Kamilla følte sig utilstrækkelig: Min første tid som mor var forfærdelig

2. juni 2019
   

Kamilla Vinding, der står bag MamaMilla, havde en kaotisk fødsel og nogle hårde år med sin førstfødte, der led af forstoppelse og refluks.

Tekst: Marta Gramstrup Wriedt
Foto: Privat
 
Kamilla Vinding er 34 år og mor til Emil fra marts 2014, som kom til verden ved akut kejsersnit på Rigshospitalet, og Konrad fra september 2015, der blev født ved planlagt kejsersnit på Hvidovre Hospital. Kamilla Vinding står bag virksomheden MamaMilla.

Hvordan oplevede du din første fødsel?
Min første fødsel var kaotisk og ukontrolleret, og det var en meget ubehagelig oplevelse for mig. Jeg fik veer hjemme, og allerede efter en halv time blev de regelmæssige. Da vi ringede til fødegangen, sagde de, jeg skulle blive hjemme, tage en panodil og et varmt bad. 15 min efter fik jeg vestorme, begyndte at kaste op og havde meget ondt. Vi kørte derfor uden at ”have fået lov”, og vi nåede kun ind i forhallen på Rigshospitalet, da vandet gik. Min mand fandt herefter en kørestol, da jeg ikke kunne gå. På stuen kunne de konstatere, at jeg var 4 centimeter åben og i aktiv fødsel, så det var godt, vi kom. Fra da af var det bare ned ad bakke.

Min søn lå stadig højt i maven – han var slet ikke faldet ned i bækkenet, hvilket ikke er normalt. Jeg kunne tydeligt mærke, at personalet allerede dér fandt forløbet anderledes og holdt mig fastende, just in case. De fik med nød og næppe sat en måler på hans hoved, men der måtte tre forskellige læger til at forsøge. Efter 10 timer med vestorme, en epidural, vestimulerede og en masse lattergas faldt hans hjerterytme pludselig, og i al hast kom han ud ved akut kejsersnit. Den sidste del husker jeg ikke selv så godt, for jeg var slet ikke mentalt tilstede.

Havde du forberedt dig og hvordan?
I månederne op til termin gik jeg til Smertefri fødsel. Jeg øvede mig hjemme og havde lavet en ønskeliste til hospitalet, som vi havde med, da jeg gik i fødsel. Derudover var min mand og jeg til informationsmøde på hospitalet, hvor vi fik alt at vide – fx fra hvornår man skal ringe, hvilken hjælp man kan få undervejs og så videre.

Hvad tænkte du, da du endelig holdt dit barn i armene for første gang?
Jeg måtte vente længe på at få lov til at holde min søn første gang (cirka en time), så jeg havde slet ikke lyst til at slippe ham igen. Jeg var dog meget usikker på, hvordan jeg skulle forholde mig. Jeg var lettet, glad, ked af det og stolt på samme tid. Jeg var glad, fordi han havde det godt trods en fødsel, som heller ikke var nem for ham. Men jeg husker, at jeg ikke var forelsket, som jeg havde hørt, andre var.

Hvordan var den første tid som mor?
Min første tid som mor var forfærdelig. På grund af kejsersnit og et stort blodtab var vi indlagt i tre dage. Personalet havde meget travlt, og jeg syntes, der blev talt hårdt til en. Jeg havde forventet at komme på Rigshospitalet Barselshotel, men jeg blev kaldt operationspatient og lå på tomandsstue, hvor min mand ikke måtte overnatte. Det passede mig meget dårligt, at det skulle være på den måde, for jeg havde virkelig brug for min mand på det tidspunkt. Da vi kom hjem, blev det ikke bedre. Allerede første aften græd Emil utrøsteligt. Det skabte tvivl for min mand og jeg. Var han sulten? Var han træt? Eller hvad var der galt? Sådan var det generelt det første halve år; han græd meget, og vi var flere gange ved lægen og snakkede også med sundhedsplejersken om det. Men alle sagde til mig, at jeg var førstegangsmor, og at livet med en lille bare var hårdt.

Da Emil var omkring 1,5 år, fik jeg nok. Han havde hele nætter, hvor han bare græd og græd, og derfor tog jeg hen til lægen og sagde, at jeg ikke gik, før vi havde fundet en løsning. På det tidspunkt havde vi skiftet læge tre gange, været til ørelæge, kiropraktor, fysioterapeut, zoneterapeut og en masse andet. Min stædighed bar dog frugt, og de fandt ud af, at Emil led af forstoppelse og tilbageløb af mavesyre (refluks), fordi hans mave var så fyldt. Jeg er ofte nødt til at fortælle mig selv, at jeg ikke kunne have gjort mere. Vi prøvede alt, men alligevel føler jeg, at jeg svigtede ham, da han var lille. Og jeg bebrejder alle de mennesker, vi søgte hjælp hos, for ikke at gøre noget og for ikke at tage os seriøst. Emil er i dag fem år, og jeg bliver stadig ked af det, når jeg tænker tilbage på hans første tid.

Hvordan ændrede det dig at blive mor?
Da jeg blev mor, gik jeg fra at være en glad og social party-pige til at blive en person, som ikke havde overskud til andet end at være hjemme. Jeg havde ikke lyst til at gå nogen steder. Emil fik anfald, hvor han var utrøstelig, og jeg kunne ikke bære at stå i offentligheden med et barn, jeg ikke kunne trøste. Jeg følte mig så utilstrækkelig. I dag er jeg glad og stolt over at have skabt vores to dejlige drenge, men det er en følelse, som er vokset på mig. Den kom ikke bare fra første øjeblik.

