Som lærer glorificerede jeg det hærdede barn, der kunne kontrollere sine følelser

af | dec 7, 2024

DEBAT

Som lærer glorificerede jeg det hærdede barn, der kunne kontrollere sine følelser

”Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fem meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses.” citat: Mathilde Riise-Jensen

7. januar 2021 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Privat

 

En tryg tilknytning understøtter vores selvstændighed og resiliens, men den folkeskole, vi har skabt, underkender og modarbejder barnets tilknytning til dets primære omsorgspersoner. Og det er et stort problem, mener Mathilde Riise-Jensen.

Mathilde Riise-Jensen er 39 år, hjemmegående med sønnen Tjalfe på snart 3 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og har arbejdet i folkeskolen i 10 år. Familien bor på Østerbro i København. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

Lærergerningen har været mit største hovedbrud, men også min stolthed og hele min identitet. Da jeg blev mor for snart tre år siden, blev min verden vendt på hoved, og mine værdier, mine prioriteter og mit verdenssyn ændrede sig radikalt. Med moderskabet kom også interessen for, hvordan vi mennesker formes, og jeg begyndte at ‘nørde’ udviklingspsykologi – herunder tilknytningsteori.

Netop tilknytningsteori har nok været den største øjenåbner for mig, nogensinde – både personligt og fagligt. Denne indsigt har bl.a. givet anledning til en del flashbacks og tanker omkring min tid som folkeskolelærer, hvad angår folkeskolen som institution, men især også selvransagelse over min egen praksis.

Mistrivsel

Det er vel efterhånden en forholdsvis kendt sag, at et stigende antal børn og unge mistrives. Jeg har som lærer mødt rigtig mange af dem.

De ensomme, de triste, de deprimerede, de stressede, de voldsomme, de selvskadende, de nervøse, de udadreagerende, de angste, de skolevægrende, de kravafvisende, de spiseforstyrrede, de asociale, de diagnosticerede, de afhængige, løberne, mobberne og de mobbede. Og jeg har været på kurser om emnet, og vi har haft pædagogiske temaaftener, og vi har holdt møder, og jeg har drøftet med kolleger, og jeg har modtaget tværfaglig vejledning, og jeg har sparret med skolepsykologer, familievejledere og skole- samt socialrådgivere. Og nåh ja, så har jeg også gennemført læreruddannelsen – herunder bestået pædagogik- og psykologifaget.

Men jeg er aldrig nogensinde stødt på nogen, som har nævnt ordet tilknytning – hverken i relation til børn, der mistrives, eller i det hele taget. Til gengæld har jeg hørt rigtig meget om sociale medier, forfejlet skolereform, perfekthedskultur, curlingforældre, højt tempo, øgede krav, præstationssamfund, dårlig opdragelse, manglende klasseledelse, testkultur etc. Og noget af det giver ganske god mening. Men hvorfor er der ingen (i hvert fald den skoleverden, jeg har betrådt), som har talt om tilknytning? Hvorfor eksisterer det ord ikke i skolefolkets bevidsthed og ordforråd? Hvorfor taler vi først om tilknytning i behandlingsregi, når det ER gået galt?

Jeg tror, jeg ved hvorfor, men det vender jeg tilbage til.

Tilknytningen har trange kår

Tilknytningsteorien er noget af det mest veldokumenterede og anerkendte stykke videnskab indenfor udviklingspsykologien. Den er udviklet af bl.a. John Bowlby og beskriver den biologiske nødvendighed af, at det lille barn får dannet en tryg relation til en eller flere voksne. På linje med mad og søvn er dette helt essentielt for det lille barns overlevelse. Imødekommes barnet i dets tryghedsbehov, vil det tage denne erfaring med sig videre i livet og danne en indre arbejdsmodel, hvor det overvejende forventer og oplever verden som værende et trygt sted. Her er særligt de første tre leveår afgørende. En tryg tilknytning understøtter vores selvstændighed og resiliens; jo tryggere, vi er som små, jo mere selvstændig og jo mindre disponerede for psykisk ubalance er vi senere. Man kan sammenligne det med et ”psykisk immunforsvar”.

Men i Danmark har vi verdensrekord i institutionalisering; normen er mange timers adskillelse mellem børn og forældre hver dag fra de er helt små – typisk i dårligt normerede institutioner. Vi ved, at gentagen og langvarig adskillelse kan have konsekvenser for den emotionelle udvikling, men det får os ikke til at ændre praksis.

“Jeg var engang klasselærer i en 1.klasse og erindrer lærerteamets (inklusiv min egen) store irritation over at have forældre rendende om morgen, fordi børnene havde det med at “klynge sig for meget til dem”.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Til gengæld er der med tiden opstået en fortælling om, at det kan være lige så godt, ja måske endda bedre, at overlade omsorgen af helt små børn til professionelle i “læringsmiljøer”. Oveni det har vi en folkeskole, som vægter faglighed og resultater frem for relationer og trivsel.

Tilknytningen har derfor trange kår i vores samfund, og det betaler vi en høj menneskelig og samfundsmæssig pris for.

Folkeskolen modarbejder tilknytning

Ét er, at der er begrænset viden om tilknytning blandt lærere. Noget andet, og mindst ligeså alvorligt, er, at folkeskolen som institution medvirker til at undergrave og modarbejde tilknytningsdynamiker generelt.

For det første mener jeg, at der ofte sker en underkendelse og direkte modarbejdelse af barnets tilknytning til dets primære omsorgspersoner. For det andet mener jeg, at tilknytningen til barnets lærer(e) hæmmes i selve den måde, folkeskolen er konstrueret. Begge dele vil jeg give eksempler på i det følgende.

Det er dog vigtigt for mig at sige, at jeg ikke klandrer den enkelte lærer eller skole. Mit ønske er at bibringe nogle nuancer og perspektiver og sætte fokus på nogle strukturelle og kulturelle islæt, som jeg mener, skaber nogle dybe problemer på et menneskeligt såvel som på et samfundsmæssigt plan.

Forældretilknytning nedgøres

Når et barn starter i 0. klasse, er der en forventning om, at det er skoleparat. Det indbefatter fx, at eleven kan sidde stille på en stol, modtage en kollektiv besked, “gøre, som der bliver sagt”, behovsudskyde, indgå i sociale relationer og indordne sig fællesskabet. Men det forventes også, at det 5-6-årige barn er så tilpas “selvstændigt”, at det nemt kan sige farvel til forældrene om morgenen. Helst helt udenfor skolen.

Jeg var engang klasselærer i en 1.klasse og erindrer lærerteamets (inklusiv min egen) store irritation over at have forældre rendende om morgen, fordi børnene havde det med at “klynge sig for meget til dem”. Det resulterede i en skrivelse til hjemmet, hvor vi problematiserede denne tendens og bad forældrene holde sig væk, for “nu var deres børn altså ved at være for store til lange tårevædede afskedsseancer”. Altså en besværliggørelse og en devaluering af båndet mellem barnet og forælderen og en glorificering af det selvstændige, hærdede barn, der kan klare sig selv og kontrollere sine følelser.

Et andet eksempel er barnet i 3. kl., som skal på lejrskole og måske være væk fra sine forældre for første gang i sit liv. Her forventes det igen, at barnet er så tilpas ubunden, at det er helt cool med at skulle undvære sine forældre. Hvis barnet eller forældrene tøver, så vil der dels være et pres fra lærernes side – men også en stor risiko for, at barnet bliver mobbet af de andre børn og ekskluderet fra fællesskabet. Jeg har bevidnet dette – og sågar været den lærer, som har presset på og antydet, at det nok var en “usund afhængighed”, hvis den 9-årige ikke ville med på lejrskole pga. udsigten til et for overvældende forældresavn. Jeg har endda kendskab til, at en skole har lavet en underretning – alene på den baggrund.

Fra en afkrog af min hukommelse kan jeg konstatere, at jeg engang selv har skrevet en underretning – netop på baggrund af “for meget” forældre/barn-tilknytning. Jeg var bekymret for en pige, fordi hun ikke gik på fritidshjem ligesom de andre. Pigens mor var hjemmegående og var meget engageret i datterens og skolens liv og fulgte hende til og fra skole hver dag. I vores lærerteam var opfattelsen, at dette (nære) mor/datter-forhold var usundt og problematisk, ja en hindring for hendes sociale udvikling, og at det var bedre for hende at være sammen med jævnaldrende på fritidshjemmet.

Italesættelsen har magt

Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fire meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses. Både hos de helt små og hos de større elever. Italesættelsen er her en ekstremt vigtig faktor, for ord er magt. Det betragtes og italesættes generelt som noget prisværdigt og “sejt”, når børn ikke behøver deres forældre ved deres side. Og endnu bedre er det, hvis børn bruger, guider og hænger ud med hinanden – frem for hjemme hos forældrene.

Til gengæld kan man møde kritik og latterliggørelse, hvis man er et barn, som er “for voksenknyttet”. Jeg husker især på én skole, at der var en særlig rå lærerværelseshumor, hvor det var en ting at lave jokes om de elever, som altid havde mor eller far med. Somme tider slap jokes’ne ud til eleverne. Jeg behøver næppe at uddybe, hvad det gør ved børn at være genstand for – eller blot vidne til den slags.

Det er langt fra sådan alle steder, men det findes.

Struktur besværliggør varige lærer/elev-relationer

Vi ved fra forskningen, at lærer/elev-relationen er den ultimativt vigtigste faktor, når vi taler trivsel, motivation og læring. Alligevel har vi en folkeskole, som strukturelt modarbejder dette.

Da jeg gik i skole i 80’erne og 90’erne, var der tradition for, at man havde få lærere – og gerne den samme klasselærer fra 1.-9. klasse. I dag vægtes aldersspecialisering, fag-faglighed og princippet om linjefagskompetence – dvs. at lærere i stort omfang kun underviser på de klassetrin og i de fag, som de er specifikt uddannede i.

“Fra en afkrog af min hukommelse kan jeg konstatere, at jeg engang selv har skrevet en underretning – netop på baggrund af “for meget” forældre/barn-tilknytning.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Bagsiden ved dette er mange forskellige lærere ind og ud af døren hver dag og hyppige udskiftninger af lærere ved årsskiftet. Dertil kommer en betydelig lærerflugt. Undersøgelser viser fx, at mere end hver tredje læreruddannede arbejder udenfor folkeskolen, og hver sjette nyuddannede lærer forlader jobbet indenfor det første år.

Disse kendsgerninger og principper giver, alt andet lige, særdeles ringe forudsætninger for at opbygge den betydningsfulde gode og varige relation mellem lærer og elev. Men ingen børn kan fungere i et tilknytningsvacuum, og derfor vil de typisk søge bekræftelse og tryghed (tilknytning) i kammeraterne i stedet.

Når tvangselementerne er større end tilknytningskraften

Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld taler i den forbindelse om begrebet counterwill – på dansk modviljeadfærd. Dette fænomen hænger sammen med manglende tilknytning, og kan tage mange former, fx ligegyldighed, negativitet, dovenskab, stædighed, respektløshed, grænsesøgning, manglende motivation, facade etc. og opstår, når tvangselementerne er større end tilknytningskraften. Det betyder, at et barn vil have en instinktiv modstand mod at blive præget og styret af en person, som det ikke er knyttet til. Og modsat; en stærk tilknytning vil ofte forebygge modviljeadfærden.

I en skolekontekst betyder det, at børn, som kun har overfladiske og flygtige relationer til deres lærere, ofte vil være tilbøjelige til at vise modviljeadfærd og være vanskelige at undervise – noget som jeg tror langt de fleste skolelærere intuitivt ved. I praksis bliver denne adfærd dog typisk tolket som uartighed, mangel på respekt, disciplin og regler, og bliver ofte mødt med distance og sanktioner – hvilket igen forstærker modstanden.

Indsigt og erkendelse er forudsætninger for forandring

Når vi kulturelt og strukturelt modarbejder børns basale behov for tryghed og tilknytning OG mangler grundlæggende forståelse for den naturlige tilknytningsadfærd, så er der stor risiko for, at vi overser og misforstår, men også overhængende fare for at vi “håndterer” børn og unge forkert. Derved svigter vi ikke blot – vi fostrer også mistrivsel.

Og det skrantende mentale helbred er elefanten i rummet. Vi reparerer og symptombehandler derudaf, men ingen kerer sig for alvor om årsagen. Vi kan ikke både anerkende tilknytningsteoriens værdi og betydning OG undlade at tale om sammenhængen mellem et tilknytningsfattigt samfund og den udbredte psykiske mistrivsel.

”Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fire meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Men det gør vi. Måske fordi smerten er for stor og konsekvenserne for uoverskuelige, når vi bliver bevidste om, at vores måde at leve på implicerer nogle basale menneskelige behov, vi ikke kan opfylde.

Ikke desto mindre må vi starte med indsigten og erkendelsen, for at kunne sigte mod et samfund, som folk ikke bliver syge af. Lad os frisætte berøringsangsten og tale om “elefanten” – fx ved at sørge for at klæde forældre, pædagoger, lærere og politikere fagligt på til at agere i et samfund, som aktuelt giver dårlige betingelser for, at børn kan knytte de nødvendige og livsstyrkende bånd. Kun med forstand og erkendelse kan vi ændre betingelserne.

Dette indlæg er udtryk for Mathilde Riise-Jensens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til kontakt@foedslen.dk.

DEBAT

Som lærer glorificerede jeg det hærdede barn, der kunne kontrollere sine følelser

”Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fem meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses.” citat: Mathilde Riise-Jensen

7. januar 2021 | Af Mathilde Riise-Jensen | Foto: Privat

 

En tryg tilknytning understøtter vores selvstændighed og resiliens, men den folkeskole, vi har skabt, underkender og modarbejder barnets tilknytning til dets primære omsorgspersoner. Og det er et stort problem, mener Mathilde Riise-Jensen.

Mathilde Riise-Jensen er 39 år, hjemmegående med sønnen Tjalfe på snart 3 år og gift med Kasper, som er komponist. Hun er uddannet lærer og har arbejdet i folkeskolen i 10 år. Familien bor på Østerbro i København. Du kan følge hende på Instagramprofilen @thamilde.

 

Lærergerningen har været mit største hovedbrud, men også min stolthed og hele min identitet. Da jeg blev mor for snart tre år siden, blev min verden vendt på hoved, og mine værdier, mine prioriteter og mit verdenssyn ændrede sig radikalt. Med moderskabet kom også interessen for, hvordan vi mennesker formes, og jeg begyndte at ‘nørde’ udviklingspsykologi – herunder tilknytningsteori.

Netop tilknytningsteori har nok været den største øjenåbner for mig, nogensinde – både personligt og fagligt. Denne indsigt har bl.a. givet anledning til en del flashbacks og tanker omkring min tid som folkeskolelærer, hvad angår folkeskolen som institution, men især også selvransagelse over min egen praksis.

Mistrivsel

Det er vel efterhånden en forholdsvis kendt sag, at et stigende antal børn og unge mistrives. Jeg har som lærer mødt rigtig mange af dem.

De ensomme, de triste, de deprimerede, de stressede, de voldsomme, de selvskadende, de nervøse, de udadreagerende, de angste, de skolevægrende, de kravafvisende, de spiseforstyrrede, de asociale, de diagnosticerede, de afhængige, løberne, mobberne og de mobbede. Og jeg har været på kurser om emnet, og vi har haft pædagogiske temaaftener, og vi har holdt møder, og jeg har drøftet med kolleger, og jeg har modtaget tværfaglig vejledning, og jeg har sparret med skolepsykologer, familievejledere og skole- samt socialrådgivere. Og nåh ja, så har jeg også gennemført læreruddannelsen – herunder bestået pædagogik- og psykologifaget.

Men jeg er aldrig nogensinde stødt på nogen, som har nævnt ordet tilknytning – hverken i relation til børn, der mistrives, eller i det hele taget. Til gengæld har jeg hørt rigtig meget om sociale medier, forfejlet skolereform, perfekthedskultur, curlingforældre, højt tempo, øgede krav, præstationssamfund, dårlig opdragelse, manglende klasseledelse, testkultur etc. Og noget af det giver ganske god mening. Men hvorfor er der ingen (i hvert fald den skoleverden, jeg har betrådt), som har talt om tilknytning? Hvorfor eksisterer det ord ikke i skolefolkets bevidsthed og ordforråd? Hvorfor taler vi først om tilknytning i behandlingsregi, når det ER gået galt?

Jeg tror, jeg ved hvorfor, men det vender jeg tilbage til.

Tilknytningen har trange kår

Tilknytningsteorien er noget af det mest veldokumenterede og anerkendte stykke videnskab indenfor udviklingspsykologien. Den er udviklet af bl.a. John Bowlby og beskriver den biologiske nødvendighed af, at det lille barn får dannet en tryg relation til en eller flere voksne. På linje med mad og søvn er dette helt essentielt for det lille barns overlevelse. Imødekommes barnet i dets tryghedsbehov, vil det tage denne erfaring med sig videre i livet og danne en indre arbejdsmodel, hvor det overvejende forventer og oplever verden som værende et trygt sted. Her er særligt de første tre leveår afgørende. En tryg tilknytning understøtter vores selvstændighed og resiliens; jo tryggere, vi er som små, jo mere selvstændig og jo mindre disponerede for psykisk ubalance er vi senere. Man kan sammenligne det med et ”psykisk immunforsvar”.

Men i Danmark har vi verdensrekord i institutionalisering; normen er mange timers adskillelse mellem børn og forældre hver dag fra de er helt små – typisk i dårligt normerede institutioner. Vi ved, at gentagen og langvarig adskillelse kan have konsekvenser for den emotionelle udvikling, men det får os ikke til at ændre praksis.

“Jeg var engang klasselærer i en 1.klasse og erindrer lærerteamets (inklusiv min egen) store irritation over at have forældre rendende om morgen, fordi børnene havde det med at “klynge sig for meget til dem”.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Til gengæld er der med tiden opstået en fortælling om, at det kan være lige så godt, ja måske endda bedre, at overlade omsorgen af helt små børn til professionelle i “læringsmiljøer”. Oveni det har vi en folkeskole, som vægter faglighed og resultater frem for relationer og trivsel.

Tilknytningen har derfor trange kår i vores samfund, og det betaler vi en høj menneskelig og samfundsmæssig pris for.

Folkeskolen modarbejder tilknytning

Ét er, at der er begrænset viden om tilknytning blandt lærere. Noget andet, og mindst ligeså alvorligt, er, at folkeskolen som institution medvirker til at undergrave og modarbejde tilknytningsdynamiker generelt.

For det første mener jeg, at der ofte sker en underkendelse og direkte modarbejdelse af barnets tilknytning til dets primære omsorgspersoner. For det andet mener jeg, at tilknytningen til barnets lærer(e) hæmmes i selve den måde, folkeskolen er konstrueret. Begge dele vil jeg give eksempler på i det følgende.

Det er dog vigtigt for mig at sige, at jeg ikke klandrer den enkelte lærer eller skole. Mit ønske er at bibringe nogle nuancer og perspektiver og sætte fokus på nogle strukturelle og kulturelle islæt, som jeg mener, skaber nogle dybe problemer på et menneskeligt såvel som på et samfundsmæssigt plan.

Forældretilknytning nedgøres

Når et barn starter i 0. klasse, er der en forventning om, at det er skoleparat. Det indbefatter fx, at eleven kan sidde stille på en stol, modtage en kollektiv besked, “gøre, som der bliver sagt”, behovsudskyde, indgå i sociale relationer og indordne sig fællesskabet. Men det forventes også, at det 5-6-årige barn er så tilpas “selvstændigt”, at det nemt kan sige farvel til forældrene om morgenen. Helst helt udenfor skolen.

Jeg var engang klasselærer i en 1.klasse og erindrer lærerteamets (inklusiv min egen) store irritation over at have forældre rendende om morgen, fordi børnene havde det med at “klynge sig for meget til dem”. Det resulterede i en skrivelse til hjemmet, hvor vi problematiserede denne tendens og bad forældrene holde sig væk, for “nu var deres børn altså ved at være for store til lange tårevædede afskedsseancer”. Altså en besværliggørelse og en devaluering af båndet mellem barnet og forælderen og en glorificering af det selvstændige, hærdede barn, der kan klare sig selv og kontrollere sine følelser.

Et andet eksempel er barnet i 3. kl., som skal på lejrskole og måske være væk fra sine forældre for første gang i sit liv. Her forventes det igen, at barnet er så tilpas ubunden, at det er helt cool med at skulle undvære sine forældre. Hvis barnet eller forældrene tøver, så vil der dels være et pres fra lærernes side – men også en stor risiko for, at barnet bliver mobbet af de andre børn og ekskluderet fra fællesskabet. Jeg har bevidnet dette – og sågar været den lærer, som har presset på og antydet, at det nok var en “usund afhængighed”, hvis den 9-årige ikke ville med på lejrskole pga. udsigten til et for overvældende forældresavn. Jeg har endda kendskab til, at en skole har lavet en underretning – alene på den baggrund.

Fra en afkrog af min hukommelse kan jeg konstatere, at jeg engang selv har skrevet en underretning – netop på baggrund af “for meget” forældre/barn-tilknytning. Jeg var bekymret for en pige, fordi hun ikke gik på fritidshjem ligesom de andre. Pigens mor var hjemmegående og var meget engageret i datterens og skolens liv og fulgte hende til og fra skole hver dag. I vores lærerteam var opfattelsen, at dette (nære) mor/datter-forhold var usundt og problematisk, ja en hindring for hendes sociale udvikling, og at det var bedre for hende at være sammen med jævnaldrende på fritidshjemmet.

Italesættelsen har magt

Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fire meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses. Både hos de helt små og hos de større elever. Italesættelsen er her en ekstremt vigtig faktor, for ord er magt. Det betragtes og italesættes generelt som noget prisværdigt og “sejt”, når børn ikke behøver deres forældre ved deres side. Og endnu bedre er det, hvis børn bruger, guider og hænger ud med hinanden – frem for hjemme hos forældrene.

Til gengæld kan man møde kritik og latterliggørelse, hvis man er et barn, som er “for voksenknyttet”. Jeg husker især på én skole, at der var en særlig rå lærerværelseshumor, hvor det var en ting at lave jokes om de elever, som altid havde mor eller far med. Somme tider slap jokes’ne ud til eleverne. Jeg behøver næppe at uddybe, hvad det gør ved børn at være genstand for – eller blot vidne til den slags.

Det er langt fra sådan alle steder, men det findes.

Struktur besværliggør varige lærer/elev-relationer

Vi ved fra forskningen, at lærer/elev-relationen er den ultimativt vigtigste faktor, når vi taler trivsel, motivation og læring. Alligevel har vi en folkeskole, som strukturelt modarbejder dette.

Da jeg gik i skole i 80’erne og 90’erne, var der tradition for, at man havde få lærere – og gerne den samme klasselærer fra 1.-9. klasse. I dag vægtes aldersspecialisering, fag-faglighed og princippet om linjefagskompetence – dvs. at lærere i stort omfang kun underviser på de klassetrin og i de fag, som de er specifikt uddannede i.

“Fra en afkrog af min hukommelse kan jeg konstatere, at jeg engang selv har skrevet en underretning – netop på baggrund af “for meget” forældre/barn-tilknytning.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Bagsiden ved dette er mange forskellige lærere ind og ud af døren hver dag og hyppige udskiftninger af lærere ved årsskiftet. Dertil kommer en betydelig lærerflugt. Undersøgelser viser fx, at mere end hver tredje læreruddannede arbejder udenfor folkeskolen, og hver sjette nyuddannede lærer forlader jobbet indenfor det første år.

Disse kendsgerninger og principper giver, alt andet lige, særdeles ringe forudsætninger for at opbygge den betydningsfulde gode og varige relation mellem lærer og elev. Men ingen børn kan fungere i et tilknytningsvacuum, og derfor vil de typisk søge bekræftelse og tryghed (tilknytning) i kammeraterne i stedet.

Når tvangselementerne er større end tilknytningskraften

Den canadiske udviklingspsykolog Gordon Neufeld taler i den forbindelse om begrebet counterwill – på dansk modviljeadfærd. Dette fænomen hænger sammen med manglende tilknytning, og kan tage mange former, fx ligegyldighed, negativitet, dovenskab, stædighed, respektløshed, grænsesøgning, manglende motivation, facade etc. og opstår, når tvangselementerne er større end tilknytningskraften. Det betyder, at et barn vil have en instinktiv modstand mod at blive præget og styret af en person, som det ikke er knyttet til. Og modsat; en stærk tilknytning vil ofte forebygge modviljeadfærden.

