Mia er mor til et barn med refluks: I denne uge har jeg for første gang savnet min datter

4. juni 2019
   
Tekst: Mia Louw Håkonsen
Foto: Privat
   

Dette indlæg er første gang bragt i facebook-gruppen Forældre med refluksbørn. Indlægget er Mias egen beretning om livet som mor til et barn med refluks.
 

Jeg har i denne uge for første gang savnet min datter, mens hun var i vuggestue og haft lyst til at hente hende tidligere.

Jeg har den sidste uge ligget i ske med hende hver nat og rent faktisk glædet mig til at gå i seng, fordi det betød, at vi kunne putte.

Det er et virkelig, virkelig stort skridt for mig.

Før var jeg ved at bryde sammen, hvis jeg skulle putte hende til nat. Før havde jeg næsten ikke samlet energi nok til at hente hende, selv hvis jeg tog tidligere fra arbejde for lige at få en times ro.

Det er en helt igennem forfærdelig følelse ikke at ville sit barn på den måde. Ikke at kunne magte hendes gråd og bare have lyst til at forsvinde ned i et hul af ansvarsløshed, fordi man ikke kan mere. Selvfølgelig ved man godt, at der ikke er noget at gøre, og man bliver nødt til at kæmpe sig videre på det overskud, man ikke har.

Vores datter har været refluksfri et godt stykke tid. Men vi som forældre var gået rigtig meget i stykker mentalt efter forløbet.

Nu er jeg ved at have samlet stumperne af mig selv sammen igen, og hvor er det dog skønt at kunne glædes ved det lille menneske 90% af tiden frem for 20%.

Hvor er det skønt ikke længere at bryde sammen ved hendes mindste klynk, men i stedet være den trygge klippe, hun har brug for, og som tager hende op og giver hende et kram.

Hvor er det skønt igen at have lidt at give af til min mand, når han har det hårdt, nu hvor han gav mig alt, mens jeg var helt nede at vende.

Der er lys forude.

4. juni 2019
   
Tekst: Mia Louw Håkonsen
Foto: Privat
   

Dette indlæg er første gang bragt i facebook-gruppen Forældre med refluksbørn. Indlægget er Mias egen beretning om livet som mor til et barn med refluks.

Jeg har i denne uge for første gang savnet min datter, mens hun var i vuggestue og haft lyst til at hente hende tidligere.

Jeg har den sidste uge ligget i ske med hende hver nat og rent faktisk glædet mig til at gå i seng, fordi det betød, at vi kunne putte.

Det er et virkelig, virkelig stort skridt for mig.

Før var jeg ved at bryde sammen, hvis jeg skulle putte hende til nat. Før havde jeg næsten ikke samlet energi nok til at hente hende, selv hvis jeg tog tidligere fra arbejde for lige at få en times ro.

Det er en helt igennem forfærdelig følelse ikke at ville sit barn på den måde. Ikke at kunne magte hendes gråd og bare have lyst til at forsvinde ned i et hul af ansvarsløshed, fordi man ikke kan mere. Selvfølgelig ved man godt, at der ikke er noget at gøre, og man bliver nødt til at kæmpe sig videre på det overskud, man ikke har.

Vores datter har været refluksfri et godt stykke tid. Men vi som forældre var gået rigtig meget i stykker mentalt efter forløbet.

Nu er jeg ved at have samlet stumperne af mig selv sammen igen, og hvor er det dog skønt at kunne glædes ved det lille menneske 90% af tiden frem for 20%.

Hvor er det skønt ikke længere at bryde sammen ved hendes mindste klynk, men i stedet være den trygge klippe, hun har brug for, og som tager hende op og giver hende et kram.

Hvor er det skønt igen at have lidt at give af til min mand, når han har det hårdt, nu hvor han gav mig alt, mens jeg var helt nede at vende.

Der er lys forude.