må stå over ligestillingshensyn. Og derfor bør mor og barn ikke adskilles, før de begge er klar til det. Beskyttelsen af mor-barn symbiosen er derfor et andet godt argument imod at forkorte mors barsel til fordel for fars.

Respekt for moderskabet

Vi har brug for at genskabe respekten for moderskabet. Danske kvinder og deres nordiske søstre svigtes dagligt af et svangre-, fødsels- og postpartumsystem, som er udfordret af både ressourcemangel og af en kultur, der er alt andet end kvindevenlig. Og nu skal vi kvinder også svigtes i barselspolitikken på grund af en ligestillingsideologi, som ikke tager højde for vores biologiske særstilling i forplantningen.

Dette er ikke et ligestillingsmæssigt fremskridt. Det er et tilbageskridt. Vi kvinder skal have lov til at være kvinder. Vi skal have lov at være mødre. At fædre er trådt mere ind i omsorgsopgaverne i forhold til børn er godt. Men det skal ikke ske på bekostning af moderen.

Barselspolitikken bør tage udgangspunkt i moderens biologiske særstilling i forplantningen. Den bør tage udgangspunkt i, at vi kvinder bærer, føder og ammer børnene. Den bør tage udgangspunkt i barnets behov og ret til optimal næring og tryghed i deres første år.
Ikke i teoretisk ligestillingsideologi. Graviditet, fødsel og amning er særlige kvindelige domæner, der fortjener respekt og validering som noget særegent kvindeligt. Det burde vi som samfund værdsætte i stedet for at skynde på mødrene for at få dem hurtigt tilbage til arbejdsmarkedet i ligestillingens navn.

Alt for ofte oplever jeg i den familiepolitiske debat, at vi ikke må italesætte og fremhæve moderskabet og mors særstilling i forplantningen som noget særligt. Når vi taler om moderskabet, føres samtalen næsten altid over på fædre og ligestilling. Det må vi gøre op med. Både for børnene og mødrenes skyld.

I stedet for at indføre øremærket fædrebarsel og forkorte mors tid med baby ville en meget bedre barselspolitik være at give familierne ret til at holde barsel sammen. Dette har UNICEF iøvrigt også foreslået. Optimalt ville det være med mulighed for to års barsel til mor og et år til far.

Et mere moder- og børnevenligt samfund vil være til fordel for alle. Også for fædre.

Dette indlæg er udtryk for Christina Brøndsholm Andersens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Vi lever i en adskillelseskultur – og det er HELT forkert

DEBAT

Vi lever i en adskillelseskultur – og det er HELT forkert

Vi lever i en adskillelseskultur, og det er helt forkert, skriver Kira Dechau.19. februar 2020 – opdateret 27. sept. 2022 | Af Kira Dechau | Foto: Monika Pot, Unsplash

Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os.

Kira Dechau, som du kan følge på Instagramprofilen kiradeschau, har arbejdet i forskellige institutioner. Nu er hun selvstændig og mor til snart to.

Vi lever i en adskillelseskultur.

Som det mest naturlige i verden, siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Og det er de færreste, der stiller spørgsmål ved det.

”Det er der ingen skade ved,” siger vi. ”Vi kom selv i pasning fra en tidlig alder, og vi klarede os da meget godt.” ”Det er ingen døde af,” lyder det.

Samtidig undrer vi os over den stigende mistrivsel i befolkningen. Hvor kommer den nu fra? Angst, depression og stress. Vi har det ikke godt, og det kommer til udtryk tidligere og tidligere.

Vi taler om curlingbørn og om børn, der gøres svage af de bløde værdier og af at blive pakket ind i vat af deres forældre. Ofte er det de alt for “blødsødne” mødre, der står for skud, når skylden og årsagen skal placeres. For det skal den jo.

Feminismens fremgang, og det at samfundet bliver mere ligestillet, vil selvfølgelig få mange til at råbe op i et sidste desperat forsøg på at bevare status quo. ”Det er det feminiserede samfund, den er gal med,” kan man med jævne mellemrum læse i den offentlige debat. Men er det virkelig det?

Vi har som kultur alt for længe dyrket de hårde værdier – de maskuline værdier. Robusthed og selvstændighed har været nøgleord i vores børneopdragelse. Også i opdragelsen af os, da vi selv var børn.

At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.

Det kan da ikke være det, at vi afleverer vores børn til institutionaliseringen, som bidrager til mistrivsel, for det har vi jo altid gjort, ik? Men nej. Det har vi faktisk ikke altid gjort. Det er både nyt, absurd og komplet unaturligt.

“At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.”