I en skolekontekst betyder det, at børn, som kun har overfladiske og flygtige relationer til deres lærere, ofte vil være tilbøjelige til at vise modviljeadfærd og være vanskelige at undervise – noget som jeg tror langt de fleste skolelærere intuitivt ved. I praksis bliver denne adfærd dog typisk tolket som uartighed, mangel på respekt, disciplin og regler, og bliver ofte mødt med distance og sanktioner – hvilket igen forstærker modstanden.

Indsigt og erkendelse er forudsætninger for forandring

Når vi kulturelt og strukturelt modarbejder børns basale behov for tryghed og tilknytning OG mangler grundlæggende forståelse for den naturlige tilknytningsadfærd, så er der stor risiko for, at vi overser og misforstår, men også overhængende fare for at vi “håndterer” børn og unge forkert. Derved svigter vi ikke blot – vi fostrer også mistrivsel.

Og det skrantende mentale helbred er elefanten i rummet. Vi reparerer og symptombehandler derudaf, men ingen kerer sig for alvor om årsagen. Vi kan ikke både anerkende tilknytningsteoriens værdi og betydning OG undlade at tale om sammenhængen mellem et tilknytningsfattigt samfund og den udbredte psykiske mistrivsel.

”Jeg har i mine 10 år som lærer arbejdet på fire meget forskellige folkeskoler. Alle steder har diskursen blandt lærere og pædagoger været, at relationen til jævnaldrende skulle dyrkes, og forældre ”afhængighed” skulle begrænses.”

 
Mathilde Riise-Jensen

Men det gør vi. Måske fordi smerten er for stor og konsekvenserne for uoverskuelige, når vi bliver bevidste om, at vores måde at leve på implicerer nogle basale menneskelige behov, vi ikke kan opfylde.

Ikke desto mindre må vi starte med indsigten og erkendelsen, for at kunne sigte mod et samfund, som folk ikke bliver syge af. Lad os frisætte berøringsangsten og tale om “elefanten” – fx ved at sørge for at klæde forældre, pædagoger, lærere og politikere fagligt på til at agere i et samfund, som aktuelt giver dårlige betingelser for, at børn kan knytte de nødvendige og livsstyrkende bånd. Kun med forstand og erkendelse kan vi ændre betingelserne.

Dette indlæg er udtryk for Mathilde Riise-Jensens holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til kontakt@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ

Jeg skal passe mine børn, som havde jeg intet job, og arbejde, som havde jeg ingen børn

af | nov 1, 2024

BØRNELIV

Jeg skal passe mine børn, som havde jeg intet job, og arbejde, som havde jeg ingen børn

Der stilles urimelige krav til forældre, når det kommer til reglerne omkring barnets første sygedag. Og for børnene har det store konsekvenser, lyder det i flere beretninger.

1. februar 2024 | Af Marta Wriedt | Foto: Rendy Novantino, Unsplash

 

Der stilles urimelige krav til forældre, når det kommer til reglerne omkring barnets første sygedag. Og for børnene har det store konsekvenser, lyder det i flere beretninger.

Indlægget her skal ses som en støtte til den protestbevægelse, Nanna Høyrup og Hye Marcussen har igangsat mod de ringe vilkår, langt de fleste børnefamilier har i Danmark, når det kommer til barn syg. Nanna Høyrup er tidligere pædagog og forhenværende stedfortræder for Alternativet. Hye Marcussen er uddannet fra RUC og har en særlig interesse for kvinder, global ulighed, børns livsvilkår og rettigheder. Du kan følge bevægelsen under hashtagget #rettilbarnsyg og med samme hashtag dele egne historier.

Dårlig samvittighed og følelsen af ikke helt at kunne slå til – både som mor og på arbejdspladsen – går igen i mange af de beretninger, fødslen.dk har modtaget. Og en væsentlig årsag til disse følelser er den manglende ret til at være hjemme med sit barn, når det er syg.

For mens forældre i Sverige som udgangspunkt har ret til at være hjemme med et sygt barn i op til 120 dage om året, har langt de fleste forældre i Danmark kun krav på at holde barnets første sygedag. Også selvom barnet er syg i længere tid.

Det hænger ganske enkelt ikke sammen, og derfor skal vi have ændret vilkårene, så forældre kan passe deres syge børn, og børn får den ro og nærhed, de har brug for, når de ikke er raske. Fx ved at lade os inspirere af Sverige.

Herunder har vi samlet en række beretninger fra forældre og pædagoger, som understreger problemet:

 

“

Jeg synes, at det er SÅ ubehageligt at skulle ringe og bede om barnets første sygedag. Jeg øver mig nærmest på forhånd i, hvad jeg skal sige, og hvad jeg kan blive spurgt om. Frygter altid at blive bedt om at møde ind til en aftenvagt i stedet.
Anonym

 

“

Når vi ikke selv kan/må passe vores børn, når de er syge, hvem filan skal så? Og hvad er overhovedet ok og ordentligt? Mit barn var engang syg i en måned. Vi brugte vores ferie, barnets første sygedag mm. Derudover blev barnets passet af familie med skiftende arbejdstider. Barnet græd hver morgen, når et nyt familiemedlem kom for at passe. Men vi kunne ikke blive væk fra job mere, end vi allerede have været. Det var frygteligt.
Ann-Lykke

 

“

Jeg har nogle gange sendt mine børn af sted, hvor de egentlig ikke var helt friske endnu. Fx hvor feberen var væk, men hvor de godt kunne have brug for en ekstra dag hjemme til lige at komme sig helt. Jeg får så dårlig samvittighed over for børnene. Vi andre bliver jo ofte også hjemme, til vi er ordentligt friske, og det er bare så hårdt at tage af sted, hvis man ikke er helt ovenpå. Så jeg tør da slet ikke tænke på, hvordan det er for et barn.
Henriette

 

“Når vi ikke selv kan/må passe vores børn, når de er syge, hvem filan skal så? Og hvad er overhovedet ok og ordentligt?”

 
Ann-Lykke

 

“

Forleden ridsede min leder retningslinjerne omkring barnets 1. og 2. sygedag op. Det i sig selv var fint nok. Men hun afsluttede så med at skrive, at vi skulle huske, at vi får løn. Jeg synes virkelig, den kommentar var malplaceret. Ingen ønsker syge børn – og det er faktisk heller ikke en fridag at være hjemme hos et sygt barn. Samtidig synes jeg bare, at det er så dobbelt, når jeg som pædagog i vuggestuen er frustreret over, at børn bliver afleveret uden at være friske, men næsten presses ud i at gøre det samme, fordi jeg ikke føler, at jeg kan blive hjemme ved mit eget barn.
Anonym

 

“

Jeg er tilbagevendt efter barsel, efter jeg har fået to skønne børn og er startet i en ny stilling, i et nyt team og med en ny leder. Det er første gang, jeg er på arbejdsmarkedet, efter jeg har fået børn. Og jeg har ikke tidligere skullet tage stilling til de regler, der er omkring barn syg. Men jeg er mildest talt chokeret over, hvor lidt tid man giver forældre og børn til at komme sig over sygdom. Vi er i den situation, at vi ikke har frygtelig meget hjælp at hente fra bedsteforældre, fordi de fortsat er på arbejdsmarkedet og bor 100 km fra os. Jeg har mulighed for at få løn under barnets første sygedag. Resten må jeg tage fra min ferie, tage uden løn eller jeg må gå i minus på timer på min flexliste, som jeg senere hen må oparbejde. Det er der bare heller ikke mulighed for, da jeg vil bruge min tid på børnene og ikke på at arbejde over. Hvad gør man under et forløb med skoldkopper? Det er ikke bare overstået på en dag. Jeg oplever, vi bliver udsat for et ualmindeligt pres.
Cathrine

 

“

Til en sygesamtale fik jeg for nylig at vide, at man regner med, at børn i gennemsnit har 10 sygedage om året – fem til mor og fem til far. Det skal jeg lige have fortalt til min datter i vuggestuen så.
Stine

 

“Det er så dobbelt, når jeg som pædagog i vuggestuen er frustreret over, at børn bliver afleveret uden at være friske, men næsten presses ud i at gøre det samme, fordi jeg ikke føler, at jeg kan blive hjemme ved mit eget barn.”

 
Anonym

 

“

Jeg er ledig, og i sidste praktikforløb sagde de, at de nok gerne ville ansætte mig, men at de var nervøse for, hvor meget mine tre børn ville være syge. Så meget for at have fået børn under uddannelse, så jeg slap for at blive valgt fra pga. mulige fremtidige barsler.
Kristine

 

“

Vi, min kæreste, jeg og vores to børn på 2 og 6 år, har nærmest været syge på skift de sidste to måneder. Hver gang kører det samme mønster på repeat: Hvem skal tage første sygedag; hvem har mest/mindst travlt og kan lettest undværes på job. Dag to, hvor barnet stadig er for ramt til det er fair at sende ham af sted, accepterer bedsteforældrene over 70 år at passe, selvom de har nedsat immunforsvar. Dag 3 passer bedsteforældrene igen, men ender også med at blive smittet og kan nu ikke passe hverken barn 1 eller 2, som også er blevet syg. Dag fire må en af os voksne tage en hjemmearbejdsdag, som varer on off fra tidlig morgen til sen aften på grund af de mange afbrydelser, der naturligt er i løbet af dagen med et barn syg, som behøver sin mor eller far. Samtidig har vi så dårlig samvittighed overfor arbejdspladsen. Og ofte slæber jeg mig selv af sted på job med diverse forkølelser, feber mm, da jeg jo i forvejen har fravær nok. Jeg føler mig som en dårlig mor, en dårlig medarbejder og en dårlig kollega.
Ann

 

“

Vi holder begge barns første sygedag, og dermed er to dage klaret. Ved længere sygdom kan jeg holde en ekstra dag. Vi har desværre ikke bedsteforældre, der kan hjælpe ved sygdom, da min mor stadig arbejder på fuldtid, og min mands mor er lungesyg og derfor nemt bliver smittet af børnene. Det er helt klart et problem, da børn jo også helst vil være hos deres forældre, når de er syge – specielt mindre børn.
Louise

 

“Ofte slæber jeg mig selv af sted på job med diverse forkølelser, feber mm, da jeg jo i forvejen har fravær nok. Jeg føler mig som en dårlig mor, en dårlig medarbejder og en dårlig kollega.”

 
Ann

 

“

Jeg føler altid, at jeg skal tænke super taktisk i forhold til sygdom ved mine børn. Fx ved ikke fortælle på arbejdet at mit barn er syg, mens min mand er hjemme, således, at jeg kan tage barnets første sygedag dagen efter osv.
Anonym

 

“

Der er flere situationer, hvor jeg – når mine børn er syge – føler mig nødsaget til selv at melde mig syg, da jeg kan være syg i op til 14 dage før, der stilles yderligere spørgsmål, samt det er med løn. Jeg ved dog også, at det kommer med en pris, da der lige pludselig er en sygesamtale, hvor jeg skal stå skoleret. Og det eneste, jeg har forsøgt, er at passe på og give det nærvær, der er behov for i min lille familie. Jeg har det frygteligt over, at vi har så ringe vilkår, og at vi ikke kan være ærlige. Faktisk er jeg vred. Jeg står med en følelse af, at jeg skal passe mine børn, som hvis jeg ikke havde et arbejde, og at jeg skal arbejde, som hvis jeg ikke havde børn.
Cathrine

 

“

Som pædagog i en børnehave, kan jeg sige, at børn bliver sendt syge af sted i håb om bedring den dag, og at de jo i den alder kan fortælle, om de har kastet op eller fået panodil om morgenen. Nogle dage går den, og andre må vi ringe dem hjem.
Louise

 

“Jeg står med en følelse af, at jeg skal passe mine børn, som hvis jeg ikke havde et arbejde, og at jeg skal arbejde, som hvis jeg ikke havde børn.”

