Sociolog og børnebogsforfatter: Derfor skal du hudfarve-screene dit barns værelse

13. juni 2019
Tekst: Camilla Kaj Paulsen, kultursociolog, underviser og børnebogsforfatter
Foto: Aviaaja Ezekiassen

Forestil dig en forælder, der sidder og læser en bog med sit lille barn. Forælderen fortæller barnet, om det, de ser. Ved billedet af et andet barn, siger forælderen: “Se, der er et barn med blå bukser, grøn trøje, hvide sko og gult hår”. Måske forælderen også nævner farven på øjnene, men ikke huden, vel? Og hvorfor?

Der er ofte ubehag forbundet med det at tale om race, som vi gør, når vi begynder at kategorisere mennesker ud fra deres hudfarve. Blandt andet fordi der er blandet magt ind i det med hudfarver – magt og historie. Og ved at undgå at nævne farven på huden, tænker vi måske, at vi undgår at placere os selv og vores barn i det magtforhold. Men netop fordi det er svært at tale om – tabubelagt – er det vigtigt at tale om.

Jeg forstår godt, hvis man har det menneskesyn, at alle mennesker burde være lige, uanset hudfarve. Og at det kan være svært at tale om, fordi man er bange for at sige noget forkert eller for at gøre nogen ked af det. Men ved at undlade at tale om hudfarver, reproducerer vi den ‘usynlige racisme’.

Den usynlige racisme er den, som ikke er direkte udtalt, men som er med til at skabe hvidhed som et ‘ideal’ eller som det ‘normale’. Det er den, som i voksenverdenen for eksempel gør, at hedder du Mohammed, skal du sende 51% flere jobansøgninger for at komme til jobsamtale, end hvis du havde heddet Mads. Mohammed lyder ikke som hvid, det gør Mads.

Men lægger børn mærke til det?

Ja, det gør de. I 2012 lavede Institut for menneskerettigheder og forfatter Hassan Preisler den såkaldte dukketest. Her blev 41 brune børn på skift sat over for en hvid og en brun dukke, som udover hudfarve var helt ens. Derefter blev de stillet spørgsmålene: Hvilken dukke vil du helst lege med? Og hvilken dukke ligner du? 35 ud af de 41 valgte den hvide dukke som den, de helst ville lege med. Forsøgets argument var, at de havde overtaget samfundets negative syn på brunhed.

Dette negative syn møder de i børnebøger, film og i den manglende brunhed i et børneperspektiv. Leyla Bautista har skrevet speciale om, hvordan brune etniske minoriteter er portrætteret i børnelitteratur. Hendes konklusion er, at de ofte er stereotype, har noget mærkeligt tøj på, taler mærkeligt og er nogle, man griner af. Det skaber en forventning om, hvordan man er, når man er brun.

Camilla Kaj Paulsen er forfatter til børnebogen Nour og Noras første dag i børnehave, som blandt andet er et redskab til at tale med børn om hudfarver. Hvis du er interesseret i at modtage (eller give) fif til, hvordan man taler med børn om hudfarver, etnicitet og kulturer, kan du gå ind på Facebook og følge med.

Mange tror, børn er ”farveblinde”, men forskning viser, at allerede når børn er et halvt år, kan de se forskel på hudfarver. Fra de er omkring tre år, begynder de at bruge forskelle i hudfarver, kulturer og etnicitet som en magtfaktor til blandt andet at bestemme, hvem der må være med i deres lege, og hvem der ikke må.

Derfor er det vigtigt, at vi ikke lader som om, vi er ”farveblinde”, men i stedet taler med børn om hudfarver og sørger for, at de møder forskellige hudfarver i deres hverdag. Det er med til at normalisere, at vi har forskellige hudfarver, og til at bryde den ulighed og misrepræsentation, der er i samfundet.

Selv kan du starte med at gå ind på dit barns værelse og lave en ”hudfarve-screening”.

1) Er alle dukker, action-mænd og barbier hvide?
2) Hvor mange brune karakterer er der i dit barns bøger, og hvordan er de portrætteret? Bliver de reddet af de hvide? Er de undertrykte?
3) Tænk over, om du selv omtaler en farve som hudfarvet, og om du – når du tegner med dine børn – altid farver håret, øjnene og huden de samme farver.

På den måde kan du være med til at skabe forandring for dine børn, så de vokser op i et samfund, der er mere lige i forhold til forståelsen af hudfarve, og bekæmpe den usynlige racisme.

Debatindlægget er ikke udtryk for fødslen.dk’s holdning, men Camilla Kaj Paulsens. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.