 
Kira Dechau

Os, der er forældre i dag, er stadig nogle af de første, som næsten alle er blevet adskilt fra vores primære omsorgspersoner, da vi var børn. Vi er resultatet af det eksperiment, som det er at vokse op med ringe vilkår for at danne en tryg tilknytning. Rigtig mange af os er tilknytningsskadede og – traumatiserede, er min påstand.

Den øgede mistrivsel, vi ser i befolkningen, betragter jeg i høj grad som et symptom på adskillelsen mellem små børn og deres primære omsorgspersoner blandet med et hårdt og uhensigtsmæssigt børnesyn.

Tilknytningsteorien har lært os, at en sikker og tryg tilknytning i allerhøjeste grad bidrager til selvværd og modstandsdygtighed senere i livet. Så når vi i adskillelseskulturen bruger opnåelse af robusthed og selvstændighed som begrundelse for adskillelsens berettigelse, er det i virkeligheden helt på hovedet.

Vi lever i en adskillelseskultur, og som det mest naturlige i verden siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Selv når vi mærker det rive og skære i hjertet og hører vores intuition skrige; ”Det er jo forkert det her!”

Og det ER forkert. Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Det er slet ikke meningen, at vi skal være væk fra dem.

Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.

Men vi er jo selv adskilte.

Vi blev adskilt fra vores egne forældre, og her lærte vi også at adskille os fra os selv. For vi kan ikke blive ved med at skrige og græde. Og vi kan heller ikke blive ved med at føle, når følelserne gør for ondt. Vores overlevelsesinstinkter træder ind og beskytter os. Vi dissocierer. Vi adskiller os fra vores kroppe og fra vores følelser.

“Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.”

 
Kira Dechau

Mange af os, som er forældre i dag, er udover adskillelsen vokset op med et børnesyn, som har dyrket de maskuline værdier og fortalt os, mere eller mindre direkte, at det, vi føler, er noget pjat og noget, vi skal komme over. ”Op igen.” ”Det var ikke så slemt.” ”Stop med det piveri.”

Hvordan skal vi nogensinde kunne forventes at kunne formå at lytte til vores børns skrig og gråd, når vi ikke engang kan anerkende og føle vores egen sorg? Hvis vi ikke kan tillade det i os selv, kan vi heller ikke tillade det i andre. Hvis vi ikke kan hele det i os selv, kan vi ikke hele det i vores børn. Vi kan ikke møde vores børn som autentiske, tydelige og kærlige voksne, før vi skaber forbindelse til vores eget indre igen.

Så cyklussen fortsætter. Børnene skriger på det, de instinktivt ved, er rigtigt og livsnødvendigt. Og vi oplever, at det vækker noget i os, både som forældre og som børn af adskillelseskulturen. Følelserne blusser op og strømmer pludselig vildt og voldsomt igennem os. Hjertet banker. Tårerne presser sig på. Kroppen skriger på at rive barnet tilbage i vores arme.

Men det er jo bare vores følelser. Og hvad kan vi egentlig bruge dem til? Og er de egentlig ikke også noget pjat? Op igen. Det er ikke så slemt. Ud ad døren og afsted på arbejde. Nu må du være robust. Og det samme må dine børn lære at være.

Og tro mig, de lærer det. At adskille sig fra dig. Men det kræver, at de adskiller sig fra dele af sig selv i processen.

Tiden er ved at være inde til at lytte til vores intuition, lytte til vores hjerter og lytte til vores børn.

Vores følelser er vores vigtigste kompas. Og det er i allerhøjeste grad, når vi mærker følelserne strømme gennem kroppen, at vi skal lytte, fornemme og handle derefter.

Livet skal føles rigtigt. Vi skal føles rigtigt.

Det er ikke noget pjat, vi skal ikke tage os sammen og vi skal ikke komme over det.

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Vi lever i en adskillelseskultur – og det er HELT forkert

Vi lever i en adskillelseskultur, og det er helt forkert, skriver Kira Dechau.

19. februar 2020 – opdateret 27. sept. 2022 | Af Kira Dechau | Foto: Monika Pot, Unsplash

Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os.

Kira Dechau, som du kan følge på Instagramprofilen kiradeschau, har arbejdet i forskellige institutioner. Nu er hun selvstændig og mor til snart to.

Vi lever i en adskillelseskultur.

Som det mest naturlige i verden, siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Og det er de færreste, der stiller spørgsmål ved det.

”Det er der ingen skade ved,” siger vi. ”Vi kom selv i pasning fra en tidlig alder, og vi klarede os da meget godt.” ”Det er ingen døde af,” lyder det.