 
Cathrine

 

“

Min mand og jeg har ofte gjort det sådan, at jeg tager barnets sygedag den ene dag, og så tager han barnets sygedag den næste dag, og så lader vi være med at sige, at det reelt er barnets anden sygedag. Jeg synes, det er en fuldstændig urimelig lovgivning, så det har jeg faktisk ingen skrupler ved at gøre.
Henriette

 

“

Hvor er det ærgerligt, at man skal opleve det, at ens barn er syg (eller måske er ved at blive det) som enormt stressende i stedet for, at man bare kan være nærværende og give omsorg til barnet. Mine børn har heldigvis ikke været særlig meget syge, men det er altid et puslespil, der skal gå op. Jeg har en sød mor, der altid gerne vil hjælpe, men nogle gange synes jeg, at mine børn er for syge til at blive passet af mormor.
Anonym

BØRNELIV

Jeg skal passe mine børn, som havde jeg intet job, og arbejde, som havde jeg ingen børn

Der stilles urimelige krav til forældre, når det kommer til reglerne omkring barnets første sygedag. Og for børnene har det store konsekvenser, lyder det i flere beretninger.

1. februar 2024 | Af Marta Wriedt | Foto: Rendy Novantino, Unsplash

 

Der stilles urimelige krav til forældre, når det kommer til reglerne omkring barnets første sygedag. Og for børnene har det store konsekvenser, lyder det i flere beretninger.

Indlægget her skal ses som en støtte til den protestbevægelse, Nanna Høyrup og Hye Marcussen har igangsat mod de ringe vilkår, langt de fleste børnefamilier har i Danmark, når det kommer til barn syg. Nanna Høyrup er tidligere pædagog og forhenværende stedfortræder for Alternativet. Hye Marcussen er uddannet fra RUC og har en særlig interesse for kvinder, global ulighed, børns livsvilkår og rettigheder. Du kan følge bevægelsen under hashtagget #rettilbarnsyg og med samme hashtag dele egne historier.

Dårlig samvittighed og følelsen af ikke helt at kunne slå til – både som mor og på arbejdspladsen – går igen i mange af de beretninger, fødslen.dk har modtaget. Og en væsentlig årsag til disse følelser er den manglende ret til at være hjemme med sit barn, når det er syg.

For mens forældre i Sverige som udgangspunkt har ret til at være hjemme med et sygt barn i op til 120 dage om året, har langt de fleste forældre i Danmark kun krav på at holde barnets første sygedag. Også selvom barnet er syg i længere tid.

Det hænger ganske enkelt ikke sammen, og derfor skal vi have ændret vilkårene, så forældre kan passe deres syge børn, og børn får den ro og nærhed, de har brug for, når de ikke er raske. Fx ved at lade os inspirere af Sverige.

Herunder har vi samlet en række beretninger fra forældre og pædagoger, som understreger problemet:

 

“

Jeg synes, at det er SÅ ubehageligt at skulle ringe og bede om barnets første sygedag. Jeg øver mig nærmest på forhånd i, hvad jeg skal sige, og hvad jeg kan blive spurgt om. Frygter altid at blive bedt om at møde ind til en aftenvagt i stedet.
Anonym

 

“

Når vi ikke selv kan/må passe vores børn, når de er syge, hvem filan skal så? Og hvad er overhovedet ok og ordentligt? Mit barn var engang syg i en måned. Vi brugte vores ferie, barnets første sygedag mm. Derudover blev barnets passet af familie med skiftende arbejdstider. Barnet græd hver morgen, når et nyt familiemedlem kom for at passe. Men vi kunne ikke blive væk fra job mere, end vi allerede have været. Det var frygteligt.
Ann-Lykke

 

“

Jeg har nogle gange sendt mine børn af sted, hvor de egentlig ikke var helt friske endnu. Fx hvor feberen var væk, men hvor de godt kunne have brug for en ekstra dag hjemme til lige at komme sig helt. Jeg får så dårlig samvittighed over for børnene. Vi andre bliver jo ofte også hjemme, til vi er ordentligt friske, og det er bare så hårdt at tage af sted, hvis man ikke er helt ovenpå. Så jeg tør da slet ikke tænke på, hvordan det er for et barn.
Henriette

 

“Når vi ikke selv kan/må passe vores børn, når de er syge, hvem filan skal så? Og hvad er overhovedet ok og ordentligt?”

 
Ann-Lykke

 

“

Forleden ridsede min leder retningslinjerne omkring barnets 1. og 2. sygedag op. Det i sig selv var fint nok. Men hun afsluttede så med at skrive, at vi skulle huske, at vi får løn. Jeg synes virkelig, den kommentar var malplaceret. Ingen ønsker syge børn – og det er faktisk heller ikke en fridag at være hjemme hos et sygt barn. Samtidig synes jeg bare, at det er så dobbelt, når jeg som pædagog i vuggestuen er frustreret over, at børn bliver afleveret uden at være friske, men næsten presses ud i at gøre det samme, fordi jeg ikke føler, at jeg kan blive hjemme ved mit eget barn.
Anonym

 

“

Jeg er tilbagevendt efter barsel, efter jeg har fået to skønne børn og er startet i en ny stilling, i et nyt team og med en ny leder. Det er første gang, jeg er på arbejdsmarkedet, efter jeg har fået børn. Og jeg har ikke tidligere skullet tage stilling til de regler, der er omkring barn syg. Men jeg er mildest talt chokeret over, hvor lidt tid man giver forældre og børn til at komme sig over sygdom. Vi er i den situation, at vi ikke har frygtelig meget hjælp at hente fra bedsteforældre, fordi de fortsat er på arbejdsmarkedet og bor 100 km fra os. Jeg har mulighed for at få løn under barnets første sygedag. Resten må jeg tage fra min ferie, tage uden løn eller jeg må gå i minus på timer på min flexliste, som jeg senere hen må oparbejde. Det er der bare heller ikke mulighed for, da jeg vil bruge min tid på børnene og ikke på at arbejde over. Hvad gør man under et forløb med skoldkopper? Det er ikke bare overstået på en dag. Jeg oplever, vi bliver udsat for et ualmindeligt pres.
Cathrine

 

“

Til en sygesamtale fik jeg for nylig at vide, at man regner med, at børn i gennemsnit har 10 sygedage om året – fem til mor og fem til far. Det skal jeg lige have fortalt til min datter i vuggestuen så.
Stine

 

“Det er så dobbelt, når jeg som pædagog i vuggestuen er frustreret over, at børn bliver afleveret uden at være friske, men næsten presses ud i at gøre det samme, fordi jeg ikke føler, at jeg kan blive hjemme ved mit eget barn.”

 
Anonym

 

“

Jeg er ledig, og i sidste praktikforløb sagde de, at de nok gerne ville ansætte mig, men at de var nervøse for, hvor meget mine tre børn ville være syge. Så meget for at have fået børn under uddannelse, så jeg slap for at blive valgt fra pga. mulige fremtidige barsler.
Kristine

 

“

Vi, min kæreste, jeg og vores to børn på 2 og 6 år, har nærmest været syge på skift de sidste to måneder. Hver gang kører det samme mønster på repeat: Hvem skal tage første sygedag; hvem har mest/mindst travlt og kan lettest undværes på job. Dag to, hvor barnet stadig er for ramt til det er fair at sende ham af sted, accepterer bedsteforældrene over 70 år at passe, selvom de har nedsat immunforsvar. Dag 3 passer bedsteforældrene igen, men ender også med at blive smittet og kan nu ikke passe hverken barn 1 eller 2, som også er blevet syg. Dag fire må en af os voksne tage en hjemmearbejdsdag, som varer on off fra tidlig morgen til sen aften på grund af de mange afbrydelser, der naturligt er i løbet af dagen med et barn syg, som behøver sin mor eller far. Samtidig har vi så dårlig samvittighed overfor arbejdspladsen. Og ofte slæber jeg mig selv af sted på job med diverse forkølelser, feber mm, da jeg jo i forvejen har fravær nok. Jeg føler mig som en dårlig mor, en dårlig medarbejder og en dårlig kollega.
Ann

 

“

Vi holder begge barns første sygedag, og dermed er to dage klaret. Ved længere sygdom kan jeg holde en ekstra dag. Vi har desværre ikke bedsteforældre, der kan hjælpe ved sygdom, da min mor stadig arbejder på fuldtid, og min mands mor er lungesyg og derfor nemt bliver smittet af børnene. Det er helt klart et problem, da børn jo også helst vil være hos deres forældre, når de er syge – specielt mindre børn.
Louise

 

“Ofte slæber jeg mig selv af sted på job med diverse forkølelser, feber mm, da jeg jo i forvejen har fravær nok. Jeg føler mig som en dårlig mor, en dårlig medarbejder og en dårlig kollega.”

 
Ann

 

“

Jeg føler altid, at jeg skal tænke super taktisk i forhold til sygdom ved mine børn. Fx ved ikke fortælle på arbejdet at mit barn er syg, mens min mand er hjemme, således, at jeg kan tage barnets første sygedag dagen efter osv.
Anonym

 

“

Der er flere situationer, hvor jeg – når mine børn er syge – føler mig nødsaget til selv at melde mig syg, da jeg kan være syg i op til 14 dage før, der stilles yderligere spørgsmål, samt det er med løn. Jeg ved dog også, at det kommer med en pris, da der lige pludselig er en sygesamtale, hvor jeg skal stå skoleret. Og det eneste, jeg har forsøgt, er at passe på og give det nærvær, der er behov for i min lille familie. Jeg har det frygteligt over, at vi har så ringe vilkår, og at vi ikke kan være ærlige. Faktisk er jeg vred. Jeg står med en følelse af, at jeg skal passe mine børn, som hvis jeg ikke havde et arbejde, og at jeg skal arbejde, som hvis jeg ikke havde børn.
Cathrine

 

“

Som pædagog i en børnehave, kan jeg sige, at børn bliver sendt syge af sted i håb om bedring den dag, og at de jo i den alder kan fortælle, om de har kastet op eller fået panodil om morgenen. Nogle dage går den, og andre må vi ringe dem hjem.
Louise

 

“Jeg står med en følelse af, at jeg skal passe mine børn, som hvis jeg ikke havde et arbejde, og at jeg skal arbejde, som hvis jeg ikke havde børn.”

 
Cathrine

 

“

Min mand og jeg har ofte gjort det sådan, at jeg tager barnets sygedag den ene dag, og så tager han barnets sygedag den næste dag, og så lader vi være med at sige, at det reelt er barnets anden sygedag. Jeg synes, det er en fuldstændig urimelig lovgivning, så det har jeg faktisk ingen skrupler ved at gøre.
Henriette

 

“

Hvor er det ærgerligt, at man skal opleve det, at ens barn er syg (eller måske er ved at blive det) som enormt stressende i stedet for, at man bare kan være nærværende og give omsorg til barnet. Mine børn har heldigvis ikke været særlig meget syge, men det er altid et puslespil, der skal gå op. Jeg har en sød mor, der altid gerne vil hjælpe, men nogle gange synes jeg, at mine børn er for syge til at blive passet af mormor.
Anonym

LÆS OGSÅ

Vi byder børn forhold, vi voksne ikke selv ville arbejde under

af | nov 3, 2023

BØRNELIV

Vi byder børn forhold, vi voksne ikke selv ville arbejde under

3. november 2023 | Af Lene Friis-Pilgaard | Foto: Unsplash

Vores samfund – herunder rammerne, strukturen, tonen, tilgangen, tiden, traditionerne og børnesynet – bærer præg af noget fra en svunden tid. Men tiden er inde til et paradigmeskifte.  

Lene Friis-Pilgaard er uddannet økonom og mor til to. Hun arbejder som selvstændig familiebehandler, skribent og hjemmeskoler og kæmper for, at børn og voksne får de samme rettigheder. Du kan følge hende på lenefriispilgaard_columnist.

Vi vil så gerne hylde diversiteten. Alligevel bliver vi allerede som helt små, modelleret til at passe ind i et samfund, hvor de vigtigste værdier er vækst, økonomi og optimering. Der er en forventning om, at vi lever et liv uden de store variationer, agerer synkront og følger samfundsnormen. For en del mennesker bliver det da også hverdagen og måske med god grund; for vi kender jo oftest ikke til anden samfundsmodel end den, vi selv er flasket op på.  

I den tempofyldte hverdag glemmer vi måske at stille spørgsmål, stoppe op og overveje, om der kunne være en anden mere menneskelig, meningsfuld og simpel vej at gå – for både os selv og vores børn.  

“I den tempofyldte hverdag glemmer vi måske at stille spørgsmål, stoppe op og overveje, om der kunne være en anden mere menneskelig, meningsfuld og simpel vej at gå.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Vi er i Danmark rekordførende i at udlicitere omsorg, tid og tryghed. Elementer, som er afgørende for vores tilknytningsmønster, trivsel og relationer – og den præmis har vi købt! 

