DEBAT

Firkantet eller eftergivende: Hvilken rolle har du i forældreskabet?

Vores forældreskab vil ofte være præget af et mønster, hvor den ene part er mere eftergivende end den anden.

27. november 2019 | Af Frej Prahl | Foto: Privat

Vores forældreskab vil ofte være præget af et mønster, hvor den ene part er mere eftergivende end den anden. Det kan skabe irritation og polarisering af vores roller, hvis vi ikke tager hånd om det, skriver psykolog Frej Prahl.

Frej Prahl er psykolog, forfatter, parterapeut og foredragsholder. Du kan læse mere om ham på www.frejprahl.dkFrej Prahl er sammen med Mette Carendi lige nu aktuel med et foredrag om de forskelle, der kan være i forældreskabet, og hvordan de kan være en god ting. Læs mere her.

Mand: De respekterer dig ikke! Du er simpelthen for eftergivende overfor dem!

Kone: Mig? Det er dig, der er firkantet, ALT for firkantet, du bliver da nødt til at lytte til dem!

Rigtig mange forældrepar kan formentlig genkende denne samtale, der stammer fra mit eget privatliv. I mit eget parforhold såvel som i mine konsultationer med par ser jeg nemlig en stor del glide ind i ovenstående mønster.

Et mønster, hvor den ene part, oftest men ikke altid kvinden, er mere eftergivende og mindre grænsesættende over for børnene end sin partner. Dennes partner, oftest men ikke altid manden, er mere firkantet, grænsesættende og, vil nogle måske sige, hård.

Begge kvaliteter har en styrke, men oftest ender de med at polarisere i et forældreskab. Det vil sige, jo mere eftergivende den ene forælder er, jo mere hård vil den anden blive som reaktion på det. Og jo mere hård den anden bliver, jo mere eftergivende får den første lyst til at blive for at kompensere for den nu opbyggede dårlige samvittighed i forhold til børnene.

Men for at forstå, hvorfor vi agerer sådan i forældreskabet, og hvorfor det ofte er manden, der indtager den mere hårde rolle og kvinden den bløde, må vi kaste et blik på kønnenes historie.

I vores genetik bærer vi nemlig en hukommelse fra tidligere generationer. De fleste kulturer har traditionelt været krigerkulturer, hvor underkastelse og det at adlyde har været skæbnesvangre kvaliteter. I hierarkiske krigerkulturer har det været forskellen på liv og død, om man har været i stand til at parere ordrer. Den demokratiske og diplomatiske opdragelse og væren med børnene er en lille parentes i den lange evolutionshistorie. Et eller andet sted dybt nede i forældres, og måske særligt fædres DNA, er vi klar over, at vores børn har brug for vores vejledning. Også selvom virkeligheden er en anden i dag. Vi ved, at der kan opstå situationer, hvor vi har brug for, at vores børn hører efter.

Champs of Denmark

Hvis drengen på bondegården for 100 år siden ikke forstod, at hans arbejdskraft var livsnødvendig, ville det gå ud over hele familien. Hvis han ikke forstod, at han skulle opføre sig ordentligt, når han var ude, ville det gå ud over familiens gode rygte. I sin værste konsekvens kunne det for en bondefamilie betyde, at folk ville stoppe med at handle hos dem. De ville miste brødet på bordet. Der var ikke tid til den samme form for tålmodighed, vi heldigvis har mulighed for at udvise i dag. Faren havde med andre ord brug for en ubetinget lydig dreng, som forstod et budskab med det samme. Derfor aktiverede ethvert brud på den lydighed farens frygt.

Det kan være godt for mødre, eller mænd med stærk kontakt til det kvindelige, at se den omsorgsfulde intention, som kan ligge bag en umiddelbart firkantet og primitiv adfærd. I hvert fald virker det stik modsat, hvis man forsøger at underminere adfærden.

Det kvindelige aspekt i mænd og kvinder siges at være mere rummende. Også noget, som forstærkes af kulturelle fortællinger om, at kvinder helst ikke må være det modsatte. Ikke desto mindre tror jeg, at børns respektløshed føles mindre frygtindgydende for mødre, end den gør for fædre. Vi kan se, at kvinders hormonspejl, østrogenet, associeres med større grad af empati. Vel og mærke en anden slags empati end den mere indirekte empati, mænd (eller det mandlige) udviser, når de klargør børn til verden. Det er en mere umiddelbar forståelse for børns reaktioner og umiddelbare tilstande. Og en øget følsomhed for, hvordan verdens ”hårdhed” påvirker deres børn.

Netop det kan være godt at vide for faderen, næste gang han føler, at hun er for eftergivende.

Løsningerne på, hvordan vi håndterer vores roller i forældreskabet, er individuelle, men klangbunden må være en gensidig forståelse for, hvorfor vi er forskellige. Forskellige. Ikke forkerte. Og måske hvordan vi i virkeligheden indeholder mere af den andens kvalitet end vi lige er klar over.

Generelt vil jeg dog anbefale at forsøge at blive bevidst om de roller, man eventuelt har. Derefter er kodeordet nysgerrighed og et blik for kvaliteten hos den anden. Hvis vi vurderer hans adfærd som primitiv, firkantet og uempatisk eller hendes som svag, eftergivende og uden integritet, vil vi ende med at polarisere unødvendigt. For vi vil altid gå i trods, hvis den anden ikke har et blik for kvaliteten.

Al forandring sker i en stemning af accept og nysgerrighed.  

Dette indlæg er udtryk for Frej Prahls holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

DEBAT

Firkantet eller eftergivende: Hvilken rolle har du i forældreskabet?