Samtidig undrer vi os over den stigende mistrivsel i befolkningen. Hvor kommer den nu fra? Angst, depression og stress. Vi har det ikke godt, og det kommer til udtryk tidligere og tidligere.

Vi taler om curlingbørn og om børn, der gøres svage af de bløde værdier og af at blive pakket ind i vat af deres forældre. Ofte er det de alt for “blødsødne” mødre, der står for skud, når skylden og årsagen skal placeres. For det skal den jo.

Feminismens fremgang, og det at samfundet bliver mere ligestillet, vil selvfølgelig få mange til at råbe op i et sidste desperat forsøg på at bevare status quo. ”Det er det feminiserede samfund, den er gal med,” kan man med jævne mellemrum læse i den offentlige debat. Men er det virkelig det?

Vi har som kultur alt for længe dyrket de hårde værdier – de maskuline værdier. Robusthed og selvstændighed har været nøgleord i vores børneopdragelse. Også i opdragelsen af os, da vi selv var børn.

At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.

Det kan da ikke være det, at vi afleverer vores børn til institutionaliseringen, som bidrager til mistrivsel, for det har vi jo altid gjort, ik? Men nej. Det har vi faktisk ikke altid gjort. Det er både nyt, absurd og komplet unaturligt.

“At vi lever i en adskillelseskultur betyder, at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved det adskillelsesritual, vi praktiserer hver morgen i vuggestuerne. Med skrig og skrål og gråd og ondt i maven.”

 
Kira Dechau

Os, der er forældre i dag, er stadig nogle af de første, som næsten alle er blevet adskilt fra vores primære omsorgspersoner, da vi var børn. Vi er resultatet af det eksperiment, som det er at vokse op med ringe vilkår for at danne en tryg tilknytning. Rigtig mange af os er tilknytningsskadede og – traumatiserede, er min påstand.

Den øgede mistrivsel, vi ser i befolkningen, betragter jeg i høj grad som et symptom på adskillelsen mellem små børn og deres primære omsorgspersoner blandet med et hårdt og uhensigtsmæssigt børnesyn.

Tilknytningsteorien har lært os, at en sikker og tryg tilknytning i allerhøjeste grad bidrager til selvværd og modstandsdygtighed senere i livet. Så når vi i adskillelseskulturen bruger opnåelse af robusthed og selvstændighed som begrundelse for adskillelsens berettigelse, er det i virkeligheden helt på hovedet.

Vi lever i en adskillelseskultur, og som det mest naturlige i verden siger vi farvel til vores helt små børn og babyer hver morgen. Selv når vi mærker det rive og skære i hjertet og hører vores intuition skrige; ”Det er jo forkert det her!”

Og det ER forkert. Det er ikke naturligt at være væk fra vores små børn. Det er slet ikke meningen, at vi skal være væk fra dem.

Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.

Men vi er jo selv adskilte.

Vi blev adskilt fra vores egne forældre, og her lærte vi også at adskille os fra os selv. For vi kan ikke blive ved med at skrige og græde. Og vi kan heller ikke blive ved med at føle, når følelserne gør for ondt. Vores overlevelsesinstinkter træder ind og beskytter os. Vi dissocierer. Vi adskiller os fra vores kroppe og fra vores følelser.

“Børnene skriger ofte højt og længe med udstrakte arme. Og selvfølgelig gør de det, for de ved jo stadig godt det, som vi voksne prøver at overhøre vores intuition fortælle os. At det er forkert.”

 
Kira Dechau

Mange af os, som er forældre i dag, er udover adskillelsen vokset op med et børnesyn, som har dyrket de maskuline værdier og fortalt os, mere eller mindre direkte, at det, vi føler, er noget pjat og noget, vi skal komme over. ”Op igen.” ”Det var ikke så slemt.” ”Stop med det piveri.”

Hvordan skal vi nogensinde kunne forventes at kunne formå at lytte til vores børns skrig og gråd, når vi ikke engang kan anerkende og føle vores egen sorg? Hvis vi ikke kan tillade det i os selv, kan vi heller ikke tillade det i andre. Hvis vi ikke kan hele det i os selv, kan vi ikke hele det i vores børn. Vi kan ikke møde vores børn som autentiske, tydelige og kærlige voksne, før vi skaber forbindelse til vores eget indre igen.

Så cyklussen fortsætter. Børnene skriger på det, de instinktivt ved, er rigtigt og livsnødvendigt. Og vi oplever, at det vækker noget i os, både som forældre og som børn af adskillelseskulturen. Følelserne blusser op og strømmer pludselig vildt og voldsomt igennem os. Hjertet banker. Tårerne presser sig på. Kroppen skriger på at rive barnet tilbage i vores arme.