Måske fordi vi har glemt, at institutionerne aldrig blev skabt for at sikre optimal udvikling, trivsel og omsorg for børnene. Måske fordi det har været belejligt at glemme.

Der var nemlig helt andre årsager til, at institutionerne blev skabt; kvindeoprøret – kvindebevægelsen. En vigtig og nødvendig kamp, som stadig kæmpes. Men hvorfor udebliver børnebevægelsen? 

Der er mange gode folk, som kæmper børnenes sag hver eneste dag. Faktum er bare, at vores samfund – herunder rammerne, strukturen, tonen, tilgangen, tiden, traditionerne og børnesynet – bliver ved med at bære præg af noget fra en svunden tid. Fokus er på, hvad vi til stadighed mener, er samfundets behov – en uddateret samfundsmodel, som i den grad trænger til modernisering. 

En samfundsmæssig udvikling, hvor udgangspunktet også er børnenes perspektiv og trivsel, har aldrig rigtig fundet sted. Jeg oplever desværre stadig en kollektiv og tavs accept af, at børn sagtens kan klare at opholde sig de fleste af deres vågne timer i institutioner og skoler under forhold, som vi voksne på ingen måde ville arbejde under.  

“Jeg oplever desværre stadig en kollektiv og tavs accept af, at børn sagtens kan klare at opholde sig de fleste af deres vågne timer i institutioner og skoler under forhold, som vi voksne på ingen måde ville arbejde under.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Vores normative forståelse af barndommen starter her:

Den stiltiende accept af adskillelseskulturen som en præmis i forældreskabet, en fortælling i folkemunde om, at det er normalt for børn at blive afleveret til ‘fremmede’ voksne mennesker i 6-8 timer om dagen i en alder af 1 år.  

Accepten af, at børn på 3-6 år bliver afleveret i institutioner på små stuer proppet med små mennesker, skiftende voksne og manglende ressourcer med fortællingen om, at det er her de små mennesker lærer at socialisere. 

Accepten af, at folkeskolen rent strukturelt ser ud som for 40 år siden! En rå, drænet, presset, tung og træt mastodont, hvor flere og flere viser tegn på skolevægring og mistrivsel.

Vi skylder i den grad alle vores mindste mennesker nogle tilbud, som er bygger på høj kvalitet, tid, ressourcer, nærvær, omsorg, læring og leg. Det hjælper ikke, at der findes enkelte små oaser rundt omkring – både pasningstilbud og skoler. Alle steder, hvor børn bliver afleveret, skal være små oaser. 

Men hvor lang er vejen – før vi ser ændringer? 

Det ved jeg ikke, men jeg ved, at vejen bliver væsentlig kortere, hvis vi alle bliver lidt mere modige i vores valg. Oprøret skal komme fra alle os, som udgør samfundet.  

Vi skal turde mere, dyrke opfindsomheden, tage ejerskab, forblive autentiske og stå stærkere i vores ret til selvbestemmelse og frihed. Vi skal tænke ud af boksen, indrette os mere familievenligt og med respekt for vores livscyklus. Vi skal indtænke fleksibilitet, alternativer og variationer i vores arbejdsliv. Ord som ‘bør’ og ‘skal’ må vi minimere fra vores vokabular. Ordene hører til en svunden tid og bringer intet konstruktivt med sig – hvad enten det er vores egen indre eller en ydre stemme, der taler. 

“Oprøret skal komme fra alle os, som udgør samfundet. ”

 
Lene Friis-Pilgaard

Mulighederne for de forældre, som ønsker, at være hjemme med deres børn i nogle år, skal forbedres. Det vil på så mange planer være en god og bæredygtig investering – for barnet, familien, trivslen, hjælpsomheden, fællesskabet og ikke mindst samfundsøkonomien. 

Tiden er mere end moden til et paradigmeskifte. Hver enkelt lille familie skal turde tage det ansvar, de nu kan, og vise vejen for et mere humant, børnevenligt og bæredygtigt samfund. 

BØRNELIV

Vi byder børn forhold, vi voksne ikke selv ville arbejde under

3. november 2023 | Af Lene Friis-Pilgaard | Foto: Unsplash

 

Vores samfund – herunder rammerne, strukturen, tonen, tilgangen, tiden, traditionerne og børnesynet – bærer præg af noget fra en svunden tid. Men tiden er inde til et paradigmeskifte.  

Lene Friis-Pilgaard er uddannet økonom og mor til to. Hun arbejder som selvstændig familiebehandler, skribent og hjemmeskoler og kæmper for, at børn og voksne får de samme rettigheder. Du kan følge hende på lenefriispilgaard_columnist.

Vi vil så gerne hylde diversiteten. Alligevel bliver vi allerede som helt små, modelleret til at passe ind i et samfund, hvor de vigtigste værdier er vækst, økonomi og optimering. Der er en forventning om, at vi lever et liv uden de store variationer, agerer synkront og følger samfundsnormen. For en del mennesker bliver det da også hverdagen og måske med god grund; for vi kender jo oftest ikke til anden samfundsmodel end den, vi selv er flasket op på.  

I den tempofyldte hverdag glemmer vi måske at stille spørgsmål, stoppe op og overveje, om der kunne være en anden mere menneskelig, meningsfuld og simpel vej at gå – for både os selv og vores børn.  

“I den tempofyldte hverdag glemmer vi måske at stille spørgsmål, stoppe op og overveje, om der kunne være en anden mere menneskelig, meningsfuld og simpel vej at gå.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Vi er i Danmark rekordførende i at udlicitere omsorg, tid og tryghed. Elementer, som er afgørende for vores tilknytningsmønster, trivsel og relationer – og den præmis har vi købt! 

Måske fordi vi har glemt, at institutionerne aldrig blev skabt for at sikre optimal udvikling, trivsel og omsorg for børnene. Måske fordi det har været belejligt at glemme.

Der var nemlig helt andre årsager til, at institutionerne blev skabt; kvindeoprøret – kvindebevægelsen. En vigtig og nødvendig kamp, som stadig kæmpes. Men hvorfor udebliver børnebevægelsen? 

Der er mange gode folk, som kæmper børnenes sag hver eneste dag. Faktum er bare, at vores samfund – herunder rammerne, strukturen, tonen, tilgangen, tiden, traditionerne og børnesynet – bliver ved med at bære præg af noget fra en svunden tid. Fokus er på, hvad vi til stadighed mener, er samfundets behov – en uddateret samfundsmodel, som i den grad trænger til modernisering. 

En samfundsmæssig udvikling, hvor udgangspunktet også er børnenes perspektiv og trivsel, har aldrig rigtig fundet sted. Jeg oplever desværre stadig en kollektiv og tavs accept af, at børn sagtens kan klare at opholde sig de fleste af deres vågne timer i institutioner og skoler under forhold, som vi voksne på ingen måde ville arbejde under.  

“Jeg oplever desværre stadig en kollektiv og tavs accept af, at børn sagtens kan klare at opholde sig de fleste af deres vågne timer i institutioner og skoler under forhold, som vi voksne på ingen måde ville arbejde under.”

 
Lene Friis-Pilgaard

Vores normative forståelse af barndommen starter her:

Den stiltiende accept af adskillelseskulturen som en præmis i forældreskabet, en fortælling i folkemunde om, at det er normalt for børn at blive afleveret til ‘fremmede’ voksne mennesker i 6-8 timer om dagen i en alder af 1 år.  

Accepten af, at børn på 3-6 år bliver afleveret i institutioner på små stuer proppet med små mennesker, skiftende voksne og manglende ressourcer med fortællingen om, at det er her de små mennesker lærer at socialisere. 

Accepten af, at folkeskolen rent strukturelt ser ud som for 40 år siden! En rå, drænet, presset, tung og træt mastodont, hvor flere og flere viser tegn på skolevægring og mistrivsel.

Vi skylder i den grad alle vores mindste mennesker nogle tilbud, som er bygger på høj kvalitet, tid, ressourcer, nærvær, omsorg, læring og leg. Det hjælper ikke, at der findes enkelte små oaser rundt omkring – både pasningstilbud og skoler. Alle steder, hvor børn bliver afleveret, skal være små oaser. 

Men hvor lang er vejen – før vi ser ændringer? 

Det ved jeg ikke, men jeg ved, at vejen bliver væsentlig kortere, hvis vi alle bliver lidt mere modige i vores valg. Oprøret skal komme fra alle os, som udgør samfundet.  

Vi skal turde mere, dyrke opfindsomheden, tage ejerskab, forblive autentiske og stå stærkere i vores ret til selvbestemmelse og frihed. Vi skal tænke ud af boksen, indrette os mere familievenligt og med respekt for vores livscyklus. Vi skal indtænke fleksibilitet, alternativer og variationer i vores arbejdsliv. Ord som ‘bør’ og ‘skal’ må vi minimere fra vores vokabular. Ordene hører til en svunden tid og bringer intet konstruktivt med sig – hvad enten det er vores egen indre eller en ydre stemme, der taler. 

“Oprøret skal komme fra alle os, som udgør samfundet. ”

 
Lene Friis-Pilgaard

Mulighederne for de forældre, som ønsker, at være hjemme med deres børn i nogle år, skal forbedres. Det vil på så mange planer være en god og bæredygtig investering – for barnet, familien, trivslen, hjælpsomheden, fællesskabet og ikke mindst samfundsøkonomien. 

Tiden er mere end moden til et paradigmeskifte. Hver enkelt lille familie skal turde tage det ansvar, de nu kan, og vise vejen for et mere humant, børnevenligt og bæredygtigt samfund. 

LÆS OGSÅ

Adskillelseskulturen er kun et symptom – vores børnesyn er samfundets egentlige problem

af | apr 18, 2023

BØRNELIV

Adskillelseskulturen er kun et symptom – vores børnesyn er samfundets egentlige problem 

Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker langt ud over adskillelseskulturen. Og ønsker vi forandring, må vi se på den måde, hvorpå vi ser og taler om børn, skriver Hye Marcussen.

18. april 2023 | Af Hye Marcussen | Foto: Privat

Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker langt ud over adskillelseskulturen. Og ønsker vi forandring, må vi gøre noget ved den måde, hvorpå vi ser og taler om børn. 

Hye Marcussen er 37 år, uddannet på RUC med særlig interesse for kvinder og global ulighed. Pt. er hun mest optaget af børns livsvilkår og rettigheder. Du kan følge hende på Instagram her.

For et par år siden var jeg mere end noget andet optaget af kampen mod den såkaldte adskillelseskultur: den kulturelle, ja nærmest rituelle, praksis, der skiller små børn fra deres primære omsorgsgiver(e).  

Jeg var af den overbevisning, at efter de første tre år, hvis tilknytningen var værnet om, så var man ”home free.” Børnene kunne fint gå i børnehave og skole, fordi de havde fået opbygget den nødvendige kerne af selvværd. Den grundidé tror jeg stadig på, men jeg har indset, at det ikke er så simpelt endda. Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker nemlig langt ud over vuggestuefænomenet. Den gennemsyrer strukturelt, diskursivt og kulturelt i et overvældende omfang vores samfund. Måden, hvorpå vi forstår og taler om børn, tror jeg, er et usynligt benspænd for den forandring, vi ønsker. 

Ufærdige mennesker

Børn er gennem generationer blevet set som ufærdige mennesker, der skulle ”tæmmes,” så de kunne blive ”rigtige” mennesker, altså voksne. Børn var forældrenes (primært patriarkens) ejendom og blev grundlæggende set som modtagere. Af voksnes opdragelse, visdom, straf, vold, kærlighed og nåde. 

 Selvom meget har ændret sig, lever vi stadig i dag med stærke levn fra dét børnesyn.  

“Måden, hvorpå vi forstår og taler om børn, tror jeg, er et usynligt benspænd for den forandring, vi ønsker.”

 
Hye Marcussen

Jeg selv var et stort barn, da revselsesretten med nød og næppe blev ophævet i Danmark i 1997. Der var næsten ligeså mange partier, der stemte imod som for ophævelsen. I dag, kun et par årtier senere, synes de fleste, at tanken om at slå børn er uhørt. 

Jeg tror, at vi i fremtiden vil synes, måden vi ser og behandler børn på i dag, er uhørt. 