Vores forældreskab vil ofte være præget af et mønster, hvor den ene part er mere eftergivende end den anden.

27. november 2019 | Af Frej Prahl | Foto: Privat

Vores forældreskab vil ofte være præget af et mønster, hvor den ene part er mere eftergivende end den anden. Det kan skabe irritation og polarisering af vores roller, hvis vi ikke tager hånd om det, skriver psykolog Frej Prahl.

Frej Prahl er psykolog, forfatter, parterapeut og foredragsholder. Du kan læse mere om ham på www.frejprahl.dkFrej Prahl er sammen med Mette Carendi lige nu aktuel med et foredrag om de forskelle, der kan være i forældreskabet, og hvordan de kan være en god ting. Læs mere her.

Mand: De respekterer dig ikke! Du er simpelthen for eftergivende overfor dem!

Kone: Mig? Det er dig, der er firkantet, ALT for firkantet, du bliver da nødt til at lytte til dem!

Rigtig mange forældrepar kan formentlig genkende denne samtale, der stammer fra mit eget privatliv. I mit eget parforhold såvel som i mine konsultationer med par ser jeg nemlig en stor del glide ind i ovenstående mønster.

Et mønster, hvor den ene part, oftest men ikke altid kvinden, er mere eftergivende og mindre grænsesættende over for børnene end sin partner. Dennes partner, oftest men ikke altid manden, er mere firkantet, grænsesættende og, vil nogle måske sige, hård.

Begge kvaliteter har en styrke, men oftest ender de med at polarisere i et forældreskab. Det vil sige, jo mere eftergivende den ene forælder er, jo mere hård vil den anden blive som reaktion på det. Og jo mere hård den anden bliver, jo mere eftergivende får den første lyst til at blive for at kompensere for den nu opbyggede dårlige samvittighed i forhold til børnene.

Men for at forstå, hvorfor vi agerer sådan i forældreskabet, og hvorfor det ofte er manden, der indtager den mere hårde rolle og kvinden den bløde, må vi kaste et blik på kønnenes historie.

I vores genetik bærer vi nemlig en hukommelse fra tidligere generationer. De fleste kulturer har traditionelt været krigerkulturer, hvor underkastelse og det at adlyde har været skæbnesvangre kvaliteter. I hierarkiske krigerkulturer har det været forskellen på liv og død, om man har været i stand til at parere ordrer. Den demokratiske og diplomatiske opdragelse og væren med børnene er en lille parentes i den lange evolutionshistorie. Et eller andet sted dybt nede i forældres, og måske særligt fædres DNA, er vi klar over, at vores børn har brug for vores vejledning. Også selvom virkeligheden er en anden i dag. Vi ved, at der kan opstå situationer, hvor vi har brug for, at vores børn hører efter.

Hvis drengen på bondegården for 100 år siden ikke forstod, at hans arbejdskraft var livsnødvendig, ville det gå ud over hele familien. Hvis han ikke forstod, at han skulle opføre sig ordentligt, når han var ude, ville det gå ud over familiens gode rygte. I sin værste konsekvens kunne det for en bondefamilie betyde, at folk ville stoppe med at handle hos dem. De ville miste brødet på bordet. Der var ikke tid til den samme form for tålmodighed, vi heldigvis har mulighed for at udvise i dag. Faren havde med andre ord brug for en ubetinget lydig dreng, som forstod et budskab med det samme. Derfor aktiverede ethvert brud på den lydighed farens frygt.

Det kan være godt for mødre, eller mænd med stærk kontakt til det kvindelige, at se den omsorgsfulde intention, som kan ligge bag en umiddelbart firkantet og primitiv adfærd. I hvert fald virker det stik modsat, hvis man forsøger at underminere adfærden.

Det kvindelige aspekt i mænd og kvinder siges at være mere rummende. Også noget, som forstærkes af kulturelle fortællinger om, at kvinder helst ikke må være det modsatte. Ikke desto mindre tror jeg, at børns respektløshed føles mindre frygtindgydende for mødre, end den gør for fædre. Vi kan se, at kvinders hormonspejl, østrogenet, associeres med større grad af empati. Vel og mærke en anden slags empati end den mere indirekte empati, mænd (eller det mandlige) udviser, når de klargør børn til verden. Det er en mere umiddelbar forståelse for børns reaktioner og umiddelbare tilstande. Og en øget følsomhed for, hvordan verdens ”hårdhed” påvirker deres børn.

Netop det kan være godt at vide for faderen, næste gang han føler, at hun er for eftergivende.

Løsningerne på, hvordan vi håndterer vores roller i forældreskabet, er individuelle, men klangbunden må være en gensidig forståelse for, hvorfor vi er forskellige. Forskellige. Ikke forkerte. Og måske hvordan vi i virkeligheden indeholder mere af den andens kvalitet end vi lige er klar over.

Graviditetstøj fra Expectations Copenhagen

Generelt vil jeg dog anbefale at forsøge at blive bevidst om de roller, man eventuelt har. Derefter er kodeordet nysgerrighed og et blik for kvaliteten hos den anden. Hvis vi vurderer hans adfærd som primitiv, firkantet og uempatisk eller hendes som svag, eftergivende og uden integritet, vil vi ende med at polarisere unødvendigt. For vi vil altid gå i trods, hvis den anden ikke har et blik for kvaliteten.

Al forandring sker i en stemning af accept og nysgerrighed.  

Dette indlæg er udtryk for Frej Prahls holdninger. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

LÆS OGSÅ