Men det er jo bare vores følelser. Og hvad kan vi egentlig bruge dem til? Og er de egentlig ikke også noget pjat? Op igen. Det er ikke så slemt. Ud ad døren og afsted på arbejde. Nu må du være robust. Og det samme må dine børn lære at være.

Og tro mig, de lærer det. At adskille sig fra dig. Men det kræver, at de adskiller sig fra dele af sig selv i processen.

Tiden er ved at være inde til at lytte til vores intuition, lytte til vores hjerter og lytte til vores børn.

Vores følelser er vores vigtigste kompas. Og det er i allerhøjeste grad, når vi mærker følelserne strømme gennem kroppen, at vi skal lytte, fornemme og handle derefter.

Livet skal føles rigtigt. Vi skal føles rigtigt.

Det er ikke noget pjat, vi skal ikke tage os sammen og vi skal ikke komme over det.

Dette indlæg er udtryk for Kira Dechaus holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Glem kødgryderne – det er børnene, det handler om!

DEBAT

Glem kødgryderne – det er børnene, det handler om!

Glem kødgryderne - det er børnene det handler om.07. november 2019 | Af Marta Wriedt | Foto: Unsplash

Det er dybt problematisk og misforstået, at omsorg for vores børn og lysten til at have dem hjemme i deres mest sårbare år bliver italesat og forstået i en ramme, der handler om ligestilling og kødgryder.

 

TV 2 dokumentaren Eksperimentet med vores børn har endnu en gang fået debatten om minimumsnormeringer og kvaliteten i vores dagtilbud til at blusse op.

Med rette.

For noget skal der gøres. Hurtigt.

Vores børn har brug for at blive både set og hørt. Det synes der dog ikke at være de optimale vilkår for i de pasningstilbud, vi byder dem i dag.

Ifølge landets socialdemokratiske børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er det imidlertid ganske afgørende, at vi forældre ikke panikker og reagerer ved at melde vores børn ud af deres institutioner for i stedet at have dem hjemme. Også selvom det formentlig næppe bliver i deres institutionstid, at de bliver omgivet af flere kendte voksne.

Årsag? Pernille Rosenkrantz-Theil frygter, at det vil sende os tilbage til 1950’erne og kødgryderne, udtrykte hun torsdag i TV 2 Nyhederne. Og den bekymring er hun ikke alene om at have.

Senest var det næstformand og politisk ordfører for Radikale Venstre Sofie Carsten Nielsen, der i et indlæg i Ekstra Bladet problematiserede et forslag fra Dansk Folkeparti om at give forældre et større tilskud for at passe egne børn hjemme. Ifølge Sofie Carsten Nielsen ville det ”bombe ligestillingen og kvinders rettigheder tilbage til en dunkel fortid.”

I mine øjne er det dog dybt problematisk og misforstået, at omsorg for vores børn og lysten til at have dem hjemme i deres mest sårbare år bliver italesat og forstået i den ramme: At det er skidt for ligestillingen, for samfundet og ikke mindst udviklingen af det.

Hvor er i stedet den ramme, der sætter barnet og dets behov først? Hvor er erkendelsen af, at det, vi byder de liv, vi selv har skabt, er tæt på umenneskelige?

Dokumentaren viser det tydeligt, og eksperter har i flere år forsøgt at gøre opmærksom på det. Vores model skader børn, og resultatet er – som cand. mag i psykologi Mette Miriam Sloth udtrykker det i et indlæg på fødslen.dk – flere psykiske lidelser, lavt selvværd og manglende evne til at håndtere og regulere følelser hos unge. De rammer, vi sætter for vores børn, får konsekvenser. I dette tilfælde ganske alvorlige.

“Hvor er erkendelsen af, at det, vi byder de liv, vi selv har skabt, er tæt på umenneskelige?”

 
Marta Wriedt

Jeg er derfor også nødt til at provokere og spørge Pernille Rosenkrantz-Theil og Sofie Carsten Nielsen, om ikke det er egoistisk ikke at handle?

Om vi forældre blot skal blive ved med at lukke øjnene og holde følelserne og mavefornemmelsen nede?

Skal vi blot sidde på vores hænder og vente på, at der bliver fundet de nødvendige midler til at indføre minimumsnormeringer og blot nogenlunde forhold for vores børn?

Skal vi tro og håbe på, at lige netop vores børn klarer den? For børn tilpasser sig jo og kan overleve meget.

Nej, vel?