For selvom der er konsensus om, at børn har rettigheder, griner de fleste, hvis man siger, de burde have stemmeret. Det er stadig langt fra vores tankegang, at børn skulle have medbestemmelse i forhold til samfundet og ikke mindst indretningen af deres eget liv. Dette vidner om, hvor dybt kulturelt indlejret synet på barnet, som værende ude af stand til at bidrage til samfundet med brugbare perspektiver og erfaringer, stadig er.

Barnets ret

Vi taler ofte om, at børnene er vores vigtigste aktiv. At de er fremtidige skatteydere, og at samfundet ikke kan være sin behandling af dem bekendt. Men frem for at tale om, at det er synd for børn, at de mistrives og behandles dårligt i systemet, vil jeg hellere flytte fokus over på rettigheder.  

“Jeg tror, at vi i fremtiden vil synes, måden vi ser og behandler børn på i dag, er uhørt.”

 
Hye Marcussen

Vi taler ikke om, at sexisme er synd for kvinder. Eller at racisme er synd for BIPOC* (*black, indigenous & people of color). Vi bør tilsvarende med børn fokusere på, hvad de har ret til, og hvorfor de har en enestående dårlig position i forhold til at gøre krav på deres rettigheder. 

Hvad hvis det var barnets ret, at samfundet på alle tænkelige måder værnede om dets tilknytning og værdighed lige fra undfangelse over fødsel til spædbarnstid, barndom og ungdom? 

Hvad hvis det blev set som værende i modstrid med et barns ret at blive efterladt i omgivelser og blandt mennesker, det ikke selv havde valgt? 

Hvad hvis det blev set som en krænkelse af et barns integritet at blive sendt i institution på Panodil, fordi forældrene ikke har ret til sygedage, indtil barnet er ordentligt raskt? 

Hvad hvis børn havde ret til en hverdag, de selv havde indflydelse på? 

Hvad hvis børn havde ret til altid at blive talt til og om med samme respekt som voksne? 

Sådan kunne jeg fortsætte. Sikkert til manges undren. Og vi er nødt til at spørge os selv, hvorfor denne forståelse af børns rettigheder virker så overvældende, kontroversiel og nærmest grinagtig? 

Her bliver begrebet childism relevant. 

“Hvad hvis det var barnets ret, at samfundet på alle tænkelige måder værnede om dets tilknytning og værdighed lige fra undfangelse over fødsel til spædbarnstid, barndom og ungdom?”

 
Hye Marcussen

Childism er en aktivistisk bevægelse samt et nyere forskningsfelt med den banebrydende anskuelse, at børn – som vi forstår dem i dag – er en social konstruktion, der ses som voksnes grundlæggende underordnede.  

Vi bør i stedet begynde at se børn som ligeværdige subjekter, hvis grundlæggende rettigheder ikke afviger fra voksnes. Vi bør begynde at behandle børn som fuldgyldige bidragsydere til samfundet og til livet.

Sprogets magt

Den udbredte framing af børn som en samfundsmæssig underskudsforretning samt en stopklods for løntrin og karriere er pragteksempler på den omtalte konstruktion af børn. Vores sprogbrug og forståelse – og dermed behandling – af børn hænger uløseligt sammen. 

Undertrykkelse bærer generelt præg af, at majoritetens umyndiggørende adfærd over for en minoritet over tid er blevet en kulturel selvfølgelighed, ingen stiller spørgsmålstegn ved. Dette hæmmer udviklingen af et sprog for de krænkelser, der faktisk foregår. Og når vi ikke har et sprog for dem, er det sværere at begribe – og bevise – at de findes. 

“Vi bør i stedet begynde at se børn som ligeværdige subjekter, hvis grundlæggende rettigheder ikke afviger fra voksnes. Vi bør begynde at behandle børn som fuldgyldige bidragsydere til samfundet og til livet.”

 
Hye Marcussen

Undertrykkelsen af børn har stort set intet sprog og foregår med den største selvfølgelighed, blandt andet fordi den undertrykte hverken har mulighed for at sige fra på en måde, vi lytter til, eller har nogen former for sanktionsmuligheder.

Børns rettigheder krænkes

En essentiel del af feminismen handler for mig om at respektere ethvert menneskes ret til sin krop, sind, tanker og oplevelser. Den ukrænkelige ret til ikke at blive defineret udefra af normer og af dem, der har magt. At ethvert menneskes egne oplevelser er lige så meget værd og har lige så meget berettigelse som majoritetens og magthavernes. At enhver har ret til medbestemmelse i sit liv. 

Disse rettigheder kæmper enhver minoritet for. Undtagen børn, der ikke har mulighed for at kæmpe. 

Lige fra hverdagsplan til det institutionelle og strukturelle plan krænkes disse rettigheder, når det kommer til børn. På hverdagsplanet er det almindeligt, at voksne fastholder barnets krop, negligerer og lukker ned for barnets følelser, laver sjov på barnets bekostning, definerer det, skælder det ud, truer og bestikker det. Alt sammen på et socialt accepteret ”hygge”-niveau som vi kalder ”opdragelse”. Vi har ydermere skabt en konsensus om, at børn – som en af de eneste grupper af borgere i samfundet – ikke bestemmer, hvad de laver, og hvem de er sammen med, til hverdag. 

“Undertrykkelsen af børn har stort set intet sprog og foregår med den største selvfølgelighed, blandt andet fordi den undertrykte hverken har mulighed for at sige fra på en måde, vi lytter til, eller har nogen former for sanktionsmuligheder.”

 
Hye Marcussen

På institutionelt og strukturelt plan er listen af krænkelser uoverskuelig, men den tidligere omtalte samfundsdiskurs om børn taler sit eget tydelige sprog sammen med det faktum, at alt, hvad der vedrører små menneskers fødsel, spædbarns- og senere børneliv, er et område, der politisk og økonomisk er underprioriteret og underbetalt som intet andet i dette samfund.

Adskillelseskultur og normeringer er symptomer

Jeg mener i tråd med childism-anskuelser, at vores manglende vedtagelse af FN’s Børnekonvention, syltning af minimumsnormeringer, adskillelseskultur samt de mange mikroaggressioner i form af ovennævnte hverdagskrænkelser er et symptom på noget dybereliggende.  

Derfor er mit fokus blevet mindre på enkeltsagerne og mere på det strukturelle. Og derfor har jeg en ambivalens i forhold til enkeltsagerne. Jeg kan slet ikke være uenig i kravet om minimumsnormeringer, og samtidig er jeg bange for, at netop enkeltsagerne hindrer en mere grundlæggende samtale om vores framing af børn. 

For hvis vi først vedkendte os som samfund, at børn er ligeværdige rettighedshavere i bogstavelig, praktisk og principiel forstand, så ville det blive umuligt at opretholde det nuværende system (både hvad angår institution, skole og dagligdags praksis). 

Derfor vil jeg slå et slag for den radikale ide, at samfundets børnesyn og grundlæggende usynliggjorte undertrykkelse af børn er roden til problemet. Og at adskillelseskultur, institutionalisering, skolesystem, fødeområdet og alle de områder, hvor børn krænkes på daglig basis, blot er symptomer.

BØRNELIV

Adskillelseskulturen er kun et symptom – vores børnesyn er samfundets egentlige problem 

Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker langt ud over adskillelseskulturen. Og ønsker vi forandring, må vi se på den måde, hvorpå vi ser og taler om børn, skriver Hye Marcussen.

18. april 2023 | Af Hye Marcussen | Foto: Privat

 

Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker langt ud over adskillelseskulturen. Og ønsker vi forandring, må vi gøre noget ved den måde, hvorpå vi ser og taler om børn. 

Hye Marcussen er 37 år, uddannet på RUC med særlig interesse for kvinder og global ulighed. Pt. er hun mest optaget af børns livsvilkår og rettigheder. Du kan følge hende på Instagram her.

For et par år siden var jeg mere end noget andet optaget af kampen mod den såkaldte adskillelseskultur: den kulturelle, ja nærmest rituelle, praksis, der skiller små børn fra deres primære omsorgsgiver(e).  

Jeg var af den overbevisning, at efter de første tre år, hvis tilknytningen var værnet om, så var man ”home free.” Børnene kunne fint gå i børnehave og skole, fordi de havde fået opbygget den nødvendige kerne af selvværd. Den grundidé tror jeg stadig på, men jeg har indset, at det ikke er så simpelt endda. Den uhensigtsmæssige tilgang til børn rækker nemlig langt ud over vuggestuefænomenet. Den gennemsyrer strukturelt, diskursivt og kulturelt i et overvældende omfang vores samfund. Måden, hvorpå vi forstår og taler om børn, tror jeg, er et usynligt benspænd for den forandring, vi ønsker. 

Ufærdige mennesker

Børn er gennem generationer blevet set som ufærdige mennesker, der skulle ”tæmmes,” så de kunne blive ”rigtige” mennesker, altså voksne. Børn var forældrenes (primært patriarkens) ejendom og blev grundlæggende set som modtagere. Af voksnes opdragelse, visdom, straf, vold, kærlighed og nåde. 

 Selvom meget har ændret sig, lever vi stadig i dag med stærke levn fra dét børnesyn.  

“Måden, hvorpå vi forstår og taler om børn, tror jeg, er et usynligt benspænd for den forandring, vi ønsker.”

 
Hye Marcussen

Jeg selv var et stort barn, da revselsesretten med nød og næppe blev ophævet i Danmark i 1997. Der var næsten ligeså mange partier, der stemte imod som for ophævelsen. I dag, kun et par årtier senere, synes de fleste, at tanken om at slå børn er uhørt. 

Jeg tror, at vi i fremtiden vil synes, måden vi ser og behandler børn på i dag, er uhørt. 

For selvom der er konsensus om, at børn har rettigheder, griner de fleste, hvis man siger, de burde have stemmeret. Det er stadig langt fra vores tankegang, at børn skulle have medbestemmelse i forhold til samfundet og ikke mindst indretningen af deres eget liv. Dette vidner om, hvor dybt kulturelt indlejret synet på barnet, som værende ude af stand til at bidrage til samfundet med brugbare perspektiver og erfaringer, stadig er.

Barnets ret

Vi taler ofte om, at børnene er vores vigtigste aktiv. At de er fremtidige skatteydere, og at samfundet ikke kan være sin behandling af dem bekendt. Men frem for at tale om, at det er synd for børn, at de mistrives og behandles dårligt i systemet, vil jeg hellere flytte fokus over på rettigheder.  

“Jeg tror, at vi i fremtiden vil synes, måden vi ser og behandler børn på i dag, er uhørt.”

 
Hye Marcussen

Vi taler ikke om, at sexisme er synd for kvinder. Eller at racisme er synd for BIPOC* (*black, indigenous & people of color). Vi bør tilsvarende med børn fokusere på, hvad de har ret til, og hvorfor de har en enestående dårlig position i forhold til at gøre krav på deres rettigheder. 

Hvad hvis det var barnets ret, at samfundet på alle tænkelige måder værnede om dets tilknytning og værdighed lige fra undfangelse over fødsel til spædbarnstid, barndom og ungdom? 

Hvad hvis det blev set som værende i modstrid med et barns ret at blive efterladt i omgivelser og blandt mennesker, det ikke selv havde valgt? 

Hvad hvis det blev set som en krænkelse af et barns integritet at blive sendt i institution på Panodil, fordi forældrene ikke har ret til sygedage, indtil barnet er ordentligt raskt? 

Hvad hvis børn havde ret til en hverdag, de selv havde indflydelse på? 

Hvad hvis børn havde ret til altid at blive talt til og om med samme respekt som voksne? 

Sådan kunne jeg fortsætte. Sikkert til manges undren. Og vi er nødt til at spørge os selv, hvorfor denne forståelse af børns rettigheder virker så overvældende, kontroversiel og nærmest grinagtig? 

Her bliver begrebet childism relevant. 

“Hvad hvis det var barnets ret, at samfundet på alle tænkelige måder værnede om dets tilknytning og værdighed lige fra undfangelse over fødsel til spædbarnstid, barndom og ungdom?”

 
Hye Marcussen

Childism er en aktivistisk bevægelse samt et nyere forskningsfelt med den banebrydende anskuelse, at børn – som vi forstår dem i dag – er en social konstruktion, der ses som voksnes grundlæggende underordnede.  

Vi bør i stedet begynde at se børn som ligeværdige subjekter, hvis grundlæggende rettigheder ikke afviger fra voksnes. Vi bør begynde at behandle børn som fuldgyldige bidragsydere til samfundet og til livet.