2. juni 2019

Kamilla Vinding, der står bag MamaMilla, havde en kaotisk fødsel og nogle hårde år med sin førstfødte, der led af forstoppelse og refluks.

Tekst: Marta Gramstrup Wriedt
Foto: Privat
   
Kamilla Vinding er 34 år og mor til Emil fra marts 2014, som kom til verden ved akut kejsersnit på Rigshospitalet, og Konrad fra september 2015, der blev født ved planlagt kejsersnit på Hvidovre Hospital. Kamilla Vinding står bag virksomheden MamaMilla.
 

Hvordan oplevede du din første fødsel?
Min første fødsel var kaotisk og ukontrolleret, og det var en meget ubehagelig oplevelse for mig. Jeg fik veer hjemme, og allerede efter en halv time blev de regelmæssige. Da vi ringede til fødegangen, sagde de, jeg skulle blive hjemme, tage en panodil og et varmt bad. 15 min efter fik jeg vestorme, begyndte at kaste op og havde meget ondt. Vi kørte derfor uden at ”have fået lov”, og vi nåede kun ind i forhallen på Rigshospitalet, da vandet gik. Min mand fandt herefter en kørestol, da jeg ikke kunne gå. På stuen kunne de konstatere, at jeg var 4 centimeter åben og i aktiv fødsel, så det var godt, vi kom. Fra da af var det bare ned ad bakke. Min søn lå stadig højt i maven – han var slet ikke faldet ned i bækkenet, hvilket ikke er normalt. Jeg kunne tydeligt mærke, at personalet allerede dér fandt forløbet anderledes og holdt mig fastende, just in case. De fik med nød og næppe sat en måler på hans hoved, men der måtte tre forskellige læger til at forsøge. Efter 10 timer med vestorme, en epidural, vestimulerede og en masse lattergas faldt hans hjerterytme pludselig, og i al hast kom han ud ved akut kejsersnit. Den sidste del husker jeg ikke selv så godt, for jeg var slet ikke mentalt tilstede.

Havde du forberedt dig og hvordan?
I månederne op til termin gik jeg til Smertefri fødsel. Jeg øvede mig hjemme og havde lavet en ønskeliste til hospitalet, som vi havde med, da jeg gik i fødsel. Derudover var min mand og jeg til informationsmøde på hospitalet, hvor vi fik alt at vide – fx fra hvornår man skal ringe, hvilken hjælp man kan få undervejs og så videre.

Hvad tænkte du, da du endelig holdt dit barn i armene for første gang?
Jeg måtte vente længe på at få lov til at holde min søn første gang (cirka en time), så jeg havde slet ikke lyst til at slippe ham igen. Jeg var dog meget usikker på, hvordan jeg skulle forholde mig. Jeg var lettet, glad, ked af det og stolt på samme tid. Jeg var glad, fordi han havde det godt trods en fødsel, som heller ikke var nem for ham. Men jeg husker, at jeg ikke var forelsket, som jeg havde hørt, andre var.

Hvordan var den første tid som mor?
Min første tid som mor var forfærdelig. På grund af kejsersnit og et stort blodtab var vi indlagt i tre dage. Personalet havde meget travlt, og jeg syntes, der blev talt hårdt til en. Jeg havde forventet at komme på Rigshospitalet Barselshotel, men jeg blev kaldt operationspatient og lå på tomandsstue, hvor min mand ikke måtte overnatte. Det passede mig meget dårligt, at det skulle være på den måde, for jeg havde virkelig brug for min mand på det tidspunkt. Da vi kom hjem, blev det ikke bedre. Allerede første aften græd Emil utrøsteligt. Det skabte tvivl for min mand og jeg. Var han sulten? Var han træt? Eller hvad var der galt? Sådan var det generelt det første halve år; han græd meget, og vi var flere gange ved lægen og snakkede også med sundhedsplejersken om det. Men alle sagde til mig, at jeg var førstegangsmor, og at livet med en lille bare var hårdt. Da Emil var omkring 1,5 år, fik jeg nok. Han havde hele nætter, hvor han bare græd og græd, og derfor tog jeg hen til lægen og sagde, at jeg ikke gik, før vi havde fundet en løsning. På det tidspunkt havde vi skiftet læge tre gange, været til ørelæge, kiropraktor, fysioterapeut, zoneterapeut og en masse andet. Min stædighed bar dog frugt, og de fandt ud af, at Emil led af forstoppelse og tilbageløb af mavesyre (refluks), fordi hans mave var så fyldt. Jeg er ofte nødt til at fortælle mig selv, at jeg ikke kunne have gjort mere. Vi prøvede alt, men alligevel føler jeg, at jeg svigtede ham, da han var lille. Og jeg bebrejder alle de mennesker, vi søgte hjælp hos, for ikke at gøre noget og for ikke at tage os seriøst. Emil er i dag fem år, og jeg bliver stadig ked af det, når jeg tænker tilbage på hans første tid.

Hvordan ændrede det dig at blive mor?
Da jeg blev mor, gik jeg fra at være en glad og social party-pige til at blive en person, som ikke havde overskud til andet end at være hjemme. Jeg havde ikke lyst til at gå nogen steder. Emil fik anfald, hvor han var utrøstelig, og jeg kunne ikke bære at stå i offentligheden med et barn, jeg ikke kunne trøste. Jeg følte mig så utilstrækkelig. I dag er jeg glad og stolt over at have skabt vores to dejlige drenge, men det er en følelse, som er vokset på mig. Den kom ikke bare fra første øjeblik.