Kvindeoprøret var nødvendigt, men det, der sker i dag, handler om noget helt andet. Så lad os tale ud fra en mere tidssvarende ramme, hvor vi ser realiteterne i øjnene og handler ud fra det.

For hvad er det, vi reelt er så bange for, det vil koste vores samfund, hvis vi bryder normen og tager børnene hjem i vores trygge favn?

Hvorfor er vi ikke mere bange for konsekvenserne, hvis vi ikke handler?

Vores børn er grundpillen i fremtidens samfund. Det, der skal bære det videre.

Dette indlæg er udtryk for mine holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Glem kødgryderne – det er børnene, det handler om!

Glem kødgryderne - det er børnene det handler om.
07. november 2019 | Af Marta Wriedt | Foto: Unsplash

Det er dybt problematisk og misforstået, at omsorg for vores børn og lysten til at have dem hjemme i deres mest sårbare år bliver italesat og forstået i en ramme, der handler om ligestilling og kødgryder.

 

TV 2 dokumentaren Eksperimentet med vores børn har endnu en gang fået debatten om minimumsnormeringer og kvaliteten i vores dagtilbud til at blusse op.

Med rette.

For noget skal der gøres. Hurtigt.

Vores børn har brug for at blive både set og hørt. Det synes der dog ikke at være de optimale vilkår for i de pasningstilbud, vi byder dem i dag.

Ifølge landets socialdemokratiske børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er det imidlertid ganske afgørende, at vi forældre ikke panikker og reagerer ved at melde vores børn ud af deres institutioner for i stedet at have dem hjemme. Også selvom det formentlig næppe bliver i deres institutionstid, at de bliver omgivet af flere kendte voksne.

Årsag? Pernille Rosenkrantz-Theil frygter, at det vil sende os tilbage til 1950’erne og kødgryderne, udtrykte hun torsdag i TV 2 Nyhederne. Og den bekymring er hun ikke alene om at have.

Senest var det næstformand og politisk ordfører for Radikale Venstre Sofie Carsten Nielsen, der i et indlæg i Ekstra Bladet problematiserede et forslag fra Dansk Folkeparti om at give forældre et større tilskud for at passe egne børn hjemme. Ifølge Sofie Carsten Nielsen ville det ”bombe ligestillingen og kvinders rettigheder tilbage til en dunkel fortid.”

I mine øjne er det dog dybt problematisk og misforstået, at omsorg for vores børn og lysten til at have dem hjemme i deres mest sårbare år bliver italesat og forstået i den ramme: At det er skidt for ligestillingen, for samfundet og ikke mindst udviklingen af det.

Hvor er i stedet den ramme, der sætter barnet og dets behov først? Hvor er erkendelsen af, at det, vi byder de liv, vi selv har skabt, er tæt på umenneskelige?

Dokumentaren viser det tydeligt, og eksperter har i flere år forsøgt at gøre opmærksom på det. Vores model skader børn, og resultatet er – som cand. mag i psykologi Mette Miriam Sloth udtrykker det i et indlæg på fødslen.dk – flere psykiske lidelser, lavt selvværd og manglende evne til at håndtere og regulere følelser hos unge. De rammer, vi sætter for vores børn, får konsekvenser. I dette tilfælde ganske alvorlige.

“Hvor er erkendelsen af, at det, vi byder de liv, vi selv har skabt, er tæt på umenneskelige?”

 
Marta Wriedt

Jeg er derfor også nødt til at provokere og spørge Pernille Rosenkrantz-Theil og Sofie Carsten Nielsen, om ikke det er egoistisk ikke at handle?

Om vi forældre blot skal blive ved med at lukke øjnene og holde følelserne og mavefornemmelsen nede?

Skal vi blot sidde på vores hænder og vente på, at der bliver fundet de nødvendige midler til at indføre minimumsnormeringer og blot nogenlunde forhold for vores børn?

Skal vi tro og håbe på, at lige netop vores børn klarer den? For børn tilpasser sig jo og kan overleve meget.

Nej, vel?

Kvindeoprøret var nødvendigt, men det, der sker i dag, handler om noget helt andet. Så lad os tale ud fra en mere tidssvarende ramme, hvor vi ser realiteterne i øjnene og handler ud fra det.

For hvad er det, vi reelt er så bange for, det vil koste vores samfund, hvis vi bryder normen og tager børnene hjem i vores trygge favn?

Hvorfor er vi ikke mere bange for konsekvenserne, hvis vi ikke handler?

Vores børn er grundpillen i fremtidens samfund. Det, der skal bære det videre.

Dette indlæg er udtryk for mine holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