13. juni 2019
 
Tekst: Camilla Kaj Paulsen, kultursociolog, underviser og børnebogsforfatter
Foto: Aviaaja Ezekiassen

Forestil dig en forælder, der sidder og læser en bog med sit lille barn. Forælderen fortæller barnet, om det, de ser. Ved billedet af et andet barn, siger forælderen: “Se, der er et barn med blå bukser, grøn trøje, hvide sko og gult hår”. Måske forælderen også nævner farven på øjnene, men ikke huden, vel? Og hvorfor?

Der er ofte ubehag forbundet med det at tale om race, som vi gør, når vi begynder at kategorisere mennesker ud fra deres hudfarve. Blandt andet fordi der er blandet magt ind i det med hudfarver – magt og historie. Og ved at undgå at nævne farven på huden, tænker vi måske, at vi undgår at placere os selv og vores barn i det magtforhold. Men netop fordi det er svært at tale om – tabubelagt – er det vigtigt at tale om.

Jeg forstår godt, hvis man har det menneskesyn, at alle mennesker burde være lige, uanset hudfarve. Og at det kan være svært at tale om, fordi man er bange for at sige noget forkert eller for at gøre nogen ked af det. Men ved at undlade at tale om hudfarver, reproducerer vi den ‘usynlige racisme’.

Den usynlige racisme er den, som ikke er direkte udtalt, men som er med til at skabe hvidhed som et ‘ideal’ eller som det ‘normale’. Det er den, som i voksenverdenen for eksempel gør, at hedder du Mohammed, skal du sende 51% flere jobansøgninger for at komme til jobsamtale, end hvis du havde heddet Mads. Mohammed lyder ikke som hvid, det gør Mads.

Men lægger børn mærke til det?

Ja, det gør de. I 2012 lavede Institut for menneskerettigheder og forfatter Hassan Preisler den såkaldte dukketest. Her blev 41 brune børn på skift sat over for en hvid og en brun dukke, som udover hudfarve var helt ens. Derefter blev de stillet spørgsmålene: Hvilken dukke vil du helst lege med? Og hvilken dukke ligner du? 35 ud af de 41 valgte den hvide dukke som den, de helst ville lege med. Forsøgets argument var, at de havde overtaget samfundets negative syn på brunhed.

Dette negative syn møder de i børnebøger, film og i den manglende brunhed i et børneperspektiv. Leyla Bautista har skrevet speciale om, hvordan brune etniske minoriteter er portrætteret i børnelitteratur. Hendes konklusion er, at de ofte er stereotype, har noget mærkeligt tøj på, taler mærkeligt og er nogle, man griner af. Det skaber en forventning om, hvordan man er, når man er brun.

Camilla Kaj Paulsen er forfatter til børnebogen Nour og Noras første dag i børnehave, som blandt andet er et redskab til at tale med børn om hudfarver. Hvis du er interesseret i at modtage (eller give) fif til, hvordan man taler med børn om hudfarver, etnicitet og kulturer, kan du gå ind på Facebook og følge med.

Mange tror, børn er ”farveblinde”, men forskning viser, at allerede når børn er et halvt år, kan de se forskel på hudfarver. Fra de er omkring tre år, begynder de at bruge forskelle i hudfarver, kulturer og etnicitet som en magtfaktor til blandt andet at bestemme, hvem der må være med i deres lege, og hvem der ikke må.

Derfor er det vigtigt, at vi ikke lader som om, vi er ”farveblinde”, men i stedet taler med børn om hudfarver og sørger for, at de møder forskellige hudfarver i deres hverdag. Det er med til at normalisere, at vi har forskellige hudfarver, og til at bryde den ulighed og misrepræsentation, der er i samfundet.

Selv kan du starte med at gå ind på dit barns værelse og lave en ”hudfarve-screening”.

1) Er alle dukker, action-mænd og barbier hvide?
2) Hvor mange brune karakterer er der i dit barns bøger, og hvordan er de portrætteret? Bliver de reddet af de hvide? Er de undertrykte?
3) Tænk over, om du selv omtaler en farve som hudfarvet, og om du – når du tegner med dine børn – altid farver håret, øjnene og huden de samme farver.

På den måde kan du være med til at skabe forandring for dine børn, så de vokser op i et samfund, der er mere lige i forhold til forståelsen af hudfarve, og bekæmpe den usynlige racisme.

Debatindlægget er ikke udtryk for fødslen.dk’s holdning, men Camilla Kaj Paulsens. Har du kommentarer til indholdet, er du velkommen til at skrive til marta@foedslen.dk.