Sprogets magt

Den udbredte framing af børn som en samfundsmæssig underskudsforretning samt en stopklods for løntrin og karriere er pragteksempler på den omtalte konstruktion af børn. Vores sprogbrug og forståelse – og dermed behandling – af børn hænger uløseligt sammen. 

Undertrykkelse bærer generelt præg af, at majoritetens umyndiggørende adfærd over for en minoritet over tid er blevet en kulturel selvfølgelighed, ingen stiller spørgsmålstegn ved. Dette hæmmer udviklingen af et sprog for de krænkelser, der faktisk foregår. Og når vi ikke har et sprog for dem, er det sværere at begribe – og bevise – at de findes. 

“Vi bør i stedet begynde at se børn som ligeværdige subjekter, hvis grundlæggende rettigheder ikke afviger fra voksnes. Vi bør begynde at behandle børn som fuldgyldige bidragsydere til samfundet og til livet.”

 
Hye Marcussen

Undertrykkelsen af børn har stort set intet sprog og foregår med den største selvfølgelighed, blandt andet fordi den undertrykte hverken har mulighed for at sige fra på en måde, vi lytter til, eller har nogen former for sanktionsmuligheder.

Børns rettigheder krænkes

En essentiel del af feminismen handler for mig om at respektere ethvert menneskes ret til sin krop, sind, tanker og oplevelser. Den ukrænkelige ret til ikke at blive defineret udefra af normer og af dem, der har magt. At ethvert menneskes egne oplevelser er lige så meget værd og har lige så meget berettigelse som majoritetens og magthavernes. At enhver har ret til medbestemmelse i sit liv. 

Disse rettigheder kæmper enhver minoritet for. Undtagen børn, der ikke har mulighed for at kæmpe. 

Lige fra hverdagsplan til det institutionelle og strukturelle plan krænkes disse rettigheder, når det kommer til børn. På hverdagsplanet er det almindeligt, at voksne fastholder barnets krop, negligerer og lukker ned for barnets følelser, laver sjov på barnets bekostning, definerer det, skælder det ud, truer og bestikker det. Alt sammen på et socialt accepteret ”hygge”-niveau som vi kalder ”opdragelse”. Vi har ydermere skabt en konsensus om, at børn – som en af de eneste grupper af borgere i samfundet – ikke bestemmer, hvad de laver, og hvem de er sammen med, til hverdag. 

“Undertrykkelsen af børn har stort set intet sprog og foregår med den største selvfølgelighed, blandt andet fordi den undertrykte hverken har mulighed for at sige fra på en måde, vi lytter til, eller har nogen former for sanktionsmuligheder.”

 
Hye Marcussen

På institutionelt og strukturelt plan er listen af krænkelser uoverskuelig, men den tidligere omtalte samfundsdiskurs om børn taler sit eget tydelige sprog sammen med det faktum, at alt, hvad der vedrører små menneskers fødsel, spædbarns- og senere børneliv, er et område, der politisk og økonomisk er underprioriteret og underbetalt som intet andet i dette samfund.

Adskillelseskultur og normeringer er symptomer

Jeg mener i tråd med childism-anskuelser, at vores manglende vedtagelse af FN’s Børnekonvention, syltning af minimumsnormeringer, adskillelseskultur samt de mange mikroaggressioner i form af ovennævnte hverdagskrænkelser er et symptom på noget dybereliggende.  

Derfor er mit fokus blevet mindre på enkeltsagerne og mere på det strukturelle. Og derfor har jeg en ambivalens i forhold til enkeltsagerne. Jeg kan slet ikke være uenig i kravet om minimumsnormeringer, og samtidig er jeg bange for, at netop enkeltsagerne hindrer en mere grundlæggende samtale om vores framing af børn. 

For hvis vi først vedkendte os som samfund, at børn er ligeværdige rettighedshavere i bogstavelig, praktisk og principiel forstand, så ville det blive umuligt at opretholde det nuværende system (både hvad angår institution, skole og dagligdags praksis). 

Derfor vil jeg slå et slag for den radikale ide, at samfundets børnesyn og grundlæggende usynliggjorte undertrykkelse af børn er roden til problemet. Og at adskillelseskultur, institutionalisering, skolesystem, fødeområdet og alle de områder, hvor børn krænkes på daglig basis, blot er symptomer.

LÆS OGSÅ

Da jeg blev mor, blev jeg også sagsbehandler, ergoterapeut og advokat

af | maj 26, 2019

MODERSKAB

Da jeg blev mor, blev jeg også sagsbehandler, ergoterapeut og advokat

Den dag, jeg blev mor, blev jeg også sagsbehandler, ergoterapeut og advokat.

26. maj 2019 (opdateret 30. juni 2022) | Af Lea Olsen | Foto: Privat

Vi har et stærkt parforhold, men det pres, vi oplever, systemet påfører en, når man har et barn med handicap, er så tungt, at man som menneske nedbrydes og bliver den værste version af sig selv, skriver Lea Olsen.

Lea Olsen er mor til et barn med celebral parese (CP). Indlægget er hendes egen beretning om kampen for at få hjælp og vejledning. Se også facebook-gruppen enmillionstemmer.

Da vores søn Magne kom til verden den 30. maj 2014, blev jeg mor. Magne er et planlagt ønskebarn, og endelig at kunne bære titlerne som mor og far var en drøm, der gik i opfyldelse.

Desværre fik Magne en hjerneskade (CP) under fødslen på grund af iltmangel. Det var et kæmpe chok og en sorg for os. Men det viste sig meget hurtigt, at det var en sorg, vi ikke havde tid til at bearbejde. Faktisk var der dårligt tid til at være mor.

Det første år gik vi ofte til kontrol på sygehuset, men vi fik aldrig ret meget information. Vi vidste ikke, hvad hjerneskaden ville få af betydning for Magne, og når vi nævnte adfærd som ekstremt dårlig søvn og mange timers daglig gråd, blev vi altid affejet med, at “sådan er babyer”.

Under min barsel fyldte rollen som ufaglært fysioterapeut det meste af vores hverdag. Jeg trænede Magne flere gange om dagen uden vejledning eller supervision. Kommunens fysioterapeut havde kun ressourcer til at se Magne hver tredje til sjette måned, og hun var generelt af den holdning, at vi bare måtte acceptere hans handicap og lade ham udvikle sig, som han nu kunne.

De 18 første måneder famlede vi i blinde. Vi kunne tydeligt se, at vores dreng ikke trivedes i en ”almindelig” hverdag. Men da vi ingen vejledning eller rådgivning fik, hverken fra sygehus eller kommune, anede vi ikke, hvad vi skulle stille op. Samtidig blev vi af omverdenen mødt af bemærkninger om, at vi ”godt nok var heldige, for hans handicap kunne jo være værre”. Det fik os til at tvivle på egen mavefornemmelse.

Vores praktiserende læge, der fra start var en stor støtte, anbefalede, at jeg søgte om nogle timers tabt arbejdsfortjeneste. For hende var det tydeligt, at Magne blev overstimuleret og slet ikke kunne rumme at være fuld tid i dagpleje. Hun skrev derfor en udtalelse, hvor hun meget tydeligt beskrev Magnes udfordringer og behov for ro. Ansøgningen fik vi selvfølgelig afslag på uden nogen former for vejledning i, hvad vi så skulle gøre, og hvad vores rettigheder var. De første år havde Magne tre forskellige sagsbehandlere – vi så aldrig nogen af dem.

“Men da vi ingen vejledning eller rådgivning fik, hverken fra sygehus eller kommune, anede vi ikke, hvad vi skulle stille op. Samtidig blev vi af omverdenen mødt af bemærkninger om, at vi ”godt nok var heldige, for hans handicap kunne jo være værre”. Det fik os til at tvivle på egen mavefornemmelse.”

 
Lea Olsen

Efter godt 18 måneder indså vi, at vi måtte lære at klare os selv. Den såkaldte ’tidlige og forebyggende indsats’ oplevede vi ikke eksisterede, når vi på papiret var en ressourcestærk familie. Jeg brugte derfor 4-6 måneder på at sætte mig ind i serviceloven, læse om forskning vedrørende CP, pædagogiske tekster om børn med voldsom separationsangst, hypersensitiv adfærd, dårlig søvn og meget mere.

Gennem forskellige netværksgrupper på Facebook sparrede jeg også med erfarne og ligesindede forældre, som hurtigt lærte mig, at jeg ikke længere blot var mor, kæreste og sygeplejerske. Vi var landet i en verden, hvor man som forældre skal være sagsbehandler og vide mere om lovgivningen og principafgørelser end de uddannede sagsbehandlere. En verden, hvor forældreopgaven består i at tilegne sig lægefaglig viden, pædagogiske redskaber, fysioterapeutiske, ergoterapeutiske og logopædiske evner. Sidst, men vigtigst, en verden, hvor man skal være i stand til at agere forsvarsadvokat for ens barns liv. Ikke kun med rent menneskelige argumenter om, hvad man oplever og mener, vil være bedst for ens barn. Nej, med rent retslige argumenter og paragraffer skal vi kunne sige, hvad vores barn rent faktisk har ret til.

Da Magne fyldte to følte jeg mig klar til at tage kampen om tabt arbejdsfortjeneste. Jeg havde på det tidspunkt læst tilpas meget til, jeg kendte min ret, og jeg endte med at få tilkendt nogle få timer.

“Vi var landet i en verden, hvor man som forældre skal være sagsbehandler og vide mere om lovgivningen og principafgørelser end de uddannede sagsbehandlere.”

 
Lea Olsen

Da Magnes fysiske handicap omkring et halvt år senere blev forværret, og vi under overfladen fornemmede nogle kognitive udfordringer, kastede jeg mig ud i, hvad jeg tror, er systemets sværeste kamp på børne- og ungeområdet. Hjemmetræning efter paragraf 32 – en udskældt ordning mange steder i systemet, da den betyder, at man selv tager ansvaret for sit barns udvikling og derved siger nej tak til kommunens terapeutiske og pædagogiske tilbud. Vi var dog ikke i tvivl om, at det var det rigtige for Magne, og vi var fast besluttede på at gå hele vejen. Den vej endte dog med at blive en to år lang kamp.

Det tog nemlig kommunen mere end et halvt år at give os et afslag uden vejledning og uden at have sat yderligere i værk for at hjælpe Magne. Derefter lod vi sagen gå i ankestyrelsen, og jeg brugte flere måneder på at indhente journalmateriale og på at få sygehusets ergoterapeut til at lave en sensorisk profil. Mens vi ventede på, at sagen blev afgjort der, tog vi sammen med Magnes børnehave kampen op for at få kommunen og ppr på banen. Efter 11 måneders ventetid fik vi i ankestyrelsen medhold i, at Magne er i målgruppen for de børn, som kan bevilliges hjemmetræning. Desværre var sagsakterne fra kommunen så mangelfulde, at der var flere forhold, ankestyrelsen ikke kunne tage stilling til, og sagen røg retur til kommunen. Godt to år efter, vi ansøgte, blev vi godkendt og kunne starte hjemmetræningen. I vores øjne fratog kommunen Magne og os som familie to års trivsel på grund af mangelfuld sagsbehandling. Det havde ingen konsekvenser for dem. Men det havde det for os.

Både min mand og jeg har været ramt af alvorlig stress, og jeg også af depression. Jeg har i dag let til moderat PTS samt kronisk systemstress. Vi har haft mange måneder, hvor al kommunikation mellem os forældre var skænderier og uoverensstemmelser. Egentlig ikke fordi vi var, og er, synderligt uenige, men fordi vi var så pressede, at vi ikke kunne rumme hinanden. Magnes far valgte de første fire år at arbejde langt væk og derved være væk 12-14 timer i døgnet. Det var hans forsvarsmekanisme og måde at overleve på. Jeg har flere gange taget tilløb til at pakke mine ting og Magne og flygte fra det hele. Vi har et stærkt parforhold, men det pres, vi oplever, systemet påfører en, når man har et barn med handicap, er så tungt, at man som menneske nedbrydes og bliver den værste version af sig selv.

“I vores øjne fratog kommunen Magne og os som familie to års trivsel på grund af mangelfuld sagsbehandling. Det havde ingen konsekvenser for dem. Men det havde det for os.”

 
Lea Olsen

Vi er begge meget sociale, og førhen var vi nærmest dagligt sammen med venner og familie. De sidste 4-5 år har vores sociale liv stort set ikke eksisteret.

Jeg var i en periode ramt af social angst og i dag skal jeg stadig hive mig selv op og sparke mig ud af døren, når vi skal besøge venner og familie. Vi savner alle dem, vi førhen havde i vores liv, men vi er så udmattede og overbelastede, at vi ikke formår at holde kontakten.

“Vi har et stærkt parforhold, men det pres, vi oplever, systemet påfører en, når man har et barn med handicap, er så tungt, at man som menneske nedbrydes og bliver den værste version af sig selv.”

 
Lea Olsen

Efter fire år i helvede er vi alle i bedre trivsel, og vi er langsomt ved at finde vej op af hullet. Men det er en lang vej, og der er meget arbejde foran os endnu. Det er ikke det at have et barn med handicap, der er hårdt. Det er kampene med systemet, der er tæt på umulige at overleve.

MODERSKAB

Da jeg blev mor, blev jeg også sagsbehandler, ergoterapeut og advokat

Den dag, jeg blev mor, blev jeg også sagsbehandler, ergoterapeut og advokat.

26. maj 2019 (opdateret 30. juni 2022) | Af Lea Olsen | Foto: Privat

 

Vi har et stærkt parforhold, men det pres, vi oplever, systemet påfører en, når man har et barn med handicap, er så tungt, at man som menneske nedbrydes og bliver den værste version af sig selv, skriver Lea Olsen.

Lea Olsen er mor til et barn med celebral parese (CP). Indlægget er hendes egen beretning om kampen for at få hjælp og vejledning. Se også facebook-gruppen enmillionstemmer.

Da vores søn Magne kom til verden den 30. maj 2014, blev jeg mor. Magne er et planlagt ønskebarn, og endelig at kunne bære titlerne som mor og far var en drøm, der gik i opfyldelse.

Desværre fik Magne en hjerneskade (CP) under fødslen på grund af iltmangel. Det var et kæmpe chok og en sorg for os. Men det viste sig meget hurtigt, at det var en sorg, vi ikke havde tid til at bearbejde. Faktisk var der dårligt tid til at være mor.

Det første år gik vi ofte til kontrol på sygehuset, men vi fik aldrig ret meget information. Vi vidste ikke, hvad hjerneskaden ville få af betydning for Magne, og når vi nævnte adfærd som ekstremt dårlig søvn og mange timers daglig gråd, blev vi altid affejet med, at “sådan er babyer”.

Under min barsel fyldte rollen som ufaglært fysioterapeut det meste af vores hverdag. Jeg trænede Magne flere gange om dagen uden vejledning eller supervision. Kommunens fysioterapeut havde kun ressourcer til at se Magne hver tredje til sjette måned, og hun var generelt af den holdning, at vi bare måtte acceptere hans handicap og lade ham udvikle sig, som han nu kunne.

De 18 første måneder famlede vi i blinde. Vi kunne tydeligt se, at vores dreng ikke trivedes i en ”almindelig” hverdag. Men da vi ingen vejledning eller rådgivning fik, hverken fra sygehus eller kommune, anede vi ikke, hvad vi skulle stille op. Samtidig blev vi af omverdenen mødt af bemærkninger om, at vi ”godt nok var heldige, for hans handicap kunne jo være værre”. Det fik os til at tvivle på egen mavefornemmelse.

Vores praktiserende læge, der fra start var en stor støtte, anbefalede, at jeg søgte om nogle timers tabt arbejdsfortjeneste. For hende var det tydeligt, at Magne blev overstimuleret og slet ikke kunne rumme at være fuld tid i dagpleje. Hun skrev derfor en udtalelse, hvor hun meget tydeligt beskrev Magnes udfordringer og behov for ro. Ansøgningen fik vi selvfølgelig afslag på uden nogen former for vejledning i, hvad vi så skulle gøre, og hvad vores rettigheder var. De første år havde Magne tre forskellige sagsbehandlere – vi så aldrig nogen af dem.

“Men da vi ingen vejledning eller rådgivning fik, hverken fra sygehus eller kommune, anede vi ikke, hvad vi skulle stille op. Samtidig blev vi af omverdenen mødt af bemærkninger om, at vi ”godt nok var heldige, for hans handicap kunne jo være værre”. Det fik os til at tvivle på egen mavefornemmelse.”

 
Lea Olsen

Efter godt 18 måneder indså vi, at vi måtte lære at klare os selv. Den såkaldte ’tidlige og forebyggende indsats’ oplevede vi ikke eksisterede, når vi på papiret var en ressourcestærk familie. Jeg brugte derfor 4-6 måneder på at sætte mig ind i serviceloven, læse om forskning vedrørende CP, pædagogiske tekster om børn med voldsom separationsangst, hypersensitiv adfærd, dårlig søvn og meget mere.

Gennem forskellige netværksgrupper på Facebook sparrede jeg også med erfarne og ligesindede forældre, som hurtigt lærte mig, at jeg ikke længere blot var mor, kæreste og sygeplejerske. Vi var landet i en verden, hvor man som forældre skal være sagsbehandler og vide mere om lovgivningen og principafgørelser end de uddannede sagsbehandlere. En verden, hvor forældreopgaven består i at tilegne sig lægefaglig viden, pædagogiske redskaber, fysioterapeutiske, ergoterapeutiske og logopædiske evner. Sidst, men vigtigst, en verden, hvor man skal være i stand til at agere forsvarsadvokat for ens barns liv. Ikke kun med rent menneskelige argumenter om, hvad man oplever og mener, vil være bedst for ens barn. Nej, med rent retslige argumenter og paragraffer skal vi kunne sige, hvad vores barn rent faktisk har ret til.

Da Magne fyldte to følte jeg mig klar til at tage kampen om tabt arbejdsfortjeneste. Jeg havde på det tidspunkt læst tilpas meget til, jeg kendte min ret, og jeg endte med at få tilkendt nogle få timer.

“Vi var landet i en verden, hvor man som forældre skal være sagsbehandler og vide mere om lovgivningen og principafgørelser end de uddannede sagsbehandlere.”

 
Lea Olsen

Da Magnes fysiske handicap omkring et halvt år senere blev forværret, og vi under overfladen fornemmede nogle kognitive udfordringer, kastede jeg mig ud i, hvad jeg tror, er systemets sværeste kamp på børne- og ungeområdet. Hjemmetræning efter paragraf 32 – en udskældt ordning mange steder i systemet, da den betyder, at man selv tager ansvaret for sit barns udvikling og derved siger nej tak til kommunens terapeutiske og pædagogiske tilbud. Vi var dog ikke i tvivl om, at det var det rigtige for Magne, og vi var fast besluttede på at gå hele vejen. Den vej endte dog med at blive en to år lang kamp.

Det tog nemlig kommunen mere end et halvt år at give os et afslag uden vejledning og uden at have sat yderligere i værk for at hjælpe Magne. Derefter lod vi sagen gå i ankestyrelsen, og jeg brugte flere måneder på at indhente journalmateriale og på at få sygehusets ergoterapeut til at lave en sensorisk profil. Mens vi ventede på, at sagen blev afgjort der, tog vi sammen med Magnes børnehave kampen op for at få kommunen og ppr på banen. Efter 11 måneders ventetid fik vi i ankestyrelsen medhold i, at Magne er i målgruppen for de børn, som kan bevilliges hjemmetræning. Desværre var sagsakterne fra kommunen så mangelfulde, at der var flere forhold, ankestyrelsen ikke kunne tage stilling til, og sagen røg retur til kommunen. Godt to år efter, vi ansøgte, blev vi godkendt og kunne starte hjemmetræningen. I vores øjne fratog kommunen Magne og os som familie to års trivsel på grund af mangelfuld sagsbehandling. Det havde ingen konsekvenser for dem. Men det havde det for os.

Både min mand og jeg har været ramt af alvorlig stress, og jeg også af depression. Jeg har i dag let til moderat PTS samt kronisk systemstress. Vi har haft mange måneder, hvor al kommunikation mellem os forældre var skænderier og uoverensstemmelser. Egentlig ikke fordi vi var, og er, synderligt uenige, men fordi vi var så pressede, at vi ikke kunne rumme hinanden. Magnes far valgte de første fire år at arbejde langt væk og derved være væk 12-14 timer i døgnet. Det var hans forsvarsmekanisme og måde at overleve på. Jeg har flere gange taget tilløb til at pakke mine ting og Magne og flygte fra det hele. Vi har et stærkt parforhold, men det pres, vi oplever, systemet påfører en, når man har et barn med handicap, er så tungt, at man som menneske nedbrydes og bliver den værste version af sig selv.

“I vores øjne fratog kommunen Magne og os som familie to års trivsel på grund af mangelfuld sagsbehandling. Det havde ingen konsekvenser for dem. Men det havde det for os.”

 
Lea Olsen

Vi er begge meget sociale, og førhen var vi nærmest dagligt sammen med venner og familie. De sidste 4-5 år har vores sociale liv stort set ikke eksisteret.

Jeg var i en periode ramt af social angst og i dag skal jeg stadig hive mig selv op og sparke mig ud af døren, når vi skal besøge venner og familie. Vi savner alle dem, vi førhen havde i vores liv, men vi er så udmattede og overbelastede, at vi ikke formår at holde kontakten.

“Vi har et stærkt parforhold, men det pres, vi oplever, systemet påfører en, når man har et barn med handicap, er så tungt, at man som menneske nedbrydes og bliver den værste version af sig selv.”

 
Lea Olsen

Efter fire år i helvede er vi alle i bedre trivsel, og vi er langsomt ved at finde vej op af hullet. Men det er en lang vej, og der er meget arbejde foran os endnu. Det er ikke det at have et barn med handicap, der er hårdt. Det er kampene med systemet, der er tæt på umulige at overleve.

Tilføjet 30. juni 2022: Sådan går det i dag

I dag er Magne 8 år. Vi hjemmetræner fortsat med børnespecialisterne, hvilket uden tvivl har reddet både Magnes udvikling og vores families trivsel. Magnes udvikling har været fuldstændig fantastisk, og vi er fortsat en familie på Fire.

Da først vi fik godkendt hjemmetræning tilbage i 2018, fik vi en god og garvet sagsbehandler, hvilket gav os to års ro og trivsel. Hun lyttede, hun talte vores sag over for forvaltningen, og hun vendte altid hurtigt tilbage på vores henvendelser.

Desværre blev hun sygemeldt og afskediget, og vi fik en ny sagsbehandler. Så i lidt mere end et år, har det meste igen været en langsommelig kamp. Blandt andet har vi haft en sag om et redskab til træningen kørende i 1,5 år nu. Sagen har været i Ankestyrelsen, der hjemsendte den til ny behandling på grund af mangelfuld sagsbehandling.

Kampene har dog ikke fået lov at fylde så meget det sidste års tid, da al vores overskud er blevet lagt omkring Magnes skolestart i august 2021. På trods af mange gode beskrivelser og tests af Magne fra forskellige fagfolk, valgte man at visitere ham til et tilbud i folkeskolen. En skoleleder beskrev et skoletilbud, som kunne leve op til alt det, Magne havde behov for. Virkeligheden var dog en anden, og efter få uger i skolen begyndte Magne at mistrives.

Skolen holdt fast i, at de bestemt kunne løfte opgaven, og på møde efter møde kunne vi beskrive en dreng i større og større mistrivsel.

Igen måtte jeg agere jurist, pædagog, psykolog, fysioterapeut og ergoterapeut over en længere periode i forsøget på at få skolen til at forstå, hvor kompleks en dreng, Magne er. De ville ikke forstå, før vi 1. marts 2022 sygemeldte Magne, og tog ham hjem. Vi hørte intet fra skolen, og efter cirka en måned blev vi informeret om, at skolen havde indstillet til visitation med henblik på et nyt skoletilbud.

Tre måneder endte Magne med at være hjemme. Tre måneder, hvor han stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor hans skolepædagog slet ikke skrev eller ringede til os. “De savner mig nok slet ikke,” sagde han ofte, og jeg måtte igen trøste.

En uge før sin 8 års fødselsdag begyndte Magne på en specialskole, som han elsker. Magne er kun afsted få timer fire dage om ugen, og han er træt, når han kommer hjem. Men han er glad! Faktisk synes Magne, det er lidt irriterende, at skolesommerferien er så lang.

Alt i alt har de seneste 4 år af Magnes liv været bedre end de første 4 år, men presset, der følger med at være afhængig af kommunal hjælp, har desværre ikke ændret sig.

LÆS OGSÅ